Part 6

Anno 1500 var Junker Slentz paa Marsch op i Holsten med sin Garde, han var hvervet af Kong Hans og Hertug Frederik, der agtede sig mod Ditmarsken.

Paa højre Fløj af en Fænnik gik Mikkel Thøgersen. Han havde for et halvt Aar siden taget Sold af Junkeren. Mikkel præsenterede sig godt i Geleddet, han var lang og speget som en Knokkel, det røde Overskæg gjorde mageløs Virkning. Han lignede Røveren paa Korset -- ikke ham, der skulde være med Nazaræeren, men den anden. Hans Vaaben var Luntebøsse og Slagsværd, han var iført blaa Fløjelsbukser med Pomponer, Læderkøllert og Jernhat. Hele Udstyret stammede fra et Lig, Mikkel havde fundet paa Landevejen en Morgenstund. Ved Siden af sig havde Mikkel Clas, som var levende endnu.

Kammeraterne sang, og Mikkel tog Tonen med efter bedste Skøn:

Gedenkst du noch, es war ein' Nacht in Böhmen -- O Gotts Marter ja, Kamrad, ein' Nacht gar schön! Der hat ein Arm, ein Bein, ein Aug' verloren, Und mancher Bube muss seitdem auf Stelzen gehn. Sss . . . svillevillevit dreh um das Aug', Svillevillevit dreh um das Aug', Sville ville vit, pum pum Den ganzen Hals dreh um!

Heirathen thun und mit dem Weib sich rauffen -- O Gotts Marter nein, Kamrad, Gotts Marter nein! Heirathen thun und mit dem Weib sich rauffen -- O Gotts Marter nein, Kamrad, Gotts Marter nein! Sss . . . svillevillevit dreh um das Aug', Svillevillevit dreh um das Aug', Sville ville vit, pum pum Den ganzen Hals dreh um!

Du kleiner Vogel, der du fliegst vom Neste Schönre Heimat suchend in das fremde Land, Sag, kommst du wohl von unbekannten Fluren, Oder kommst du von des Herzens tiefem Grund? Sss . . . svillevillevit dreh um das Aug', Svillevillevit dreh um das Aug', Sville ville vit, pum pum Den ganzen Hals dreh um!

O Mutter, krieg' ich Schnappsen, weil ich lebe, Oder, Mutter, krieg' ich Flügeln, wenn ich sterb'; O Mutter, krieg' ich Flügeln, weil ich lebe, Oder krieg' ich, Mutter, Schnappsen, wenn ich sterb? Sss . . . Svillevillevit dreh um das Aug', Svillevillevit dreh um das Aug', Sville ville vit, pum pum Den ganzen Hals dreh um!

-- Ud paa Dagen tav de fleste; de havde gaaet langt, og der var langt igen. Da de endelig hen paa Natten nærmede sig Kongens Lejr, var hver Mand udaset som et Trækdyr. Det var Maaneskin, og der laa et tyndt Lag Sne paa Jorden. Mikkel gik og saa ned for sig, han var dødsens træt og havde været sløv de sidste Timer. Da lagde han pludselig Mærke til Skyggerne, som faldt skraat fremefter paa Sneen, seks urolige Skygger af det Geled, han gik i. Han saa med Forundring, at der var stor Forskel paa Skyggerne, et Par var en Grad lysere, og hans egen forekom ham mørkere end de andres. Han tænkte noget over det, blev et Øjeblik kold af Skræk, glemte det igen, kom tilbage til det . . . og Fremmarchen vedblev, hele den uoverskuelige Masse skred frem. Hver eneste kunde segne af Overanstrængelse, men de blev ved at vandre sammen, og Mikkel vandrede med, han havde igen glemt alting i Verden.

De naaede Lejren og fik Hvile. Mikkel kom til at sove i en Lade tilligemed et hundrede andre. Men da han var falden hen, skød Varmen altfor stærkt igennem ham, han for op med et Gisp. Kun Ladens Mørke var om ham, og dog havde han set en Hær, der vandrede milelangt ud og fyldte hele Synskresen -- sorte Faner langt fremme mod den lave Himmel -- og selv var han med, han følte den umælende Melankoli, der overfalder hver enkelt dødtræt Mand i en ustanselig Hær. Næsten i det samme for Clas gispende op ved hans Side. Han hviskede smaaleende og med en egen Venlighed til Mikkel, at han havde drømt, de marcherede endnu.

Mikkel for op flere Gange den Nat, redet af Vandringssmærte og af kvælende Hærsyn. Og hver Gang, han var vaagen, hørte han en og anden sætte i Halmen og stønne rundt om i den umilde Lade.

Det var i Januar Maaned, Garden stødte til Kong Hanses Hær. Mikkel kunde igen tale med Danskere efter to Aars Forløb. Da fik han en Dag at vide, at Otte Iversen stod ved Kongens Hær -- Fændrik i Rytteriet -- Hadet brændte op i ham. Han længtes efter at se ham. Mon Otte Iversen hadede ham dygtigt? Forhaabentlig gjorde han. Men Mikkel havde ikke Held til at faa Otte Iversen at se. Derimod traf Clas ham tilfældigt en Dag og fortalte Mikkel det. Og Clas mindede Mikkel om den Aften i København for tre Aar siden. Det var alligevel underligt, fandt Clas. Heinrich . . . han var død, slaaet ihjel af dumme Bønder. Clas rystede paa Hovedet, han kunde aldrig glemme Heinrich.

Nu gik den Krig sin Gang. Den begyndte, som enhver ved, med umaadelig Vigtighed og Tillid fra Angribernes Side og endte med aldrig anet Ulykke og Død for Kniven. De spillede talentfulde Dramaer i fordums Tid. Læg Mærke til Fablens vittige Antitese -- disse Riddersmænd, der i virkelig retfærdig Tro paa Overmagten lægger Pansret i Trosvognen og bryster sig med Guldkæder paa; denne grausame Oberst Slentz, der er parat til at stange Ditmarskerne fordærvet med de bare Knebelsbarter -- femten tusind Hjærter, hvori det hede Blod er spærret inde. Riddernes Skemt, Hertug Per til Meldorf, Grev Poul af Hemmingsted -- og som en sidste uhyre licentia poetica de femtenhundrede Vogne bagved til Byttet. Hele dette svimlende Apparat skulde ikke forbavse den, der ikke kendte Udfaldet; thi det var jævnt menneskeligt. Det er naturligt for den levende at brovte med Udødelighed, den højeste Sundhed finder sit Udtryk i Pral og Trusel, Menneskets fineste Potens er den dundrende Løgn. Naar Manden er paa sin Krafts Højdepunkt, maa han slaa ihjel. Livet dræber.

Og saa anden Akt -- Slagtningen. Disse høje Hoveder blev slaaet ind med Bondeknipler under en storartet Iscenesættelse af Storm og Tøbrud, Sne og Regn fra Nordvest og Indvælten af det vilde Hav. Der løsnedes en halv Snes daarlige Kanoner, og Kuglerne braadede ind i det tykke Hærlegeme, Døden smaskede højt uopdragent med Kæberne i denne Fylde. De druknede, de blev traadt ned i Mudderet, og Ditmarskerne aabnede flittigt for alle de hidsige Blodstrømme. Væsken var ikke sen til at styrte ud i det fri. De gamle Soldater, der blev prikket Hul paa, forblødte ikke saa meget hastigt endda; men de unge frodige Fyre slog Blodet fra sig næsten i et eneste Plask. Dette var Stykkets Kynisme og Pointe. Selve Handlingen virkede som før sagt ved sin indre Modsætning.

Mikkel Thøgersen saa Clas falde. En Marskboer kom som et Lyn fra Siden og slog et stort Hjørne af hans Hoved med sin Økse.

Lidt efter blev Mikkel trængt ud i Grøften og sank under Laag i det svidende kolde Vand. Han drev et Stykke tilbage med Strømmen, før han kom op. Da han fik haget sig fast og drog Aande, saa han, han var kommen helt ned til Kongens Rytteri. Det var snarere en Grød af Heste og Mennesker end en Slagorden, de kunde hverken komme frem eller tilbage. Forvirringen og Dræbningen gik paa . . . men Mikkel spejdede efter Otte Iversen, og han opdagede ham. Han holdt noget inde i den sammenpakkede Masse med Fanen i Haanden. Hesten var stuvet fast under ham, han holdt ganske stille og som det syntes ligegyldig. Han var blaafrossen i Ansigtet.

Mikkel forskede nysgerrigt efter, om det endnu var kendt paa ham, at han havde skadet ham. Han blev liggende, til Otte Iversen fik Øje paa ham. Men Otte Iversen var forkommen af Kulde, ikke videre. Det rørte ham ikke at se Mikkel. Hans Haand var blaa af Frost. Huden bliver yderst ømfindtlig i Kulde, selv det mindste Rap over en frossen Kno kan perse Taarer af en Karl. Man taber Lugtesansen i Kulde. Han lod sig drive endnu et Stykke med den rivende Strøm, i Snegrød og mellem døde Kroppe. Han naaede bagom Hæren, kravlede op og undkom levende til Meldorf.

Axel rider frem

Jens Andersen Beldenak holdt Gilde paa sin Bispegaard i Odense. Lyset faldt ud paa Gaden, det var det eneste Sted, der var oplyst i den mørke By.

Der var kommen en Rytter, og medens han ledte efter en Ring at binde Hesten ved, hørte han Stemmer oppe fra Gaarden, som larmende Vindstød, hoho; han havde redet langt. Axel hed Rytteren. Han hørte, hvor Støjen skiftede deroppe, eftersom der stod Døre aabne mellem Stuerne, og da Larmen med et steg vældigt og holdt ved som et Vandvæld fra aaben Sluse, kunde han forstaa, at en Dør ud mod Trappen og den aabne Port maatte staa gabaaben. Han skyndte sig med at fortøje Hesten det første det bedste Sted, mens de skraalede og lo i lange Tag deroppe; i en almindelig Hujen skelnede han en enkelt Mands Grin, der trængte igennem som en Hagl af Stokkeslag og blev henne og kom igen med ny Kraft, og han forestillede sig med Velbehag Ophavsmanden til denne Latter som han maatte se ud, idet han hylede med fuld Træk gennem Halsen, blussende Fyr paa ham, en Ildebrand af en forvorpen Krop! Axel sprang op ad Trappen og tonede i fuldt Rend ind i Gildesalen.

Han kom lige tidsnok til at se fire strunke Knægte gaa i Fodslag frem mod Bordet med en ung Kvinde paa et stort Messingfad. Hun sad ned og holdt sig til Kanten af Fadet, pyntet med sit sorte frie Haar. Før nogen ret kunde besinde sig, satte Knægtene Fadet ned midt paa Bordet mellem de andre Retter. Faklerne brændte paa de kalkede Vægge, der var en god Snes Svirebrødre tilstede, og det var dem, der lo, de krummede sig i Sædet, gik bagover af Latter. I det Axel stansede betaget af Synet og slog Hænderne sammen, havde han allerede mærket sig, at den knaldende Latter, der overdøvede alle de andres, kom fra det store Mandfolk for Bordenden. _Han_ saa nu ellers ikke ud til at more sig saa meget som han lo. Det var selve Bispen.

I det samme blev der stille i Stuen. Da Kumpanerne havde let ud, var det, ligesom Spøgen ikke stod til at redde; de skelede forlegent til hinanden med vaade og røde Øjne, de tørrede sig og tog forgæves Tilløb til Grin igen. Pigen paa Fadet sænkede langsomt Hovedet, det sorte Haar faldt fremefter og hang lige ned.

Hvad er det, hvad vil han? raabte Jens Andersen imidlertid og gik fra Bordet. Mens han kom lige løs paa Axel, blev han hurtig alvorlig, og da han stansede brat en halv Alen fra hans Bryst, saa han ud til at ville slaa.

Hvad?

Axel greb sig i Brystet efter Brevet, han skulde bringe, men dermed havde Jens Andersen forstaaet ham.

Det er godt, sagde han, det kan vi siden snakke om. Velkommen til, se at faa noget at spise.

Jens Andersen vendte sig imod Bordet, han slog op med Armene og kom igen i en mægtig Stemning, der steg og steg, mens han raabte og svaredes af tiltagende Munterhed fra Laget.

Naa skal ingen tage en Bid?

Jens Andersen vendte sig tilsidst som en Kat og saa Axel ind i Øjnene, hans Ansigt lyste pludselig af et haardt Lune. Han greb ham fast i Skuldren og sænkede Stemmen, med en vis Myndighed, Forsigtighed og med en Slags Godhed:

Den der kommer sidst er mest sulten. Det bedste er tillevns -- tag hende saa!

Dette Løsen befriede dem allesammen, de lo igen og slog sig vildt paa Laarene. Men Axel bøjede sig frem i smidig Erkendtlighed, han kneb Øjnene venligt til og saa forskende paa Pigen, som tog sig sammen og rystede Haaret under hans Blik.

Tak for det, sagde Axel. Hans ligefremme Svar, den gyldne Stemme, faldt just i en Pavse og vakte et Bifald, der fik Loftet til at gungre under Salven. De saa alle et Øjeblik paa Fyren, som stod der, han var jo godt klædt, noget vaad og sølet derudefra, hans Ansigt var rødt af Regn, og Haaret tjavsede ham om Ørene. Han mønstrede Bordet med et levende Blik. Imidlertid tog Gæsterne til Krusene igen. Og Pigen blev baaret ud, ingen saa efter hende. Men hun vendte sig i Døren og smilede fattigt fra sit høje Stade, Trækken tog i hendes lange Haar, hun frøs gudsjammerligt. Da nikkede Axel til hende. Det var en Glædespige fra Byen, som Bispen havde lejet.

Hvad hed hun? spurgte Axel siden, da han havde spist. Drikkegildet varede ved, og Axel havde givet sig i Snak med en af Knægtene, der havde baaret Skueretten, en høj, rødskægget Hugaf. Det var Mikkel Thøgersen, han tjente i Bispens Følge.

Agnete, oplyste Mikkel.

Hun var ikke ilde.

Mikkel tav. Axel fik ikke mange Ord ud af ham. Axel stod og glattede sit Haar, hans Klæder var næsten tørre, han pustede efter Maaltidet. Da det ikke kunde blive til mere, vendte Axel sig fra Mikkel og saa paa Drikkelaget. Men han var snart ligegyldig ved Gæsterne; der var et Par tarvelige Herremænd i Ridestøvler, flere tykke Borgere med Signetringe paa Tommelfingrene, en Graabrødremunk, en Skriver, lybske Skippere; fulde var de næsten allesammen. Axel gik rundt i Stuen og klirrede med sine store Jærnsporer, der lignede Stjærner.

Salen gjorde et forfaldent, hyggeløst Indtryk. Jens Andersen havde heller ikke boet der i længere Tid, det var først for nyligt han var kommen hjem efter sit Fangenskab og sit haarde Klammeri med Kongen. Bispen, som var en aldrende Mand, havde hule Kinder endnu siden den Tørn. Og nu beredte han sig allerede paa at rejse igen, til Stokholm. Gildet, han holdt, var til Velkomst og til Afsked paa en Gang.

Over Midnat vinkede Jens Andersen ad Axel. Bispen lod til at være meget varm, han var rødflammet helt op over den skaldede Isse som en Himmel med Nordlys, dog gik han fuldkommen sikkert. De kom ind i et Kammer, hvor Mørket lugtede af Bøger, og hvor der gik to store knurrende Hunde.

Jens Andersen tændte et Vokslys og anbragte sig i Stolen foran Bordet. Medens han læste Brevskabet, sad Axel med en af Hundenes Hoved i sit Skød. Kamret flød med aabne Brevkister, Bøger i Sække og løse Stabler paa Gulvet.

Ja, Jens Andersen vendte sig mod Axel, og nu var hans store graa Hoved som forvandlet, fuldt af strænge Furer. Stemmen var barsk og fremmed, kun i Blikket var der endnu noget sorgløst. Axel skulde videre til Bispen paa Børglum, han skulde have en Mand med . . . det var bedst det blev Mikkel Thøgersen; imorgen tidlig havde han at hente Breve og Besked. Og det hastede. For i Aften kunde han gøre som han vilde.

Dermed rakte Bispen sin svære Haand ud og raslede mellem Skrivesagerne paa Bordet, hans Blik var indadvendt, Axel rejste sig og gik ud til de andre. Mikkel Thøgersen blev forundret og tillige glad ved at høre, at han skulde med ad Børglum til. Axel og han blev enige, hvad Resten af Natten angik, de begav sig hen hvor Agnete boede og fandt Nattely der. Begge følte det nyttige i at søge en i alt Fald udvendig Forstaaelse med hinanden ved at være fælles om en Svaghed, nu da de skulde gøre Rejse sammen.

Agnete forærede Axel en Lok af sit Haar.

Klokken var otte næste Morgen, da Axel og Mikkel red fra Odense, begge to forsynet med Breve og Instrukser fra Bispen. Axel førte Breve til forskellige Herremænd paa Vejen, Jens Andersen havde mange Jærn i Ilden paa en Gang.

Just som de red ud af Byen, saa Axel blot en eneste Gang Odense Gade, et Par Gavle og en Vindfløj, der flossede blødt ud i Morgentaagen, han mindedes Agnete og løb i dette Nu over af Ømhed mod Byen, saa at han kom til at indeslutte Odense saaledes i sit Minde.

De første Mil red de tavse. Morgenen var hundsk, Hestene strakte ud og blev duggede om Næseborene. Da Dagen klarnede, lagde Axel Mærke til sin Ledsager og saa, at han havde smalle Haandled og magre, blakkede Hænder; men han kendte godt den Slags tilsyneladende svage Underarme, hvor Musklerne sidder højt oppe i Ærmerne. Hver Gang Hesten slog over i Galop, bemærkede han, at Mikkel Thøgersen samlede Hesten og gjorde sig til et med den paa en egen sparsommelig Maade. Han var klædt som en velforsynet Landsknægt, Mikkel, og havde gode Vaaben. Men de prunkende Klæder stak af mod Ansigtets Udtryk af Armod; det røde Børsteskæg gav ham nok en farlig Mine, alligevel kunde det ikke skjule Mundens tavse Sprog, stædig Hjemløshed, Overlæben var tyk som af hemmelig Græden alene.

Lidt efter lidt blev de varme. Mikkel hostede og begyndte at se sig om. Hestene gik opad Bakke.

Hvordan stod det til i København? spurgte Mikkel.

Pest og Sygdom, svarede Axel rask. Det sidste jeg saa, da jeg red ud af Vesterport og vendte mig om, var en Ildebrand.

Naa.

Axel blev ved at fortælle og kom ind paa Krigen i Vinter, som han havde gjort med. Den optog ham stærkt endnu, han fortalte om Slaget ved Bogesund og de uhørte Strabadser i Tivedens Skove. Det var saa koldt, forsikrede Axel, at Harnisket kunde binde Fingerspidserne, naar man rørte ved det. Sneen var anderledes end i Danmark, fin og hvas som et slibende Pulver, der smittede af, og naar man fik den paa sig, skoldede den. Der faldt Snefingre ned fra Grankvistene, mens man red, og kom de paa Huden, bed de sig fast som graadige Igler. Den svenske Sne var særlig brændt eller udpint af Frosten, i alt Fald _drak_ den paa Haandbagene som Sugedyr, den fortærede alt hvad den saa. Det var den værste Slags Sne, den laa florløst, den groede som et Mos paa Huden; de faldnes Lig var groet til i et Øjeblik. Jo, det var haarde Dage. Naar Solen skinnede, var Luften fuld af fine, fine Splinter, saa man gærne kunde krympe sig ved at aande; om Natten stod Hestene sammen og ømmede sig, de hostede, ho ho ho, som gamle Mænd. Og da det kom til Slag, blev det først galt, ingen kunde taale Saar, de, der blev ramt, hvællede som Svin. Granerne sprang som Glas for Kanonkuglerne. Mange blev baade vilde og gale. Men de havde jo vundet en storartet Sejr. Nu laa Hæren for Stokholm . . .

Aprilsolen brød nu og da igennem. De var nær aldrig kommen over Bæltet, som gik med stærk Strøm i det haardtblæsende Vejr. Hestene blev bange og vilde sætte udenbords, saa de maatte surre dem fast i Færgen. Da de kom paa Land og red videre, rejste Axel Hovedet og vejrede rundt.

Det er saa Jylland, sagde han og smækkede med Tungen, her har jeg aldrig været.

Mikkel tav. Axel følte, at den høje tørre Landsknægt blev ved at tænke paa andre Ting. Han saa til ham fra Siden og studerede Arrene, han havde i Ansigtet, som var det en Skrift.

Her i Jylland ligger der en Skat, som jeg skal hæve ved Lejlighed, raabte Axel noget efter, medens de red i Galop med Vinden buldrende om Ørene. Mikkel vendte Hovedet og gav ham et aandsfraværende Nik. En stor Skat . . . saa blev Axel ærgerlig over Mikkels Mangel paa Deltagelse og sporede sin Hest, de red tæt Side om Side, alt hvad Hestene kunde straale ud af Jorden. Axel red med vidtaaben Mund og fjedrede i Benene under store Bevægelser, men Mikkel sad lavt og indgroet i Saddelen med krumme Knæ, det saa ud som om han næppe aandede.

Regnskyerne aabnede sig i strakt Drift fra Vest for den hvide, varmeløse Sol, lukkede sig igen. Kragerne stred ude over de vaade Agre. Blæsten tvang de bladløse Hegn. Og langt foran satte en Sky Foden paa Jorden og kom imod de to Ryttere, de red ind i en hvirvlende Mørkning af strid og bitter Regn. Den sprøjtende Vej stod i et Regnpisk, Hestene galopperede rygende, Dampen reves fra Haarlaget som Røg fra en Hedebrand i Storm. Saaledes red de Dagen ud.

Hjemkomst paany

De sad i et Herberge oppe i Jylland sent paa Aftenen og skulde for længe siden været henne og sove, men Axel fortalte Mikkel om sin Skat. Mikkel var bleven opmærksom, han sad med Hænderne under Kinden og med Albuerne paa Bordet, Lyset brændte lige for hans Ansigt; Axel bøjede sig frem og fortalte:

Den skal findes et Sted midt i Jylland, andet ved jeg ikke, jeg har aldrig villet vise nogen Papiret. Det er en stor Skat, jeg tænker dagligt paa den, men det har ingen Hast, da jeg er sikker nok i min Sag. En Gang, naar det passer mig, saa faar jeg Skriften tydet. Se her.

Axel stak sin Haand ned paa Brystet under den opslidsede Trøje, rodede rundt og drog en stor plump Hornkapsel frem, der hang ved en Snor. Han antydede med Neglen, hvordan den skulde aabnes og forklarede, at der laa et Stykke sammenfoldet Pergament i den. Mikkel saa fra Kapslen op paa Axels Ansigt og overbeviste sig om hans Ungdom, der næsten lignede Utilregnelighed. Han havde intet egentlig menneskeligt Blik i sine blaa Øjne, de manglede det fattede Udtryk, der er eget for Mennesker, om hvem man ved, de hedder Ole eller Josef, og at de selv er paa det rene dermed. Han var køn, et mørkt Skæg og en harmløs Mund, Ansigtsfarven var saa skær, at man næppe skelnede dens Grænse mod Luften. Men Haanden var bred, let haaret, ikke til at tage fejl af.

Axel puttede Kapslen til sig igen og nikkede flere Gange. Jo jo, sagde han halvt til sig selv.

Mikkel spurgte, hvor gammel han var.

To Og tyve Aar. Axel saa fornuftigt op. Han fortalte, hvad han havde regnet ud for ikke at blive snydt Skatten fra; han kunde ikke tyde Skriften selv, det var hebraisk nemlig . . .

Mikkel sagde, at han kunde hebraisk.

Naa saa det kunde han. Axel blev ved at skinne i Øjnene, han bøjede sig frem og talte dæmpet:

Jeg vil se Tiden an. Jeg vil se Tiden an, til jeg en Gang træffer en eller anden kyndig Mand, en Præst, der ikke har længe igen, ham vil jeg passe paa. Naar han ligger paa sit yderste, saa at han lige kan sanse, vil jeg lade ham tyde Skriften. Dermed er jeg sikker. Saa haster det endda ikke. Jeg kan altid komme en Dag og pirre med Foden ved noget Grus i Kanten af et gammelt Dige eller hvor det nu er. Skatten er gravet ned, en Høj eller i en Stenkiste under Vejen. Der pirrer jeg en Guldring op, en rød tyk Halsring af den Slags Guld der vejer til, det gamle, sunde Guld, som der er Varme ved. Efter hvad jeg ved er det en lovlig Arv, der tilfalder mig. Med mit tyvende Aar var der en Del rede Penge til mig, ikke saa faa, dem har jeg ikke en Gang sat til endnu, men Seddelen fik jeg, da jeg var atten Aar allerede, af en gammel Mand, der kom. Jeg har passet godt paa den. Den skal ikke komme fra mig heller. Der er først alle de Guldringe til mig; men længere nede ligger et gammelt Skødskind af Læder viklet om et Skrin. Den første Gang jeg rører ved Skatten vil jeg kun have en af Halsringene og saa en Fingerring til mig selv med en Sten i, det skal være den største Diamant, der er. Resten lader jeg ganske rolig ligge og yngle. Jeg forestiller mig, hvordan de kostbare Ædelstene forskyder sig i Tidens Løb og kryber saa smaat ud i den bare Muld og groer. Jeg behøver blot at bore med Fingrene og hente dem frem sidenefter. Guldet bryder jeg mig ikke om, jeg kommer ikke til at beholde de Penge alligevel, de skal rulle; paa Rejsen ser jeg, hvordan de ruller. Jeg vil til Köln, og jeg vil til Pavia . . . desuden er der pragtfulde Sværdgreb, Kæder, Spænder, de ligger godt nok hvor de er foreløbigt.

Mikkel begyndte at smile saa stille og se sig omkring i den øde Stue. Mon de ikke skulde gaa i Seng?

Det var Axel øjeblikkelig villig til, og de stod op. Men da de kom ind i Gæstesengen, viste det sig, at Skindene var fuldstændigt raadne af Fugt, ikke til at lægge sig i. De strakte sig bandende ovenpaa i Klæderne, og Axel sov med det samme.

Mikkel laa noget uden at kunne sove. Pludselig lo han godmodigt ved sig selv. Og han faldt i Tanker, tænkte just ikke paa Fortiden eller paa noget bestemt, men han følte sin Beskedenhed, sin gamle fortrolige Anger over Vanskæbne, han følte sin Ensomhed. Og da han var ved at falde hen, kom han alligevel til at forestille sig denne Krop af gedigent Guld, der laa lige under Jorden, saa at man blot behøvede at tørre Grus og Smaasten væk for at se det matte, ridsede Guld, der krøb som en Rod ind under Jorden. Han vilde stille sig paa det med begge Fødder. Paa den anden Side Kløften saa han hvide Kvinder holde Ting siddende i en Rundkreds paa Stenene og med den store Kvinde højt i Midten. Da vilde han sende en Due. Noget efter saa han dem stige ned allesammen. Og en Time efter viste de sig en for en paa hans Side af Kløften, vaade og grønne paa Hænder og Knæ af Planterne, de var krøbet igennem. Og han stod rank paa Guldet. Kongen nikkede til ham i det fjærne.

Næste Dag red de videre i klart, lyst Aprilsvejr. Hestene knuste de blaa Pytter paa Vejen. Udenfor Skovene strakte Landet sig tyndt overgydt med en Foraarsfarve, man saa milevidt hen i den nye Luft. Langt borte laa runde Gravhøje dristigt paa de øverste Landrygge, hvide af Dug paa den vestre Side.