# Kongens Fald

## Part 2

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/kongens-fald-36942/index.md

Mikkel Thøgersen kom ind i en stor Stue, han skimtede Folianter paa Væggene . . . men der rejste Jens Andersen sig henne fra et Bord og kom hurtigt imod ham. Jens Andersen -- en lavstammet, bred Mand med en vældig Pande. Han var iført en Skindtrøje, Mikkel saa paa den lange barberede Mund, just som Jens Andersen begyndte at tale til ham. Stemmen var lav og klangløs, men Mikkel hørte, at han satte den ned, fordi det nu just nu var en som ham, han talte med -- hvad han vilde, hvad han hed, Jens Andersen havde ikke god Tid.

Mikkel Thøgersen kom da frem med det. Om han kunde faa et godt Raad, han vilde gærne udenlands og studere . . . men som altid blev Mikkel hentaget, kørt hvingelsyg af de Iagttagelser, han gjorde -- han saa et langt, tyndt Krucifiks af simpelt Jærn hænge paa Væggen og kunde ikke lade være at tænke paa, om Jens Andersen mon ikke ved Lejlighed brugte det til at ave sine Hunde med. Han var desuden vant til, at Folk modtog ham med en vis Forbavselse, som »Storken«, det gjorde Jens Andersen ikke -- saadan en Mand var han altsaa. Men Mikkel savnede den ellers saa beklagelige Omstændighed nu. Og idet han talte om at rejse udenlands, stammede han hjælpeløs, svimmel ved Tanken om Rom og alt det der fuglefjærnt søndernede -- han var ellers en Smedesøn oppe fra Limfjordsegnen . . . der stod han saa fast.

Ghm! Jens Andersen slog et Slag paa Gulvet med Hovedet lagt skævt til Siden, han var rap og kort i Vendingen som en Kræmmer. Mikkel skulede op og saa en svær Tyrehals, et tætklippet hvidligt Nakkehaar . . . og der borede Jens Andersen ham nu igen i Synet med de matte Øjne, Blikket var høfligt og ligegyldigt, men der var en Magt deri, som ligefrem rasede -- Mikkel søgte Redning ved at gaa under og se paa Mandens store bare Ansigt. Huden var farveløs og tæt uden en eneste Rynke. Sorte Tænder . . . det var nemt at se, at han var en Jyde. Mikkel kunde ikke taale hans Blik længere, han saa som fortryllet hen paa Reolerne, der løb rundt for ham.

Et Kvarter efter stod Mikkel Thøgersen nede paa Gaden. Hvad var det saa, det var endt med? Jo Jens Andersen Beldenak havde hakket og snakket om Alverdens Ting, og tilsidst havde han gunstig _overhørt_ Mikkel! Mikkel havde svaret som i Søvne men var dog sluppen til at gøre god Rede for sin Lærdom. Et Vers af Horats havde han dog skanderet forkert, og Jens Andersen havde hugget i Luften med sin haarede Haand -- saadan, da da da da.

Mikkel Thøgersen luskede afsted, vaad og krumrygget som en udsmidt Køter.

Da han atter vovede sit beskæmmede Næb ud af Hætten for at se sig om, befandt han sig nede paa Højbroplads. Her var der som altid megen Bevægelse. Mikkel stod ved Hjørnet af en Port, han rynkede Ansigtet sammen, som om han anstrængte sig med at overveje. I Virkeligheden stod han halvt bevidstløs. Skam og Skuffelse laa haardt paa ham, og hans indre gigantiske Selvfølelse rørte sig som et farligt Dyr. Trods en Tankefuldhed, der fik ham til at staa musestille, iagttog han alt om sig, ja de stærke Farver paatrængte sig hans Syn med en saarende Klarhed -- en Kælling skreg med Sild -- hudløs, hudløs stod Mikkel Thøgersen der, skælvende som nylig slagtet Kød i den onde Luft.

Hør, nu trompetede de ovre paa Slottet, det gik som en Torn over Hovedhuden.

Mikkel skuttede sig og gik meget nedslaaet videre. Vindebroen lodes ned inde fra Slotsporten, og straks dundrede en Flok Ryttere ud paa Plankerne, lutter højfornemme Mænd. De bragede ud paa Gaden og bøjede i skarpt Trav om Hjørnet til Højbroplads, baade Heste og Ryttere laa hældet til Siden i Svinget. Hvor de hoppede latterligt i Sadlerne -- klik, klik. Sværdene dansede forrykt i Stropperne, og de kulørte Kapper slog Hurra i Luften.

Mikkel forføjede sig op i Byen. Overalt Soldater, Hestespektakel. Selve Junker Slentz kom ridende gennem Gaden med sin Væbner bagved, han var i fuldeste Harnisk. Det storartede Jærnmenneske drejede Hjælmen til højre og venstre med en Kejsers Værdighed, Visiret var slaaet op, og de grusomme Knebelsbarter glittede i Solen. Hesten fnøs ud af Skaberaket, den var heller ikke billig.

Mikkel drev Byen rundt og summede sig. Gade op og Gade ned. Alle Gaderne mundede til syvende og sidst ud mod Volden; indespærret var han i denne arme, skidne By, der var fedtet til med Fiskelim og Sildeskæl og begjort med Munke og Svin i alle Smøger. -- Han saa op mod Himlen for dog at føle Rummet frit. Luften var fugtig. Skyerne drev deroppe, Mikkel kom til at tænke paa det løse Vand og gik ned til Stranden igen.

Vinden friskede, Bølgerne gik muntre og krappe. Ude over det blaa, urolige Sund fægtede Joller sig stundesløst frem og stod paa Enden og havde travlt.

Og pludselig gik der som en Taage fra Mikkels Øjne, han huskede sin Drøm. Han havde været paa det fjærne Hav, og der havde han set et forunderligt Syn. Ude i Kimmingen skinnede en straalende hvid Søjle, ikke mere end en Finger stor, men han forstod, hvor uhyre højt den maatte rage op, siden den var saa ufatteligt langt borte. Den stod mod Himlen som en snehvid Top af Sølv og lyste. Og en kvart Himmel fra den øjnedes en lav glasblaa Kuppel, som maatte være flere Mile i Udstrækning, hvis man kom nær til den. Medens Mikkel stirrede ud efter Synet fra det tomme vandrende Hav, forekom det ham, at der maatte gaa en stor Flod fra Havet ind til Byen. Thi det var en By, og den laa paa den anden Side Jorden.

Mikkel Thøgersen begav sig hjemad, han var ked af at leve mere den Dag. Han tog ikke Vejen gennem Pilestræde, vilde ikke gaa forbi Stakittet og stirre ind efter Susanna i Dag.

Han lagde sig paa Sengen, da han kom hjem. Ove Gabriel var der ikke, sagtens gik han ude og sang for Dørene og vendte de rene Øjne i Hovedet. Mikkel laa et Par Timer paa sin Ryg, mange Tanker afløste hverandre. Henad Aften kom Ove Gabriel hjem med Posen fuld. Mikkel rejste sig uden et Ord og gik sin Vej.

Da Mørket var falden paa, befandt Mikkel Thøgersen sig et Sted paa Vejen udenfor Vesterport. Han hørte en Rytter komme inde fra Byen i Galop. Og næppe havde han vendt sig for at se, hvem det var, naaede Rytteren ham. Det var Otte Iversen. I et Nu var han sprængt forbi. Han sad foroverbøjet i Sadlen og jog ud ad Landet til. Mikkel stirrede efter ham og hørte, hvor Hesten gav sig ud af Halsen i Firspringet, Jord og Sten sprøjtede fra dens Hove.

Rundt om duftede det grønne Korn. Aftenen var ganske stille. Frøerne sang og sang i uendelige Drømme.

Da Mikkel en Time efter gik ind mod Nørreport, hørte han igen det vilde Hovslag bag ved sig. Han traadte tilside og saa Otte Iversen komme forbi i fuldt Firspring igen og sprænge ind mod Byen.

Nogle Dage efter blev Mikkel Thøgersen, ogsaa kaldet »Storken«, pludselig og uden Varsel relegeret fra Københavns Universitet. Det kom ham dog ikke helt uventet, han havde forsømt sine Pligter ved Gudstjenesten i længere Tid. Samme Dag saa Ove Gabriel paa Mikkel som paa en anden læg Mand.

Men Mikkel følte sig befriet trods en hemmelig ond Samvittighed. Det første han foretog sig var at lade sit Mundskæg staa. Mens den kommende Tid væltede Ulykker ind over ham, Nød, Forblindelse, Angst, lagde han sig virkelig ogsaa en ræverød Knebelsbart til, to frodige Koste, en ved hver Mundvig, der haardnakket groede lige nedad.

Foraars Smærte

Alt hvad Mikkel Thøgersen vidste om Susanna var, at hun hørte til i Huset hos den gamle Jøde Mendel Speyer; kanske var hun hans Datter. Navnet havde været ham bekendt, længe førend han opdagede hende derinde i Haven, det stod tit og ofte malet med Kridt paa Husstolperne tilligemed sjofle Figurer. Navnet og Tegnet blev slettet ud, kom igen og blev slettet ud ligesaa rask. Mikkel saa en Dag den gamle Jøde komme hjem, og før han gik ind ad sin Dør, lod han Øjnene løbe over Hjørnet af Huset -- den Gang var der dog ingenting.

Susanna hed hun. Mikkel havde kun set hende tydeligt to Gange. Sidenefter turde han ikke opholde sig saa længe oftere. Han plejede at gaa gennem Strædet som den, der skal igennem og passer sit. Naar han da var ud for Stakittet, saa han som uforvarende derind, og undertiden fik han et Glimt at se af Susanna. Hun plejede at gaa ude i de tilgroede Gange ved Middags- og Aftenstid.

Haven var fuld af Ukrudt, høje Skarntyder og vildtvoksende Peberrod; de ældgamle Abildtræer hældede Stammerne tilhøjre og venstre. I Hjørnet ud mod Gaden stod en mægtig Hyld, tæt som et Tag, Mikkel havde en Anelse om, at den dannede et Lysthus ind mod Haven, og at Susanna undertiden opholdt sig der. Han havde hørt det pusle derinde bag Løvet. Maaske sad Susanna gemt derinde og kiggede ud -- Mikkel holdt ikke rigtig af det Træ. Og dog drog det ham til sig, fordi han tænkte sig hende der.

Om Aftenen, naar Mikkel gik forbi, saa han Lys oppe i et lille Vindue i Gavlen ud til Haven. Om Natten var Lyset slukket, Mikkel gik forbi og saa derop.

Et Stykke skraas overfor Mendel Speyers Hus laa St. Clara Kloster, og her var der et mørkt Hjørne, som Mikkel fandt det lykkeligt at staa ret op og ned i om Aftenen og Natten. Han kunde øjne Vinduet derfra.

Og her stod han Pintsedags Aften sent, da der var kommen Ro i Byen. For Byen havde været af Lave. Da Solen stod op, var Gildet begyndt, hele Byen havde fejret Pintse med Dans, Klang, Drukkenskab og Musik. Ude i Haverne nordenfor Byen stod Majstængerne saa tykt som en Skov, hvert eneste saligt Menneske sværmede deromkring, det gik skummelt til med Drik og Fortæring. De tyske Soldater havde slaaet sig løs, det kan være, de havde yppet Livsaanderne, før de skulde i Krigen.

Mikkel Thøgersen havde vovet sig ud i den glade Strøm, men han var straks bleven Aarsag til jublende Opløb. Drengene kendte ham, og nu havde han tilmed lagt Kappen og Hætten, hans røde Ben var synlige i hele deres æventyrlige Længde. De gjorde ham til Genstand for Kultus, Ungdommen, de dansede om ham og sang en taknemlig Vise. Mikkel skrævede afvejen og gemte sig bort inde paa St. Nicolaj Kirkegaard. Her laa han det meste af Dagen i en tæt frodig Krog mellem Gravene og lod Solen skinne paa sig. Der var stille rundt om, Fuglene pippede, og Fluerne fløj hid og did. En Glente kastede sig ud fra en Glug højt oppe i Taarnet og rejste væk ud i Landet. Mikkel laa ørkesløs paa Ryggen og sank dybt ned i Græsset og Ukrudtet. Han rev Stænglerne over paa en Plante, der stod ved hans Hoved, og saa, at der var gul Saft i den, han stak friske Spirer i Munden og tyggede paa, rullede Græsstraa sammen i Fingrene, og Tiden forvandtes. Byen levede rundtom, af og til klang høje Glædesraab langt borte.

Da det endelig blev mørkt, listede Mikkel ud af Byen og bjærgede sig et Maaltid Mad i en enfoldig Bondegaard. For hver Bid, han sank, var han klar over, at han bedrog, siden han nu ikke læste længere.

-- Og nu stod han her i den stille, svale Nat. Byen var kommen til Ro, og Mikkel vaagede som det dybe Sus, der bliver i Ørene, naar al anden Lyd er forstummet. Natten var fuld af Duft fra de duggede Haver. Det var meget lyst, Maanen var ved at komme, det lysnede i Øst over Haverne.

Der kom nogen oppe i Gaden. Mikkel hørte Skridtene nærme sig, han troede først, det var Vægteren. Men snart skelnede han Sporeklirren. Mikkel vilde ikke ses saa nær ved Mendels Hus, han traadte ud af Skyggen og slentrede ned ad Gaden. Omtrent ved Østergade blev han indhentet af ham bagved; pludselig blev Skridtene hurtigere, og Mikkel fik et Haandslag paa Skuldren. Han vendte sig og saa til sin Forundring, at det var Otte Iversen. Saa kendte han ham alligevel; hvad mon nu?

Godaften sagde den unge Junker dæmpet og med venlig Fortrolighed -- er det ikke Mikkel Thøgersen?

Jo, det var det.

Vi var sammen derude i Serritslev forleden. Og jeg har jo ogsaa truffet Dem siden. De spaserer en Aftentur, ja. Vejret er dejligt. Jeg ved ikke . . .

Han talte sløret og med en egen Mildhed, som havde han været længe alene, han blev staaende og bøjede sig en Smule forlegen; det svage Nattelys strejfede Knappen paa hans Dolk.

Ja, det er snart for godt Vejr at sove i, sagde Mikkel.

De kunde . . . naar De alligevel gaar ude -- skal vi følges ad en Tur?

Det havde Mikkel ikke noget imod, og de gik ad Østergade ind gennem Byen.

Jeg kender jo ikke nogen videre her i Byen, vedblev Otte Iversen -- af danske at være.

Aa, nej. Mikkel mente, det kunde have sin Rimelighed. Han tav, og de fulgtes ad helt op til Frue Kirke uden at sige noget.

Hm! Otte Iversen rømmede sig. Har De ikke Lyst til at følge med hjem, hvor jeg bor og drikke et Bæger Vin? Han talte i en anden Tone nu, koldere og som det lod mismodigt.

Mikkel saa ingen Grund til at sige nej, og de gik hen et Sted i Vestergade, hvor Otte Iversen laa i Kvarter. Huset var lukket.

Vi kan ikke komme ind uden at banke dem op, sagde Otte Iversen henvendt til sig selv. Men jeg har en Kande Mjød ude hos Hesten.

De gik over den maanelyse Gaard og kom til et stort Skur med Halvtag. Otte Iversen stødte Døren op. Det er mig, sagde han, da en Karl sprang op fra sit Halmleje. Tænd os et Lys.

Karlen skævede til Mikkel, da han havde tændt Lys. Det var et stort Staldrum, men der stod kun en eneste Hest i et af Spiltovene. Otte Iversen gik op og klappede den og puslede lidt ved den.

Læg du dig kun igen, sagde han til Karlen. Han rakte hen i en Krog og fandt en lang Træstob frem, klappede Laaget op og kiggede i den.

Jeg opholder mig for Resten mest herude ved min Hest . . . vi kan vel godt sætte os paa Truget her? Der er en Slurk endnu, det er den brede Ende af Kanden, der er tilbage. Værsaagod!

Mikkel drak, og den stærke Mjød smagte forførende godt, den løb ud i ham, han blev øjeblikkelig varm. Otte Iversen drak en lang Slurk efter ham. Saa sad de der Side om Side paa Truget. Karlen, der havde smidt sig i Halmen igen, sov allerede dybt. Hesten nippede op i Hækken og tyggede saa stille. Lysestumpen brændte i sin Klemme paa Væggen. Dødsstille var der rundt om, Gaarden laa hvid som af nyfalden Sne udenfor Døren i Maaneskinnet. Det var over Midnat.

Mikkel listede sig til at se paa Otte Iversen, han blev mere og mere underlig ved ham. Men der var ikke andet at spore paa hans Ansigt end pinlig Fortænkthed, han kneb Munden sammen og stirrede ned for sig.

Her er meget lummert, for Otte Iversen endelig op, skal vi gaa udenfor igen. Men lad os drikke ud først.

De tømte Kanden og gik. Otte Iversen skød Døren til. Lidt efter var de ude ved Bymurene, de bøjede tilhøjre og blev ved at gaa langs med dem, fremdeles tavse.

Men Otte Iversen kunde ikke blive ved at tie. Aajaja! udbrød han spøgende, og Mikkel saa ham vende sit smilende Ansigt op i Maanelyset -- her gaar vi i det skønne Majvejr; om fjorten Dage er man maaske færdig med alting, baade Maaneskin og alting.

Mikkel saa forbavset paa den unge Soldat, der var stanset med et Sæt, som om en Skælven havde overfaldet ham.

Tror De, jeg er bange for Krigen, vi skal i? sagde Otte Iversen og gik igen -- det tror De vist ikke. Men sig mig . . . ja De er maaske endogsaa gift -- eller er De forlovet?

E -- nej, sagde Mikkel næsten skrækslagen og virrede med Hovedet

Kunde De da forestille Dem, De var forlovet og skulde afsted? Jeg er forlovet. Jeg er rejst fra en Pige, og før jeg tog afsted, lovede hun mig at vente paa mig, om det saa varede aldrig saa længe.

Mikkel turde ikke røre sig, saa ilde tilmode blev han over Otte Iversens Forlegenhed og den Bespændthed, han aabenbart pintes af.

Hun hedder Ane Mette, sagde Otte Iversen noget efter ganske sagte.

De gik videre i Tavshed. Men da Otte Iversen talte igen, var hans Stemme varm og svag. Det var fordi han havde faaet sagt Navnet før.

Jeg er oppe fra Jylland, fra en lille Herregaard ved Limfjorden. Han hostede uroligt og ventede, til Stemmen var sikker igen. Min Fader er død for mange Aar siden, min Moder har Gaarden. -- Han tøvede, betænkte sig tydeligt nok paa at fortsætte.

Mikkel syntes, han burde give sig tilkende. Men hvorfor skulde han saa endelig det? Han sparede før Otte Iversen for Ærgrelse ved at lade være. Mikkel tav.

De kom forbi Nørreport. Vagten spankede op og ned med Hellebarden i Armen, han stod stille og spejdede mistænksom efter de to Nattevandrere.

Jeg har kendt . . . vi har kendt hinanden i over fem Aar, sagde Otte Iversen, lige fra jeg var Dreng. Min Moder vidste ikke noget om det. Det gik saa underlig til. Jeg holdt meget af at ligge og sejle i Aaen i en lille Baad, jeg havde, og paa den Maade kom jeg helt ned til Stranden. Hun bor i et Hus dernede ved Fjorden, hendes Fader er Fisker. Der var det jeg saa hende første Gang. Hun var fjorten Aar og næsten voksen; saa saa jeg hende flere Gange siden. Og saa hændte det, at vi laa og medede Fisk i Aamundingen en Gang -- jeg kunde godt faa hende med ud i Baaden en Tur, naar jeg kom derned.

Otte Iversen tav lidt og hentede Vejret. Mikkel kendte Fiskeren særdeles godt, det var jo Jens Sivertsen. Ane Mette havde han set næsten daglig, men som lille Pige. Da havde hun gult Haar og var rød og hvid som alle Smaabørn. Men . . . men hvordan hang alt det sammen?

Saa lige med ét, da vi ser os om, er vi drevet fra Land! fortalte Otte Iversen videre i betydelig Sindsbevægelse. Jeg havde nok mærket, at det blev dybt, men aldrig tænkt over det, vi laa jo og kiggede ned i Vandet. Vi var dreven fra Land. Jeg farer til med Stagen, der var til Baaden, og vil støde den i Bunden for at komme ind -- saa kan den ikke naa!

Otte nikkede nervøst.

Det var Fralandsvind. Og der var ingen at øjne -- Jens Sivertsen, Fiskeren, bor længere oppe, og hjemme var han jo heller ikke. Hvad skulde vi gøre, vi var saa bange først, at vi ikke kunde sige et Ord, ikke en Gang raabe om Hjælp. Men da jeg saa, at Baaden blev ved at drive udad, og der blev langt til Land, skreg jeg saa længe jeg kunde, vi gav os begge to til at græde og klage os. Baaden hældede og skvulpede, fordi vi _sprang_, saa fortvivlede vi var. Det er et Under, at vi ikke fik den væltet og kom i Vandet -- jeg kunde ikke svømme den Gang; min Fader døde, mens jeg var lille, saa jeg har lært alting sent. Naa tilsidst blev vi jo trætte af at skrige og faa Krampe -- ret kloge var vi jo ikke den Gang i det hele taget -- vi satte os ned hver paa sin Toft og græd og græd. En Gang imellem, naar vi saa op, og Landet var bleven mindre for os, tog vi paa Veje igen, saa længe til vi blev stakaandede og trætte. Det var en forfærdelig Fare. Vi faldt vist i Søvn i Baaden en Gang imellem, saa meget vi græd. Nok er det, vi blev ved at drive væk. Men tilsidst naaede vi jo over til Salling paa den anden Side.

Otte Iversen aandede dybt ud.

Samme Dag satte en Fisker os over igen. Saa gik der endda fire Aar, før vi gav hinanden vor Tro. Det var nu i Foraaret. Men vi er jo bleven voksne begge to nu for længe siden.

Han tav. De var kommen til et aabent maanebelyst Sted foran Muren. Otte Iversen pegede paa en Sten -- skal vi sætte os lidt?

De satte sig. Der var mere, Otte Iversen skulde have sagt, han sad i Tanker. Mikkel vidste ikke noget at bemærke, han saa, hvor raadvild Hr. Otte sad og borede med en Finger i en af Slidserne paa Knæet. Der er ingen Forskel paa ham og mig, tænkte Mikkel, vi har det ens begge to, Gudbedre, og vi er ens.

Men jeg maa ikke faa hende, sagde Otte noget efter, dybt nedslaaet, eftertænksomt, stædigt. Min Moder sætter sig imod det, fordi det er under min Stand. Jeg kan ikke faa Gaarden, hvis jeg gør det. Saa hørte jeg, at Kongen lavede til Krig. Og om jeg saa skulde begynde allernederst, der var en Udvej.

Otte Iversen havde nu sagt, hvad han _kunde_ sige. Resten, Menneskets fortærende Længsel efter den Pige, hvis Navn han næppe formaaede at udtale, hans Blods Sygdom, fattede Mikkel gennem Sympati.

Hvem ved, hvad Lykken kan have til en, sagde Otte Iversen i en træt Tone. Han hældede sig forover med de sammenlagte Hænder mellem Knæene.

Gaarden er gammel og forfalden, vedblev han rusten i Mælet. Der er ingen Skik paa nogenting. Han for gysende sammen og gabede højt. Skal vi gaa!

De gik. Maanen var blegnet paa Himlen, Solen vilde til at komme. Der begyndte at lægge sig en tynd, rosenrød Taage over Byen før Gryet. Mikkel kunde mærke paa Otte Iversen, at han fortrød sin Meddelsomhed nu. Han sagde snart Farvel og gik.

Mikkel havde ingen Steder at gaa hen. Han lagde sig ind i Krogen paa Kirkegaarden, det var lyst nok. Just som Solen brød ind over Byen, sovnede han hen.

Mikkel synker

Graveren kom op paa Kirkegaarden ved Middagstid og saa det lange ubevægelige Legeme derhenne i Ukrudtet. Han gik derhen i den Tro, at det var en død; men Manden sov kun, Øjenlaagene zitrede lige mod Solen.

Mikkel drømte, at han steg op ad et stort stejlt Bjærg, han vadede alendybt i den løse Sne. Men da han var kommen næsten op paa Toppen, satte han sig ned, nu kunde han ikke mere. Højt over hans Hoved gik Stien skraat ned til venstre; for at komme blot dette Stykke højere op, maatte han en lang Omvej, helt rundt om Bjærget. Han havde opgivet det, han sad plantet med begge Benene i Sneen, og det var forbi. Stien ovenover ham stod i en Brand af Snefog, al Bjærgets frostfine Sne var oprørt til Bunden. Ned langs Stien kom en lang Række unge Piger i sorte Kaaber, og mens de under megen grusom Munterhed fægtede sig frem i de stejlende Snehvirvler, fløj Kaaberne nu og da tilside, deres Legemer var ganske skoldrøde af Kulde. De blev ved at komme ned fra Bjærget i en uendelig lang Række, nogle smilede, andre lo. Alle lignede de Susanna, og dog var ingen af dem hende.

Da Mikkel vaagnede hen paa Eftermiddagen, huskede han Drømmen tydeligt og foruroligedes af den. Det bares ham for, at han aldrig skulde komme Susanna nærmere, skønt han følte, at hun var hans Skæbne. Mig vil det nok gaa galt, tænkte han fuld af bange Anelser. Der hang Ulykke over ham, og dog havde han spaaet sig selv større Lyksalighed end de fleste andre Mennesker. Og pludselig faldt det paa ham som et dunkelt sørgeligt Fremsyn, at han vilde komme til at dø for egen Haand.

*

Ikke langt fra Stejlebakken udenfor Vesterport laa Rakkerkulen. Nu i Sommertiden stod den mestenstid fuld af Taage, saa at man ikke kunde se Aadslerne dernede. Ved den Kant, der laa nærmest Vejen, havde Rakkeren rejst en Stage med Hovedskallen af en Hest for at vise Folk fra at falde derned. Mikkel gik tit forbi -- han opholdt sig helst paa Kirkegaarden eller ved Retterstedet, hvor han kunde være i Fred for Folk. Lidt efter lidt kom Mikkel til at føle en besynderlig Venlighed for Hestehovedet der paa Stagen; det var, som vidste han noget tilfælles med det døde, afmægtige Hovedben. Kraniet gabede vidt som en stadig, lydløs Vrinsken fra Helvede, Øjenhulerne gloede. Tændernes Blottelse manede om den evige Varme hos Satan -- selv Næsen vilde den stikke med i sin benede Ondskab. Men Mikkel var hemmelig til Vens med den.

En Aften traf Mikkel Rakkeren ifærd med at flaa en selvdød Helmis. Han gav sig i Snak med ham, men Jerck vilde længe ikke tage Notits af ham. Det var en ordknap Mand, Jerck. Et lille Stykke henne havde han sin Hytte. Men den Aften spiste Mikkel Hestekød ved Rakkerens Bord. Siden sluttede han sig til ham en sjælden Gang og hjalp ham ved Bestillingen. Natmanden havde en vis indesluttet Forstandighed i sit Væsen, Mikkel regnede ham for sin Ven.

En Dag, da de flaaede Skindet af en Hest, blev Mikkel siddende længe med Kniven i Haanden i dybe Tanker.

Han var kommen til at huske den Gang, Anders Graas Hest blev syg og kunde ikke leve -- derhjemme paa Egnen. Anders Graa undte sig selv at aflive den, han skød den en Armbrøstbolt i Stjærnen, og i samme Nu hug den Tænderne i Sneen. Jorden tog Hovedet først, og saa drev Kroppen bagefter, idet Stivelsen gik af Haserne. Ja . . . ja Jorden ved nok Besked, skønt den tier stille. Vi har vor Forlov en Tid, og jo gladere vi er, des hellere hopper vi paa den. Men alle Væsner er skabt i Strid med Naturen, paa Trods af Tyngden; Mennesket har endog rejst Forparten fra Jorden og snydt Tyngden for et Par Ben. Gud feder de levende, for at de skal falde des alvorligere til Jorden, thi Gud og Satan er en og samme Person. Men Jorden . . .