Part 5

Den fornemste iblandt disse Vidner, hvilken og de andre efterfulgte, var en ældgammel Kvinde over 70 Aar, som opvartede de syge udi Hospitalet og havde nogle Nætter været hos Maren Spillemands. Denne vandt[150], hvorledes hun tilligemed en Dum[151] og en Krøbling selv tredie havde været om at holde paa Maren Spillemands en Gang i hendes Anfægtning, og da blev Maren Spillemands Bryster saa store som Iveret paa en Ko, der skal føde en Kalv, og i det samme blev de alle saa mange, som holdt paa hende, løftet op tilligemed hende 7 Kvarter fra Jorden, hvilket skete om Natten udi Maaneskin. Item at hun havde set gloende Katte og Rotter om Natten i samme Tider, og det fornemmelig St. Olufs Nat, klagede derhos, hvorledes hun og selv havde været i Fristelse, idet at disse gloende Rotter var kommen paa hendes Hals om Natten og vilde have kvalt hende. Denne gamle Kærling, da hun blev nærmere forhørt, befandtes at gaa i Barndom og have hverken hendes fulde Syn eller Sans.

[150] vidnede.

[151] stum d. v. s. døvstum.

Hernæst kom Krøblingen frem, som havde været med udi denne Skærmydsel, da Kærlingen skulde været løftet i Vejret, og stadfæstede hendes Vidne. Ja, her kom endda et Par til, som og forklarede, at de havde set samme Vidunder.

Herpaa blev den anden Selskabs Søster, navnlig Karen Toftum, i lige Maade fremstillet og fik at høre, hvad Vidner der var imod hende om hendes Forhold udi Thisted, og hvad Tegn én og anden havde der i Agt taget hos hende, at hun mange Gange var befunden at fare med Bedrageri, blev og derhos alvorlig formanet til at afstaa sin Haardnakkenhed.

Mag. Oluf derpaa straks, uagtet Rettens Forbud, styrkede hende ligesom Maren Spillemands, sigende at han havde set store Jærtegn hos hende saa vel som hos de andre, hvor over hun sig meget halstarrig og ond anstillede, pukkede imod enhver, som havde vidnet imod hende, at de skulde vel en Gang forsvare det for Kongen, satte sig derpaa plat ned paa Gulvet for Retten og sagde, at hun blev død i hendes Laar og Bene, vidste dog vel at tage dennem til sig, naar man vilde røre derved. Hvorpaa Retten lod straks indkalde tvende Bartskærere[152] at bese hendes Tilstand, da hun af al Magt satte sig derimod med Vrede og Bisterhed og vilde ikke, at nogen maatte røre hendes Ben, sagde, at de kunde ej skønne derpaa[153]; thi hendes Svaghed var inden i Benene. Endelig fik de dennem dog for en Dag og fandt aldeles ingen Svagheds Tegn, men derimod fuldkommen Følelse og Rørelse som hos et andet friskt Menneske, saa at man øjensynligt kunde mærke hendes Bedrageri.

[152] Barberere; men disse vare i ældre Tid tillige Saarlæger.

[153] dømme derom.

Hun gjorde sig og en Gang lige som død og sanseløs for Retten; men, som[154] man i en Hast holdt hende noget stærkt lugtende for Næsen, efterdi man kjendelig saa hendes Bedrageri, blev hun forbavset, og i samme Øjeblik med Ansigtets Forandring spurgte: Hvad er det? Og da man sagde: Det er noget, som kan fordrive eders Djævel, lod hun sig saadanne ej mere paakomme; men hendes Laar-Djævel vilde hun dog ikke lade fare, saa længe hun var for Retten, og som man med tvende Personer lod hende en Gang eller to ved Armene oprejse og i det samme udi en Hast slippe, lod hun sig meget sagte og forsvarlig igjen til Jorden nedsynke, og holdt det saaledes, indtil hun kom bort fra Retten og langt ned paa Gaden fra de omstaaendes Aasyn, da hun igjen som tilforn gik frisk og sund og sagde, at nu var hendes Djævel borte.

[154] da.

Om denne Karen Toftum havde Mag. Oluf ingen synderlige Vidner uden noget latterligt og daarligt sammensanket Kærlinge Snak. Han kunde og, saa vel som alle andre, kjendelig se hendes forsætlige Bedrageri. Ikke des mindre sagde han, at han hendes Besættelse til det yderste vilde forsvare.

Saa fremkom da den tredie Selskabs Søster, som var Karen Spillemands, Søster til den forrige Maren Spillemands, og foreholdt man hende paa samme Maade, hvis[155] Vidner der var om hendes Forhold og formanede hende at afstaa (fra) sin Galskab og Daarlighed. Denne Pige syntes i Begyndelsen for Retten ligesom at ville lade sig nogenledes sige og komme udi andre Tanker, hvorfore Mag. Oluf, uagtet al til hannem af Retten gjorte Forbud og Formaning, førend man kunde komme til at forhøre hende, sagde offentlig, at han havde hørt hende i Thisted tale en hel Sentents paa kaldæisk Sprog. Hvilket da hun hørte, var hun ligesaa ubevægelig som de andre og sagde, at Troldkonerne havde forgjort hende. Man maatte derpaa tilspørge Mag. Oluf om denne kaldæiske Sentents, at han den vilde sige, hvorpaa han forklarede, hvorledes en Rytter der udi Egnen en Dag var kommen til Thisted, givende sig an[156] for at forstaa noget udi Barskær Kunsten og var iblandt andet indkommen til denne Karen Spillemands og talte til hende paa kaldæisk, hvorpaa hun hannem svarede paa dansk og i det samme talte nogle sære Ord, som Mag. Oluf ikke forstod, hvorfore han spurgte Rytteren, hvad det var hun sagde, hvorpaa han svarede, at hun sagde paa kaldæisk, at han skulde kysse hende etc.

[155] hvilke.

[156] givende sig ud.

Dette fortalte Mag. Oluf som et uigjendriveligt og troværdigt Tegn paa hendes Besættelse, og i hvor vel hannem straks blev bevist, at denne Rytter (som skal have været en Tyrk af Nation) hverken kunde hebraisk eller kaldæisk, men havde ikkun sagt dette af Narreri, saa blev han dog fast derved, og sagde sig end ydermere det at ville bevise.

Den fjerde Selskabs Søster, Anne Krogsgaard, blev i lige Maade forelæst de Vidner, som var imod hende, og hun af Retten formanet at bekjende Sandheden. Men Mag. Oluf tog straks hendes Forsvar ligesom de forriges, herudover hun og forblev i hendes Indbildning eller Foregivende, at der maatte have været noget Spøgeri hos hende, efterdi andre havde sagt det saaledes for hende.

Den femte og sidste ved Navn Anne Jakobs Dotter kom og frem, men anstillede sig ligesom taabelig, sagde sig fuldkommen at være legemlig besat af Djævelen. Men inden Sagen fik Ende fødte hun et friskt Drenge Barn, for hvis Fader hun angav Bysvenden[157], som hende i Fængslet havde opvartet. I det øvrige forfægtede Mag. Oluf paa det skarpeste disse Menneskers Besættelse, beraabende sig stedse paa de af hannem udi Retten lagte mangfoldige Vidnesbyrd, hvilke dog, som før er meldt, ikke var uden nogle enfoldige Menneskers urimelige og ugrundede Snak.

[157] Byøvrighedens offentlige Tjener, Politibetjenten.

Som nu Kommissarierne saaledes udi en langsommelig Tid havde gaaet Sagen igjennem og tidt og ofte alvorligen advaret Mag. Oluf, at man nok kunde se, at han vidste bedre, og ikkun for at frelse sig selv stod saa uforanderlig paa sin Sags Forsvar, foreholdende hannem, at det var menneskeligt at fare vild, men ugudeligt at blive ved i sin Vildfarelse, i det øvrige givet hannem Tid og Lejlighed at fremføre alt det, som kunde være til hans Forsvar. Han derimod ikkun søgte Ophold og Udflugter, beraabende sig endda paa nogle hundrede Vidnesbyrd, alle af lige Beskaffenhed som de forrige, blev endelig af Kommissarierne saaledes Dom afsagt som følger: At de tre af disse formente besatte Kvindes Personer, Maren Spillemands, Anne Krogsgaard og Karen Toftum, for den GUds Bespottelse og godt Folks Beskæmmelse, som de klarligen overbevistes at have forøvet med fri Forsæt, saa vel som Maren Spillemands, som sine Misgerninger frivilligen havde bekjendt, sig fra sin forrige Galskab udi lang Tid entholdet og endelig samme sin Bekjendelse igjen fragaaet, skulde derfore miste deres Liv og deres Hoveder sættes paa en Stage.

Anne Jakobs Dotter, som sjuntes at have taget Anledning af nogen Sygdom til at opdigte adskilligt til Guds Fortørnelse og godt Folkes Beskæmmelse, skulde derfore stryges til Kagen og forvises Kongens Riger og Lande.

Poul Rytter, som befandtes at have ladet sig bruge udi dette opdigtede Besættelsesværk og imod sit bedre Vidende de vildfarende bestyrket, skulde udi Thisted Kirke staa aabenbare Skrifte og samme sin Forseelse for Menigheden der offentlig afbede og desforuden have forbrudt alle Studenteres Privilegier og Forhaabning til noget gejstligt Embede.

Christian Friederich Mavors i lige Maade at være relegeret udi tre Aar og rømme Aalborg Stift.

Mag. Oluf Bjørn for sine mangfoldige hannem overbeviste grove Forseelser og Forargelser imod Kongens Lov og Ritual, imod den Lydighed, som han sin Konge var pligtig, imod den Hørsomhed, han burde bevise sin Biskop og gejstlig Øvrighed, imod den Ed, han ved det hellige Embedes Indtrædelse gjort havde, og imod den Skyldighed, som udkræves af en hæderlig og retsindig Guds Ords Tjener udi hans Levnet og Omgængelse, skulde have forbrudt hans Kald og Embede og afføres hans præstelige Dragt, dog først paa en Søndag til Højmesse udi Thisted staa aabenbare Skrifte og afbede den store Forargelse, som han havde givet sin anbetroede Menighed, derhos miste sin Boes Lod og ikke mere lade sig finde i Jylland, paa det den enfoldige og gemene Mand ikke ved hans forrige, forargelige Lærdom og Levnet mere skulde forledes.

Herhos blev og dømt udi Straf en Del andre Personer, som i dette opdigtede Værk var interesserede, enhver ligesom deres Forseelses Beskaffenhed befandtes.

Denne Kommissariernes Dom lod Mag. Oluf sig intet forskrække, men pukkede endda som tilforn, at han skulde vel drive dette alt omkring paa en anden Fod og beskæmme alle dennem, som havde været hannem imod, satte og derpaa, baade for sig selv og sine medinteresserede, en vidtløftig Stævning til Kongens Højeste-Ret, hvor udi han indstævnede nogle tusende Mennesker, en Del til at vidne og en Del til at lide Dom, lod og samme sin Stævning oplæse paa Retter-Tingene der omkring i Landet, og derhos indbildede den gemene Almue, som hørte hans haarde Stævning, hvorledes han der udi beskyldte og gjorde store og strænge Irettesættelser baade imod Vidner, Dommere og Vederparter[158] at han alt var forsikret om en ønskelig Udgang paa sin Sag.

[158] Modpart, Opponent.

Saa kom da omsider Sagen ind for Kongens Højeste-Ret, hvor Mag. Oluf den udi egen Person med største Ivrighed forsvarede, dog ikke det aller ringeste fremlagde, hvorved denne Besættelses Rigtighed kunde bevises, men altstille[159] dristeligen beskyldte alle dennem, som ikke var enige med hannem, søgte adskillige Udflugter, æskede vidtløftig Ophold og Tid til at forsvare sig, besværgede sig over Retten og klagede sig at være rettesløs med mange andre grove og dumdristige Formastelser, saa at man endnu aldrig haver fornummet nogen med større Dristighed at forsvare den bedste Sag, end han denne forfægtede.

[159] stadig, vedholdende (Almueord).

De fem formente besatte Kvindfolk blev og stillet for Retten og dennem en Prokurator forordnet, som paa deres Vegne skulde tale, saa vidt forsvarligt kunde være.

Endelig efter at Højeste-Ret Sagen udi et ganske Fjerdingaar med største Taalmodighed havde anhørt, og alting paa det nøjeste overvejet, blev der udi den 26 Fbr. 1698 saaledes dømt og kjendt: At Maren Spillemands for den Ugudelighed og Galskab, som hun efter egen frivillig Bekjendelse og andre Bevis havde forøvet, skulde stryges til Kagen[160] og indsættes udi Forvaring til Arbejde hendes Livs Tid.

[160] Kagen, en Pæl eller Støtte, hvorved Forbrydere bleve hudstrøgne, idet Bøddelen piskede dem med en Svøbe.

Anne Jakobs Dotter, som foruden tvende Gange begangne Løsagtighed, i lige Maade havde øvet adskillig Ugudelighed og udsagt skændelige og usømmelige Ting, skulde være lige Straf undergiven.

Karen Spillemands, Anne Krogsgaard og Karen Toftum for deres Misgjerninger ligeledes at indsættes til Arbejde.

Povl Rytter skulde efter Kommissariernes Dom være in perpetuum relegeret[161] fra Universitetet og have sine gejstlige Privilegier forbrudt. Desligeste under højeste Straf ikke lade sig finde udi Aalborg Stift.

[161] forvist for bestandig.

Christian Friederich Mavors skulde i lige Maade under højeste Straf entholde sig fra Aalborg Stift og være relegeret[162] paa et Aars Tid.

[162] forvist fra Universitetet.

Mag. Oluf Bjørn, som befandtes udi mange Maader at have forgrebet sig imod kongl. Majestæts Regjering, Lov og Ritual[163], ikke forholdet sig udi denne Besættelses Handel, som en retsindig Præstemand egnede og anstod, skulde andre til Eksempel og sig selv til Straf have forbrudt hans Kald, præstelig Embede og Boes Lod, afføres hans præstelige Dragt og indsættes udi Fængsel hans Livs Tid.

[163] Forskrift for de kirkelige Handlinger.

Herpaa blev Mag. Oluf henført ad Borringholm[164] og der indsat udi Fængsel. De forførte Kvindes Personer beviste Kongen Naade, saa at de to blev fri for at straffes til Kagen, og de alle fem blev skilt fra hinanden og indlagt udi adskillige Hospitaler udi Riget, hvor de nu lever udi Rolighed og intet lader se af deres forrige Galskab eller Gebærder.

[164] Bornholm.

Saaledes endtes da omsider denne vidt udraabte og forvirrede Besættelses Sag efter at Mag. Oluf den, som før er meldet, siden Begyndelsen af det Aar 1696 havde drevet og af yderste Evne forsvaret og dermed ført mange godt Folk en Del udi Landery og Udraab, en Del udi Fortræd, Skade og Omkostning, mange enfoldige Mennesker udi Vildfarelse og Overtro, disse hans daarlige Tilhængere udi stor Synd og Guds Fortørnelse, sig selv tilligemed dennem fra al deres verdslig Velfærd udi Fængsel og Elendighed.

Nu paa det enhver, som læser denne Historie, kan vide den rette Grund og Aarsage, hvad der haver bevæget denne Mand til at stifte dette onde og ugudelige Værk og hvad Henseende han derunder haver haft[165], saa tjener for det første til Efterretning, at der i Nærværelsen, som han var Præst, boede en fornemme, velhavende Mand, hvis Dotter Mag. Oluf, som i Historien meldes, begærte til Ægte, men blev hans Begæring nægtet. Herudover fattede han et uudlæskeligt[166] Had til samme Hus og lovede at ihukomme den Spot, som han mente sig der at være vederfaren.

[165] hvad Hensigt han har haft dermed.

[166] uudslukkeligt.

Nu var den gemene Almue der i Egnen (som det og gaar til andre Steder) ilde oplyst og tilbøjelig til allehaande Overtro, som at der skulde findes iblandt dennem en Del Hekser og Troldkærlinger, som ved overnaturlige Kunster kunde forgjøre baade dennem og deres Kvæg, tage Mælken fra deres Køer, Smørret af deres Kærne, vise Djævelen ind udi hvem de ville, rejse Storm og Uvejr, tage Held og Lykke fra en og give en anden med andre deslige Levninger af Hedenskabet. Naar man nu eftertænker dette Folks Grovhed og Mag. Olufs Gemyt, som af denne Historie alle Vegne kan ses, er det let at dømme, hvor snart de, som han undte ilde, kunde komme i et ondt Rygte og Mistanke baade i én og anden Maade, som her og er sket, at den forbemeldte, fornemme Mands Kone iblandt andre blev af denne vildfarende Almue udraabt for at være en Troldkone og ved Djævels Kunster at have tilført hendes Mand en stor Del af deres Midler og Formue.

Til hvilken usandfærdig Beskyldning Mag. Oluf uden Tvil haver givet den første Anledning, eller i det ringeste (som af Historien klarlig ses) styrket dennem, som sligt foregav, og det udi Henseende[167] at hævne sig paa samme fornemme Hus, og om ikke ganske at skille de vedkommende ved Ære, Liv og Velfærd, da dog i det mindste at hænge dennem en evig Klik og Vanære paa.

[167] i den Hensigt.

For det andet blev han til dette ugudelige Værk dreven af en utidig Ærgjerrighed, menende derved at gjøre sig et stort Navn og passere for en hellig Mand og disse Tiders Apostel, som Historien selv det tydeligen giver til Kjende.

Den tredie Aarsage, som drev hannem til at opdigte denne Besættelse, var en stor Letfærdighed. Thi det er klart af Historien, hvor færdig han var med[168] at lade føre de formente besatte i hans Hus og Sengekammer, og kan enhver let gætte, hvad der videre maa være passeret, helst naar man derhos betragter det, som anlangende denne Post om hannem er bekjendt der paa Stedet, som han var Præst, og for Højeste-Ret øjensynligen blev bevist, at han almindeligen fodrede[169] til sig i hans Studerekammer det unge Kvindekøn, som agtede at gaa til Alters, ja endog undertiden paa den samme Dag, og det ikkun en ad Gangen under Prætekst[170] at lade sig overhøre. Naar de nu ikke kunde svare til hans Spørgsmaal, hed det, at de skulde have en faderlig Revselse, hvilken, som før er meldt, bestod i nogle Smæk af et lille Ris og derpaa af hans Haand paa deres bare Rumpe. Og, naar de da af Blyfærdighed vægrede sig herudi, svarede han, at han var deres Fader og Lærere, de maatte ikke sige hannem imod, ligesom Abraham, i hvor vel han var en gammel Mand, ikke disputerede med Gud om Omskærelsen.

[168] rask han var til.

[169] fordrede, forlangte.

[170] Paaskud.

Naar nu disse enfoldige Kvindfolk var bleven grundeligen oplært udi denne Lydighed, saa er let at slutte, hvad de ikke skulde tilstede saadan en værdig og højt oplyst Mand, som efter deres Tanke var saa hellig, at han, naar han vilde, kunde lægge Tøm og Bidsel paa Djævelen og drive hannem, i hvad Krog han vilde.

Anlangende[171] de Mennesker, som haver været med udi dette opdigtede Besættelses Værk, da udviser Historien, at nogle deraf haver været enfoldige og uoplyste Folk, som af deres Præst er bleven bragt udi denne Besættelses Tanke og derudi siden mer og mer styrket. De andre, som imod deres bedre Vidende haver ladet sig bruge til denne Ugudelighed, haver været en Del nogle berygtede og for andre Udyder bekjendte Personer og en Del lade, ørkesløse og iblandt fattige, usle Mennesker, som ved dette opdigtede Væsen led vel[172], levede kræsen og havde fuldt op, saasom Mag. Oluf saa længe det stod paa, indsamlede til dennem store Almisser og af yderste Formue bevægede alle Folk til Medlidenhed og Barmhjærtighed mod dennem.

[171] angaaende.

[172] trivedes vel, befandt sig vel.

Saa ses da klarligen af denne lille Historie, hvor let man kan blive bedragen i saadanne Tilfælde, og hvor langsom man bør at være i at tro slige uforstaaelige Ting, og findes der ellers udi andre Landes Historier og lærde Mænds Skrifter Eksempler nok, at ugudelige og vanartige Mennesker haver for timelig Ophold og Vindings Skyld forøvet deslige Bedragerier og usandfærdig foregivet dennem at være legemlig besat af Djævelen, hvoraf man her til des bedre Sagens Oplysning tvende hosføjer, det ene, som for 120 Aar siden haver tildraget sig her i Danmark, og det andet, som for 100 Aar er sket udi Frankrige. Med det første forholder sig saaledes som følger:

Udi Begyndelsen af det Aar 1577 var der en Studenter ved Navn Jørgen Hansen, fød udi Nestved udi Sælland, som foregav, at han var legemlig besat af Djævelen og gjorde allehaande Optøger, drog omkring fra det ene Sted her udi Riget til det andet og samlede Almisse sigende at han vilde begive sig udenlands, saasom han havde hørt, at der et Steds skulde findes én, som kunde uddrive Djævle. Denne Person, efter at han saaledes vidtløftig havde løbet og strippet[173] Landet omkring, kom udi Martii Maaned til Odense og begærte der som andre Steder Hjælp og Almisse. Gejstligheden der udi Byen lod hannem straks kalde for sig og tilspurgte hannem nøje om hans Vilkaar, hvorpaa han forklarede, at han var legemlig besat med en Djævel, som kaldtes Ha ha ha og Belial og var for seks Aar siden indmanet udi hannem af en Kvinde tilligemed tre andre Djævle, som hedte Hoskahoya, Ovu og Ho ho ho, hvilke tre sidste dog en Mand ved Navn Lauritz Korsør havde uddrevet for hannem for nogen Tid siden. Men den første kunde han ikke fordrive, saasom han var stærkere end de andre tre og de andre tre ikkun hans Tjenere.

[173] føjtet, strejfet.

Af denne hans Beretning tog man straks Mistanke og begærte, han vilde oplæse Troens Artikler, hvilket han og gjorde. Og som han kom til den anden Artikel: Jeg tror paa Jesum Kristum, begyndte han at raabe og skraale, spærre Munden op og se bister ud. Derpaa blev han ombeden at tale til den onde Aand og bede hannem være stille. Da slog han sig paa Brystet og sagde: Vær stille for Jesu Kristi Pine og Døds Skyld, straks derpaa forlod ham hans Fagter og igjen begyndte paa Troen, der han havde sluppet, og læste den ud til Ende.

Herudover kom de nærværende gejstlige udi større Tvivl om denne Besættelses Rigtighed, hvilket da han fornam, begyndte hans forrige Lader, dog altid paa én Maade og ej anderledes, end et andet Menneske vel kunde have gjort hannem efter. Og som de nærværende derved intet bevægedes, begyndte han at græde og højlig svor og forbandede sig paa, at han sandelig var besat. Derpaa lod Gejstligheden hannem gaa fra sig den Gang.

Dagen efter kom han ukaldet udi Kirken og hørte Prædiken rolig og stille, saa og blottede sit Hoved, saa tidt der blev nævnet Jesu Navn. Men der Prædiken var ude, begyndte han at raabe og skraale alt paa den forrige Maade og stillede sig[174] med Mund, Øjne og Ansigt, det grummeste han kunde.

[174] anstillede sig, skabede sig.

Herpaa traadte Superintendenten[175] Mag. Niels Jespersøn straks frem, talte til Menigheden, og berettede dennem Gejstlighedens Mening om nærværende Person med Formaning, at de ikke skulde antage saadanne Ophævelser for en sand Besættelse, førend Sagen blev nærmere forhørt, men heller bede Gud, at han vilde aabenbare Sandheden og ikke tilstede hans hellige Navns Bespottelse eller saa stort og ugudeligt Bedrageri, som her under syntes at være.

[175] man erindre, at Bisperne i den første lutherske Tid bar Navn af Superintendenter.

Samme Dag forsamledes Gejstligheden med Borgermester og Raad i Byen og raadførte sig med hverandre om denne Handel, hvilket som Jørgen Hansen fornam, begav han sig hemmeligen af Byen.

Saa blev da Sagen given til Kjende Kongens Lensmand, som bemeldte Jørgen Hansen straks lod indhente og føre tilbage til Odense og der sætte udi Forvaring.

Saa blev han nu nogle Gange eksamineret, og foreholdt man hannem, hvor stor Synd og Guds Bespottelse det var at opdigte en Besættelse om sig selv, og det var at frygte, at Gud skulde give Djævelen Magt med hannem, efterdi han selv vilde have det saaledes. Han derimod stod haardt paa, at denne hans foregivne Besættelse var rigtig, lod og iblandt[176] se hans forrige Ophævelser.

[176] imellemstunder.

Endelig efter mange Formaninger slog han i sig selv[177], begærte Papir og Blæk og opsatte et Skrift, hvorudi han bekjendte sine Synder for Gud og dennem afbad, lovende derhos aldrig mere at ville tillægge enten Djævelen eller onde Mennesker hans Svaghed, men den at ville annamme som et Kors af Guds Haand. Derhos forfattede han et Skrift til gejstlig og verdslig Øvrighed paa Stedet, hvorinde[178] han i lige Maade sagde, at han hans Svaghed vilde antage som et Kors hannem af Gud paalagt og den efterdags hverken tilskrive Djævelen eller noget Menneske, foregav derhos, hvorledes han for halvandet Aar siden havde været fra hans Sans og aldeles forrykt i Hovedet, og vilde nu formene, at denne hans Svaghed maatte være en Gren af Melankoli og Levninger af hans forrige Galskab.

[177] gik han i sig selv.

[178] hvori.

Saaledes ophørte nu denne Besættelse, hvorom den formente besatte Studenter selv tilstod, at han dertil havde taget Anledning af naturlig Svaghed. Men andre holdt fore, at han den frivilligen havde opdigtet, og nu alleneste til at befri sig fra Straf gjorde Paaskud paa nogen Svaghed, som hannem dertil skulde have Anledning givet.

Det andet Eksempel om saadanne opdigtede Besættelser haver, som forbemeldt er, tildraget sig udi Frankerige udi det Aar 1599 og findes paa efterfølgende Maade beskreven af den berømte Historieskriver Frantz Mezeray udi hans franske Historie.