# Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862

## Part 7

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/korvetten-heimdals-togt-til-de-vestindiske-farvande-i-aarene-18-93edd1be/index.md

Men Skibe komme kun sjeldent her; til St. Croix gaae Vestfarerne efter deres Ladning, og skjøndt Matrosen veed, hvad der vanker af Arbeide, drages han dog derud -- han seer i Tanken dens blaalige Skikkelse hæve sig i den lette varme Luft og synger, naar han gaaer rundt i Spillet:

_Hurrah, my boys, Hurrah for Sante Croix!_

* * * * *

Vi ere i Vestpassaten; Vestindien med sin Hede ligger bag os, og hver Dag føle vi Nærmelsen af vore hjemlige Zoners Temperatur. Vinden er god; men en tæt Taage -- undertiden saa tyk, at vi ikke kunne see en Skibslængde fra os -- indhyller os og forlader os ikke i c. 14 Dage. Vi passere Azorerne og spise de sidste Ananas, vi have ombord -- Taagen er der bestandig, snart støvende, snart faldende i store Draaber; men altid tyk og med en tiltagende raakold Atmosfære. Paa Thermometret agte vi nøie. Skulde en pludselig Dalen indtræde, da kan man slutte, at et af de mange løsrevne Iisfjelde fra Grønland er under Opseiling. Et engelsk Postdampskib var en Nat lige ved et saadant, og havde akkurat Tid til at dreie for at gaae klar af det. Disse Iisfjelde kan man vistnok sætte i Forbindelse med de forskjellige Punkter, der under Navn af _Vigier_ ere betegnede paa Kaartet over Atlanterhavet. Forskjellige Søfarende have fra Tid til anden angivet saadanne som smaa Øer; de have naturligviis ikke forsømt at opgive deres Brede og Længde til vedkommende hydrografiske Bureauer, der da have afsat dem paa Kaartene, hvor man kan finde dem under forskjellige Benævnelser, dog ofte med et Spørgsmaalstegn ved. Dette Tegn ansee vi for meget berettiget; thi ihvorvel vi ikke ligefrem ville benægte saadanne Smaaøers Tilværelse, taler dog meget derimod, -- blandt Andet, at adskillige Skibe have sat Kursen lige paa dem og dog ikke bemærket dem. Det er langt rimeligere at antage dem for Iisfjelde, der jo kunne komme langt Syd paa, inden de opløses. Mange Skibe hører man aldrig noget til, og den Formodning, at de have stødt paa en _Vigie_, hører man nævne som en Grund til deres Forsvinden. I saa Tilfælde kan _Vigien_ godt være et Iisbjerg; et Skib, som med stærk Fart støder paa et saadant, er i Almindelighed total forlist med det Samme.

Omtrent halvandet hundrede Miil fra England saae vi en Morgen et Vrag ligge og rulle i Søen. Denne var temmelig høi, saa det fandtes ikke forsvarligt at sætte Fartøi i Vandet; men vi løb klos dertil, affyrede et Kanonskud og gik rundt om det i en Times Tid. Intet levende Væsen var ombord i Skibet, der flød paa en Tømmerlast; Fartøierne vare borte; vi kunde see, at de vare firede af, og Besætningen har sikkert i disse forladt Skibet. Det var øiensynligt paaseilet. Sprydet var klippet af lige ved Bougen, Stor- og Fokkemasten borte; kun endeel af Mesanmasten med et pjaltet Seil var tilbage. Vi havde ikke Kul nok til at tage det paa Slæb, og med Seilene lod det sig ikke gjøre, -- havde det været et halvt hundrede Miil fra Kanalen, havde det været en anden Sag -- nu maatte vi overlade det til sin Skjæbne og følge vor Kurs.

Efter en heldig Reise ankrede Korvetten den 26de Juni ved Spithead (Portsmouth), som den forlod den 29de; den 2den Juli hilsede vi ved Skagen den danske Kyst og ankrede Dagen efter ved Kjøbenhavn, hvor vi, efter lidt over et Aars Fraværelse, strøge Kommandoen den 12te Juli.

Ombord.

Livet ombord i en dansk Orlogsmand er noget anderledes nu end før; Civilisationens Luftning har ogsaa naaet derhen og foraarsaget, at man ved mildere Midler stræber at nærme sig til Maalet. Hvor der før indvirkedes ved Frygt, søges nu Lysten vækket, idet baade Bestyrelsen og de Befalende lade Individets Velbefindende være sig magtpaaliggende.

Naar flere Hundrede Mennesker, hvert for sig, skulle arbeide til et og samme Maal, er det nødvendigt, at de maae ledes af een Villie, og Regjeringsformen ombord konstituerer sig derfor af sig selv som monarkisk; i gamle Dage var den despotisk og herpaa kunde man anføre mange Exempler. Vi ville nævne eet. Et Skib kom hjem fra en Reise, paa hvilken alle Folkene havde modtaget en større eller mindre Dosis Tamp. Kun een Mand havde været saa heldig at naae den sidste Dag ombord med uantastet Ryg; men han glædede sig for tidligt; thi da han netop hiin Dag spadserede veltilfreds ned ad Fokkevantet, blev han attraperet af Næstkommanderende og under Paaskud af, at han havde glemt at knobe en Seising, eller en lignende Bagatel, dømt til at have sin Ryg forbrudt. Da han havde udstaaet sin Straf, kaldte Næstkommanderende ham hen og tiltalte ham saaledes: "Hør, Hans, da Du nu har faaet Din Lussing, vil jeg blot sige Dig, at jeg ikke har Noget imod Dig forresten. Du er en flink Karl og Du skal faae en god Anbefaling -- men Du skal nu ikke kunne rose Dig af, at Du er den eneste Mand i Skibet, der ikke har faaet Tamp!" At det ikke engang var Chefen selv, men Næstkommanderende, der her optraadte, betegner endnu mere det despotiske Standpunkt, hvorpaa de Befalende stode, og hvor lidet de Underordnede vare sikkrede mod Vilkaarlighed. Den Omstændighed, at Prygl bleve uddeelte med saa stor Liberalitet, bidrog forresten til, at Folkene ikke ændsede dem; thi Svien var Intet for en haardfør Matros, og Æresfølelsen saae sig ikke i mindste Maade berørt ved en Lussing, som ansaaes for et nødvendigt Onde, der ligesaa godt kunde tilfalde den Ene som den Anden.

Den Misbrug af Magt, hvori en Chef i gamle Dage kunde gjøre sig skyldig, kan nu ikke finde Sted, da et Reglement for Anvendelsen af Disciplinarstraffe træffer bestemte Grændser for Forseelser og deres tilsvarende Straffe, og sætter den korporlige Revselse saa langt i Baggrunden, at den ikke bliver at anvende uden i sidste Instans. Siden 1848 er det en Sjeldenhed at see en Mand faae Tamp ombord i vore Skibe, og dette er aldrig skeet uden den meest bydende Nødvendighed.

Vi ville blive i Billedet og betragte Orlogsskibet som et Kongerige. Chefen har den udøvende Magt -- og som Modvægt: det største Ansvar. Den lovgivende Magt indeholdes i Krigsartiklerne og den dømmende tilhører Krigsretten.

Noget af det Første, der foretages ombord,[1] er derfor at oplæse Krigsartiklerne, og navnlig hvad der af disse indeholder almindelige Leveregler og Vedtægter for Livet ombord. Dette skeer for hele Mandskabet under Chefens og Officerernes Tilstedeværelse. Naar Oplæsningen (hvoraf visse Dele senere gjentages) er endt, tager Chefen Mandskabet i Eed paa, at det med Troskab og Lydighed vil tjene under det danske Flag.

[1] I de engelske Krigsskibe, der skulle seile, er, saavidt vi vide, den første officielle Handling den, at Chefen oplæser sin Bestalling (_commission_) for det forsamlede Mandskab og saaledes strax fremstiller sig for dette som den, der har den første Ret til at befale. I vore Skibe finder dette ikke Sted, muligviis paa Grund af vore mindre Forhold; dog skjønnes det ikke rettere, end at dette kunde være passende og -- for at benytte et engelsk Udtryk -- _in due form_.

Ligesom Krigsartiklerne indeholde Lovens Aand, saaledes indeholde de i 1849 udkomne "Instruxioner og Reglementer" dens Bogstav, idet de give Regler for de daglige Øvelser i det Hele taget, forme den daglige Tjeneste, og saaledes lede Organisationen af Orlogstjenesten i Ugernes og Maanedernes Løb.

Disse Instruxioner savnedes i forrige Dage, da det var overladt Chefen paa egen Haand at indøve sit Mandskab, hvoraf fulgte en stor Ueensartethed i de forskjellige Skibes Organisation. Manglerne ved denne Fremgangsmaade have dog ikke været saa meget at spore i vor krigeriske Periode; thi deels vare Skibene dengang samlede i Eskadrer, og hver Skibschef var nødt til at udføre Tjenesten saaledes, som Eskadrechefen befalede, hvorved der allerede kom nogen Eenhed i Tjenesten, og deels udvikles og uddannes denne under krigeriske Forhold langt hurtigere end i Fredstid. I den halvhundredaarige Fred efter 1801 har derimod Mangelen af et bestemt System været haardt følt. Der havdes saa faa Skibe, at der ikke var Tale om at udsende Eskadrer, og medens de andre Mariner i den Tid med raske Skridt udviklede sig og bragte passende Reglementer og Bestemmelser for Dagen, hvilke de praktisk forsøgte, vare vore enkelte udsendte Skibe overladte til den Organisation, som deres Chef var istand til at give dem. Besætningen i hine Skibe bestod for det Meste ogsaa af faste Folk, navnlig hvad Kanonerne angik; de kunde Exercitsen, hvorfor skulde de saa øves? Herved fremkom der høist underlige Resultater -- det hændte sig blandt Andet, at en Orlogsmand, der gik til Vestindien, ikke en eneste Gang paa Reisen derud havde havt Kanonerne los og exerceret med dem; flere kom hjem og havde havt saa liden Vaabenøvelse, at man nemt kunde tælle Gangene, om man havde vidst dem. Men der var Ingen, som spurgte derom. Vel var Chefen ansvarlig for Skibet og den specielle Tjeneste, det var beordret til at udføre, men bragte han dette velbeholdent hjem, var der Ingen, der brød sig om, hvorledes han havde udfyldt den daglige Tjeneste; han fik Ordre til at aftakle Skibet, og dermed var Sagen afgjort. Nu er der derimod indtraadt en betydelig Forandring i disse Forhold, idet 1) Instruxionerne paabyde bestemte Øvelser til bestemte Tider; 2) Øvelserne selv skulle skee paa reglementmæssig Maade og 3) Flaadeinspekteuren ved Hjemkomsten efterseer, om de befalede Øvelser have fundet Sted paa anordnet Maade.

Medens Chefen vel endnu som før har den øverste Magt til at befale i Alt, hvad Togtet angaaer, saaledes har han nu -- hvad han ikke havde før -- en Anviisning til at udføre den daglige Tjeneste, som han vel kan modificere efter Forholdene, men som han dog er forpligtet til at følge. At gjøre dette paa en skjønsom Maade, er ikke den mindste Deel af en Skibschefs Opgave, og den forøgede Opmærksomhed, som han, hvis han vil løse den, maa skjænke det daglige Liv ombord, medfører en heldbringende Virkning saavel for Organisationen som for Individernes Velbefindende.

Der er jo altid nogen Fordom mod det Nye, og der var det ogsaa mod Flaadeinspekteurens Embede. Man fandt det upassende, at en Chef paa en Maade skulde underkastes en Examen, og ydmygende for ham, at han skulde dokumentere sin Virksomhed; men tage vi ikke feil, er man kommen bort fra denne Anskuelse nu, da en mere oplyst Aand har gjort sig gjældende. Det er en tilfredsstillende Tanke for de Underordnede, at de Befalende ogsaa ere Tjenesten underkastede, og at de ved at lyde dem lyde et Princip og ikke en Person. For Chefen er det ingen Ydmygelse men en Triumf, ved sin Hjemkomst at forevise et velholdt Skib, en vel tilbragt Tjenestetid og et kraftigt, sundt og disciplineret Mandskab.

Tre Aar efterat Instruxionerne vare udkomne, blev et tidsvarende Reglement for Artilleri-Øvelserne prøvet, og i 1854 blev det med de Forandringer, Erfaringen havde viist gavnlige, approberet. I 1853 var det første reglementerede Exerceerskib ude, og det har hvert følgende Aar været udrustet. I Gjennemsnit indøvedes hvert Aar circa 200 Mand, og man havde saaledes efter 8 Aars Forløb i 1861 -- 1600 Koffardimatroser, der vare fortrolige med Artilleriet. Det nævnte Aar fandt, paa Grund af de politiske Omstændigheder, den store Udrustning Sted, og hvorvel endeel af de Folk, der vare indøvede som Konstabler, vare fraværende, mødte der dog et saa stort Antal, at man heelt igjennem havde hver Kanon besat med 2 _à_ 3 exercerede Folk -- et Resultat, der alene skyldes den bestemte og planmæssige Maade, som i de foregaaende faa Aar var anvendt.

Artilleri-Øvelserne ombord i alle vore Skibe ledes efter samme Mønster som paa Exerceerskibet, ihvorvel det er en Selvfølge, at de, især paa et kort Togt, ikke kunne naae samme Fuldkommenhed som i det Skib, der særligt er helliget deres Fremskridt. Og dog seer man som oftest nutildags, selv efter en kort Tour, Folkene saa vel indøvede, at man forbauses; det kommer deraf, at der er Tid til Alting, naar Alt har sin bestemte Tid.

Vi have nu i korte Træk berørt den udøvende og lovgivende Magt ombord; den dømmende ville vi ogsaa løselig omtale. Den repræsenteres af Krigsretten. I gamle Dage kunde Chefen uden Krigsforhør og Dom diktere Folkene indtil 3 Gange 27 Slag Tamp; nu kan han kun, naar de ere nedsatte i "Strafferoden", tildele dem denne Straf, hvis de under denne Nedsættelse gjøre sig skyldig i en ny Disciplinarforseelse, og da med ikke over 27 Slag. Til enhver Tid kan han imidlertid nedsætte enten et Krigsforhør eller en Krigsret, der i det sidste Tilfælde afgiver Dom efter Søkrigsartikelbrevet. Men da dette i sin forældede Skikkelse indeholder Straffe, der ikke mere blive exekverede, er der tillagt Chefen Myndighed til at formilde Dommen (f. Ex.: 3 Gange 27 Slag Kat formildes til 27 Slag Tamp osv.) Enhver nedsat Krigsret skal indeholde Kammerater af den Paagjældendes Klasse, og Medlemmerne af Retten maae som Dommere aflægge den befalede Eed.

Det er en Selvfølge, at ethvert Forhold, der kan kræve en hurtig Beslutning, gjør Fordring paa en hurtig Retspleie og ligeledes paa en hurtig Udøvelse af Magten. Regjeringsformen bliver derfor ombord uindskrænket monarkisk, naar man undtager Domme paa Æren og Livet, hvilke Chefen ikke kan exekvere. Ellers maa han selv tage Beslutning om Alt. Han kan vel, naar alvorlige Omstændigheder ere forhaanden, sammenkalde et Krigsraad; men at følge dettes Mening udelukker ham ingenlunde fra Ansvar, saa at vi ikke kunne indsee Nytten af denne Indretning, uden hvor Chefen absolut ikke veed, hvad han skal gjøre.

Næstkommanderende er Premierministeren ombord. Ham paaligger det, at besørge Tjenesten udført i alle dens Details. Som den, der desuden skal remplacere Chefen ved tilstødende Omstændigheder (af hvilken Grund han ogsaa underrettes om alle Ordrer, Togtet vedkommende), staaer han nærmere ved denne og et Trin over de øvrige Officerer. Disse have hver Tilsyn med en Afdeling af Folkene, og desforuden har hver Officeer sit forskjellige Departement af Tjenesten at besørge. Den mest ansvarsfulde Deel af denne er for Officerernes Vedkommende Vagttjenesten. Chefen kan naturligviis ikke altid være tilstede, og endskjøndt han ved Melding Dag og Nat skal underrettes om, hvad Vigtigt der maatte passere, maa den vagthavende Officeer ofte selv beslutte og udføre den Manoeuvre, som Skibets Sikkerhed ikke taaler at udsætte. Det er dette Ansvar, der skal modne den unge Officeer til selv engang at blive Skibschef, det er Kvintessentsen af al hans øvrige Tjeneste. Kun stadig Øvelse kan give ham Erfaring og Tillid til sig selv, saaledes at han med Frimodighed kan bære dette Ansvar. Det kan derfor ikke noksom anbefales, at han saa ofte som mulig bliver udkommanderet.

Det fortjener Landets Paaskjønnelse, at saa mange Officerer søge at raade Bod paa den mangelfulde Øvelse, som et indskrænket Budget anviser dem, ved at gaae i Koffardifart og fremmed Orlogstjeneste. Nogle Aar i Koffardifart er en god Skole, hvad Uddannelse i det praktiske Sømandskab angaaer -- at være for længe i denne Fart maa derimod ansees for uheldigt for Søofficeren, naar han ikke er i den Alder, at han er _au fait_ med Organisationen og Tjenesten til Orlogs, og saa at sige er gjennemtrængt deraf. Den som theoretisk har lært "Søfaart at forstaae", kan til Koffardis godt lære "Skib at føre"; men heller ikke mere. Af en Søofficeer fordres der nu, at han skal være: Sømand, Artillerist og Landofficeer. I gamle Dage havde man vel, paa Grund af at endeel af Folkene ved Entring vare bevæbnede med Flinter, et Slags Exercits med dette Vaaben; men det er først i de senere Aar, at man er begyndt med at danne et "Landgangskompagni" ombord i Skibene. Det kommanderedes, naar det gik iland, af een eller flere Officerer, og deraf fulgte da, at disse maatte lære saavel Kolonneexercitsen som den spredte Fægtning. Der er nu et fuldstændigt Reglement for denne Tjeneste, og den indøves i alle vore Skibe.

Sideordnede med Officererne ombord ere Maskinmesteren, Lægerne og Proviantforvalteren (der forestaaer Folkenes Bespiisning); undertiden er der ogsaa Præst ombord; hvor dette ikke er Tilfældet, oplæser Skibssekretairen Bønnen ved Gudstjenesten.

De sidste Befalingsmænd ere Underofficererne, blandt hvilke Baadsmanden (for Takkelagens Vedkommende) og Kanoneren (som har Ansvar for Artilleriets Details) ere de ældste. De andre have hver en Deel af Folkene under deres specielle Tilsyn paa Vagten, ved Exercits, Mønstring, daglig Tjeneste, osv. En af Underofficererne, "Skibssergeanten", forretter Polititjenesten ombord. Han paaseer Orden og Ro nede i Skibet, har Opsyn med Arrestanter, visiterer for Slukning af Ild og Lys, osv. Underofficerernes Tjeneste er i det Hele taget anstrængende, da de under Manoeuvrerne maae være meget paafærde. De ere kaldede til at anvise Folkene den Plads, som de forskjellige Kommandoer antyde; de skulle animere dem til Arbeide, og deres Stilling er desforuden vigtig som Mellemledet mellem Officerer og Mandskab.

Man kan nok sige, at deres Tjeneste nutildags er sværere end før; thi for det Første medfører den med stor Iver drevne Exercits for dem som Lærere nu et betydeligt større Arbeide, og for det Andet er det dem nu, i Analogi med Straffelovgivningen, paa ingen Maade tilladt at lægge Haand paa en Mand. Selv om han er studs imod dem og nægter at adlyde, maae de ikke tage sig selv tilrette, men skulle afgive Melding herom til deres Foresatte. Dette vide Folkene ret vel, og da der blandt disse altid findes Nogle, som ved tvetydige, om ikke ligefrem fornærmelige, Miner og Lader ville incitere Underofficeren til at forløbe sig, maa denne vogte meget nøie paa sig selv -- hvad der vel er at anbefale; men ikke altid ganske let. Til vore Underofficerers Roes maa man sige, at de i Regelen løse deres vanskelige Opgave godt. Vi have i et Skib, der strøg Kommandoen, seet hver enkelt Mand, idet han gik fraborde, takke Skibets Underofficerer, høie som lave, for deres Forhold paa Togtet, og dog vare disse Underofficerer af den Slags, der ikke gav en Tøddel efter af det, Tjenesten fordrede.

Vi komme nu til Folkene. Vore Orlogsmænds Befolkning er i Regelen elskværdigere end nogen anden Nations, let at regjere og ikke vanskelig at tilfredsstille. Det er ikke alene naar Faren truer, at de møde -- og saa komme de med Munterhed og Begeistring -- ved Flaget; men i fredelige Tider finde de sig ogsaa med Taalmodighed i, at Kongen kalder dem fra deres mere indbringende Sysler, og endskjøndt meget i Orlogsmanden er dem uvant og fremmed, finde de sig snart tilrette og tage med god Villie fat paa deres Gjerning.

Saasnart de komme ombord, modtager hver Mand en "Skytseddel", der angiver hans Løbenummer i Skibet og anviser ham hans Plads med Hensyn til Kanoner, Seil, Haandvaaben osv.; til sit Tøi faaer han en malet Seildugsrandsel (fiirkantet, omtrent en Alen lang og en Fod dyb). En Tinkande til Øl og Thee, en Blikdaase til Smør og en "Skaffebakke" (beregnet paa 4 Mand) udgjøre de Spiserekvisiter, som leveres ham af Kongen, og med den Kistebænk, hvori han gjemmer disse, afsluttes den Plads, der tilstaaes ham til Mad og Klæder. Angaaende de sidste, da indeholder hans Kontrabog (hvori hans Gage og Tilgodehavende føres _à jour_) en nøiagtig Bestemmelse over hvad han skal have (forsaavidt Pladsen tillader det, maa han have mere -- ikke mindre) og der tildeles ham extra som Paaklædningspenge den høist latterlige Sum -- 3 Rdl. engang for alle. Det vil sige, hvis Togtet varer over et Aar, da faaer han igjen 3 Rdl., men Enhver, der veed, hvad et Par Buxer koster, kan udregne, hvorvidt han kommer med denne Sum, som der synes at være al optænkelig Grund for Regjeringen til at forhøie. Det var en anden Sag, dersom Gagen var saa betydelig, at man kunde forudsætte, at Udgiften til de nødvendige Klædningsstykker kunde afholdes deraf; men dette er ikke Tilfældet. Vel er den forbedret i de senere Aar og en Ugift kan paa en længere Tour -- Notabene naar et mildt Øie censorerer hans Paaklædning -- gjøre sig lidt tilgode, naar han _NB. NB._ er meget sparsommelig; for en gift Mand, og ovenikjøbet paa en kort Tour, stiller Sagen sig derimod ganske anderledes. Saa meget er vist, at fremmede Nationers Orlogsmatroser ere langt bedre klædte end vore, og da dette er den eneste Retning, hvori disse staae tilbage, kunde man unde dem, at der skete deres Udvortes en retfærdig Fyldest.

Naar vi nævne vore Folk, da menes hermed de Indrullerede, hvoraf det langt overveiende Antal bestaaer, idet de faste Korpser nærmest ere bestemte til at rekrutere Underofficeersklasserne. Om det er af denne Grund, at de faste Folk ere blevne forsynede med en Vaabenfrakke (de faste Underofficerer bære en saadan) vides ikke. Men at denne Frakke, med tilsvarende Kaskjet, er meget upopulair blandt Marinens Officerer og seer meget besynderlig ud ombord -- det er vist. Trøien, Matrosens Særkjende, seer man overalt i fremmede Mariner, og det er ogsaa en Selvfølge, at den, og ikke Frakken, anvendes ombord i daglig Tjeneste. Men til Parade bør enhver Mand være reglementsmæssig paaklædt, og det er der afstikkende, at see de faste Folk møde i Frakke og Kaskjet, medens de Indrullerede møde i Trøie og Hue.

Idet vi her afslutte disse indledende Bemærkninger om Menneskene i den lille svømmende Stat, ville vi gaae over til at betragte de Indretninger og Forholdsregler, der tjene til at betrygge den.

Hvad Artilleriet angaaer, da er Alt med Hensyn dertil saaledes indrettet, at Skibet i Løbet af c. 5 M. kan være klart til Slag; Kanonerne ere altid i Søen ladte med Skarpt, saa at man strax ved en Overrumpling kan give Ild. For at forebygge en saadan, befale Instruxionerne, at der skal gjøres klart Skib, naar man nærmer sig en ukjendt Orlogsmand.

Klart Skib har i Grunden Udseende af uklart Skib; thi Alt kommer ud af de daglige Folder. Naar Hornsignalet lyder dertil, forlader Enhver sit Arbeide og begiver sig paa den Post, der er anviist ham. Kanonerne surres los, Lugerne lukkes i, Krudtkammeret lukkes op, Kugler langes op fra Rummet og fyldes i Krandse paa Dækket, Porte, Skodder og løst Træværk langes ned; Geværer deles ud, Huggerter og Pistoler langes om, Topsgasterne gaae tilveirs; der er en Kjøren omkring med Sprøiter og Rumsteren med Ballier, der fyldes med Vand (for at slukke opstaaet Ild), der er Kollision mellem 5, 6 Haandlangere fra Kanonerne, der alle ville have Krudt paa engang, -- en Vidsker, der trækkes ud af sin Hætte, spænder Been for et Par Mand, Geværbunker og Haandsprøiter hænge som Lodder og dingle imod hinanden i Ender fra Merset; men kun et Øieblik, saa havne de deroppe -- pludselig staaer hver Mand rolig paa sin Post, det bliver stille, saa stille, at man kan høre den sagte Raslen af en Line agter og en ubestemt Lyd ved Stormasten. Det er Flaget, der heises under Gaffelen, og Stolen, der gjøres istand til at nedfire de Saarede -- Skibet er klart til Slag.