# Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862

## Part 6

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/korvetten-heimdals-togt-til-de-vestindiske-farvande-i-aarene-18-93edd1be/index.md

Til vore Negres Roes maa man anføre, at de, der anvendes som Tyender i Familier, ofte ere vel ansete af deres Herskaber, og vi have selv seet adskillige agtværdige Personligheder i denne Stilling, som, hvormeget der end anbetroes dem, aldrig skuffe den dem viste Tillid, og desuden hænge med oprigtig Hengivenhed ved den Familie, til hvis Tjeneste de eengang have offret sig. I Legemsstyrke og Behændighed staaer Negeren høit. Medens vi laae i Havnen, opdagede vi engang, at noget af Kobberet var istykker, og da dette, paa Grund af den Lethed, hvormed Træet i Tropeegnene angribes af Orm, snarest muligt maatte repareres, gjorde vi os Umage for, at dette kunde skee. Da der imidlertid ingen Dok var, maatte vi tage vor Tilflugt til to sorte Dykkere, som det engelske Kompagni velvillig overlod os til dette Arbeide, og det var forbausende at see dem udføre dette uden nogetsomhelst Apparat. Først gjorde de en lille Vending ned under Kjølen og omkring under Skibets Bund, og kom da op og begjærede Plader, Søm (hvilke de puttede i Munden) og Hammer, hvormed de strax begyndte at tage fat, idet de af og til kom op for at trække Luft. De kunde banke to Søm ind ad Gangen og fuldførte Arbeidet paa nogle faa Timer. Vandet er meget klart i Tropeegnene, og vi kunde fra Dækket see, hvorledes de fægtede med Benene for at holde sig nede, medens Haanden med Hammeren var i livlig Bevægelse; naar de saa kom op, var det pudsigt at see Vandet trille i Draaber af deres sorte Uldhaar, der et Øieblik efter var ganske tørt. For Haierne, hvoraf Havnen vrimler, lode de ikke til at nære nogen Frygt, og der synes næsten at være Anledning til, at give Matroserne Ret i deres Paastand, at Haierne "ikke holde af sort Kjød". Som Exempel paa, hvormange Haier der ere i Havnen, hørte vi anføre, at naar døde Kreaturer, Heste o. s. v. -- der ikke maa sænkes inde i Havnen -- ved en Baad med et Toug bugseres ud for at sænkes paa Dybden, er Størstedelen af disse Kadavere spist af Haierne, inden de naae deres Bestemmelse.

Ombord gik Tjenesten sin sædvanlige Gang. Den udenbords Tjeneste have vi tidligere antydet; vi ville kun bemærke, at een speciel Green af den indøvedes i St. Thomas, hvis Exerceerplads for Garnisonen ogsaa benyttedes til Øvelser for Heimdals Landgangskompagni. Det var en stor Fest for Negre med Tilbehør, naar Kompagniet, med 50 forgyldte "Heimdal" paa Huerne, ligesaa mange blaa Skjorter og det dobbelte Antal hvide Buxebeen, præcederet af to velklingende Horn, og i en tætsluttet Kolonne om Eftermiddagen marscherede igjennem Byen og deployerede paa Fælleden. Endogsaa Byens Herrer og Damer beærede Øvelserne med deres Nærværelse, og det var da ikke underligt, at disse gik godt. Naar der gaves Hviil og Geværerne stode i Pyramider, forsvandt Kompagniet som en Nysen for at indtage en elsket, længe savnet Snaps -- men neppe var Appellen blæst ud, før de igjen stode paa Pletten og gik gjennem Støv og Sved for ikke at gjøre Heimdal tilskamme. Skiveskydning med Geværer foretoges paa en øde Strand under et af Batterierne ved Havneindløbet. Seilads med Fartøierne fandt ofte Sted i Vestindien, der paa Grund af sin jævne Vind egner sig vel hertil; med denne Øvelse forbandtes undertiden Lystseilads med Herre- og Dame-Passagerer, ligesom ogsaa Korvetten, der hyppig gik over mellem Øerne, næsten altid tog een eller flere Bekjendte med ombord.

Baade i St. Thomas og paa Vestenden havde vi den Glæde at udvexle Besøg med danske Koffardikaptainer -- en Omstændighed, hvorved vi ere komne til den Erkjendelse, at Fordommene mellem Koffardi- og Orlogsmarinen tilhøre en svunden Tid, som det nuværende Dannelsestrin for bestandigt har banlyst. I Løbet af et Aar have vi afvexlende været sammen med forskjellige Førere af danske Koffardiskibe, hvilke vi have gjort os en Fornøielse af at vise al den Opmærksomhed, der stod i vor Magt, og af hvilke vi have modtaget en saa ærlig Venlighed, at den er noteret blandt vort Opholds behageligste Minder. Vi betænke os derfor ikke paa at raade Enhver, der endnu vil paapege en Misstemning, til at søge denne hos sig selv. Imellem de to Mariner findes den nu ikke længer.

Man har i Almindelighed dadlet de offentlige Kontorers Beliggenhed, Indretning o. s. v., og vi ville i den Henseende lade Enhver forsvare sin Klage. Kun een af dem fastholde vi som vor egen, idet vi i Anstændighedens Navn anlægge Sag imod Havnekontoret. Det er den første offentlige Bygning, man hilser paa, naar man kommer, den sidste, man passerer, naar man gaaer; der er kun een Ting, der kan forsvare dens Ydre nu -- det nemlig: at man ikke bemærker den. Det er umuligt at tænke sig, at det usle Træskuur med sin inkognito Tilværelse er Havnekaptainens Kontor i St. Thomas, paa hvis Havn man blot behøver at kaste et Blik for at troe paa Umuligheden deraf. Og dog er det saaledes til største Forundring for Alle, til liden Ære for Byen.

Men vi ville ikke opholde os ved denne Enkelthed, nu da vi forlade St. Thomas og kaste et Blik over dens maleriske Beliggenhed, medens Korvetten glider langsomt ud af Havnen og vender Bougen imod det fjerne blaalige St. Croix. Lys- og Skyggevexlingen paa de kløftede Bakker, der danne Baggrunden til de tre med tætliggende Bygninger besaaede Høie, Baade og Fartøier i Havnen, Skibe med Seilene los, udfoldende alle Nationers Farver, Dampskibe og Paketter søgende ud og ind -- Alt dette er en saadan Forening af Skjønhed, Liv og Velstand, at Total-Indtrykket staaer for Beskueren som et Syn, han aldrig vil glemme.

St. Croix, "Vestindiens Have" begynder at løfte sig ud af det blaa Hav, men bliver borte i en ansættende Byge, der kaster en Skygge over den Vagthavendes Ansigt og bringer ham til at bjerge Seil. Rigtig! der er den -- først med Vind og saa med Regn -- en øsende Vandflod over det ufrugtbare Dæk. Paa St. Croix staaer Planteren og sukker -- for sit Sukker, der ikke kan trives uden mange saadanne Skyller. Hans Ansigt er lutter Solskin, naar det spandeviis styrter ned over hans forbrændte, tørstige Ager. Det klarer op igjen, og vi nærme os Landet mere og mere; det strækker sig ud paa Længden, det reiser sig i Høiden og udvikler gradeviis sine Skjønheder. De lysegrønne Sukkermarker, de gamle Vindmøller, de nye kneisende Dampskorstene og de hvide Vaaningshuse komme frem, det Ene efter det Andet, og tegne sig skarpere og bestemtere imod de mørke Mango- og Orangelunde, der denne Rammen. Nordsiden, mod hvis vestlige Pynt vi stævne, er den smukkeste paa Øen, og de Dale, der sænke sig imellem de to høieste Punkter, Mount Eagle og Mount Pleasant, henrivende deilige. Henimod Vestpynten stemmer Kysten sig op imod Søen i en bruunlig Klippeformation; men det er kun Fodstykket, ovenpaa udbrede de dyrkede Agre sig; man passerer det klippede Hams Bluff -- der gjerne sender et Pust ud af sine Tragter -- og Frederikssted, med Vestfarerne tilankers, kommer frem med sin lave Forstrand, hvorpaa Byen ligger, med Høider paa sin østlige Side, medens det skyder en lang _Sandy point_ mod Syd. Man dreier nærmere ind og passerer Butlers Bay, Sprat-hole, Prosperity med deres Negerbyer og viftende Palmer, og holder ind efter det lave Fort, der ligger ved Nordenden af Byen.

"Tyve Favne og ingen Bund," synger Lodhiveren ud; og "ingen Bund" lyder i nogen Tid, medens man stadigt nærmer sig. Endelig er der da Bund; "16 Favne," "13 Favne," "10 Favne," følge hurtigt ovenpaa hinanden; "8 Favne" og "lad falde Anker!" lyder kort efter, og man ligger da svaiet for den østlige Vind i Læ af Landet, en halv Fjerdingvei fra Frederikssted eller, som det altid derude kaldes: Vestenden. I Orkantiden, hvor Stormen raser i alle Kompasstreger, kan man ikke ligge paa denne Red, der kun afgiver Læ imod den staaende østlige Passat; man maa da itide forlade den og søge rum Sø.

Klimaet paa St. Croix ansees for det bedste i Vestindien, og det kan ikke nægtes, at det er endeel kjøligere at ligge til Ankers paa Vestenden, end i St. Thomas, i hvis indelukkede Havn Søbrisen er mere ustadig og ikke saa jævnt velgjørende, som paa det førstnævnte Sted. Paa den varme og kolde Aarstid i Vestindien er der en ikke ubetydelig Forskjel; Thermometret varierer i den sidstnævnte (December, Januar og Februar), mellem 18 og 22° Reaumur; i den varme Tid, hvis hedeste Maaneder ere Juli, August og September, kommer det ikke under 22°, og sjældent, for St. Croix's Vedkommende, høiere end 27°; dog maa herved bemærkes, at de nævnte Tal gjælde for det ved Solseil beskyttede øverste Dæk ombord. I Land er der vel noget varmere om Dagen; men der tage Europæerne deres Revanche om Natten i deres luftige, med Gjennemtræk forsynede, Soveværelser, hvis Senge ere omgivne af Muskitnet, hvorimod man ombord, nede i Lukaferne, lider under en Temperatur, som undertiden er utaalelig nok. Europæere føle en stor Behagelighed ved den kolde Aarstids 4, 5 Graders Dalen, medens derimod Kreolerne og især Negrene, fryse i denne Tid, da Koldfebre ere herskende imellem dem.

Ombord i Korvetten var Sundhedstilstanden udmærket, ikke et eneste Tilfælde af Feber indtraf; kun et Par Mand indlagdes for kirurgiske Tilfælde paa Hospitalet, og Korvetten havde sin fulde Besætning med tilbage. I Garnisonen derude hersker næsten altid nogen Sygelighed, hvortil Grunden vel tildeels kan være en uordentlig Levemaade blandt de Menige, der ikke kunne kontroleres som Folkene ombord, tildeels ogsaa Kasernens usunde Beliggenhed ved en Lagun; men en anden Grund maa vistnok søges i Soldaternes, for dette Klima lidet hensigtsmæssige, Paaklædning, der ganske er den samme som herhjemme. Et let uldent Stof -- saaledes som vi have seet de spanske Soldater i Havana bære -- burde sikkert anvendes. Den tunge Vaabenfrakke, som Manden kaster af sig for at lade den friske Træk gjennemsuse en dyngvaad, paa Kroppen klistret, Linnedskjorte, kan ikke være at anbefale, og man skulde synes, at de, der jævnlig i Varmen føle de velgjørende Virkninger af Ulden, maatte gjøre deres Yderste for at denne uundværlige Regulator indførtes som en befalet Ting i den vestindiske Hærstyrke.

Paa St. Croix træde Byerne i Baggrunden -- Landet er Hovedsagen, Sukkerdyrkningen Livsspørgsmaalet. Af de ovennævnte, i Aar udkomne Piecer vil man kunne erfare, hvorledes det staaer sig med samme Dyrkning, hvis Statistik ikke er meget glædelig at betragte. For dem, der imidlertid ønske en løselig Oversigt over Aarsag og Virkning, ville vi give en kortelig Skizze.

I 1848 gjorde Negrene Opstand. Daværende Gouverneur Scholten proklamerede, idet han gav efter for denne, Friheden, der anerkjendtes af Regjeringen hjemme. Den Erstatning, som denne skjænkede Planterne for dette voldsomme Brud paa deres Hovedkapital, var saa ringe, at de strax gik et betydeligt Skridt tilbage, og i den Aaret efter udkomne "Arbeidslov" gik det igjen ud over Planterne, der maatte afstaae en heel Dag (Lørdagen) til Negrene og desuden overbyde hinanden for, ved forskjellige fristende Tilbud, at lokke Arbeidere til sig. Bestræbelser i denne Retning kronedes dog ikke altid med Held; Negeren følte, at han var _»free man«_ og søgte til Byerne, hvor han bedre kunde pleie sin Magelighed, og hvor hans faa Krav paa en uheldig Maade støttede hans exalterede Begreber om Friheden. Ved at holde et skarpt Udkig med Løsgængere og sætte en temmelig høi Priis paa Pas søgte man at forhindre denne Flygten fra Plantagen og Øen; men under alt dette tabte Planteren, og Mangel paa Arbeidskraft er den Klage, der endnu den Dag i Dag lyder fra St. Croix. Føier man nu til disse Omstændigheder daarlige Høste, en udpiint Jordbund og en Udførselstold, der (efter Hr. Arnesens Opgivende) er betydelig, indseer man nok, at Planterne ikke ere heldigt stillede. Under vort Ophold var der stærk Tale om at indføre fremmede Arbeidere, især fra Ostindien; dette har man nu foreløbig opgivet, idet man, som bekjendt, har afsluttet en Traktat med den nordamerikanske Regjering om at faae tilført Negere fra opbragte Slaveskibe, der da skulle have samme Vilkaar, som de øvrige Arbeidere.

Men om end Planternes Stilling for Øieblikket er trykkende nok, saa mærker den Besøgende dog Intet dertil. Man modtager Indbydelser til et komme, naar man vil, blive, saalænge man lyster, og gaa, naar man behager -- Alt med en Gjæstfrihed, som er exempelløs. Korvettens Besætning mødte den største Forekommenhed, som vilde være benyttet i større Udstrækning, naar ikke Tjenesten hovedsagelig havde anviist os St. Thomas som Station. Men endskjøndt vi kun i kortere Tidsrum laae paa Vestenden, havde vi mange deilige Toure til Plantager inde i Landet, og vi gjøre ret gjerne en saadan Tour om igjen, hvis Læseren vil være saa god at ledsage os, hvortil vi opfordre med den Bemærkning, et Hvo der ikke har besøgt en Plantage paa St. Croix, er gaaet glip af det meest Tillokkende ved Udflugten til vore Øer.

Man har naturligviis lovet at komme en heel Dag, fra Morgen til Aften, og saa Mange som muligt. Dette giver nu ombord alt et Par Dage i Forveien Anledning til en Deel Tale, Bytten Vagt, Tagen Vagt og ædelmodige Yttringer af en eller anden opoffrende Personlighed. Endelig oprinder den store Morgen med en travl Virksomhed blandt Oppasserne, en hurtig Paaklædning af deres Herrer, og Udvexling af Spørgsmaal og Svar, Latter og Snak. Med en Kop Kaffe i Vrangstruben og Farvel til den Vagthavende, som med en tjenstlig Mine følger til Falderebet, gaaer man i Fartøiet, der sætter af og vender mod Land. Morgenen er frisk, Korvetten seer godt ud -- man finder Spulingen poetisk. Heste og Vogne holde ved Broen; Den, som vilde op paa den "Sorte", kommer paa den "Røde", Den, der vilde ride, kommer til at kjøre, og Den, der skal kjøre, har ingen Pidsk -- det er Altsammen det Samme -- man farer ud ad den fortrinlige Vei, hvis Palmeallee paa ingen Maade er skyggefuld; men er Kronen lille, ere Nødderne desto større, og det er snurrigt nok at see dem hænge deroppe i Toppen.

Det gaaer lystigt ud ad Byen; men vi maa holde tilvenstre, ellers kjøre vi lige paa den Karre, forspændt med to Oxer og med en grinende Neger til Kudsk, der kommer imod os. Strandveiens Reglement gjælder ikke her; at følge det, vilde kun føre til et Sammenstød, der vilde falde ud til afgjort Fordeel for ham med Oxerne. Der komme flere Kjøretøier i Række. To, fire, sex kraftige Muler for hvert; de ere lange og belæssede med Sukkerfade, der skulle til Vestenden, fortoldes, ombord, hjem, atter fortoldes, sælges, udtømmes og endelig afgive deres sidste Sødme til Gedehamse og Gadedrenge. De have endnu et bevæget Liv for sig, og hvormeget Arbeide har det ikke kostet at faae dem i den Skikkelse, hvori de træde ud i Verden, fra den primitive Tilstand, hvori de staae og kneise for os rundt om paa Markerne? Spørg Planteren derom; han vil fortælle Dig, at det ikke er gjort med at stikke de unge Planter ned i Jorden. Han vil oplyse Dig om, hvorledes denne maa gjennemarbeides og behandles; han vil fortælle Dig om Arbeiderne med deres _privileges_ og kontante Lørdags Udbetalinger; han vil minde Dig om Anlægs- og Drivtskapitaler, om hvad der gaaer til Karrer og Seletøi, til Muler og Heste, og endelig om, at han med alle sine Anstrængelser -- endda er afhængig af Regn og frugtbare Tider fra Himlen. Det vil sige, Alt dette vil han aabenbare for Dig, naar Du, med Din Arm i hans, spadserer over Markerne, gjennem Møllen og Kogehuset, og kommer med det ene Spørgsmaal efter det andet. Han vil heller ikke, undlade at vise Dig, hvorledes han har ført et Vandløb fra en Høide, der ligger en Fjerdingvei borte; med Stokken vil han betegne, hvor langt hans Jorder strække, hvormeget der endnu er uopdyrket, og han vil berette Dig, hvormeget han har drevet Plantagen op, siden han fik den -- han skjuler Intet og viser Dig som Rosinen i Pølseenden den deilige Fuldblodshoppe, som ved sidste Væddeløb vandt Pokalen.

Alt dette og meer til viser han Dig -- men ikke nu. Nu staaer han med sit joviale Ansigt udenfor Døren paa Vaaningshuset og svinger med Hatten til Velkomst, hvad der bevæger os til at give Hesten et Rap for at komme op ad den lille Bakke. _»Lick him, Massa! Lick him hard!«_ skriger Negerdrengen, der hænger bag paa Vognen og føler sin kudskelige Værdighed prostitueret ved vor mere fredelige Maneer. Naa, op komme vi, og der er Manden: "Velkommen, Velkommen." Vi stige ud, stige af, træde ind og befinde os snart i en Gyngestol i den svale Stue, med en brændende Cigar, efter at have nydt den staaende Forfriskning, Cognac og Vand, der strax er os tilbudt.

Passiaren fortsættes ved det solide Frokostbord, hvortil en gammel Guava Rom sætter et stærkt Punktum, idet den tillige gyder Mod i de uvante Rytteres Hjerter; thi Hestene staae for Døren og vente blot paa at bestiges. _»All right«_ siger Planteren, mønstrer Kavalkaden med et Blik og viser Veien ved at ride foran. Men det er ikke Landeveien, vi søge; nu gaaer det ad Markveie, op og ned, snart hurtigt med en lille _race_, snart besindigt, Skridt for Skridt, for at nyde Omgivelserne og af vor Vært at erfare deres Navne. Mount Eagle ligger for os; der skulle vi op; Stien bliver smallere og smallere, steilere og steilere, og vi maae bøie os ned til Hestens Hals, medens vi med Armen værge vort Ansigt mod de sammenfiltrede Kviste, som lukke sig efter vor Formand og svippe tilbage imod os. Endelig ere vi deroppe, Mennesker og Heste, paa St. Croix's høieste Top, omtrent 1000 Fod over Havet. Hvor St. Thomas træder tydeligt frem mod Nord, foruden hele Rækken af de efter Queen Elisabeth opkaldte Virgin Islands: St. Jan, Tortola og Virgin Gorda tilhøire -- Crab Island og Portorico tilvenstre. Mod Øst see vi Christianssted med Havnen, der dannes af Koralrev; deres lumske Ryg ligger fra dette Standpunkt klar for os, som ethvert lille Rev, der ved en hvidlig Stribe betegner sin Tilværelse; mod Vest skimte vi nogle Plantager, og neden under dem den mørke Klippe. Buskene skjule endeel af St. Croix; men paa Nedfarten over mod Mount Pleasant aabner sig en henrivende Udsigt gjennem Øen i Nord og Syd. Bakker og Dale, Marker og Plantager smelte sammen i en venlig Harmoni, og vi holde i nogen Tid stille for ret at nyde det herlige Syn -- saa gaaer det muntert videre, under vor utrættelige Værts Anførsel. Tid efter anden vender han sig om og holder for at samle de spredte Skarer, hvoraf Nogle ere halv skjulte af en Sti igjennem en Sukkermark, og Andre komme i rask Trav, bombarderede med umodne Guava af nogle krigeriske Gemytter; En sees endogsaa at skyde en Gjenvei ned ad en steil Skraaning og fuldfører, til Værtens store Beroligelse, dette Ridt uden Uheld for sig selv eller Hesten. _En avant!_ Der er et Apelsintræ; op i Stigbøilerne og grib en, hvem der kan! bryd Dig ikke om den grønne Farve, Frugten er udmærket. Ja, den smager fortræffeligt. Prrr! Vi staae af ved en Plantage, blive venligt modtagne af en Mand, vi aldrig have kjendt, faae en Cigar, passiare lidt, drikke et Glas Cognac og Vand, stige tilhest og sige Farvel til samme Mand, som vi maaskee aldrig faae at see siden. Det er en Mr. ..., ja nu have vi glemt Navnet; men det venlige Ophold under hans Tag -- det være sig nok saa kort -- glemme vi ikke.

Ridetouren har varet længe; men Humeuret daler ikke med Solen, der sender sine sidste Straaler hen over Marken, da vi stige af Hestene og begive os ind i Huset, hvor det sorte Tyende er ivrigt beskjæftiget med at servere os en vestindisk _dinner_. Det er imidlertid rygtedes omkring paa de andre Plantager, at Korvettens Officerer ere i Nabolaget, og der komme de galopperende, den Ene efter den Anden, Plantere og Forvaltere; selv efterat vi have sat os ved Bordet, ankommer der flere Gjæster. Plads finde de Alle og paa Spise- og Drikkevarer er der ingen Mangel. Kniven har raset blandt Beder og Fjerkræ, og der er Overdaadighed af _shoulder of mutton_ og _turkey_, Skildpaddesuppe, Skinke o. s. v. Mange Retter blive kun let berørte -- med den gamle Madeira forholder det sig derimod anderledes, den cirkulerer flittig, og jo ældre den er, desto ungdommeligere ere dens Virkninger. Stemningen for Taler er stærk. _»More rain!«_ som Værten udbringer, tømmes under dundrende Jubel, som beviser de gode Ønskers Oprigtighed, og saadan gaaer det efterhaanden med alle de udbragte Skaaler. Men vee den uforsigtige Yngling, hvis Hjertelighed overvinder Forsigtigheden, og som lader sig bedaare af samme gamle Madeiras funklende Smiil -- den ondskabsfulde kjølige Aftenluft udenfor vil snart vise sig som hans erklærede Fjende.

Maaltidet er endt. Der spilles, synges, dandses; Notabene ikke med Damer, som ikke findes, da vor Vært er en _»jolly bachelor«_; vi bevæge os mellem Mandfolk og anerkjende gjerne Savnet af Damernes forædlende Indflydelse. Vi benytte endvidere denne Leilighed til en Apologi for, at vi have undladt at omtale Vestindiens Damer -- dette Kapitel trænger ikke til nogen Kommentar af vor profane Pen, og vi foretrække derfor stiltiende at mindes den Elskværdighed, der fra denne Kant er bleven os til Deel. _Hony soit qui mal y pense!_ Der røges Cigarer -- undertiden uden Ild i -- Alle ere i _high spirits_, og Værtens Ansigt reflekterer Gjæsternes Glæde. Men der skal kjøres eller rides et Par Miil, og man bryder endelig op. Det er ikke enhver Hat, der kommer paa sit rette Hoved, saalidt som enhver Rytter kommer paa sin rette Hest, endskjøndt han troer at være der og derfor anvender en paa Udveien opfunden Methode i Ridekunsten. Men denne Maneer, der saa vel bekom "den Sorte", giver "den Røde" Forargelse, og Bums, der ligger Rytteren. Medlidende Aander spørge, om han ikke foretrækker at kjøre -- men nu vil han netop ride og forbauser ogsaa kort efter Selskabet ved som en Piil at fare hen ad den maanelyse Vei. Efter ham rulle Vogne og springe Heste; Palmerne see ud til at flyve i den modsatte Retning. Heldigviis finder man ham ikke langt borte i en fredelig Pasgang, og Bevægelserne antage en roligere Karakteer, indtil En eller Anden igjen giver Signalet til en lille _race_.

Vi ere i Fredrikssted, hvis tomme og rolige Gader gjenlyde af vort oprømte Selskabs Liv, der nede ved Fortet hendøer i Afskedshilsener. En Lanterne paa Fortet besvares med en lignende ombord; snart efter kommer Fartøiet ind for at hente os. Reaktionen med sin Ro og sin Træthed følger ovenpaa Dagens potenserede Nydelse. Brændingen skvulper monotont imod Stenene paa Stranden; Fartøiet sætter af; Klokken slaaer Tolv i Byen; Soldaten paa Broen sender et langtrukkent: "Skildvagt, giv Agt!" ud efter as; Aarerne slaae deres eensformige Takt i Vandet, og snart ere vi ombord i Korvetten.

En saadan Dag kan man tære længe paa ombord; dens muntre Minder ere vel af en flygtig Natur; men de bindes dag fast i Erindringen ved den hjertelige Gjæstfrihed, der udbreder sin Duft over dem alle. Naturskjønhederne knytte sig endnu stærkere til Hukommelsen ved den venlige Maade, hvorpaa den præsenteres; og den Liberalitet, hvormed St. Croix's Planter gjør _honneurs_, baade i Marken og Huset, vækker Øieblikkets glade Stemning og bevarer Nydelsen i et taknemligt Minde.

Vi ville slutte med dette gode Indtryk, uden dog at fornærme St. Jan, hvor vi vare et Par Gange, mødte den samme Gjæstfrihed og nøde en Natur, der ved at være mindre kultiveret vandt i Romantik. De mange smaa Klippeøer, der danne Løbene ud til de forskjellige Bugter, kalde Fantasien tilbage til den Tid, da dristige Sørøvere her havde deres Smuthuller, hvorfra altid en eller anden Udvei stod dem aaben. Det passede næsten i Stemningen, at Korvetten her manoeuvrerede med Fartøierne, der, bevæbnede med Karonnade og Houbitser, udsendtes for efter en fælles Plan at bombardere en af hine naturlige Skiver med Kugler og Kardæsker. Landgangskompagniet benyttede ogsaa her den kjølige Morgenstund til at foretage sine Øvelser og Skiveskydning, medens private Landgængere tilfods og tilhest nøde de henrivende Udsigter, som hvert Øieblik frembøde sig. Ankerpladsen var luftig og kjølig, og Indtrykket af vore enkelte flygtige Ophold her var i det Hele smukt og behageligt.