# Kort og sandfærdig Beretning om den vidtudraabte Besættelse udi Thisted

## Part 3

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/kort-og-sandf-rdig-beretning-om-den-vidtudraabte-bes-ttelse-udi-9ef46e92/index.md

Nu hændte det sig, at samme Mand en Aften havde nydt nogen god Traktement og derover om Natten faldt i urolige Drømme om denne Djævle-Allarm, som han daglig saa og hørte, og udi saadan urolig Søvn faldt Overdynen af hannem paa Gulvet. Dette tilregnede han straks Djævelen og fortalte det som et stort Mirakel for adskillige. Endelig kom han til en af disse to unge Piger, som før er meldt, da de var i deres Raseri. For nu at vide, om de vist var besat, spurgte han den ene til, om hun kunde sige hannem noget af, hvis[66] hannem var vederfaret. Pigen svarede: Ja, jeg kan. Dynen faldt forleden Nat af Dig. Manden blev forskrækket og sagde: Ti stille, det er nok, hvorpaa Pigen sagde: Se der, nu staar Du som en klippet So, hvorover Manden og de omstaaende faldt i Forundring og troede, at det ufejlbarligen maatte være talt af Djævelen, da dog siden befandtes, at en Rendekælling havde fortalt det tilforn der i Huset, hvorledes Djævelen havde trukket Dynen af denne Mand.

[66] for: hvad.

Imidlertid fandtes, som forhen er meldt, en Del Folk inden og uden Byen, som bar stor Tvivl om alt dette Værk. Mag. Oluf derimod forsvarede det med stor Nidkærhed og kaldede dennem Vantroens Børn og aandeligen besatte, som der udi vilde sige hannem imod. En Del af Præsterne, som af Biskoppen var beskikket til at gaa hannem til Haande med de to første at opvarte, kom og selv udi Tvivl, at det var enten nogen naturlig Sygdom eller og selvgjort Værk eller og en Blanding af begge Dele hos disse ny besatte, men ingen af dennem turde offentlig sige Mag. Oluf imod, en Del for den store Opinion[67], de havde om hans Lærdom og højt oplyste Forstand, og en Del af Frygt for hans Ivrighed imod alle dennem, som her udi sagde hannem imod, foruden at den Kredit[68], han for sin udvortes Hellighed og Anseelse havde hos den gemene Mand, gjorde enhver undseelig at sætte sig imod hannem, ja en Del af Præsterne bar og selv saa stærk en Tro til alt, hvis[69] som han sagde, at de uden videre Ransagen gjorde alting, ligesom han anordnede og lod det komme an paa hans eget Forsvar.

[67] den høje Forestilling.

[68] Anseelse. Jvnf. engelsk: _to one's credit_.

[69] hvilket, hvad.

Og som nu de besattes Tal saaledes var formeret, og disse Præster blev baade trætte og kede af at løbe fra den ene af disse rasende Kvindfolk til den anden, anholdt Mag. Oluf paany hos Biskoppen om flere Præster, foregivendes, at han ikke troede, at der var sket større Ting og Tegn siden Apostlernes Tider, end der nu skete i Thisted.

Herpaa besluttede Biskoppen straks selv at rejse did for at tage alting udi Øjesyn, tog derfor med sig en af de ældste Provster udi Stiftet, som udi Lægekonsten var temmelig kyndig og kom til næste[70] Landsby ved Thisted, at han der udi Enrum og Stilhed, uden Almuens Overløb, kunde udforske Beskaffenheden hos enhver især af disse formente besatte, lod derfor de to første, nemlig Maren Spillemands og Barnet Kirsten Langgaard føre ud til sig. Straks begyndte Maren Spillemands hendes sædvanlige Gebærder med Tuden, Raaben og Skraalen og andre slige Optøger. Barnet Kirsten Langgaard øvede i lige Maade hendes Konster.

[70] nærmeste.

Mag. Oluf, som og samme Tid var til Stede, brugte derpaa sin sædvanlige Læsning og Sang over dennem. De derimod vrængede med Munden, spyttede og brugte andre foragtelige Gebærder, dog ej anderledes end at ethvert Menneske, som sig saadant vilde foretage, kunde efterabe.

Derpaa sagde Biskoppen til Mag. Oluf, at han ikke fandt noget Besættelses Tegn hos disse Mennesker. Mag. Oluf derimod med stor Ivrighed forsvarede det og stod hardt derpaa, at der maatte endeligen først ske Eksekution[71] over alle de paaraabte Troldkvinder, førend der kunde forventes nogen Befrielse fra Djævelen fra disse og andre af hannem besatte Kvindfolk, sigende derhos, at saa vist som der var Gud i Himmelen, saa var der udi Thisted tolv legemlig besatte Mennesker. Han lod ogsaa falde adskillige spodske og foragtelige Ord baade imod Biskoppen og Provsten, og ingenlunde vilde afstaa hans Mening, hvor udover de skiltes ad og drog hver sin Vej hjem igjen. Dette skete i Junii Maaned.

[71] Henrettelse.

Nu havde Biskoppen selv set disse tvende Mennesker, og som han af deres Væsen sluttede, at denne foregivne Besættelse ikke maatte være rigtig, saa begjærede han ved sin Hjemkomst Stiftamtmandens Hjælp at faa dennem bragt fra Thisted til Aalborg, hvor han boede, paa det man des grangiveligere kunde ransage deres Adfærd, naar man fik dennem fra det Sted og den Samkvem afsondret, hvor de udi deres Griller eller Ondskab dagligen blev styrket.

Derpaa blev tvende Mænd udi Aalborg affærdigede[72] til at ledsage Maren Spillemands fra Thisted til Aalborg, hvilke da de kom til Thisted, blev de saa indtagen af denne Allarm, som der var i Byen, desligeste[73] af Mag. Oluf og hans Tilhængere saa indprædiket om denne Maren Spillemands Lutzers Styrke og Adfærd, at de snart[74] var sindet at begive sig tilbage med uforrettet Sag. Endelig fik de hende omsider paa en Vogn og begav sig paa Rejsen, hvor hun under Vejs baade paa Vognen og udi Herbergene øvede alle hendes Gebærder, dog saa varligen, at hun hverken faldt af Vognen eller nogen Tid stødte eller i ringeste Maade skadede hendes Legeme. Disse to hendes Ledsagere førte hende dog frem med stor Varlighed og Forskrækkelse, og kunde derefter ikke noksom fortælle alle de store Jærtegn, som de undervejs havde set hos hende. De turde og ej komme længer med hende end til et lidet Færgested ved Aalborg kaldet Sundby, saasom de var bange, at hendes Lutzer skulde drukne baade hende og dennem, som hun dennem og havde truet, hvorfor den ene forblev hos hende udi Sundby, imedens den anden foer over og fortalte Biskoppen denne deres eventyrlige og farlige Rejse, sigende sig derhos at have faaet en stræng Ordre fra de andre besatte i Thisted til Biskoppen, at saa fremt han ikke stræbte at faa de paaberaabte Troldkvinder brændte, skulde Djævelen i lige Maade fare i hannem og hans Hustru og bad, at en eller to Præster maatte være hos at følge Maren Spillemands over Færgen. Biskoppen beordrede straks en af Byens Præster at følges over Færgen at afhente hende.

[72] udrustede.

[73] ligeledes.

[74] næsten (bruges endnu almindeligt paa Jydsk).

Da hun nu kom i Færgen, begyndte hun at øve hendes Gebærder; men, der Præsten lod sig forlyde, at hvis hun ikke vilde ligge stille, saa skulde hun bindes, holdt hendes Lutzer sig smukt skikkelig, saa at de uden Fare kom med hende til Aalborg. Saa snart hun kom til Lands, og hun saa den gemene Mand i Mangfoldighed omringe hende, begyndte hun paany efter Sædvane, alt paa samme Maade som hun fra Begyndelsen i Thisted sig havde anstillet. Da hun nu blev stillet til Forhør for Biskoppen og Stift-Amtmanden, var hun i Begyndelsen hel besvadsig[75] og vidste vel at forsvare sig; men omsider gik hun til Bekjendelse og sagde, at af Begyndelsen, der hun var i hendes Alders trettende Aar, fandt[76] hun undertiden til noget krybendes i hendes Laar og Lemmer, hvilket man samme Tid indbildte hende at foraarsages ved noget ondt, som skulde være hos hende, hvorudover hun og i Begyndelsen ikke andet vidste, end at der var noget Spøgeri hos hende. Men nu en Tid lang havde hun forsætlig gjort sig selv de sælsomme Gebærder og ingen Tid været af Djævelen besat paa den Maade, som hun det havde indbildet Folk. Og at der hun saa Oluf Langgaards Barns Væsen og Gebærder, og at det gik samme Barn an[77], da blev hun efter Satans onde Tilskyndelse endnu mer styrket og opmuntret til at abe det efter og at føre Folk fuldkommelig i Tanker om sin legemlig Besættelse. Desligeste, at der hun hørte samme Barn raabe paa de for Trolddom beskyldte Personer, saa gjorde hun sig i lige Maade dets Ord nyttige, ihvorvel hun ingen af dennem for nogen Trolddom vidste at beskylde. Saa hørte hun ligeledes det Navn Lutzer først nævnes af Barnets Mund, som sagde, at Broder Lutzer var hos Maren Spillemand, hvorefter hun lod Folk blive i den Vantro. Herforuden bekjendte hun, at naar det opdigtede Raseri kom hende paa, kunde hun sanse og vidste Mesteparten af, hvis[78] hun sagde og gjorde, desligeste hvad der hos hende af andre blev bestilt. Og at hun i samme hendes opdigtede Anfægtning[79] ikke vidste at nævne andre ved Navn end dennem, som hun tilforn havde kjendt. Saa var og de fleste Syn opdigtet, som hun indbildte Folk sig at have set, naar det formente Onde var overstaaet med hende. Dog forebragtes hende vel undertiden noget i Fantasi for Øjnene. Videre blev hun tilspurgt, om hun holdt og troede Oluf Langgaards Barn at være besat, hvortil hun svarede, at hun ofte havde troet det, dog havde hun og ofte tvivlet derpaa, besynderlig naar hun i den formente Besættelse havde knebet paa hendes Lemmer og da befunden, at hun ikke var uden Følelse. Item hvad hun dømte og vidste om de andre, som endnu holdtes for at være besatte. Derpaa svarede hun, at hun ikke nogen Tid havde lagt Raad op med dennem, men det troede hun stadig, at der var det samme Fejl hos dennem tilhobe. Hun havde og hos nogle af dennem, særdeles Karen Toftum, fundet nogle Tegn til samme Bedrageri. Saasom at en Aftensang[80], da samme Karen sagde midt under Prædiken: Nu raaber jeg, hun da svarede sig selv straks derpaa: Jeg maa ikke for den store Mand og for Oluf Sladder. Dette bekjendte hun med god Fornuft ikke alene for Bispen og Stift-Amtmanden, men endog for adskillige Præster der i Byen mangfoldige Gange, ja endog vedstod det offentlig tvende Gange for Retten, da hun blev stillet til Forhør. Bejamrede derhos med Graad og Vemodighed sin Daarlighed, sagde at have brugt det Hellige Sakrament uværdeligen, og at det havde været hende bedre, at hun aldrig havde kjendt Retfærdighedens Vej, end at hun skulde have kjendt den saa vel og saa syndig igjen forladt den, og at det angrede hende, at hun saa skammeligen og i saa lang Tid havde bespottet Gud, beskæmmet sin Næste med ond Paatale og bedraget Menneskene, særdeles saa mange Guds Ords Tjenere, hvilke hende med gudelige Bønner og Salmer havde opvartet, sagde, at naar hun tænkte derpaa, var det lige som der sad en Kniv i hendes Hjærte, og at hun ikke uden med en Vederstyggelighed tænkte paa Thisted, item at hun saa mange Gange havde haft i Sinde at aabenbare Sandheden, men saa havde Satans onde Indskydelse styrket hende igjen i hendes forrige ugudelige Væsen, bad Gud skulde forlade hendes Forældre og andre, at de ikke havde straffet hende i hendes Ungdom, da de saa hende med saadan Daarskab anfange.

[75] rapmundet.

[76] mærkede.

[77] gjorde Indtryk paa samme Barn.

[78] hvad.

[79] Anfægtelse.

[80] en Aftensang, brugt her i Lighed med en Mandag, en Sommer, vil altsaa sige: en Dag under Aftensangen.

Saa blev nu denne Maren Spillemand indsat udi Hospitalet i Aalborg, og forblev hun en 8 Ugers Tid ved denne Bekjendelse, læste og bad Gud om sin Naade, og fornam man imidlertid intet til nogen Galskab eller Urolighed hos hende.

Af denne Maren Spillemands Bekjendelse sluttede Biskoppen ved sig selv, at efterdi det saaledes var beskaffet med hende, som var den første og fornemmeste iblandt disse besattes Tal, maatte det ligesaa være med de andre, og derfore ufortøvet gjenkaldede den Anstalt[81], som han forhen udi Landemodet havde gjort om Præsternes Opvartning hos denne Maren Spillemands. Saa advarede og Biskoppen og Stift-Amtmanden Oluf Langgaard, at det ikke maatte være saaledes beskaffet med hans Dotter Kirsten Langgaard, som han sig indbildede, og stillede derhos Ordre om hendes Nedførsel til Aalborg med indstændig Begæring, at saasom denne Sag var af saa stor Vigtighed, og angik GUDS store Navns Ære og Satans Forstyrrelse, at derfor Faderen enten selv vilde følge med sit Barn, eller og overlade det under de til hendes Gelejde[82] beskikkede, deres Varetægt, som alt uden hans Omkostning skulde ske, forsikrende hannem derhos, at Barnet skulde blive omhyggelig og vel akkommoderet[83] udi Biskoppens eget Hus, saaledes at i Fald det efter Foregivende skulde være legemlig besat, vilde de formode GUds naadige Bistand til hendes Befrielse, og, hvis det befandtes anderledes, skulde vel Sandhed der opdages, førendes hannem derhos til Gemyt, at han derved kunde sætte sit Sind og Samvittighed udi Rolighed, at han ingen Midler havde forsømt efter kristelig Tilbud af gejstlig og verdslig Øvrighed til hendes Frelse og evig Saligheds Kundskabs Erlangelse.

[81] Foranstaltning, Indretning.

[82] Ledsagelse.

[83] sørget for.

Derhos blev og gjort den Anstalt, at saafremt Faderen skulde dertil findes uvillig, Rettens Middel[84] da hannem dertil skulde formaa og Barnet uden Ophold nedbringe.

[84] Øvrighedens eller Rettens Betjente.

Som Maren Spillemands Bekjendelse nu rygtedes, og at de andre ligeledes en efter anden skulde nedføres, begyndtes der en stor Allarm i Thisted.

Oluf Langgaard søgte straks Mag. Oluf, om han skulde lade sit Barn følge. Mag. Oluf sagde absolut nej; men han vilde forsvare sin Mening til det yderste. Derpaa sammenkaldte Mag. Oluf en stor Del af den gemene Almue, foredrog dennem, hvorledes Biskoppen satte sig imod dette Værk og vilde have det til intet, sagde at Maren Spillemands Bekjendelse var talt af Djævelen og ikke af hende selv, stillede derpaa samme Dag en Supplique[85] til Kongen udi den hele Bys Navn, hvor udi han androg[86], hvorledes der i Byen var stor Jammer og Elendighed formedelst Satans grumme Tyranni ved et forfærdeligt Trolddoms og Besættelses Væsen, som Byen efter GUds underlige og skjulte Raad var overkommen, hvilket med mange uhørlige[87] Eksempler til det ganske Lands store Fare og Forskrækkelse daglig forøges, besværede sig derhos over Biskoppen og Stift-Amtmanden, at de ikke vilde tro, at det var en legemlig Besættelse eller Trolddom, og det formedelst Maren Spillemands Bekjendelse, som han sagde at være aldeles stridende imod hans daglige Forfarenhed[88], saasom der nu i hans Menighed var 12 eller 13 legemlig besatte, som kunde tale om skjulte og forborgne Ting foruden dennem, som han endda tvivlede om, hos hvilke det begyndte at ytre sig paa samme Maade, begærede derfor, at Maren Spillemands maatte føres tilbage igjen i sin Frihed og Frelse[89] og der eksamineres, saa og, at der maatte beskikkes forstandige og myndige Mænd, som uden Persons Anseelse kunde inkvirere[90] om Troldvæsenet, saaledes at de skyldige maatte blive straffet.

[85] Bønskrift.

[86] forestillede dem.

[87] uhørte.

[88] Erfaring.

[89] gl. Hovedord, betyder Sikkerhed eller personlig Frihed. Tillægsordet frels bruges endnu i Vendingen »fri og frels«.

[90] anstille retslig Undersøgelse.

Denne Supplique underskrev en stor Del af den gemene Almue der i Byen, og Mag. Oluf rekommenderede den samme med stor Nidkærhed som en Sag, hvorpaa det hele Lands Velfærd beroede.

Han overtalte og Amtmanden til at give Ordre til Kongens Ridefoged at tiltale og forfølge alle de paaraabte gamle Kvindfolk, og er her i al denne Tid ført Proces imod mange fattige Mennesker med mangfoldige Tingsvidner, hvor iblandt og en gammel, udlevet Kvinde blev dømt til Baal og Brand (hvilken dog siden til Overretten blev kjendt uskyldig), og var begge disse to gamle Kvinder de, som af de formente besatte blev beskyldt at skulle have indvist Lutzer i Maren Spillemands og Hvid Rotte i Barnet Kirsten Langgaard.

Herforuden blev to eller tre andre fattige gamle Kvinder paagrebne og givet Sag[91], at de kunde signe for adskillige Sygdomme, hvoraf en af Frygt udbrød af Fængslet og løb sin Vej. En anden blev dømt til at forvises Landet.

[91] sat under Tiltale.

Hidindtil havde man disse Trolddoms Processer drevet alene imod de fattige, som var enfoldige og uden Forsvar, men der Stift-Amtmanden og Biskoppen tog sig Sagen an og mente, at her var Bedrageri hos[92], begyndtes der at føres Vidner paa adskillige fornemme Godtfolk, som skulde være lige saa gode som disse gamle Stakler, alt efter de formente Djævles Paaraaben og Mag. Olufs Paastaaende[93], at her skulde uden Persons Anseelse inkvireres[94] og brændes, om ellers dette Værk skulde opholde. Og havde i disse Dage en og anden godt Folk nok at bestille for at fri deres ærlige Navn og Rygte for saadanne Beskyldninger, at de ikke udi Protokoller og Tingbøger til Beskæmmelse skulde indføres.

[92] med i Spillet.

[93] Paastand.

[94] undersøges.

Imidlertid at[95] dette saaledes passerede, foredrog[96] Stift-Amtmanden og Biskoppen Kongen dette vidt udraabte Besættelses Værk tillige med deres Formening, at herunder maatte være noget Bedrageri forborgen, helst efterdi Maren Spillemands alt havde bekjendt, og de andre, som havde faaet deres Besættelse af hendes Eksempel, blev saa haardt paaholdt i Thisted af Mag. Oluf, og han ikke vilde lade dennem komme fra sig til andres Paaskøn[97] og Efterforskning. Derpaa ordinerede[98] Kongen tvende Kommissarier, nemlig Stift-Amtmanden og en Amtmand der i Nærværelsen til at lade disse formente besatte Kvindfolk for sig indkalde og ved flittig og fuldkommen Randsagning at søge god Underretning om den ganske Handel[99], og derpaa deres Relation herom til Kongen indgive.

[95] imens.

[96] indberettede.

[97] Bedømmelse, Kjendelse.

[98] anordnede.

[99] Sag, Historie. Ordet bruges endnu saaledes almindelig i Jylland. Jvnf. Udtrykket: Handel og Vandel.

Disse Kommissarier lod derpaa først Maren Spillemands kalde for sig som den første og fornemste Ophæver i dette Besættelses Værk, efter hvis Eksempel de andre var kommen udi lige Galskab, hvilken da for dennem frivillig vedstod hendes forhen gjorte Bekjendelse og sagde sig paa en 8te Ugers Tid, og siden at hun første Gang ved bedre Undervisning var bragt til samme Bekjendelse, ikke at have fornummet nogen Svaghed, sagde derhos, at den Indbildning, hun havde haft, om at være legemlig besat, var Mag. Oluf og de tvende Studentere skyldig udi, som hende derudi havde styrket.

Nu stod det paa, at faa Barnet ligeledes til Eksamen[100], førend de vilde forhøre de andre, saasom det skulde give bedst Oplysning, efterdi alle Folk gjorde sig mest Tanker om Maren Spillemands og det. Hvorfore disse tvende Kommissarier gjorde Anstalt om dets Nedkomst til Aalborg, saaledes at hvis Faderen ikke godvillig vilde lade det være følgagtig[101], at Øvrigheden ved Stedet da vilde skaffe det til Stede. Det kunde dog ikke ske; thi Barnets Fader skjulte det og ingenlunde vilde lade det komme frem.

[100] Undersøgelse.

[101] lade det følge Opfordringen.

Derpaa lod Kommissarierne for sig kalde de andre Kvindes Personer, som til den Tid havde været under Mag. Olufs Opsigt og Kur, og haver da enhver af dennem brugt sin Undskyldning, nemlig:

Den første ved Navn Maren Sirichs, en ung, frisk Kvinde paa 25 Aar, som var den Ægte-Kone, der blev ført udi Mag. Olufs egen Seng og af hannem med faderlig Revselse betjent, sagde sig at have faaet nogen Sygdom med Rystelse og Skælven i hendes Laar, en Dag da hun kom af Kirken, og var derefter bleven meget syg og falden udi nogen sær Lemmernes Bevægelse og Raseri, og derover henbragt i Mag. Olufs Hus, hvor hun havde været i tre Uger, indtil hun blev frisk igjen. Denne Kvinde havde tilforn udi Thisted daglig raabt paa, at der var kastet noget ondt i Vejen for hende, da hun gik fra Kirke, og at det var lavet til Mag. Oluf[102], som gik bag efter hende, men hun fik det, fordi hun gik for[103] hannem, hvilket skulde være Aarsag til den Barmhjærtighed, Mag. Oluf beviste hende med sin egen Seng. Hun havde og mest raabt og beskyldt fornemme godt Folk; men nu, da hun var alene, og af Kommissarierne herom blev tilspurgt, klagede hun aldeles intet over nogen, som hende denne Svaghed kunde have forvoldet, sagde derhos, at hun vel havde kommet til Aalborg i Begyndelsen, da Stift-Amtmanden og Biskoppen havde Bud efter hende, men Mag. Oluf raadede hende derfra. Om samme Kvinde falder her efter videre at melde.

[102] Meningen er, at det var tiltænkt Mag. Oluf.

[103] foran.

Den anden ved Navn Karen Toftum, et Kvindfolk paa 25 Aar, som for Løsagtighed og Tyveri tilforn havde været forvist Byen, gjorde nogle Ophævelser med Legemets Bevægelse og Skrigen, sagde, at hun vidste ikke, enten hun var besat, eller hende skadede noget, videre end hvad andre havde sagt for hende, og ihvorvel hun udi hendes Raseri i Thisted havde beskyldt adskillige godt Folk, saa sagde hun nu, at hun ikke beskyldte nogen for sin Svaghed. Om hende skal og herefter meldes videre.

Den tredie ved Navn Anne Jakobs Dotter, et besovet Kvindfolk, som havde haft sin Gang i Mag. Olufs Hus og af hannem med faderlig Revselse været begegnet[104], gav for[105], at hun for nogle Aar siden havde en St. Hans Nat fundet en blodig Tand i sin Seng og derefter været urolig i sit Sind, sagde sig at være af Djævelen besat, og kunde ikke fordrage at se nogen Kvindes Person med Fontange[106] eller Top paa Hovedet, hvorfor hun og kaldede sin Djævel Topmageren. Denne gjorde sine Ophævelser for Kommissarierne med Legemets Kastelse og Bevægelse, saa og Skogren og Bjæffen, havde derhos en rød Farve og ej mere Styrke end at hun af et Par nok kunde holdes. Denne havde og glemt sine Beskyldninger imod de forhen af hende paaberaabte Troldkoner, og skal herefter i lige Maade om hende meldes videre.

[104] behandlet.

[105] foregav.

[106] Fontange (fransk) betyder et højt Hovedtøj eller Sæt. Navnet efter Ludvig den fjortendes Maitresse, Hertuginden af Fontange.

Den fjerde ved Navn Anne Krogsgaard, et Kvindfolk paa 22 Aar, og som kort Tid tilforn havde tjent Mag. Oluf, sagde sig at have faaet sin Svaghed af en svovlagtig Stank for hendes Næse om St. Hans Dags Tider, og at hun vidste ikke, enten hun var besat eller ej, stillede sig ellers an for Kommissionen med sære Ord og Gebærder, ligesom hun vilde gjøre Komplimenter for de omkringstaaende, gjorde et Par Gange sine Ophævelser[107] og anstillede sig imidlertid at være dum[108]. Var dog let at holde, svarede ellers meget trodsig til, hvis[109] som hun blev tilspurgt. Hun havde i lige Maade udi Thisted vel vidst at raabe paa en og anden godt Folk, ja kunde udi hendes Galskab opregne 22 tillige[110]; men nu kjendte hun dog ingen, ej heller beskyldte nogen.

[107] Spektakler.

[108] stum.

[109] hvad.

[110] paa én Gang.

Den femte ved Navn Karen Spillemands, et Kvindfolk paa 18 Aar, af et smukt Ansigt og Søster til Maren Spillemands, sagde sig i lige Maade at have faaet nogen Svaghed af en svovlagtig Lugt paa samme Tid som den forrige, hvorover hun var falden i nogen Besvimelse. Denne vilde ikke sige sig at være besat, ej heller klagede over nogen, men sagde, at Gud havde paalagt hende hendes Svaghed; hun gjorde ingen Ophævelser for Kommissarierne, ej heller kjendtes paa hende nogen Svagheds Tegn, men hun havde en frisk og sund Farve.

Den sjette og syvende var tvende Søstre og Borger-Døtre af Thisted, den ene ved Navn Gertrud Anders Dotter, en Pige paa 20 Aar, og den anden Anne Anders Dotter paa 16 Aar. Disse klagede sig at have faaet nogen Hjærte Angest med Kvalmer, Afmagt og Daanelser. Disse to, i hvor vel de udi Thisted havde raabt lige saa galt som de andre, ja endog den ene af dennem havde indbildet sig at kunne sige forborgne Ting, havde og anstillet sig ligesom det var Djævelen og ikke hun selv, der talte det, saa beskyldte de nu ingen, men tog deres Svaghed som et Kors af Gud. De bleve siden begge ved en erfaren Læges Hjælp bragt til Rette paa den Maade, som forhen er ommeldt.

Den ottende ved Navn Inger Fusmands, en fattig Skoflikker Kone i Thisted, af et hel smukt Ansigt, henved 22 Aar gammel, sagde sig og at have faaet et Tilfald[111] med Hjærte Angest og Tungsindighed og ikkun at have haft sin Svaghed fem Gange, hver Gang med nogen Mattighed[112] paa et Par Dages Tid derefter. Denne beskyldte ikke heller nogen, men holdt hendes Sygdom for et Kors af Gud og ventede hans naadige Hjælp. Siden er befunden, at denne Kvinde redede til Barsel.

[111] Tilfælde.

[112] Mathed.