Part 2

Dagen efter besøgte vi General Paëz. Vi ledsagedes paa dette Besøg af Hr. Stürup og en dansk Læge Dr. Frydensberg, som kjender Generalen og endog har havt Leilighed til at vise ham ikke uvæsentlige Tjenester. Han fortalte os, at da Paëz ved den forrige Revolution var styrtet og fængslet, frygtede man endogsaa for, at Modpartiet vilde lade ham skyde, og dette bevægede da nogle af hans Tilhængere, med _Dr._ Frydensberg i Spidsen, til at aabne en Subskription for at skaffe Generalen Midler til at fragte et Skib, der kunde tage ham ombord. Planen saavelsom Flugten lykkedes, og en Time efter at Paëz var afseilet, kom der Ordre til at lukke La Guayras Havn. Siden den Tid er vor danske Læge gode Venner med den gamle General, og denne kunde hverken have faaet en bedre Ven eller Læge. Hvor hans joviale Ansigt viser sig, bliver der snart Solskin, og naar han paa sin adstadige Mule rider gjennem Gaderne i Caracas, krydse mange venlige Øiekast hans Vei, og han hilser muntert til Høire og Venstre. Den brave Doktor maa ofte tage sine Patienters gode Villie i Gjerningens Sted og nøies med Venlighed istedetfor Betaling, hvad han gjør med megen Gratie. Da han desuden ved Krigens Udbrud, under en rasende Gadekamp i Caracas, med stor Ro gik omkring og forbandt baade Venner og Fjender, er det intet Under, at han er afholdt af Venezuelanerne, medens de Danske, der see ham derovre, glædes over hans trofaste Ihukommelse af sit Moderland, hvis kraftige Humor og gamle Sange klinge dobbelt liflige, naar de høres saalangt fra Hjemmet.

Generalens Bolig (d. v. s. Hovedqvarteret -- thi Generalen eier hverken Huus eller Penge) laa i en Udkant af Byen. Alt var her paa Krigsfod; Skildvagter vare stillede ud; Ordonnantser kom og gik, og et Par Kompagnier laae i Gaarden og sov med Geværet ved Siden. Vi modtoges af en Adjutant, der førte os ind i et stærkt oplyst Værelse, hvor en livlig Konversationsmumlen mellem en Mængde Herrer og Damer hilsede vor Indtrædelse. Vi befandt os ved et improviseret Hof, som kun var nogle faa Dage gammelt, og det var ikke uinteressant at lade Øinene løbe hen over de forskjellige Grupper, som vi, staaende midt i Salen, betragtede.

Pludselig blev der stille og Alle reiste sig, da General Paëz traadte ind. Vi bleve forestillede og meget høfligt modtagne, og da vi efter Indbydelse havde taget Plads og Komplimenterne udvexledes mellem Chefen og Præsidenten, begyndte igjen den dæmpede og livlige Konversation mellem Salens brogede Klynger. Saameget syntes at være vist, at det neppe var Politik, der afhandledes mellem de unge Officerer og de pyntelige Damer, hvis Vifter, Læber og Øine vare i en uophørlig Bevægelse, som paa det Bestemteste modsagde enhver Forestilling om Alvor eller Kjedsomhed.

General Paëz dannede en betydelig Modsætning til sine unge Omgivelser. Han er høit oppe i de Halvfjerds og saae den Aften meget anstrængt ud. Han var yderst tarveligt paaklædt; men man bemærkede det neppe paa Grund af den Værdighed og Anstand, der var udbredt over hans Væsen og det ædle Ansigt, der oplivedes af Samtalen. De mange forskjellige Skjæbner, denne Mand havde fristet, det stormfulde Liv, han havde gjennemgaaet -- og den Storm, han endnu i sit Livs Aften var kaldet til at gaae imøde -- Alt dette gjorde ham til en interessant Personlighed, som man ikke uden Ærbødighed kunde betragte. For hans Uegennyttighed er hans Fattigdom det bedste Beviis. Naar Tanken falder paa den berygtede mexikanske General Santa Anna, der fortiden lever i St. Thomas -- hvortil han har trukket sig tilbage med Millioner af sit Lands Penge -- bliver Modsætningen klar, og man beundrer den Mand, der alene ledet af Fædrelandskjærlighed trodser Savn og Farer som i sine unge Dage.

For 27 Aar siden havde vor Chef været ombord i en dansk Orlogsbrig, der førte den daværende, af Paëz indsatte Præsident Vargas fra St. Thomas til Venezuela. Denne Omstændighed, dette Minde fra tidligere Tider, oplivede den gamle General og han udtalte sig meget erkjendtligt om de Tjenester, den danske Regjering dengang havde ydet Republiken.

Efterat Audiensen havde varet et Kvarteers Tid, toge vi Afsked med Præsidenten, der venlig rakte os Haanden, og vi bleve af hans Adjutanter førte omkring i den smukke Have, som vi rigtignok kun ved Maanens Skin kunde betragte; imidlertid undgik et i Buxbom anbragt kæmpemæssigt _Eviva Paëz_ ikke vor Opmærksomhed, og den uvisse drømmende Belysning bidrog sit til at forhøie det romantiske Indtryk, som vi modtoge af dette Besøg. Interessen for En af Adjutanterne forhøiedes derved, at vi erfarede, at han var en Søn af Paëz og i længere Tid havde deelt Faderens Landflygtighed i Nordamerika.

Den sidste Dag vi vare i Caracas, havde Generalkonsulen foranstaltet en diplomatisk Diner i sit Huus, hvortil den venezuelanske Udenrigs- og Indenrigsminister samt de fremmede Generalkonsuler vare indbudne. Denne Fest sluttede paa en værdig Maade vort officielle Besøg i Caracas, og det var os en stor Tilfredsstillelse her at finde Bekræftelse paa vor tidligere Overbeviisning, at den danske Regjerings Repræsentant nyder dyb Agtelse saavel hos Republiken Venezuela som hos de europæiske Gesandter.

Imedens vi vare i Caracas, havde den hollandske Vicekonsul i Barcelona anmodet om, at Korvetten maatte komme dertil, da de derværende Europæeres Stilling var meget trykket paa Grund af de vexlende Partiers Magtsprog. Da imidlertid vor Generalkonsul ønskede Korvettens Nærværelse ved Porto Cabello, og dette tillige stemmede med Chefens Instruxioner, besluttede han sig til at anløbe den nævnte Havn (et Valg som senere vist sig at være meget heldigt), og den hollandske Vicekonsuls Begjæring toges derfor ikke tilfølge, saameget mere som den hollandske Generalkonsul i Caracas ikke havde understøttet Vicekonsulens Anmodning.

Den 19de September om Morgenen sagde vi -- ikke uden en dyb Taknemmelighedsfølelse for det Skjønne, vi havde seet, og det Gode, vi havde nydt -- Farvel til Caracas, over hvis yndige Dale de tætte Morgenskyer barmhjertig sænkede deres Slør, forat vi ikke formeget skulde føle Skilsmissens Smerte. Hr. Stürup og en Herre af hans Familie ledsagede os tilhest, medens vi paa Muler tilbagelagde Reisen over Bjergene.

Var Opstigningen himmelsk, kunde man nok kalde Nedfarten til La Guayra, hvor vi gradeviis gik Sol, Hede og Støv imøde, for diabolisk; men vi vare rige i Erindringen om de uforglemmelige Dage, vi havde tilbragt i Caracas, og det Psychiske havde Raad til at honorere den lille Vexel, der blev trukken paa det Fysiske. Paa denne Vei, der forresten var smuk paa sin Maade, og hvor vi blandt Andet passerede adskillige Steendynger, hvis Kors betegnede, at et Mord her var forefaldet, vare vi inde i en _posada_, der er beskreven af den berømte Reisende Humboldt -- men den var Intet imod vort føromtalte Eldorado paa Kjøreveien.

Vi kom til La Guayra samme Dags Eftermiddag, og efter at have saluteret Generalkonsul Stürup med 9 Skud og hjertelig takket ham for hans mageløse Gjæstfrihed, lettede vi og stode om Natten ned imod Porto Cabello.

Det glædede os at erfare, at den danske Vicekonsul i La Guayra, Hr. Roosen, under vor Fraværelse havde viist sig yderst gjæstfri mod vore Kammerater. De havde havt eventyrlige Ridetoure i Bjergene og havde endogsaa skimtet det forjættede Land, hvorfra vi vendte tilbage.

Den 20de September gik Korvetten til Ankers ved Porto Cabello, der ligger en Snees Miil vestenfor La Guayra og har en god, om end ikke stor, Havn. Karakteristisk for alle de af Spanierne anlagte Byer ere de store Forter, som beherske dem. De ere vel anlagte saaledes, at de beskytte Byen imod Søsiden og bestryge Havneindløbet, der næsten altid gaaer tæt forbi deres Mure; men paa samme Tid ere de saaledes beliggende, at deres Kanoner med Lethed kunne bringes til at spille paa ethvert Punkt i Byen. Spanierne ere ikke bekjendte for deres blide Maade at regjere paa, og man begriber let, hvorledes Indbyggerne maae have følt det dobbelte Tryk af Præsteregjeringen i Byen, og af Fortet udenfor denne, og at de have afkastet Aaget, saasnart de følte sig stærke nok dertil.

Den samme Vigtighed som disse Fæstningsværker havde for Spanierne, beholdt de naturligviis, da de bestode i uforandret Form under de efterfølgende Partikampe; og Fortet Libertador (44 Kanoner), der taus og truende kneiser ligeoverfor den aabne By Porto Cabello, med hvilken det kun ved en udskydende lille Landstrimmel er forbundet, seer udtrykkelig ud som en isoleret Magt, som en Stat i Staten. Vi havde ogsaa under Indseilingen bemærket, at de fleste af Skydeskaarene ud imod Søen vare tomme, og da vi, ved at komme længere ind i Havnen, saae den ene Kanon efter den anden strække sin sorte Hals ind imod Byen, formodede vi nok, at Alt ikke var saa ganske rigtigt. Om Sammenhængen hermed bleve vi snart oplyste af Konsul Stürup (en Broder til Generalkonsulen i Caracas), der kom ombord, saasnart vi vare tilankers.

Kommandanten paa Fortet Libertador, som beklædte denne Post under den forrige Regjering, havde nemlig nægtet at anerkjende Paëz og truede med at skyde Byen ned, naar den ikke inden en af ham bestemt Frist opfyldte visse Fordringer. Imod et Bombardement var Byen aldeles værgeløs, og da den ogsaa, for at forsvare sig til Landsiden imod Marodeurer, havde maattet opkaste Barrikader i Enden af Gaderne, var dens Stilling yderst piinlig.

Allerede den 15de havde de forenede Konsuler havt et Møde for at overveie, hvad der kunde foretages for at sikkre de mange i Staden værende Fremmedes Liv og Eiendom, og man havde henvendt sig til forskjellige fremmede Autoriteter for at faae en Orlogsmand til Stedet, men ingen havde til Dato indfundet sig. Vor Ankomst var derfor yderst heldig og opvakte levende Glæde. Selv i Tilfælde af et Bombardement var nu de fredelige Borgeres Liv og for endeel deres Eiendele sikkrede, idet de kunde søge og vilde have fundet Beskyttelse ombord i Korvetten. Ved at flygte ind i Landet vilde de kun være faldne i Hænderne paa de Røverbander, af hvilke de endog kunde vente et Angreb i selve Byen -- at søge ombord i et Orlogsskib var derfor deres eneste Udvei.

Det havde været Korvettens Bestemmelse at afgaae den næste Dag, den 21de; men under disse Forhold blev Afreisen udsat nogle Dage, saameget mere som alle de fremmede Magters Konsuler, med den danske i Spidsen, indgave et skriftligt Andragende til vor Chef om at forlænge Opholdet nogle Dage, indtil Svar kunde indløbe fra Caracas paa de Betingelser for Overgivelse, som Kommandanten af Libertador havde indsendt dertil.

Betingelserne vare følgende:

1. Pas for dem af Besætningen, der ønskede at forlade Landet, eller:

2. Frihed til at forblive i Landet.

3. Fritagelse fra Militairtjeneste for dem, der havde udtjent.

4. Betaling af Garnisonens tilgodehavende Løn.

5. En Afløser af mindst samme Rang som Kommandanten.

Saasnart disse Betingelser, som man fandt rimelige og sikkert ventede vilde blive gunstigt optagne, vare afgaaede til Caracas, forsvandt den trykkede og mismodige Stemning i Byen. Forbindelsen aabnedes igjen med Landet, der, saalænge Fortet havde domineret, ikke havde villet erklære sig. At Posterne forbleve udstillede for at hindre et eller andet dristigt _coup de main_ af dem, der røvede for egen Regning, forøgede kun den almindelige Sikkerhed og formindskede ikke det gode Forhold, der begyndte at udvikle sig mellem Byen og Omegnen.

Ved Ankomsten til en fremmed Fæstning sender man altid en Officeer iland for at melde, at man agter at salutere, dersom Saluten kan ventes besvaret med samme Antal Skud. Den Høistkommanderende boede i Byen og raadede ikke over Fortet; der blev derfor sendt en Parlamentair fra Premier-Kommandanten til Officeren i Fæstningen for at erfare om han, uagtet det fjendtlige Forhold der bestod mellem denne og Byen, vilde besvare den Salut, der gaves for Flaget. Efter nogle Timers Betænkning indløb bekræftende Svar, og Korvetten saluterede da Flaget med 21 Skud, der besvaredes fra Fortet med samme Antal. Premier-Kommandanten i Byen kom derefter ombord og modtog Salut af 9 Skud, hvilket glædede ham saameget, at han, saa søsyg han var (endskjøndt det var blikstille), med foldede Hænder vedblev at gjentage: _»benedice, benedice!«_ medens Fartøiet roede ham til Land.

Vort forlængede Ophold gav Anledning til, at Korvettens Officerer modtoge megen Høflighed og Gjæstfrihed af de paa Stedet værende Europæere, som kappedes i at vise Repræsentanterne for det Flag, der havde beskyttet dem, al mulig Velvillie og Erkjendtlighed.

Blandt de Europæere, der boede i Porto Cabello, var der endeel Tydske, som vi gjerne her vise den Retfærdighed, de paa Grund af Danmarks Strid med deres Nation ikke nyde af alle vore Landsmænd. I Europa boe vi formeget Dør om Dør med dem til at anerkjende deres gode Egenskaber, og gjennem Pressen lære vi som oftest kun deres Skyggesider at kjende -- i Amerika er det anderledes. Der hilse vi dem som Beslægtede, og det er vist, at hvor vi paa vore Reiser have truffet dem -- og vi have hyppig været i Berøring med dem -- have vi altid havt Grund til at glæde os over de smukke Sider af deres Nationalkarakteer, hvoraf Hjertelighed og Gemytlighed ikke ere de mindst fremtrædende.

Naturen i Omegnen af Porto Cabello er overordentlig skjøn, og vi fik navnlig paa en meget smuk Ridetour, som vi i Selskab med nogle af de ovennævnte Herrer foretoge os, et Begreb om det mægtige Fastlands Skove. Paa vore prægtige spanske Heste sprængte vi ud af Byen, som vi netop paa Grund af disse prægtige Heste (dem vi vare ivrigt beskjæftigede med at studere) ikke skjænkede synderlig Opmærksomhed. Ved Forposterne havde vi dog samlet os saameget, at vi kunde give en værdig Hilsen -- men saa gik det, som det kunde, ud ad den deilige Landevei. Vi forlode snart denne og fulgte en lille Sti, der bugtede sig imellem Sukker- og Kaffeplantager og førte os under stadigt vexlende Trægrupper og Buskadser ind i den store kjølige Skov.

Her kunde man med Sandhed sige, at man ikke kunde see Skoven for bare Træer; thi Vegetationens Rigdom var saa stor, Afvexlingerne saa pludselige og uventede, at det uvante Øie ikke kunde løsrive sig fra Enkelthederne, der paa det Heles Bekostning fremtraadte saa stærkt og glimrende.

Naar man for første Gang befinder sig midt i den yppige tropiske Natur, da bliver man ligesom fortryllet over al den Skjønhed og Pragt, som Øiet neppe er tilstrækkeligt til at omfatte -- man seer og beundrer, og faaer ingen Tid til Reflexion; men naar man skal til i Erindringen at opsamle de Indtryk, som man har modtaget, kan man undertiden blive noget flau ved at bemærke, hvorlidt det man har seet, hefter i Tanken, hvorlidt Følelsen er tiltalt. Endskjøndt det neppe er rigtigt, ledes man til at gjøre Sammenligninger, og tænke paa "de dybe Dale med de Nattergale og de andre Fugle smaa, som tale", man offrer gjerne Pappegøiers og Kolibriers pragtfulde Fjer for en eneste Tone af en Sangfugl, og den pralende Blomst saae man gjerne forvandlet til en beskeden, men duftende. Endogsaa Træers og Planters febrilske Liv i Syden synes at tabe ved Sammenligningen med det friske Liv, hvormed det nordiske Foraar bryder frem og fylder Alt med Haab og Forjættelse.

Vi gjorde Holdt inde i Skoven ved et net lille Huus, et Slags Gjæstgiversted, der beboedes af en tydsk Familie. Dets Navn var St. Estephe eller St. Estevan, og det laae i en Aabning i Skoven med en venlig Udsigt til Bjergene. Der var noget ret Eiendommeligt ved denne lille Menage og dens sorgløse Tilværelse. Manden var Jæger, Værtshuusholder, Insektsamler og Slangetæmmer. Fjerene af de brogede Fugle, han skjød, forvandlede sig under hans Kones flittige og smagfulde Haand til de skjønne Blomster, der ere saa efterspurgte i Europa, og vi forsømte naturligviis ikke Leiligheden til at forsyne os med disse kostelige -- og kostbare -- Produkter. Medens vi besaae endeel sjeldne Naturgjenstande og Manden gjorde Kunster med nogle Slanger, ved hvilken Forestilling hans Børn medvirkede, havde Konen dækket Bordet, og vi nøde under den svale Veranda et tarveligt lille Maaltid. Forfriskede stege vi atter til Hest og -- "vee Dig, Johan, naar Mads er bleven mæt" -- det gik ud over Hestene, da vi rede tilbage.

Fra Caracas var imidlertid endnu den 23de intet Svar indløbet, og Chefen besluttede sig til at vente til den 25de, hvilket var den yderste Termin, til hvilken han, ifølge Gouverneurens Ordre, kunde forlænge sit Ophold. Men Forholdene vare allerede saa beroligende, at Konsulerne vare fuldkommen tilfredse hermed.

Den 25de vare adskillige af vore Venner fra Porto Cabello ombord, deriblandt de fremmede Konsuler, der saluteredes med 7 Skud, og samme Aften vare alle Officererne indbudne til en Dands, der fandt Sted i en Villa udenfor Byen. Vi kjørte derud og tilbragte en meget behagelig Aften. Stedets Have var ved kouleurte Lamper forvandlet til et Tivoli _en miniature_, til hvilket Dørene stode aabne fra den stærkt oplyste Balsal, og vi kunde saaledes allerede i Frastand skimte nogle af de lyse og gratieuse Skikkelser, som vi kort efter under Præsentationen havde Leilighed til at beundre i Nærheden. Men vi fik ikke megen Tid til "indledende Bemærkninger" -- Musiken klang, og dens brusende Toner indviklede de danske Uniformer i den spanske Kontredands, hvoraf de igjen udviklede sig med mere eller mindre Berømmelse.

Ude paa Verandaen (det neutrale Gebeet, hvorhen de mere Satte og Adstadige allerede ved Ballets Begyndelse havde trukket sig tilbage) florerede imidlertid Passiaren og Cigaren; _brandy and water_ nødes med stille Alvor og Champagnen med sine brusende Perler under Spøg og Snak af de Ungdommelige og Enthousiasterne, der desuden udmærkede sig ved Venskabsforsikkringer og Viften med Lommetørklæder og ved paa det første musikalske Signal igjen at styrte ind i de Dandsendes Rækker. Udenfor, høit over det Hele, straalede den tropiske Maane klart, Naturen afgav et mærkværdigt Chor af Frøer, der ligesom med Kastagnetter akkompagnerede Dandsen, og det var ikke alene glindsende Insekter, der lyste i Buskene, men brune Indianer-Ansigter med glimrende sorte Øine kiggede frem imellem disse, og lokkedes nærmere og nærmere af den livlige Balmusiks Toner.

Timerne svandt som Minuter, og en Efterklang af det livlige Selskab ledsagede os, da vi tilfods med endeel af vore Venner begave os paa Hjemveien til Byen. Maanen bredte sit magiske Skjær over Alt -- selv over Forposterne, der ved vore Ledsageres Stikord aabnede sig for os -- og dette var en viselig Indretning; thi Republikens Soldater egne sig virkelig ikke til at sees i Solens stærke Lys, selv om de kunne taale dens Varme. Baade de Soldater vi saae her og i Caracas, vare yderst mangelfuldt paaklædte. Trøier vare sjeldne Luxusgjenstande, Sko var der ikke Tale om, Skjorter og Beenklæder vare kun tilstede i defekte Exemplarer. Vi ville imidlertid haabe, at de "dog vare glade og fornøiede" -- idetmindste antydede Republikens Farver, der prangede enten som Kokarder paa Huerne, som Bind om Armene eller som Skjærf, at deres Tro var stor, og dette er jo det Vigtigste.

Ved Havnen toge vi Afsked med vore Værter, og kort efter at vi vare komne ombord, lettede vi.

Den 25de Kl. 1 om Morgenen forlode vi Porto Cabello, og idet vi ankrede ved Frederikssted den 29de, sluttede vi denne lille Tour.

Fortet Libertador overgav sig, som vi senere erfarede, 3 Dage efter vor Afreise til General Paëz.

Ved de danske Øer.

(29de September -- 2den November.)

Idet vi vende tilbage til vor Hovedstation, de danske Øer, ville vi kortelig berøre de Tjenestepligter, som motiverede Korvettens Tilstedeværelse ved disse.

I det Hele taget skulde vi beskytte den danske Handel og Skibsfart og afværge ethvert Brud paa vor Neutralitet. Med Hensyn hertil maatte vi altsaa skjænke det danske Gebet særlig Opmærksomhed, og hovedsagelig være tilstede der, hvor det var tænkeligt, at dette kunde krænkes. Af vore danske Øer var derfor St. Thomas den, hvor vi fornemmelig burde opholde os, og dette blev da ogsaa Tilfældet; men da Farvandet mellem Øerne tillige havde Krav paa vor Opmærksomhed -- idet vi særlig der skulde beskytte den danske Skibsfart -- foretoges der hyppige Overfarter til St. Croix. Dette var ogsaa for endeel begrundet i den Omstændighed, at Gouverneuren, hvem Chefen var underlagt og af den Grund oftere maatte konferere med, boede der. Efter at have berørt disse lokale Forhold, ville vi ikke trætte Læseren med at berette, hvorofte vi gik fra eller til St. Thomas, St. Croix eller St. Jan, men kun betegne vort Ophold i det Hele under Benævnelsen: "ved de danske Øer".

Hvad der navnlig kunde forventes at ville gjøre Brud paa vor Neutralitet, var Kaperiet, og det var derfor ikke tilladt nogen Kaper at have stadigt Ophold paa dansk Territorium, der (ifølge Kanc. Circulaire af 18de August 1810) strækker sig een dansk Miil fra den faste Kyst af Kongens Lande. Heller ikke var det tilladt Kapere at anløbe danske Havne (uden i Nødstilfælde), og endnu mindre at bringe Priser ind eller at sælge dem i disse.

Det følger af sig selv, at en mulig Kamp mellem Nord- og Sydstaternes Skibe heller ikke kunde være tilladt indenfor de danske Enemærker, og det var derfor uundværligt for Gouvernementet at have til sin Disposition en Orlogsmand, der kunde repræsentere det exekutive Søpoliti og hurtigt bevæge sig fra det ene Sted til det andet.

Men selv i Fredstid er efter vor Mening en dansk Orlogsmands Nærværelse nødvendig ved vore vestindiske Besiddelser, for at den derfra kan sendes hen, hvor de danske Interesser blive truede eller krænkede. Havde en saadan været i Farvandet, dengang Republiken St. Domingo beslaglagde og solgte to danske Skibe, vilde den, ved en hurtig og kraftig Protest, have kunnet forhindre en slig Fremgangsmaade, der dog drog Udsendelsen af et Skib efter sig, og gav Anledning til lange diplomatiske Forhandlinger og overordentlige sorte Gesandters Sendelse til Kjøbenhavn. Men vi vide jo vel, at man er kommen til det Resultat, at et fast Stationsskib er for kostbart, og mod denne Grund lader der sig -- fra et vist Synspunkt -- Intet indvende.

Hs. Majestæt Kongens Fødselsdag feirede vi i St. Thomas' Havn. Om Middagen var der stor "Lever" i Gouvernementshuset, hvor alle Byens Autoriteter, de fremmede Konsuler og de fleste Kjøbmænd indfandt sig. Chefen og de Officerer, der kunde være fra Skibet, vare ligeledes tilstede. Da Vicegouverneur Berg udbragte Kongens Skaal, løsnedes der 27 Skud fra Fortet og samme Antal fra Korvetten, som behængt med Flag gjorde Honneurs i Havnen. Alle Skibene i denne flagede ogsaa, og fra to amerikanske Skibe, hvis Kaptainer vare Danske, vaiede det danske Flag paa Toppen. Det ene af dem, et lille Flod-Dampskib, der havde havt en eventyrlig Reise fra New-York, saluterede endogsaa, skjøndt det kun havde een Kanon, med 27 Skud. Dagen efter var der stort Bal hos Gouverneuren paa St. Croix, og den 9de October gav Vicegouverneuren paa St. Thomas et pragtfuldt Bal i samme Anledning.

At man dandser saameget i den tropiske Varme, vil maaskee undre vore Landsmænd herhjemme, hvor man kun seer Baller ved Vintertid, og med disse gjerne forbinder Begrebet om en meget varm, og derfor til en kold Aarstid skikket, Fornøielse. Men Dandsen passer bedre til det vestindiske Klima, end man skulde troe; thi deels er dette -- om end varmt -- ingenlunde trykkende, og Luften er endog langt renere i en vestindisk Balsal end herhjemme. Den idelige Gjennemtræk (mod hvilken alle Lys ere beskyttede ved _shades_), fjerner Støvet og forfrisker Luften, og det milde Klima gjør den anderledes uskadelig end den Træk, hvormed man herhjemme i Kulden søger at rense en Balsals hede Atmosfære. Dandsen er derfor en ligesaa naturlig Fornøielse i Vestindien som herhjemme; den er meget yndet derude, og, paa Grund af at offentlige Forlystelser savnes, meget almindelig.