# Kongens Fald

## Part 3

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/kongens-fald-36942/index.md

Mikkel saa et hjælpeløst Spædbarn ligge under sig paa Jorden, tænkte sig det saa grant. Det ligger paa Ryggen som et Foster med Lemmerne foldet sammen. Men det vokser for hans Øjne -- saa hurtigt, at han ikke kan følge alle Enkeltheder paa en Gang. Nu er det et Par aabne fornuftige Øjne, der ser op paa ham, Armene ligger hvide og fine langs Siden; se hvor lange Benene er bleven. Nu skygges Ansigtet af Sorger, der flyver Smil over Trækkene, sød Grumhed, Angst, Raadvildhed. Hænderne er allerede store og brune. Bedst som han ser fra Tæerne op til Hovedet, svinger Skægget sig som en mørk Drive om Underansigtet, Panden hvælves af Smærte. Det er en moden Mand nu, han ligger stille et Øjeblik kun optagen af sit Indre. Og da er han allerede gammel. Skægget graaner, Haaret gaar ud. Knæene rager spidse i Vejret. Alt er Rynker, Kødet visner under Huden -- og pludselig springer den sorte Ramme ud om Alderens Ynk -- et Glimt af de gule Ben, og Laaget gror sammen under en Regn af Jord.

O, Jorden henter sine, den hvirvler dem omkuld og strækker dem endelangs paa sin Skal. Faa kun Hul et Sted paa dig, og dine Sideben skal svuppe mod Jorden, du skal smække mod Grunden som en Stolpe, hvis Rod er raadnet hen.

. . . Da Anders Graa havde skudt Hesten, fik Rakkeren den til Behandling. Han slagtede og parterede den ude i Sneen, Mikkel stod og saa til.

Det var en tidlig maaneklar Frostmorgen. Sneen laa milevidt i det aandeagtigt svage Kertelys fra Vest, langt op over Bakkerne laa den hvid som Spindel, ingen kunde se, hvad der var hvidt Skær og hvad der var snebegravet Land. Det var saa koldt, at Sneen knirkede højt under Fødderne, Kulden ætsede ved Fingrene som en dryppende Syre. Men gennem Engen krøb Aaen aaben og sort, ulægeligt levende midt gennem den ihjelfrosne Eng.

Rakkeren vred Anders Graas Hest om paa Ryggen og begyndte at aabne den. Blodet laa i en stor brun Pøl, der smeltede sig ned i Sneen, den blegrøde Fraade frøs snart til Is. For hvert Snit af Kniven vældede en Farve ud af den dampende Hestekrop, Kødet spillede i dejlige blaa og røde Farver. Og se Trævlerne blev ved at røre sig, fare sammen og skælve mod Frostluften, de overskaarne Muskler krympede sig som Orme i den svirpende Ild. Det lange Luftrør kom for en Dag, Kindtænderne laa synlige som fire Linjer mystiske Bogstaver. Der kom en fin lyserød Hinde frem, den var mønstret med mangfoldige blaa Aarer som et flodrigt Land set højt oppe fra. Da Brystet blev aabnet, var der ligesom en Hule; store hvidblaa Hinder hang ned, brunt og sort Blod kom ud af Smaahuller i de aarede Vægge, det gule Fedt stod fra Loft til Gulv i langelige og drivende Klaser. Leveren var mere brun end alt andet brunt i Verden, Milten kom tilsyne blaa og skimlet som Natten og Mælkevejen. Og der var mange flere skære Farver, blaa og grønne Indvolde, teglstensrøde og okkergule Dele.

Alle Østerlands frodige, raa Farver; gult som Ægyptens Sand, turkisblaat som Himlen over Evfrat og Tigris; alle Orientens og Indiens ublu Farver blomstrede ud midt i Sneen under Rakkerens skidne Kniv.

Otte Iversens Fald

København blev mere og mere opfyldt af Mennesker, alt som Varmen tog til. Lensmændene var kommen med deres Folk og laa i Kvarter rundt om, de indkaldte Bønder kom i store Flokke til Byen hver Dag, Byen svedte af Forberedelser til Krigen. Saaledes stod Sagerne tilfældigvis -- uden stor indre Nødvendighed -- hver voksende Sommer bragte i Følge sin Natur Uro og Sammenpakning med sig. Ved det Lag Rugen dræer, sidder Bønderne hvert Aar paa Trappestenene i København, flokkevis, og hver Mand sidder skinsygt paa sin Madpose. Store Melmader fra Ringstedegnen eller fra Himmelbjærget kommer for en Dag helt vinde og skæve af at være gemt saa længe, spegede Flyndre fra Blaavandshuk fortæres i Naboskab med Røgelaar fra Hedeegnene. Ryttere, Tyskere, Junkere sværmer paa Gaderne fra Morgen til Aften -- det er Juni Maaned, den Tid, da man stimler, Skibene ligger rede, Kongen indtager Sverig hvert Aar paa denne Tid.

Dagen før Hærens Afrejse i Mørkningen -- Mikkel Thøgersen bukkede sig efter et Flæskesvær, der var bleven smidt paa Gaden; længere henne fandt han Skindet af en Blodpølse. Han var paa Vejen ind i Byen i et vist Ærinde, han bar en Seddel paa Brystet, som han havde skrevet i Morges.

Just som Mikkel kom forbi en høj Trappe, fik han et susende Ræk over Nakken med en Kæp -- det var en velklædt Mand, der stod oppe udenfor sin Dør og trak Aftenluft. Mikkel var kommen ham for nær. Et Par vrede Ord fulgte med. Nu, Mikkel skuttede sig, Slaget havde ramt ham paa det ømme af Rygbenet. Han gik et Par Skridt -- det var maaske et godt Varsel for det, han havde i Sinde. Men pludselig vendte han om, greb Manden deroppe i Foden og rev ham voldsomt ned, saa han kom til at hænge i Skrævet paa en Stavre af Rækværket, gav et højt Skrig og besvimede. Mikkel tog tilbens om et Hjørne.

Ah -- sa . . . se til ham! lød det fra den anden Side Gaden -- da skal! -- høje Raab. Mikkel blev skarp forfulgt, men han løb og løb, og han stansede ikke, før han med et Hop var over Diget og inde paa Kirkegaarden. Her lagde han sig forpustet i Leje mellem Gravene.

Det var ikke videre mørkt endnu, Mikkel tænkte foreløbig kun paa det Pølseskind, han havde fundet, han tog det frem og gjorde sig tilgode med det. Mikkel havde ikke før været paa Kirkegaarden i Mørke, det var om Dagen, han sov der. Han blev aarvaagen, efterhaands som Mørket tiltog, han saa sig om og begyndte snart at skælve af Ophidselse -- rask lagde han sig ned og stak Hovedet i Ly af det høje Græs.

Da han havde ligget noget, hørte han en knistende Lyd -- nu stod Satan bøjet over ham og lo. Mikkel saa vildt i Vejret, der var ingenting.

Kirken ragede sort og usalig op mod Himlen, utydelig som en Klump fortættet Mørke. Mikkel rystede af Rædsel, han satte sig op og paakaldte ufrivilligt den Onde, han bandede rasende -- i hede Helvedes Navn! Der laa Gravene tavse og mætte af Ondskab, Kors og Sten grinede med raa Fortrolighed i Mørket -- alt det ildesindede, der er usynligt og som triumferende lader være at vise sig, svævede i Nærheden og blæste efter Mikkel. Han bævede, han saa truende frem for sig og hviskede Satans Navn i sin Hede.

Mikkel tvang sig til at se i en og samme Retning i længere Tid, fristet af sin Dødsangst til at blotte sig og give Helvede frit Spil bagved. Naar han nu vendte sig, stod der en led Abe lydløst groet op af Jorden -- han vendte sig bragt til det yderste af Banghed, men der var ingenting. Tænderne klaprede i hans Mund. Men den vilde komme, han vilde ligge under Dyret og værge sig forgæves. Ingen Forklaringer, ikke et Ord, men Dyret hæver sin laadne Haand op over hans Hoved, spiler to Fingre fra hinanden og sigter -- Mikkel faar Tid til at tænke efter, om der dog ikke gives noget Middel mod denne hadefulde Magt, dette Fingerpar, der sigter paa hans Øjne -- Ah nej! Ah! Den Onde begraver begge de strakte Fingre i hans Øjne. Ah! Igen. Afmægtig sidder Mikkel paa sine Knæ og knejser op -- Ah! Den Lede begraver begge Fingre i hans Øjne.

Længe æskede Mikkel de fejge Magter ud, kom an! -- og han var mere angst end den fortvivlede Spurv, der vil forsvare sin Unge foran Hundens Gab. Men Ondskaben om ham mente at tie ham ihjel. Alle Korsene stod mageligt stille som en Kapital af Skræk og Forbandelse, der er sat paa Rente og Renters Rente, selve den mørke Luft hvilede sit Indhold af giftig Spot om ham, Mørket gik bagfra og stak ham. Intet gav sig tilkende, den stille Grusomhed vilde ikke give ham Naadestødet.

Ja ja, i Djævelens Skind og Ben, Mikkel lagde sig ned og svor at faa Ro paa sig. Han følte ind paa Brystet, om Seddelen var der. -- Men allerede nu havde Tvivlen faaet Overhaand. -- Mikkel var af Natur en Hedning; det eneste, han og hans Slægt i Grunden havde nemmet af Religionen op gennem Tiden var Ederne -- mon det betød noget det hele?

Men bange var han, knuget af Bævelse, han laa de Timer inden Midnat og blev febersyg af Skræk. Koldsveden sprak ud af ham, Draaberne faldt fra Haar til Haar paa hans Bryst, Skrækken slog sig løs i Maven paa ham, saa han paa Stedet maatte føje Naturen.

Og Tiden krøb frem, det blev mørkere og mørkere. Stilheden tiltog. Alt forandredes umærkeligt og uigenkaldeligt som for én, der dør. Luften størknede ved den mindste Lyd. Rædselen sad i Luften med Ansigtet rakt forstenet frem og med vidtaaben Mund.

Da de tolv Slag endelig rungede oppe i Taarnet, var Mikkel saa syg, at han døjede med at rejse sig. Han havde slaaet det hele hen, det var umuligt, der var ingen Fornuft i det. Men han vilde alligevel gøre det, skønt han ikke troede paa det længere. Og Mikkel listede hen til Kirkedøren med sin Pergamentstrimmel i Haanden, hvorpaa han havde skrevet Forsværgelsen. Han bøjede sig ned mod Nøglehullet -- og for straks tilbage, ramt af en kold Luftstraale under Øjet. Men uden at bie længere blæste han ind i Nøglehullet og bankede tre Gange med Knoen paa Døren, idet han nævnede alle den Ondes Titler og Grader.

Satan hyttede sig, han kom ikke.

Saa drog Mikkel et dybt, skamfuldt Suk og skruppede af.

* * *

Det hændte samme Dags Middag, at Otte Iversen gik gennem Pilestræde og fik Mendel Speyers Datter at se. Han var optagen af sine Tanker -- i Morgen skulde han afsted, Ane Mette, hvordan levede mon hun, Ane Mette med det dyrebare gule Haar? -- Da saa han Susanna. Han gik videre uden at fæstne sig derved.

Om Aftenen sad Otte Iversen ude hos sin Hest. Hele hans Udrustning var i Orden, alt var rede. Hvad skulde han saa videre tage sig til; Hjærtet sad i hans Hals, rolig kunde han ikke være for Hjemve og Længsel. Det var allerede bleven sent, men hans Blod vilde ikke lægge sig.

Han gik ud og strejfede i Gaderne, han kom gennem Pilestræde forbi Haven, hvor han havde set et Glimt af en ung, sorthaaret Pige. Og han ruskede vredt to Staver ud af Stakittet, brækkede ind og kom som en Hjort hovedkulds gennem Buskene ind i Gangen. Tilvenstre for ham lød et let Skrig, han hørte nogen flygte, en Kjoles bløde Bulder, da sprang han til over Græs og Ukrudt, sporede mere end han saa, smuttede om et Træ og fangede hende.

Han slap øjeblikkeligt igen og lod Armene synke. De stod lidt foran hinanden, han kunde ikke se hende tydeligt, men han hørte hende aande hurtigt. En Kvist, der var bleven trykket ned, slap og gled op over Ottes Ansigt med laadne kølige Blade.

Pludselig gjorde hun en hastig Bevægelse som for at undvige.

Nej, stammede Otte sygeligt bønfaldende, han rakte i en Fart begge Arme ud, en paa hver Side af hende.

Hvad, hvad . . .? hviskede hun hæst. Dirrede hun, strakte hun sig paa Taaspidserne -- Otte saa hende og kunde dog ikke skelne hende i Mørket under Træet. Da lagde han sin højre Haand i hendes Haar, der var koldt af Dug. Og han sukkede klagende. Tog saa Haanden til sig og spurgte sagte:

Hvad hedder du?

Susanna, svarede hun aandeløst hviskende. I samme Nu satte hun til Siden, tumlede mod Træet, rullede bag om det, og var borte. Buskene raslede stærkt, før de lukkede sig efter hende, og blev ved at nikke. Og endelig var alting stille.

Otte Iversen saa op. Sommerhimlen hvælvede sig over Haven, de fromme Stjærner funklede. Gavlenes mørke Trekanter stod paa hver Side. Hun var borte! Otte gik langsomt, kvælende trang om Hjærtet ud mod Gaden igen. Hver Gang han rørte op i det dybe Græs med Foden, følte han en sval Lugt af Urter og Græs. Nej, Otte kunde ikke forlade Haven endnu. Han gik bag om Buskene ad Gangen og kom til et Hyldetræ, som var hult ind mod Haven.

Der havde hun gemt sig inde. Otte fandt hende, idet han famlede sig frem med udstrakte Arme, hans Hænder stødte mod hendes Haar. Hun gav ikke en Lyd men trak Hovedet helt ned i Skuldrene, hun rystede. Otte lagde sig paa Knæ og vilde omfavne hende, men hun trykkede sig haardnakket ind i det tætte Greneværk, Otte flyttede sig efter hende paa Knæene og stødte mod Kanten af et Bord, der var derinde.

Susanna, hviskede han. Susanna. Han gentog Navnet og var bleven roligere. Hun sprang hurtigt op. Men han holdt hende fast med begge Armene om hendes Kjole og Knæ.

Hvem er du? spurgte hun bævende.

I Stedet for at svare lo han dæmpet, fortabt, han mærkede Varmen fra hendes Legeme; hendes Kjole var ru og grov at føle paa, men han blev lykkelig i begge sine Hænder derved. I sin Glæde rakte han Armene op om hendes Liv og tvang hende i Knæ foran sig, han fattede hende varsomt om Haaret og de hede Kinder og vilde dreje hendes Ansigt om til sig. Han fik det ogsaa vendt -- da narrede hun ham og snoede rask Ansigtet den anden Vej. Otte tvang igen hendes runde modstræbende Hoved om -- da gav hun uventet efter og fik Ansigtet gemt til den modsatte Side.

Nej -- nej, hviskede Otte henrykt, han kom i sin gode Ret, han brugte Magt og trak hende til sig, men hun stemmede baade Knæ og Albuer imod ham -- han rækkede Halsen og naaede til at kysse hende, inden hun vidste af det, han kyssede hende endnu en Gang og fik ikke andet end en lille haardtlukket Mund at smage -- men da strakte hun sig langsomt, godvilligt ud under ham, og han havde hende i hele hendes ydmyge Længde, smal og føjelig i sin Favn. Otte kyssede hende igen, og hendes Mund sprang ud som en Rose med mange svulmende Blade. Det løb ham harskt gennem Svælget, han hummede sig sky. Endnu engang kyssede han Susanna og mødte hendes Ild, og da blev han mod i Viljen, han hældede sig dybt forstemt ind mod Hyldetræets kolde Løv. Men Susanna lagde sit Hoved paa hans Bryst op under hans Hage.

Saaledes sad de længe. Der var stille i Byen. Midnatsklokkerne faldt ind med dybe rungende Slag.

Imorgen rejser vi, sagde Hr. Otte. Det var der ikke noget ulykkeligt i, og det kunde ikke være derfor, Otte løftede Susannas Hoved med dybe Suk.

Sørger du over noget? spurgte Susanna.

Hvad? Hans Stemme lød som en Klang. Ja, svarede han længe efter tonløst. Susanna bed og kyssede Knoerne paa hans Fingre.

Otte hørte Skridt paa Gaden og lyttede skarpt et Øjeblik -- de holdt op, og han glemte dem igen.

Men det var Mikkel Thøgersen, der nu stod udenfor Hyldetræet. Han var kommen og havde set Hullet i Stakittet. Og han blev staaende paa Stedet, til han hørte Kirkeklokken ramme Et ud over den sovende By. Da kom de to frem, og Mikkel kendte Otte Iversen. Han saa dem svøbe sig mellem Buskene ind i den øde Have, hvor gamle skæve Stammer stod i det duftende Vildnis, graanede Urvæsner, der rakte Grenene hid og did, som vidste de ikke, hvorhen de skulde pege i deres knoklede Livsvisdom.

Otte kom op ad Stigen til Susannas lille Jomfrukammer, hun ledte ham ved Haanden. Her, hvor det frie Sommernatslys faldt ind ad Lugen, saa Otte, hvor hun var dejlig, mørk og hvid som Natten og Dagen, et Solbarn fra en Verden, han ikke kendte -- se hun var skinnende hvid og skygget af gylden Brunhed, som havde hun været helt solbrændt, før hun voksede til og blev hvid. Og hendes Blod var som Natten og Dagen, vildt og uskyldigt -- Otte bøjede sig blændet af hendes Glød, han skræmmedes ind i sig selv og mindedes Ane Mette. Men jo mere dødelig sorgfuld han blev, des rigere straalede Susannas Følelse, Fryd og Ængstelse, hun blev lyksalig ved denne lyssky Smærte, hun elskede ham, fordi han tav og havde Øjnene fulde af fremmed Fortvivlelse. Tre Gange lokkede hun ham, lysende af Ømhed, med sin gulbrunt skyggede Barm, og tre Gange veg han tilbage, som skulde han dø. Indtil han sønderknust og hemmeligt grædende tog hende i Favn.

Vægteren sang nede paa Gaden -- vor Klokke er slagen fire! Langt borte blæstes der paa Trompet gennem det hvide Morgenstille. Da tumlede Otte Iversen afsted. Udenfor Haven løb han lige i Armene paa Vægteren og fik et Par gnavne, lysvaagne Ord i Ørene. Han skyndte sig bort. Det var en taaget Morgen. Hør, Hestehove skrabede paa Stenene i de lukkede Gaarde, nu begyndte de allesammen at gøre sig i Stand.

Lidt Lys trængte hist og her ud gennem Dørsprækkerne, og der lød sagte Klirren af Vaaben, nu stod de inde midt paa Gulvet ved Lys og hægtede Harnisk paa . . . Otte Iversen løb tværs paa for at komme til sit Kvarter, han vilde til Verdens Ende straks paa Timen, lukt paa Hovedet ud i Slag og Spektakel -- han maatte syde ud af sit Hjærte, hvad han havde gjort, glemme, glemme. Medens han løb, klemte han uvilkaarligt Øjnene haardt i, fordi han blev ved at se hende, der havde taget saa flammende kærligt imod ham, han følte hendes Hænder endnu i sit Haar. O, hun havde trykket hans Hoved saa fast, saa fast mod sit Bryst -- og selv græd han i Smug ved hendes Hjærte . . . Otte sprang en Alen lige op i Luften ved Tanken som ramt af en Kugle. Han løb forstyrret gennem de morgentaagede Gader.

I sin Blindhed løb Otte vildt og kom ind i en snæver Gyde, han gik langsommere og faldt til at lette sin Strubes Kval ved at græde lige frit op af Halsen. Han følte sig truet paa Livet af Pine og satte i Rend igen. Da saa han et smudsigt Lys i Taagen, det var fra en oplyst Rude i et lille fattigt Hus. Og ligesom et Barn falder paa at pille Kalk af Væggen i sin overvættes Graad og Sorg, gik Otte Iversen hen til Ruden og kiggede ind ad et lille, trekantet Hul, der var ved Rammen.

Han saa en lav, uordentlig Stue. Lige for stod en Mand med Ryggen til lænet over en Stol, i Stolen sad en ung Kvinde, kun hendes lyserøde Ærmer og Hænderne var synlige. De to Skikkelser dækkede Lyset, som stod paa Bordet. Netop i det Øjeblik, Otte skulde komme til at kigge ind ad det lille Hul, saa han Manden løfte sin højre Arm paa en snigende Maade -- og det saa ud, som om han lagde den venstre Haand over Panden paa hende, der sad foran ham paa Stolen -- Herre Jesus! og der skar han med en stor rund Bevægelse Halsen over paa Kvindemennesket; der lød et kvalt gurglende Kvæk. Og Manden vendte Kniven i Haanden og plantede den i sit Offers Bryst, lod den sidde, og paa samme Tid stemmede han Knæet mod Stoleryggen og væltede den med den dræbte over mod Bordet. Lyset slukkedes.

Otte Iversen greb sig til Hovedet og vendte sig stirrende som en gal ud mod Gaden. Saa tog han tilbens og løb, indtil han uden Hue og med Haaret piskende efter sig naaede hjem til sit Kvarter. Han stormede fuldstændig trøstesløs ind i Stalden til sin Hest.

Stenene bæres af By

Næste Dag var Hæren borte, Kong Hans med sine Mænd, Landsknægte og Bønder, Faner og Sporer, Bøsser og Madposer, alt var fejet ud af Byen. Gaderne laa grelt folketomme fra den ene Ende til den anden. Luften, der før genlød af Jernlyd og Pral, tav angrende stille. Nu da Faren for tilfældige Spark var bleven mindre overhængende, tonede Hunde og Svin tappert frem allevegne og snusede i Affaldet, der var bleven tilbage efter Hæren. Byen kunde i Almindelighed vende sit Blik indad. Samme Dags Middag blev Galgen udenfor Vesterport pyntet med to forgemte Misdædere, en stor og en lille. Der blev sat Undersøgelse i Gang i Anledning af flere Forbrydelser, som var bleven begaaet om Natten; blandt andet havde man fundet Hamborg-Lotte død i sit Hus med overskaaren Hals. Der var gaaet adskilligt for sig den Nat, som tænkeligt kunde være. Mangt et Hjærte var vel bleven rørt paa forskellig Vis ved Tanken om den nære Afskedsstund. Den der er væk, bliver ikke hængt.

Hen paa Eftermiddagen havde der samlet sig et lille Opløb foran Raadhuset. Der sad to i Stokken, en Mand, som havde stjaalet, og en Kvinde, der var blevet grebet i Hor. Hun var meget ung og over al Maade køn, det var Mendel Speyers Datter Susanna. Vægteren havde fakket hende tidligt om Morgenen, ligesom hendes Kunde var løbet fra hende. Han havde længe haft Kig paa Susanna, over det Folk skrev saa umiskendeligt paa Hushjørnet om hende. Vægteren var enøjet; en Skælm havde stukket hans ene Øje ud under en natlig Hurlumhej en Gang . . . hvis Susanna Mendelsdatter nu havde været dansk, saa man kunde stole paa, hun drog Næring til sig, der blev i Byen, vilde Vægteren sagtens have vendt det blinde Øje til her; han havde Øvelse i at skifte Ret og Skel. Men Susanna var en udenlandsk sort Ting. Nu blev hun altsaa stillet til Skue, og naar Folk havde spyttet paa hende, skulde hun bære Sten af By.

Folk stod i rund Klynge om Stokken, og der kom stadig flere. Tyven sad aarvaagen og snar i Blikket, kom nogen ham for nær, kæftede og fraadede han med alle sine hvide Tænder snappende ud i Luften som en gal Hund. Selv begge hans Fødder, der stak ud af Hullerne i Blokken, dirrede af Raseri. Saa faldt han lidt i Ro og slappedes i Trækkene, fik en forgræmmet Mine . . . og opdagede i det samme en halvgammel pæn Mand, der nærmede sig ham med en Spøg paa Læben -- raj raj raj, der bed Fangen saa lynsnart og tindrende rovdyrisk om sig, at Manden for tilbage i Forskrækkelse. Folk tog sig et Grin. Og se, den pæne Mand forhærdedes i Ansigtet, blev hadsk om Munden, han saa efter, om den bevæbnede Vagt passede paa -- og gav Fangen i Blokken et Spark i Næse og Mund, hvorpaa han med et ondt Blik drejede sig -- se til Skidtet! -- og gik. Tyven blinkede tre-fire Gange, saa staalblankt efter ham og knuste Tænder men gav ingen Brøl af sig. Der blev en lighvid Plet paa hver Side af hans Næse.

I passende Afstand, fire Huller, fra Tyveknægten sad Susanna. Fødderne, der var nøgne, stak i Blokken; mere end én følte sig fristet til at kilde hende under de smaa allerkæreste Fødder. Hun havde en grøn Kjole paa, over hendes Skuldre havde man lagt en grov Sæk, der skjulte Armene. Hun sad aldeles urørlig stille med Ansigtet bøjet ned mod Brystet, det svære sortebrune Haar var fuldt af Spytklatter.

Noget til Side stod den gamle Mendel Speyer. Han var i sort Jødekappe, Skægget hang ned fra de lange, bekymrede Træk, han stod duknakket og talte med en ung sortsmudset Mand, som ingen kendte noget til. Det var en med et stort purlet Haar og rødligt sorte Rotteøjne, han var mager som en Kniv. Han var Købmand i Helsingør; Mendel Speyer havde faaet Bud efter ham siden i Morges.

Rakkeren, Jerck, var imidlertid kommen og havde bundet to store Stene sammen. Der gjordes saa ikke flere Omstændigheder behov. Men førend de løste Susanna af Stokken, nærmede hendes Fader sig tøvende og tvivlraadig -- han saa med sine døde Øjne op paa Vagten og derfra ned paa et Par smaa Sko, han havde i Haanden, og saa ned paa Datterens bare Fødder -- og samme Tur om igen en Gang. Vagten støttede sig til Hellebarden og rørte ikke sit glubske Overskæg ud af Stedet, sagde ikke nej -- men betød det ja? Mendel Speyer nølede og var hele Tiden fattet paa et Tilbagetog, mens han hastigt og ubehjælpsomt bandt Skoene paa Susannas arme Fødder. Han gav hende Haanden og hjalp hende op. Saa maatte han af Vejen.

Jerck rørte ikke en Muskel i sit gule Mandsansigt, idet han lagde Rebet over Nakken paa Susanna. Der var forresten dem, der mente, at Stenene var valgt lovlig smaa.

Toget satte sig i Bevægelse. Forrest gik Jerck og Susanna. Paa den anden Side af hende rokkede Mendel Speyer; noget bagved kom den unge Morian, han havde talt med. Derpaa hele den glade Sværm af ærlige og renlivede Folk fra Staden, Skomagere og Fiskere, Studenter, Barselkoner og Møer. Ned ad Vimmelskaftet gik det langsomt, langsomt, thi Susanna ravede under Byrden. Hver Gang hun vaklede, for Mendel Speyer op med sin brune Knoglehaand for at faa Lov til at støtte, og Smærten trak sig over hans Ansigt som efter et Piskeslag.

Morskaben var rigtig gavmild idag -- sese, »Storken« var nok ogsaa kommen paa Støvlerne. Det røde Skræmsel dukkede frem ved Hjørnet af Helliggejstes Kirke, Ungdommen hilsede ham straks velkommen. Men han slog fra sig den Gang og stak med Pigkæp, Drengene spredtes under forargede Skrig og lod ham gaa i Fred. »Storken« havde nok faaet Overskæg i Ansigtet, fastslog Folk smaaleende. Se kuns, hvor travlt han havde med at komme hen og se Pigen.