# Kongens Fald

## Part 5

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/kongens-fald-36942/index.md

-- Skal jeg ellers fortælle dig om Jøven, sagde Thøger venligt om Aftenen.

Der har været mange Jøver, hvis man ellers kan tro, hvad Folk de siger. Men er der nogen nu, saa kommer den Børre ved. Ja, du ser paa mig, men saadan vil de nu have det til. Ikke ham selv, vel at forstaa, men hans Vid -- som er fra ham. Børre har jo været forstyrret i mange Aar. Han er meget ældre end nogen tror. Jeg kan lige huske det, han blev taabelig et Foraar, og det var Kærestesorg, der skørnede Hovedet paa ham. Men siden den Tid snakkede de om en Jøve, der skulde være oppe i Bakkerne. Jeg har hørt den mange Gange. I fordums Aar, da jeg brændte Salt, hørte jeg den tit om Nætterne, naar jeg sad ved Gryderne nede paa Stranden. Mangen en Gang var Børre med mig, og han hørte den selv. Ingen har set den. Der er aldrig nogen, der har set en Jøve og kan fortælle om den; for en dør ved at se den.

Tordenvejret

En Nat vaagnede Mikkel ved en svær Rullen i Luften og blændedes i det samme af en blaa Lysning -- hans Fader sad fuldt paaklædt paa Kisten.

Vi faar Torden, sagde Thøger stille. Jeg vidste ikke, om jeg skulde vække jer.

Mikkel trak i Klæderne, Niels vaagnede straks efter og klædte sig ogsaa paa. Tordenen var endnu langt borte, men den rullede næsten uafbrudt; det lød som om den i stødvis men stadig Fart kom nærmere og nærmere. Lynene spillede hurtigt efter hinanden, uregelmæssigt som en blaffende Ild.

Det vil blive haardt, sagde Thøger og vendte sit Ansigt mod det lille Vindue; der kom et Lyn, og Mikkel saa det højtidelige Udtryk i Faderens Ansigt.

Kan I gaa ud og tage Stigbordet op, sagde han lidt efter, at Vandet ikke skal stemme ovenud ad al Ting, naar det kommer. Og gør Hjulet godt fast.

Niels og Mikkel gik. Det var ikke meget mørkt. Men østerpaa stod Mulmet som en Væg, Himlen var farlig opsvulmet og sort. Lynene sprang ud deraf, saa at smaa Sten paa Jorden blev synlige. Lysningen for helt op mod Himlen over Hovedet, hvor den var natteren og blaa. Niels surrede Hjulet fast i Tavshed; da det var gjort, tog Mikkel Stigbordet, og Vandet flusede ned over Skovlene uden at kunne flytte dem. De gik ind igen og satte sig stille om paa Bænken.

Vejret kom hastigt nærmere; en Gang imellem løste et hvidt vildt Lyn sig blandt de bestandige Glimt, og kort efter knaldede det nærmere end før, Tordenen klaprede voldsomt tilbage og blandede sig med den fjærne Varselsdundren.

Et Vindstød rejste sig udenfor og støvede op mod Ydermuren, nu slog en vældig Regndraabe mod Ruden, flere, og det puslede udenpaa Lyngtaget. Thøger lukkede Lyren. Et hæftigt Lyn gjorde det daglyst i Stuen, Mikkel saa sin Faders klare senile Øjne. Og næsten i samme Nu skrattede det med rasende Haardhed over dem, to forfærdelige Skud og en lang skarp Rallen som af et Stenskred efterfulgt af hul Torden.

Var jeres Øjne, sagde Thøger.

Og da det næste Lyn kom, sad Niels med Huen for Ansigtet for ikke at komme til at se ind i Himlen og blive blind. Lidt efter lagde han sig tavs i Seng. Det lynede, gul og grøn Ild straalede ind i Stuen; Niels rykkede Skindene over Hovedet, de saa ham ligge med Knæene op mod Hagen som et Barn i Moders Liv. Og Skra skra, der kom Knaldet saa frygteligt bedøvende, som var det Himlen, der brast ned.

Mon det var saadant et Tordenskrald, der var bestemt til at blive den sidste Lyd, Mikkel hørte?

Lynene fulgte nu saa hurtigt paa hinanden, at der var lyst i Stuen hele Tiden, og Skraldene gennemrystede Himmel og Jord fra alle Sider. Regnen piskede stridt mod Taget, plaskede ude paa Dørstenen, susede ned i Aaen.

Pludselig støjede Jernet ude i Smedjen, som om en Stabel skred sammen -- Naadelige Navn! raabte Thøger og hævede sit hvide Hoved i en Ildregn -- i det samme slog Lynet ned i Smedjen, de hørte som et stærkt Sug, et Rabalder og en Knitren. Saa sad de i Gravmørke et Øjeblik og i Lugt af Svovl, Mikkel snappede efter Luft.

Da slog Thøger Ild, strit, strit arbejdede han med Fyrtøjet, til han fik Flamme. Han aabnede Døren til Smedjen og kiggede ind. Ambolten laa væltet fra Knobben, Kullene var blæst af Essen, men det havde ikke tændt nogetsteds.

Lidt efter sagtnede Vejret. Regnen kom igen drypvis i sin sidste Vrede. Thøger og Mikkel gik udenfor.

Tordenskyen stod over Fjorden, sorteblaa og tyk, Lynene hakkede ned og drev Vandet i Skum. Mod Øst var Himlen klar og renset, Stjærnerne straalede igen. Aaen svulmede mørk og urolig, alt var i en Væde, og Luften lugtede svedent. Men da de kom op paa Højen ovenfor Huset, saa de et jammerligt Syn. Det brændte inde i Landet, det brændte paa over en halv Snes Steder, store ganske uforstyrrelige Ildebrande lige op i Luften.

Aa! udbrød gamle Thøger harmet.

Han gjorde sig hastig Rede for Beliggenheden. Det brænder baade i Graabølle og i Kourum, sagde han meget modfalden. Pludselig vendte han sig . . . Nej, udbrød han befriet. Mikkel saa samme Vej, Jens Sivertsens Hus laa helt og kvit nede ved Stranden. Han tænkte paa Ane Mette og blev hjærtelig bevæget. Thi hun var mere i hans Hjærte, end han vidste.

-- Der skrider Taget, mumlede Thøger, som igen havde vendt sig ind mod Landet -- det var et Sted, hvor Flammerne med et Spring pulsede taarnhøjt i Vejret.

Skyen stod over Salling. For hvert Lyn kunde de skelne Huse og tavlede Marker derovre, det blev saa lyst, at de øjnede Kornnegene, der var sat i Traver oppe paa Hældene, og saa Bølgeskummet mod Strandkanten. Længe varede det ikke, før Ildebrandene blussede op derovre. Lynene straalede ned. Thøger vaandede sig saaret derved.

Det er en stræng Nat for somme Folk, sagde han hovedrystende. -- Vi faar se til Kværnen.

Der var ingenting i Vejen. Mølledammen var stegen højt, men Bindingerne holdt, Hjulet stod midt i Strømmen næsten begravet af Vand. Thøger gik sukkende ind i Huset igen. Men Mikkel begav sig op paa Højen, tankefuldt tiltrukken af det vældige Spil.

Skyen var sunken lavt ned, Tordenen lød drønende og meget fjærn, og Lynene havde ikke saa blændende en Kraft. Ildebrandene lyste op som grove røde Baal rundt om i Landet.

Mikkel vendte sig mod Syd, og her saa han en høj, sløret Sky, der stod op mod Himlen som en Mur. Dens øverste Kant lyste, og den var i sær indre Bevægelse, levende, gennemkrydset af fine Naalelyn -- nu besloges den af et rødt Skær, som steg Ilden bagved . . . og pludselig gik der lydløst et Syn ud i det klare Himmelrum, en Rytter -- Hesten sprang med alle fire fra sig og med Halen ligeud, Rytterens Fødder pegede i den frie Luft. Efter ham steg en bølgende Røg af Heste og Folk ud i Luften, tusind Lanser vendte sig alle paa engang, og nye Heste og Lanser sprudede lige i Vejret, gled ud paa de frie Baner og slyngede sig op og ned, sitrede uroligt ind over Himlen uden en eneste Lyd. De blev ved at komme med højtrejste Spær, svimmelhøjt oppe, lutter Hestfolk i Firspring, og de jog frem og fældede Lanserne, som Korn bøjer sig for Blæsten -- de havde Hastværk, og der var vidt at ride. Som ved indre Pulsslag blegedes Hærene, blev glimtvis tydelige igen -- og se nu straalede Myriader af Soldater ud paa Himlen, hvor de spredtes og tog til, vælige Knægte i udskaarne Klæder og med Hagebøssen paa Skuldren skrævede ud i den lyse Luft, Oberster i Harnisk red frem med Staven almægtigt støttet mod Hoften, Kanoner og Vogne fulde af Kugler kørte i Karriere, Tærninger fløj herreløst omkring, unge fede Kvinder vandrede opskørtet afsted . . . snusende Hunde, Marodører, Præster og Skyer af Ravne! Og atter Knægte i Possement og Fløjel, Fjer og opskaarne Sko, og alle med Næsen i Vejret. Unge Fanejunkere, glatte af Vækst som Ganymeder, bar deres Lokkehoveder i Skyen, magre Graaskæg stirrede ud, griske under Brynet som Gribbe. Toget drev ind under Stjærnerne . . . alle Lykkens Ryttere, alle de umættelige Stormere, og de forsvandt som en Dug i det bundløse Rum.

Hævnen

Mikkel Thøgersen laa i Aamundingen og fiskede, en Septemberdag, da han saa Ane Mette komme; han lagde ind til Bredden og ventede paa hende. Da hun var naaet paa nogle Skridts Afstand, blev hun staaende og smilede, hun havde et mørkt Hovedklæde om Haaret. Mikkel hilsede, og de tav lidt begge to. Fuglene flokkedes ude paa de graa Agre, Luften var forunderlig klar og gennemsigtig. Alle Planter stod falmet i den sælsomt forklarede Luft. -- Det var som om Mikkel og Ane Mette begge stiltiende opholdt sig ved Vejret. Ane Mette blev først færdig og gik til Sagen.

Jeg skulde bede dig, om du vilde se til min Faders Kroge i Nat, dem udfor Maageholmen -- hvis jeg fik dig at se. Han er sejlet til Byen. Det kunde ellers være det samme, hvis jeg ikke traf dig.

Det skal jeg nok, sagde Mikkel og tog ikke sit Blik fra Ane Mette. Han tænkte paa helt andre Ting end Jens Sivertsens Kroge. Ane Mette vendte sig for at gaa men tøvede, syntes aabenbart, hun skulde komme jævnere fra det.

Du -- du kunde gærne tage en Sejltur med, sagde Mikkel og forsøgte at smile.

Ane Mette blev venligt staaende.

Det bliver saadan en mild Aften, Solen er ikke gaaet ned endnu, vedblev Mikkel. Han saa Ane Mette ind i Ansigtet. Hun lod Øjnene løbe ud over Aamundingen, og Mikkel sporede et flygtigt Liv i hendes blaa Øjne -- ja Mindet, Mindet om en anden Gang.

Det kunde jeg gærne, svarede hun med et altfor mildt Tonefald, og hun saa endnu ud over Vandet i sine egne Tanker.

Kom saa! udbrød Mikkel utaalmodig. Hun overhørte det grimme i hans Røst og strakte Foden ud efter Baadens Ræling. Mikkel fik ingen Lejlighed til at hjælpe hende, hun sprang let til og satte sig straks paa Agtertoften. Mikkel roede ud i Strømmen.

De tav en lang Tid, Ane Mette saa ud over Vandet. Solen naaede Synsranden og begyndte at gløde. Fjorden farvedes af Skæret. Det var saa stille, at Fuglenes Fløjt hørtes tydeligt inde fra Land. Ane Mette gav sig til at tale lidt om almindelige Ting, og Mikkel svarede ikke mange Ord; Baaden drev udad med den sidste svage Strøm i Udløbet. Ane Mette tav igen.

Og Solen gik ned.

Lidt efter krusedes Vandet, det var Fralandsbrisen, der rejste sig mod Skumringen.

Vi faar hjem nu, sagde Ane Mette, hun sukkede sine Tanker bort fra sig. Mikkel svarede ikke. Hun saa op paa ham og mødte hans hvasse Blik, just som han med begge Hænder skød Aarerne langt bort fra Baaden. Hun rejste sig med saa smidig en Kraft, at Baaden krængede, og vendte sig ind mod Land, de var langt derfra, allerede ude paa det sorte -- hun vilde skreget højt men glemte det, lammet af en krydsende Erindring -- hun gav en kort Lyd, et Hik, og sank ned paa Toften igen.

Mikkel lagde sine ledige Arme over Kors.

Da for Ane Mette op, hun brast ud i Graad og Skrig.

Hvad er det Mikkel, hvad vil du? Aarerne . . .

De skal drive, sagde Mikkel i en ubehersket vredagtig Tone. Jeg vil tage dig fra Otte Iversen.

Aa nej, Mikkel, Mikkel! Aa nej, bad hun forfærdet, hun klagede sig og græd højt, hun slæbte sig et Par Skridt paa Bunden af Prammen og vred sine Hænder op imod ham.

Sæt dig ned! sagde Mikkel barsk. Hun satte sig lydigt, bøjede Hovedet dybt ned i Hænderne og græd.

Mørket faldt paa. Vandet blev mørkt. Strandbredden var næppe synlig mere. Luften taagedes derude. I Vest stod Himlen dyb og grøn. Baaden drev lindt afsted, det blæste op, Vandet plaskede stille.

Mikkel regnede ud, at de vilde lande noget til Nord i Salling om fire--fem Timer.

Tiden længedes. Mikkel saa hen til Ane Mette, hun sad endnu med Hovedet bøjet ned mod Skødet og græd. Pludselig tog hun Hænderne fra Ansigtet og saa op paa ham.

Jeg troede, du var god, Mikkel, klagede hun, og hendes Stemme var ganske træt af Graad.

Det er jeg ogsaa, svarede Mikkel rystet. Han beherskede sig med yderste Møje.

Du er i mit Hjærte, Ane Mette, stammede han lidt efter, fuld af Sorg. Andet kunde han ikke sige. Han vidste ikke mere, forstod ikke Sammenhængen, han følte kun, hvor Smærte og Fortræd var over ham og viede ham til Ulykke.

Baaden drev sagte ud over den mørke Fjord, Landet var ikke at se til nogen af Siderne mere.

Gengældelsen

Det var en sløret Morgen, Støvregn, i Oktober, da et stort Skib fortøjede ved Københavns Brygge. Det kom fra Sverig. Da Broen var bleven lagt ind, gik flere Herrer i Land under munter og oprømt Snak, de begav sig straks op i Byen.

En blev staaende, efter at de andre havde taget hjærtelig Afsked med ham. Det var Otte Iversen. Han ventede paa sin Hest, der var paa Skuden. Krigen i Sverig var heldig overstaaet, han havde tjent baade Ære og Fordel. Saa havde han taget Orlov, og nu vilde han hjem, hjem.

Medens han stod og ventede paa Hesten og saa sig om, underlig betagen af at være naaet _saa_ langt -- der laa alle Huse og alting som for et Fjerdingaar siden -- lagde han Mærke til en gammel Mand i en sort Kappe, der paa en underdanig Maade nærmede sig Skibet og talte med Føreren. Da saa han Hovedet af sin Hest, to Mænd kom med den og søgte at lokke den ud paa Landgangsbroen, den strittede imod og rev Hovedet i Vejret. Otte Iversen vendte sig, den gamle Mand var kommen hen til ham og stod nu høfligt bøjet foran ham.

Er det Hr. Otte Iversen? spurgte han paa Tysk. Og da han fik det bekræftet, forsvandt det krybende Udtryk fra hans Ansigt, han nærmede sig tæt og sagde med lav Stemme:

Es sind drei Monate her, dass ein Otte Iversen in meinen Garten hereinbrach und meine Tochter entehrte -- Sie also sind es gewesen, ja ich seh' es schon . . .

Han rakte Halsen frem og stirrede Otte Iversen stift i Øjnene, han krængede Munden ud, Stemmen kom fra Struben som Fuglehvæs og vanskabte Ordene:

Verflucht sollst du sein auf Erden, hörst du mich -- ruhelos, schlaflos, dein Kelch Sehnsucht, das Brod Stein dir im Munde! Du sollst verwesen, verwesen, dein Glied verfaulen zwischen den Beinen, du sollst deinen Vater und deine Mutter sterben sehen vor Scham, krr krr -- Unglück über dich! Hinwelken sollst du wie ein räudiger Hund, und dein Leichnam soll aus den Löchern deines Sarges _triefen_. Unglück!

Den gamle Mand vendte Hviden ud af Øjnene, han hævede sine brune Kraller forbandende i Vejret.

Otte Iversen var vegen tilbage. Han saa, at Hesten stod rede bagved, han drejede sig paa Hælen og greb Tømmen. Hesten satte i Løb, og Otte fulgte den ved Siden. Saa sprang han to Gange paa det ene Ben, fangede Stigbøjlen og hvirvlede sig i Sadlen. Faa Minutter efter galopperede han ud gennem Vesterport.

Og mens han red til, lukkede han i Laas for sin Bevidsthed, tilstod ikke for sig selv, at han havde hørt noget. Han gjorde sig tæt, snørede Benene om Hestens Liv og gav sig alene hen i Ridtets Fart og Stød. Luften tordnede forbi hans Øren, han holdt Forgørelsen fra sig, lod den slet ikke komme til. Marker og Huse og gule Skove drejede forbi ham, og hver Gang han kom i Tanker om den gamle, arbejdede han med Tømme og Sporer og satte sig i endnu voldsommere Bevægelse. Saaledes slettede han det onde Møde ud. Da han i Sved og Damp sprængte ind gennem Roskilde, var den Ting næsten glemt, og da han ved Aftentid red gennem Sorø Skove, opkogt og skoldet af det vilde Ridt, havde han trængt det ud. -- Først i Korsør stod han af Hesten og søgte Herberge, da var det bælgmørkt.

Næste Morgen vaagnede Otte Iversen -- Ane Mette! sagde han for sig selv og sprang ud af Sengen. En halv Time efter sejlede han paa Bæltet i udmærket Velgaaende -- kun utaalmodig, Hjemdriften trak i hans Lemmer som en Feber.

Over Fyen opdagede Otte sin Hest, saa at sige, han havde ikke lagt Mærke til den før. Hans egen brune Hest blev skudt under ham for Stockholm, og i Stedet havde han faaet en rød, højbenet Hingst. Satan til Dyr til at vinde over Bunden -- men den stødte som en Træbul, ikke Tale om, den skulde se sig for paa Vejen. Na! Pisk og Sporer bestandig. _Det_ var ikke Ottes egen Hest, der havde været saa blød af Gemyt og villig til det yderste, den laa død inde i Sverig nu . . . Ah saa skal da! Og Otte savede den røde Langben i Mundkrogene. Imidlertid fik han en vis Agtelse for Dyret, der løb, arbejdede og svedte ustanseligt.

Paa den anden Side Odense kom en Storm med Slagregn op fra Nord, Otte dukkede sig og red til. Snart brast han igen i Raseri -- se om Trampeldyret skulde lægge sig den mindste Smule, Otte maatte hænge sig ud paa Siden af den mod Stormen, han skreg højt til Hesten og lagde den en fem seks Valk hen ad Halsen, til den jog i Firspring. Stormen øgedes stadig. Otte drev tænderskærende paa Hesten. Se saa stoppede den pludselig op med nogle uhørt hensynsløse Skump, Otte Iversen ligefrem hylede af Vrede. Han bedede ikke, før det blev uomgængelig nødvendigt. Hjem vilde han.

Staldkarlene i alle de Kroer, Otte Iversen saa sig tvungen til at holde Hvil i, mønstrede Hesten med en egen Højtidelighed i Kenderminen; deres tavse Visdom sagde saa meget som: Idag Hest, imorgen Krikke.

Ane Mette! tænkte Otte Iversen paa Lillebælt. Ane Mette, sagde han højt en Gang, da han red gennem Skovene ved Vejle. I to Dage sloges og skærmyslede han med Hesten op og ned ad det bakkede Land, gennem Skov og over Vadesteder, forbi Bondebyer, Landsbykirker, Bissekræmmere, Hytter og Ungkvæg. Nu regnede det, og nu skinnede Solen. Trækfugle susede i Flokke over de gule Skove. Det var Nattetid, da han kom til Randers, og Portene var lukket, men han red udenom Byen, svømmede Hesten over Aaen og rejste videre.

Og da Otte Iversen i Dagningen red ned ad en stejl Bakke, mærkede han pludselig, at Hesten bugnede Ryggen op under ham, den brast over i Forbenene og styrtede paa sit Hoved. Otte kom af Sadlen og fik Hestens Hals rejst, men dens Øjne var allerede brustne. Den gav et Par Spjæt med de lange haarede Skanker og døde lige saa tavs, som den havde galopperet, stridt og stejlet sig det meste af Danmark igennem. Otte Iversen tog Seletøjet af det døde Dyr og gik til den nærmeste By.

Noget over Middag naaede Otte Iversen hjem paa en ny Hest. Han kom i Firspring ned over Bakkerne, var i faa Minutter over Dalsænkningen og sprængte op foran Jens Sivertsens Hus, han sprang af Sadlen og vendte sig gispende mod Døren. Jens Sivertsen aabnede den sindigt og kom ud i bart Hoved.

Ane Mette, spurgte Otte, hvor er hun?

Ane Mette er ikke hjemme, sagde Jens Sivertsen sagte og med et tvivlraadigt Blik -- mere, tilføjede han.

Hvad, hvad? Hvor er hun da henne?

Jens Sivertsen krykkede sammen som for den kolde Blæst. Han vilde til at sige noget, da fik han at se, hvor den unge Herremand pludselig blev graa og svag i Trækkene -- han tav bestyrtet.

Hvor er hun henne? spurgte Otte frygtsomt.

Hun tjener i Salling, oplyste Jens Sivertsen, og han gik i sin Vaande frem og gav sig til at stryge Mankelokkerne ud paa Hesten. Den snusede til ham, Jens strøg og glattede og begyndte ganske jævnt at fortælle som det var.

Ja, hun blev jo henne for en Maanedstid siden. Ved samme Lag lod Thøgers Søn sig heller ikke se mere, ham Mikkel, der var kommen fra København. Han var tagen ud at fiske, kunde de fortælle, da jeg kom hjem. Saa tænkte jeg, de kunde være dreven til Salling.

Her saa Jens Sivertsen uvist op.

Jeg søgte og spurgte de første mange Dage bestandig derovre, men der var ingen, der havde set dem eller vidste noget. Det var ikke førend nu for fire Dage siden, at jeg fandt hende; hun tjener for Pige paa en Gaard i Vestersalling. Men hjem vilde hun ikke for nogen Sag, hvad jeg saa bød hende, og hvor meget jeg snakkede for hende.

Jens Sivertsen sænkede Stemmen.

Hun skadede ellers ikke noget, saadan yderlig at se; meget forknyt var hun jo. Mikkel . . . ham vilde hun ikke høre nævnt. Rejst væk var han jo.

Jens Sivertsen saa op igen, og Sandheden stod at læse paa hans forgræmmede Mund.

Det var jo ham, der havde gjort det, tilføjede han meget febrilsk skønt bestemt.

Og da Otte Iversen fremdeles tav, lagde Jens endnu en Lok omhyggeligt tilrette i Manken og smaasnakkede. Thøger Smed er ikke mere tilfreds end jeg ved dette her. Sønnen er helt væk og med Vanære til. Men han har endda Niels, jeg er alene nu. Der kan times en meget, ogsaa for det en bliver gammel, ja der kan endda. Hvad jeg skulde sige . . .

Jens lagde Hagen paa Hestens Hals og stirrede i dybe Tanker over den ud paa Fjorden, hvor Vandet gik koldt under de svangre Skyer. Han vendte sig endelig igen og saa et Par Øjeblikke paa Otte Iversens Ansigt. Det var slet ingen Ansigt, Trækkene var visket ud og pint sammen mod Midten som paa en Kat, der er bleven kvalt af Røg.

Jens Sivertsen slap Hesten og gik tilside med et dæmpet Ord, en Stump af en Bøn.

Men Otte steg i Sadlen og skubbede sig tilrette.

Saa! sagde han til Hesten. Og han red hjem til Moholm i Skridtgang, Fod for Fod.

Døden

Ved Midsommertid, naar Solen staar højest og alt er bagende stille, hænder det, at der slaar Lys ud af Sydhimlen, i Middagsstunden; ind i det hvide Dagslys farer Glimt, der er endnu hvidere. Just Halvaaret efter spøger den selvsamme Aand, naar Fjorden er tillagt og Landet begravet i Sne. Om Natten jager der Revner fra den ene Ende af Fjordens Isgulv til den anden, det lyder som skarpe Skud, som Brøl af et vanvittigt Væsen.

Bønderne graver sig Kryler fra deres Husdør gennem Driverne hen til Nøset. Hvor er nu Trolde og Ellefolk, hvor er Naturens Stemme? Mon ikke ogsaa Jøven er død og forglemt? Der er ingen Forskel mere. Tilværelsen er svunden ind. Blot om at bjærge Livet. Ræven plumper i Snehoser ude i Egepurlet og arbejder sig dødsforskrækket op igen.

Det er den stille Tid. Rimtaagen gemmer Fjorden indtil Evighed. Dagen lang sukker det forunderligt ind fra Isen, det er en Fisker, der staar ensom ude ved sin Vaage og stanger.

En Nat sner det igen, Luften er Sne, Blæsten Strømme af Kuld. Ingen levende er tilfærds. Da kommer en Rytter til Færgestedet ved Hvalpsund. Der er ingen Vanskelighed ved at komme over, han sagtner ikke en Gang Fart men rider i samme skarpe Trav fra Bredden ud paa Isen.

Der gaar Lynslag af Lyd under ham. Isen brøler milevidt. Han kommer over og rider ind i Landet, Hesten kløver Snestormen med strakt Hals; det er en vældig Traver, den kan smide Skankerne.

Stormen slaar Rytterens Askekappe tilside, han sidder nøgen i de bare Knokler, Sneen piber i hans Ribben. Det er Døden, der er ude at ride. Kronen sidder ham paa tre Haar, Leen peger i Triumf bagud.

Døden har sine Luner, det falder ham ind at staa af, da han ser et Lys i Vinternatten, han giver sin Hest et Slag over Krydset, og den springer op i Luften og er væk. Nu gaar Døden Resten af Vejen som et Menneske, der har glemt sine Bekymringer hen og drysser aandsfraværende afsted.

Paa en Gren ved Vejen sidder en Krage i den snestribede Nat, dens Hoved er meget for stort til Kroppen, den ser genkendende paa Vandringsmanden og tindrer med Perleøjnene, den skrukker og ler lydløst, klapper Næbbet uhyre vidt op, og Tungebrodden staar den langt ud af Halsen, den er lige ved at falde ned fra Grenen af Grin. Den bliver ved at se efter Døden med gennemtrængende Lystighed.

Døden sejler videre. Pludselig er han ved Siden af en Mand, han slaar ham med Fingrene paa Ryggen og lader ham ligge.

Et Lys. Døden ser fremdeles Lys og gaar efter det. Han kommer ind i Striben og slæber sig længe over en frossen Pløjemark. Men da han er saa nær, at Huset kan skimtes, bliver han underlig varm. Det er nu nok endelig hjem han er kommen, jo her hører han til fra Begyndelsen af. Det har knebet for ham at finde Hjemmet. Men nu gudskelov. Han kommer ind, og et Par gamle enlige Folk tager imod ham. De ser ikke andet, end at det er en rejsende Haandværkssvend, der er udgaaet og syg. Han lægger sig straks paa Sengen uden et Ord, de kan vide, han er syg. Han ligger paa Ryggen -- de gaar med Lyset i Stuen og snakker -- han glemmer dem.

Han ligger længe vaagen og stille. Saa begynder han at klage, først sagte og afbrudt, som om han prøver sig frem, han græder men holder snart op igen.

Men han bliver ved at klage, højere, han jamrer med tørre Øjne. Han ligger i en Bue med Ryggen krummet, hviler kun paa Nakken og Hælene, han ser i dybeste Nød op mod Loftet og skriger, skriger som en Barselskvinde. Tilsidst falder han sammen og klager sig ikke saa haardt. Han tier omsider og ligger stille.

Et Gensyn