Part 17

Oppe i et Kammer i Slottets venstre Fløj var der en, der hørte de dybe uhyggelige Skud, en ung Drabant af Slottets Besætning, og han sluttede sig sammenfarende ind til sin stumme Elskede, til lille Ide. Ide hørte ingenting, men hun gren betaget imod sin Ven, naar han saa uforklarligt bange søgte ind til hende. Hun saa ham, der var stor og stærk, pludselig blive sky som ramt af en indre Rædsel og ligge med fattig Mund og syge, raadvilde Øjne. Ide elskede ham, hun kyssede ham. Der kom Ro og Fryd igen i hans Blik, han holdt Ide i sin Favn. De laa i Skinnet af Lyset, der brændte som Guld i Kamret, og han kyssede den hvide, fine Filt paa Ides jomfruelige Bryst.

Grotte

Hver Nat kom en ringende, søndrende Lyd nærmere til Mikkels venstre Øre.

Det var som Lyden af en Møllesten ikke langt fra hans Hoved. Han laa ofte og tænkte, at nu var han død. Der gik Aarhundreder, hvor han var strakt lam ud i Mørkets staalskarpe Syngen.

Og dog vaagnede han endnu af og til og kunde røre en Haand eller skimte noget af Stuen omkring sig. Men hver Gang den uhyre Lyd begyndte paany i hans Øre, var den kommen nærmere og gennemskingrede ham forfærdeligere end før.

Det var den samme Lyd, han havde sporet i sin Ungdom, men da var den svag og fjærn, tusinde Mile borte. Siden var den vokset, hver Gang den mindede ham. Og nu var Gnyet saa vældigt, at der ikke _var_ andet, Mikkel blev borte deri. Det var Lyden af en Stenkværn.

Det var den nære Lyd af _Grotte_, som Fenja og Menja svinger i Nordpolsnatten.

Deres Møllesang skal tage dig, den skal komme indenfra i din Hjærne som søndermalende Stenlyd. Dit Hoved skal blive Centret for Grottes Hvirvler af Verdensstøv, for Fenjas og Menjas splintrende Kværnsang.

Vi maler, synger Fenja, vi svinger Stenen, der er tung som Jorden, vi maler dig Solopgang og Høveder og frodige Agre. Vi maler dig skinnende Skyer og Grøderegn, Kløver, gule og hvide Blomster.

Og vi maler dig Sygdom og Tørke, synger samtidigt Menja, afsvedne Marker, Vandløshed, og vi maler dig Hagl som Knoer, vi hvirvler dig en Tordensky op fra Vest, Mørke, Lyn og ulmende Tomter.

Vi maler dig Foraar og blaa Bølger, stønner Fenja, vi faar Sommeren færdig i Tide, vi maler dig grønne Skove fulde af Sangfugle, vi maler dig Kærlighed, Glemsel og lyse Nætter.

Og vi maler dig Fimbuls Mørke, lyder Menjas skurrende Sang, Askeregn, Visnen, vi maler dig Vinteren ind i Sommerens Hjærte. Vi synger dig en Høststorm, vi svinger Rim og Frost over alt groende, vi maler Varmen ud af Menneskenes Sind.

Og dog maler vi nyt Foraar og ny Grøde, synger Fenja rasende, vi maler dig Solhverv og Blikstille paa Havet, vi maler dig Føl og fimrende Hundehvalpe og Søndenvind, vi maler dig Løvspring og Tro.

Ja, og vi svinger Kværnen, saa det knager, skogrer Menja, vi maler til Barsel og vi maler i Kisten, vi maler Sne og Fortvivlelse. Jeg synger sidst.

Og nu skyder de Ryg, de vrede Jættepiger, og planter Benene dybt i Mulmet og svinger den rygende Kværnsten. De synger sammen, Fenja og Menja:

Vi maler dig Sol, Maane og Stjærner løbske om Jorden. Dagen og Natten skal veksle i Blink, hvidt og sort, og Himlen skal gaa som et Hjul. Vi maler dig Sommer og Vinter som Feber; Hede skal flyve paa dig og vige igen for Kulde.

Men tilsidst maler vi dig Vintertid. Vi træller i Aartusinder, men vi maler dig endelig Istid.

Nordlys over vore Hoveder! Vi maler dig milevid Is og Aaret fuldt af Nordenstorme og fygende Sne. Vi maler Haabet tyndt i dig, vi synger Regnestykker, hvor Kuldens Tal stiger. Vi maler dig evige Nætter, vi svinger Solen ud paa fjærne Veje. Vi maler hostende Isbjærge med knust Fjæld ned fra Norden og ud over alle rige Sletter, vi knuser Byerne under Bræen, vi grutter al Frugtbarhed.

Og vi forstener dit Hoved, vi hvirvler Øde ud, vi synger med frostkoldt Hjærte, til Kværnen springer.

Spillemandens Afsked

Mikkel Thøgersen laa død en Morgenstund i Marts Maaned, da Kongen skulde se til ham. Kongen havde længe ventet det, men han blev alligevel utrøstelig.

Det var saa sørgeligt for ham at se Mikkels stivnede Ansigt. Det foruroligede ham, ligesaa meget som det smærtede ham. Han kunde ikke vænne sig til, at Mikkels Ansigt slet ikke rørte sig det ringeste mere. Kongen gik grædende op og ned i Taarnet, og hver Gang han kom til at se hen til Mikkel, laa han der saa stenrolig, ikke længere bleg, men hvid. Kongens Hjærte blev underlig panisk berørt, han snappede efter Vejret, han fattede det ikke.

Aldrig havde Kongen, set et saa skuffet Udtryk, som det Mikkel laa med i sit Ansigt. Nu da Trækkene havde sat sig i Døden, kom Skuffelsen saa tydeligt frem. Den høje, øde Pande var som en Kuppel over uafbrudt, uafbrudt Tavshed. Øjnene laa dybt under de stejle, gabende Bryn, de var lukkede men syntes at se med et sovende, stort Blik. Nu var Mikkels lange, vægelsindede Næse helt hvid, han var nøgtern; de fire Facetter i Tippen, som havde givet ham en klog Mine, mens han var levende, saa ud som et Signet eller et lille Kryds af Brusk. Mikkels hvide Knebelsbarter hang stridt ned fra Mundvigene. Munden var bittert lukket. Den døde Mund var en Verden af forstummet Smærte. Det var en Mund, der havde bragt det til at tie om Græmmelse. Den var som en mystisk Ciffer, der gemmer Nøglen til Sorgens Løndom.

Der laa Mikkel og tav om hvad han vidste, men de stumme Træk anklagede. Jeg tænkte det nok! stod der at læse i hans Ansigt. Hvad kunde det nytte! Nu var det forbi med hans Vildfarelser, uigenkaldeligt, og han laa jo ogsaa lydig. Kinderne var falden ind mellem de stærke Kæber. Det var en Mands barske og triste Maske. Det var en død Mands stiltiende Bekendelse, en Mand der havde bidt fra sig til ingen Gavn i en Menneskealder og værget sig ubøjelig men forgæves mellem gabende Misforstaaelser. Der laa Mikkel med Dødens noble Ydmyghed paa Læben, Tavsheden, den slukte Trods.

Mikkels arme Hoved var som en støbt Ting, der har spillet halvfjersindstyve Aar i Formen, inden den kunde blive afkølet og færdig. I halvfjersindstyve Aar var hans Ansigt flydende og bespejlet af Livets tusinde Udtryk, hans Øjne var som levende Metal, der fanger Lys, indtil en Hinde drager sig hen over det, og det bliver fast og koldt, størkner, som Meningen er. Nu var Mikkel færdig. Støbningen var endt.

Han blev lagt paa Straa nede i Slottets Rustkammer. Og i de Dage der gik inden han blev jordet, var der stor Højtidelighed mellem alle paa Slottet. Det mørkrædde Tyende turde ikke gaa ned i Gaarden om Aftenen af Frygt for at komme til at se hen paa den lukkede Port, bag hvilken Liget laa. Den mindste sære Lyd i Mørket skræmmede dem halvt fordærvet.

Men Mikkel laa uskadelig i det tyste Rustkammer, hvor Vaaben og Faner dækkede Murene og skumle, tomme Harnisk stod i Række langs Væggene rundt om Baaren.

Kongen gik ind og saa til Mikkel hver Dag og græd bitterligt. Mikkel forandrede ikke Stilling. Han begyndte at skimle paa Panden. Kongen stod og rystede paa Hovedet over ham og græd. Han var gammel nu Kongen, man saa det paa ham, naar han var ulykkelig. Han var lang og slap i Trækkene om Munden, og han bøjede forover. Jorden havde Bud ogsaa efter ham.

Mikkel blev jordfæstet paa Sønderborg Kirkegaard. Kongen kunde ikke følge ham længere end til Vindebroen. Der stod et stort hædrende Begravelsesgilde efter ham paa Slottet. Kongen lod to Fade tysk Øl lægge frem i Gaarden til fri Afbenyttelse for alle. Om Aftenen var hver Mand rusende. Jakob Spillemand, der var fortvivlet over Mikkels Død, blev baaret totalt bedøvet i Seng.

Og Dagene gik. Det blev Foraar. De unge Landsknægte eksercerede indenfor Ringmuren. Signalerne lød. Tra ra ra!

Først i Maj Maaned lagde Jakob Spillemand sig et underligt Væsen til. Det begyndte med, at han til Forbavselse for alle sparkede ud efter noget, bedst som han sad og spillede, og han fik det med at stirre hen i Hjørner og fortrække Ansigtet af Væmmelse. Da man spurgte ham ud, klagede han over Talrigheden af Rotter allevegne. De andre kunde ingen Rotter se.

Jakob drak for at komme sig, men det varede ikke længe, før han begyndte at se Kaniner. Han jagede rundt med Kaniner, som alene han kunde se, og Folkene paa Slottet havde mange Løjer af ham. En Dag mødte Jakob til sin Skræk en Kæmpekanin i Porten, den var saa stor som en Ko, og han kaldte Vagten til Hjælp, skreg, fægtede og tog Livtag, og alle Drabanterne paa Slottet stod rundt om ham og vred sig af Latter. I en tre Dages Tid var Jakobs vilde Kampe med usynlige Dyr Kilden til den største Morskab. Han jagede i Timevis inde i Slotsgaarden, hvor man lod ham gaa, da han ingen Skade kunde gøre der, og de saa ham stable Hjørnerne fulde af døde Rotter og Kaniner; han slog saa mange ihjel, at han maatte række sig paa Tæerne for at naa op paa den indbildte Bunke. Allerbedst som han gik og klemte Rotter flade mod Muren i den ene Ende af Gaarden, sprang der Kaniner i den anden Ende, og Jakob afsted efter dem. En Gang imellem for han uforsagt ud midt i Slotsgaarden og leverede en Brydekamp med et Dyr, som efter hans Fagter og Armfang at dømme maatte være meget stort og vildt.

Naar Mørket faldt paa, var der ingen, der blev inde i den dybe Slotsgaard, hvor Mikkel Thøgersen maaske spøgede. Jakob brød sig ikke om det, han blev der gærne hele Natten, hvis ingen hentede ham væk.

En Aften i Skumringen saa Jakob et Dyr komme ind i Slotsgaarden gennem Porten, det var saa stort som et Hølæs og kunde lige knibe sig igennem. Der blev han den lille. Vagten hørte, at Jakob var i yderste Dødsfare, men før han havde faaet et Par Kammerater til at følge med turde han ikke gaa ind i Gaarden. De fandt Jakob paa Stenbroen midt i Gaarden, hvor han laa skrigende og med Fraade for Munden. Han havde Krampeslag og blev bragt i Seng.

Efter nogle Dages Feber og Raseanfald kom Jakob sig og begyndte at spille saa smaat igen. Han var rolig og afholdende i nogle Uger og gik og skravlede i Træskoene, bleggrøn om Næsen og med et elendigt Øjesyn. Saa en skønne Aften i Maj blev han svirende. Og nu drak han fremdeles hver Dag tæt.

Det var St. Hansaften, Solhvervsdag. Over hele Danmarks Land brændte Blussene for Balders Genkomst. _Thøk_ sad taareløs ude paa Marken, alene.

St. Hansaften købte Jakob Spillemand en Tønde Kakkebille for alle sine Penge og indbød Landsknægtene til Svir. Den Aften var han fin, han spillede saa det var en Lyst og Fryd. Og da det var bleven sent, sang Jakob en splinterny Vise, som han havde gaaet og lagt. Den lød saadan:

No wil a sej Jer Godnæt, For a er nøj Kon træt. Og no kan I tru mæ og teg mæ, No wil a hen og leg mæ.

A sow i Groven far For Vindens gaboben Dar', Og a haar sit i en Svimmel Vorher' hans sywend Himmel.

Men no skal a saligen sow I min ijen suet bette Stow, I Juen, som er saa wenle Ved jen, der er søwne og jenle.

Fowal og saa møj manne Tak Til Godtfolk saawal som Pak! I er wal kij o mit Løwne, Og sjæl er a osse søwne.

A reser fræ ingen Gjald, Det hiele er betald. Di Baank, a skylder min Fjender, Dem foer di nok o hveranner.

Fowal min Fjol og min Bow! No wil a hen og sow. Hvis jen no wil byt' sin Bedrøwels, Saa kan han fo min Fornøwels.

Fowal o Tak, bette I! A ga Jer, hvad a ku gi. Og tøt I et om Musiken, Da war'et Skaad -- for no gik'en.

Næste Morgen fandt de Jakob hængende højt i den store Sølvabild i Rosengaarden. Der sad en Krage paa hans Hoved med Tæerne i hans graa Haar.