# Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skildring af hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685

## Part 12

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/leonora-christina-ulfeldt-s-jammers-minde-en-egenh-ndig-skildri-fcccb579/index.md

Nogen Tiid effter Cur-Prinzens Bortreiße bleff der tenckt paa att henrætte et Træ-Billede, oc bleff om Formiddagen mit vderste Kammers opluct, feyet, giort reent oc strød Sand.[98] Der til Middag bleff opluct, oc Quinden haffde wærret i Trappen oc talt med Kudsken, kom hun ind, gik til Sengen til mig, stillede sig som forbaset oc sagde med en Hast: »O Iesus, Frue! der kommer de med Eders Mand!« Den Tiiding forskræckede mig, hwilcket hun læt formerckede; thi i ded hun sagde ded, da reiste ieg mig i Sengen oc racte min høyre Arm oc Haand vd oc mæctede icke att tage den strax til mig igien. Ded haffwer maaskee fortrød hender i ded samme, thi ieg bleff saa siddendis oc talte icke et Ord, huorfor hun sagde: »Min hierte Frue, ded er Eders Mands Affwiißning.« Derpaa sagde ieg: »Gud straffe Eder!« Hun gaff mig aff en ond Mund, meente, ieg haffde fortient Straff oc icke hun, brugte mange vnyttige Ord. Ieg tav gandske stille, thi ieg war da den swageste oc wiste icke, hwilket hwilket war. Om Efftermiddagen hørte ieg en stoer Murmelen aff Folk paa den inderste Slotzplatz, da bleff Billeded ført paa en Skuuff-Karre offwer Gaden aff Bødelen oc indsat i Taarnet needen vnder mit Fengsel. Om Morgenen imod 9 Slæt[99] bleff Billeded aff Bødelen iammerligen medhandlet, gaff dog ingen Lyd fra sig. Til Middags Maaltiid fortelte Slosf. Quinden, hworledis Bødelen haffde hugget Hoffweded aff ded Billede, haffde parteret Kroppen vdi 4 Deele, hwilcke siden bleffue lagde paa fiire Hiull oc sat paa Gaallen, oc Hoffweded vdhengt aff Raadhuuset. Slosf. stoed i ded anded Kammers, raabte den Fortælling høyt vd, paa ded ieg skulle høre ded, _repeterte_ ded trende Gange. Ieg laae oc tenkte mig om, hwad ieg skulle giøre; ieg kunde icke lade mig merke med, att ieg icke dert actede ded, thi da maaskee der bleff noget anded optenkt, som kunde bedrøffwe mig, oc i en Hast kunde ieg icke hitte paa anded end att sige til Quinden med en Søe[rg]moedighed: »O, hwilcken Spott! Taler med Slosf. oc beder hannem bede Kongen, att ded, som er opsat, maatte tagis need igien oc icke bliffwe siddendis!« Quinden gik vd oc talte sacte til Slosf., men hand swarte høyt oc sagde: »Ia wol, her vnter? Dar sollen mehr her auff, ia mehr, mehr herauff!« sagde saa ett gott Tag de samme Ord. Ieg laae saa stille hen, talte intet, slog mig [hen?] med miine egne Tancker. Snart trøstede ieg mig oc haabte, att ded, som war skeed wed Billeded, war et Tegn, att de icke kunde faa Manden; saa tog Frycten igien sit Stæd. Spotten actede ieg intet, thi der war alt for mange _Exempler_ aff stoere Herrer i Frankriig, hwis Billeder oc _Contrafeier_ aff Bødelen ware forbrente, som siden igien komme til stoer Ære. Der til Afftens Maaltiid bleff opluct, war der en Hwisken med Slotsf. oc Quinden. Der bleff oc send en _Lacquei_, som stoed vden for den vderste Dør, som loed kalde Slosf. vd til sig (min Seng staar liige for Dørene, saa naar alle tre Døre erre oplucte, saa kand ieg see til Trappe Døren, som er den fiærde Dør). Hwad Quinden kand haffwe berettet Slosf., kand ieg icke wiide, thi ieg haffde den Dag icke talt et Ord anded end begiært att fly mig, hwis ieg behøffwede; sagde oc intet widre end ded samme i mange Dage der effter, saa Slosf. bleff kee aff att spørge Quinden meere ad, thi hun haffde intet att sige hannem om mig, oc hun laae hannem siden stetze paa med Begiæring att komme vd: hun kunde icke saa leffwe sit Liiff. Men som hun fik ingen anden Trøst aff hannem, end att hand soer hender til, att hun aldrig kom vd, saa lenge hun leffte, saa giorde hun i nogle Dage icke anded end græd da oc da; oc som ieg icke wille spørge hender ad, hworfor hun græd, saa gik hun en Dag til min Seng grædendis oc sagde: »Ieg er et elendigt Menniske!« Ieg spurte hender, hworfor? hwad hender skade? »Mig skader nok« (swarte hun). »Ieg haffwer werret saa gall oc laded mig lucke inde for Penge, oc nu er I wree paa mig oc wil icke tale med mig.« Ieg sagde: »Hwad skal ieg sige? I wille maaskee haffwe noget att hwiske igien til Slosf.« Saa begynte hun att forbande sig, den Dag hun sagde Slosf. et Ord, hwad ieg sagde, eller hwad ieg tog mig til, wille ieg ickun troe hender oc tale med hender; »hworfor skulle hun wære mig vtroe? wii skulle dog wære sammen, saa lenge wii leffte;« med mange bewæglige Ord, att ieg icke wille wære wree; ieg haffde Aarsag dertil; her effter skulle hun aldrig giffwe Aarsag, att ieg skulle bliffwe wree, thi hun skulle wære mig troe. Ieg tenkte: Du skalt intet faa meere att wiide, end behoff giøris. Ieg loed hender der effter snacke for mig oc fortelle sit Liiff oc Leffnet, hwad som stønnem paßerer hoes Bonden. Hun haffde wærret twende Gange gifft med Huußmænd oc siden effter sidste Enckesæde tient Holger Winds Frue[100] for Waa[g]kone, saa hender fattedis intet for Snak. Hun haffde hafft et Barn med henders første Mand, som icke bleff gammelt, oc skulle ieg wel kunde haffwe fattet en Mißtancke til hender aff henders egen Ord, att hun maaskee haffde hiolpen til att forkorte ded Barns Dage; thi ded kom saa paa Tale engang om Encker, som giffter sig igien; da sagde hun iblant anded: »Den, der wil giffte sig andengang, maa icke haffwe Børn, thi saa forligis aldrig Manden med Quinden«. Ieg haffde meget der imod at sige, oc der iblant ded, att ieg spurte, hwad en Quinde skulle giøre dertil, som haffde et Barn med sin første Mand. Hun swarte med en Hast: »Legge Puden paa Hoffwedet!« Ded kunde ieg icke kiende for gott, men for stoer Synd, lagde ded witlyfftig vd. »Hwad Synd« (sagde hun), »om Barnet altiid war sygt, oc Manden bleff kranteworn derfor?« Ieg swarte der til, som ded sig burte, oc hun bleff icke wel til Fritz. Den Tale lagde ingen goed Grundwold hoes mig om henders vdloffwede Troeskab.

[98] I Randen er tilføjet: »_Dronningen wille, att ded Træ Billede skulle føris op vdi ded vderste Kammers oc stillis saaledis for Døren, att ded kunde falde ind til mig, naar som min inderste Dør bleff opluct; men Kongen wille ded ingenlunde._«

[99] Exekutionen paa Ulfeldts Billede foretoges den 13. November, se ~Paus~ 2, 294 og ~J. Bircherods~ Dagbøger, ved Molbech, S. 93; jvfr. ~Løvenskjold~, Efterretninger om den kongel. Livgarde til Fods S. 24.

[100] ~Margrete Gjedde~, en Datter af Rigens Admiral ~Ove Gjedde~ (d. 1660).

Quinden lawerte saa, førte mig fremdelis Budskab ind fra Kusken, hwad nyt der paßerte. Maren Bloks sendte wed hannem en Bønnebog, oc ded himmelig, thi ieg maatte slet ingen Bøger haffwe, icke Syenaal eller Knappenaal, derpaa haffde Quinden giort Eed for Slosf. effter Dronningens Befaling. Ded Aar gleed saa hen. Nyt Aars Dag ynskede Quinden mig ett glædeligt Aar{1664.}. Ieg tackede hender oc sagde: »Ded kand Gud giøre«. »Ia« (sagde hun), »om hand wil.« »Wil hand icke« (swarte ieg), »saa skeer ded oc icke, oc saa giffwer hand mig oc Taalmodighed att bære mit tunge Kaars.« »Ded er dog tungt« (sagde hun) »for mig; hwad skulle ded icke wære for Eder! Maatte ded enda bliffwe derwed oc icke bliffwe wærre for Eder!« Mig syntist, att ded kunde icke bliffwe wærre for mig, men bædre; thi Døden, paa hwad Maade den kom mig, den giorde Ende paa min Elendighed. »Ia« (sagde hun), »ded er icke lige gott, hwordant man døer.« »Ded er wist nok,« swarte ieg; »den eene døer i Fortuiffwelse, den anden med et frit Moed.« Slosf. sagde icke et Ord til mig den Dag. Quindens Samtale med Kudsken war lang; vden Twiffl har hun fortelt ham worris Samtale.

Vdi _Marti_ Maanet{1664.} kom Slosf. ind oc giorde sig heel mild, sagde iblant anded: »Nu seyd Ihr Wittib,[101] nu könt Ihr wol sagen alle Sachen Beschaffenheit.« (Ieg swarte med et Spørßmaal): »Können Wittiben alle Sachen Beschaffenheit sagen?« Hand smeel oc sagde: »Ich meine es nicht so; ich meine diese Verrätherei!« (Ieg swarte): »Ihr köndt andre darnach fragen, die es wißen; ich weis von keine Verrähterei!« Oc som hannem syntist, att ieg icke troede, min Mand war død, tog hand en _Advis_ frem oc loed mig den læße, maaskee meest fordi min Mand stoed ille der i antegnet. Ieg sagde intet meget dertil anded end: »Die _Avisen_ Schreibers sagen nicht allezeit die Warheit.« Ded maatte hand tage saa, som hand wille. Ieg laae saa hen i Haabet, att ded saa war, att min Herre wed Døden war siine Fiinder vntgaaet, oc tenckte wed mig selff med største Forundring, att ieg skulle leffwe den Dag att ynske min Herre døe; falt atter igien vdi bedrøffwede Tancker oc gad intet talt. Quinden meente, att ieg war bedrøffwet, att min Herre war døe, trøstede mig, oc ded heel fornufftig, men offwer henders Trøst forøgede sig forbigangene Tiiders Ihuekommelse, saa ieg kunde lenge der effter icke komme til att stille Sinded i Roelighed. Eders Tilstand, miine hierte kiere Børn, bekümrede mig. I haffde mist Eders Fader, med hannem Formue oc Raad; ieg er fangen oc elendig, kand intet hielpe Eder, hwercken med Raad eller Daad; I erre landflyctige oc i ded fremmede. For miine Sønner, de tre ældste, sørgede ieg icke saa meget som for miine Døttre oc yngste Søn.[102] Ieg saed heele Nætter offwerende i min Seng, thi ieg kunde icke soffwe, oc naar ieg haffwer Hoffwet Piine, saa kand ieg icke ligge need i Puden med mit Hoffwet. Ieg bad Gud inderligen om en naadig Forløßning. Ded haffwer icke behaget Gud, men hand gaff mig Taalmodighed att bære mit tunge Kaarß.

[101] Korfits Ulfeldt døde uden Tvivl den 20. ~Februar~ 1664, se ~Paus~ 2, 317-21. Rigtignok hedder det i et Brev fra Sønnen ~Christian~ U. til Sperling, dateret den 8. Marts (Afskrift i Ny kgl. Samlng. 2141 b, 4^{to}), at han er død den 27. Februar (ikke, som det i den danske Oversættelse hos ~Wolff~, Journ. for Politik 1816 1, 134-37 siges, den 26.). Men da den ene af de hos ~Paus~ a. St. aftrykte Beretninger om hans Død er dateret den 23. Februar, medens den anden grunder sig paa Breve fra den 24., maa Sønnens Angivelse selvfølgelig være urigtig. Iøvrigt lader hans Fejltagelse sig ret vel forklare, navnlig naar man lægger Mærke til, at den 20. og den 27. Februar falde paa ~en og samme Dag i Ugen~, nemlig paa en Løverdag. Thi baade Christian Ulfeldt og hans Sødskende havde i den Tid, Dødsfaldet foregik, fjernet sig fra Basel, hvor Faderen opholdt sig, og hvorfra han gik ombord i den Baad, som blev hans Dødsleje, og det kan da let tænkes, at Efterretningen, da Børnene senere kom til Byen, er bleven dem forebragt saaledes, at de have kunnet forvexle f. Ex. den næstforegaaende Løverdag med den Løverdag, som gik forud for denne.

[102] Korfits Ulfeldt havde 12 Børn med Leonora Christina. Af disse vare dog kun følgende i Live ved Faderens Død: ~Anne Cathrine~, ~Christian~, ~Ludvig~, ~Korfits~, ~Ellen Christine~, ~Leonora Sophie~ og ~Leo~. Den Sidste, som var det yngste af alle Børnene (f. 22. Marts 1651, d. 11. April 1716), gik efter at være bleven voxen i østerrigsk Tjeneste og steg hurtigt fra den ene Ærespost til den anden. Han blev efterhaanden General-Feltmarskal, Vicekonge i Katalonien og Gehejmeraad. Han var det eneste af alle Korf. Ulfeldts Børn, som forplantede Navnet, og fra ham er det, at Ejeren af nærværende Haandskrift, Grev ~J. Waldstein~, nedstammer.

Mit Kaarß war mig saa meget diß tyngere i ded første, efftersom saa høyligen war forbøden icke att tilstæde mig hwercken Kniiff, Sax, Traa eller noget, ieg kunde fordriffwe Tiiden med. Omsider, der Sinded kom lit i Roelighed, tenckte ieg paa noget att tage mig til, oc som ieg haffde en Syenaal, som melded er, saa løste ieg miine Baand op i min Nattrøye, som ware breede liiffarwe Tafftis Baand. Ded Silke syde ieg med paa ded Stycke Kluud, ieg haffde, adskillige Blomster med smaa Sting. Der ded haffde Ende, drog ieg Traaer vd aff miine Lagen, twant dem oc syde der med. Imod ded haffde Ende, sagde Quinden en Dag: »Hwad wil I nu faa att giøre, naar dette slipper?« Ieg swarte: »O, ieg faar nok noget att giøre; skulle end Raffnene føre mig ded til, saa faar ieg ded.« Der paa spurte hun mig, om ieg kunde giøre noget med en brøt Træskee. Ieg swarte: »Maaskee wed I en?« Der hun haffde leet et Tag, tog hun en frem, som Bladded war halff aff. »Den« (sagde ieg) »kunde ieg wel giøre noget aff, haffde ieg Reedskab att giøre med. Kunde I offwertale Slosf. eller Pær Kudsk att laane mig en Kniiff?« »Ieg wil wel bede dem derom« (sagde hun), »men ieg wed nok, ded skeer icke.« Att hun sagde noget derom til Slosf., kunde ieg fornemme paa hands Swar, thi hand swarte høyt: »Sie hat kein Meßer nötig; ich wil das Eßen für ihr schneiden. Sie köndte leichte sich Schaden damit thun.«[103] Hwad hun sagde til Kudsken, wed ieg icke (ded wed ieg, att hun saae icke gierne, att ieg fik Kniff, thi hun war ræd for mig, som ieg siden fik att wiide). Quinden bragte ded Swar fra Kudsken, att hand for sit Liiff ey torde. Ieg sagde: »Kunde ieg faa et Stycke Glas, saa wille ieg see, hwad ieg kunde giøre wed ded Stycke Skee Skafft, mig til Nytte«; bad hender leede i en Kraag, som er vden for ded vderste Rom, der all Skarnet bleff henkast, hwilcket hun oc giorde, fant icke alleeneste Stycker Glas, men endoc et Stycke aff et Tin Laag, som haffde sit paa et Kruuß. Med Glasset giorde ieg aff Skeestumpen en Pind med toe Tacker, som ieg giorde Baand paa, oc endnu er i Brug (Silcket til Baandene tog ieg aff min Nattrøye neden om.) Ded Stycke aff Tin-Laaget bøyede ieg saaledis tilsammen, att ded siden tiente mig til Blækhorn. Ded er oc end nu i min Giemme. Til et Troeskabs Tegn bar Quinden mig samme Tiid en stoer Knappenaal, hwilcken war mig et gott Reedskab til att giøre Begyndelsen aff Skillerommet med imellem Tackerne oc skaffwe ded siden med Glaßet. Hun spurte mig, om ieg icke kunde hitte paa noget att leege med, Tiiden bleff hender saa lang. Ieg sagde: »Giffuer Pær goede Ord, saa flyer hand Eder wel noget Hør for Penge oc en Haand-Teen.« »O hwad!« swarte hun, »skulle ieg nu spinde? Giff Fanden spinde! For hwem skulle ieg spinde?« Ieg sagde: »For att fordriffwe Tiiden. Ieg wille wel spinne, om ieg haffde noget att giøre med.« »Ded maa I icke, min hierte Frue« (sagde hun); »ieg woffwer mig yderlig nok med ded, ieg flyr Eder«. »Wil I haffwe noget at leege med« (sagde ieg), »saa skaffer Eder nogle Nødder, saa wil wii leege med dem.« Ded giorde hun, oc wii leegte med dem som smaa Børn. Ieg tog oc tree aff Nødderne oc giorde Tærninger aff dem, satte paa hwær toe Slags Tal, oc leegte wii oc med dem. Oc paa ded den [Symbol: prik i cirkel] kunde kiendis, som ieg giorde med den stoere Knappenaal,[104] bad ieg hender fly mig et Stycke Kriide, som hun oc giorde, oc ieg gnee Kriide der i. Bemelte Tærninger kom bort, ieg wed icke hwordant; ieg er i Meening, att Kudsken fick dem, maaskee den Gang hand luurte hender aff de offwerbleffwene Lyß oc Suckeret. Thi hand kom en Middag saa hæßb[l]æsende til hender oc sagde, att hun skulle flye hannem Lyßene, Suckeret, hand haffde baarren hender fra Maren Bloks, oc hwad hun haffde, som icke maatte sees, thi der skulle randsagis i wort Quarter. Hun løb vd dermed vnder Forklædet oc sagde mig intet derom, førend Døren war luct. Ieg giæmte, ded bæste ieg kunde, paa mig min Pind, mit Silcke oc den syde Klud med Synaal oc Knappenaal. Der bleff ingen Huußsøgning aff, oc war ickun Kudskens Putzeri for att faa de offwerbleffne Lyß fra hender, for hwilcke hun tit nok siden bandede hannem, saa wel som for Suckeret.

[103] I Randen er tilføjet: »_Der ieg engang loed begiere aff Slosf. en Sax for att skiære miine Neile aff med, swarte hand oc høyt ded: »Was, was? Die Nägels sollen ihr waxsen als Adlers Klawen, vnd die Hahr als Adlers Federn!« Hwad ieg tenckte, wed ieg wel, om ieg haffde Kløer oc Winger._«

[104] I Randen er tilføjet: »_Ieg tog miine Neiler aff med Synaalen, som ieg ritzede dennem med saa lenge, indtil de kom aff. Den Neil paa den liden Finger paa min høyre Haand loed ieg woxe for att see, huor lang den kunde bliffwe; men ieg støtte den v-forwarendis aff oc haffwer den endnu._«

Ieg war stetze i Arbeed, saa lenge ieg haffde Silcke aff Nattrøye oc Strømper, knøttede offwer den stoere Knappenaal, paa ded att ded kunde ware lenge. Aff ded Arbeed er endnu i min Wærre oc Knippelstockene, ieg mig giorde aff Pinde. Med Poßer, fylt med Sand, dermed slog ieg Snorer, hworaff ieg giorde mig et Bindt (som er opslit), thi ieg maatte icke faa et Snørliiff, ihwor offte ieg loed bede derom; Aarsagen, hworfor, er mig endnu v-bewist. Med ded Stycke Kriide fordreff ieg oc offte Tiiden, malede dermed paa et Stycke Bret oc paa Borded, toede ded aff igien, giorde Riim oc dictede Psalmer. Den første war denne, hwilcken ieg dog haffde dictet, lenge førend ieg bekom Kriide. Ieg sang den aldrig, men læste den for mig selff.

#En Morgen Dict paa den Thone:# Ieg wil din Priiß vdsynge _etc._

_1._

Min Tunge skal med Stemme Forkynde Siælens Act, Som ey i Dag wil glæmme Att priiße Guds Almact Oc tacke Skab'ren bliid, Som siine Wæctre sændte, Mit Leye de omspændte, Mig woctede med Fliid.

_2._

Med Sorrig ieg mig lagde, Aff Graad war salt min Mund, Ieg til mig selffwer sagde: Du seer ey Morgenstund! Men Herrens Goedheds-Krafft Befalte Søffnen søde Min tørre Hiærne bløde Oc queege med sin Safft.

_3._

Tak, Iesu, Liiffsens Fyrste! Ieg Sengen slippe kand, Med Waaben mig vdryste At striide som en Mand Moed Satan, Synd oc Død, Moed eget Kiød oc Wille Oc alt, mig wil adskille Fra dig i denne Nød.

_4._

Hielp, Hielper! Hielp mig, Herre! Mit Kaarß er aff din Haand. Wilt tyngsten Ende bære Oc lindre hwaßen Baand? Ieg ellers wißelig Der vnder maa fortwiffle, Thi diine Skud oc Piile De sticker hart i mig.

_5._

Din Naade wilt vdøße Oc rundelig betee, Moed miine faderløße Din Mißgund lade see? Wær' derris Fader mild, I Nøden ey forglæmme, Hoes fræmmede forfræmme Moed derris Fiinders Wild?

_6._

Ieg arme Støff oc Aske Endnu et beder dig: Mig icke att forraske, Henrycke plutzelig; Men lade mig min Aand Med fuld Fornufft oc stille, Med gott Taal oc goed Wille Befale i din Haand.

Paa tydsk dictede ieg effterfølgende Wiiße, hwilcken ieg offte sang, effter som hun icke forstoed tydsk.

#Ein Liedlein# -- nogenledis -- auff die _Melodei_ als das Lied: Was ist doch auff diese Welt, Das nicht felt? _etc._

_1._

Sprich Vernunfft zu meine Seel: Dich nicht queel, Beßer Leben dich erwehl! Es ist doch nicht zu erlangen, Das fürbey Wieder sey, Wie man's thut anfangen.

_2._

Warumb dan bekümmerst dich Engstiglich, Zeuffsest immer, bist trawrich? Du kandst es mit vielen Sorgen Endren nicht. Das geschicht, Was geschehn sol morgen.

_3._

Hab'n verlohren Haab vnd Guht Zwar weh thut, Schöpfe wieder ein frisch Muht! Es war vberflüßig kröhtig, Die Natur Hat doch nur Weinig davon nötig.

_4._

Ist der Leib gefangen hir, Glaube mir, Es g'ring schätzen steht bey dir. Du bist frey vnd vngebunden, Keine Hafft Hat die Krafft Dich zu können wunden.

_5._

gleiche Endlich ist es - - - - viel, eben Wan dein Spiel Hat erreichet seinen Ziel, Vnd du muß vom Leibe scheiden; Es geschicht Oder nicht Auff Stroh oder Seiden.

_6._

Wol dan, frisk auff, meine Seel! Dich nicht queel, Das nichts deine Ruhe fehl! Gott in Noth dich nicht läst stecken, Er weis wol, Wan's sein sol, Hülffe zu erwecken.

Ieg fordreff saa Skiæls min Tiid i Roelighed, indtil Doctor _Otto Sperling_ bleff ført fangen her ind i Taarnet,[105] hwis Fengsel er neden vnder den Mørcke Kircke. Hands Skiæffne er beklagelig. Der hand bleff ført i Taarnet, war hand spænt i Iernlencker om Hænder oc Fødder. Slotsf., som icke war i forrige Tiider hands Wen, glæde sig saa hiertelig offwer Docterns Vlycke, oc att hand war fallen i hands Hænder, saa hand giorde intet anded den Afften en[d] nynnede oc sang; sagde til Quinden: »Meine Karne, wolt Ihr dantzen? Ich wil singen.« Hand loed Doctern ligge i siine Iern den Nat. Saasom wii aff Folckis Murmelen oc Tilraab, saa oc aff et Fengsels Tilluckelse, som war neden vnder mit (huor der lagdis Iernriigler for Døren), wel kunde fornemme, att der war en Fange indkommen.[106] Den Glæde, ieg fornam paa Slosf., gaff mig en Fryct, saa wel som att hand selffwer icke alleeneste lucte min Dør op oc til, men hand forhindrede Quinden att gaa i Trappen, lænede sig wed den vderste Dør aff mit Fengsel. Kudsken stoed bag Slosf., giorde mange Tegn; men som Slosf. dreyede sig saa tit hid oc did, saa kunde ieg icke see ret hands Postur. Om anden Dagen wed 8 Slet hørte ieg de Iern Rigler oc Døren der neden [vnder] gaa op, kunde oc høre, att ded inderste Fengsel bleff opluct (da bleff Doctern ført vd til Forhør). Quinden sagde: »Der maa wist sidde en Fange; hwem kand ded wel wære?« Ieg swarte: »Ded synnis wel saa, att der er en Fange indkommen, effterdi Slosf. er saa glad. I faar ded wel att wiide aff Pær, om icke saa lige i Dag, da en andengang. Ieg beklager den Stackel, i hwem hand er« (Gud wed, mit Hierte war icke saa frimodig, som ieg anstilte mig til). Der til Middag bleff opluct for mig (som war offwer taal Slæt, thi førend Doctern bleff ført ind igien, bleff intet opluct for mig), da war Slosf. meer end gemeen lystig, dantzede for sig selff oc sang: »Lustig, _Curage_! Es wird sich wol schicken!« Der hand haffde skaaren Madden, lænede hand sig wed min vderste Fengsels Dør oc forhindrede Quinden att gaa vd, sagde til mig: »Ich sol Euch grüßen von dem Herrn _General Major_ von Alfelt; er sagt, es wird nu bald guth, Ihr solt Euch nur zu Frieden geben. Ia, ia, nu wird es bald guth!« Ieg loed, som ieg tog ded op i den Meening, som Ordene ware, oc bad hannem tacke _General Major[en]_ for hands Trøst; oc efftersom hand _repeterte_ igien samme Ord oc sagde der hoes: »Ia, fürwahr! das sagte er,« saa swarte ieg med et Spørßmaal: »Wo mach doch das herkommen, das der _General Major_ suchet alleweil mich zu erfreven? Gott erfrewe ihn wieder! Ich habe ihn nie vorhin gekandt.« Slosf. swarte aldeelis intet der paa. Imidlertiid Slosf. talte med mig, stoed Kudsken bag wed hannem oc wiiste, att Fangen haffde wæret bunden om Hænderne oc Fødderne, att den haffde et Skæg oc en _Calotte_ paa oc en Klud om sin Hals. Ded kunde icke giøre mig wiißere, end ieg war, men bedrøffwe mig meere kunde ded wel. Til Afftens Maaltiid bleff oc Quinden forhindret att tale med Kudsken, oc giorde Kudsken atter samme Tegn, thi Slosf. stoed paa samme Sted, dog talte intet, ieg icke heller[107]. Om Morgenen der effter bleff Doctern atter vdført til _Examen_, oc Slosf. forholte sig som før. Som hand da stoed oc grundede, spurte ieg hannem ad, hwad ded war for en Fange, der war neere. Hand swarte, der war ingen neere. Der wed loed ieg ded bliffwe, oc som wii ellers snackede om anded, saa smot Quinden vd til Pær, som i en Hast sagde hender, hwem ded war. Ded warede saa i nogle Dage alt paa en Wiiß. Der Dom war fællet offwer Doctern, oc ded fordrog sig med _Excecutionen_[108], oc ieg intet talte til Slosf., vden hand talte til mig, kom hand ind oc sagde: »Ich vernehme wol, das Ihr köndt abmeßen, das ein gefangner darunten sitzet. Das ist auch wahr, aber es ist verbotten es Euch zu sagen, wehr er ist.« Ieg swarte: »So begiäre ich es auch nicht zu wißen!« Hand begynte att faa nogen _compassion_ oc sagde: »Gebet Euch zu Frieden, mein liebes Frevlein, es ist nicht Ewer Man, nicht Ewer Sohn, Tochter, Swager oder verwandter; es ist ein Vogel, der solte singen, vnd er wil nicht, aber er muß wol, er muß wol!« Ieg sagde: »Ich solte wol können rahten auß Ewer _discours_, wehr es ist. Kan der Vogel singen, das in den Ohren kan klingen, so wird er es wol thun; aber die _Melodei_, die er nicht weis, wird er auch nicht singen können!« Hand bleff taws der wed, wente sig oc gik vd.