# Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862

## Part 8

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/korvetten-heimdals-togt-til-de-vestindiske-farvande-i-aarene-18-93edd1be/index.md

Ligesaa vigtigt som det er for en Orlogsmand at være hurtigt klar til at slaae, ligesaa vigtigt er det, at den i størst mulige Hast er parat til at bekæmpe en anden Fjende: Ilden. Ved første Øiekast skulde man troe, at Ilden ikke har meget at betyde, hvor der er saameget Vand ved Haanden; men ved at lade Blikket løbe over alle de brændbare Stoffer, hvoraf Skibet er sammensat -- ikke at tale om Krudtet, hvoraf det indeslutter en saa betydelig Masse -- indseer man den store Fare, som en Ildebrand ombord vil medføre. Alt er derfor ogsaa indrettet paa at imødegaae denne Fjende saa kraftig som mulig. Der er et bestemt Signal for Brand (Ringen med Skibsklokken, ledsaget af Baadsmandspiberne), hvorefter hver Mand har en bestemt Plads. En eller flere Officerer med Folk ere ansatte ved Fartøierne, for at beskytte dem mod Ilden og forhindre, at de benyttes ulovligt eller forulykke ved at man planløst styrter sig i dem. Ved Krudtkammeret er der ligeledes Officerer og Folk for i paakommende Tilfælde at styrte Krudtet overbord (som oftest kan man, ved dertil anbragte Rør, sætte Krudtkammeret under Vand); ved Brændeviinskjælderen holdes ligeledes Vagt, ligesaameget for at værge den mod Folkene som mod Ilden. Naar der er Fare paafærde, er der altid Nogle, der tye derhen; Exemplet er smitsomt i saadanne Tilfælde, og lykkes det Folkene at opbryde denne Dør, ere alle Anstrængelser for Redning frugtesløse. Alle Skibets Sprøiter og Pøse til Vandlangning fordeles med tilhørende Mandskab paa de forskjellige Steder.

Naar Alt saaledes er fordeelt, kommer det endda an paa den størst mulige Rolighed og Koldblodighed fra Officerernes, og navnlig Chefens, Side. Enhvers Øie vogter paa ham ved slig en Leilighed, en usikker Mine kan forraade Alt; et roligt Ansigt, et Par Ord med sikker Stemme omskabe Frygt til Tillid, og Forvirring til rolig og vedholdende Anstrængelse. En engelsk Chef reddede engang sit Skib i et sligt Øieblik ved et komisk Indfald. Midt om Natten kom den vagthavende Officeer ned og meldte ham, at der var Ild i Skibet. Chefen kastede i en Hast en Slobrok om sig, gik op paa Dækket og befalede at gjøre Brandallarm. Folkene kom op; men de bleve i den Grad fortumlede af Frygt, Mørke og Uvished, at Forvirringen i et Nu var almindelig. Da befalede Chefen med høi Røst, at enhver Mand, under den strængeste Straf, strax -- skulde sætte sig ned og ikke røre sig af Stedet. Denne Ordre, der var let at paasee udført, frelste Skibet. Medens hele Besætningen sad "taus og paa Luur", gik Chefen til det antændte Sted; Officererne mødte efterhaanden med paalidelige Folk, som de havde samlet, og da disse vare i Gang med Arbeidet, løslodes Resten, der nu havde faaet Tid til at fatte sig, og Ilden var efter en kort Tids Forløb slukket.

I vor Marine har der, saavidt vi vide, ikke i Mands Minde været Ild af nogen Betydenhed paa de tilsøesværende Skibe, og Grunden hertil kan maaskee søges i den Forsigtighed, hvormed man ombord omgaaes Ild og Lys. Det er saaledes aldeles forbudet at føre Frictionssvovlstikker med ombord, og det brændende Lys indesluttes altid i en Lanterne. Kl. 10 om Aftenen visiteres og meldes Chefen for Slukning i hele Skibet, og om Natten ronderes der, navnlig i de større Skibe, for at det kan paasees, at intet ulovligt Lys er tilstede. Selvantændelige Stoffer ere ogsaa en Gjenstand for Opmærksomhed; i Dampskibene har man i Kullene et saadant Stof; dog er det meget sjeldent, at de antænde sig selv, især naar de komme tørre ombord og man sørger for, at frisk Luft jævnlig kan bestryge dem.

Naar Vandet, i enkelte Tilfælde destoværre, viser sig ufuldkomment til at slukke Ilden ombord, har det en anden meget gavnlig Egenskab, nemlig den at kvæle Svineriet. Dertil er det en konstant og stadig anvendt Faktor. Svineri er i ingen Stat saalidet taalt som i en Orlogsmand, hvor Sundhedspleien paa det Strængeste byder, at holde saavel Mennesker som Ting rene. Dermed begynder ogsaa hver Dag ombord. Paa Dagvagten (4-8 om Morgenen) foretages den store Renselse, der lægger Grunden til Skibets Properhed for hele Dagen. Derfor er denne Vagt ogsaa tildeelt Næstkommanderende, eller hvis han, som paa større Skibe, ikke gjør Vagt selv, dog henlagt under hans Tilsyn og Inspektion.

Fra Morgenstunden af er der en Pompen af Vand og en ved Pøse udbredt Styrten af Vand over Dækkene, som desuden, ved Skruppen med Sand og jævnlig Skuren, efter Tørringen erholde den Hvidhed, der er en Næstkommanderendes Glæde og en Orlogsmands Stolthed. Alle Krinkelkroge gjøres med det Samme rene, selv Svinene faae deres Overhaling og trives godt derved. Efterat Alt er overskyllet med Vand, tørres dette lige saa omhyggelig bort, og med denne Operation, der kaldes "Spuling", er man klar til Kl. 8. Fra 8-9 følger Opklaring og Pudsning af Kanoner, Metal o. s. v. De Officerer, der have respektive Tilsyn, melde for disse til Næstkommanderende, saasom for de forskjellige Reisninger, Fartøier, Batterier, o. s. v. Kl. 9 er Skibet i Orden, Folkene vadskede og omklædte, og disse, saavelsom Officererne, have nydt deres Frokost.

Det er imidlertid ikke for Intet, at man foretager denne gjennemgaaende Reengjøring, og i en Orlogsmand vil man snart føle, at man ikke kan "spytte paa Gulvet, hvor man vil, og lade Cigarerne brænde". Dækkets Properhed forbyder det Første, og der mangler i den Henseende ikke Spyttebakker, saavel for Officerer som Mandskab. I gamle Dage var denne Luxusartikel ikke kjendt, da var man henviist til Søen, men da man ikke altid vilde gjøre sig den Uleilighed at benytte dette Middel, gik det ud over Rapperterne. Men herved fornærmedes Kanonererne, der betegnede disse med det ærefulde Navn "Systemer", og man har et Exempel paa, at en Kanoneer engang beklagede sig til Chefen, fordi "Næstkommanderende gik og spyttede i Systemerne".

Hvad det andet Punkt, Tobaksrøgningen, angaaer, da er denne, deels af Forsigtighed og deels af Etikette, indskrænket ombord. Der maa kun røges Tobak "paa øverste Dæk, fremmen for Stormasten og med Hætte paa Piben", som det hedder i Krigsartiklerne. Agten for Stormasten er "Skandsen"; den betragtes som den helligste Deel af Skibet og betrædes af Folkene kun ved Gudstjeneste, naar Chefen vil tale til dem, eller naar Skibets Manoeuvrer fordre deres Nærværelse der. Hvad Tobaksrøgning angaaer, ere de Franske meget liberale, hvorimod den hos de Engelske er indskrænket i endnu høiere Grad, end hos os. Det vakte derfor engang paa et engelsk Skib megen Skandale, at Chefen kom op ad Agtertrappen med en tændt Cigar, da det var strængt forbudet alle Andre at røge Cigar paa Skandsen. Den vagthavende Officeer betænkte sig et Øieblik, gik derpaa med en rolig Holdning hen til Chefen, og sagde, idet han ærbødigt førte Haanden til Huen:

"Det er ikke tilladt at røge paa Skandsen, Sir!"

Chefen: "Hm!" (Forbauselse, barsk Mine, krænket Værdighed).

"Det er Chefens Ordre!"

Chefen: "Hm!" (et Øiebliks Betænkning, Haanden til Huen, Cigaren overbord og ned ad Trappen).

Denne lille Historie trænger ikke til nogen Kommentar.

Fra Kl. 9-11 foretages Exercits, hvis Veiret tillader det; enten øves Kanonbesætningerne, eller ogsaa de til Haandvaabnene bestemte Folk, alt efter Omstændighederne og Chefens Ordre. Det Mandskab, der ikke er ved Exercitsen, udfører Skibsarbeide, d. v. s. Reparation af Seil og Toug, o. s. v. Tiden fra 11-2 gaaer med Maaltider og Hviletid for Folkene, og fra 2-5 igjen Øvelser af samme Natur, som om Formiddagen. Naar Klokken er 6, mønstres der ved Kanonerne, Surringer eftersees, og naar dette er færdigt, skaffe Folkene til Aften og komme Kl. 7½ paa Dækket, forat der kan luftes ud nede indtil Kl. 8, da Køierne gives ned og Frivagten gaaer tilkøis; saa komme Nattevagterne fra 8--12 (Førstevagt) og fra 12-4 (Hundevagt), og den daglige Tjeneste begynder igjen med Spuling, for at fortsættes i det samme Kredsløb.

Vi have nævnt Reenlighed som en Befordrer af Mandskabets Sundhed, og der er derfor ikke nogen Mand i Skibet, uden at et vaagent Øie hviler paa ham i den Henseende. Om Natten ligge Folkene tæt sammenstuvede; hver Mand har vel sin Hængekøie, der giver ham Frihed til at strække sig; men paa Breden har han ingen overflødig Plads, især til Ankers, hvor kun 1/4 af Mandskabet er paa Dækket. Under Seil er det bedre; thi da gaaer Halvdelen af Mandskabet Vagt om Vagt. Det kan alligevel ikke undgaaes, at Folkene komme i nær Berøring, hvorfor det er en ligefrem Nødvendighed, at Ureenlighed, Utøi, Fnat, o. s. v. paa det Strængeste banlyses. Inden Skibet gaaer tilsøes, visiterer Lægen Besætningen; de af denne, der have en smitsom eller langvarig Sygdom, sendes paa Hospitalet og Andre kommanderes i deres Sted ombord. De, der her senere blive trufne befængte med en eller anden Ureenlighed, skilles strax fra det øvrige Mandskab; saavel deres Klæder, som deres Person underkastes et saa strængt Tilsyn, at de snart befries fra deres Onde. Man paaseer, at ingen Mand lægger sig i Køien med Klæder paa, og ere disse vaade, drages der Omsorg for, at de tørres. Til at vadske Linned og Uldtøi ere to Dage af Ugen ansatte, og Køierne vadskes idetmindste een Gang om Maaneden. I Varmen er man især omhyggelig for at udlufte Køietøi og Klæder, saasnart der er Leilighed; Kistebænkene tages imellem paa Dækket og afsæbes, tilligemed Folkenes Randsler, og der gjøres da reent i alle Kroge paa Banjerne, hvor man lader det være sig magtpaaliggende at bringe saamegen Luft og Gjennemtræk tilstede som muligt[2].

[2] De, der interessere sig for Hygieinen ombord, ville i _Dr._ Hornemanns fortræffelige Afhandlinger derom, i Tidsskrift for Søvæsen 1859 og 1860, finde interessante Oplysninger og Anviisninger.

En anden Sundhedsbefordrer er Motionen. De Øvelser, der forefalde i Søen med at gjøre Seil los og beslaae Rebning, o. s. v., give endeel af denne, der jo, hvad Spadseren angaaer, er indskrænket ombord. Men her træder Exercitsen væsenlig til Hjælp. En Times Arbeide med Kanonerne, der hales ud og ind, er en ypperlig Bevægelse, og at Mandskabet saa jævnt holdes i Aande er i høi Grad velgjørende for det Fysiske, der ikke faaer Tid til at falde sammen. Det bevægelige Dæk, hvorpaa Øvelsen finder Sted, bringer ogsaa en Afvexling ind, der spænder Opmærksomheden, idet Paapassenheden udvikles. Siden vi tale om Exercitsen, ville vi med det Samme omtale den Deel deraf, der falder under Landexercitsen. Landgangskompagniet (der omtrent er det Samme som 2det Entreskifte) lærer den staaende Exercits ombord, naar Leiligheden er dertil. Stille Veir er naturligviis bekvemmest for al Vaabenøvelse; men selv om der er endeel Bevægelse, kan man see et Geled staae og gjøre Geværgrebene, medens det bøier sig frem og tilbage for at indtage den lodrette Stilling under Slingringen. Man skulde troe, at disse Øvelser falde Matroser vanskelige; men det er ingenlunde Tilfældet. Principet i den nye Exercits, der fordrer en bestemt Holdning og ved Tempo afmaalte Bevægelser, skulde synes at komme i Strid med den aldeles ubundne Frihed, hvormed enhver Mand arbeider tilveirs, naar han, hængende paa en Raa i en Storm, bruger sine Kræfter og sin Konduite ganske efter egen Melodi. Men det er ikke saa. Vi have seet, hvorledes det samme Mandskab, der med stor Punktlighed og Appel exercerede paa Tempo, i samme Øieblik, det kaldes tilveirs for at rebe, aflægger alt Tempovæsen og udfører Arbeidet med al den Raskhed og Frihed, der er nødvendig, for at dette skal gaae godt. Den nyere Exercits er heller ikke indført for at kvæle det friere Element hos Matrosen. Den er kun stræng, nøiagtig, indtil den er lært, og ved denne Nøiagtighed opnaaes, at en Mand ved Kanonen veed, hvad han i ethvert Tilfælde har at gjøre. Kan han det, da indtræder den frie Skydning, som naturligviis i Bataille finder Sted, og har man indøvet den første Deel af Exercitsen godt, kommer det Gode af den frem i det alvorlige Øieblik.

Landexercitsen har sine gode Sider. Ved at gjøre Geværgrebene bestemt, lærer Manden at blive fortrolig med sit Vaaben. Er man tilankers, kommer Kompagniet jævnlig i Land, og Folkene lære da for det Første at manoeuvrere med deres Vaaben i Fartøierne, at komme hurtigt i disse og op af dem, hvad der er vigtigt, naar Fartøierne skulle armeres til en eller anden Expedition; for det Andet er den Motion, som de faae i Land, ved Marsch, Kjædeformering, o. s. v., meget gavnlig, og naar den bliver dreven paa en passende Maade, morer den Folkene i høi Grad. Vi have virkelig seet dem udføre denne Tjeneste med megen god Villie og forbausende godt. Af disse Grunde bør denne Øvelse meget anbefales; hvorvidt den derimod vil være tilstrækkelig til at lade Matroser operere sammen med Landtropper, kunne vi ikke dømme om; men at et vel organiseret Landgangskompagni, fra et eller flere Skibe, under mange Omstændigheder vil kunne gjøre god Nytte, derom tvivle vi ikke. Den omtalte Øvelse har ogsaa meget forbedret Skarpskydningen med Geværer. Vore Pistoler ombord ere derimod meget maadelige, og man maa haabe, at Revolvere, der nu haves i alle Mariner (endog i den norske), snarest muligt blive indførte hos os.

Kosten er ikke det uvigtigste Element til Sundhedens Bevarelse, og vi skulle derfor give en skizzeret Udsigt over dens Form og Anvendelse til Orlogs.

Chefen holder sit eget Bord, overeensstemmende med Krigsartiklerne, der befale dette og "forvente, at han jævnlig indbyder Officererne" dertil; denne Forventning er ledsaget af Taffelpenge.

Officererne ere i en fælles Messe, der bestyres af en af dem selv valgt Messeforstander, som hæver de dem tilstaaede Messepenge og gjennem privat antagne Betjente (Kok og Hovmester) sørger for Bespiisningen. Det er Næstkommanderendes Pligt, som den Ældste i Messen, at vaage over, at en god og sømmelig Tone finder Sted i denne.

Mandskabets Bespiisning skeer efter en Spise-Taxt, der er opslaaet paa et Sted i Skibet, hvor den kan læses af Alle; paa den findes anført, hvad der tilkommer enhver Mand af forskjellige Provisioner. Paa den engelske Flaade erholder Mandskabet hver Uge det, der tilkommer dem, og dermed kunne de da gjøre sig saa lystige, som Disciplinen forøvrigt tillader. Dette Princip følges ikke hos os, hvor det Fornødne til Maaltiderne hver Dag udveies og udleveres; herved forebygges adskillige Misbrug (navnlig med Hensyn til Spirituosa), og i det Hele taget er Sundheden og Tilfredsheden langt bedre tjent hermed. Om Morgenen gives der Thee, om Formiddagen Kl. 11 Øl eller Viin; haves dette ikke, da Grog. Kl. 12 skaffe Folkene til Middag. Formaden bestaaer af sød Suppe, Grød, Ærter og fersk Suppe, som, naar man ligger ved Land, gives idetmindste 2 Gange om Ugen; til Brug i Søen haves preserveret Suppe, der gjerne gives hver Søndag. Eftermaden varierer mellem fersk og salt Kjød, Flesk og Klipfisk; til Gemyse gives Kartofler og Grønt paa Suppen, og der medgives desuden presset Kaal, tørret Grønkaal, Petersille, Løg, o. s. v., altsammen af det Bedste, der kan faaes. Med Hensyn til dette Reglement har Chefen frie Hænder. Eftersom han, for Sundhedens Skyld og efter Togtets Natur, finder det hensigtsmæssigt, kan han variere med Bespiisningen, og han kan, naar han finder det passende, lade udgive Extra-Maaltider, Punsch og Extra-Brændeviin. Den sidste Artikel er i de senere Aar, efter Mandskabets eget Valg, udgaaet som reglementeret og Theen er traadt i dens Sted; Chefen bestemmer nu, naar den skal gives extra, hvad der jævnligt finder Sted i haardt Veir, efter anstrængende Arbeide, o. s. v. Paa Brød gives der ingen Rançon; Brødfadet staaer aabent og enhver Mand kan tage saameget, han lyster; og hvad Drikkevandet angaaer, er dette ogsaa tilgængeligt for Alle. Det er nu altid paa Jernkasser og holder sig fortrinligt paa disse. Selv paa længere Reiser vil man ikke komme til at mangle Vand; thi deels har man paa de nyere Skibe Dampen som et Hjælpemiddel til at forkorte Reisen, og deels staaer i Forbindelse med Maskinen et Destillations-Apparat, hvis producerede ferske Vand meget godt kan benyttes, naar man passer betids at fylde de tomme Kasser og give den atmosfæriske Luft Leilighed til at indvirke derpaa.

Det er Proviantforvalteren, der forestaaer Folkenes Bespiisning; men som Garanti for disse foregaaer der ingen Proviantering, uden at idetmindste 1 Officeer, 1 Underofficeer og 1 Mand af Besætningen er tilstede derved. Ombord uddeles der intet Maaltid, uden at den vagthavende Officeer iforveien har smagt paa Maden.

Skjøndt der saaledes er gjort Alt for at paasee, at der ikke gives Andet end sund, kraftig Kost, skjøndt der ombord gjøres Alt for at bevare den, skjøndt der ved Land Intet spares for at forskaffe den -- gaaer der dog neppe nogen dansk Orlogsmand ud, uden at der paa Togtet høres en eller anden, mere eller mindre betydende, Klage derover. Saa underligt, som det kan synes, er den vigtigste Grund hertil Folkenes gode Behandling. I forrige Tider, da Tampen dandsede lystigt, nød man mugne Beskøiter, harsk Smør, sveden Grød og bedærvet Flesk med stor Appetit; Vandet raadnede paa de ikke altid rene Trætønder, og paa lange Søreiser gjordes det ofte nødvendigt at formindske Rançonen, for at Provianten kunde strække til de mange Mennesker; nu derimod ere Provisionerne af bedste Slags; der studeres paa at forøge dem med saadanne, som antages at kunne være Folkene gavnlige eller behagelige, der vaages med ængstelig Omhu over, at Spisetiden ikke forstyrres -- og dog er det ikke godt nok. Paa Behandlingen kan der umuligt klages; men Noget skal der klages paa, og saa maa det da gaae ud over Kosten.

Vi ville ikke herved betegne, at der ikke bør klages, naar Kosten, trods al Forsigtighed, er bleven bedærvet; sligt skeer nemt, især i et tropisk Klima. Klager, naar de fremføres paa en sømmelig Maade, ere berettigede; og ere de grundede, tages de altid tilfølge; men vi have ogsaa seet Klager fremføres over Proviant, hvis Slethed har været af en saa mikroskopisk Natur, at det for de Bedømmende ikke har været muligt at opdage den. Saadanne Klager burde ikke alene afvises, men straffes, og en mere nøiagtig Undersøgelse, end der nu i Almindelighed skeer i slige Sager, vilde i Regelen lede til en Kilde, hvoraf de ofte udgaae. Visse ildesindede og daarlige Subjekter, hvoraf man fordetmeste har enkelte Stykker ombord, ville som oftest findes at staae bag ved, og man gjør en god Gjerning ved at træde dem under Øinene; thi ikke alene haandhæves herved Disciplinen, men den ordentlige Mand hæves. Naar de falske Toner omhyggelig dæmpes, kommer den gode Tone til sin Ret.

Der er os fortalt en Historie om en dansk Skibschef, der engang paa en godmodig, men træffende Maade revsede endeel saadanne Klagere. Efter at han selv, ved at smage paa Maden, havde forvisset sig om dens Kvalitet, lod han disse, der vare mødte i temmeligt Antal, stille op agter og dernæst pibe alle Mand op. Da Folkene vare samlede, talte han omtrent saaledes: "Der er ført en Klage over Maden herombord; men Maden er god; jeg har selv smagt den. Naar den derfor ikke smager Somme, saa maa det snarere ligge i Mangel paa en god Appetit -- men den skal jeg skaffe dem." Folkene pebes forefter; men de klagende Syndere maatte paa staaende Fod entre tre Gange op og ned ad Storreisningen, og denne Manoeuvre foretoges i adskillige Dage, tre Gange hver Dag, til megen Moro for den øvrige Besætning. Der var stor Jubel paa Banjerne, naar et langt varslende Stød i Piben efterfulgtes af det tjenstlige Brøl: "Appetit-Kompagniet paa Dækket!" Over Kosten klagedes der aldrig siden.

En passende Frihed bidrager naturligviis meget til et godt Humeur og Tilfredshed blandt Mandskabet. Skibet er jo, fra et vist Standpunkt, et stort Fængsel, hvori Fangenskabet, paa Grund af Disciplinens nødvendige Baand (man løsne disse nok saameget) altid maa føles. Intet er derfor naturligere, end at Enhver, naar Skibet kommer til Land, ønsker at slippe lidt ud af Buret, og selv Nydelsen, som en "Landlov" paa Grund af det Nye og Seeværdige afgiver, forhøies ved den Følelse af privat Frihed, som Landgangen medfører. I de fremmede Mariner, navnlig den nordamerikanske, lader man Folkene faae Landlov paa en lidet hensigtsmæssig Maade, idet man, efterat have holdt dem i halve Aar ad Gangen ombord, slipper dem løs i et Par Dage, og derved aldeles priisgiver dem for alle Lidenskaber, som de ikke undlade paa det Eftertrykkeligste at tilfredsstille, til Skade for deres Helbred og til liden Ære for det Skib og den Nation, som de repræsentere. Man gaaer ud fra det høist urigtige Princip, at de ikke have noget med Skibet at bestille, naar de ere i Land, og finder det ikke ydmygende, at man, naar Fristen er udløben, ved en Afdeling af Underofficerer og Marinere maa lede dem op i alle Slags Kipper og som bagbundet Kvæg føre dem ombord. Hele denne Methode viser betegnende, hvorliden sand Omhu man i hine Orlogsmænd har for Mandskabet og hvor lidt Uleilighed man gjør sig med at tænke paa dets Vel.

Paa vore Orlogsmænd gaaer man nutildags ud fra et ganske andet Princip. Fra det Øieblik, en Mand kommer ombord, søger man ved et Slags Formynderskab at indskrænke den Letsindighed og Ødselhed, som er Matrosens Særkjende, og ihvorvel dette staaer noget i Strid med den nyere Tids frie Principer, kan det ikke alene forsvares, men maa stærkt anbefales, da det paa det Nøieste staaer i Forbindelse med Individets Vel, og følgelig med Tjenestens Gavn. De kontante Penge, som Manden medfører, gjemmes for ham af vedkommende Officeer, hos hvem han kan faae dem, naar han vil bruge dem, og herved sikkrer Manden, der ikke har noget eget Gjemme (undtagen sin Randsel) sig for at tabe Pengene, ligesom ogsaa Leiligheden til Tyveri mellem Mandskabet forebygges. En Mand kan ikke komme hjem fra et Togt uden at have en Styver i Afregning, thi en Bestemmelse paabyder, at han skal have een, eller efter Togtets Varighed flere Maaneders Gage tilgode. Vil han ombord oekonomisere, da gives der ham ogsaa Leilighed dertil; thi hvis han for Exempel giver Afkald paa en enkelt Proviantslags (f. Ex. sin halve Rançon Viin eller Sligt), da anføres dette i hans Kontrabog og erstattes ham i Penge ved Hjemkomsten. Og endelig, gaaer han iland, da sørger man for, at han ikke bliver der, til han har ødelagt, hvad han har, og kommer nøgen ombord: man begrændser den Tid, han er iland ad Gangen, men giver ham, saa ofte Omstændighederne tillade det, Lov dertil. Den jævnlige Landlov kan med Rette kaldes en passende Frihed; thi Manden opfører sig passende i Land, hvor Opholdet er afpasset efter hans Formuesomstændigheder, og han trumfer ikke med exalteret Frihed, hvis Uholdbarhed den næste Dags nøgterne Reaktion dybt vil lade ham føle. Det er en Fornøielse at see vore Folk komme ombord efter Landlov, glade og oprømte, og findes der -- hvad der jo ikke kan undgaaes, især i den unge Roms Land -- ogsaa En og Anden, der med temmelig stive Skridt, et mere end oprømt Væsen og en noget usikker Betoning i Stemmen afgiver sit Nummer til Skibssergeanten, da hører han aldrig et ondt Ord derfor. De af Folkene derimod, som lægge an paa at drikke sig fulde, gaae ikke fri for Tiltale. I vore, ved Ordentlighed og Ædruelighed i høi Grad udmærkede, Skibsbesætninger, signalere de Uordentlige snart sig selv, og deres Navne komme til at figurere i Straffeprotokollen under Rubriken: "Nægtet Landlov", "sat i Bøien", "sat i Straffebakken" osv.

Overeensstemmende med det ovenomtalte Princip, gives der ogsaa ombord Folkene en passende Frihed, saa ofte som skee kan. Der holdes saaledes strængt over, at deres Spisetid ikke bliver forstyrret, og Tiden fra 12-2 i Middagsstunden tilhører i Regelen Mandskabet. I Tropeegnene falder denne Bestemmelse sammen med Sundhedshensyn, der byde Ro og Stilhed paa denne varme Tid af Dagen. Vi have ogsaa seet en videre strakt Frihed, navnlig (især i Begyndelsen) en formindsket Exerceertid, med Held anvendt i de hede Klimater; deraf har fulgt, at naar det var nødvendigt for Tjenesten at lade Folkene arbeide i Solskin, have de, støttet af en tilbørlig Hvile, meget godt udholdt Arbeidet. De have udført det tilfredsstillende og intet Spor af Sygdom er kommet derefter.