Part 8

Nu var Sagen den, at der laa en lybsk Flaade i Skærgaarden udenfor Stokholm, Købmænd, som Kong Christiern havde indbudt til at komme og sælge Levnedsmidler til Hæren, mens han belejrede Byen. En Del var sejlet bort nu igen, men den store berømte Karavel, der var lastet med _farende frouwen_, laa derude for sine Ankere endnu. Det var en Storkræmmer i Lybæk, der holdt dette Skib paa Søen, det sejlede med samt sin Ladning rundt til alle de Steder, hvor Landsknægte holdt til i større Styrke.

Axel og Mikkel brød øjeblikkelig op, tog deres Vaaben og begav sig ned i Byen. Det var mørkt og taaget i Vejret, Klokken kunde være henad tre. Gaderne laa ganske tomme, ikke en Lygte, de snublede og faldt adskillige Gange over et og andet Skramleri, endelig naaede de ned til Sønderport og slap med gode Ord forbi Vagten. Nedenfor Broen under Muren plejede der at ligge en Del Joller, som man kunde leje, men i Nat var der ikke en eneste. De listede da østerpaa langs den smalle Strandkant og fandt en Baad et godt Stykke henne, den brækkede de løs og sejlede med den.

Skibet laa temmelig langt udenfor Slotsholmen, det varede noget, inden de skimtede Lysene fra dem i det tykke Vejr. Det de skulde til laa længst tilvenstre. Efter at have roet en halv Snes Minutter i Nattens og Søens ubehagelige Fugt, naaede de Karavelen, der laa for sit Anker med det høje Agterkastel ragende op i Mørket og Taagen.

Men de havde _hørt_ Karavelen længe før de kom til den, der stod en mægtig Fest derude. Tre Lygter, en paa hver Mast, spredte Lys over Takkel og Dæk, mange Skikkelser rørte sig deromkring. Tykningen dannede store Ringe om de tre røde Lygtemaaner.

Der ligger alle Jollerne, sagde Axel dæmpet med et Grin, idet de gled ind under Klyverbommen. Jo en god halv Snes Smaabaade flød i Stime rundt ved Ankerkættingen.

Der blev raabt an oppe fra Stavnen paa tysk, det var Skudens strænge Fører. Og Gallionsfiguren, en blodtørstig Drage, viste alle Pløkkerne i sit Gab.

Gute Freunde! raabte Axel og satte fra den skvulpende Jolle op i Tovværket, Skipperen gav ham en Haand og hjalp ham paa Dækket. Mikkel bandt Jollen og fulgte efter.

Ved Masterne laa Øltønder under Lygten, rundt om paa Dækket var rejst smaa Halvtag af Sejldug. Kastellet agter ude var oplyst, og herfra lød Larm af Piber og Skalmejer, Fryd og Bægerklang. Det var Pigestemmer. Og hvor de lød varmt her paa den salte Sø. Det var hjemligt, det bevægede Hjærtet at høre zarte Stemmer paa en havvant og umild Skude. De tjærede Planker rystede under Festlighederne oppe og nede, hele Skibet vuggede langeligt i Søen. Der stak Dyner op af Lugerne.

Lette Trin lød paa Dækket lige ved Axel og Mikkel, smidige Fjed, og dog fjedrede Plankerne under den sunde Vægt af et voksent Menneske. En Pige i lyse Klæder var dukket op fra Rummet og skyndte sig hen til dem, hun smøg sig blødt imod dem begge to og lod en kærtegnende Lyd høre til Velkommen, uden Ord, de mærkede pludselig Varmen af hendes forunderlige Nærhed.

De gik sammen hen mod Lygten, hvor Krusene blev svunget imod dem med Hyldestraab, og da Axel saa Pigens Ansigt, bøjede han sig hastigt, hun havde sammenvoksede Bryn. Han bøjede sig hastigt og spurgte, snublende i Tysken:

Hvad hedder du med hvide Tænder?

Hun svarede med lav og varm Stemme, som havde hun kendt ham længe og vidst, at han vilde komme:

Lucie.

Historiens Fælde

Henad Middag den følgende Dag kom Mikkel og Axel hjem. De begav sig op i Axels Kvarter, han havde et Tagkammer i et højt Hus ud til Stortorvet. Her sad de over en Kande Øl, begge godt forvaagede og medtagne. Men de straalede hver for sig underfundigt af Øjnene, befandt sig vel ved Hovedpinen og Minderne.

Særlig Mikkel var inderlig oprømt, der var en næsten udfordrende Festlighed over ham. Havde han ikke noget vist kvindeligt i Blikket, saa han ikke ud til at ville omfavne hele Verden og give den Døden og Djævelen i samme Aandedræt!

Axel begreb ham ikke, han saa nysgerrig paa ham. For der var en Ting, Axel vidste. Om Natten havde han hørt et Menneske klage ude paa Skibet, det kom nede fra Rummet, lange kvalfulde Raab. Der var noget særlig rystende ved at høre Jammerskrigene, de lød ikke som fra et menneskeligt Væsen. Og da han vilde ile til Hjælp, havde man fortalt ham, at det var hans Ven, den rødskæggede, der bare laa dødelig fuld. Han var da gaaet ned i Rummet og havde set Mikkel ligge ukendelig, fortrukken i Ansigtet som en Misdæder paa Pinebænken. Axel syntes endnu man kunde høre de sørgelige Skrig, Mikkel havde udstødt, mens han laa paa Nakke og Hæle og stirrede opad i dybeste Nød, han hørte ham svælge og knirke med Tænderne. Men nu lod han til at være svært tilpas, ualmindelig tilpas . . .

Axel saa til de runde, grønne Ruder. Solen brødes i dem, han slog hele Vinduet op. Det var bleven Solskin. Tagene laa i hvidligt Lys; nede paa den smalle Strøm krøb en lav Kaag for en Stump Sejl, og langt ude stod det store Taarn paa Søndermalm skarpt belyst imod Skoven, Gruberne i Muren efter Beskydningen kunde tydelig ses. Torvet lige nedenunder laa endnu med Søle og Pytter efter Regnen igaar.

Se! udbrød Axel, nu skal der festes paa Slottet igen, Mikkel!

Langs op ad Gaden mod Slottet red en lang Række af Adelsmænd og høje Herrer.

Mikkel for til Vinduet. Saa maa jeg afsted, mumlede han uroligt. Det var galt at blive saa længe borte, hvis nogenting stod paa, han kom rimeligvis i Forlegenhed nu. Mikkel gik straks.

Axel blev staaende og saa, hvorledes alt hvad stolt og rigt var i Stokholm langsomt trak op mod Slottet. Der kom Riddersmænd paa langhalede Hingste, med Agrafer paa Huen og pelsbræmmet Vams, Guldsporerne glittede ved deres Hæle; Ærkebisp Matthias red bøjet og affældig i Sadlen, hans røde Fløjelskaabe hang ned over Siderne paa den lille jævne Graaskimmel og lyste stikkende som en stor Valmue i Solen. Vægtige Borgermænd skred tilfods, stive af Tøj og med lange Stokke, fornemme Fruer agede i Skridtgang; fra Sidegaderne kom der mange og sluttede sig til, og de drog alle ind ad Slotsporten, hvis runde Murbue efterhaanden tog dem ind under sig.

Da Axel havde set sig mæt paa Processionen, vendte han sig ind i Stuen, strakte sig og vidste ikke længere, hvad han skulde gøre af sig selv.

Sigrid! Han rakte sig knagende og smilede stærkt bevæget. Blodet jo i hans Hoved og i hans Bryst af Længsel. Endnu en Gang saa han sig om i Kamret, der flød med hans Vaaben og Saddeltøj, og han fortvivlede. Saa smed han sig paa Sengen og sov.

Nogle Timer efter vaagnede han og gik ud i Byen. Solen hældede, der var saa stille paa Gaderne. Kun ud fra Herbergerne lød der Tummel af Soldater, men selv deres Svir havde faaet en egen neddæmpet Lyd; det var paa tredie Dag Byen jubilerede.

Axel gik gennem Gaderne i et ubestemt Haab. Han ledte efter Sigrid. Og da han ikke kunde finde hende, tog han ud paa et af de skovklædte Skær og vankede rundt paa maa og faa, som kunde Sigrid være at finde bag et eller andet Træ.

Her stod Axel, da Solen var gaaet ned, og Byen ragede sort og takket fra de levrede Bølger op i den gule Himmel. Klokkerne ringede til Aftenmesse derovre. Nordfra samlede sig høje mulmende Skybanker, men i Syd laa en lav Taagerand, som var det den henfarne Dag, der endnu kunde øjnes.

Da Axel kom ind til Byen igen, var det mørkt og roligt overalt, meget stille. Han søgte op paa sit Kammer. Men idet han traadte ind, hørte han en Kvindes sorgbefriede lille Hvin, som et Fuglefløjt, og hun hilsede ham om hans Hals. Det var Lucie!

Men hvordan var hun dog kommen her, det var jo hende forbudt at vise sig i Byen, og hvordan havde hun fundet herop? Jo Axel havde selv fortalt hende, hvor han boede, og hun havde hvad Resten angik overlistet alle mulige vogtende Mennesker.

Axel hentede Mad og Vin.

* * *

Ved samme Lag stod Mikkel Thøgersen Vagt i Slottets store Sal. Han blev Vidne til et skæbnesvangert Optrin i Nordens Historie; skønt han kun deltog som Tilskuer, mærkede det ham for alle hans Dage.

Hvad der skulde ske havde ingen anet. Hele denne udsøgte Forsamling, der talte og summede i Salen paa det behageligste, velstemt og renligt tilmode ved at staa i Festklæderne tæt under Straalerne af den kongelige Sol . . . de blev alle paa en Gang musestille. Og der lød kun en enkelt tør Stemme under det store Loft, en daarlig behersket, stigende og faldende Røst. Det var Gustav Trolle, der talte. Stemmen alene spaaede Skade, som naar der er dødsstille i Naturen foran et Uvejr, og kun en Spætte hakker paa en vissen Gren dybt inde i Skoven. Men ved Ordenes Mening gik Kraften af Knæene paa dem, der hørte til, mere end en blev hed om Ørene. Det var fatale Historier, Ærkebispen var ved at pirre op i.

Gustav Trolle havde ikke mere det Ansigt, Mikkel kendte. Gustav Trolle, hvem han havde lagt Mærke til, fordi han beundrede ham blindt. Han var ligesom Jens Andersen den lærdeste Mand i sit Land og tillige den mægtigste, et Hoved uden Lige og en hærdet Idrætsmand, han var den helligste og den mest ryggesløse, han forbandt hele sin Tids Viden og Kunnen med Rigdom paa Gods og Penge; i teologisk og juridisk Indsigt saavelsom i strategisk Kyndighed overgikkes han af ingen. Men de Gange Mikkel havde set hans Ansigt, var det furet og beskrevet af hans Ulykker, usundt af Hadefuldhed, ikke heller fri for kuede Træk. En Alvor, der vilde dække over mange gemte Ting, gjorde ham kun nedtrykt, Smil klædte ham ikke, han kunde ligne en udvisket, narrevorn Skriver.

Men nu var Ærkebispens Ansigt endelig støbt om -- og bleven koldt. Paa samme Maade forvandles en Elskers plumrede Hensyntagen, naar Tiden er til det, hans Øjnes tiggende Sødme bliver en ubønhørlig Dom, hans Bejlen en raa Befaling.

Denne deres Ærkebisp havde Svenskerne behandlet saa haardt, som man behandler en haard Mand. Foruden at de jævnede hans Slot og Befæstning med Jorden og plyndrede hans Domkirke, røvede de alle hans Ejendomme, smed ham i Fængsel som en Tyveknægt og pinte ham der. De ventede, at hans Fjende, Sten Sture, skulde blive siddende som Konge. Nordboen var altid værst mod sig selv. Nu blev Christiern Konge, voldeligt, mod alle Svenskeres Vaaben og Vilje, og nu var der til dem.

Jon Eriksen, hvis Liv som Følge af hans Begavelse havde været en Række af bitre Ulykker, læste den skriftlige Klage op i Forsamlingen. Han havde siddet tre Aar Fange paa dette samme til Tænderne befæstede Slot, hans Ankler var ikke lægte endnu.

Medens Jon Eriksen læste, begyndte de at murre i Salen og røre paa sig, de tabte al Fatning som Dyr i en Faldgrube.

Og Processen gik sin Gang som den maatte paa denne Dag, da de to Folk, der var lige og dog uforenelige, endelig opnaaede Skilsmisse. De var hinanden bestemt som to Søskendebørn, der ikke kan undvære hinanden og som martrer hinanden godt, slaar hinanden Saar med behændigt og dygtigt Nænne -- indtil de skilles, hver for sig med Døden i Hjærtet.

Aftenen bragte et Tillæg i Ulykke, som ikke en Gang de onde Viljer havde udpønset. Det var en Kvinde, der afstedkom det, Sten Stures Enke. Hendes Livssyn og Kaar medførte, at hun bar Papirer hos sig, Statspapirer, hun var ikke stort mere end tyve Aar. Hun alene svarede paa Anklagen ved at fremlægge et Dokument, der beviste, at alle Forbrydelserne mod Gustav Trolle og Kirken var en Beslutning af Sveriges samlede Rigsraad, beseglet af Landets første Mænd! Men her blev der ikke tillagt Rigsraadsbeslutninger elementær Magt, nej her drejede det sig om en Sags Inderste. Nu fik Retten kun i al Magelighed Forbrydernes Navne og Segl. Vand, der plejer at slukke Ild, nærer den just, naar Ilden er sluppen løs i sin hvideste Majestæt; det var selve Satan, der spillede dette Dokument paa Bordet.

Nu gik Døren op for den bevæbnede Vagt, Folk i Harnisk og med nøgne Sværd kom ind og begyndte at gøre de anklagede til Fanger.

Jens Andersen samlede de juridiske Hoveder om sig og fik Retten sat. Den store Guds Mand og Studepranger forstod sig paa at forlige Lovens Bogstav med Sagens Krav, han fulgte heri sit stærke Hjærtes Drift. Og det raadede ham sandt. Men selv den dybest tilgrundeliggende Sandhed, den djævelske Sandhed, slog Klik her, kunde ikke redde Norden. Saa stor Uvilje til Lykke kendetegner Nordboen, at netop det yderste, radikale Redningsmiddel slaar alt Haab ihjel for stedse. Saa mystisk var Folkenes Uenighed, saa stædig deres Skæbne. Nordens Riger sprang i tre som en ildskørnet Sten.

Det var den syvende November 1520.

Men den Mand, der holdt det hele i sin Haand, der havde sat de ustyrlige Hoveder sammen og benyttet sig for sin Kongesag af de hævngerrige Mænds Talent, Ondskab, Snuhed, han sad nu fuldstændig ene i sit Kammer, medens hans Tjenere gjorde det færdigt, der skulde gøres.

Mikkel Thøgersen saa Kong Christiern sidde inde ved sit Bord, han sad rank op mod Stoleryggen, kulsort i Skyggen fra Kaminilden bagved. Mikkel bar Lys ind. Han saa Kongens Ansigt, det var baade spændt og slappet, han saa ud som den, der endnu tager sig sammen til Beslutningen, som forlængst er gaaet i Fuldbyrdelse.

Lucie

Lucie, Tusmørkets Barn . . . hun var dog ung. En falden Engel var hun, ja et Menneske. Hendes Bryn var vokset sammen mellem Øjnene, Tusmørket havde signet hende i Panden med en flyvende Flagermus.

Le kunde Lucie slet ikke, kun grine glædeløst som et umælende, der venligt og advarende viser Tænder. Hun lod sig kun nu og da formilde, og da lignede hendes Smil en Septemberdag i Danmark, naar sorgløse Fugle styrter sig i Sværm under den forklarede Himmel, medens de falmende Blomster staar stille og ved bedre Besked. Ak, Lucie var ikke tyve Aar, og hendes Bryst hældede allerede, det var desværre sejgt som nedfalden Frugt.

Lucie, hun kunde tralle en Visestump, men glad var hun ikke. Hun forstod ingenting, andet end at flyde nedad, som et synkende Menneske mod Havsens Bund. Det var af hendes fri Vilje, og derfor havde hun en uhjemlig Kulde i sit Væsen; men uden selv at vide deraf udtrykte hun enfoldig Undren ligesom Skarnbassen, der er falden om paa Ryggen i Hjulsporet og marcherer paa Stedet med Benene opad sit Liv ud, til det knusende Hjul kommer.

Men der var Øjeblikke i denne Nat, da Lucie lyste i Syndens salvede Majestæt. Hun fik Glorie om sit dunkle Hoved af utrætteligt Begær, Rædsel, hendes Sjæl slog ud i et vildt, maalløst Blik som i Korsridderens Øjne, naar han pludselig ser de røde Blodroser springe ud om det viede Kors paa hans Bryst.

Axel blundede hen.

Han sov og drømte, han var gledet ind i en anden, halv og vaklende Virkelighed, han sad ved Havbredden, og hos sig havde han Sigrid; det kom ham for, at han var dødelig søvnig. Imidlertid stod han op og ravede frem for at rede dem en Seng, og han tumlede længe med Bølgerne, lagde dem tilrette og tog efter en hvid Bølge til Hovedpude, men alt hvad han redte svandt væk i Favnen paa ham; han greb efter Flige af Lagner, der løftede sig og flød ud i ingenting, han brødes tilsidst med de urolige Puder. Endelig opgav han det.

. . . Lidt efter fløj Axel og Sigrid fra Jorden. Ja, de stod lidt stille i Luften, og Sigrid tog ham i Haanden. Saa fløj de vidt og svimlende højt, men Axel syntes i dyb Søvnighed, at de maatte endnu langt videre ud i Himlen, det bares ham for, at der var en Udsigt ved Verdens Ende, som de maatte se. Men da de havde fløjet længe, gav Sigrid efter, hun blev tung og begyndte at klage sig, og da styrtede de begge ned. Axel vaagnede. Han sov igen og drømte igen underlige Ting, der ikke lod sig huske.

Vis mig et Modermærke paa dig et Sted, hvis du har et, for at jeg kan kende dig i Helvede, bad Axel halvt forrykt, da Dagen gryede.

Lucie lo skamfuld, hun var lige ved at græde af Lykke, og hun viste ham Arrene, hun havde paa Ryggen efter Kagstrygning; de lignede gustne Siv og endte ligesom Siv i brune Blomster, hvor Piskens Knude havde kysset.

. . . Atter var Axels Øjne sunkne til, uden at han vidste det, og atter flyver han, men alene. Han flyver i oprejst Stilling midt ad Gaderne i Stokholm i Højde med Tagskæggene, han tvinger Armene i Siden som en Løber og holder sig oppe ved sin indre Kraft, glider stærkt og stille frem. Gaderne er tomme og ligger i lurende Skumring; langt fremme i de dybe Gyder ser han Skygger røre sig og skynde sig afsted med Ryggen til, men der hvor han flyver, er der aldrig nogen levende. Himlen er brændende, lysende gul, det er som rummer den en lykkelig Viden.

Da lukkes Gaden af et højt Hus, og Axel frygter for at flyve mod den skumle Mur, utydelige Hoveder lurer i Vindueshullerne; han tager sig sammen og naar at hæve sig skraat i Vejret, han slipper luftigt over Mønningen af Huset, kan lige naa. Axel svæver siden lavt og rører med sine Fødder ved Ris og Træer. Men pludselig fylder han sig og vil, vil, han stiger, medens Luften bliver endnu dybere Og endnu gulere, han gaar stejlt tilvejrs og hænger over alle Taarne som et Fnug i den lyse, frie Luft.

Axel flyver, og dybt nede huler Vandet sig i lydløse Bølger, han ser Skibet skraat nede og overvejer ængsteligt, om han vil træffe det med den Retning han har. Det er som formaar han kun med yderste Anstrængelse at styrte derimod, skønt han flyver af sig selv. Men han naar i Sikkerhed ned paa Skibets Dæk. Det er Lykkens Skib.

I Stavnen staar en Vild og holder Udkig uden at mindes noget andet i Verden, han stirrer kun ud efter Havets Taager; Skibet sejler og nejer aandeagtigt let hen i Havet.

Det er Columbi Lykkes Skib. Han selv, den forliste Skipper, staar ved Roret og bøjer sit Dødningeansigt over Kompasset, Kursen er stik Syd; paa hver Side af sig har han en nøgen, rød Skovdværg, der vædsker giftigt overalt af Ælde. Og Sejlene bovner som Spindel fra Ræerne, Stjærnerne gennemskinner de fulde Sejl.

Men agterude i det bratte Tømmerkastel, paa Dækket og under Dækket, i hver en Vraa og Rede venter Alverdens Kvinder; der er en af hver Slags fra Jordens tusinde Landskaber. Af hvide er der mange, fra de yngste unge med Drengeben og spirende Barm til de føre Fruer, hvis Knæ er ru af Gangen i Kjolen; fra de hvide Frøkner, som vasker sig tidligt og silde, til Bondedøtrene, der lugter som Mælk af Munden, og hvis haardføre, laadne Lemmer slaar som Knipler. Der er Piger af røget Lød med Øjnene fulde af dristig Uskyldighed, der er Kvinder med luerødt Haar og Fødder saa hvide som Sne, Negerprinsesser med rosenrøde Mundvige og Tigertænder i Krans rundt om de ranke, sodsorte Lænder. Arabiske Møer, slunkne og smidige som Leoparder; frodige Jomfruer fra de rige Gaarde i Polen, smaa blomsterstøvede Væsner fra det inderste Asien, og Kvinder, som ingen Evropæer saa, fra Øerne i Havet.

Paa alle er der Forskel i Højde og Alder og Skabning, som de er ulige i Sind og Tanke. En smiler sorgfrit med sin friske Mund og taler ud af sit unge alvidende Hjærte, en anden ler nok gæstmildt men fortier sit Tungsind; nogle bryster sig af deres vitterlige Skavanker, andre slaar Øjnene ned og skammer sig over deres lydefri Figur. En er ikke fuldstændig lige, fordi der ogsaa skal være en af Jordens skæve paa Lykkens Skib; en er mindre hvid, en andens forunderlige Fylde bredte sig rigelig stærkt, det er der spinkle Skønjomfruer for paa Lykkens Skib. Den enkelte er vel aldrig fuldendt, men ingen er undværlig; de mange tilsammen stiler mod Fuldkommenhed. De er alle meget nær ens paa Lykkens Skib, for saa vidt som hver for sig bedaarer.

Lykkens Skib sejler og nejer aandeagtigt let hen i Havet. Lykkens Skib, Axel drømte sig ombord derpaa. Og han følte Sigrids Nærhed.

Da vaagnede han pludselig og havde Lucie.

Det var lys Dag, de blæste i Trompet nede paa Torvet, fyrige, pralende Signaler.

Det er bare at de blæser i Trompet, mumlede Lucie søvndrukken og krøb bedre i Leje uden at aabne Øjnene.

Men Axel rejste sig og slog Vinduet op. Da saa han, at der stod to lange, ubevægelige Rækker Knægte med Hellebarder fra Slottet over Torvet og helt hen til Raadhuset. Ellers var der tomt paa Torvet. Lige udenfor Raadhusets Port . . .

Skafottet er rejst, sagde Axel og gik fra Vinduet. Han snappede sit Tøj og klædte sig paa i en Fart. Lucie lagde sig om paa Ryggen og saa lysvaagent paa ham uden at sige noget. Axel gik ned i Huset.

Men han kom snart op igen. Han havde faaet at vide, at Døren var lukket, og at Herolderne nylig havde forbudt alle og enhver Borger i Stokholm at gaa udenfor sit Hus.

Axel stod ved Vinduet og ventede. Der gik en halv Time, der gik en hel, han blev jo længere jo mere begærlig efter at faa Rede paa, hvad dette betød. Men der skete ikke noget. Et Par Mand gik og ordnede ved Skafottet, ellers var der kun de to rette og rolige Soldaterlinjer tværs over Torvet og op mod Slottet. En ganske dæmpet Lyd af Mumlen og Hvisken lød op fra dem. Vejret var raakoldt. Nu og da red en Høvedsmand i bragende Galop langs ned ad Rækkerne og rettede dem, ellers holdt han stille oppe ved den lukkede Slotsport.

Da Axel en Timestid efter var henne og se ned igen, stod Soldaterrækkerne uforandret.

Blodbadet

Stille var der i Stokholms By. Kun Hovslag lød gennem Gaderne, naar Ryttertroppe jog rundt for at paase, at alle Døre holdtes lukkede.

Hvad kunde der ske, hvad maatte de indespærrede Folk forestille sig! De sad nu forstummet inden Døre, ved hver Rude glanede et uforstaaende Ansigt, til hver Sprække laa et spejdende Øje. Den hele By rejste sig tæt og klinet paa sin Ø som en stor Tue; for hver Ende ragede de ophejsede Vindebroer i Vejret som gabende Kæber, og derinde i de tusind Kamre havde man stemmet op for Sjælene, saa at de steg ud i vilde Formodninger, løb løbsk i Angster. Der staar en Syrelugt op fra et Myrebo, hvor de hidsede Myrer vrimler i blindt Raseri, saaledes var Luften over Slotsholmen, usynlig forgiftet af Skrækkens Fantasier.

Først hen ad Middag -- Axel havde set sig halvt rasende paa den evigt lige rette og sejge Soldateropstilling dernede -- henad Middag kom det.

Ja, alle de samme Mænd, der Dagen i Forvejen havde begivet sig til Slottet i deres bedste Stads og i højeste Følelse af deres Betydning for Landet, de kom nu tilbage.

Det var som havde de høje Herrer af Sverig brugt Natten ene alene til at øve sig i at formere bedre Orden. De var kommen som det kunde falde sig, men nu gik de samlet efter Rang, de store Gejstlige først, dernæst Adelsmændene som de var fornemme til, og tilslut Stokholms myndige Borgmestre, Raad og Rigmænd. Ingen var længere til Hest, de gik taalmodigt lige nær ved Jorden allesammen, som slotne Faar. Profossen havde ventet fra Morgenstunden af, han længtes. Og de naaede Skafottet i Procession; de gamle gigtsvage Bisper holdt sig ikke meget ranke, mellem Adelsmændene var der dem, der traadte i Jorden som udfordrende Væddere; en og anden Borgermand virrede med Hovedet som et Faar, der vil smøge Tøjret af sig; men de fleste gik villigt i Flokken. Der var ved tredive-fyrre Par.

Ærkebisp Matthias af Strengnæs tilkom det paa Grund af hans høje Værdighed at blive rettet først; han havde endnu sin røde Fløjelskaabe paa. Axel kendte ham, da han krøb paa Knæ og hævede sit lille Ansigt opad og lagde Hænderne sammen. Men det hastede. Ærkebispen rejste sig igen og begyndte at klæde sig af der under aaben Himmel for Bødlerne.

Da kom Axel i en hamrende Uro. Han vendte sig om mod Lucie, som stod bag ham, og skød hende ind i Stuen. Du skal ikke se det, sagde han i saa stærk Ophidselse, at Lucie kom til at ryste; hun lagde sig i Seng.

Det var sket, da Axel kom tilbage til Vinduet. Ærkebisp Matthias' Krop laa paa Jorden kun iført Hoser og Brog, hans Hoved sad noget derfra. Den røde Kaabe . . . nej det var hans Blod, der laa slaaet ud under ham.

Endnu medens Axel betragtede dette arme, fraskilte Hoved, hørte han, hvor Bøddelens Sværd peb og ramte, og han saa et andet Hoved hoppe fra Blokken hen ad Jorden med et Blodsprøjt efter sig. Det var Bisp Vincents af Skara. Erik Abrahamsen Leionhufvud stod og klædte sig af. Der var stor Uro dernede, mange raabte og gav ondt af sig.