# Kongens Fald

## Part 16

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/kongens-fald-36942/index.md

Den er Carolus bleven dyrket op i. Aa, den kostede mig mange Penge, den Glasklokke! Det er nu ni Aar siden, jeg fik Carolus. Jeg købte ham af en omløbende Rakkerkvinde. Han var to Aar gammel den Gang, saa nu er han jo ikke saa ung. Jeg har haft Held med ham. For en sytten Aar siden begyndte jeg med et Barn i Magdeburg, det var i en mindre Klokke, men han døde af en Betændelse, da han kun var halvt saa udviklet som Carolus. Han var nu heller ikke af fineste Ekstraktion, han var Frugten af den radikale Elskov mellem en ganske menig Munk og saa en rigtignok fribaaren og højfornem Frue. Carolus derimod er en født Fyrste! Han har kongeligt Blod i sine Aarer, og det frisk fra Fad -- _ved du, hvem han er_!

Zacharias var komplet ellevild, han stirrede paa Mikkel med Dødsforagt, han lettede det ene Ben og slap en Vind.

Skal jeg fortælle dig, hvem Carolus er, kan du tie stille med det? Han er Søn af Kongen af Danmark! Ja. Han blev født paa Sønderborg Slot! Kongen fik ham i sit Fængsel! Hans Moder var en Pige af Folket. Barnet blev taget fra hende af velbaarne Hr. Knud Pedersen Gyldenstiærne og givet til den Taterkone, som jeg købte det af. Jeg har Papirer paa det. Jo, Carolus er den ædleste Spire, der nogensinde er blevet podet paa Kundskabens Træ, Carolus, Kongens Søn, Prins af Danmark! Hans Hoved har vist sig at være af en enestaaaende Ekspansionsevne. Jeg fjærner Hovedskallen, forstaar du jo, og lader Hinden over Hjærnen danne sig til en Hud, og saa ernærer jeg kraftigt men sørger for høj Temperatur omkring Hovedet. Derfor er Klokken nødvendig. Carolus holder saamænd endnu af at kravle ind i sin Klokke, hvor han har siddet saa mange Aar, skønt den nu er lovlig lille til ham. Han er det bedste Hoved i Evropa. Ikke alene er han grundig, men han er hurtig! Der er ikke Mage til Apparat. Han er nemlig nogenlunde før paa Kroppen og Lemmerne ogsaa, ingen Vanskabning, og han nyder et udmærket Helbred; der er godt Blod i ham til Hovedets Brug. Han er en Finmærker som faa. Jeg behøver blot at _vise_ ham Jærn, saa begynder han straks at sagle, han skelner mellem Metallerne ved Berøring alene; Bly og alle uædle Legeringer gør ham svedig paa Fingerspidserne med det samme, men Guld eller Sølv har en lægende Indflydelse paa ham. Og saa maa jeg sige, han er slet ikke ensidig lærd, han kan Talsystemet, og saa har jeg lært ham Latin. Men alt andet har jeg holdt ude fra ham, netop for at han skulde blive, hvad Plato vilde kalde en Norm. Der er alting i ham, han er rigtig, han har Universet indvendig paa Hinderne . . . se nu paa ham!

De traadte hen til Bænken, og Mikkel saa, at Carolus' Hoved var bleven mørkere, alle de bløde Valker var rosenrøde og havde hævet sig en Del. Han laa med lukkede Øjne. Zacharias slog Felden tilside og viste Mikkel det stakkels spinkle Legeme, der laa foldet sammen i Fosterstillingen. Lemmerne var ved at blive døde og kolde.

Nu har han begyndt, hviskede Zacharias. Se, hvor han er forpint i Ansigtet. Mærk her, mærk Pulsen!

Mikkel følte modvilligt paa det bløde Hoved, der allerede var meget varmt og bankede uroligt.

Ja vi kan godt gaa, sagde Zacharias, han er langt inde i Opgaven. Men det vil vare over en Time, inden Hovedet er fyldt og udspændt. Han ser rigtig godt ud, naar han er fuldt opsvulmet og sidder som en Stilk paa sit eget modne Hoved. -- Jeg ved ikke, om Kollega vil vente og faa Besked om et Par Timer eller komme igen i Morgen?

Hvorfor ligger han og ser saa elendig ud i Ansigtet? spurgte Mikkel bange og deltagende. Mikkel var næsten ude af sig selv, af Vinen, af Skræk og Ynk.

Det er kun naturligt, svarede Zacharias, det følger med Tænkeevnen.

Jeg troede, man blev glad af Klogskab, stammede Mikkel, og han blev saa svag.

Skal vi gaa? foreslog Zacharias. Hr. Mikkel! Visdom fordobler Gaaderne. Carolus har sagt mig det som Essensen af sin Grublen. Hans Hoved vejer et Lispund og nogle og fyrre Kvint, kold Vægt, og hver Gang han løser et Problem, tager Vægten til med et Kvint. Carolus har ogsaa sagt mig, at man under abstrakt Tænkning efter et vist Tidsrum kommer tilbage til Udgangspunktet. Det vil sige, at i samme Øjeblik man nærmer sig den virkelige Løsning af et Problem, ophører Problemet at eksistere som saadant. Men selve Processen, der iøvrigt ytrer sig som Smærte, og hvis Udstrækning er ligegyldig, har jo sin Interesse og sin Værdi. Jeg ved ikke, om Kollega forstaar. Skal vi gaa ned? Jeg tror, jeg har en Kande dernede endnu.

Men Mikkel vilde ikke blive, han vilde hjem, han følte sig syg og bedøvet. Zacharias fulgte ham ned ad Stigerne, han var ikke fuldkommen ædru, han knebrede en hel Del med sin skaanselsløse Livlighed, men Mikkel hørte ingenting mere. Nede i Døren aftalte de, at Mikkel skulde komme igen Dagen efter og hente Besked.

Ilden

Det var Aften, da Mikkel tumlede ud paa Gaden. Beboerne holdt et farligt Levned, de sang og vinkede ud af Vinduerne med store Krus. Soldater og Søfolk gik larmende gennem Gyden. Mikkel skyndte sig, han dinglede afsted, og Soldaterne hilste ham med høje Lattersalver, men han slap igennem og naaede halvt i Blinde hjem til »Den gyldne Støvle«. Her forlangte han Vin og drak som en febersyg, med Graaden i Halsen. Han opnaaede hurtigt at blive bevidstløs.

Værten lod ham bære ind paa Sengen i Gæstekamret. Nogle Minutter efter hørte de ham ligge og græde afmægtigt derinde, og da de gik ind for at se til den gamle Mand, laa han paa Ryggen i Sengen med Albuerne i Siden og stirrede som en usalig op mod Loftet. Der var ikke noget at gøre ved ham andet end at lade ham sukke og snøfte, indtil han holdt op igen. Nogle Timer efter, da de saa til ham, havde han stærk Feber, og han vaagnede ud paa Natten i Vildelse, saa at de maatte vaage ved ham. Men ved den Lejlighed snakkede han over sig, om hvad han havde set, og om Morgenen gik Værten til Politiet og meldte det hele. En Time efter var Zacharias i Bolt og Jærn, og hans _homunculus_ under Rettens Forvaring. Det kan nok være. Borgerne i Lybæk fik noget at korse sig over.

Mikkel laa betænkelig syg i to Dage, saa kom han sig og kunde staa op igen. Men han var meget svag og gik ved to Kæppe. Samme Dag, som han rejste om Eftermiddagen, blev Zacharias og Carolus brændt om Formiddagen, Mikkel var henne paa Torvet og se det. Hele Lybæk var paa Benene og havde stuvet sig sammen paa Torvet allerede fra Morgenstunden af, men Mikkel fik en god Plads nær ved, fordi han var skrøbelig. Baalet var rejst og tog sig saa tillidsvækkende ud, der var en halv Snes Favne Ved af den allerreneste Sort, og Mestermanden havde stablet det kunstfærdigt op, saa at der var Kanaler for Trækken. Zacharias skulde nemlig brændes levende, det vil sige ikke kvæles af Røg, den rene Ild skulde tære paa ham. Folk ventede sig noget ualmindeligt af denne Henrettelse, for Zacharias havde nok om man saa maatte sige Øvelsen; han havde været paa Baal før og badet Fødderne i den tørre Ild. Det var i Magdeburg og for samme Misgærnings Skyld som nu; man havde faaet det oplyst under Retsforfølgningen. Men den Gang var Zacharias bleven benaadet i yderste Øjeblik, fordi han havde reddet Kurfyrstens Liv en Gang.

Ved Ellevetiden kom Toget, Drabanterne ryddede Vej ind gennem Folkemassen med Hellebarderne. Zacharias gik bag Bøddelen med en Rakkerknægt paa hver Side af sig, han var barfodet og havde kun en Lærredskittel paa Kroppen; den var smurt til med teglstensrød Maling, som skulde forestille Flammer. Paa Hovedet havde han et højt spidst Papirhylster, der var bemalet med Snoge og Tudser og Skorpioner. Zacharias krykkede sammen og holdt Hænderne om hinanden ind mod Brystet, han frøs bitterligt i den raa Oktoberluft og lod ikke til at føle andet.

Folk skreg rasende imod ham og strakte knyttede Hænder frem over og under de Indhegninger af Lanser, som Drabanterne spændte Mængden sammen med. Zacharias saa ikke hverken til Højre eller Venstre. Bag ham kom en af Bøddelens Haandlangere bærende med Carolus, som var puttet i en Sæk, ingen kunde se ham. Dernæst fulgte Raadet og Dommerne og Gejstligheden i Procession.

Medens Dommen blev læst op, stod Zacharias ligegyldig og uden saa meget som en trodsig Mine. En Gang imellem bævrede han over hele Kroppen, næsten sank i Jorden, men det var af Kulde, han var stiv og forkommen i Ansigtet. Det var nu ogsaa en hundekold Dag. De nærmeststaaende lagde Mærke til, at Forbryderens Arme og Ben var lyserøde af indtørret Blodvand. Man havde haft ham i pinligt Forhør og vasket ham bagefter. Begge hans Tommelfingre var blaa og hang brækkede ved Haanden.

Dommeren blev færdig, og Bøddelen førte Zacharias hen til Stigen, han gik villigt op. Derpaa bar Rakkerknægten Carolus op paa Vedstabelen og tog ham ud af Sækken. Der gik en Orkan over Menneskemængden, de skreg og truede, da de saa det gyselige Misfoster, nogle svor og andre sang Salmer. Carolus blev lagt ned tæt ved Pælen, som ragede op midt i Baalet; Zacharias fik en Lænke om Livet.

Saa gik Bøddelen ned og tændte Baalet. Der var nu dødsensstille paa hele Torvet.

Til at begynde med røg det stærkt, og der bredte sig en Ængstelse mellem Tilskuerne, for at Ofrene skulde blive kvalt. Men Træet var knastørt, og da Ilden først havde faaet rigtigt fat og begyndte at brumme i Trækhullerne, røg det ikke videre. Træet knitrede og sprang med høje Knald, de første klare Luer hoppede begærligt ud mellem Brændestykkerne og fangede op efter Synderne.

Da gik Zacharias frem fra Pælen, saa langt som Lænken kunde naa, og raabte roligt:

Er Mikkel Thøgersen her tilstede?

Mikkel blev frygtelig angst, der hvor han stod. Han tog Øjnene til sig, og det lykkedes ham at staa fuldstændig som uberørt. Han dukkede sig og vendte Hattepulden mod Baalet for ikke at blive opdaget af Zacharias. Ikke en eneste fattede Mistanke om, at det var ham, hvis Navn var bleven raabt, heldigvis. Han aandede op igen.

Luerne tog forfærdelig hurtig til i Magt, de slog op, saa at man kunde mærke Lufttrykket og Heden langt hen. Zacharias flyttede sig frem og tilbage for Ilden. Da ingen svarede, stod han stille og syntes at belave sig paa at sige noget.

Men i det samme ramte en lang glubsk Lue ham og sved i et eneste Pust Kitlen og Hatten af ham. Han stod nøgen, de skruplo nede i Forsamlingen, han krummede sig sammen og krøb i Ly ind til Pælen. Men nu slog Luerne op fra alle Sider, Zacharias kunde ikke blive siddende ved Pælen. Han rejste sig, og blev yderligt levende, han sprang omkring i Ilden, han dansede paa de brændende Planker. Pludselig brød han ud i et Par dyriske Hyl.

Mugit et in teneris formosus obambulat herbis.

Mikkel huskede Verset. Det kom ubetvingeligt over ham, han lo i dødelig Smærte.

Zacharias faldt nu om, tav og krøllede sig sammen. Hans ene Haand laa ud over Kanten af Baalet, og Mikkel saa, hvorledes Finger efter Finger buldnede ud i Ilden, indtil den sprang, dryppede og blev sort.

Se, se, se! lød det med stormende Vælde fra hundrede Munde mellem Tilskuerne. Og da Mikkel saa til, bemærkede han, at Carolus' Hoved havde rejst sig deroppe paa Baalet. Han laa midt i Ilden og var øjensynligt levende endnu, men Hovedet laa ikke formløst, det stod fuldt ud fra Brynene i to tydeligt adskilte Halvdele, som hver for sig igen var delt i fyldige Vindinger.

Se! skreg Mængden i Rædsel. Og det var et grufuldt Syn, Blodet stred i det voldsomt spændte Hoved, Aarerne brød tykke og levende ud mod Huden. Hele Hovedet rørte paa sig, det lavede sig til Spring. Der maatte foregaa en Kamp i dets Indre.

_Se nu!_ lød det i vildeste Ophidselse, se nu, se, se! Aarerne havde aabnet sig, og det sorte Blod krøb ud som Orme, der væltede sig i Ilden. Hovedet revnede paa flere Steder og begyndte at forkulle, der satte sig smaa Flammer rundt om paa det. Men ovenover det falmede Ilden snart og blev grøn som Edder, snart blussede den og løb i røde Hvirvler.

Baalet var nu paa sit højeste, det var en eneste stormsusende Lue. Der var kun en lille sort Stump tilbage af Zacharias. Saa skred hele Baalet paa en Gang sammen og blev en hvidglødende Hob. Heden slog saa stærkt ud derfra, at de nærmeste fik Vabler i Ansigtet, der opstod Trængsel og Panik. Men saa var det forbi.

Mange vilde siden paastaa, at de havde set Satan spille i Flammerne, blaa som Staal, og fare ud med Røgen, da Baalet skred.

Vinterens Røst

Kongen havde befalet Kuréren paa Taarnet at blæse Velkomstsignal, naar han saa Mikkel komme tilbage. Og godt og vel fjorten Dage efter Afrejsen begyndte Kureren ogsaa at blæse en Formiddag, men han holdt op midt i, som var han ikke vis i sin Sag. Efter et Øjebliks Tøven tog han fat igen og blæste med fuld Kraft Signalet ud. Mikkel kom ikke ridende tilbage, han var kørende, hans Hest gik bagefter Vognen med tom Saddel. Det regnede.

Port efter Port aabnede sig for Køretøjet og lukkede sig efter det igen, og omsider naaede det ind i Slotsgaarden.

Oppe paa Trappen stod Kong Christiern med Baret paa Hovedet og i sin falmede Skarlagens Kappe. Og paa hver sin Side af Trappen havde han plantet Jakob Spillemand og lille Ide. De stod smukke og tilfredse i Tagdryppet. Jakob skulde stryge en Melodi til Velkomst, han stod med Fjolen parat og hyttede den for Væde under Frakkeopslaget.

Kongen vinkede til Mikkel og lo over hele Ansigtet. Aa, haa haa! Velkommen hjem.

Men Mikkel blev liggende bag i Vognen uden at hilse igen.

Guds Dros! udbrød Kongen altereret og gik til Vognen. Er det galt fat med dig, Mikkel?

Ja det var nok saa. Mikkel laa gusten og med halvt lukkede Øjne, det saa ud, som han var død. Kongen lagde hastig Bagen af sin Finger til Mikkels Ansigt og fornam, at han var varm endnu.

Lad os faa ham baaret op, befalede Kongen med blege Læber. Jakob, hent Portvagten! Hvor er de henne allesammen, kald paa Berent! Saa! Tag nu ved ham.

Mikkel kom til Live, mens de bar ham op; men han var yderst svag. De fik ham lagt i hans Seng oppe i Taarnstuen, og Kongen satte sig hos ham. Efter en Timestids Forløb begyndte Mikkel at se bedre ud, han fik lidt Farve igen. Nu laa han ogsaa saa godt.

Hvordan er det, Mikkel? spurgte Kongen bekymret.

Jo, Mikkel syntes endda. Men pludselig blev han igen ligbleg og svag. Han var saa bange for, at Kongen skulde begynde at snakke om Ærindet.

Hvor er du syg? spurgte Kongen.

Jeg er lam i venstre Side, læspede Mikkel. Der var noget i Vejen med Tungen.

Hum! Kongen sukkede meget beklemt. De tav en Stund. Mikkel blev snart urolig, han famlede omkring med højre Haand og aabnede Munden, saa paa Kongen og saa fra ham igen. Det laa saa tungt paa ham, det med Ærindet, nu vilde han have det overstaaet. Kongen forstod ham endelig og slog det hen; det kunde de jo altid snakke om. Men Mikkel havde paa Hjemvejen udtænkt en Historie om Udfaldet af Rejsen, den vilde han have fortalt. Kongen skulde ikke vide Sandheden.

Da Kongen saa, at Mikkel absolut vilde af med Besked, søgte han at hjælpe ham:

Du naaede altsaa derned?

Jo, stammede Mikkel forpustet, han saa bort for at skjule, hvor ulykkelig han var. Jo. Men jeg fik ingen Besked. Jeg fik ingen Besked. Jeg blev syg og maatte rejse forinden. Mikkel vendte under hede Taarer Ansigtet mod Væggen.

Naa jaja, sang Kongen beroligende. Jamen det gør ingen Ting, Mikkel. Du skulde slet ikke være sendt afsted. Vi har angret det hver Dag siden. Nu skal du se at blive rask igen.

Kongen talte mange trøstende Ord til sin gamle Fængselskammerat, og Mikkel laa ganske stille i den gode Seng, taknemlig og sønderknust. Noget efter saa Kongen, at han var ved at falde hen, de forgræmmede Træk glattedes. Han for op et Par Gange i Halvsøvne med lukkede Øjne, og Sorgfuldhed og Smærte drog sig over hans Ansigt, saa glattedes det igen langsomt ud, indtil han endelig sov med tomme Træk. Kongen listede forsigtigt fra Sengen og satte sig til at læse.

Næste Dag var Mikkel bedre, og han kom sig nogenlunde. Men rask blev han aldrig mere, han var sengeliggende hele Vinteren og Foraaret til sin Død i Marte Maaned.

Det var en stille Vinter. Kongen ældedes meget i den Tid han gik om Mikkel og saa ham falde sammen.

Men Tiden blev lang for Mikkel. Han kunde alligevel ikke rigtig dø. Livet hang endelig ved ham, nu da han vilde af med det. Nu hævnede det sig. Mikkel havde jo aldrig ladet Livet vederfares Retfærdighed, fordi han hele sit Liv igennem aldrig havde villet dø. Han laa og tilstod det for sig selv i de lange Nætter, naar Kongen sov i sin Seng, og Mikkel var alene med sine vinterlige Tanker. Vinden sukkede dybt og fortroligt udenfor Taarnet som en erfaren, der lyttede til hans Forladtheds Tanker. Den der ikke dør hver Dag, skal aldrig leve. Men Mikkel havde aldrig villet dø.

Kongen lod en Dag lille Ide komme op og fremstillede hende for Mikkel, han tænkte, at nu skulde han blive rigtig glad, naar han saa sit Barnebarn. Men Mikkel vendte Ansigtet mod Væggen. Han vidste ikke af, at han havde noget Barnebarn, han havde aldrig haft noget Barn, han havde ikke været gift. Han var alene. Han laa mere ensom end den, der dør barnløs, han var dobbelt alene. Skønt Ane Mette _var_ den, han holdt af, havde hans Længsel aldrig været hjemme hos hende. Det var gaaet ham saadan, at han mistede netop den Kvinde, han fik!

Saa lod Kongen lille Ide gaa igen.

Og der var de nu, de to Stormere! Kong Christiern, der sprang ud som selve den flammende Utaalmodighed, med uhyre Planer, og blev Skaberen af Danmarks Mangel paa Historie. Mikkel Thøgersen, der med sin suveræne Stolthed og alfavnende Længsel blev Stamfader til en vidtforgrenet, tænkt Slægt. Der sad de i Celle hos hinanden, tilsammen Grundlæggere af et Dynasti i det Blaa.

Den Nat Mikkel døde, vendte hans Ungdoms dybe og vældige Følelser tilbage. Han fik sit Væsens Varme, Hjærtets favre Vaar tilbage i samme Øjeblik som hans Hjærte holdt op at slaa.

Men det var Evigheden, der gik, inden Mikkel naaede saa vidt. Han blev skuffet Gang efter Gang. Ved Midvinterstid saa det endogsaa ud, som han skulde staa det over, han laa helt fyrig i Sengen, og hans Næses røde Kulør var kommen igen.

Kongen begyndte at klapre regelmæssigt med Kruslaagene som før Mikkels Rejse, og de optog den gamle Levevis paa Taarnstuen blot med den Forskel, at Mikkel laa. Kongen sparede ham nu heller ikke længere for Urimeligheder. Han forlangte som før Underholdning af ham, og Mikkel sad henne i Sengen og repeterede sine Historier derude fra Slagmarkerne. Han havde fortalt dem om og om igen, skønt det var mange, han kunde. Mikkel havde været med i alle de store, berømte Slag, der havde staaet i Evropa i den sidste Menneskealder, han havde tjent næsten alle Evropas Fyrster og kunde fortælle Træk om dem, og hvordan de saa ud. Hvad der særlig interesserede Kongen var Slagenes Mekanik, Artilleriet og alt dette, som Mikkel nok havde lagt Mærke til men aldrig hæftet sig videre ved; Kongen kunde spørge ham ud i det uendelige; og Mikkel gravede i sin Hukommelse for at stille Kongen tilfreds.

Mikkel havde en sluttet, fremadskridende Maade at fortælle paa. Historier, han havde fortalt før, berettede han altid nøjagtig med samme Enkeltheder igen, selv om han paa det nærmeste havde opdigtet dem selv første Gang. Kongen bad ham ofte om den og den Historie, som han saa ofte havde hørt, og som det adspredte ham at høre igen.

Naar Kongen vaagnede om Natten, vaagnede Mikkel af gammel Vane ogsaa straks, de kunde da ligge i flere Timer og udveksle fredelig Snak. De laa i hver sin Alkove med Skindene godt op om Hagen og aandede den kolde Luft, der kom ind i Taarnværelset fra Kaminen, naar Ilden var slukket. Maaneskinnet lysnede i de dybe Vinduesnicher gennem de grønne, frosne Ruder. Kongen vendte Sanduret ved sit Hovedgærde. Tiden var lang, og Mikkel maatte komme i Tanker om en ny god Historie, som Kongen ledsagede med sine Naa og Hm, sit Bifald eller sin Hovedrysten.

Om Morgenen var Kongen altid ladet og farlig, saa tav Mikkel og laa musestille, medens Kongen gik og klædte sig paa og væltede Stolene. Berent blev laaset ind tidlig om Morgenen og fyrede i Kaminen, og naar Kulden var dreven ud, stod Kongen op. Han lagde sig straks paa sine bare Knæ paa Stengulvet og bad Morgenbønnen, der rigtignok mange Gange lød som ædende Forbandelser. Naar det var besørget, gik han i Lag med den svære Stenkugle, som han hver Morgen stødte hundrede Gange op over sit Hoved, halvtredsinstyve Gange med hver Arm. Mikkel hørte hans Tællen og hans Fnys, der blev forsonligere efterhaanden som han udmattede sig. Medens han gjorde Toilette, talte han hviskende og hedt med sig selv. Vandet plaskede nu og da paa Gulvet, naar han greb ustyrlig i det. Han pustede truende, og naar Mikkel skævede stjaalent hen til ham, kunde han se ham staa med Haandklædet og tørre sig, rød af det kolde Vand, stivnet om Brynene og om Munden og med vilde Øjekast til alle Sider.

Naar Kongen havde vasket sig, plejede han at læse ondartet behersket i Skriften, til Slaaerne blev taget fra Døren, og Berent viste sig med Morgendrikken, varmt Øl med Nelliker og Ingefær i. Mikkel fik sin Part, og de drak uden at tale sammen. Var Øllet for varmt, smed Kongen Kruset og det hele paa Gulvet.

Kongen gik saa ned en Times Tid eller to og spadserede i Gaarden. Hans fire Tjenere, der skulde ledsage ham, naar han bevægede sig udenfor Taarnet, gik bagved. Kongen morede sig med at træde de hvide Isblærer sønder i Rendestenen, eller han lod sig bringe en Armbrøst og skød efter Kragerne i de rimede Træer udenfor Runddelen. Men naar det hændte, at der var kommen Brev til Kongen, gik han altid ud i Abildgaarden, sendte Tjenerne fra sig og spadserede ene op og ned mellem Træerne. Her havde han vænnet sig til at søge hen, naar Minderne blev levende.

Naar Kongen kom op i Taarnstuen igen, var han blid og kaldte muntert paa Mikkel. Saa begyndte Dagens Spisninger og Andagtsøvelser. Nu da Mikkel laa til Sengs, var der ikke Tale om at spille Kegler mere. Kongen havde ikke desto mindre nok at bestille hele Dagen, han havde endogsaa saa travlt med tusind betydningsløse Ting, at han maatte skynde sig Dagen lang, han skyndte sig uafbrudt. Om Aftenen gik han rigtig træt og gudhengiven til Hvile.

Medens Julen stod paa, blev der festet dygtigt paa Slottet. Kongen sørgede paa det omhyggeligste for, at Mikkel fik noget, som maatte ligge alene næsten hele Tiden. Der gik Dage, hvor Kongen slet ikke var oppe i Taarnet, han sad i den store Vagtstue nede i den ydre Gaard og soldede sammen med Jakob Spillemand og Landsknægtene. Jakob bragte Liv til Huse.

Om Aftenen, naar det led mod Lukketid, kom Kongen krydsende hjem. Han gik bidevind over den ydre Slotsgaard, idet han holdt Kursen mod Porten, og naar han havde sløret sig igennem den sejlede han nynnende og hikkende over den indre Gaard, hilsede op mod Frostmaanen og gik over Stag, med sin Skygge efter sig paa den hvide Sne.

Jakob Spillemand var ikke ædru een Dag i Juletiden heller. Og Julen varede ved til Paaske.

Over Nytaar blev det et klingrende Frostvejr. Sundet var tillagt, og de milevide Isgulve sukkede og sang om Nætterne. Der var en vanvittig Magt i Isens Drøn. Det var Frostens Lynslag fra Kyst til Kyst, det var Mindelser om forfærdelige, bundne Kræfter.

Mikkel hørte det, hvor han laa. Han vækkede Kongen en Nat, han troede han skulde dø.

Det ringer saa voldsomt for mit venstre Øre, fortalte han isnende kold. Kongen gik op og tændte Lys, han ravede, og Haaret stod ham pjusket om Hovedet, han havde ikke sovet Dagens Rus ud endnu. Da han saa, at Mikkel havde et angstfuldt Udtryk i Ansigtet, tænkte han, at han vel ikke kunde være døende. Det er bare Isen, Mikkel! trøstede han, hvorpaa han slukkede Lysene og kravlede i Seng igen.