# Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skildring af hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685

## Part 10

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/leonora-christina-ulfeldt-s-jammers-minde-en-egenh-ndig-skildri-fcccb579/index.md

Den 17. _Augusti_ lucte Slozf. icke op førend imod 8 Slet, oc spurte Anna hannem, huor ded gick til, att hand haffde soffuet saa lenge. Hand skiemtede noget; siden drog hand hender hen til Døren oc huißkede med hender. Hun gick intet hiem den Morgen. Hand gick saa vd oc ind, oc sagde Anna saa høyt til Maren, att ieg ded kunde høre (i huor wel hun loed saa, som hun wille huißke): »Ieg er saa bange, att min Krop rister, endog ded gaar mig icke an. Iesus beware mig! Ieg wille, ieg war neere!« Maren saae bedrøffuet vd, men huercken suarte eller talte ett Ord. Maren sneeg sig til Sengen oc sagde: »Der kommer wist nogen til Eder.« Ieg suarte: »Lad dennem komme i Guds Naffn!« Der war en Løben oppe oc neder vdi den Trappe oc offuen offuer, thi der kom alltiid _Commissarierne_ neer igiennem Gemeckerne for icke att gaa offuer Platzen. Miine Døre ware da lucte igien. For huer den Gang, att der løb nogen i Trappen, da skuddrede Anna oc sagde: »Ick bäwe recht!« Den Løben warede indtil imod ellffue. Der Slozf. lucte op, sagde hand til mig: »_Leonora_, Ihr sollet auffstehen vnd zu die Herren gehen!« Gud wed, att ieg ille kunde gaae, oc Anna forfærdede mig, sagde til Maren: »O, dat arme Mensch!« Marens Hænder rystede, der hun satte mig Tøfflerne paa. Ieg kunde icke anded forstaa, end att ieg skulle piinis, trøstede mig wed intet anded, end att ieg haabtist, min Piine ey lenge kunde ware, thi mit Legeme war saa vdmattet, att ded syntist, lige som huert Øyeblick Aanden wille vdfare. Der Maren bant Forklæded om min lange Kiortel, sagde ieg: »Nu, de forsynder sig høyligen paa mig; Gud wære min Styrcke!« Slzf. hastede, oc der ieg war ferdig, tog hand mig wed Armen oc leedde mig. Ieg haffde gierne werret hands Hielp foruden, men ieg kunde icke gaa eene. Hand leedde mig ind nest op til, der saed G. Rantzow, Skack, Retz, Gabel oc Krag om Borded. De reyste sig alle op imod mig, der ieg kom ind, oc ieg giorde en _Reverentz_, saadan som ieg kunde. Til mig bleff satt en liden law Stoel mit for Borded. Cantzeler tilspurte mig, om ieg ingen fleere Breffue hafft haffde, end de mig fra toge i Engeland. Ieg suarte ney, ieg haffde ingen fleere, der toge de alle mine Breffue. Hand spurte widre, om ieg ingen Breffue haffde forkommen paa de Tiider. »Io« (suarte ieg), »ett reeff ieg i Stycker oc kaste ded i ett Hyßken.« »Hui giorde I ded?« spurte G. Rantzow. »Fordi« (suarte ieg) »att der ware _Ziffrer_ vdi, oc ihuor wel ded icke war aff nogen _importence_, saa fryctede ieg alligewel, att ded skulle giffue Mißtancke.« G. Rantzow sagde: »Huad om de Stycker ware endnu vdi Behold?« »Ded war att ynske« (sagde ieg), »thi saa kunde man see, att der intet mißtenckeligt war vdi, oc fortrød ieg ded siden, att ieg ded haffde synder reffuen.« Der paa tog Cantzeler ett Arck Papir frem, huor paa hid oc did war Stycker klint aff samme Breff, oc racte hand Krag ded, som mig ded flyde. G. Ranzow spurte mig, om ded icke war min Mands Haand. Ieg suarte ia, ded war hands Haand. Hand sagde: »En Deel aff Styckerne, I reeff i tue, erre fundne, oc en Deel erre borte. Ded, som er funden, er samlet oc affskreffuen«; fodderde dermed Affskrifften aff Canzeler, som gaff G. Rantzow den, oc hand racte mig den, sigende: »Seer der, huad der fattis, oc siger oß, huad ded haffuer werret, som fattis.« Ieg tog ded oc saae noget der paa oc sagde: »Paa somme Steder, huor icke for mange Ord erre borte, kand ieg wel giette ded, som fattis, men huor en gandske Meening er borte, ded kand ieg icke wide att sige.« Ded meeste aff Breffuet war sancket, oc intet imellem borte, oc bestoed ded altsammen vdi Lystighed oc Skiemt. Hand loed mig wide att haffue faaet Breffue aff Dannemarck, att Cur-Printzen aff Saxen war forwentendis, som Princeßen aff Dannemarck skulle troloffuis[78]; der skiemtede hand om, huorledis de wille smøre derris Halße oc blæße derris Kinder op, paa ded de med en goed _grace_ oc Stemme en huers Titteler tilbørligen kunde fremføre, oc meere dißlige, huilcket hand witløfftig vdstrøget haffde, oc indførte den Maade, som G. Rantzow brugte for att lade Folck wide hands Titteler, som war offuer Maaltiided, da en skulle staa oc hands Tittel for Giesterne oplæße, spurte dog først en huer i sær, om hand wiste hands Tittel; war der en iblant, som den icke wiste, skulle _Secreteren_ strax frem oc den oplæße. Saa ded syntist, att G. Rantzow sig ded til tog, thi hand spurte mig, huad min Mand der med meente. Ieg suarte icke att kunde wide, att hands Meening anderledis kunde were, end som hand skreff; hand meente vden Tuiffuel dennem, som saa giorde. Canzeler wente Ansictet fra G. Ranzow oc drog lided paa Smilebaanded; dißligeste giorde oc Gabel. Oc war iblant anded saaledis skreffuen om Cur-Printzen, att hand nu maaskee giorde sig Haab att arffue Dannemarckis Crone: »_mais j'espère -- -- -- -- -- -- cela ne se fera point_.« Effter de Ord, der imellem fattedis, spurte G. Rantzow, huad ded war. Ieg sagde, dersom ieg mintist rett, da haffde der wist staaet: _qu'en 300 ans_. Hand spurte widre, huor hid oc did noget fattedis, huilcket ieg icke alt saa egentlig kunde mindis, oc dog intet paa sig haffde. Ieg meente, att aff forregaaende eller effterfølgende Ord let kunde giettis ded, som borte war; saaes derforuden nocksom, att ded meeste war Skiemt, huilcket Gabel sandede oc sagde: »_Ce n'est que raillerie._« Men G. Rantzow oc Feldtherren wille ded icke lade for Skiemt paßere. Skack sagde: »Man meener tit anded vnder Skiemt oc bruger Naffne, huor vnder anded forstaaes.« Thi der vdi Breffuet bleff melded om att dricke vd, war talt om de Schwitzere derris Manner, de offuer Borde haffuer, oc alle de _Cantons_ Herrers Tittel opregnet, huor for Skack formeente, att de Byers Naffn haffde anded att sige. Ieg suarte intet Skack, men der G. Rantzow trengte immerfort, att ieg skulle sige, huad min Mand dermed meente, suarte ieg icke att kunde wide, om hand haffde anden Meening der med end den, som skreffuen stoed. Skack wirrede med Hoffueded oc meente io, huorfor ieg sagde: »Ieg wed ingenstetz, huor de haffuer den Skick offuer Maaltiiderne, som de vdi Schwitzerland haffuer; er der andre Steder, huor de haffuer samme Skick, saa haffuer hand maaskee oc meent dennem der med, thi her talis ickun om Dricken.« Gabel sagde atter: »Ded er ickun Skiemt.« De _Ziffrer_, for huis Skyld ieg Breffuet synder reeff, ware til Lyckis fuldkommen, oc intet aff borte. G. Rantzow gaff mig ded Arck Papir, huor Styckerne aff min Herris Breff war paa klint, oc spurte mig, huad de _Ziffrer_ betyde. Ieg suarte: »Ieg haffuer ey Nøglen oc kand dennem vden ad icke opløße.« Hand meente, ieg kunde wel. Ieg sagde icke att kunde. »Da erre de opløste« (sagde hand), »oc wii wed, huad ded er.« »Saa meget diß bedre« (suarte ieg). Derpaa flyde hand mig Vdlegningen att læße, oc war den aff den Meening, att worre Sønner haffde skreffuen fra Rom oc begierte Penge, huortil war onde Raad, thi Iunkeren war icke hiemme. Ieg gaff G. Ranzow Papiret igien foruden noget att sige. G. Rantzow begierte aff Rentemestern, att hand wille læße Breffuet, oc begynte Ranzow atter med sine Spørßmaal, huor hid oc did noget fattedis, att ieg ded skulle sige. Ieg gaff hannem samme Suar som før; men efftersom hand paa ett Sted, huor nogle Ord fattedis, hart trengte dennem att wide, oc aff Texten kunde sees, de haffde werret noget spotsk (efftersom ett spotsk Ord fantis skreffuen), sagde ieg: »I kand sette aff samme Slags saa mange der til, som Eder lyster, om icke ett er nock; ieg wed dennem icke.« Gabel sagde atter: »_Ce n'est que raillerie._« Dermed spurtis icke meere om Breffuet; men G. Ranzow _inquirerte_ om mine _Iuëler_, spurte, huor den stoere Demant war, min Mand fick i Franckeriige.[79] Ieg suarte den lenge siden att were solt. Widre spurte hand, huor mine stoere Heng-Perler ware, som ieg haffde borren som en Feder paa min Hatt, oc huor min stoere Tour Perler war. »Alt ded«, suarte ieg, »er lenge siden solt.« Hand spurte ydermere, om ieg da ingen _Iuëler_ meere haffde. Ieg suarte: »Nu haffuer ieg ingen.« »Ieg meener« (sagde hand) »anden Stez.« Ieg suarte: »Nogle loed ieg effter.« »Huor der?« (spurte hand). »Til Bryg,« suarte ieg. Der paa sagde hand: »Nu faar ieg att spørge Eder, _Madame_, om noget, mig selffuer wedkommer: Haffuer I besøgt min Søster vdi _Paris_ nu sidst, I war der?«[80] Ieg suarte: »Ia«. Hand spurte, om ieg war inde hoeß hender i Klosteret, oc huad Klosteret heede. Ieg berettede hannem att haffue werret i Klosteret, oc att ded heede _Couvent des Filles Bleues_. Der nickede hand wed som att sande ded. Hand wille oc wide, om ieg haffde seet hender. Ieg sagde, att ingen i ded Kloster sig aff nogen vden aff derris Forældre lader see, derris Søskinde maa icke engang faa dennem att see. »Ded er sant,« suarte hand, stoed dermed op oc gaff mig Haanden. Ieg bad hannem, att hand Hs. kl. Mt. til Mildhed imod mig wille bewege, men hand suarte mig intet. Der Rentemester Gabel mig gaff Haanden, bad ieg hannem om ded samme. Hand suarte: »Ia, dersom I wille bekiende«; gick dermed vd foruden nogen _Replicque_ att høre. Oc haffde de sig offuer tre Tiimer med de Spørßmaal opholt. Der effter kom Slzf. ind oc sagde til mig: »Nu skal I bliffue her inden for, der er ett smuckt Kammers, er nyßen kalcket oc giort smuck huiid; giffuer Eder nu til Fritz.« Anna oc Maren kom oc ind. Gud wed, ieg war sorgefuld, mødig oc træt, haffde en v-liidelig Hoffuit Piine; maatte dog sidde saa lenge, førend ieg kom til Huiile, indtil Sengesteded war tagen vd aff den Mørcke Kircke oc hid ind fløt. Anna bemødede sig vdi midler Tiid alle Huller i den Mørcke Kircke att vdkratze, meenendis enda noget att finde, men til forgieffuis. Den Quinde, som eene hoeß mig skulle were, kom oc da ind. Hinder war loffuet 2 Rdr. om Vgen; henders Naffn er Karen Ollis Daatter. Effter Slozf. med Quinderne oc Maren haffde spiiset, bød Anna oc Maren Blocks mig Goede Natt; den sidste teede stoer _Affection_. Slozf. lucte tuende Døre for mit inderste Fengsel. Paa den inderste Dør er ett fiirkantet Huul, som med Iern Rigler er forwaret. Ded Huul wille Slozf. oc henge Laas for, men effterloed ded for Karens Forbøn[s] Skyld, thi hun sagde icke att kunde faa sin Aande, om ded skulle were luct. Saa hengte hand Laas for ded yderste Kammers Dør oc for Døren til Trappen; haffde saa fiire Laaße oc Døre toe Gange om Dagen att op- oc ilucke. Her wil ieg mit Fengsels Sted beskriffue. Ded er ett Kammers, som er 7 aff mine Skrit lang oc 6 breed; der vdi staar tuende Senge, ett Bord oc toe Stoele. Ded war nyß kalcket, huilcket gaff en stoer Stanck; ellers war Gulffuet saa tyck med Skarn, att ieg meente, ded war aff Leer, der ded dog er lagt med Muursteen. Ded er 9 Allen høyt, hualt, oc allerhøyest sidder ett Windue, som er en Allen i Fiirkant. Der er dobbelt tycke Ierntraller for, derforuden ett Sprinckelwerck, som er saa tet, att icke en liden Finger kand stickis i Hullerne. Ded Sprinkelwerck haffde G. Rantzow med stoer Forsictighed saaledis bestilt (som Slozf. mig siden sagde), paa ded att ingen Due skulle noget Breff indføre, som hand wel før i en _Romans_ haffde læst att were skeed. Ieg war suag oc aff Hiertet høyt bedrøffuet, wentende en naadig Forløßning oc Ende paa min Iammer, taw stille oc klagede mig intet, suarte lided, naar Quinden mig tiltalte. Stønem i Tancker kratzede ieg paa Weggen, huor vd offuer Quinden kom i de Tancker, att ieg war forstørret i Hoffueded, sagde ded for Slozfogden, oc hand ded igien for Dronningen, som flittig huer Maaltiid, naar Døren war aaben, sendte Bud for att lade fornemme, huorledis med mig til stoed, huad ieg sagde, huad ieg giorde. Quinden haffde da icke meget att sige, sin Eed med Fyllist att giøre, huilcken hun (effter egen Sien) for Slozfogden haffde afflagt. Men siden fick hun noget att giøre sig goed med. Oc effter som Styrcken mig dagligen betogis, glædde ieg mig imod Enden, loed den 21. _Augusti_ Slozf. indfordre, begierendis aff hannem, att hand om en Prest wille anholde, som mig kunde berette. Ded bleff strax bewilliget, oc Kl. Mts. Hoff-Predicanter, _Magister Mathias_ Foß[81], befalet mig att betienne, huilcken paa sit Embedis Wegne saawel som formedelst Befaling mig forreholt, att ieg icke min Samwittighed med noget skulle beswære; ieg maatte were forsickret, att ieg aldrig her i Werden fick min Mand meere att see; bad mig dog sige, huad ieg om ded Forræderi wiste. Ieg kunde for Graad neppe Ordene vdføre, sagde, att ieg want[82] for Gud vdi Himmelen, for huilcken intet er skiult, att mig om ded Forræderi intet war witterligt; ieg wiste wel, att ieg aldrig i mine Dage fick min Mand meere att see; ieg befalede hannem den Allerhøyeste, som wiste min V-skyllighed; bad eeneste Gud om ett saligt Endeligt oc Skilßmiße fra denne onde Werden; begierte intet aff Presten, vden att hand mig vdi sine Bønner til Gud wille ihuekomme, att Gud wille wed Døden giøre en Ende paa min Iammer. Presten loffuede ded troeligen att effterkomme. Gud haffuer icke behaget oß der vdi att bønhøre, haffuer wilt widre min Troe prøffue, i ded hand mig megen Sorrig, Bedrøffuelse oc Widerwertighed siden den Tiid haffuer tilskicket. Hand haffuer oc hiolpen mig Kaarßet att bære oc hafft fatt wed den tyngeste Ende; hands Naffn wære ewindeligen æret! Der ieg war bleffuen berettet, trøstede mig _M._ Foß oc bød mig fare wel.

[78] Det er Prinds _Johan Georg_ af Sachsens Trolovelse med _Anna Sophie_, Frederik III.s ældste Datter, her sigtes til. Mere herom i det Følgende.

[79] Formodentlig da han var der som Gesandt i Aaret 1647. Ellers er det bekjendt, at Dronning Anna ved denne Lejlighed forærede Leonora Christina et Gulduhr, besat med Diamanter af stor Værdi; se ~Slange~, Christian IV.s Historie S. 1445.

[80] Denne Søster, ~Helvig Margrete Elisabeth R.~, havde været gift med den bekjendte Krigshelt ~Josias Rantzov~, der døde som Marchal af Frankrig. Allerede medens Manden levede, var hun gaaet over til den katholske Tro, og efter hans Død gik hun i Kloster i Paris, men stiftede senere selv en Nonneorden til Ære for Jomfru Mariæ Bebudelse (Annunciataorden). 1666 forlod hun Paris og drog med sine Nonner til Hildesheim, hvor hun 2 Aar senere fik Tilladelse til at oprette et Annunciata-Kloster, og i dette var hun da selv Abbedisse indtil sin Død 1706. Se ~Hofman~, Portraits historiques 2. P. p. 41-42; ~Danske Magazin~ 4 Bd. S. 117; ~Lauenstein~, Historia diplomatica episcopatus Hildesiensis T. 1. pag. 294-95.

[81] Født 1627 i Lund, 1660 Hofprædikant, 1665 Professor i Theologien ved Kjøbenhavns Universitet, 1672 Biskop i Aalborg, død 1683.

[82] D. e. ~vidnede~, af Præsens ~vinder~ = vidner.

Ieg laa saa stille hen vdi tre Dage, nød lided eller intet. Slozf. spurte offte, om ieg noget begierte enten att æde eller dricke, eller om hand skulle sige Kongen noget. Ieg tackede hannem, ieg begierte intet.

Den 25. _Aug._ _importunerte_ Slozf. mig flux med sin _discours_, meente, ieg haffde ond Troe til Dronningen. Hand tog ded der aff: thi Dagen til forne haffde hand sagt mig, att Hs. kl. Mt. haffde befalet, att huis ieg aff Køckenet oc Kelderen begierte, skulle de mig lade følgactig were; huor til ieg da suarte: »Gud beware Hs. Mt.! hand er en goed Herre, maatte hand were goed for onde Mennisker.« Oc sagde hand da: »Dronningen er ocsaa goed«, huortil ieg intet suarte, huor for hand nu Dronningen wille føre paa Tale oc høre, om hand kunde drage nogen Ord aff mig; sagde: »Dronningen beklager Eder, att I saa haffuer laded Eder forføre. I haffuer wult Eder selffuer den Vlycke, ded giør hender ont; hun er Eder icke wree, hun haffuer Medliidenhed med Eder.« Oc saa som ieg intet suarte, _repeterte_ hand ded igien, oc alt imellem sagde hand: »Ia, ia, mein liebes Frewlein! es ist so, wie ich sage.« Ieg war meget fortreedden offuer den Snack, sagde: »_Dieu vous punisse!_« »Ho, ho!« (sagde hand) »sie wil pißen!« kalte paa Karen, gick vd oc lucte Dørene. Dermed fick ieg v-formodendis Roelighed for hannem. Latterligt war ded, att Quinden endelig wille nøde mig til att lade mit Wand, fordi Slozf. saa sagde. Ieg bad hender komme ihue, att hun nu icke tog ware paa ett Barn (hun haffde werret Waag-Quinde før hoeß Børn). Hun kunde icke saa snart komme aff den Waane att omgaaes mig som ett Barn, brugte lenge den Manner, indtil ieg hender loed anded forstaa.

Der ieg fornam, att min Maffue begierte Maed, oc ieg Spießen hoes mig kunde beholde, bleff ieg v-taalmodig, att ieg icke kunde døe, men att ieg vdi saa stoer Elendighed skulle leffue; begynte med Gud att _disputere_ oc wille med hannem gaa i Rette. Mig syntist ey att haffue ded fortient; ieg meente att were for groffue Synder langt reenere end som _Dauid_, der dog torde sige: »Skal ded da were til forgieffuis, att mit Hierte wandeler v-straffelig, oc ieg toer mine Hænder vdi V-skyllighed, oc ieg er dagligen plaget, oc min Straff huer Morgen der?« Ieg meente icke att haffue saa offuerstoer en Straff forskylt, som ieg med bleff straffet; sagde aff Iob: »Lad mig wide, huorom du trætter med mig! Behager ded dig att giøre Wold? Bortkaster du dine Hænders Gierninger?« Ieg glemte intet aff alt ded, Iob sig med wille retferdig giøre, att fremføre, oc syntist mig, att ieg ded billigen paa mig _applicere_ kunde. Ieg forbandede med hannem oc med Ieremia min Fødsels-Dag oc war meget v-taalmodig, haffde ded dog hoeß mig selffuer oc talte icke høyt; slap stønnem v-forwarendis ett Ord vd, war ded dog paa tydsk (efftersom ieg meest Bibelen paa tydsk haffuer læst), saa att Quinden ey forstoed, huad ieg sagde. Meget v-roelig war ieg med Huiisten oc Kasten i Sengen hid oc did. Quinden spurte mig offte, huor ded war fat. Ieg bad hender lade mig haffue Fred oc intet tale til mig. Mig war aldrig bedre end om Natten, naar ieg formerckede, att hun soff; saa kunde ieg med Friihed lade mine Taarer flyde oc giffue mine Tancker derris frii Lob. Da gick ded an paa en Rettergang. Ieg opregnede alt ded, ieg v-skyldeligen vdi mine Dage haffde liid oc vdstaaet, holte Gud forre: Om ieg war wegen fra min Plict? Om ieg skulle haffue giort mindre imod min Ectefælle, end som ieg haffde giort? Om ded skulle were min Løn, att ieg hannem vdi Moedgangs Tiid icke wille forlade? Om ieg nu derfor skulle piinis, plagis oc bespottis? Om saa mange v-udsiigelige Vlycker, ieg med hannem haffde vdstaaet, icke ware nock, att ieg endeligen til denne v-lægelige stoere Vlycke skulle _conserveris_? Ieg wil icke døllie min V-fornufft. Ieg wil bekiende mine Synder. Ieg spurte: Om der endnu kunde were noget wærre tilbage, huor effter ieg skulle leffue? Om der oc war nogen Iammer til i Werden, som wed min kunde lignis? Bad Gud att giøre der paa en Ende, thi hand haffde ingen Ære der aff mig saaledis att lade leffue oc stetze plagis; ieg war dog icke aff Iern oc Staal, men, aff Kiød oc Blod. Ieg bad, att mig maatte indskydis eller i Drømme forstendigis, huad ieg skulle giøre, att ieg min Iammer kunde forkorte. Naar ieg lenge haffde _disputeret_ oc trættet min Hierne, mig oc saa forgræt, att ded syntist ey Taarer meere att were forhaanden, falt ieg i Søffn, men waagnede med Forskreckelse, thi ieg vdi Drømme haffde v-hørte gruelige Fantasier; saa ieg gruede for att soffue, begynte saa atter igien min Elendighed att beklage. Endeligen saae Gud til mig med sine Naadsens Øygne, saa att ieg den 31. _Augusti_ fick en roelig Søffn om Natten, oc ret vdi Dagningen wognede ieg med effterfølgende Ord vdi Munden: »Mein Kind, verzage nicht, wan du von Gott gestraffet wirst; dan welchen der Herr lieb hatt, den züchtiget er. Er steupet aber einen ieglichen Sohn, den er auffnimt«. Ieg talte de sidste Ord høyt vd, tenckte, att Quinden soff; maaskee att hun i ded samme wognede, oc spurte hun mig, om ieg noget begierte. Ieg suarte: »Ney«. »Da talte I« (sagde hun), »oc neffnte Eders Strømper; ded anded kunde ieg icke forstaa.« Ieg suarte: »Da haffuer ded werret i Søffne; ieg begierer intet.« Laa saa stille hen oc besinnede mig; kiendte oc bekiente min Daarlighed, att ieg, som ickun war Muld oc Iord, Støff oc Aske, ia skiendelig Møg, med den allerhøyeste vbegriibelige Gud wille gaa vdi Rette, trætte med min Skabere oc hands sluttede Raad, mestere oc imod sige. Ieg falt vdi stoer Graad, bad inderligen oc hierteligen om Naade oc Forladelse. Haffde ieg før giort mig reen med Dauid oc stoelet paa min V-skyllighed, saa bekiendte ieg da med hannem, att ingen findis retferdig for Gud, ia icke end en. Haffde ieg med Iob talt daarligen, sagde ieg oc med hannem, att ieg haffde giort v-wiißeligen oc talt om Ting, som ware mig for høye, oc ieg icke forstoed. Ieg indflyde til Guds Naade, forlod mig paa hands stoere Barmhiertighed, forreholdende hannem Moßen, Iosua, Dauid, Ieremia, Iob, Ionas oc andre, huilcke ware høytbegaffuede Mænd oc dog saa skrøbelige, att de vdi Nødens Tiid imod Gud knurrede oc murrede; bad, hand mig, som ded allerskrøbeligste Leerkar, aff Naade ded wille forlade, ieg kunde dog icke anderledis were, end hand mig haffde giort. Alle Ting ware vdi hands Mact; ded war hannem let at giffue mig Taalmodighed, saa som hand mig tilforne Styrcke oc Moed haffde giffuen saa haarde Pust oc Stød att vdstaa. Oc bad ieg Gud (nest mine Synders Forladelse) om intet anded end om en goed Taalmodighed min Forløßnings-Tiime til att affwarte. Gud bønhørte mig naadeligen, hand tilgaff mig icke alleeneste mine daarlige rasende Synder, men hand gaff mig endoc ded, ieg hannem om bad, thi daglig Dags tiltog min Taalmodighed. Sagde ieg stønnem med Dauid: »Wil da Gud forskyde ewindeligen oc ingen Naade meere betee? Er ded da slet vde med hands Naade, oc haffuer Løffterne en Ende? Haffuer da Gud forglemt att were naadig oc sin Barmhiertighed for Wreede tilluct?« saa sagde ieg oc widre med hannem: »Men dog, ieg maa liide ded altsammen, den Høyestis Haand kand allting endre.« Ieg sagde aff den 119. Psalme: »Ded er mig gaffnligt, Herre, att du ydmyger mig, paa ded att ieg kunde lære din Ræt.« Guds Krafft giorde vdi mig sin Wirkning. Mig rant vdi Sinde mange trøstlige _Sentenzer_ aff den hellige Skrifft, fornemmeligen diße: »Saa fremt wii liide med Christo, skulle wii oc ærefuld giøris med hannem«. _Item_: »Alle Ting skal tienne dennem til beste, som frycter Gud«. _Item_: »Min Naade er dig nock, thi min Krafft fuldkommis i Skrøbelighed«. I Synderlighed war offte i mine Tancker Christi Ord hoeß _Lucam_: »Skulle Gud icke rædde sine vdwalde, som raabe til hannem Dag oc Nat, endog hand haffuer Taalmodighed der offuer? Ieg siger Eder, hand skal snart redde dennem!« Ieg fornam i min Bedrøffuelse, huad Nytte man der aff haffuer i Vngdommen Psalmer oc Bibelske-Sprog att haffue lært. Troer mig, mine Børn, ded haffuer vdi min Elendighed werret mig en stoer Trøst. Derfor øffuer Eder nu i Vngdommen vdi ded, som Eders Forældre Eder vdi Barndommen haffuer laded lære, nu! (siger ieg) nu, Bedrøffuelsen Eder icke saa hart giester, paa ded, naar hun kommer, I da kand were bereed att tage imod hender oc Eder med Guds Ord att trøste.