# Kort og sandfærdig Beretning om den vidtudraabte Besættelse udi Thisted

## Part 4

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/kort-og-sandf-rdig-beretning-om-den-vidtudraabte-bes-ttelse-udi-9ef46e92/index.md

Den niende var en gammel Kvinde paa 61 Aar ved Navn Anna Dahl. Hun sagde sig at have faaet sin Svaghed ved nogen Rædsel og Daanelse, men ikke at have haft den uden én Gang. Siden er befunden, at denne Kvinde havde været hos hendes Nabo Kone at tylle[113] Øl og der faaet sin Svaghed, som ej heller varede længer, end til Øllet havde gjort sin Virkning.

[113] drikke.

Den tiende var en ung Bondekone der i Byen, navnlig Anna Bondes 22 Aar gammel. Den sagde sig at have faaet sin Svaghed paa Gaden med en Besvimelse, og raabte hun straks paa Troldkonerne ligesom de andre, men havde ikke fornummet til hendes Svaghed uden tvende Gange. Denne Kone er og siden befunden at rede til Barsel.

Den elfte var et Kvindfolk ved Navn Anna Legind, ugift, af fyldig Kompleksion[114], henved 34 Aar. Hun sagde, at hun for nogle Aar havde faaet hendes Svaghed med nogen Angest for Hjærtet og Rystelse i hendes Legeme, som hun troede at være en Besættelse, men beskyldte ingen.

[114] egl. Hudfarve, maa imidlertid her betyde Legemsbygning.

Denne er den Kvindes Person, som tilforn er ommeldet, at hun søgte Raad hos M. Oluf i Begyndelsen af denne Handel og blev af hannem udi Korsdøren med Manen begegnet.

Herforuden eftersøgte Kommissarierne om Barnet Kirsten Langgaards Tilstand og erfoer, at hun var slemmest af dennem alle med at rase, gø, le, bande og raabe paa adskillige Folk, men som herefter følger videre at tale om dette Barn, og hvorledes dermed var beskaffet, beror det indtil sit Sted.

Da nu disse Kommissarier havde saaledes forhørt Sagen, indgav de deres Relation til Kongen[115], som straks befol, at Mag. Oluf skulde forføje sig der fra Stedet til Aalborg og sig fra al Korrespondentz entholde. Præsterne der i Nærværelsen blev og befalet at forestille den gemene Almue deres indbildede Daarlighed og fraraade dennem den store Overtro, som de var kommen udi om dette Besættelses og Trolddoms Værk.

[115] Chr. V.

Som denne Kongelige Befaling ankom, satte M. Oluf sig derimod med største Ivrighed, sigende at han vilde forsvare sin Mening til det yderste, og at Maren Spillemands Bekjendelse var sket af Djævelen og ikke af hende selv, og at hans Samvittighed i dette Værk skulde ikke tvinges ved nogen Magt eller Myndighed, kaldte sin Sag Guds egen og Landets almindelige Sag, og at han vilde udføre den med Iver og Nidkærhed til Guds Ære, Sandheds Oplysning, Retfærdigheds Befordring og mange elendige, sukkende Menneskers Redning og Frelse. Her over fik han af den gemene Mand saadan Tilhæng, at de tænkte, han var den eneste, der vilde forfægte Sandhed, og troede, at han umulig kunde fare vild, hvorover og nogle af dette Besættelse-Selskab anstillede sig ti Gange galere med at raabe paa en og anden godt Folk, end nogen Tid tilforn, ja her blev udspredt et Skrift, hvorledes Djævelen skulde have talt af de besatte, at dersom Troldkonerne ikke blev brændt, da skulde der komme saa stor Elendighed og Ulykke over Landet, som aldrig før var hørt, saa at Tyrkerne skulde æde Kødet af Menneskenes Ben og de skulde dog gaa levendes paa Gaden.

Udi disse Dage kom et hemmeligt Budskab fra Thisted til Aalborg til Maren Spillemands og forestillede hende, hvorledes hendes Bekjendelse vilde koste hende hendes Tunge og Hals, om hun blev derved, formedelst den Gudsbespottelse, hun havde øvet, berettede hende derhos, at de andre hendes Selskabs Søstre blev stadig ved deres Laden og raadede hende til at gøre ligesaa. Herpaa begyndte hun paany hendes forrige Galskab, dog ikke raabte paa nogen som i Thisted, men alleneste for den gemene Mand, som kom at se hende, gjorde adskillige Ophævelser og anstillede sig, som hun ikke havde haft hendes Sans[116], da hun forhen havde gjort sin Bekjendelse.

[116] havde været ved Fornuft.

Imidlertid opsatte M. Oluf og selv sammenskrev et berømmeligt Skudsmaal om sin Lærdom, Liv og Levnet og lod det bære fra Hus til Hus til den gemene Mand, som det alle undertegnede med deres Navne eller Bomærker[117], en Del villigt, formedelst den Tanke, de havde om hans Hellighed, og en Del halv tvungen, saasom de, der ellers maatte høre hans Pukken og Trusel, at de enten skulde give hannem Sag og Beskyldning eller og undertegne det, som de andre forhen havde undertegnet. Udi dette Skudsmaal berømmedes paa det højeste Mag. Olufs Lærdom, Levnet og Omgængelse, samt trohjærtig Flid og Omsorg for sin Menighed udi den erbarmelige Tilstand med de mange ilde plagede og haardt anfægtede Mennesker udi Thisted. Deslige anførtes, hvorledes han med Bøn og Tro havde stredet imod den onde Fjende med saadan utrolig Sved og Arbejd, at han aldrig kunde have udstaaet det, dersom GUds besynderlige Kraft og Styrke ikke havde opholdt hannem, og sluttedes samme Skudsmaal saaledes, at de bekræftede med Ed, saa sandt de vilde vente sig Hjælp af Gud og Trøst af hans hellige Ord, at han for sin trohjærtig Omhu og Nidkærhed for Guds Ære blev uden al Skyld og Brøde i denne Sag eftertragtet. Med dette Vidnesbyrd rejste Mag. Oluf derpaa til København, klagede sig, hvorledes han uskyldig var angiven, gik der omkring til en og anden fornemme Folk og foregav, hvorledes der var udi Thisted fjorten Mennesker af Djævelen legemlig besatte, og at han havde set hos dennem alle de Tegn, hvoraf de Gejstlige slutter, at man skal kende Djævelens legemlig Nærværelse undtagen det eneste, at de ikke kunde tale andre Sprog end deres Moders Maal.

[117] et simpelt Mærke, der i ældre Tid benyttedes i Stedet for Navns Underskrift af Folk, der ikke kunde skrive.

Her fandt han ikke den Kredit, som han havde udi Thisted, men han blev gemenligen imodsagt og tilraadt at afstaa denne hans Mening, efterdi man fuldkommen kunde se, at han derudi fejlede. Han beholdt dog ikke desmindre hans egne Tanker, menende ved Rettergang at drive Sagen igennem og der at bevise de paaraabte Besættelses Tegn.

Som han nu intet videre udrettede i København, end at han igjen paany blev befalet at forføje sig til Aalborg og der forvente, hvis[118] Lov og Ret kunde medføre, saa rejste han tilbage igjen og derpaa forblev udi Aalborg.

[118] hvad.

Der nu Mag. Oluf saaledes var skilt fra disse formente besatte, og de paa en anden Maade blev begegnet, mærkede man dagligen hos en Del af dennem adskilligt forsætligt Bedrageri, og hvorledes de samme deres Besættelse opdigtede og derudi blev fremturende.

Herudover befol Kongen, at de mest forhærdede skulde fra Thisted til Aalborg nedføres og udi Fængsel hver for sig indsættes, og blev derpaa nedført Maren Zirichs, Karen Spillemands, Karen Toftum, Anne Krogsgaard, Inger Fusmands og Anne Jakobs Dotter. Derhos blev og stillet Ordre, at Barnet Kirsten Langgaard i lige Maade skulde nedføres; men Faderen holdt det i Begyndelsen udi Skjul og vilde ikke frem dermed, saasom dets Hvid Rotte nu var slet borte og man intet mere fornam til dets Optøger.

Endelig maatte han omsider dermed for en Dag, og blev saa Thisted endelig befriet fra dette urolige Selskab.

Herpaa befol Kongen hans Fiskal at inkvirere om denne Handel, og de udi dette opdigtede Besættelsesværk skyldige og interesserede efter Lands Lov og Ret at tiltale.

Der blev og beskikket Kommissarier, som der udi skulde kjende og dømme som ret og lovmæssigt kunde eragtes.

Da Mag. Oluf det fornam, søgte han at forsyne sig med Attester af den gemene Almue i Thisted, om hvis[119] de havde set og hørt hos de formente besatte og dermed vilde søge at forsvare sig og fægte til det yderste for denne sin saa kaldede Guds egen og Landets almindelige Sag.

[119] hvad.

Imidlertid ankom Barnet Kirsten Langgaard til Aalborg og blev efter Biskoppens Begæring indtaget udi Provstens Hus der udi Byen og der med Lemfældighed og god Undervisning begegnet, gik og straks derpaa til Bekjendelse, at hun aldrig havde troet, at hun var besat, vidste og vel, at hun skadede intet i de Maader, mens at hun det saaledes havde indbildet Folk, hvortil hun havde faaet den første Anledning af Mag. Oluf, som efter hendes Beretning en Gang til hendes Faders[120], Oluf Langgaards, tog hende afsides og spurgte, hvad hun skadede, og som[121] hun svarede, at hun havde ondt i hendes Fod, sagde han, det var ikke saa, men hun var besat, og han skulde vel hjelpe hende i faa Dage. Item[122] en anden Gang i hendes Hus gik med hende i en af deres Stuer og tog da noget Konfekt op og gav hende, bad at hun ikke skulde være ræd for hannem, han havde hørt, at hun var besat, og at der var gaaet et Lys for[123] hende, da hun gik af Skolen, og da foer Djævelen i hende. Denne Snak om Lyset, sagde hun, at en Pige deri Byen havde sagt tilforne; men hun (Barnet) vidste ikke, at Mag. Oluf vidste det, førend nu, han sagde, at det var Fanden, der da var faren i hende, fra hvilken Tid hun og blev ved at sige, det var saa. Men at raabe paa Folk for Trolddom sagde hun, at Maren Spillemands kom[124] hende først til, og truede hende, at hvis hun ikke gjorde, som hun saa hende gjøre, saa kom hun aldrig i Himmerige, desligeste tidt nappede og stødte hende, traadte hende paa Foden, at hun skulde gjøre, ligesom hun saa, at hun gjorde for.

[120] i hendes Faders Hus (denne Taleform er for Øvrigt endnu ganske almindelig i Jylland).

[121] da.

[122] ligeledes.

[123] foran.

[124] fik.

Ydermere sagde hun, at som der første Gang kom Bud, at hun skulde komme til Bispen, da havde Mag. Oluf hende inde i hans Kammer og gav hende der, da som tilforne, Rosiner, Mandler og Æbler og med Lokken og Truen formanede hende, at sige fast[125] hun var besat, og at hun skulde tage sig Vare for Biskoppen, at han ikke lokkede eller truede hende til at sige andet eller gjøre andet, end som[126] hun var besat.

[125] bestemt, vedholdende.

[126] som om.

Item at Mag. Oluf udi Enrum sagde til hende, at hun skulde raabe paa Anne Christens Dotter og lukke sine Øjne og le ad hende og kalde hende Memme og Molille; men Povl Rytter lærte hende at sige, at Djævelen var kommen til samme Anne Christens Dotter paa Skinderup Eng for tyve Aar siden, og at der sad et Mærke paa hendes højre Side. (Dette Mærke havde Povl Rytter tilforn set paa Anne Christens Dotter; men Barnet tog fejl og sagde, at det var paa den venstre Side). Item at Mag. Oluf kom hende til at raabe i Kirken, at Djævelen skulde komme i Amtmanden og hans Børn, dersom han ikke lod Anne Christens Dotter brænde, og at han hviskede dette til hende, da hun sad hos hannem i Skriftestolen udi Kirken.

Det Navn Hvid Rotte, sagde hun, at Maren Spillemands havde først nævnet, hvor efter hun (Barnet) det tog og blev derved.

I det øvrige vidste hun omstændelig at forklare alt, hvis hun havde gjort og talt udi Thisted, udi hendes formente Anfægtning[127], og sagde derhos endelig, at hun over alt udi dette Væsen blev Tid efter Tid mer og mer styrket af M. Oluf, Christian Friederich Mavors, Povl Rytter og Maren Spillemands, og at alt det, hun gjorde og sagde, det kom de andre hende først paa[128], og som de sagde for hende, saa sagde hun bag efter, dog var ingen slemmere end Poul Rytter til at komme hende til at raabe paa Troldfolk. Vidste hun og siden selv at beklage, hvorledes hun var bleven forført, og sagde, at det havde været at ønske, at Mag. Oluf havde anderledes undervist hende og straffet hendes Udyd, i den Sted[129] han styrkede hende der udi. Derfor maatte han tage paa sin Samvittighed al den Guds Fortørnelse, som af hende var begangen.

[127] Anfægtelse.

[128] det stak de andre først i hende.

[129] i Stedet for, at.

Saa blev hun nu ombeden[130] at stille sig an paa samme Maade, som hun havde gjort det udi Thisted, hvortil hun udi Førstningen ikke vilde, men græd og skammede sig; men, da man gav hende gode Ord og lovede hende, at hun skulde blive fri for Straf, gjorde hun sine Ophævelser, lagde sig paa Gulvet, krummede og opbrystede sig, rev Huen af sit Hoved, gabede, udrakte Tungen, spyttede og vrængede Mund, skreg og gøede og anstillede sig saa græsselig og galt, at om nogen enfoldig, som ikke vidste, hvad det var, havde set hendes Adfærd, skulde den have blevet bange for hende og tænkt, at det var Hvid Rotte og ikke Kirsten Langgaard, der gjorde denne Allarm.

[130] anmodet om.

Ikke desmindre forfægtede Mag. Oluf paa det ivrigste hendes Besættelse, og i hvorvel han hver Dag saa hende for de Kongelige Kommissarier at staa til Munds[131] baade med hannem og de andre og vide at gøre god Rede for sig, om alt hvis hun havde bekjendt, og hun udi hendes formente Raseri havde talt og gjort, saa agtede han dog intet alt dette, men sagde, at hun var et Barn og var forlokket til at gjøre denne Bekjendelse. Djævelen var og en træsk Aand, som holdt sig til en Tid forborgen, men var dog hos hende, fremlagde derhos adskillige, enfoldige Folks Attester om hendes galere Adfærd i hans Hus udi Thisted og i Særdeleshed foregav som et stort Kjendetegn paa hendes Besættelse, at hun havde talt Latin. Og er dermed saaledes beskaffet:

[131] blive forhørt.

Da Biskoppen, som for[132] er meldet udi Begyndelsen af denne Allarm, havde ladet Maren Spillemands og denne Kirsten Langgaard kalde for sig, og han selv stod i Tvivl om dette Værk, efterdi Mag. Oluf saa haardt forfægtede det, talte han nogle latinske Ord til hende for at fornemme, om hendes Djævel kunde forstaa det. Nu hændte det sig, at hun omsider iblandt anden Sladder sagde Gloria[133], hvilket Ord (som hun siden vidste at gjøre Rede for) hun havde læst udi sin Salmebog, hvor det staar for den Salme: Alleneste Gud i Himmerig. Dette eneste Ord tog Mag. Oluf til et uimodsigeligt Kjendetegn paa Djævelens legemlig Nærværelse, udbredte[134] det som et stort Vidunder og brugte det baade for denne Kommission og siden stedse som et Hoved-Argument om hendes Besættelse.

[132] foran.

[133] Gloria d. v. s. Ære.

[134] omtalte.

Imidlertid forsvandt denne Hvid Rotte aldeles og Barnet ved gudelig og omhyggelig Undervisning blev derefter skikkeligt, vedstod og sin forskrevne[135] Bekjendelse siden for Kongens Højeste Ret i Mag. Olufs egen Paahør.

[135] d. v. s. oven omtalte.

Saa blev da Maren Zirich (den ægte Mands Kone, som tilforne var kureret udi Mag. Olufs Seng) forestillet for Kommissjonen, hvor hun rundt ud bekjendte, at hun af hendes Svaghed havde taget Anledning til at give sig ud for at være besat, efter den Lærdom, Mag. Oluf havde givet hende, og at Maren Spillemands havde styrket hende i samme Indbildning og kaldet hendes Djævel Fante. Forklarede ogsaa, hvorledes Mag. Oluf havde gjort hende vis[136] at hun havde en Vissenhed udi hendes Laar, som ikke stod til at hjælpe, uden hun kom udi hans egen Seng at ligge, hvor man skulde faa saa store Mirakler at se, at der ikke siden Apostlernes Tid var sket større, saa og hvorledes Mag. Oluf, da hun kom i hans Seng, havde lagt sig paa Sengen hos hende og sagt til de omkringstaaende, at nu skulde de faa at se, hvad for en Kraft der var hos hannem, idet Gud havde givet hannem Naade til at binde Djævelen, naar han vilde, og komme Djævelen til at tale, naar han i den Herre Zebaoths Navn befol det, bekjendte desforuden, hvorledes han hende i sit Studere-Kammer havde begegnet, som forhen er ommeldet, klagede udi højeste Maader over, at hun saaledes af sin Sjælesørger havde været forledt, og lagde paa hans Samvittighed at svare til al Guds Fortørnelse og godt Folkes Beskæmmelse, som hun havde forøvet, og der hun blev stillet for Retten for at komme til Munds med hannem, overtydede hun hannem dette i hans aabne Øjne med grædende Taare, ja end ydermere forekastede hannem, hvorledes han hende tilforn en Dag udi hendes Svaghed, da han hende med det Hellige Sakramente skulde betjene, utugtelig med sin Haand paa hendes blotte Legeme havde begegnet, sagde sig at ville paa denne sin gjorte Bekjendelse gaa til sin Død, trodsede imod hannem[137], om han turde nægte det, og beraabte sig paa adskillige Kvindes Personer, som han i lige Maade med den saa af hannem kaldede faderlige Revselse utugtig havde begegnet (hvilket og siden ved Efterforskning saaledes er befunden).

[136] havde oplyst hende om.

[137] udæskede ham.

Han derimod anhørte disse Beskyldninger med et forandret Ansigt og vilde ikke binde sig ved at svare noget vist dertil, men tog Anledning af hendes Bekjendelse til at beskylde hende for et udædisk[138] Menneske, der efter egen Tilstaaelse havde løjet paa Gud, sig selv og sin Jævn-Kristen og derfor ikke stod til troende, anfaldt hende med stor Forbitrelse og satte i Rette over hende[139], at hun som en offentlig Guds-Bespotterske burde at lide, i det øvrige for at igjendrive hendes Beskyldninger om hans Adfærd og faderlige Revselse brugte sit Skudsmaal, som han mente var hannem Beskjærmelse nok imod alle Beskyldninger. Han havde og forsynet sig med adskillige Attester fra en og anden fattige, enfoldige Kvindfolk udi Thisted, hvormed han vilde bevise, at hun visseligen havde været besat med andet mere, som han til hendes Ulykke og sin egen Befrielse indvendte.

[138] forbrydersk.

[139] ankede over hende.

Nu for at blive ved denne Kvindes Historie, saa meldes her paa dette Sted alt, hvis om hende udi Sagen siden er forefalden.

Da nu Kongen[140] fornam, at denne Kvinde godvilligen havde bekjendt sin Synd og saa rent ud gaaet til Bekjendelse, beviste han hende Naade og eftergav hende den fortjente Straf, han lod og de andre, som endnu var forhærdede, om samme Kongel. Naade forsikre, om de sig fra deres Haardnakkenhed vilde omvende.

[140] Christian den femte.

Herover blev Mag. Oluf forbittret og kaldede denne Kongelig Naade en uforsvarlig Pardon[141]. Han lod hende og siden indstævne for Kongens Højeste Ret udi egen Person at møde, og imidlertid ved sine Tilhængere udi Thisted søgte hemmelig at overtale hende, at hun skulde rømme bort; thi det vilde koste hendes Liv, hvilket Raad hun dog ikke fulgte.

[141] Overbærenhed.

Men, som hun formedelst Fattigdom og besværlig Rejse, saa og fordi at hun var frugtsommelig, ikke mødte for Retten, tog han deraf Anledning at klage, hvorledes hun med Villie blev holdt tilbage, at det ikke skulde opdages, hvorledes hun hannem havde paaløjet. Der over lod Kongens Fiskal[142] hende føre fra Thisted og stille til Ords[143] for Højeste Ret med Mag. Oluf, hvor hun udi hans aabne Øjne igjentog og hannem omstændelig overtydede alt, hvis hun hannem tilforn havde tillagt, forblev bestandig ved sin Bekjendelse, tilspurgte hannem, om han turde nægte noget deraf ved sin Ed, sagde, at saa vist som hun vilde møde hannem for GUds Dom, saa havde hun ikke sagt et Ord usandt om hannem, hvilket altsammen han med Beskæmmelse anhørte, og hverken udi hendes Nærværelse benægtede eller et eneste Ord dertil svarede. Og blev hun hannem saaledes for Højeste Ret tvende Gange forestillet, om han hende noget havde at tilspørge, mens han vilde ikke binde sig an med hende, paaskyldendes[144] at hun efter hans Formening var et udædisk Menneske, som han ikke vilde agte værdig at svare.

[142] Den offentlige Anklager i Sagen.

[143] til Forhør.

[144] idet han gav som Paaskud.

Kvinden blev derefter forlovet[145] at rejse hjem og takkede GUd, at hun fra sin Vildfarelse var bleven befriet.

[145] fik Forlov til.

Nu var her ikkun seks tilbage af dette Besættelse Selskab, som blev fremturende udi deres sædvanlige Gebærder udi Aalborg, hvoraf den ene, navnlig Inger Fusmand, var yderlig svanger og blev derfore udi en Mands Hus der i Byen indlagt, hvor hun og omsider fødte et dødt Foster og døde i samme Barselseng.

Som nu de øvrige fem blev stillet for de bemeldte Kongl. Kommissarier udi Aalborg, fremkom for det første Maren Spillemands, som udi otte samfelde[146] Uger havde været skikkelig og imidlertid baade for Præster og andre, som hende havde besøgt, ladet se adskillige Poenitentses og Fortrydelses Tegn, idelig bejamret sin Daarlighed, klaget over sine Forførere og bedet Gud hjærtelig om hendes Synders Forladelse med et skikkeligt Indlæg, vidtløftig sammenskrevet om hendes ganske Liv og Levnet, hvorudi hun fragik hendes forhen gjorte Bekjendelse og derimod forblev ved hendes første Foregivende, at hun i fjorten Aar havde været legemlig besat, klagede over, at hun til hendes Bekjendelse var truet og lokket, og at hun da ikke havde hendes fulde Sans, sigende derhos, at der hun samme sin Bekjendelse anden Gang havde vedstaaet, havde der kommet noget gloendes ligesom Ild og løbet op og ned i hendes Legeme, saa at hun havde sagt Ja til alt det, hun blev tilspurgt, bekræftede det med en dyr Ed, saa sandt som hun agtede at faa Himmerige og at møde for GUds retfærdige Dom og sagde ydermere, at da hun den tredie Gang i lige Maade havde offentlig for Retten den vedstaaet, var der og kommet noget løbendes op i hendes højre Ben, som løb langs op ad hendes højre Side og satte sig i hendes højre Øre, og var (det) ligesom det kunde have sagt til hende, sig Ja, at Du haver gjort Dig det selv, hvorpaa det var kommen i hendes Hals, og hun var bleven meget underlig, saa hun ej kunde sanse, hvad der blev talt eller gjort, og derfor sagde Ja til alt det, som de hende tilspurgte, med andet mere deslige, som stod i samme Indlæg, hvilket hun selv for Retten oplæste og foregav, at det var hendes egen Skrift og Opsat, i hvor vel siden befandtes, at det af en Kvinde der i Byen var for hende sammendigtet og skreven.

[146] samfeld brugtes i ældre Tid Side om Side med samfulde.

Aarsagen, hvorfore denne Maren Spillemands og de andre udi deres Ondskab saaledes blev bestyrket, var den gemene Mand og Rendekællinger udi Aalborg, som en Del løb imellem Mag. Oluf og disse fem forhærdede Kvindes Personer fra en til anden, der som[147] de sad i Forvaring og fortalte, hvad de saa og hørte. En Del udi Forundring over deres galne Gebærder havde Medynk med dennem og meddelte dennem stor Almisse, saa at i den Sted de tilforn næppe havde haft det, de kunde skjule sig udi, blev nu saa udpyntet og deres Legemer saa udspækket[148], at de ej kunde ønske sig bedre Dage.

[147] der hvor.

[148] udstafferet.

Her foruden brugte Mag. Oluf hemmelig alle de Midler, hvorved han kunde styrke dennem til at blive bestandig, sigende, at det skulde omsider faa en god Udgang for dennem, han skulde vel anderledes forklare deres Sag for Kongen, da derimod, hvis de faldt af[149] vilde det koste deres Tunge og Hoved, formedelst deres forøvede Guds Bespottelse.

[149] fra.

Som nu Maren Spillemands denne hendes ny Bekjendelse for Retten havde fremlagt, begyndte M. Oluf at pukke, ligesom han havde vundet Sagen, og uagtet han af Retten blev befalet ingenlunde at styrke dette vildfarende og forhærdede Menneske i hendes Halstarrighed, satte han dog Mod i hende, at hun skulde blive fast derved, og foregav, at hun var nu ved hendes fulde Sans og derfore denne hendes Bekjendelse at holde for sandfærdig.

Saa blev der nu imod hende ført Vidner af Præster og andre fornemme godt Folk om hendes forrige Bekjendelser og skikkelige Forhold, imedens den varede, saa og om hendes ugudelige og gudsbespottelige Forhold i Thisted og de Tegn, som en og anden der hos hende havde mærket, at hun ikkun foer med Bedrageri. Derimod svarede hun, at hun vidste aldeles intet af alt dette, hun havde ikke været sig selv mægtig, da saadant skulde passeret.

Herpaa fremkom Mag. Oluf med mangfoldige Attester, som han havde ladet opsøge hos den gemene Mand og dennem selv ladet sætte udi Stil og Form, og af nogle enfoldige Folk, som gamle Kærlinger, Daglønnere, Fiskere, Hospitalslemmer og andre deslige uforfarne Mennesker, som hverken kunde læse eller skrive, med trende Bogstaver ladet undertegne, hvormed han vilde gjøre besatte baade disse Mennesker, som vilde være det, saa og de andre, som var kommen udi bedre Oplysning og sig fra hannem havde afsondret.