# Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skildring af hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685

## Part 21

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/leonora-christina-ulfeldt-s-jammers-minde-en-egenh-ndig-skildri-fcccb579/index.md

Op, op, min Siæl oc Sinde! Guds Goedhed til att minde, Som ræcker mig sin Haand, Som Byrden med mig bærer, Som mig sin Wille lærer Oc selffwer lindrer miine Baand.

_2._

Mit Hiærte, glæm ded icke, Huad udi Mørcken Kircke Nii Dage ieg udstoed! Hwad Angist, Sorrig, Qwiide, Hwad Spott oc Stanck ieg liide! Da styrckede Gud Sind oc Moed.

_3._

Betenck min stoere Trængsel, Mit lange haarde Fengsel, Min Iammers elffwe Aar! Ey saa, att ded bedrøffwer; Gud er den, som dig prøffwer, Hand kiender best, hwad du formaar.

_4._

Hid Santz, Fornufft oc Læmmer! Indhellig sammen stæmmer: Guds Goedhed winde kand, Som Eder haffwer sparet, Fra Krancke[l]se bewaret I denne min forfalden Stand.

_5._

Mig Wanded gick til Tænder, Aff Sorrig wringtis Hænder, Ieg snobblet, dog ey falt; Thi Herren war min Støtte, Min Foed selff monne fløtte, Loff wære dig, o mæctig Alt!

_6._

Tack skee dig, Naadsens Kille, Att du mig ræffse wille Saa mild oc faderlig! I Nød warst dog til Stede, Mit Hierte Suck tilrede, Der Macten wille knuuse mig.

_7._

Gud, for dig ieg needfalder: See til mig i min Alder, Som stunder nu fast til! Aff Aaget mig udspende, Giør paa min Træl snart Ende! Dog ey, hwad ieg, men hwad du wilt.

Dette Aar den 25. _Iulii_ war Kgl. _Majt._ saa naadig, att der bleff giort et stoert Windue i mit inderste Rom igien, hwilcket bleff tilmuret, der ieg skulle føris ind i ded Rom. Der bleff oc satt en Wind-Offwen, huor aff Røret gaar ud til Platzen. Sloßf. war icke wel tilfritz der med, meest fordi hand skulle wære til Stæde oc hoes Arbeeded; ded gaed hand icke. Miine Døre skulle da wære aaben; ded warte i 12 Dage, førend ded bleff færdig. Hand war kranteworn, wille icke, att Winduet skulle sættis saa sit neer, som ded haffde wærret tilforne, førend ieg bleff fengselet; oc ieg offwertalte Murmester-Swennen att slaae Muuren saa siet ud, som den før haffde werret, hwilcket Sloßf. bleff war paa Sloß-Platzen, kom løbendis op oc skiænte, som hand war bister. Ded stoed intet til att ændre, thi Windwis-Karmen war alt giort. Ieg spurte hannem ad, hwad Onde hand haffde der aff, att Winduet saed en Steen need; ded gick io intet need for Iern-Tralleren, oc ded haffde wærret saa siet før. Hand wille haffwe sin Kriig frem, saa Muurmester-Swennen muurte en Steen bedre op, imens hand war der, oc siiden tog den neer igien, thi Karmen, som war færdig, haffde ellers intet paßet.

Samme Aar kom Karen Nels Daatter fra mig for den tredie oc sidste Gang, oc i henders Stæd en Bogbinder-Encke wed Naffn Barbra. Hun er en _melancolisk_ Quinde. Samwittigheden wogner stønnem, saa hun fortæller offte siine egne Forseelser (dog icke saa groffwe, som de haffwer wærret, oc ieg kand spørge). Hun haffwer hafft toe Børn, oc effter henders egen Fortælling saa synnis, att hun haffwer wærret noget Aarsag til derris Døe, thi hun siger: »Huorledis kand man haffwe Omsorrig for ded Barn, huis Fader man icke ælsker?« Hun drog fra henders Mand, toe Aar førend hand døde, oc tog med, huis hun kunde offwerkomme, saed i Hamborg oc føde sig med Spind; haffuer oc tilforne tient en Fyrstinne for Spinde Piige. Henders Fader leffwer oc haffwer wærret Kl. _Majts._ Bogbinder; er nu rørt aff et Slag, ligger elendig. Henders Broder er Bogbinder igien i Faderens Sted, huorhelst Faderen er. Hun haffwer ingen Medynck med Fadren, ynsker hannem døe (som wel war ded bæste for ham); men att hun er saa slem imod henders Søster, som er en fattig Sk[r]ædder Kone, ded fortryder ieg paa oc siger hender offte, att hun giør dobbelt Synd i den Medfart; thi den trengende Søster kommer da oc da att hente sig Maed hoes hender. Naar hun icke kommer _precis_ den Afften, hun haffwer satt hender Steffne, eller oc icke forretter, hwis hun haffuer befalet hender, saa faar hun ingen Maed, saa kaster hun Madden i Hyßkenet. Naar ieg med Witløfftighed holder hender Synden for, da siger hun: »Dat Fleesch is doch verfuult«. Ieg spørger hinder, huorfor hun lader ded raadne oc giffwer Søstern ded icke i Tiide. Dertil swarer hun, att Søstern er ded icke wært. Ieg spaar hender ille, at ded i Fremtiiden wil gaa hender saa som adskillige andre, ieg hender opregner. Der kaster hun med Nacken aff oc tier stille.

Paa de Tiider sendte Henders _Majt._ Dronningen mig nogle Silcke-Orme til Tiidsfordriff. Der de haffde spunden, sendte ieg Hs. _Majt._ dem i en Æske, hwilcken ieg uden om haffde betræcket med Liiffarwe Atlask oc læncket der paa et Munster med Guld-Traae. Inden udi war Æssken bedragen med hwit Tafft. I Laaget war syed med soort Silcke en underdanig Begiæring, att Hendis _Majt._ naadigst wille forhiælpe til att løße miine Baand oc binde mig igien med Naadsens Haand. Hendis _Majt._, den dydige Dron., haffde bønhørt mig, om ded haffde staaet til hender.

Sloßf. bleff effterhaanden noget klaagere oc skickeligere, drack oc icke nær saa meget eller giorde saa mange Putzerier. Ieg haffde Roelighed inden min inderste Døer. Quinden saed uden for i ded anded Rom om Dagen, laae oc der om Natten, saa ieg begynte att intet bekümre mig saa meget offwer min onde Skiæffne. Sleed saa ded Aar hen med Læsen, Skriffwen oc Dicten.

Efftersom ieg alt for lang Tiid siden, strax effter, att mig di Naadsens Penge ware giffwen, haffde icke alleeneste kiøbt _Historie_ Bøger paa adskillige S[p]rog, men endoc aff dennem uddragen oc offwersat de rooßwærdigste Quindis Persohner, som berømmis for troefaste, kydske, fornufftige, mandhafftige, dydige, gudfryctige, lærde oc standhafftige[215], saa giorde ieg _Anno_ 1675 den 9. _Ianu._ for Tiidsfordriff et Riim til _M. Thomas Kingo_ under den Tittel: »Den høy berømte _Poet M. Tho. Kingo_ bedis en Bøn aff en _Danne-Quinde_ udi alle _Danne-Quinders_ Naffn.« Den Bøn bestaar der vdi, att hand de danske dydige oc rooßwærdige Quindis Persohner wille i derris Pryd iklæde. Ieg Naffn giffwer wel dydige aff andre _Nationer_, men beder ickun om de danske derris Pryd. _Kingo_ faar ded intet att see, men maa min goede Wen, ieg dette betroer[216], leffwe, saa kommer ded nock i Eders, miine hiærte kiære Børns Hænder.

[215] Jvfr. S. 200 Anm. 3.

[216] Uden Tvivl ~Peder Jensen Tøtzløff~; jvfr. S. 246 Anm. 1.

Samme Aar{1675.} den 11. May opsatte ieg riimwiiß en striidig Samtale imellem _Fornufften oc Sinded_ under den _Tittel: Den fangen Enckis Tuiiste Tancker, eller Fornuftens oc Sindeds Striid_.

Ellers forrefalt intet i dette Aar inden miine Fengsels Døre, som er skriffwerdig, foruden en Hændelse, som war, att saasom om Morgenen den uderste Dør for ded uderste Rom bleff opluct for att feye Skarnet ud oc flye reent Wand ind, oc Taarngiemmeren den stønnem loed staa aaben, indtil ded war Maaltiids Tiid, saa lucte hand den igien: saa hænder ded sig, att der kom Ild løß i Byen, oc ded klæmte. Ieg oc Quinden wii løbe op i Taarnet for att see, huor ded brænte. I ded ieg war paa den Stiie, som gaar op til Seyer-Wercket, kommer Sloßf. oc haffwer en Karl med sig aff Sølff-Kammerset. Hand bliffwer først war min Hund, siden saae hand noget aff Quinden, tenckte wel, att ieg war der oc; war saa wiiß, att hand gick icke op aff Stiien, men bleff needer weed de neederste Huller, huor aff man kand see ud til Byen, oc gaff mig Tiid til att komme needer igien oc lucke for mig. _Gert_ war bedrøffwet, kom siden til Døren oc klagede for mig sin Nød. Ieg trøstede hannem, att ded skulle icke haffwe Fare. Førend Sloßf. luckte Døren op til Middag, slog hand _Gert_ med sin Kiæp, saa hand skreeg, oc sagde Sloßf.: »Du skalt, vor den Dywel, weck!« Der Sloßf. kom ind, tog ieg først Orded oc sagde: »Ii hebben Synde dar van, dat Ii den arm Dywel slaaen. He konde dar nicht tho. De Racker kam effen op, als he min Dör wolte thomacken, ende dar öfver ver gat he dat.« Hand truede _Gert_ meget oc sagde: »Het schulle mii noch nicht so sehr verdrohten hebben, wen de fremde Kärel nicht wehre bi mii gewesen.« Mig falt ind paa Stand de Ord, hand for lang Tiid siiden haffde sagt til mig: att ingen Quindfolck kunde tiie, men alle Mandfolck kunde tiie (da den Tale aff hannem bleff holden, tenckte ieg, om ded holte wiß, da kunde miine Uwenner troe, att om ieg haffde wist noget aff ded, de wille tye mig paa, da haffde ieg icke kundt taufft ded). Nu swarte ieg hannem saa: »I, hwat hefft dat op sigk? Dat was io en Mands Persohn; de können alle swiigen. Hir iß keen Skade geskeen.« Hand kunde icke holde sig for Latter oc sagde: »Ia, Ii siin guth genock!« Ieg snackede saa for hannem oc forsickrede hannem, att ieg icke begiærte att gaae ud aff Taarnet foruden Kongens Willie, om de loede staae Natt oc Dag alle Taarn Dørene aaben, oc sagde widre, att ieg lenge siiden kunde haffwe kommen ud, om ded haffde werret mit Forsæt. _Gert_ bleff i sin Tienneste, oc Sloßf. sagde aldrig til _Gert_, att hand skulle lucke for mig om Morgenen[217].

[217] I Randen er bemærket: »_Ieg haffde effter Begiæring faaet en Røtte aff Slotzfogden, som hand klippede Haelen aff; den satte ieg i et Pappegoie-Buur oc spiisede den, saa den bleff meget tam. Den Tiidsfordriff wille Quinden icke unde mig, oc som Buuret hengte i ded anded Rom, oc ded needen [til] war med Iern Traller, saa Skarnet kunde falde ud, saa brente hun Røtten needen fra op med Lyßet. Ded war læt att see, men hun nectede ded._«

Ieg haffde da kiøbt mig et _Clavicordium_, oc som Barbra kunde siunge wel, saa leegte ieg Psalmer, oc hun sang, saa Tiiden bleff os icke lang. Hun lærte mig att indbinde Bøger, saa meget mig behøffwede[218].

[218] Den temmelig primitive Maade, hvorpaa selve Haandskriftet til nærværende Fængselshistorie er sammenhæftet, gjør det højst sandsynligt, at Hæftningen er Leonora Christinas eget Værk.

Min Skriffte Fader, H. Emmeke, bleff forfremmet til Præst i Kiøge _An._ 1676. Samme Aar bleff min Naadsens-Penge forbedret, oc bekommer ieg hwert Aar 250 Rdr. Staar saaledis i Orderen, att de 200 Rdr. kand brugis til Klæders Fornødenhed, oc de 50 Rdr. til att kiøbe noget for, Tiiden med att fordriffwe[219]. Gud welsigne oc naadeligen beware Kl. _Mt._ oc giffwe hannem att maa tælle mange lyckelige Aar.

[219] Ifølge en Meddelelse af Fuldmægtig A. ~Petersen~ findes anført i vedkommende Skatkammerregnskaber, at der den 12. Februar 1672 er bleven tilstillet Leonora Christina »til Klæder og Bøger til hendes Fornødenhed« 250 Rdr., den 28. December s. A. 200 Rdr., den 5. November 1673 200 Rdr. og den 24. November s. A. 50 Rdr. For Aarene 1674 og 1675 findes hun ikke opført i dette Regnskab, men der er ikke mindste Grund til at antage, at der ikke i disse to Aar er anvist lignende Summer til hendes Udgifter, og naar hun desuagtet selv med saa stor Bestemthed paastaar, at det først var 1676, at hun fik 250 Rdr. om Aaret (jvfr. S. 200), kan dette næppe forklares paa anden Maade end ved at antage, at nogle af de til hende bestemte Penge hidtil vare gaaede i andre Lommer. -- Nogle Optegnelser om Regeringens Udgifter i Anledning af Leonora Christinas Fangenskab haves i ~Wolff~'s Journal f. Politik 1815, 4, 283-84.

Paa de Tiider war _Brant_ Zahl-Mester[220].

[220] ~Peder Brandt~ (fra 1680 af Herre til Pederstrup paa Lolland) var Rentemester i Aarene 1676-82. 1679 blev han adlet, 1684 udnævntes han til Overrentemester og 1692 til Gehejmeraad. Han døde 1701.

Samme Aar den 17. _Dec._ kom Barbra fra mig, gifftede sig med en Bogbinder Swend; fortrød ded siden. Oc effter som henders Mand døde 1½ Aar effter derris Gifftermaal, oc ded hastig, bleff _Barbra_ mißtenckt. Hun kom siden i Broderens Huuß oc falt i Sygdom. Samwittigheden wognte, oc loed hun hente Tøtzløff til sig oc saa gott som liige ud sagde til hannem, att hun haffde forgiffwen Manden; bad hannem sige mig ded. Ieg forundrede mig icke meget der offwer, thi effter henders egen Fortælling haffde hun begaaet Mord tilforne paa siine egne Børn; sagde dog til Peder Tøtzløff, att hand intet skulle tale derom; wille Gud haffue ded aabenbaret, saa skeede ded nock alligewel; Broderen oc Pigen i Huuset wiste ded; hand skulle icke gaa der hen igien, om hun sendte Bud effter hannem. Hun bleff gandske forstyrret, laae elendig i sit eget Skarn. Broderen loed hender omsider føre i Pæsthuuset.

Vdi _Barbaræ_ Sted kom til mig en wed Naffn Sitzel Klemmings Daatter; hender haffde Maren Blocks bragt den Tienneste tilweye, efftersom Sitzel war hender Penge skyllig. Hun war et locket Quindfolck, oc Maren gaff hender an for Piige att wære; haffde oc en hwiid Hue paa sit Hoffwet, da hun fremkom. Sitzels Giæld til Maren war kommen der aff, att saa som Sitzel kunde giøre Knapper, oc Knapmagerne haffde Krackel med hender, saa haffde Maren bragt hender et Konge-Breff til Weye att befrii hender fra Knapmagerens [_sic_] Tiltale, forregiffwende, att hun war wanfør. Der Døren om Afftenen bleff tilluct, begiærte ieg att see ded Konge-Breff, Maren Blocks haffde bragt hender til Weye. Oc saa som ieg læste, att der stoed: ded wanfør Quindfolck, saa spurte ieg hender, hwad Wandske hun haffde. Hun swarte att icke haffwe nogen Bræck. »Huorfor da« (spurte ieg) »haffwer I giort Eder wanfør?« (Hun swarte:) »Ded haffwer Maren Blocks giort for att bringe mig ded Konge-Breff til Weye.« »Her i Breffwet,« sagde ieg, »næffnis I et Quindfolck oc icke en Piige: er I da locket?« Hun hengte med Hoffweded oc sagde saa sacte: »Ia.« Ieg war icke wel til Fritz; sagde: »Med Løgn haffwer Maren Blocks bragt Eder Konge Breffwet til Weye oc med henders [Løgn] ført Eder til mig, ihuordant Eders Tienneste wil wære.« Hun gaff goede Ord, loffwede att tienne wel, aldrig att giøre mig imod. Hun er et farligt Menniske; der er intet gott i hender; dristig, uforskammet, ræddis icke for att slaaes med en Karl. Hun slog paa eengang toe Knapmagre, som wille tage henders Arbeed fra hender, saa de maatte rømme. Hoes mig haffwer hun ingen Leilighed att lade see sit onde Sind saa fuldkommelig; ded lader sig dog kiende i adskillige Maader. Ieg affwærgede engang et Slagsmaal imellem hender oc Maren Blocks. Thi der Maren haffde faaet siine Penge, hun haffde udlagt for Sitzels Konge Breff, saa wille hun haffwe hender fra mig oc en anden i henders Stæd, men ieg loed sige Maren Blocks, att hun torde icke tencke, att hun skulle kunde flye mig en, ieg skulle tage imod; ded war alt nock for denne Gang[221].

[221] I Randen staar følgende Anmærkning, der dog igjen er udslettet: »_I dette 1676. Aar gifftede sig Slosf. tredie Gang, med en Quinde, som oc haffde hafft twende Mænd. #An.# 1677 den 9. #Aug.# døde min Søster #Elisabet Augusta#._«

Vdi H. Emmeke _Norbyes_ Stæd bleff Slotz-Præst H. _Iohan Adolf Borneman_, en meget skickelig oc lærd Mand[222], som da oc bleff min Skriffte Fader, oc betiente hand mig første Gang _An._ 1677 den 10. _April_.

[222] ~Johan Adolf Bornemann~ (f. 1643, d. 1698) var Slotsprædikant fra 1676 til 1683, i hvilket Aar han blev Stiftsprovst og Sognepræst til vor Frue Kirke i Kjøbenhavn.

Samme Aar den 9. _Oct._ war min Skriffte-Fader _Magister Hendrich Borneman_, Probst til wor Frue Kircke (en træfflig lærd Mand), efftersom hands Broder, H. _Iohan Adolf Borneman_, war forreist med Kl. _Majt._ til _Lante-Ryen_[223].

[223] ~Henrik Bornemann~, en yngre Broder til Johan Adolf B. (f. 1646), blev 1672 Rektor ved vor Frue Skole i Kjøbenhavn, 1674 tillige Professor logices et metaphysices, 1675 Sognepræst til vor Frue Kirke og Stiftsprovst, 1683 Biskop over Aalborg Stift, 1693 Biskop over Sjællands Stift. Han døde 1710.

Ieg haffwer, Ære wære Gud! leffwet ded Aar i Roelighed, læst, skreffwen oc dictet adskilligt.

_Anno_ 1678 bragtis mig til Weye, att min Skriffte Fader, H. _Iohan Adolf_ Borneman, kom til mig huer 6 Vgers Dag oc holte en liden _Sermon_.

Dette Aar, Paaske Dag, bleff Iomfrue _Agneta Sophia Budde_ ført her ind i Taarnet. Henders Fengsel war offwen offwer mit inderste Rom. Hun bleff beskylt for att wille haffwe med Gifft ombragt Greffwinne Skeel, oc som hun war et ungt Menniske oc haffde en Piige, som skulle betienne hender, som oc war ung, saa staajede de saa om Dagen, saa ieg haffde liden Roelighed for dennem. Ieg talte dog intet derom, meente, att hun bleff wel stille, naar hun formerckede, att ded wille giælde Døden. Men ney! hun war lystig, til Dagen førend hun bleff rættet[224].

[224] Paa en Seddel, som med en Knappenaal er fastheftet til et af Haandskriftets Blade, har Forf. endnu tilføjet følgende Bemærkninger, der staa i Forbindelse med Agnete Buddes Sag: »_Samme 1678. Aar, den 4. #Marti#, bleff min Naboeske en Quinde weed Naffn #Lucia#, som tiente F. Rigitze Grubbe. Hun beskyltis aff Iomfrue #Agneta Sophia Budde#, att hun haffde werret den, som paa sin Fruis Wegne haffde offwer-talt hender att forgiffwe Greffwinnen F. Birrete Skeel, oc at #Lucia# haffde bragt hender Gifftet. Der war Windisbyrd, aff hwem #Lucia# haffde kiøbt Gifftet. Den Quinde war en standhafftig troefast Tiennerinne. Hun tog imod alt ont, hender paalagdis, med allerstørste Taalmodighed, war trøstig i ded Mørcke Fengsel. Haffde twende Mand[s]-Persohner til #Cammerader#, som baade skreeg, suckede oc græd. Fra Greffwinne Skeel (som skulle spiiße hender) bleff hender sendt Kiød, som krøb fuld aff Maddicker, oc mullet Brøe. Ieg forbarmede mig offwer hender (icke for henders Fruis Skyld, thi den haffwer intet gott forskylt aff mig oc ille belønt forrige Tiiders Welgierninger, men aff Medliidenhed), sendte hender Maed oc Dricke oc Penge til att formilde #Gert# med, som war hender for haard. Hun bleff piinet, wille dog icke bekiende ded ringste aff ded, hender beskyltist, forswarede altiid sin Frue. Hun bleff saa siddendis hen._« -- Med Hensyn til den her omhandlede Sag, i hvilken to adelige Damer vare anklagede for at have -- uvist, af hvilken Grund -- staaet en tredie (~Birthe Skeel~, Enke efter Grev ~Christopher Parsberg~) efter Livet, skal jeg endnu kun tilføje, at ved Højesteretsdommen, der afsagdes den 25. August, blev ~Agnete Budde~ dømt til at halshugges, ~Regitse Grubbe~ (Enke efter Christian IV.s naturlige Søn ~Hans Ulrik Gyldenløve~) forvist for Livstid til Bornholm, og Pigen ~Lucie~ dømt til pinlig at forhøres, derefter kagstryges og forvises Byen og Landet. Henrettelsen fandt Sted den 6. September paa Slotspladsen. Jvfr. ~Extraord. maanedl. Relationer~ 1678 S. 709, 736, 740; ~Ordinaire Post-Tidinger~ 1678 Nr. 14, 25, 34, 35, 36; ~Pontoppidan~, Annales ecclesiæ Dan. 4 Th. S. 590; Uddrag af ~Bircherods~ Dagbøger, ved Molbech, S. 194.

Samme Aar{1678.}, den 19. _Iulii_ en Morgenstund, bleff Taarngiemmeren _Gert_ ihiæl slagen aff en til Døde dømt Tyff, som hand gaff alt for stoer Friihed. Om dette Tilfald wil ieg noget witløfftig melde, efftersom ieg raadde _Gert_ icke att giffwe den Fange saa stoer Friihed; men hand actede icke mit Raad, til sin egen V-lycke. Denne Tyff haffde brut ind i en Præstis Huus om Natten oc staallen en Brygger-Kedel, baaren den paa sit Hoffwet til Kiøbenhaffn; bleff om Morgenen dermed paa greben i Porten oc sat her i Taarnet. Hand bleff dømt til att henge (hannem bleff oc meere Tyffweri offwer bewiist). Præsten loed ded staa saa hen med _Executionen_, wille icke lade hannem henge; saa bleff sagt, att hand skulle paa Holmen, warte dog lenge, att hand war fangen. I Førstningen oc saa lenge, indtil der taltist om, att hand skulle paa Holmen, war hand min Naboe i den Mørcke Kircke, anstillede sig saa gudfryctig, læste (til Synne) andæctig, bad Gud om siine Synders Forladelse med megen dyb Suck. Den Sckelm wiste, att ieg kunde høre hannem, oc sendte ieg hannem oc stønnem noget Maed. _Gert_ forbarmede sig offwer hannem, loed ham gaa neer i Taarne-Stuen om Dagen oc satte ham op igien om Natten. Siden loed hand ham ligge neere i Taarnet om Natten. Oc som ieg haffde seet den Tyff engang eller toe, naar min Dør war aaben, att hand gick den forbi, oc beskuet hannem, syntist mig, att hand haffde et mordersk Ansict, huorfor, der ieg fornam, att Tyffwen icke kom op igien i den Mørcke Kircke om Afftenen, sagde ieg til _Gert_, att hand woffwede for meget i ded, att hand loed den Tyff sidde neere om Natten; der stack en Sckelm i hannem; hand untgick wist engang, saa kom hand i Ulycke for hands Skyld. Ded meente _Gert_ icke, att Tyffwen skulle begiære att løbe bort; hand war frii for att hengis; hand haffde saa glæd sig, der hand hørte, att hand skulle paa Holmen, saa der war ingen Fare hoes. Ieg meente, at ded war en Glæde, som icke kom widre end til Tænderne; bad ham lucke hannem ind om Natten. Ney, _Gert_ fryctede intet; hand loed (som meere war) Tyffwen gaa op i Taarnet for sig oc stille Seyerwercket.

Tre Dage førend Morded skeede, en Morgen, da _Gert_ haffde opluct min Dør, talte ieg enda med _Gert_ om den Fare, hand satte sig i med den Tyffs Friihed, som _Gert_ dog icke fryctede. I ded sætter min Hund sig lige for _Gert_ oc tuuder hannem op i hands Ansict. Der til Middag bleff spiiset, løb Hunden neer oc tuutte 3 Gange for Taarngiemmerens Dør. Ieg haffde aldrig hørt den Hund tuude før.

Den 19. _Iulii_ (som melded er), da _Gertis_ ulycklig Morgenstund war forhanden, kom Tyffwen neer fra Seyerwercket oc sagde, att hand icke eene kunde komme til Rætte dermed, ded war forwicklet i Strickerne. Den Sckelm haffde en Iern-Stang tilreede der oppe til att sætte sit Forsæt med i Werck. _Gert_ gick op, men bleff baarren need igien. Tyffwen løb need, effter att _Gert_ war døe, luckte hands Skrin op, tog Pengene der ud oc gick ud aff Taarnet. Ded war effen en Fredag, att der skulle ringis til Predicken. De, som skulle ringe, banckede paa Taarn-Døren, oc ingen luckte op. Tøtzløff kom med Hoff[wed?]-Nøglen oc lucte op, talte med mig oc forundrede sig paa, att _Gert_ saa til Dags war icke til Stæde. Ieg sagde: »Ræt fat er ded icke, thi i Morris imellem 4 oc 5 Slæt war ieg noget upaßelig; da hørte ieg tre gaa op oc et Tag der effter tre gaa need igien.« Tøßløff lucte for mig igien oc gick need i Taarn-Stuen. I ded kommer en aff Ringerne need oc beretter, att _Gert_ ligger døe der oppe. Der den døde bleff besictiget, da haffde hand fleere end som et Saar, dog alle bag til i Hoffweded[225]. Hand war en meget kæck fyrig stærck Mand; een skulle icke kunde haffwe giort ham ded. Tyffwen bleff samme Afften paagreben, oc bekiente hand, hworledis war tilgaaet: at en Fange, som saed neere i Traalhullet, en _Lizenciat_ wed Naffn _Moritius_[226], haffde hannem dertil offwertalt. Samme _Moritius_ haffde stoer Udstand med _Gert_. Wist war ded, att _Gert_ tog for meget aff hannem om Ugen for hands Kaast. Wist er ded ocsaa, att denne _Moritius_ er en meget v-guddelig Krop; Præsten, som skriffter hannem, giffwer ham intet got Windisbyrd. Ieg troer nock, att _Moritius_ war Medwider, ieg troer oc, att en anden Fange, som saed der neere i Taarn-Stuen, haffde sin Haand der wed. Thi hwem skulle haffwe luct den fangen Tyff ud aff Taarnet uden en aff dem? Thi der effter Nøglen bleff leet, da fantist de[n] att wære skylfft oppe i Taarnet; ded kunde Tyffwen icke giøre, effter att hand war aff Taarnet. Tyffwen kunde oc icke haffwe luct _Gerts_ Skrin op oc tagen hands Penge foruden _Mauritii_ Widskab. Den anden Fange maatte ded oc wære witterligt. Ded syntist, att ded bleff forhindret, att icke fleere skulle døe for ded Mord; huorfor der icke alleeneste intet bleff efftersøgt om Sagens Beskaffenhed, som ded sig burte, men de loede Tyffwen sidde neere. Hand war wel bunden med Iern-Lencker, men _Moritius_ kunde tale hwer Dag med hannem, huorfor Tyffwen gick fra siine første Ord oc sagde att haffwe giort ded Mord alleene. Bleff rættet den 8. _Aug._[227], oc _Moritius_ ført til Borringholm, der fengselet.

[225] Beretninger om Mordet paa Taarngjemmeren findes i ~Extraord. maanedl. Relationer~ 1678 S. 719-20 og ~Ordinaire Post-Tidinger~ 1678 Nr. 29, 30.