Part 9

Axel stod ophidset og blussende ved Vinduet. Han saa en høj, meget svær Adelsmand række Armene i Vejret og slaa i Luften, mens han talte, den vilde Stemme var ikke til at forstaa. Oppe i Husene paa den anden Side Torvet var flere Ansigter synlige i Vinduerne, og den oprørte Mand syntes at henvende sine Ord til dem. Men de svarede ham ikke. Axel saa de lave graa Skyer drive over Tagene, af og til slog de ned og fyldte Torverummet med en tynd Dis.

Axel saa den ene efter den anden blive taget, og han kendte derimellem de aller højeste i Sverig. Nogle skyndte sig og kludrede selv med at komme af Klæderne, andre lod Bødlerne flaa og gøre med sig som de vilde. Flokken holdt tæt sammen, udenom stod Soldaterne i Vaaben. Axel kendte Mikkel Thøgersen og flere af sine Kammerater dernede.

Axel var bleven rolig igen, han stod og saa, hvorledes Jørgen Homuht ledede og kommanderede Bødlerne, idet han pegede med sin behandskede Haand, han var i sin fineste Puds.

Der laa mange Hoveder nu, de _sad_ paa den blodige Jord som Svømmere, der træder Vande. Blodet flød ud over Torvet og dannede en Figur som et kæmpestort Bogstav. Hver Gang Axel var henne ved Vinduet, havde denne Rune skudt nye Grene, som skulde den nu tydes paa en anden Maade. Henrettelserne gik paa med stor Ensformighed. Den glansløse Dag tyknede mere og mere, det tegnede stærkt til Regn. Flokken tyndede ud. Ligene laa i Hobe.

Axel trak Vejret saa stille. Da alle de ukrænkeligt høje Mænd af Byrd var slaaet ned, og Bødlerne med forøget Flid huggede ind paa de borgerlige, følte han med en Svimlen, for det laa over hans Fatteevne, at _Kongen_ maatte have uhyre, aldrig anet Magt, siden han kunde lade dette gøre. Han saa ham for sig, Kongen over Norden, den korte bredstammede Skikkelse med de bærekraftige Skuldre og Armenes Bomme. Det var en Mand, der kunde tage mod Byrder og rykke Stene ud af Jorden op foran sit befalende Ansigt. Han huskede Kongens Blik, der stod som en strakt Lanse, Kongens Bryn, som altid var i Skiften. Han mindedes Kongens Røst, der var skødesløs paa Grund af Mandens Stolthed. Han følte et Pust af Kongens enevældige Raadslutning, han bøjede sig for Styrken af denne Majestæt.

Omsider gik Axel fra Vinduet, slog det i.

Han og Lucie tog sig for at holde Maaltid. Lucie viste ingen Nysgerrighed efter, hvad der var gaaet for sig. Derpaa lagde de sig til at sove. Det styrtregnede udenfor.

* * *

Det var i Skumringen samme Dag, Axel blev vækket ved en Larm ude paa Loftet, Trin af en, der gjorde sig Umage for at løbe let, de tabte sig over Loftet og forsvandt. Axel kom i Tanker om det tomme Værelse i Gavlen ud til Gaarden, han sprang op og løb over Loftet.

Just som han aabnede Døren til Kamret, fik han Følelsen af, at en i samme Nu gemte sig derinde. Han blev staaende i Døren og saa rundt, der var kun et tomt Sengested i Kamret, Lugen stod halvaaben. Da rejste et lyslevende Menneske sig op fra Sengen, en fornem klædt Fyr med et langt blegt Ansigt, han skrævede ud fra Sengestedet og smilede til Axel halvt skræmt og halvt med Forsøg paa Lystighed. Han var meget høj, smal om Hofterne, havde en mørk Streg paa Overlæben; der var noget vist ufuldstændigt i hans Paaklædning, Axel saa pludselig, at han manglede alle Vaaben, og i samme Nu bemærkede han røde Spor af Reb om hans Haandled.

Saa vidste Axel Besked, han sprang ind i Kamret, de talte i Munden paa hinanden. Kom her, sagde Axel rask. Jeg bliver forfulgt, forklarede den anden ligesom undskyldende, mit Navn er . . .

I det samme knagede Stigen voldsomt neden for Loftet, en raa Stemme brød Stilheden i Huset. Flygtningen vendte Hovedet rundt og saa sig om efter Skjul, raadvild, ikke angst, og dog tog han sig sammen og vilde smile, han stod paa Spring og kom alligevel ikke af Stedet. Grove Støvleskridt dundrede ude paa Loftet. Axel skubbede stærkt til den fremmede, som vilde han dog i det mindste have ham hen i Hjørnet, hvor der var mørkere, og den fremmede vaklede et Par Skridt stadig halvt smilende. Saa rettede han sig og strammede Brynene. Og der væltede en bred Knægt i Læder, raslende af Jærn, ind gennem Døren som en rasende Stud med Selen og Hamlen paa Haserne, hans lange Sværd slog mod Dørkarmen og fjedrede i Balgen. Axel stod i Skjorten, vaabenløs, det var som blæstes han tilside. Hans Haand kom mod det skraa Tag, og han brækkede en mør Lægtestump til sig, vidste næppe, hvad der foregik, Tramp, en kort Hvirvel mellem de to som mellem en Bøffel og en ung Hest. Han slog sin Pind i Støv og Stumper paa Soldatens Hjælm, hørte hans hede Prust, og da var Kampen aldeles pludselig forbi, de skiltes ad. Den unge ubekendte gik baglængs, tøvede et Nu, som om han hentede Vejret, og gav saa et højt, lyst Skrig fra sig.

Dette havde ikke varet mere end tre-fire Øjeblikke. Den store halvgale Knægt satte i et Spring op i Lugen og vred sig ud af den.

Nej for Satan, Mand! raabte Axel uvilkaarligt, han vidste, der var tyve Alen ned. Men han saa Karlens grove, svedige Ansigt lige over Karmen, saa ham spile Snuden forpustet op og i og hejse sig ned. Nu holdt kun en Haand i Karmen, et Øjeblik, saa var ogsaa den væk. Axel for til og saa Mennesket entre hurtigt og sikkert sidelængs ad en Gesims hen mod Svalegangen i den skumrende Gaard.

Da Axel vendte sig mod den fremmede, saa han, at han ravede.

Han har stukket mig, hviskede den unge Svensker med en forlegen Mine. Han skød Brystet stærkt frem og stemmede begge Hænder i Siderne, han flakkede lidt i Blikket, ligesom sygeligt eller trængende. Pludselig drejede han sig om mod det tomme Sengested og lagde sig langt bagover med Ryggen presset mod Sengefjælen. En enkelt Smærtelyd, et Hvæs pinte sig gennem hans Hals. Da Axel tog ham, var han død.

Lige midt i Hjærtet havde han faaet det. Ansigtet sitrede lidt endnu. Overlæben rejste sig et Par Gange. Det var kun et attenaars Menneske, han var paafaldende mager og saa ud, som var han ældet altfor tidligt, maaske af Sult under Belejringen nu for nylig. Axel strakte ham ud og sad og saa paa ham. Og han blev sønderknust af Sorg, hele hans Indre løb i et, kvalfuldt, han gik aldeles fra Samlingen.

Det listede ude paa Loftet, Døren knirkede, og da Axel saa op, var det Lucie. Hun saa, hvad det var, og hun lagde sig stille ned ved Siden af Axel, hendes Haar faldt paa den dødes Ansigt.

*

En Ting randt Axel ihu, mens han sad der. En Vinternat ved Baalet inde i Tivedens frosne Skove, da han havde ligget med et Dækken svøbt om Hovedet og tænkt og tænkt paa en Mands gruelige Fattigdom i Døden. Det var den Gang Efterretningen om Sten Stures Død kom til Hæren. De danske hørte det med stor Tilfredshed, der var Glæde i den hundekolde Lejr hele Aftenen. Sneen knirkede festligt under Støvlerne den Aften, Stjærnerne hang i Regnbuens Farver mellem de øde Trætoppe. Det drøftedes hyggeligt, hvorledes denne farlige Mand døde. Men Axel, der med egne Øjne havde set ham blive ramt paa Isen ved Bogesund og den Gang glædet sig over det bratte Fald af en Fjende -- Hest og Rytter styrtede ind i Billedet af Hest og Rytter paa den spejlende Is! -- Axel var kommen til at tænke sig dette ensomme Menneske, der døde i Slæden paa Mælarens frosne Strømme, med et knust Ben under sig. Han døde, han maatte dø.

Sneen sænkede sig i den sorte Luft, eller var det selve Himlen, der hældede og truede med at komme; Søen gav sig sukkende under Slæden, som tvivlede al Jorden nu om at kunne holde længere. Da brast et menneskeligt Hjærte af kongelig Bekymring. Sverigs vide Land sank fra ham som Is og sukkende Sø, Sten Stures Kongeomsorg og hans Sygdom og hans Smærte fik Ende i den snævre Slæde som en Barnegraad, der tier, som en Vugge, der staar stille. Da de saa til Sten Sture, var han død. Sneen smeltede ikke længere paa hans Ansigt. Saa langt Øjet rakte var der kun Is og Sne, Sten Sture, og du sad stille, vidt ude fra den frosne Ørken tonede det som svage Nødraab og Genlyd af syngende Nødraab, O Sten Sture.

* * *

Hen paa Aftenen kom Mikkel Thøgersen. Han fandt Axel og Lucie siddende over Liget med hver en Stump Vokslys. Mikkel sagde ingenting, han var slap og indfalden i Ansigtet. Da han havde set lidt paa den unge dræbte Fyr, der laa paa Gulvet foreslog han at fire ham ned i Gaarden, for at han kunde komme afvejen. Axel og Lucie gik ind og lagde sig, de hørte Mikkel snakke halvhøjt med sig selv.

Da Mikkel kom ind i Axels Kammer efter at have faaet Liget fjærnet, sov Axel. Lucie laa vaagen, hun ænsede ikke Mikkel, hun laa og stirrede fromt og forknyt ind i Lyset, da han gik.

Lucie var den første der vaagnede Dagen efter. Lysene var brændt ned paa Bordet, men det var Dag. Hun satte sig op og saa sig om, hun vendte Øjnene fra og til, som lyttede hun, som kaldte nogen paa hende. Saa aabnede hun med let Haand Hornkapslen, som Axel havde om Halsen, tog Pergamentet ud og gemte det i sin Vandrepose. Axel havde fortalt Lucie om sin Skat, havde ogsaa snakket om den i Søvne. Lucie blev endda forsigtigt liggende lidt, Axel sov fast. Hun listede op, klædte sig paa og gik stille sin Vej.

Miserere

Den graa Novembermorgen gik op over Stokholm, uden Gry, ulystelig; de første Tegn paa Liv og Bevægelse var en Skikkelse, der bugtede sig et Par Gange, idet den fløj tilvejrs i Galgen.

Op paa Dagen begyndte Folk at komme frem og se, hvad der var forefaldet. De halshuggede laa endnu paa Torvet i en Vask af Blod og Natteregn. Soldater stod Vagt og friskede sig med Øl og Vin i det ramme Vejr. Over Middag gik Bøddelen i Gang med endnu en Del overbeviste Kættere og Landsforræddere.

Det blev en saare stille Dag. Dagen syntes mere karrig og kort end ellers, paa en Gang lavede den til Aften, uden at det var bleven til mere.

I sin Undergang flammede Solens Baal igennem, og alle Skyerne gled fra Himlen som et Øje, der langsomt aabner sig. Da Solen var gaaet ned, stod Himlen længe efter klar og bleg. Fjærnt ude paa Havet laa en halv Snes svindende Punkter, det var de lybske Skibe, der var lettet om Eftermiddagen og gaaet under Sejl. Aftenrøden dybedes i Vest, Himlen tænkte, der var saa vidt ud i den faldende Efterdag, der var saa fattet en Kulde over Aftenen.

I dette Stille brød Klokkerne i St. Nicolaj Kirke ud med en sorgstemt ringende Klang. Ja, ja svarede det straks fra St. Klara Kloster paa Nørremalm og fra St. Jakobs Kirke. Og fra Søndermalm løftede Klokkerne i Marie Magdalene Kirke deres Stemmer. Mens de ringede med hver sin anklagende Røst, faldt flere hurtigt jamrende Klokker ind fra de smaa Kapeller.

Der laa nu Byen som et mørkt Jordskud ude i Vandet, Usalighedens Ø, hvor al Lyd er Klage, hvor Metaltunger uroer Luften og raaber, saa at det sukker, under den smærteklare Himmel. Luften runger fra og til som en levende, der duver af Pine, Klangen fødes højt grædende og dør som en affældig Bølge hen i Luften. Det samme Klagemaal vender tilbage, Luften ømmer sig, de usete Ganer kvækker med stædig Bedrøvelse, og Luften svirrer.

Men da Klokkerne i Byen havde talet og forklaget længe, tog de pludselig alle haardt paa Vej, de klemtede, de stormede. Og med et friedes lange Luftskrig af Klokkernes blandede Tumult, klare og skingre Raab sprang ud højt oppe; vilde Klange, der var renere end nogen jordisk Lyd, blev til inde i selve Rummet. Det var som kastede usynlige Væsner sig oppe i den ildgule Luft, store hvide Legemer styrtede sig med Lynkraft omkring oppe i Luften og raabte ned, sang, klagede og sang.

Mikkel Thøgersen kom over Broen fra Søndermalm. Han hørte Klokkerne, han kom ind i Byen og gik omkring der. Aldrig før havde han vidst, hvor lavt det er at gaa paa Jorden, han følte sig paa Bunden mere end nogensinde før i sit ufrie Liv, _nede_. De usle Huse forlod Bunden mere end han, der gik under dem; han saa op ad de skumle Trærønner, bøjede Hovedet og gik frem som et Dyr under Aaget. Langs Grunden af Husene i den ene Side af Strædet laa Rendestenen med gammelt smudsigt Blod, der var flydt ned fra Torvet. Det blæste, Luften var høj og ligesom udhungret, det var koldt, koldt.

Mikkel kom over Torvet, hvor alle de henrettede laa, en Dynge fuldstændigt ubevægelige Kroppe; han gik hen mod St. Nicolaj Kirke.

Udenfor paa Trappen rejste de syge og værkbrudne sig og vendte sig mod Mikkel, de fik travlt med deres Elendighed; idet de stod op, rystede de Lugten af raadne Saar ud af Klæderne.

En Mand i hvide Vadmelspjalter viste begge sine Hænder frem, der var gaaet for tidligt i Aadsel, og strakte Læberne ud efter Almisse. En Dreng skønnede sig frem efter Lyden og saa med to store blodige Kødhuller, hvor han havde haft Øjne. En ung Krøbling sad ned og holdt sit nøgne Ben paa et Bræt, det vejede flere Lispund af Betændelse og stank varmt. Der var en Lunhed paa Trapperne fra dem, der svedte i Feber.

Men helt nede i Skumringen ved Kirkemurens Fod sad et Væsen, kun en Bylt Klude og et Hoved. Det er et Kvindehoved, skævt og bulet af Vandsot, hun har ingen Lemmer, hun rører kun Øjnene. Blikket staar op gennem Tusmørket, og da Mikkel ser med Ynk ned paa hende, forfærder hun ham ved et Udtryk af Ondskab, et dyrisk ondt Ønske for ham og for alle.

Da Mikkel kom ind i Kirken, fornam han Røgelse, Kirkerummet stod i sin Højhed, de tunge Kvaderstene syntes at spille og spinde dunkelt, det var Orglet, der tonede sagte; der gik som en Lydtræk oppe under Hvælvingernes Mørke. Kun faa Lys brændte her og der paa de festlige Altre.

Mikkel gik ikke langt ind i Kirken, han blev i et Hjørne tæt ved Døren, og da han følte sig som brudt i Benene af Træthed, satte han sig ned paa Gulvet helt inde i Mørket. Han lukkede Øjnene.

Orglet blev ved at suse stille. Det dulmede, det gjorde ham tillige tungere om Hjærtet. Han var den, der stod udenfor som ellers altid, derfor hørte han den kvægende Musik saa kvalt og langt borte. Han stod hjemløs udenfor.

Da, just som Mikkel tænkte saaledes, vældede Tonerne ud med fuld Styrke, som blev alle de store Porte aabnet! Og et Kor af skære Stemmer løftede sig, en Sang. Alle Orglets fine Piber stormede ungt og lyst ud sammen med de dybe Sorgklange og de allerdunkleste blødende Toner. Sangen steg.

Mikkel sank sammen i sit Hjærte. Herre Jesus! klagede han. Han betroede sig til den mægtige. Han følte sine Aars Byrde af Ensomhed smelte.

Ja, han havde været ensom. Men den ensomme er fordømt, det kommer endelig en Gang for Dagen. Gennem sammenhængsløse Tider fortykkes Tanken, alle simple Klarheder viger langt ud og forlader dig. Den vældige Evne, du sporede i dig med en Stolthed, som var du den eneste i Verden, der undergraves af Tvivl; hvad er din Indbildnings Kraft, siden den ikke kan holde Verden oppe? Du er som de andre, ikke stærkere -- men den eneste i Verden skal du være, ja ensom.

Og hvordan gik det dig, hvad blev der af den fødte Mildhed i dit Hjærte, den dybe Trang til at bruge Godhed mod alle, der holdt dig søvnløs i din Ungdom? Livet vilde ikke forløse din overmægtige Trang til Lykke, det nødte dig til Had, Hævn, og du blev hjemløs. Tilsidst fablede du om at befinde dig som hjemme paa et vildfremmed Sted længst ude i Verden og klage der, om ikke andet saa græde din ufattelige Sygdom ud. Men heller ikke, ikke en Gang din Sjæls grænseløse Mon af Klage og Smærte vilde Livet forløse.

Orglet strømmer med Forløsning. Smærte og Lyst rinder endelig sammen i en lykkelig Klage. Salmens Toner rejser Sindet i lægende Syner. Hjærtet rører sig pludselig i Brystets Indre med egen levende Vilje som et Foster.

Hør, hvor de klare Stemmer synger vaandefuldt og lyst. Orglet raaber og stormer, hvisker, alle Dyrestemmer taler med, de umælende kvæder med deres vilde Røster, Dommens Basuner høres og Himmerigs hvide Fløjter.

Da glimter det, saa at Vejen ses fra Dødsriget ind i den store Sommer. Alle forkomne Mennesker søger sammen derimod, fra Slagmarker og fra Byer; de gaar fra Plovene, de lander ved Kysten og forlader Skibene, de kommer ud af deres Grave, og de søger sammen for at gaa ad Vejen.

Om dem blæser Skuffelsernes pibende Blæst. De rejser efter Forbarmelse, de havde ikke andet end ondt, mens de levede. Deres Tænder klaprer, de græder i Tusindvis, de vrider Hænder, fordi der var bittert paa Jorderig. De kaster en Stormklage ud i Vejret, mens de vandrer, de hæver de blege Ansigter og beder i Vildelse til Stjærnernes Barmhjærtighed.

Fra den fjendtlige Jord stiger en Lyd af det der foregaar, et Sus af alt, hvad Tiden ødelægger. Der blæser en Vind af den evige Visnen paa Jorden, af alle Tings Henfald. Det er den koldeste Vind i Zonerne, den er giftigere end enhver Vinter, den bærer Genlyd i sig, som Isnaales knitrende Sagtevals i Skyerne, det er Ekko af Hovslag og Latter og Liv, som for hen, det er stille jamrende Koncerter. Tys! Det er hemmeligt en Støj af Ben, den inderste Lyd er som sagte Skred i Kisten.

Stille! Det fyger i dit Minde, hvis du tænker; der gaar et isnende Pust af Glemthed over dig. Du hører kun Sneens Fygevise i din vinterlige Erindring. Der jager et Sting gennem din Bevidsthed, det maner dig om et ulideligt Mørke.

Saaledes lytter de arme, der er sat ud paa Jorden, og de bliver bange. De flokkes, ikke af Sammenhold, men som Kreaturer i Høststormen paa en Holm, hvor de søger ud paa den yderste Pynt og kalder indstændigt mod Land.

Der er halvmørkt her at bo, ingen Varme, de forviste lever adskilt uden at kende til Venlighed. Den frysende skal nok sørge for Træk til sin næste; den der savner og nages, drypper Nid i sin Medfanges Hjærte. Nætterne er lange og fredløse for de ensomme, for de ubeskyttede.

Men Mikkel saa Smærtens Fyrste! Han hørte ham i Salmen. Han saa Frelseren og Herren tage de utrøstelige til sig; en efter en tages de op fra Vejen, nøgne, gode nok for Gud. Den barmhjærtige Forløser trøster med sin Varme. Mikkel ser alle de besværede Sjæle modtage Retfærdighed, de rejser sig, de faar Part i Himmerigs Orden. Musik strømmer ned over dem. Mikkel ser alle dem, han har kendt i sit Liv og som Aarene spredte, forsamlede igen; ynkelige Ansigter, han blot saa et Glimt af mellem de faldne paa Valpladsen, dem ser han igen i deres Oprejsthed. Han ser sin Fader Thøger Nielssøn staa frem for Gud, mishandlet af Alder, i sit Legems tunge Bevis. Han ser Himlen aaben, og han brister ned for Gud i sit Hjærte. Han kryber paa sine Knæ ud paa Kirkens Gulv, hvor han synker sammen.

Den lille Skæbne

Det sneede. Stortorvet i Stokholm laa med et blødt, skinnende Tæppe, og Sneen blev ved at strømme jævnt fra oven. Mørket var ikke falden helt paa, men der var tændt Lys i Ruderne.

Fra alle Gader, der mundede ud paa Torvet, kom festklædte Folk, de gik i den nysfaldne Sne, og alle søgte op ad Raadhusets Trappe. Der var Ruderne oplyste til Gilde, Stokholms Stad gav et Gæstebud til Kong Christierns Ære. Da Spisningen var endt i Salen, strømmede de unge ind, de havde længe ventet i Trængsel uden for Dørene. Nu skulde der danses.

Saa spillede Musiken. Axel var den første paa Gulvet. Han svang sig hensynsløst en Times Tid, hengav sig alene til Dansens Strabadser uden at tænke paa, hvem han delte dem med. Da han kom ned for at slukke Tørsten og kiggede ud, var det mørkt som i en Bælg, den hvide sværmende Sne trængte ind ad Døren som Møl, der søger Lyset. Axel strøg ud og løb et Par Gader hen for at se til Mikkel Thøgersen, der laa syg. Mikkel havde holdt Sengen i en Uge, det tegnede til at blive ringe med ham.

Inde i det simple Herberge, hvor Mikkel havde Kvarter, sad et Selskab af Knægte ved Drikken. Axel gik dem forbi med en Hilsen og ind bagved i et af Kamrene, hvor Mikkel laa. Der var mørkt derinde, og Luften var meget kvalm. Mikkel, som laa i Feber, spurgte, hvem det var; hans Stemme lød svag og hed. Axel tændte Lys og trykkede Mikkels svedige Haand. Hvordan det stod til?

Det saa ikke bedst ud. Mikkel laa rødskjoldet og med dryppende Bryn, hans Magerhed gjorde et uhyggeligt Indtryk. Han aabnede Øjnene grumme træt og lukkede dem igen, de var blodsprængte og sløve.

Ho, sagde Axel nedslaaet. Han satte sig paa Halmstolen udenfor Sengen og saa ufravendt i flere Minutter paa det syge Ansigt. Mikkel trak Vejret kort og vendte Hovedet fra og til, som vilde han flytte paa sig uden at evne det. Axel holdt Vand hen for ham, men han afslog det ved at fortrække Munden.

Det saa ud til, at Mikkel skulde dø her i dette nøgne Kammer. Saa langt naaede han. Paa den hvidtede Væg hang Slagsværdet, hvis Skæft var slidt af hans Haand. Men nu var Mikkels Hænder bleven saa modløse og sløje. Det stride Mundskæg, som var begyndt at graane om Næsen, klistrede af Slim. Den skaldede Pande sprang underlig kantet frem, baade barsk og fattig som tømret, umageligt Bohave. Og Kinderne var faldet helt ind.

Axel kunde ikke sige noget. Hvad var der at tale om. Det var saa usigelig tungt. Han vilde gærne have tørret Slimen af Mikkels Skæg men kunde ikke beslutte sig til det. Han blev siddende i lang Tid og saa, hvor Mikkel døjede Sygdommen paa sin sædvanlige indadvendte Maade.

Ja ja, mumlede Axel omsider og stod op. Han søgte Mikkels Blik, idet han bøjede sig for at slukke Lyset. Saa greb han den hede Haand, stammede Farvel og gik.

Ude i det brandstagende Mørke, hvor man tilmed maatte knibe Øjnene i for Sneen, løb Axel bus paa et Menneske, han lo, og Mennesket lo, en kort Pigelatter.

Sigrid! Sigrid! raabte Axel i Fryd og langede Armen ud for at faa hende fat igen. Men han hørte paa Skridtene, at der var flere, og de tav, han havde gjort noget galt i at raabe, indsaa han. Det var lige ved Raadhustrappen, og da Døren gik op for Lyset, saa Axel, at Sigrid fulgtes med sin Broder og desuden en ældre Kvinde. Han hilsede ærbødigt.

Axel havde ikke kunnet finde Sigrid, skønt han havde tænkt paa hende uafbrudt lige siden den Aften, de først saa hinanden. Nu vidste han ikke rigtigt, hvordan han turde være. Men Sigrid saa ham straks aabent i Ansigtet. De traadte ind i Dansen. Sigrid var kold endnu udefra, hendes Kjole aandede Kulde mod Axel, hendes Haar var fuldt af duftende Kulde; det friske Ansigt straalede.

Hvordan kan det være, jeg ikke har kunnet finde dig? hviskede Axel brændende bevæget under Dansen. Sigrid dansede eftertænksomt:

Ja, svarede Jomfru Sigrid.

Lysene uttede overstadigt paa Væggene, som kunde de vævre Flammer ikke være rolige, mens de diede og drak af Talgen. Gulvet dundrede under de svimle Par. Den store Hal var kun daarlig oplyst. Hjørnerne laa i Skummelhed, ude i Salen dansede der flere lemmeløse Skygger, end der var Mennesker. Tæpperne bølgede paa Væggen i den kolde Træk. Og Musiken skrattede. Parrene svang sig, de vindige Skygger sprang rene Dødsspring over Hjørnernes Afgrunde.

Jeg har ikke husket dig som du er, hviskede Axel aandeløst kærlig i Dansen, jeg huskede dig helt anderledes. Men du er . . . han tav længe og med et arbejdende Bryst. Sigrid!

Sigrid dansede uudgrundelig sværmerisk.

Ja, svarede Sigrid med en sagte Klang.

Spillemændene, de Mænd med ubetalelig Færdighed, gav ikke fortabt; Klarinetten hvirvlede med Tungen, de klare Horn tuttede, og Trommen holdt Takten stiv.

Uforanderlig er den dansende Nat. Axel og Sigrid danser i Evighed sammen. Da ser Axel, hvor blegt Sigrids Ansigt er.

Om Blodet nu styrtede ud af din Mund! udbryder han stærkt og staar næsten stille. Sigrid ser op med runde, sorte Øjne og bliver endnu blegere, han slutter hende tæt til sig med skælvende Arm og fører hende ganske langsomt videre i Dansen.

De sad paa den hyndebredte Bænk ved Væggen. Axel talte, og Sigrid begyndte at spille af Liv imod ham. Hun saa frit paa Axel som for at undersøge ham, og han gjorde uvilkaarlig et Kast med Kroppen, se kun. Han var i blaa Sækærmer, der var skaaret op for gul Silke underneden, og grønne Hoser, hans Sko lignede Hammerhajer, de var forlænget paatværs i Snuden. Sigrid havde en Kjole paa af blaat Fløjl, der var aaben for det fine Lin paa Halsen; hendes spæde Haar, og det var gult som Byg, flød hende om Kinderne. Hun lod Axel se sin Ring, en tindrende Diamant paa den korte, butte Finger.

Vi har samme Slags Hænder, sagde Axel. Han sænkede Stemmen: Vil du have en Ring af mig? Jeg har en hel Del. Sigrid?

Sigrid afbrød ham udeltagende. Han spurgte igen. Sigrid sagde let Nej og rystede Haaret tilbage.