Part 4

Da Toget naaede Torvet, steg Opsigten, Folk kom frem i Døre og Vinduer. En ung Gesel løb dristigt ud fra en af Boderne, meget forlystet, og idet han gav et vittigt, blufærdigt Hyl, greb han i Susannas Kjole og hvirvlede den i Vejret, saa at hun blottedes til Bæltestedet. Men hvorvel Folk tog dette for vellykket Humor, maatte det ikke være, det var utilstedeligt, Jerck vinkede alvorligt med Øjenlaagene til den muntre Svend og gik nærmere Susanna for at værne hende mod Løjer. Idet Jerck saa sig om, bemærkede han Mikkel Thøgersen. Men Jerck gjorde ikke Mine til at kende ham.

Susanna kunde næppe bære Stenene længere, hun rystede af Træthed, hendes Kinder blussede som Purpur af Anstrængelse. Et Stykke inde paa Østergade slog hun for første Gang de store blanke Øjne op -- og straks brast hun i Graad -- og stod stille. Da lettede Jerck uden at mæle en Stavelse Byrden ned paa Jorden og støttede sig ventende til sin Kæp. Mendel Speyer hviskede hastigt nogle Ord til sin Datter, Graaden mimrede ham i Mundvigene. Men han talte sig bestemt: Susanna bøjede Hovedet og græd ikke mere.

Saa gav Jerck hende Stenene at bære igen, og de naaede ud gennem Porten. Her læste Retsbetjenten kortelig op for Susanna, at nu kunde hun gaa med hvad hun havde faaet; men kom hun inden Byens Porte nogensinde igen, vilde hun hjemfalde til Loven. Et lille Stykke borte holdt en Vogn, Fader og Datter steg op tilligemed den fremmede Jøde, og de kørte bort.

Mikkel Thøgersen fulgte bagefter.

Det elendige Køretøj kom ikke rask af sted; Kusken, en lille Bonde med solbleget Nakkehaar, prikkede ufortrødent til sit Øg og hyppede overordentligt, saa hjulede de ogsaa lidt af nedad Bakke og rejste Støvet paa Vejen, Vognen knirkede ude af sig selv, over det den præsterede. Det gik snart Fod for Fod igen.

Det var en tør Julidag, de store Buske gul Snerle, der groede paa Vejkanten, spredte Honningduft over Vejen. Rugen modnedes paa Agrene i den varme Blæst. Sundet gik mørkeblaat, Skoven nede til venstre kuplede sig i den klare Sommerdis. Men Solen hældede til Vest, det kunde snart blive Aften.

Mikkel fulgte Vognen fire Mil, uden at de rejsende foran ham vendte sig en eneste Gang.

Et Par Mil fra Helsingør tog de ind og bedede i en Kro, Mørket var falden paa. En halv Mil inde i Landet ringede en stakkels Kirkeklokke endnu ud mod Aftenrøden, den klagede, skændte, mjavede utrøsteligt som en Kat, der gaar rundt ved Udhusene og ryster Dugstænk af Poterne og leder og leder efter sine døde Killinger.

Mikkel Thøgersen havde ikke noget at komme ind i Kroen efter, han satte sig hen paa Fattigmandsbænken under den store Lind. Da der noget efter blev tændt Lys inde i Skænkestuen, rejste han sig og gik hen udenfor den aabne Dør. Han lige blot saa derind.

Susanna sad ved Bordet, og de to andre stod op og talte ivrigt til hende. Gamle Mendel lod til at ville overbevise og trøste hende med hele sin Erfaring, han talte saa dulmende, hans Holdning udtrykte al den Omhu og Længsel efter at hjælpe, en Fader kan vise sit Barn. Den unge Jøde med det store Krølhaar og de kolde Øjne faldt ind, idet han bevægede Hænderne i vidt og bredt bevisende Figurer -- var det ikke rigtigt, var det ikke sandt? Men Susanna overhørte vist alt, hvad de sagde.

Hun sad med Hænderne foldet over Stoleryggen og med det trætte Hoved hvilende derpaa, Ansigtet vendte ud mod Døren, hun saa ingenting. Munden stod lidt aaben, det var hende -- den fine Skyggestreg over Munden, de forunderlige hvileløse Næsebor. Hvor disse Træk var bløde i Sorgen, usigeligt skønne og sørgmodige, Øjnene sygeligt klare og seende . . . O men hendes Sorg galdt ikke det, de troede -- det lidende Træk ved Munden kunde ogsaa være en gaadefuld Smilen, det trætte, trætte Lys i Øjnene var ikke Sorg alene. Udtrykket i de forgrædte Øjne var delt mellem Sorg og Sødme.

Mikkel drog sig tilbage og gik, han gik hurtigt frem ad Helsingørvejen Bakke op og Bakke ned. Først da han øjnede Lysene i Byen, sagtnede han Gangen og satte sig ned i Grøften. Han kunde ikke mere. Der var overgaaet ham meget ondt i det sidste Døgn. Men det bitreste var hændet ham nu, da han saa Otte Iversen i Susannas sorgomslørede Øjne. Han brød sig ikke om hende mere fra nu af. Han mindedes de modbydelige Tegninger paa Mendel Speyers Hushjørne (som han før hemmeligt havde dyrket i sit Hjærte) og kom i vildt Affekt. Nej væk med hende!

Og medens Mikkel sad der paa Grøftekanten, kom hans Livsdrift et Øjeblik til at staa alene, han kastede sig ned i Grøften og stønnede af Angst. Men han var ung, endnu kunde hans Lidenskaber ikke bestaa i sig selv, de krævede Objekt. Og saa vendte al hans Smærte sig da til Had, Had mod ham Otte Iversen. Den Tanke frelste ham, at lægge Otte Iversen øde. Han blev straks roligere og begyndte i Tanken at martre og dræbe . . . saadan og saadan skulde Otte Iversen komme til at blinke for Kniven, saadan vilde han se ham traadt flad af Ulykke og brækket Led for Led.

Mikkel Thøgersen vaagnede af sine brændende Hævndrømme ved at høre Vognen komme langt borte, Hjulene peb i den stille Aften. Nu naaede de op over Bakken, Mikkel hørte Kuskens Psi psi -- han rejste sig og gik ind i Byen saa hurtigt han evnede. Samme Nat fik han Lejlighed med en Skipper til Grenaa. Da Fartøjet løb i Vindstille under Kullen, laa Mikkel Thøgersen i Forrummet og sov, som skulde han aldrig vaagne mere.

Da Solen kom, var det fremdeles totalt Vindstille. Skuden var drevet noget nordpaa, Kullen stod som en lav kammet Sky i Syd. Skipperen og hans to Mand lagde et Par Aarer ud, men det kunde ikke blive til noget.

I sin Utaalmodighed hentede Skipperen et Anker Øl op fra Rummet og vækkede Mikkel. Mikkel gned Øjnene og saa sig blændet om paa det spejlstille Vand. De ryddede tilside paa Dækket og begyndte at drikke. Og Mikkel blev fuld, før han endnu var rigtig vaagen, udsultet og lidende som han var. Han svang Kruset og gik rent fra Samlingen. Tilsidst tav de andre, og Mikkel fablede ganske alene.

Jeg er for længe siden solgt til Undergang, raabte han saglende og gispende, jeg er saa arg en Sjæl, at ikke engang Satan vil eje mig -- men det er godt; der kan blive en Fest endda. Jeg opgiver bare det hele, naar jeg ikke vil længere, det er en nem Sag, og gaar min Vej. Hurra! Kom I til Festen med mig, alle I døde og halte, der er brændt ihjæl og slaaet for Panden, hej Bordet er dækket, søg Plads allesammen som I er, i Kisteklæderne -- her er Plads for dem, der har Kinderne hængende i Laser og Haandbagene sat med Smaasten -- kom an I Strandvaskere og Fattigfolk fra Stejlen! Jeg er jo af Jeres Folk og skal snart gengælde Besøget. Hvad bryder jeg mig om mit Hoved, jeg hører ingen til længere, jeg er fuldstændig ene Mand, hvad angaar det mig mere, at der kanske er en Fugl til, de kalder en Struds, hvad bekymrer det mig, at en Nar bestiger Tronen i Frankrig, jeg gaar hjem nu, jeg kan ikke længere se ud af Øjnene, Farvel, Farvel!

Fartøjet laa fuldstændig dødt paa Søen i Solskinnet, der var ikke anden Lyd end Vandets Sveden. Skipperen og hans Mænd morede sig meget godt, Mikkel drak, hulkede og pralede en rum Tid snart paa Dansk og snart paa Latin, til han endelig drev om paa Dækket og sov igen.

Hjemkomst

Det var i Høbjærgningstiden, da Mikkel Thøgersen kom hjem til den Dal oppe ved Limfjorden, hvor han var fra.

Nætterne blev ikke videre mørke, og Varmen aftog kun saa meget, at Engen og Aaen hylledes i Taage, naar det blide Tusmørke faldt paa. Høet blev sat i Stak inde i Engene, og de unge Folk fra tre omliggende Landsbyer blev der om Natten. Hver Aften sent lød et Raab fra de Kourum Ungfolk: Gaa til Senge! Raabet gik fra Stak til Stak. Noget efter svarede en fjærn varm Pigestemme langt borte fra Graabølle Høstakke: Gaa til Senge! Ekko efterlignede Lyden oppe i Bakkerne som Trolde, der stammede. Og saa lød det uendelig fjærnt og kun i traadfine Brudstykker: . . . til Senge! Det var fra Thorrildfolkenes Stakke dybest inde i Dalen.

Ga ga, sang det oppe i Brinkerne. Taagen tættedes over Aaen. Natten laa guddommelig rolig, Himlen slørede over den rene Stilhed.

Denne Dal strakte sig i Vest og Øst fra Fjorden en halv Mil ind i Landet. Ved den østre Ende laa Herregaarden Moholm, som Iver Ottesens Enke havde, hende tilhørte ogsaa baade Dalen og Landsbyerne.

Et lille Stykke fra Fjorden havde Thøger Smed sit Hus og sin Smule Vandmølle. Thøger havde boet der i over tredive Aar. Foruden Mikkel, der nu havde været otte Aar henne i den sorte Skole, havde han Sønnen Niels, der tog Haandværket op efter ham.

Thøger blev glad ved Sønnens Hjemkomst. Han satte sig op paa Kisten og faldt til at snakke. Mikkel saa, at Faderens Ben var bleven stærkt indadkroget af Gigten. Det brede, stærke Ansigt aabenbarede ubarmhjærtigt Alderdommen, netop fordi den gamle blev hemmelig bevæget ved Gensynet.

Du er endda galant i Tøjet, sagde Thøger oprømt og blinkede til Mikkels røde Læderbukser. Mikkel slog Øjnene ned og vilde ikke tage imod Beundring.

Jo, jo, enhver kan se, at du er vel holden, paastod Thøger. Noget Korn spids i Ansigtet er du jo bleven af Læsningen . . . ja Næsen har du ikke fra andre end mig, tilføjede han lunt smilende. Thøgers Næse var usædvanlig lang, to Gange bøjet som Trynen paa et Vildsvin og mangekantet i Tippen, den gav ham et overdreven kløgtigt Udtryk, som Mikkel ogsaa havde. Thøger var ellers en meget dygtig Mand, gennemklog paa mange Omraader og med naturlige Anlæg for al Ting i Verden. I sine yngre Dage havde han drevet en Kunst, han selv kaldte at _koge_. Mikkel havde undertiden som Barn set ham smelte besynderlige Ting sammen i en lille Potte, Uld, Bly, røde Smaasten, Musetænder. Men nu kogte Thøger aldrig mere. Hans Begærlighed efter de vises Sten var gaaet over med Alderen, ja den var.

Det var jo Guld, jeg vilde berede, sagde gamle Thøger skemtende, og hans Fortrolighed skar Sønnen i Hjærtet, fordi den skyldtes de uigenkaldeligt svundne Tider -- men jeg fandt aldrig Guld. Saa var det den sidste Gang nu for, lad os se . . . ja det er længe siden, saa kom jeg paa det! Lige med ét, ha, ha . . . naarenstid jeg nu smeltede Opskriften med, som det hele stod i, saa maatte det komme! Opskriften havde jeg købt af en Vaabensmed i Stettin -- det er ellers slemt længe siden -- der er ingen, der nogentider har faaet den at se. Han lærte mig ogsaa at tyde den. Saa smeltede jeg da Opskriften i Panden tilligemed en Hoben andre kraftige Sager. Jeg fik ingen Guld. Nej, bitte Mikkel. Og saa siden lagde det sig jo af af sig selv.

Thøger Smed var bleven gammel. Den buklede Skaldepande begyndte at gro til med Haar for anden Gang, Rundtenomskægget groede langt ved Ørene som paa alle gamle Folk, og det var hvidt. Ansigtet var fuldt af blege Pletter, de mægtige Hænder var ogsaa falmet.

En Gang imellem gjorde Thøger et Stykke Arbejde i Smedjen, ellers passede han Kværnen; Niels stillede sig da skummel og sodet ved Blæsebælgen. Thøger smeddede koldblodigt og med knusende Dygtighed, han knejsede stærkt over Ambolten, fordi han var langsynet nu. Men han kunde gøre Besked paa et varmt Jern. Dog højest en halv Times Tid, saa holdt han brat op, teede sig som kom han i Tanker om andre Ting og gik ind i Stuen. Der sad han saa og snappede efter Vejret og søgte at skjule sin forræderske Aandenød.

Her skal du se, hvad jeg har, udbrød den gamle en Dag og rodede ivrigt op i en lille Træbudike mellem gamle Knapskaller og Metalstumper -- hvor er den nu henne? Det er en Galskilling, om jeg ellers kunde finde den. Jeg har gemt den i mange Aar, til du kom hjem. Jeg kan jo ikke læse, hvad der staar paa den, selv om mine Øjne var til det, det er nok latinsk. Her er den, jeg har fundet den i Jorden en Gang. Naa Mikkel, hvad staar der saa paa den?

Mikkel bøjede sig med vaade Øjne over den irrede Mønt og tydede Indskriften.

Saa skal du ogsaa ha'en, sagde Thøger yderst tilfreds med Sønnens Kunnen. Den er af godt Sølv.

Tak. Mikkel tog Mønten og gemte den, han skilte sig ikke siden ved den.

Thøger omfattede sin Søn med mangt et tankefuldt Blik de første Dage efter hans Hjemkomst.

Underligt kan det gaa, sagde han, ingen ved, hvor Evnerne sidder gemt. Se til Skomagerens Søn i Brøndum! Hvor langt er han? Jeg har hørt sige, han var en høj Mand ved Kongen.

Han er saa, svarede Mikkel uroligt. Besøget hos Jens Andersen stod klart og pinligt for ham. Men han har jo ogsaa haft Mon til at studere i Rom og Paris.

Ja, det var'et, mumlede Thøger, og hans Oldingetræk slappedes ved Tanken om den vide Verden. Han havde selv været udenfor men ikke længere end til nord i Tyskland.

Ja, det var'et, gentog han og rullede Tommelfingrene om hinanden. Saa du noget til Junkeren dernede fra Gaarden, Hr. Otte, de kalder ham?

Spørgsmaalet kom saa uventet, at Mikkel hoppede paa Bænken. Hvem, hvor?

Vor egen unge Herremand. Kanske du ikke har set ham, han tog til København nu i Foraaret. Ja det var jo ellers en noget u--sæd--vanlig Historie.

Mikkel rystede paa Hovedet, han saa bort, som om Historien ikke vilde more ham.

Ja, det var maaske ikke heller noget lig, at du skulde faa ham at se, mente Thøger videre, saadan unge Herrer og I andre lærde Folk har vel sin Omgængelse hver for sig. Jo, han tog til Kongens By i April Maaned -- efter eget Hoved og i Unaade med sin Moder. Han behøvede det ikke, Krigsudbudet ramte ham jo ikke, over det Moderen sidder Enke. Men han vilde nu afsted. Og de siger, det var Ane Mettes Skyld -- ja hende kan du vel huske?

Det kunde Mikkel.

Hun er mageløs køn bleven, er Ane Mette, sagde gamle Thøger i en ligefrem forundret Tone og med runde Øjne -- saa gæv som jeg har vist aldrig set. Hun har det efter Moderen, du kan jo faa hende at se. Moderen var Datter til stærke Knud, der blev slaaet ihjel i Bondekrigen. Der blev mange slaaet ihjel den Gang. Men Jens Sivertsen havde den fejreste Kone paa hele Egnen. Ja vi var jo aldrende begge to, før vi tog Koner -- din Moder og hende var ellers ikke til Vens, kan jeg tro, hi sa . . . men hvad, nu er de døde og henne begge to. Ja. Aa ja.

. . . Hvad han sagde til det, Jens -- ja hvad skulde han sige? Han kunde jo ikke tage en Kæp og drive den bitte Herremand fra Døren. En mærkelig Ting var det nu, som han hængte ved hende. Nu gaar hun jo nede hos Faderen og gør Ansigtet langt efter ham, han har vel lovet at komme hjem med aldrig saa meget godt, at de kan faa hverandre. Hvem ved? -- Fruen paa Gaarden er ikke tilsinds, sandelig om hun er.

-- Skal vi gaa ned og snakke et Par Ord med Jens Sivertsen, han vil gærne se dig, foreslog Thøger næste Dag, jeg kan vel kratte hen til ham, naar vi sejler Aaen ud.

Thøger klædte sig til Turen med et uldent Klæde om Halsen. Mikkel roede Prammen, og efter at de havde fortøjet den i Aamundingen, gik de Resten af Vejen til Jens Sivertsens Hus.

Saa fik Mikkel da Ane Mette at se. Lige til det Øjeblik han stod foran hende, havde han ikke kunnet forestille sig hende som anden end den lille gulhaarede Pige med den skære Hudfarve, og nu saa han hende som ved et Under forvandlet til en høj fuldstændig Jomfru; hendes Haar lyste i den stille Stue, hun var hvid og skær som et Barn endnu med en rød Mund og rene lyseblaa Øjne. Saadan maatte Freja have set ud.

Ane Mette gav Mikkel Haanden, han saa paa hende, til hun slog Øjnene ned. Dejlig var hun. Mikkel følte sig som brændt indeni Haanden: Otte Iversen! tænkte han -- nu skal du faa det betalt.

Thøger førte Ordet, mens de var der. Der blev talt om alt muligt, ogsaa nært personlige Ting, men Stillingen med Ane Mette og den unge Herremand blev ikke berørt med et Ord. Man kunde ikke se noget paa hende heller, hun var en tilbageholden og blid Pige som alle Piger. Men hun saa ud som et Menneske, der er blevet hævet over alle andre ved Lykke, hendes af Naturen fine Træk havde en attenaarigs Frihed og straalede tilmed som af en indre ung Ligevægt. Mikkel fattede, at Otte Iversen kunde sætte Himmel og Jord i Bevægelse for at faa hende -- des bedre Lejlighed var der til at gøre ham ulykkelig. Beslutningen spændte sig som en Gjord om Mikkels Hjærte.

*

Du skulde haft Ane Mette, sagde gamle Thøger halvt i Spøg paa Hjemvejen, I to kunde passet sammen. Ja jeg maa vel ikke sige det. Jens Sivertsen er for den Sag ikke pengesøde heller. -- Jeg har jo ikke kunnet give dig ret meget. Om du og Ane Mette nu kunde rejse sammen til Rom -- som du snakkede om. Jens Sivertsen har sejlet _nogle_ tusind røgede Aal til Byen i sin Tid!

Da Mikkel lod til at tage Skemten ilde op, tav Thøger. Men lidt efter afrundede han alligevel sin Drøm med følgende Bemærkning: Hun er god nok endnu, Ane Mette. De siger jo, de _elsker_ hverandre. Hvad det vil sige, er du kanske ikke gammel nok til at forstaa. Men enhver kan da se, at Kildet ikke er taget af hende den Dag i Dag . . . ja ja bitte Mikkel, skal vi saa stræbe at komme hjem.

Længsel

Mikkel var kommen tilbage til det Sted, hvorfra han var gaaet ud, han sov igen i sin Faders Hus. Han kunde igen vaagne om Natten og se de samme tre store Stjærner over Lyrehullet i Taget og høre Spærene give sig; Biller og Orme pikkede i det møre Tømmer. Udenfor pustede Nattevinden fortroligt, Mikkel kendte den gode Lyd. Men ellers var der saa stille overalt oppe og nede, at Mikkel plagedes af Suset i sine Øren, det ringede, strømmede og stred i hans Øren. Medens han sov her som Barn, kunde han vaagne og høre Stilheden koge, han tænkte sig da nogen, der rejste evigt forbi. Slædemeders stille Gliden hen gennem uendelige Snefører, og af og til en spæd og skrøbelig Klang som af fjærne Bjælder. Senere troede han at høre Svanerne ude fra Fjorden, efter at han en Vinter havde fornemmet deres fine, frostskøre Musik ude fra Vaagerne.

Men nu hørte Mikkel Stilheden igen, og nu var den meget forandret, saa stærk og syngende, saa fuld af dump Underlyd, at den skrækkede ham. Det var otte Aars Liv i Hjemløshed, der mindede, det var otte Aars endelige Ingenting, der spillede Salme i hans Øren og ikke vilde tie.

En Nat faldt det paa hans Sind med en usigelig tung Vished, at denne stigende Lyd af Tomhed vilde forfølge ham, indtil den en Gang i et pludseligt Nu svulmede til et Knald, et eneste forfærdeligt Knald, som spaltede hans Hoved og blæste ham over i Usaligheden.

Mikkel længtes hjemmefra.

Jeg tykkes du ser noget forkedet ud, sagde Thøger. Tag ud og fisk, det er en rosom Beskæftigelse. Følg ud med Jens, eller du kan jo tage Prammen og liste gamle Børre med dig -- han er nok taabelig men ikke saa ringe til at fiske.

Og Mikkel sejlede paa Fiskeri med Børre, en sindssvag Tumling, der havde været paa Egnen i umindelige Aar. Børre var god nok, de laa dagelang ude paa Bredningen uden at mæle et Ord eller gik inde paa Fladvandet med Gliben. Børre bar sig meget fornuftig til, han havde det ellers kun med stille Fjogethed: det var hans Vane at gemme sig med Ansigtet tæt ind i et Hjørne, mellem to Udhuse f. Eks. og her kunde han staa i Timevis og fnise uhyre oprømt med sig selv. Man saa mestenstid Ryggen af Børre, og den var altid i Uro, fordi han hemmelig lo og gottede sig. -- Bedst som de gik og glibede i Vand op til Brystet, kunde Børre vende sig bort ud mod den aabne Fjord og le og henrykke sig, saa at Vandet dirrede og ringede ud fra hans Krop.

Mikkel tog da ogsaa ud med Jens Sivertsen, han saa ofte Ane Mette. Hun havde faaet et lille hudløst Sted ved Mundvigen, bare Ungdom og Sundhed, der slog ud.

* * *

Hvor Somren var lang og uforanderlig den samme det Aar, Dalen og Engen bar Græs og Blomster som aldrig før eller siden. Solen havde ikke travlt paa sin Bane, alt levende gav sig god Tid. En Fugl fløj gennem Luften nu oppe og nu nede, som rejste den over Høj og Dal, og naar den var borte, lod den Mindet om et sorgløst Kvidder tilbage. Humlebierne dryssede ude over de fugtige Hængemoser, Vandtægen skrev paa Spejlet over de sorte Høller i Aaen.

Det var Udødelighedens Dal. Hedebakkerne satte Panderne sammen om den paa begge Sider, Aaen listede sig vidtløftigt gennem den, og ovenover flød hvide Skyer med Flyvefødderne drivende under sig.

Vandet i Aaen ilede lattermildt over de stenede Grunde og fordybede sig i Bugterne og tav stille. Fiskene slog op, holdt deres Vejr og snappede efter Fluer og Myg. En Skikkelse flimrede i Luften over det blanke Vand, kun et hvidt Spejlglimt, og en dæmpet Latter klang hen. Ekko spøgede oppe mellem Brinkerne.

Middagens hede Stille var dybt som Midnattens Forstenelse, thi Solens Tavshed rugede over alt, hvad der aandede. Der var en tvungen Stumhed under Himlens Lys, langt mere svanger med Trusel end Nattens Mørke. Oppe i den hvide Luft fløj Lykken; den faar ingen noget at vide om, før den er død, død.

Naar Skumringen omsider faldt paa, blev der saa lydt over den vide Jord. Horsgumren kastede sig voldsomt oppe i de svimmelhøje Lufte, gjærp, gjærp lød dens Skrig i det duggede Mørke. Ude fra Moseholmen gøede Ræveungerne fint og stikkende og kaldte sig selv ved Navn: Ræv, ræv, ræv. Og pludselig lo det oppe i Brinkerne, mangedobbelt og skrækkelig forvildet. Der blev stille efter det, til Ræveungerne tog næsvist paa Veje igen.

Natten kom. Vandet skiltes i den dybe Aabugt, og Manden dernede rejste sine dyndede Skuldre op i Luften. Ude over de vaade Ufører hang Dødsrigets Aander som sorte Terner, der staar stille paa Vingerne og forsker ned i Dybet.

*

Mikkel stod i Husdøren en Aften og saa ind over Engen. Der var et Lys, som flyttede sig derude i det fjærne Mørke, en Lygtemand. Alle Folk var for længe siden inde. Høbjærgningsfolkene overnattede ikke mere i Engen, Høet var kørt hjem. Det var i August Maaned.

Alting laa øde og stille. Fugle og Dyr tav stille. Paa en saadan Aften turde Mikkel som Barn ikke en Gang se ud af Døren til Kærene af Frygt for at faa Øje paa en Lygtemand. Og selv nu stod han og blev ubetvingeligt bange, han følte sig ømtaalig kuldskær, som var han sat værgeløst nøgen ud i en bidende Vind. Men tiltrods for den uovervindelige Legemsangst _maatte_ Mikkel gaa ud mod hvad der saa var i den giftige Nat. Det var som kunde han ikke leve uden Skræk, han maatte veje sit indre Mismod op med udvendig Skræk.

Og Mikkel leverede sig til Nattens Magter, idet han gik ud i Kærene. Rædselen veg fra ham efor og strømmede sammen ebag, han gik som i svidende Flamme. Lygtemanden foran ham blev borte. Henad Midnat stod Mikkel stille. Og i samme Nu lo det oppe i Bakkerne, højt galende og i flyvende Fart. Genlyden blev ved at svare. Da faldt Mikkel ned paa alle fire og borede Hovedet ind i sin Arm -- han krøb hurtigt et Stykke, vendte sig saa ved en kluntet Manøvre og kravlede hurtigt hjemad. Først længe efter at det var bleven stille, rejste han sig og gik.

-- Jeg vil ikke have, du gaar ude om Nætterne, sagde Thøger Smed Dagen efter til sin Søn, mens de sad og spiste.

Mikkel tav forbløffet og næsten velgjort ved den korte Afgørelse.

Senere hen paa Dagen talte Thøger om den Slags Ting. Han troede ikke paa noget, for han havde ingenting set, der var aldrig noget kommen ham for nær. Men det var usundt at gaa ude om Natten -- man skulde aldrig byde sig til.

Ikke at Mikkel troede paa noget heller, forsikrede han. Det var blot en Vane, han havde at gaa ude om Natten, naar han ikke kunde sove. Hvad var det for Resten for en Latter, der kom oppe fra Brinkerne, havde nogen hørt den?

Thøger løftede ringeagtende paa Brynene. Aa, det er nogen Dyr, der skroller. Eller ogsaa er det Jøven.

Jøven?

Ja! Thøger lo misfornøjet. Jeg kan ingen Besked give dig, jeg har pinnede aldrig set en Jøve. Det maa du vel kende, som har lært.

Dermed rejste Thøger sig og gik ud og smeddede, saa at Funkerne føg om ham.

Mikkel sejlede paa Fiskeri. Et Stykke fra Aamundingen laa Jens Sivertsen i sin Baad. Da han saa Mikkel, rejste han sig og raabte over til ham. Mikkel roede derhen.

Vi har spurgt nyt fra Krigen, fortalte Jens. Der har været en Kræmmer paa Gaarden, og vi har ogsaa faaet det at vide. Det gaar knusgodt. Kongen har Heldet med sig hele Tiden.

Jens Sivertsen var kendelig oplivet. Han talte ikke om Otte Iversen, men Mikkel forstod, de havde hørt godt Nyt om ham ogsaa. Han vilde ikke spørge og roede bort igen.