# Kort og sandfærdig Beretning om den vidtudraabte Besættelse udi Thisted

## Part 2

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/kort-og-sandf-rdig-beretning-om-den-vidtudraabte-bes-ttelse-udi-9ef46e92/index.md

2. Men forleden Sommer (1695) haver et Barn paa 9 Aars Alder, navnlig Kirsten Olufs Dotter, som er Oluf Pedersen Langgaards Dotter her af Byen, fornummet ligesaadan Anstød, og efter at jeg nogle Gange havde været hos, og givet Agt paa Barnets Svaghed, syntes det vel at være næsten af samme Beskaffenhed som med ovenbemeldte Pige, men derhos ikke ulig et Fang[19] af den faldende Syge eller deslige naturlig Svaghed og Raseri, hvorfor jeg raadede Barnets Fader, at han skulde lade hende komme ned til Aalborg, at forfarne _Medici_[20] tilligemed Byens Præster og Gejstlige desbedre kunde fornemme hendes Tilstand og derom skønne, hvilket mit Raad han og lod sig befalde og lovede at følge, men siden, overtalt af andre, lod hende ikke komme længer end til Agersborg, hvor hun nogen kort Tid udi Sognepræsten hr. Pales Hus og under hans Opsyn er forbleven.

[19] Anfald af en Sygdom, bruges særlig om Epilepsi.

[20] Læger.

Efter at Barnet var kommet fra Agersborg hid til Byen igjen, haver det onde efterhaanden kjendeligen ytret sig, men er dog ved Bøn og GUds Paakaldelse saa vidt dreven og bragt til Stilhed igjen, at Barnet næstendelen haver været roligt en Tid lang, og syntes alene som nogle Levninger af en naturlig Svaghed at være efterladt hos hende.

3. Men der det kom ungefær til midt i Januario udi nærværende Aar, haver det omsider for Alvor ytret sig hos begge ovenbemeldte Personer, at man efterhaanden haver kunnet ligne det ene med det andet, og Tid efter anden jo mere og mere kunnet fornemme _vera obsessionis corporalis signa, tam primaria_[21], saasom 1) _Abditarum rerum notitiam_[22], at de haver vidst adskilligt, som skete, fraværende, særdeles indbyrdes hos de besatte, som dog var langt fra hinanden i forskjellige Huse, kendt adskillige fremmede Personer, og vidst at nævne dennem ved deres Navne, som Menneskene aldrig tilforn havde set eller kendt, ejheller efter at den _paroxysmus_[23] var over og det onde drevet, kunde kende, og andet saadant mere. 2) _Admirandum & præter naturale robur & potentiam_[24] saa at endogsaa Barnet undertiden ikke af 7 eller 8 stærke Mennesker kunde holdes og styres. Alleneste Latin eller andre fremmede Sprog haver man ikke fornummet den onde Aand at lade sig høre med hidindtil, videre end han saa undertiden kunde støde ud med et Ord og sige som for Eksempel: Jeg er en _Diabolus_[25] var og, tilspurgt hvad _Diabolus_ var, svaret en Forfører og Bagvasker, ligeledes at Satan var en Modstander i sin Betydning etc. _quam Secundaria Obsessionis Signa_[26] saasom (a) _Horrendam vocifertionem & ululatum_[27] hvor iblandt de saa tydelig haver _exprimeret_[28] Kattes, Hundes, Haners, Svins, Oksers og andre Bæsters Lyd, saa at de, som ikke saa, hvad det var, kunde ikke skille det fra Dyrenes egen Lyd.

[21] de ægte Tegn paa en legemlig Besættelse, dels af første Rang.

[22] Kundskab om skjulte Ting.

[23] det Anfald.

[24] en beundringsværdig og overnaturlig Styrke og Kraft.

[25] Djævel.

[26] dels ogsaa Besættelsestegn af anden Rang.

[27] frygtelig Raaben og Hylen.

[28] gjengivet.

(b) _Dei blasphemationem & proximi cavillationem_[29], som haver været forskrækkelig at høre, særdeles af den grumme Bespottelses Aand, som regerer hos Barnet.

[29] Guds Bespottelse og Næstens Forhaanelse.

(c) _Gestuum deformationem_[30] med forfærdeligt Syn, Ansigtets, Munds og Øjnes grumme Forvendelse og Udspilelse, umenneskelig Skogren, Skummen og Fraaden af Munden, Tænderskæren og Klæders Sønderrivelse baade paa sig selv og andre etc.

[30] Ansigtsfordrejelse.

(d) _Corporum excruciationem_[31], som haver været erbarmelig at se, hvorledes den onde Aand haver pinet de arme Mennesker, blæst dennem op og trækket dennem sammen igjen, vriet deres Arme, Hænder, Halse og andre Lemmer omkring og kastet Hovedet bag ned paa deres Ryg, saa man ikke kunde tænke andet, end de var ganske af Led.

[31] Legemernes Pinsel.

(e) _Insolitam corporis & proximorum læsionem_[32], saasom at rive Haaret baade af sig selv og andre nærværende og med Slag, Biden og Sliden gjøre det onde, som ikke med største Magt blev forhindret.

[32] Uhørt Beskadigelse af sig selv og andre.

(f) _Admirandam corporum motionem_[33], med forunderlige Spring og Legemets Ophævelse, saa at den onde Aand og haver budt sig til at flyve op med dennem og føre dennem op under Loftet, om det hannem maatte tilstedes.

[33] Vidunderlig Legemsbevægelighed.

(g) _Rerum gestarum oblivionem_[34], saa at de besatte intet haver vidst af sig selv, eller hvad der var passeret, imens Paroxysmen stod paa &c.

[34] Forglemmelse af Begivenheder.

4. Her haver man og faaet at vide ved den onde Aands Tilkjendegivelse en Del onde Mennesker og Satans Lemmer, som skulde forvoldt de arme Mennesker dette Onde, af hvilke hidindtil ikkun en eneste er paagreben og sat fast, men synes at frugte lidet til nogen ret Bekendelse, formedelst hendes forstokkede Hjærtes Haardhed, førend flere af de andre bliver sat hver paa sit Sted, at den ene kan frygte for den anden.

5. Tilmed er fornummet, at Barnet for syv Aar siden skal først have faaet det onde i sin Fod, da hun ikke haver været to Aar gammel, som hun endnu gemenligen finder ofte at sætte sig under Fodbladet som en Flintsten, hvorfra det i et Øjeblik springer omkring og giver sig op i de andre Lemmer, Bryst, Hoved, Ansigt, Øjne &c.

6. Foruden ovenbemeldte tvende er og kommen hid til Byen i den Forhaabning ved Guds Naade og min ringe Tjeneste at blive hjulpen en anden Pige af Legind udi Nørhaa Sogn[35], navnlig Anne Jens Dotter, som næsten skal være af samme Beskaffenhed som de andre, alleneste det onde er hidindtil ikke kommet til den Tummel og Raseris Højde som hos de andre, men haver dog nogle Gange saa vidt ladet sig forstaa at være der indmanet af en Kvinde udi Istrup[36], som er Oluf Fiskers Kone sammesteds, og at man skulde tage hende fat, hvilket og igjennem de andre besattes Munde er bekræftet og tillige navngivet to Djævle, som skulle være i hende, nemlig Skamm og Oss, af hvilke den ene skal være stum, hvorudover det onde sjelden og lidet hidindtil hos hende taler.

[35]-[36] Saavel Nørhaa som Istrup ligge sydvest for Thisted, omtrent midtvejs mellem den og Agger.

7. Den Djævel, som gemenligen regerer hos Barnet kalder sig Hvid Rotte, i hvilken Gestalt han og ofte er set, ikke aleneste af de besatte, men endog af andre, og særdeles af min Søster Søn Christian Friederich Mavors i Jakob Hørers Stue, imidlertid Barnet var der i Huset, og end her i mit Sengekammer af min Tjeneste Pige, som ellers og meget andet Spøgeri ofte baade inden og uden Huset af adskillige fornemmes.

8. Den Djævel, som er hos Maren Spillemand, kalder sig Luser og raaber de begge idelig paa deres Moder, som de kalder den Kvinde, der sidder, ved hendes Navn Molil eller Molei, som deres _Pronunsiasion_[37] gemenlig falder, og truer stærkt, at dersom de ikke lader hende med nogle andre, som de og meget paaberaaber, brænde, da skulle de fare i dennem og særdeles i Amtmanden og hans Børn.

[37] Udtale.

9. Ellers er nogle Gange befunden, efter den onde Aands Sigelse, at de haver været 18 tillige[38] i hver af dennem, og haver Djævelen navngivet efterskrevne igjennem Maren Spillemands Mund, som paa Stedet er blevne optegnede, med hvad hver deres Forretning skulde være.

[38] tilsammen.

(1) Luser, Moderens (som ovenbemeldt) Sendebud, han skal tage hendes (den besattes) Sjæl og forfølge hende til han kan overvinde hende.

(2) Rotas, han skal forstyrre hende, hun skal falde fra den slemme Tro, han skal lade sig se synligvis som en Ild for at forstyrre hendes Tro. _NB_. Det er og ofte saaledes befunden, at Mennesket er bleven frygtagtig og svagtroende over saadan Syn, som er kommet hende for.

(3) Hvid Rotte, han skal forstyrre hendes Samvittighed, hun skal blive forskrækket, saa skal hendes Tro svækkes.

(4) Satan, Modstandere, han skal imodstaa Dig (saasom Ordene faldt til mig) og hende.

(5) Feite, Hoffærdig, han fejer for min Moder, da er jeg ydmyg hos hende.

(6) Fante, jeg skal forhindre, Du (forstaa mig, som den Onde tiltalte) skal intet godt gjøre hende det Skarn (nemlig den besatte), thi saa bliver min Moder vred, han skal skyde Pile.

(7) Rørel, han skal sætte ondt imellem Ægteskab og imellem andre Folk i Husene.

(8) Sladder, han skal bagvaske og komme dennem til at sige Løgn.

(9) Fluardt, han skal flyve udi hende som en Flue, og i de andres Øren udi Kirken, han skal forstyrre Hørelsen.

(10) (11) (12) (13) (14) (15) (16) (17) (18) hedder Forstyrrere hver én, de skal være med og styrke vore Brødre (_NB_. Saa kaldte Djævlene hinanden) iblandt dennem er Kus Skriveren, han skal optegne alle de Synder, som begaas. Denne ynkede Fanden selv, at han havde saa meget travlt. _NB_. Disse Navne og Bestillinger er efter Fandens egne Ord igjennem Maren Spillemands Mund.

10. Det gaar undertiden saa heftig til, at man maa ligge i Bønnen hele 3-4 ja 5 Timer, dog imidlertid for nogen Respiration afveksle med bekvemme Salmer at lade synge imellem, ved hvilket Middel GUd haver givet mig den Naade, at de onde Aander (i hvor mange de undertiden haver været) mangfoldige, ja over de hundrede Gange er dreven og haver de besatte gemenligen set dennem ved Udfarten i adskillige Lignelser somme Tider som Ild udi Kugler, Pile, gloende Stænger &c. Bitzel, somme Tider som Katte, Rotter, Ravne og andre Fugle, item[39] Fluer &c. Og haver gemenlig saadanne Syner været Tegn og Forsikring for de besatte, at de da var skilt ved det onde, saa længe det varede, som undertiden var ganske kort, saa det tidt og ofte samme Time er kommen igjen og ved Ankomsten ladet sig til Syne for de arme Mennesker.

[39] ligeledes.

11. Undertiden haver og den onde Aand skjult sig og talet igjennem de besattes Mund, ligesom de skadede intet for at blive dennem kvit, som kom at infestere[40] hannem med Bøn og GUds Paakaldelse, og særdeles mig, som Satan og ofte med sledske Ord haver villet afvende fra mit Forsæt, og sagt: Jeg skulde gaa hjem, jeg var træt, jeg blev ellers syg, jeg skulde lade Hr. Hans eller en anden komme &c. Denne Satans Træk haver og GUd omsider aabenbaret, dog haver man ofte maattet lade sig nøje, naar man fik det nogenledes stillet, om endskjøndt man nok kunde mærke, at det onde ikke fuldkommen var dreven, paa det man ikke for meget skulde udmatte baade sig selv og de arme forspændte[41] Mennesker.

[40] plage, pine, forstyrre.

[41] gammelt Ord for pint, besværet af Sygdom og Pestilense.

12. Men at det onde saa idelig og hastig kommer igjen, sker ikke uden GUds besynderlige Raad og Villie, ikke for at plage disse arme Mennesker fremfor andre (som kan kjendes af de mangfoldige, underlige Befrielser, saa at de hidindtil intet skader enten paa Sind eller Sands, Helbred eller Fornuft) men derved ligesom at drive Menneskene, særdeles Øvrigheden, at de ikke skulle blive søvnagtige i saa forfærdelig en Sags ivrige Inkvisition til Retfærdigheds Befordring og de skyldiges Straf, det jeg (efter den Erfaring, jeg hidindtil haver) holder for et utvivlagtigt Kjendetegn og kan ikke ominere[42] nogen endelig Ophør eller Befrielse fra det Onde, førend saadan Eksekution over de skyldige uforbigængeligen[43] sker.

[42] varsle, spaa.

[43] uomgjængelig.

13. Forandringen udi Stil og Skrift viser nok, hvad Rolighed jeg haver til at sammenskrive dette; thi Barnets elendige Tilstand (som er her i mit Hus) haver med Skraal og Vraal[44] ofte interrumperet[45] det for mig, saa nyligen 19 Djævle fra hende er dreven, som hun haver bekjendt at være udfaren, saa efterhaanden to og to tillige[46], ligesom Ravne.

[44] Vræl.

[45] afbrudt.

[46] ad Gangen.

14. I lige Maade er og de 18 onde Geister og Gaster[47], som i Aftes blev dreven fra Maren Spillemands, dennem han og saa udfare som en Sværm af Bier eller Fluer med et hvidt eller blankt Sværd efter sig, idag kommen igjen, og atter ved GUds Naade, de nærværende Studenteres og andre Guds Børns Bønner og mine (endskjønt fraværendes som og nogle Gange tilforn er sket) inderlig Suk uddreven, saa hun haver set dennem fare ud efterhaanden, først 6, siden 4 og saa 2 og 2 indtil de alle ere komne bort. Gud forbarme sig over os og gjøre her paa en god Ende for sit hellige Navns Skyld. Amen!

[47] Geist bruges jo i ældre Dansk almindeligt for Aand, Helliggejstkirken f. Eks. Gast er et tysk Ord, der betyder Gæst; men bruges her nedsættende omtrent som Kumpan.

Dette er saa vidt jeg i denne Skynding haver kunnet samle og erindre som og videre af de Akter og Vidnesbyrd, som til Tinge er gangen, kan oplyses. Ellers synes mig, at denne Handel meget ligner den bekjendte Historie og Beretning om Kjøge Huskors, ja i mange Maader overgaar den i Forskrækkelse, saa at den onde Aand endogsaa offentlig her i Kirken haver ladet sig høre imod mig, da jeg stod paa Prædikestolen i mit Embedes Forretning, ikke alene af de besattes Mund (som tidt er sket) men endog af Kirke-Hvælvingen, som særlig blev hørt sidst afvigte _Dominica Invocavit_[48], efter at jeg midt under Prædiken havde uddrevet den Onde ved GUds Ords og Aands Kraft fra Maren Spillemands, som var bleven meget urolig i Kirken under Prædiken, og der jeg havde gjort offentlig Taksigelse til Gud for hendes Befrielse og var imod Enden af Prædiken og sagde disse Ord, at man ingen Plads skulde give Djævelen; thi hvor han fik en Fod eller Finger ind, vilde han have det alt, da blev mig lydeligen svaret af det Nørre Udskud[49] _Articulata voce_[50] trende Gange ligesom til Konfirmation[51] paa det, jeg havde sagt: Ja, det vil jeg! Ja, det vil jeg! Ja, det vil jeg! Trende Gange i Rad, som jeg baade selv (omendskjønt ikke saa tydelig) og andre mange Mennesker (endda tydeligere) hørte og kan bevidne. GUD vende alting til sit herlige Navns Ære, Satans Beskæmmelse og Menneskenes Frelse. Amen!

Thisted, den 18. April Anno 1696.

[48] Den første Søndag i Fasten.

[49] Nordre Udbygning.

[50] med tydelig Stemme.

[51] Bekræftelse.

Med denne Relation[52] fulgte et Brev til Biskoppen, hvorudi Mag. Oluf begærte, at Præsterne udi de tre Herreder der i Nærværelsen maatte gaa hannem til Haande at betjene disse to Mennesker med Bøn og Sang, sluttendes samme sit Brev med en stor Omhyggelighed for at faa en skarp Inkvisition sat i Værk efter Troldkoner, at de uden Persons Anseelse maatte blive paagreben og ved haard og streng Medfart bringes til Bekjendelse.

[52] Beretning, Indberetning.

Nu var en Del af Præsterne deri Nabo Lavet, som selv havde lidet set af disse to Menneskers Optøger, men derimod baade af Mag. Oluf og andre hørt om dennem mange og store Jærtegn og Mirakler, saaledes indtagne heraf, at de, saa vel som mange andre godt Folk udi Egnen ikke tvivlede paa, at her jo var Djævelens legemlige Nærværelse.

Biskoppen selv i lige Maade havde hørt saa mange underlige og sælsomme Ting refereres[53] om dennem, at han og kom udi den Mening, at her maatte være noget Djævelskab hos dennem. Helst efterdi han havde meget gode Tanker om Mag. Olufs Lærdom og Retsindighed og forsikrede sig om[54], at han ikke gav noget an, som han jo tilforn efter Ritualet vel havde overvejet og rigtig befunden. Og som just i samme Dage, som Mag. Olufs forskrevne[55] Relation til Biskoppen ankom, holdtes det almindelige Landemode der i Stiftet, saa gav Biskoppen derfor Ordre til Præsterne udi de tre næstomliggende Herreder ved Thisted, at de skulde gaa Mag. Oluf til Haande og betjene disse tvende Mennesker tillige med hannem. Dog blev derhos erindret, at man skulde først konsuleres[56] Lægerne efter Ritualets Tilhold, om det ikke maatte være nogen naturlig Sygdom.

[53] meddeles.

[54] holdt sig overbevist om.

[55] ikke som nu i Betydningen af daarligt skrevne, men: oven omtalte. Trykket er paa første Stavelse.

[56] raadspørge.

Lægerne lod Mag. Oluf ikke konsulere, men de begjærede Præster indfandt sig straks derpaa i Thisted, og var altid tvende tilstede hos disse to Mennesker, læste og sang for dennem som for besatte; de derimod stillede sig meget galt an, spyttede og vrængede Mund ad Guds Ord.

Og ihvorvel samme Præster sjuntes, at udi deres Væsen var intet overnaturligt, ja en Del deraf offentligen sagde Mag. Oluf imod, at her ikke var nogen legemlig Besættelse eller Djævelskab, maatte de dog følge hans Mening, thi hvo der vilde sige hannem imod, maatte straks høre, at de selv var aandelig besat, de forstod det intet, han vilde disputere det[57] med hvem, der turde binde sig an med hannem.

[57] forsvare det.

Og som forhen er meldet, hvorledes Mag. Oluf havde udi sin Relation og Brev til Biskoppen været nidkær for at faa en Trolddoms-Inkvisition anrettet, saa blev her og i disse Dage ført mangfoldige Tingsvidner imod de anheftede gamle Kvinder, alle af Indhold, at Djævelen af de besattes Munde havde beskyldt dennem.

Disse fattige Mennesker, som saaledes blev forfulgt, sagde omsider, at hvis de skulde lide noget, skulde det og række til dennem, der bar Guldkæder.

Straks derefter begyndte disse tvende Mennesker at udraabe for Troldfolk adskillige fornemme godt Folk, og iblandt dennem først og sidst en fornemme Mands Kone deri Byen, hvis Dotter Mag. Oluf tilforn havde bedet om og faaet Nej.

Som man nu til og fra disputerede om disse Djævle-Beskyldningers Troværdighed, sagde Mag. Oluf og fast paastod, at Djævelen var pligtig til at sige Sandhed, naar han i den HERRE Zebaoths Navn blev besværet[58], og at han imod sin egen Interesse var nu opkommen af Helvede at forkynde GUds Villie. Fattedes her i saa Maade intet paa Bevis, naar disse Mennesker raabte paa nogen, og Præsten befol dennem at sige Sandhed, de derimod blev ved at raabe. Men de maatte ufejlbarlig være Troldfolk, som blev paaraabt.

[58] besvoret.

Som nu dette Værk saaledes var bleven drevet omtrent paa et halvt Aars Tid, hændte det sig, at en stakkels Kvinde dér i Byen, som ellers gerne gad taget en Taar, fik nogen Svimmelse[59] i Hovedet og fandt nogen Riven[60] i hendes Liv. Straks begyndte hun at raabe, at hun var besat; de andre to, som hørte dette, stadfæstede det, hvorpaa denne Kone blev akkommoderet[61] paa samme Maade med Bøn og Sang som de andre.

[59] Svimmelhed.

[60] Smerte.

[61] betjent.

To Dage derefter blev en anden Mands Kone der i Byen syg som af en hidsig Feber. Mag. Oluf gav hende straks Visite, og da hun talte over sig, erklærede han hende ogsaa for at være besat. Kvinden kom derover i stor Urolighed og Forskrækkelse, hvorpaa Mag. Oluf lod hende tage af hendes Mands Hus og nedbære udi sit eget Hus og indlægge i sin egen Seng i sit Studere-Kammer, foregivende at hun var død nedentil og skulde kureres i hans Seng. Derpaa begyndte hun paa samme Maade som de andre, og omendskjønt hun nogle Dage efter kom tilpas igjen, blev hun dog ved at raabe lige saa færdig[62] som de andre. Denne Kvinde bekjendte siden, at hun gjorde dette Galskab, fordi hun, som var en fattig Kvinde, derved nød stor Almisse og god Traktement og Ophold, og fordi hun sjuntes, at jo mere de raabte paa den fornemme Mands Kone deri Byen, som tilforn er ommeldet, jo kærere var det Mag. Oluf.

[62] drevent, udspekuleret. Meddelerens Opfattelse skinner igennem i dette Ord.

En Morgen, som denne Kvinde (hvilken ellers var ung og temmelig velskabt) kom til Mag. Oluf i hans Kammer, lukte han Døren i Laas og begyndte at bejle til hende &c. Kvinden blev undselig og bad hannem betænke sig, saadant stod hannem ikke an. Omsider slap hun fra hannem, men førend hun kunde komme af Kammeret maatte hun tage imod nogle Slag Ris paa hendes bare Rumpe, hvilket han kaldede en faderlig Revselse.

Kvinden klagede sig straks herover for sin Mand, men, som de vare fattige, tav de stille, indtil at der siden om Mag. Olufs Forhold blev inkvireret[63], da hun offentlig for Retten hannem det i hans Øjne paasagde og overtydede tillige med andet, som endda var slemmere og forargeligere, og derhos beraabte sig paa mange andre, som ligeledes havde været med denne faderlige Revselse begegnet, som og saaledes er befunden.

[63] optaget Forhør.

Udi disse Dage tiltog de besattes Tal udi Thisted, og begyndte først en gammel Pige der i Byen, som kort tilforn havde tjent Mag. Oluf, at klage sig, at hun fandt[64] sig upasselig, og derpaa i lige Maade at rase og raabe paa Troldkoner. Straks blev hun ligesom de andre af Mag. Oluf betjent og i de besattes Tal antagen, anstillede sig og derpaa ligesom de andre.

[64] finde bruges i ældre Dansk for føle, mærke.

Det blev ikke derved; men samme Dag fandt en Mands Dotter der i Byen nogen Beængstelse og Banghed, da hun var hen at se en af de besatte. Straks raabte de, at hun var besat. Pigen faldt derpaa i Forskrækkelse, Mag. Oluf og de tvende forbemeldte Studentere klemmede straks paa hende med deres sædvanlige Manelse, hvorpaa hun i lige Maade begyndte at raabe paa Troldkoner saa som de andre.

Hendes anden Søster faldt nogle Dage derefter udi nogle melankoliske Tanker af den store Frygt og Rædsel, som var i Byen, hvor de fleste troede, at alle Djævle i Helvede maatte nu raade ligesom de vilde, indtil saa længe, at alle Troldkoner var udryddede. Hun blev derpaa i lige Maade af Mag. Oluf akkommoderet som besat og kom derover ogsaa udi Alteration[65] og anstillede sig ligesom de andre. En anden fattig Sy-Pige der i Byen blev nogle Dage derefter syg. Mag. Oluf kom straks til hende og sagde, at det var ikke ret fat med hende. Pigen, som tidt havde set i Kirken de tvende første besattes Gebærder, og derover var bleven forskrækket, begyndte at frygte sig, da hendes Præst trøstede hende saa ilde, faldt derover udi stor Melankoli, hvorpaa hun blev betjent paa samme Maade som de andre; men denne tav stille og beskyldte ikke nogen, men bad Gud inderlig om Hjælp og tænkte, hun var forgjort.

[65] Sindsbevægelse.

Det blev endda ikke ved disse, som her er ommeldet, men her kom udi samme Dage endnu fem andre Kvindfolk paa samme Maade i de besattes Tal, hvoriblandt den ene var Maren Spillemands Søster, en ung, glat Bondepige, som faldt udi en Besvimelse, da hun var hos hendes Søster, og blev straks ført i Mag. Olufs Hus og der lagt i en Seng udi hans Stue. Dog fandt man ingen synderlig Frugt af denne Senge-Kur. Men baade denne Bondepige og alle de andre tog lige galt afsted og alle paa samme Maade, som forhen om de første tvende er meldt.

Nu begyndte denne Besættelses Tanke at æde videre om sig, saa at der var i disse Dage i Byen mange gemene Kvindfolk, som tvilede om sig selv, saa snart de fandt den ringeste Svaghed enten for Hjærtet eller i Hovedet, ja om det ikkun var et Vrid i Livet eller Krampe i et Lem, saa frygtede de straks, at det maatte være Djævelskab, og fik allehaande Tanker i Hovedet, men turde dog ikke ret lade sig mærke dermed.

Der var og adskillige Folk i Byen, som var sindet at ville forlade den, da det saaledes tog Overhaand, saasom her hørtes daglig ikke andet prædikes, læses eller synges i Kirken, intet andet tales eller handles i Husene end om Djævelen, Trolddom, Spøgeri, Besættelse og andre forskrækkelige Ting. Og er det sært, at alle disse Mennesker var nogle gemene, fattige, dovne og ørkesløse Kvindfolk, undtagen de tvende Søstre, som tilforn er ommeldt, hvilke formedelst en Forskrækkelse anstillede sig i Begyndelsen lige saa rasende som de andre. Men som en af deres Venner lod dem siden komme hen til en forfaren Læge der i Nærheden, befandt han, at deres Svaghed bestod udi en Indbildning, som de havde om dette Besættelses Væsen, hvorfore de og straks mere med Ord og Omgængelse end med Medikamenter blev tilpas igjen og fri for deres formente Besættelse.

Denne store Frygt for Djævelen og hans forskrækkelige Gerninger indtog ikke aleneste den enfoldige Almue, men endog dennem, som bedre var oplyst der paa Stedet.

Iblandt andre var en fornemme Mand der i Byen (hvilken Maren Spillemands havde truet, at hans Børn skulde blive besatte, om han ikke vilde hjælpe til at faa Troldkonerne brændt) kommen i Tanke, at alt det underlige Væsen, der udi de Dage skete, var af Djævelen og Hekser.