Part 9

Efter Kl. 6 om Aftenen finder ogsaa Frihed Sted til Kl. 8, da der pibes til Køierne, og man har det bedste Beviis paa, at Tjenesten ikke er overanstrængende, ved at see Folkene om Aftenen dandse, synge, lege og more sig af Hjertens Lyst. Der er medgivet Bibliothek ombord og mange af Folkene, ja de allerfleste, finde megen Nydelse i Læsning. Søndagen, der begynder med Parade og Gudstjeneste, er efter denne fri, og det er da ikke noget usædvanligt Syn, at smaa Grupper lytte til en eller anden velvillig Forelæser. En Udvidelse og systematisk Ordning af Marinens Skibsbibliotheker er derfor meget at anbefale.

Til at eftersee deres Tøi have Folkene Tid 2 Gange ugentlig, Onsdag og Lørdag, fra Kl. 2-5, og i denne Tid finder der ingen Øvelse Sted.

Lørdag Eftermiddag har i de fleste Øren en god Klang. Den er jo Arbeidets Ophør, og jo ordentligere dette har været udført, desto gladere er den Stemning, med hvilken man betragter Ugens Afslutning. Ogsaa ombord er der meer eller mindre Stemning for denne Aften, og naar vi ville føre Læseren midt ind i det Liv, der foregaaer mellem de Personer, hvis Livsbetingelser og Former vi have skizzeret, kunne vi ligesaa godt vælge denne Dag; altsaa:

Det er Lørdag Eftermiddag. En frisk og god Vind fylder Seilene; Solen er behagelig varm; Søen behagelig rolig, og Skibet tilkjendegiver sin Tilfredshed ved at vugge sig besindigt fra den ene Side til den anden og lade Tømmerne knage saa piano som muligt. Ikke en Seiler er at see paa den klare Horizont, hvorfra Landet allerede for flere Dage siden er forsvundet, og hvor det først om Uger vil vise sig. Det er derfor ikke saa underligt, at den vagthavende Officeer spadserer op og ned ad Skandsen i Samtale med Chefen, der er oprømt over den gode Leilighed, hvis Resultat bliver endnu anskueligere, idet Styrmanden, der nylig har logget, melder, at Farten er 10 Miil i Vagten. Styrmanden er en brav Mand, men han har den Svaghed at sætte sin egen Ære og Værdighed paa det nøieste i Forbindelse med den Fart, Skibet gjør. Ved 3 Miils Fart seer han ærgerlig omkring sig og giver Loggen et velmeent Spark; 5 Miil gaaer an; ved 8 Miil stiger hans Opmærksomhed; 9 Miil -- Hænderne i Lommen og han seer Enhver dristig i Ansigtet; 10 Miil en omhyggelig Behandling af Loglinen og et begjærligt Blik efter meer Vind. Ved 11 og 12 Miil smitter han den vagthavende Officeer, hans Tone mod denne er tillidsfuld, mod Uvedkommende overmodig. Han er som en Mand af den gamle Koffardiskole heller ikke fri for nogen Overtro, men veed ypperligt at forudsige, hvad Veir man faaer, og seer en Seiler før nogen Anden ombord.

Som sagt, vi løbe 10, og han er i et saa straalende Humeur, at han maa meddele sig lidt til Roergængeren, hvis Navn ligesaa godt kan være Søren som noget andet. Al Ære være Dig, Søren, som Du staaer der ved Rattet med dit aabne ærlige Ansigt, hvis Øie er fæstet paa Kompasset, men hvis Øre er aabent for Styrmandens Gisninger og nedladende Bemærkninger, der fremkalde et tvetydigt Smiil om din skjæggede Mund, som viser dine sunde Tænder. Drei kun Rattet en Knage, for at Du med Sandhed kan overlevere _SSV._ til din Afløser, der kommer derhenne paa den læ Side af Skandsen, og gak saa hen og hviil Dig paa dine Laurbær. Du kan gjøre det med en god Samvittighed, thi Du kommer med det samme Ansigt igjen, selv om Veiret er aldrig saa galt, og Du staaer da ligesaa rolig og trolig paa Din Post, naar Regnen vælter ned over Dig og de svære Søer hvert Øieblik kaste Dig Skibet ud af Kursen. Saa veed Du at liste og lempe Dig imellem dem, og føler en stolt Tilfredshed, naar de støiende, men uskadelige fare forbi.

Det er Lørdag Eftermiddag. Næstkommanderende staaer henne ved Skorstenen, røger en Cigar og glæder sig over det lange hvide Dæk, som har faaet en Skuring for at være rigtig smukt til Søndagen. Dækket er hans stadige Glæde, men ogsaa hans stadige Bekymring, især i et Dampskib, hvor Kulfylding og sorte Maskinbeen ere fremherskende Elementer, der ikke som Olieklatter lade sig fjerne ved Pibeleer, men kun ved kraftige og gjennemgribende Foranstaltninger.

Gaae vi forefter, da finde vi Vagtmandskabet, som sidde med deres Randsler paa Dækket, hist og her, snart enkeltviis, snart samlede, Nogle ivrigt syende, Andre gemytlig passiarende i deres forskjellige Dialekter. Og af dem er der alle Slags ombord, hvor endogsaa de "blandede Distrikter" ere repræsenterede, som man kan erfare ved at kaste Øiet hen til en lille Klynge af velvoxne, kraftige Folk, der have opslaaet deres Paulun henne ved Bedingen, hvor de med rolig Stolthed mønstre deres Randslers ordentlige, næsten velhavende Indhold. De tale Tydsk; men forarges ikke, ellers saa velvillige Tilskuer, over disse Holstenere. Der er ingen ordentligere Folk ombord; i deres rolige Hjerner gjære ingen skumle Planer, hverken mod Staten hjemme eller den lille Stat, hvoraf de ere veltjenende Undersaatter, der maaskee meer end deres Medtjenende skjønne paa den gode Behandling, deres værdige og duelige Opførsel berettiger dem til. Men herved ville vi dog ikke forkleine den skikkelige Jyde, hvoraf et Exemplar findes tætved, beskjæftiget med at lappe et Par Buxer, hvis oprindelige Farve paa ingen Maade staaer i Samklang med de Smaastykkers, der Tid efter anden ere anbragte paa dem -- nu lader han sit Arbeide hvile og roder omkring i Randslen. Hvad er det for et lille Bind, han holder i den ene Haand, medens han med den anden mekanisk skyder Huen paa Skraa og kløer sig betænksomt i Nakken; det er ingen Livs-Idyl, men den tørre Prosa, i Form af hans Kontrabog, som den oekonomiske Jyde studerer -- der er et lille svedent Smiil paa hans Ansigt, idet han lukker Bogen sammen og stopper en stumpet Pibe med _Petum Optimum_, hvoraf han endnu hjemmefra har en Beholdning. Fyenboen, hans Sidemand, røger derimod Cigar, og det poliske Udtryk i hans Øine, der gjennemløbe et Brev fra Kjæresten, forhøies endmere ved den heldende Stilling, hans Hoved, for at gaae fri af Cigarrøgen, har antaget.

Men vi maa gaae videre, om ikke for Andet saa for at see lidt nærmere paa den Mand, som sidder der, ikke langt fra Svinestien, hvis Parfume generer vore Lugteorganer. Ham generer det ikke, tvertimod det er hjemligt for ham, thi det minder ham om Skovshoved; og det er ikke usandsynligt, at han tænker paa sin store "Sparebøsse" derhjemme, der maaskee i samme Øieblik soler sig velbehagelig paa Strandveien; maaskee minder det lille Kjødnet, som han arbeider paa, ham om det større Net, hvorved han hjemme tjener sit Brød, og det er ikke umuligt, at hans Tanker "fare saa vide" i den modsatte Retning af den, hvori han med 9 Miils Fart stryger over Søen. Ombord er han imidlertid en Typus paa Elskværdighed, barnlig i sin Glæde og nøisom i sin Væren; undertiden er han til nogen Forargelse for Underofficeren, der lærer ham Geværexercitsen, da Pegefingeren gjerne vil forlade Buxesømmen og Ryggen indtage den Stilling, som en lang Øvelse i at trække paa en Aare har givet den; men han gjør sig saa megen Umage, at det er umuligt at blive vred paa ham, da han forøvrigt er flink ombord og paa et Fartøi jo i sit Element.

Manden paa Udkig er en Bornholmer. Om disse har man den gamle Tradition, at man ikke maa have flere af dem ombord, end der er Master i Skibet, og dette grunder sig paa en af Krigsartiklernes barbariske Straffe. Det hedder: "Trækker Nogen Kniv, da skal den slaaes gjennem hans Haand til Masten og han selv rive den ud" -- Bornholmernes Hidsighed og Trættekjærhed udsatte dem i gamle Dage for hiin Straf. Nutildags ere hverken Straffene eller de saa slemme, skjøndt man ikke kan fritage dem for en Slags snakkende Paastaaelighed, der kommer ovennævnte Feil temmelig nær. De ere imidlertid nogle af de meest uforfærdede Søfolk i Verden, og ere tidt i mange Aar borte fra Hjemmet i fremmed Fart. Heller ikke vare de i gamle Dage bekjendte for megen Følsomhed, men for en temmelig stærk Nærighed, hvorpaa følgende lille Anekdote afgiver et Beviis.

En bornholmsk Skipper sidder i Kahyten og røger sin Pibe, da han hører et Pladsk i Vandet og en Støi paa Dækket.

"Hvad var det?"

"Kaptain, det var Kokken, der gik overbord!" (Kaptainen stikker Hovedet ud af Døren.)

"I Jesu Navn, han maa berge sig selv; Storbaaden kan ikke vage -- Gud være ham naadig!" (Trækker sig tilbage og røger videre -- et Ophold, nok et Pladsk.)

"Hvad var det?"

"Kaptain, Kaptain -- Grisen gik overbord!" (Kaptainen styrter op paa Dækket.)

"Ih for en Ulykke -- luf til Vinden, Din Slubbert, rap jer med Storbaaden og berg det uskyldige Dyr i Jesu Navn, at det ikke skal synke for vore Øine."

Nærige ere Bornholmerne endnu, eller de have idetmindste megen Kjøbmandsaand; kun er det nu ikke Andres, men deres eget Liv de ere ufølsomme for. I deres smaa Baade vove de sig langt ud til forbiseilende Skibe for at sælge Æg og Høns, og det er da ikke saa underligt, at de ere noget dyre med dem, naar deres Liv undertiden er Indsatsen.

Lader os gaae ned under Dækket. Der træffe vi Baadsmand, Kanoneer, Seilmager og Tømmermand, og Alle skrive de deres Regnskabsbøger til Dato; det er jo Søndag imorgen, og saa skulle disse tilligemed alle øvrige Protokoller, attesterede af Officererne, forelægges Chefen. Det er hverken Baadsmandens eller hans Kollegers Yndlingsbeskjæftigelse, vi der træffe dem ifærd med; han er en "rask" Mand og færdes helst paa Dækket; men nu har han Frivagt, og der er for Øieblikket ikke Brug for hans Pibe og Stemme. Naar det gjælder, komme de frem, og han er ikke den Mand, der sparer paa dem.

Hernede paa Banjerne efterseer Frivagten sit Tøi; men de have Borde og Bænke til deres Disposition, hvad der meget konvenerer "Digteren" -- thi vi have ogsaa en Repræsentant for denne ædle Kunst ombord. Han er en fredsommelig Mand, og nyder, paa Grund af nogle Leilighedsdigte, endeel Agtelse blandt Mandskabet. Med et tankefuldt Blik og et Par barkede Næver, hvoraf den ene holder en Mellemting af en Pen og en Pensel (da det er en Staalpen, surret til et Penselskaft), finde vi ham bøiet over et Stykke Koncept, der alt har modtaget følgende to Strofer:

"Du stolte Ørn, Som fører mig saa langt bort fra min Kone og mine smaabitte Børn --

og nu venter paa videre Mærker af Aandens Flugt. Henne ved Kabyssen om Bagbord staaer Skibskokken ifærd med at koge Folkenes Thee; om Styrbord staaer Mesterkokken, der er en dannet Mand og ved flere Leiligheder siger til Oppasseren Peter: "Fy, Peter, jeg kan ikke begribe, hvorledes Du kan bekvemme Dig til at tage et saadant Ord i Din Mund som 'Fanden gale mig' -- Du som er saa udannet, at Du kalder en _Omelette aux Confitures_ for Finkenet Overture!" For Øieblikket træffe vi samme Mand i en dybsindig Betragtning, med den ene Haand velvillig hvilende paa et Svinehoved, i hvis brustne Blik han søger at udgrunde en eller anden dyb Hemmelighed, og med den anden flade Haand distrait hvilende paa Hoften. "Vel har jeg", siger han til Hovmesteren, der med en spørgende Mine betragter ham, "adskillige Gange forvandlet -- om jeg saa maa sige -- en tam And til en Vildand; men at forvandle et tamt Sviin til et Vildsviin -- det ligger udenfor min egentlige Praxis!"

Men hvad er det for en Latter, der lyder derhenne? En Klynge har samlet sig om et enkelt Individ, der lader til at have sagt noget Morsomt, det seer man paa den flotte og selvbevidste Maneer -- han er _maitre de plaisir_ ombord. Hvad Landsmand er han forresten? Læser, han er en Kjøbenhavner og Stedfortræder ovenikjøbet. Han er et vittigt Hoved, og han er ligesom Pahlen i Adam Homo et miskjendt Geni. Men ikke nu; nu er han i sin Glorie; han er et Orakel blandt Folkene, blandt hvilke han fremtræder med et Forraad af Sange, hvoriblandt adskillige gemene, og danner sig hurtigt en Cirkel af Beundrere; hans Nytte til at sætte Liv i Folkene kan ikke benægtes, skjøndt det indsees, at han, hvis Togtet varer længe nok, vil kulminere og styrte fra sin populaire Høide. Det Tidspunkt indtræffer, da hans staaende Fraser ere opbrugte, hans gemene Viser forslidte, hans Kredit forspildt; da er det han tager fat paa en anden Maade -- ved Spirituosa søger han at erstatte Mangel paa Spiritualitet; han taler til enkelte svage Hoveder om slet Kost, faaer dem opsatte paa at klage, drikker sig fuld iland, skjælder ud, kommer i Bøien, i Straffebakken og ender maaskee med en Lussing.

Man kan ikke omgaaes varsomt nok med visse Stedfortrædere, især de Folk, der gaae ud af Tjenesten og som man troer sig kvit, indtil man en skjøn Dag seer dem ombord i ovennævnte Egenskab. Vi kjende flere Exempler herpaa; de begynde godt nok, men holde aldrig ud, hvortil Grunden er, at ikke Faa af dem ere af den Kaliber, som vi ovenfor have omtalt. Vi ville ikke kaste en Skygge paa Stedfortrædere eller Kjøbenhavnere i det Hele; men vist er det, at han som sidder der -- han ender sikkert i Bøien. _Sic transit gloria mundi!_

Fyrbøderne maa ogsaa gjerne underkastes en omhyggelig Revision, inden de komme ombord -- i Mangel deraf en stræng Kontrol ombord. Til denne Bestilling faaes ofte slette Subjekter.[3]

[3] Paa kortere Togter er det undertiden vanskeligt nok at udpege Sletheden. Paa længere Togter angiver den sig selv. Men enten Touren er kort eller lang, udgjøre de slette Elementer kun en meget lav Procent af Besætningerne i vore Skibe.

Det er Aften. Der er Liv forude paa Bakken. Der er Koncert, Sang og Dands. Primo- og Sekund-Violin trakteres taalelig vel, og understøttes paa det Smagfuldeste af en Ladestokke-Triangel, en tom Blikdaase som Tromme og en Barnefløite, hvorpaa en stor skjægget Mand spiller med uforligneligt Alvor; man dandser Valse og Sextoure og "Hvorfor skulde jeg ikke gifte mig" akkompagnerer en lystig Reel, som lokker Officererne til at være Tilskuere; Melodien slaaer om til _Yankee doodle_ og Dandserne ere utrættelige; de meest Adstadige smittes, og selv den forknytte Oppasser, der i sin Fortvivlelse og Søsyge vilde i Land ved Skagen og nu er et Pragtexemplar af Fedme, faaer sig en Svingom, men bliver flau, da hans Lieutenant siger: "det var Ret, Jens!"

Omsider ender Dandsen og Sangen toner. Adskillige af de faste Folk have hjemme en Sangforening, og er man saa heldig at have nogle Stemmer ombord, hvad næsten altid er Tilfældet, er dette en stor Nydelse; man hører nu ikke lutter Matrossange, men smukke fiirstemmige fædrelandske Viser, der foruden at anslaae den veemodige Stemning, som Hjemmets Toner medføre, vække den styrkende Følelse om Fædrelandet, som vi Alle tjene, som vi føre med os ombord og som vi skulle bevare uplettet, hvor vi komme i Verden.

Klokken er 10; Tonerne ere hendøde, Officererne ere med en: "god Vagt!" til den Vagthavende gaaede tilkøis, Chefen har faaet Melding om, at Ild og Lys er slukket, har givet sine Ordrer for Natten og er gaaet ned; der er stille i Skibet, og man hører kun Søens Skvulpen, Udkiggenes eensformige "Alt vel" og nogle af Vagtfolkenes afmaalte Skridt forude. Foroven skinne Stjernerne; men Nathuuslanternen oplyser Kompasset; den grønne Lanterne om Styrbord og den røde om Bagbord sende deres varslende Straaler ud i Rummet -- Skibet er overladt til den Vagthavende, og denne igjen til sine egne Tanker.

* * * * *

Der er for Tiden megen Uklarhed paa det nautiske Gebeet. Skibenes Form og Skytsets Styrke søge at overbyde hinanden i et stedse stigende Forhold, hvis Slutningsled det neppe er givet vor Tid at see. Monitor's og Merrimac's Kamp har endelig stillet Sagen paa Spidsen, og Marinerne drømme nu kun om Jern og Pandser, som man ikke kan faae svært nok og om Kanoner, der muligviis antage de Dimensioner, at man maa betjene dem med Damp.

Men hvad der ikke er forandret i sit Væsen, det er Søen og Vinden, og Erfaringen har i afvigte Aar viist, at de sætte visse Grændser for den gigantiske og kolossale Skibsbygning, som ikke ustraffet tør overskrides, eller idetmindste, at Tekniken endnu maa forme sig under Elementernes Villie, som den saa stolt bekæmper, men endnu ikke har overvundet. Ved hvert nyt Forsøg modtages der en Mindelse derom. Paa Verdens største Passageerskib _»Great Eastern«_ knak Roret, da det forrige Aar gik over Atlanterhavet, og den mægtige Masse laae i adskillige Timer som en Boldt for Søen; det engelske Pantserskib _Warrior_ (der forresten ogsaa har Seil) var paa sin sidste Prøve i Spanske Søen, paa Grund af sin store Jernvægt, over al Maade voldsomt i sine Bevægelser. Alle Luger maatte lukkes tæt til for at holde Vandet ude, og Temperaturen blev derved under Dækket saadan, at Folkene vare nærved at kvæles. Over det nye Stof er man endnu ikke Herre, hvor ivrigt der end arbeides derpaa. Hvor meget man end gjør sig Umage for at overføre det nye Princip paa søgaaende Skibe, møder man, som sagt, denne Modstand af Søen og Vinden, som der, foruden mekaniske Midler, maa Kjendskab og Erfaring til at stride imod. Den Tanke, at man i Fremtiden kun skulde behøve Maskinfolk og Artillerister, er derfor ogsaa kun berettiget, hvor Talen er om flydende Batterier, der skulle bevæge sig i smult Vande, og der maa da alligevel altid nogle Søkyndige til at føre disse. Skulle de ligge fortøiede, gaae de jo over til at betragtes som Fæstninger. Hvad ikke-sødygtige Folk have kunnet udrette paa disse, have vi seet i vore Blokskibes heltemodige Kamp 1801.

Vi ville ikke her nærmere gaae ind paa de forskjellige Fremtoninger af den nyere maritime Krigsførelse, der desuden ligger i en Overgang, som tilhører Experimentet, men er temmelig uholdbar for Betragtninger, der skulle lede til bestemte Resultater, og vi have kun berørt dem for at antyde, at det Nye i alt Fald man bygges paa Basis af det Gamle. Naar Skibet er i Søen, maa det -- ligemeget hvad Skikkelse det har -- have sin bestemte Organisation; det maa have en Besætning, der kan betjene Kanonerne paa det slingrende Dæk, og da det maa have Seil som Reserve, maa det have Folk, der forstaae at arbeide med disse. Det maa have en Chef, der forstaaer at føre det over Søen, at bruge det mod Fjenden, at lade dets Flag med Ære vaie paa fremmede Steder. Det maa have Officerer til Vagt, Navigering og al den indvendige Tjeneste. Dampen gjør ingenlunde Alting saa jævnt og glat -- man stiller større Fordringer til det Skib, som har den, og en større Paapassenhed er under mange Forhold nødvendigere under Damp end under Seil. Indførelsen af Dampen har paalagt Søofficeren en moralsk Forpligtelse mere, uden at tage nogen af hans forrige fra ham, hans Fag er blevet mere videnskabeligt begrundet i de senere Aar; men den Skole, hvori han skal uddannes, er og bliver Praxis. Orlogstjenesten bliver hans vigtigste Opgave, og vi have i det Foregaaende søgt at give et skizzeret Billede af dennes Udvikling og viist, hvorledes Orlogsskibet er en Stat, dannet under særegne Betingelser med eet bestemt Formaal. Løsrevet fra Alt, henviist til sine egne Kræfter, bestaaende ved sine egne Love, udfolder det i Søen den Virksomhed, som efterhaanden drager alle de forskjellige Elementer indenborde til sig, lærer hvert især at gjøre sin Dont og at yde sit Bidrag til det Hele, og derfor er det vigtigt, at man holder Orlogsskibet i Søen; thi Tjenesten læres kun tilfredsstillende

Ombord!

Indhold.

Side

Udreise og Ankomst til Øerne....................................... 1

Togt til La Guayra og Porto Cabello (Besøg i Caracas) (9de Septbr.--29de Septbr.)............................................. 5

Ved de danske Øer (29de Septbr.--2den Novbr.)..................... 24

Tour til St. Kitts (St. Christophe) (2den Novbr.--9de Novbr.)..... 27

Ved de danske Øer (9de Novbr.--29de Decbr.)....................... 30

Togt til Santa Marta, Kingston (Jamaica), Rum Key og Havana (29de Decbr. 1861--6te Febr. 1862)...................................... 34

Ved de danske Øer (6te Febr.--24de April)......................... 45

Togt til Martinique og Trinidad (24de April--9de Mai)............. 46

Ved de danske Øer (9de Mai--1ste Juni)............................ 57

Hjemreise. -- Oversigt............................................ 58

* * * * *

"Ombord" (et Supplement).......................................... 85

* * * * *

Baron Münchhausens vidunderlige Reiser

tillands og tilvands, fortalt af ham selv. Med Lithographier. Indb. 84 Sk.

Ved Saltsøen

et Besøg hos Mormonerne i Utah, af W. Chandless, oversat fra Engelsk. hft. 1 Rd. 48 Sk.

Fr. Markham eller de unge Reisende

i Czarens Land, af W. Kingston, oversat fra Engelsk, Med Lithographier. Indb. 1 Rd. 20 Sk.

Reiseskitser fra Syden

af H. R. hft. 1 Rd. 24 Sk.

De vaade Veie

eller Midshipman ~Neil d'Arcys~ Levnet og Bedrifter, af W. Kingston, oversat fra Engelsk. Med Lithographier. Indb. 1 Rd. 72 Sk.

Et Aar i Grønland

af Fr. Jacobsen. Med Kort, hft. 48 Sk.

* * * * *

En lille gudelig Sømandsbog,

oversat og med ~Tillæg~ forsynet af Pastor M. Th. Wøldike. Indb. 40 Sk.

Fr. Wøldikes Forlagsboghandel

Udkommen er:

Morgenstudier angaaende Regjeringskunsten

af #Kong Frederik II. af Preussen,# kaldet den Store, ~skrevne for hans Neveu~. Hft. 24 Sk.

Krigen i China i 1860,

med Beskrivelse af Landet og Indbyggerne, af #J. G. Wolseley#, oversat fra Engelsk af ~W^m. Mariboe~. Priis 1 Rd. 24 Sk.

Pariserskafottets Historie

eller Familien Sansons Memoirer, udgivne af #H. Sanson#, forhen Skarpretter i Paris.

1ste og 2den Deel indeholder:

Historisk Oversigt over de forskjellige Straffemethoder -- Familien Sansons Memoirer -- Min Families Oprindelse -- Charles Sanson de Langval -- Forudsigelsen -- Tilflugtstedet -- Charles Sansons Manuscript -- Ankomsten til Paris -- Madame Tiquets Proces og Henrettelse -- Flyveskrifter under Ludvig den Fjortende -- Nicolas Larcher -- En Røverdomstol i det 18de Aarhundrede -- Tiggeren -- Cellemares Sammensværgelse -- Marquise de Parabère -- Laws System -- Grev Horn -- Cartouche -- Cartouches Medskyldige -- François Damiers -- Lally Tollendal -- Chevalier de la Barre -- Skarpretter og Parlamentet.

Subskription paa dette meget interessante Værk, der vil udkomme i #c. 16 Hefter _à_ 20 ß.#, modtages i enhver Boghandel.

En Slavindes Liv og Kamp,

fortalt af hende selv, oversat fra Engelsk af W^m. Mariboe.

Det er en velskreven Bog, som i en Række Afsnit, gjennem en enkelt Slavindes Liv, giver os en Skildring af det amerikanske Slaveri med dets mange Afskyeligheder og viser navnlig dets sørgelige Indflydelse paa den unge Pige og den moralske Fordærvelse, hun som en Følge deraf er udsat for.

I illustr. Papbind 1 Rd. 36 ß.