Part 7

Mikkel Thøgersen havde ikke sagt et Ord hele den dejlige Morgen, han sad i dybe Tanker. De nærmede sig hans Hjemegn, hvor han ikke havde været i over tyve Aar. Han havde ikke tænkt paa andet, siden han fik Besked om, at han skulde til Børglum. Bedst som han sad hensunken i sig selv, for han sammen i Saddelen.

Ligger Moholm ikke paa denne Kant? havde Axel spurgt.

Moholm. Jo.

Jeg har et Brev dertil. Otte Iversen hedder Herremanden.

Mikkel fløjtede ad Hesten. Den stansede og saa sig om efter ham, men han satte den i Gang igen. De talte ikke mere sammen, før de hen paa Eftermiddagen kom over Bakkerne og saa Aaen. Den løb gennem de blege Enge som en blottet Sølvaare; Fjorden viste sig i Vest, hjemlig, uomskiftelig. Mikkel saa Brinkerne og Højdedragene, som han kendte, de strakte sig ganske paa samme trolige Maade ind under Himlens pure Blaa, som da han var her sidst.

De bedede i Graabølle Kro. Saa viste Mikkel Axel Vej til Herregaarden. Selv vilde han ride ned til Fjorden, hvor hans Broder boede. Næste Morgen skulde de støde til hinanden igen i Kroen.

Axel red ind paa Moholm, ligesom det mørknede. En Hund kæftede aldeles rasende fra Muren, hvor den stod i Lænke; der gik en Dreng i røde Hoser og puslede ved Trappen. Gaarden saa ud som forladt ellers. Just som Axel holdt op for Trappen, kom en Mand frem i Døren, det var Herremanden selv. Og da han havde hørt Axels Ærinde, førte han ham med op i Stuen. Axel kom til Sæde ved Bordet, og Otte Iversen gik hen ved Arnen og tændte en Fakkel, som han stak i en Ring paa Muren.

Medens Otte Iversen læste Brevet, betragtede Axel ham, han var en halvgammel, tør Mand; Ansigtet dækkedes halvt af Skæg, der var studs klippet for Munden. De sure Øjne gik frem og tilbage over Brevet, man kunde ikke se paa ham, hvad der stod deri. Otte Iversen afbrød imidlertid Læsningen og gik hen til en Dør og kaldte. En gammel Karl bragte Kødmad ind paa Bordet og gik igen. Siden kom der ingen ind, og der hørtes ingen Lyd af levende i Huset.

Da Otte Iversen havde læst Brevet, tappede han selv Øl til den fremmede af et Anker henne i Krogen og satte sig hos ham for at høre Tidender udefra. Axel fortalte villigt om Krigen i Sverig, om Slaget ved Bogesund og Kongens Sejr, om Tiveden og den svenske Sne . . . han blev opstemt af Fortæringen og priste Krigens Rædsler. Af og til kremtede Otte Iversen, den Slags ubevidste Vanekremten, som Folk kan lægge sig til. Han knipsede til Faklen, naar den brændte daarligt. Der blev en Pavse. Axel spiste dygtigt. Saa ser han pludselig op.

Det er jo midt i Jylland her, saa omtrentlig, er det ikke?

Jo, ikke saa meget fejl.

Der ligger en Skat her et Sted, som jeg har Papiret til, sagde Axel, idet han spiste, maaske er det ikke saa langt herfra.

Otte Iversen svarede ikke lige straks, og Axel fordybede sig i Kanden, det hørtes paa Lyden, hvor langt han kom i den.

Otte Iversen bekvemmede sig endelig til Skyggen af et Smil og spurgte Axel, hvad han var for en.

Nu ventede Axel lidt med at svare.

Mit Navn er Axel, sagde han omsider roligt. Efternavn har jeg ikke kendt til. Egentlig hedder jeg vist for Resten Absalon, men paa Gaarden hvor jeg blev opdraget, kaldte de mig Axel. Min Vugge stod paa Sjælland.

Naa saa.

Ja. Nu tjener jeg Kong Christiern som Rytter og Stafet. -- Den Dag da jeg fyldte atten Aar, kom der en gammel Mand og gav mig et Dokument, som jeg skulde gemme vel, han sagde det til mig ude paa Marken, hvor vi spaserede, og indestod med sit Navn for Rigtigheden af Arven, han hed Mendel Speyer, sagde han.

Axel spiste med disse Ord videre, men fortrød iøvrigt sin Snaksomhed. Han saa op, Otte Iversen stirrede paa ham. Da lagde Axel Kniven fra sig, han troede Herremanden blev syg. Men Otte Iversen rejste sig, kremtede og knipsede til Faklen. Han kremtede en Gang endnu.

Mendel Speyer . . . om Axel var i Slægt med ham?

Ikke han vidste af. Axel saa aabent op. I det samme kendte Otte Iversen ham. Det var Susannas Søn.

Det var Susannas Søn.

Otte Iversen spurgte noget efter grumme usikkert, om han kendte nogen i Helsingør.

Axel rystede paa Hovedet og tog igen fat paa Spisningen. Idet han kom frem med Hænderne, kendte Otte Iversen dem, det var hans egen Slægts korte Klør. Da fik han som en Rørelse. En stor Uro slog ham ved Hjærtet. Der sad hans gamle Synd levende og graadig! Nu virkede den gamle Forbandelse. Hvad var det for en Snak om en Skat i Jylland, hvad var det for et Dokument?

Otte Iversen gik nogle Skridt ind i Stuen. Han var bedøvet ligesom Folk, der ser Luerne slaa ud af Taget og tænker paa at redde og staar paa et Sted og snubler over deres egne Ben. Hvad skulde han gribe til?

Otte Iversen havde været gift i en Snes Aar og havde otte Børn. Hans Frue hang malet inde i Riddersalen med de tynde Hænder lagt korsvis for Maven, med Figuren to Gange bugtet som et S i ydmyg Følelse, agtbar og rødrandet om Øjnene. Børnene artede sig vel, selv solgte Otte Iversen Vildt fra sine Skove og drev en Forretning med Stude, han sad godt i det. I dette Øjeblik, da den fremmede, Susannas Søn, knasede et Ben mellem Tænderne, laa hans spæde Børn inde og sov, og hans svagelige Frue skulde barsle til Juni -- vilde denne Ulv nu trænge sig ind i Reden og æde dem allesammen ud? Nej. Otte Iversens Moder hvilede i Fløjels Kiste under Gulvet i Graabølle Kirke, han mindedes hende nu . . . Det kunde ikke være Guds Mening at ramme ham.

Axel spiste ikke længere, og der var saa stille paa Gaarden. Stuens Vægge drev af Fugtighed, Lyset fra Faklen viste Gulvets kolde Sten. Inde i Halvmørket stod Herremanden uden en Stavelse og betragtede ham. Axel sad og tænkte paa, hvordan mon Nattelejet kunde blive paa denne miserable Gaard, sagtens et Kammeratskab med Ørentviste og Museunger, da Herremanden nærmede sig Bordet igen. Han saa ud til at have tænkt paa en Ulykke. Panden var som jordslaaet, Munden lod sig ikke se i Skægget.

Natteleje kan vi desværre ikke byde, sagde Otte Iversen meget lavmælt, idet han famlede ved Bordkanten og saa ned. Vi har flere syge, og en har vi i Besøg, dede . . . Han saa op.

Axel rejste altsaa med det samme og blev ikke tungere om Hjærtet for det. Da han red ud fra Gaarden, havde han glemt den gnidske Herremand for evigt. En Time efter holdt han udenfor Smedjen nede ved Fjorden. Mikkel kom ud og tog imod ham.

De fik det hjemligt den Aften i Smedjen. Niels Thøgersen stod sig godt; han havde Kone og Børn, men ellers var han næsten uforandret, lige tilsyneladende skummel, uopslidelig og i Skødskind.

Det timedes Mikkel, at han fandt sin gamle Fader levende. Thøger var nær de halvfems. Han sad i Krogen ved Arnen med Benene viklet ind i mange Lag Halm. Han var næsten døv og ikke længere aandsfrisk men ellers ved Helsen. Sønnen Mikkel havde han ikke genkendt.

Medens de spiste, saa Mikkel hen til sin Fader. Sønnekonen passede ham omsorgsfuldt. Gamle Thøgers Hænder var nu hvide som Skimmel, ligesom kogte, og med vandblege Pletter, men de rystede ikke værst. Niels fortalte, at Faderen for otte Aar siden nær var kommen af Dage ved at Jordhulen, de brugte til Tørv, var skreden til om ham. Niels skulde just træffe at være fra By, og de andre tænkte ikke paa nogenting. Først næste Morgen sansede de, hvor han kunde være bleven af og fandt ham liggende derinde med Hænderne boret fast i Klæderne og med vidtaabne Øjne; til alt Held var der Luft nok over ham, saa han ikke var bleven kvalt. Men siden den Indespærring havde han til Tider lidt meget af Skræk.

Da de havde spist, satte Mikkel sig hos den gamle. Han prøvede at tale med ham, men det vilde ikke gaa. Saa blev han siddende og saa paa det store laadne, kraftesløse Hoved. Han kendte Faderens Træk, skønt Ansigtet næsten var groet igen, og Øjnene uden Blik. Der havde sat sig bløde Vækster og Blegner paa Ørene og paa den golde Pande.

Langt om længe tog Mikkel en gammel Sølvskilling frem, saa lidt paa den og søgte at stikke den ind i den gamles Haand, der ikke formaaede at tage den.

Kan I huske Skillingen? raabte han sin Fader ind i Øret, han havde glemt de andre i Stuen.

Ba, ba.

Kan I huske Skillingen? raabte Mikkel endnu en Gang med brudt Stemme. De andre holdt sig for sig selv og tav, og Mikkel sad længe med Hovedet bøjet dybt ned i Hænderne foran den gamles Stol. Snart efter sov gamle Thøger med den øde Mund helt aaben.

De sov alle i samme Stue om Natten og hørte Thøger lalle og smaatrue som en Hund, der beklager sig i Søvne.

Da Mikkel og Axel holdt færdige paa Hestene næsten Morgen og havde sagt Farvel, vendte Mikkel sig i Saddelen og spurgte med stor Overvindelse hen mod sin Broder:

Og Ane Mette, hvordan . . .?

Hun er gift i Salling og har voksne Børn, raabte Niels flydende og løb nogle Skridt efter Hestene, der var i Gang. Jens Sivertsen døde i Fred og Rolighed. Jo hun har det godt, Mikkel, det skulde jeg sige . . .

Han raabte endnu mere, men Mikkel jog i Galop. Axel naaede ham først oppe over Bakkerne.

Consumatum est

Det var under de store Festligheder i Stokholm efter Kong Christierns Indtog og Kroning, om Tirsdagen. Mikkel Thøgersen stod i Slottets Vagtstue og skulde bringe Jens Andersen en Besked. Jens Andersen var i Badstuen, blev der sagt. Men da det hastede ualmindeligt, blev det til, at Mikkel klædte sig af for at udrette sit Ærinde. Han kom ind i den hede Badstue og kunde først ikke se en Tomme frem for sig, Dampen fyldte Rummet saa tykt som hvidt Vadmel, han hørte Raslen af Spande og store svidende Klask af Vandet mod Ovnstenene. Inde i den svedende Tykning lød Stemmer. Mikkel blev staaende ved Døren, Dampen brændte ham mod Brystet og begyndte at rinde i Draaber ned ad hans Ben.

Pludselig var det, som om Dampen formede sig til en Skikkelse, der kom imod ham, et Skridt til og der stod en Mand fuldt synlig, kobberrød af Varmen. Det var Kong Christiern. Mikkel tog sit Blik hastigt fra Kongens Ansigt og saa kun paa hans kløftede Bryst, der var fyldt med røde Haar, og han hørte Kongens hæftige Stemme. Hvad han skulde her? Mikkel gjorde Rede for sig med bøjet Hoved.

Jens Andersen, kaldte Kongen barsk, her staar en Mand ved Døren med Ærinde til dig. Saa trak han sig tilbage ind i Dampen igen. Mikkel rettede sig op, han rystede endnu i Knæene. Lidt efter kom Jens Andersen, og Mikkel forrettede sit Ærinde, han vidste ikke selv, hvad de Ord skjulte, som han havde at overbringe efter Hukommelsen, men de gjorde Bispen meget eftertænksom. Staa her, sagde han og forsvandt.

Mikkel hørte baade Kongen og Jens Andersen og flere Stemmer inde i den kogende Røg. Saa raabte Kongen et Par vrede Ord. Der blev næsten stille i Badstuen, de hørte op med at slaa Vand paa Stenene. Den øverste Luge aabnedes, og Dampen blev et Øjeblik tæt og hvid som en Væg, lidt efter klarnede det. Med et saa Mikkel alle dem, der var i Badstuen, han havde troet, de var ti Gange længere borte, men de var alle lige ved. Kongen sad paa en Bænk, foruden ham var der Didrik Slagheck, Jon Eriksen og to til, som Mikkel ikke kendte. Jens Andersen talte til Kongen i en dæmpet, betydningsfuld Tone, de andre lyttede, men Mikkel havde ikke Øre for, hvad de talte om, han kunde ikke faa sit Blik fra Kongens Skikkelse. Saa tæt en Bringe og saa stærke Overarme havde han ikke set før, Brystmusklerne laa haardt og riflet mod Huden, Senerne snoede sig snævert ind under Armene. Det mørkerøde Haar brusede om Kongens Hoved i Dampen som Mos, der rejser sig i Regnvejr, Vandet drev over det vaade Ansigt ned i Skægget. Kongen var i farligt Lune, lod det til, han saa fra den ene til den anden med de stramme Øjne paa en egen afmaalt Maade, hele hans Mine var tung og ladet.

Mikkel lagde ikke meget Mærke til de andre. Jon Eriksen stod ret op og ned med et beskedent og forgræmmet Udtryk, han var saa gyselig mager paa Kroppen, at det saa ud som han var surret sammen af Skind og Ben, hans lange Knokkelfødder stak i et Par Klamper, Anklerne var dækket af Skorper og snehvide Ar efter Jærnene, han til for nylig havde siddet i. Ved Siden af ham stod Jens Andersen med den flettede Ryg til og bøjede sig i sine laadne, sammentrykte Rytterlaar. Men Didrik Slagheck var en velskabt Mand. Desværre vanheldedes han over hele Kroppen af violette Stjærner, Mærker efter den franske Syge, de sad stemplet saa tæt som Pilene i St. Sebastians Legeme. Didrik Slagheck havde en Abes Hoved, fordi hans Næse var falden ind ved Roden.

Jens Andersen slog pludselig med Hovedet hen mod Mikkel som for at minde dem paa, at han stod der. Mikkel havde ingenting hørt. Men Kongen saa op og blev rasende.

Saa lad den Mand gaa! udstødte han tirret. Jens Andersen vendte sig og viste Mikkel et ligesom formildende Ansigt, Mikkel skyndte sig ud. Slaa Vand paa! hørte han Kongen raabe. Og medens han ventede udenfor og trak sine Klæder paa, hørte han igen Vandet pladre og hvisle derinde. Ikke en Lyd af Stemmer skelnedes.

En halv Time efter kom Bispen ud, han var ophedet og meget kortaandet, han blæste Væden fra Læberne og viskede sig over Brynene, hans Fingerender laa i Læg af det varme Vand. Mikkel fik Besked tilbage til Ærkebisp Gustav Trolle, blot to latinske Ord. Mikkel tillod sig at smile, da Jens Andersen vilde have ham til at repetere dem tre-fire Gange som et Barn.

Ja husk nu paa dem, raabte Bispen endnu en Gang, før Mikkel for ud af Døren.

Ærkebispen stod ved sit Vindue med en Gaasepen i Haanden, han vendte sig brat, da Mikkel kom. Men da han hørte, hvad Mikkel havde at melde, smed han Gaasefjeren paa Gulvet og gik stærkt berørt op og ned fra den ene Ende af Gulvet til den anden. Det var vor Herre Jesu Kristi sidste Ord paa Korset, som Mikkel havde at sige ham fra Kongen; Ærkebispen gentog dem halvhøjt for sig selv flere Gange, der stod et aabent Rejsealter paa Bordet, han nikkede og nikkede:

_Consumatum est._

Mikkel ventede paa mulig Genbesked. Men Gustav Trolle syntes at skifte Tankegang, idet han atter kom hen til ham, han stod noget og saa Mikkel adspredt i Ansigtet. Der gik en ubestemmelig Trækning over hans blodløse Mund, det kunde være et bevæget Smil eller et Forbud paa Nysen; Stemmen var underlig mild, da han spurgte Mikkel, om der ikke var noget han ønskede, og han stammede uvist.

Mikkel blev hed i Hovedet. Tyve Aars besværlige og golde Soldatertjeneste blev til een Dag i hans Bevidsthed, han mindedes sin Ungdoms Ønsker som var det igaar. Om han ikke ønskede noget! Hvis han havde tænkt sig nogen spørge derom, vilde han i Tanken svaret: Alting. Det vilde han -- lige til nu, da han blev spurgt. Nu ønskede han intet.

Mikkel saa slapt op. Om han kunde komme til at tjene i Kongens Nærhed, sagde han sløvt. Han slog Øjnene ned igen og begyndte at gnide sig varligt i Hænderne ligesom en Betler, der staar ved Døren og kommer i Tanker om, at det er koldt, medens man henter Almissen til ham.

Det var Ret! Gustav Trolle nikkede. Han spurgte, om Mikkel ønskede at komme mellem Skriverne, han kunde jo Latin. Men Mikkel rystede paa Hovedet. Naar han maatte blive Rytter mellem Kongens nærmeste Folk . . .

Da han gik ned ad Gaden, var han bøjet som en gammel Mand. Han havde i mange Aar længtes efter at komme i Kongens Brød, og idet han nu følte sig varm af Glæde over at være ved Maalet, knugedes han tillige ned af den dybeste Ynkelighed.

Samme Dags Aften var der stort almindeligt Bal paa Slottet.

Mikkel Thøgersen stod som Æresvagt ved Døren i den store Sal, iført fuldt Harnisk, en flunkeny Udrustning. Forfremmelsen var gaaet hurtigt for sig, Jens Andersen havde gunstigt hjulpet til og belønnet ham tilmed for tro Tjeneste. Da Mikkel blev fremstillet for Kongen, kendte han ham ikke fra om Formiddagen, han tog ualmindelig naadigt imod ham. Og dog var det den samme, Kongen havde været lige ved at nagle til Badstuedøren med sit Blik. Saaledes kunde det gaa saa bagvendt til, at Nøgenhed skjulte og formummede sin Mand, tænkte Mikkel.

Den foregaaende Aften havde været forbeholdt Rigens højeste; idag var det Kongens Officerer og menige unge Folk, der var indbudt til Dans sammen med gode Mænd og Fruer fra Stokholm. Det blev en munter Aften for Alvor. Mikkel stod respektindgydende ved Døren som en Billedstøtte, dækket af skinnende Plader og Skæl fra Top til Taa, hans stride Skæg stak ud af Visiret, han fulgte de dansende med Øjnene.

Og hvem saa han danse der, dristig og knejsende og letbenet, andre end Axel, hans ungdommelige Rejsefælle fra i Foraaret! Endnu var Mikkel ikke bleven klog paa denne eksempelløst urolige Fyr, der omgikkes saa letsindigt med sine Hemmeligheder, at han fortalte dem til Gud og Hvermand. Se nu, hvor han svang sig, og det lod til at være hans naturlige Gangart; naar han var i Ro, spillede han jo alligevel som et Spejlskaar i Solen, hans Blik var altid lige saa vanskeligt at holde fast som nu, da han drejede paa Gulvet med en Skønjomfru i Favnen og blinkede æventyrligt til højre og venstre. Mikkel saa ham bugte sig og smutte i Sværmen, til hans gule Hattefjer blev borte i den anden Ende af Salen; saa kom han igen, lige springende henrykt, og den unge Piges Ansigt var hele Tiden hældet op imod ham med et stille, drukkent Smil.

Mikkel flyttede sig over paa et andet Ben. Musiken slog Triumf. Det ruskende Novembervejr kølede ind ad Vinduerne. Mikkel saa ikke længere, skønt han stod med aabne Øjne, han faldt i Tanker. Der var noget, der begyndte at plage ham, en stakkels Følelse af egen Retskaffenhed og en Attraa efter at løbe avet om en Gang ogsaa som de andre værdiløse Narre. Han var over de fyrretyve Aar nu, Mikkel, men han var ingenlunde klogere end for tyve Aar siden. Hans Forlængsler var ikke bleven gjort til Skamme, de var ikke gaaet i Opfyldelse nemlig, ikke en eneste en. De var bleven forlængede. Der var dog god Tid til Daarskab endnu.

Musiken begyndte at stige til den rene stormende Galskab og afleverede Takterne Slag i Slag, de strygende Instrumenter fløj i Vildelse op og ned ad Tonestigen, saa endte Musiken med en samlet, langt udtrukken Jubelklang. De dansende spredtes paa Gulvet og talte og lo.

Axel var henne og slaa Mikkel Thøgersen paa Skuldrene og ønske ham til god Lykke. Nu var de altsaa i Tjeneste sammen. Siden naar Mikkel blev afløst, eller i Morgen, maatte de ud og besegle Venskabet! Hvorpaa Axel var forduftet.

Under Pavsen gik Kongen med et Følge af de fornemste Mænd gennem Salen. Han blev staaende og talte med forskellige Mænd fra Byen. Kongen var i Zobelskind og bar det gyldne Vlies om Halsen, han lo et Par Gange højt og oprømt. Jens Andersen havde travlt, han brød ud med sin Vid til Besvær for snart den ene snart den anden. Ved Kongens Side gik Ærkebisp Matthias af Strengnæs. Den gamle Herre slæbte sit kostbare Skrud efter sig paa Gulvet, han bevægede sig adræt, kom med et Par skindmagre Vitser, maaske de eneste fra en længst henfaren glædeløs Studentertid, og han viste sin tandforladte Mund, idet han smilede hele Salen rundt. Da de gik igen, vendte den gamle Prælat sig endnu en Gang og kneb de hjærtelige Øjne til og nikkede ad Ungdommen med hele sit rynkede Ansigt oplivet af Solskin.

Saasnart de naadige Herrer var borte, blæste Musiken med sand Dommedagslyd til Dans igen. Mikkel spejdede efter Axel, men han lod ikke til at være paa Gulvet.

Lidt efter glemte Mikkel alting om sig. Han tænkte igen paa sit mislykkede Liv, op og ned, han følte sig træt af alle de Mil, han havde vandret efter Umuligheden. Hvordan det saa var gaaet til, han havde forvist Lykken fra sit Hjærte og var bleven en hjemløs mellem glade Folk. Medens han stod lænet til Hellebarden, digtede han fire latinske Heksametre, hvis Mening var:

Jeg mistede mit Livs sande Foraar i Danmark af Længsel efter Lykken i det fremmede; og derude fandt jeg ingen Lykke, for jeg led overalt af Hjemve efter mit eget Land. Men da Alverden tilsidst lokkede mig forgæves, da var endelig ogsaa Danmark døet ud af mit Hjærte; saaledes blev jeg hjemløs.

Galejen

Axel var ikke paa Gulvet mellem de dansende, han sad nede i Borgestuen, hvor der var dækket op med Mad og Drikke. Han havde faaet den unge Jomfru, som han alene dansede med, bragt til Sæde paa en Bænk helt inde i det mørkeste Hjørne. Hun hed Sigrid og var en Raadmands Datter.

Axel havde travlt med at sørge for Sigrid. Desværre sagde hun Nej til næsten alting, vilde hverken drikke Pryssing eller smage paa Tærterne; Axel betænkte sig og vidste ikke sine levende Raad, han kunde jo se, at Sigrid havde lært at sige Nej udenad. Selv spiste han kun tøvende, og det smagte ham ikke; først da han havde faaet Sigrid til at bide af en Kage, hoppede Hjærtet i Livet paa ham, og han tog for sig af Retterne i vidt Omfang.

Drik mig til! bad Axel. Hun sagde raadvildt Nej. Sigrid vidste ikke om hun vilde, nej hun vilde ikke. Axel saa pludselig længselsfuld paa hendes Mund, der var fin og fugtig som en Moseblomst, han blev siddende med Kruset og faldt i Staver. Da lo Sigrid ret sikkert. Axel drak og brast selv i Latter, de lo voldsomt begge to. Sigrid blev derefter siddende med et Skær af Munterhed i Øjnene. Hvor hun var ung og spæd. Sigrids Hænder maatte Gud beskytte, saa rent ud smaa og skrøbelige som de var.

Sigrid havde Træk, der gjorde, at hun lignede sig selv som Barn, og dog kunde man se, hvordan hun vilde blive som gammel Moder; Sigrids milde Ansigt syntes et Mysterium af Menneskets tre Aldre. Man kunde stemmes i Aandenød ved at betragte hendes tynde gule Haar.

Axel saa med et varsomt Blik over Sigrids Kjole, det brune Tøj havde Udskæringer paa Halsen og ved Albuerne, Silken tittede ud. Endelig sukkede han dybt.

Axel og Sigrid skyndte sig omsider op i Salen igen, Musiken spillede fyndigt, og nu dansede de længe, aandeløst, hele den salige Nat. Sigrid kunde blive ved at danse. Hun blev jo længere jo mere stille, men naar Axel bød hende op, var hun villig, og hun blev ikke træt. Sigrids smaa Hænder var aldeles vaade og kolde, hendes Aande lød som lette, næsten usporlige Pust. Hver Gang en Dans var forbi, smilede hun uden at sanse hvorfor.

Hen paa Natten var Tiden bleven evig om dem, de havde danset saaledes siden alt begyndte. Axel ramtes af Vemod som et ældgammelt Menneske, der tænker tilbage paa svundne Tider. Da trykkede han Sigrids Haand. Hun saa op i hans Ansigt og vaagnede, hun smilede uden mindste Forbehold, fuld af Hengivenhed for ham og Tillid. Men han vidste ikke, hvorledes han skulde komme hendes hvide Sjæl imøde. De dansede mere langsomt og blev puffet fra alle Sider, de dansede sagte videre som i Drømme.

Snart efter kom Sigrids Broder og hentede hende hjem. Axel vilde følge med, til Døren, blot ned ad Trappen, han bad som en dødsdømt, men Sigrid sagde Nej. Det var hendes sidste nølende og milde Nej.

Axel stod da paa Trappen og saa hende gaa ned med sin store Kaabe om sig, hun vendte sig helt nede og nikkede, det fine Ansigt i Hætten skinnede hvidt i Fakkellyset ovenfra. Saa var hun gaaet.

Der var ikke mange der dansede mere nu, de fleste sad nedenunder og drak.

Axel fandt Mikkel Thøgersen siddende alene over et Krus dernede, han havde faaet Harnisket af. Og Axel kunde faldet den ordknappe Krigsmand om Halsen. Han drak et Par varme Bægre med ham.

De sad og smaasnakkede lidt, Axel blev saa vel berørt af Mikkels bløde Stemme. Tummelen rundt i den store Borgestue gik højt, overalt lød Bægerklang og glade Raab. Genlyden glammede ned fra Hvælvingerne som en fordrejet Spejling af Støjen. De tyske Knægte begyndte at blive fulde, Klammeri tegnede det ogsaa til hist og her. De fleste af Byens Folk var gaaet hjem.

Da rakte Axel sig frem over Bordet og borede sit Blik i Mikkel Thøgersens, han foreslog ham en Ting, dæmpet og som kunde der ikke være Tale om andet. Mikkel trak paa Næsetippen, et sjældent Udtryk for Lune hos ham; for sit indre Blik saa han _Galejen_, han nikkede og strøg sit Skæg.