Part 15

Men de havde ikke straks Held med sig, det blev dem forment at komme ind paa Slottet den første Dag, saa at de maatte søge Herberge i Byen. Næste Dag naaede Jakob saa vidt, at han fik Slotshøvedsmanden, Bertram Ahlefeld, i Tale, og han lovede, han skulde tænke over det. Der er mange Lag at komme igennem, naar man skal ind til Kongen. Endelig den tredie Dag slap de over Vindebroen og fik Lov til at spille for Slottets Folk i den ydre Gaard. Men da de endelig ved Middagstid fik Foretræde hos Slotshøvedsmanden igen, var der kommen det i Vejen, at Mikkel Thøgersen, som de havde Ærinde til, netop laa for at skulle paa Rejse.

De fik ham lige at se. Høvedsmanden tillod dem at gaa ind i Slotsgaarden, og just som de kom, var Mikkel ved at stige til Hest. Den gamle Mand holdt nedenfor Trappen, og to Trin oppe stod Kongen og snakkede til ham. Jakob og Ide blev staaende under Porthvælvingen og vilde ikke gaa frem, saalænge Kongen var der.

Det tog Tid med at faa Mikkel afsted, der var mange Forberedelser. Hesten sparkede og skrabede i Stenbroen, Kongens Stemme gjenlød i den høje Gaard, og det blev ikke til mere. Mikkel Thøgersen var i nye fine Klæder, grønne Hoser og brun Vams, han gik rundt omkring Hesten den ene Gang efter den anden og stak Fingeren ind ved Buggjorden og følte til Hovedlaget; det var en ung, urolig Hest, og Mikkel, der var brudt i Knæene, lod ikke til at være modig ved det.

Nu er du vist færdig, Mikkel, raabte Kongen og lo misfornøjet, se nu at komme op!

Mikkel slog høfligt med Hovedet og sluttede Undersøgelserne. Saa skulde han til det. Svenden, der stod ved Bidslet og holdt Hesten, rakte sig saa langt han kunde for at give en Haandsrækning, han skelede op til et aabent Vindue i Stegerset, gjorde Svenden, hvor et Par forleede Pigeansigter tittede frem. Mikkel fik Foden i Stigbøjlen og hævede sig langsomt og fattet op.

Fald nu ikke ned paa den anden Side! raabte Kongen med et ængsteligt Grin. Nej, Mikkel landede lykkeligt i Saddelen. Og da han sad der, skubbede han Hatten tilrette og vendte med fornærmet Honnør sit hvidskæggede Ansigt op mod Kongen.

Saa Farvel, Mikkel, sagde Kongen lidt rørt. Lad os nu se, du kommer godt hjem igen.

Jo, Deres Majestæt, svarede Mikkel. Han samlede pustende Tømmerne og skød sine hvide Knebelsbarter standhaftig op under Næsen. Saa slap Svenden, og Hesten satte i Trav. Mikkel svajede kraftesløs i Saddelen.

Nej det gaar aldrig godt, raabte Kongen og slog i Gelænderet, nej, nej, nej! Men det gik. Mikkel stindede sig og gjorde sig gældende. Vagten holdt Porten aaben for ham, og han red ganske strunk igennem, forbi Jakob og Ide. Porten lukkede sig straks efter ham igen, og de hørte ham ride over den ydre Gaard og dundre ud paa Vindebroen.

Da der var bleven stille i Gaarden, vendte Kongen sig paa Trappen for at gaa ind. Han stod og sagde noget til sig selv. Da fik han Øje paa Jakob og Ide.

Hvad er I for to? spurgte han og gik ned fra Trappen med Blikket rettet gennemtrængende paa dem. Han stillede sig foran dem og saa fra den ene til den anden, i højeste Grad interesseret.

Jakob svarede ikke, for han gik fra Snøvsen. Ide stod med sit øde, fine Ansigt og saa lige paa Kongen. Han snusede energisk ud af Næsen og saa undersøgende paa dem.

Hvad er I for Folk?

Vi rejser paa Professionen, stammede Jakob. Han hentede Vejret og fik Mod igen. Vi er af det Slav, der kommer meget omkring -- den her lille Pige er ellers Datterdatter til ham, der red ud af Porten lige nu. Hm, naa. En Slægtning af Mikkel. I er kanske kommen for at besøge ham. Saa var det slemt, han just skulde rejse i det samme. Hvorfor snakkede I ikke til ham?

Søde Gud nej. Jakob smilede uhyre høvisk og saa ned for sig og gjorde et rundt Spor i Sandet med Kæppen.

Jaja, sagde Kongen trøstende. De tav, og han saa paa dem.

Jaja, udbrød han igen stærkere. Der er ingen Ulykke sket endnu. Mikkel kommer igen. I kan . . . I kan blive her saalænge, vi skal snakke med Bertram. Kom I kun denne Vej. Naa saa I spiller?

Jo! Jakob slog glad og undselig paa Violinbælgen, mens de satte sig i Gang. Den gamle Konge gik foran og rømmede sig i ypperligt Lune. Ho! Det skulde nok ordne sig altsammen. Ho, ho!

Og de var henne og forhandle med Høvedsmanden. Jakob og Ide stod sømmeligt i Afstand, mens Kongen talte deres Sag. Bertram Ahlefeld lyttede forbindtlig og med største Ro. Han var meget højere end Kongen, men han bøjede sig ikke, Kongen saa op paa ham og talte ivrigt og gik over paa den anden Side af ham; han fik sin Vilje og takkede varmt, men Bertram Ahlefeld bevarede sin underdanige Kulde.

Kongen gik selv i sine udtraadte Sko over i den ydre Gaard og sørgede for, at Jakob og Ide blev indkvarteret i en af Bygningerne der. Om Aftenen maatte de spille for Kongen inde i Taarnstuen, hvor han for det meste opholdt sig. De blev beværtet med Vin, og Jakob spillede sine Hopsaer med al den Kunst, han raadede over. Det lød saa sært her under Murene. Kongen var tilfreds, han blev vemodig og sad med Haand under Kind. Vokslysene brændte paa Bordet, hvor Spændebogen laa opslaaet.

Vinen begyndte at sætte Sving i Jakob, der for et sygeligt Træk over hans Ansigt, og han gav en ellevild Springdans tilbedste. Ide stod spinkel og pæn ved Siden af Stolen med Trianglen.

I en Pavse spurgte Jakob, hvornaar Mikkel kom hjem igen -- saadan hen i Vejret, for at Kongen skulde overhøre det, hvis det var upasende spurgt. Men Kongen svarede ligefremt, at det varede ti--tolv Dage.

Kongen tav herefter, og Jakob mente ikke at burde sige noget. Han spillede, hvad han kunde huske. En Gang da han sad med Fjolen under Hagen og tænkte sig om efter en ny Tone, stjal han sig til at se paa Kongens slappe, ærværdige Træk. Kongen saa op i det samme og bemærkede, at Jakob var en hærget og sammenfalden Mand.

Skal vi ikke have mere? spurgte Kongen hjærteligt, i sine egne Tanker.

Jakob spillede igen og traadte Takt med Hælen! Tju! Det var Træskovalsen.

Kongen beholdt dem hos sig hele Aftenen, han følte sig saa alene, det var første Gang i ni Aar, at Mikkel havde været borte fra Slottet. Kuren blæste Midnat fra Taarnet, inden Jakob og Ide kom fra Audiensen, og da var baade Kongen og Jakob stærkt blissede. Kongen lagde sin Haand paa Ides Skulder, før hun gik, og maalte hendes Skikkelse med en gammel Kenders dristige og forsagende Artighed.

Jakob og Ide blev laaset ud gennem alle Dørene af Slotsforvareren, som var dygtig mut. Vagten nede i Porten havde bedre Humør, han lyste med Lygten paa Ide og saa, hvor hun var fin og hvid. Da hævede han lumskelig Lygten i Vejret, saa at de stod i Mørke, og tog Ide om Hoften med sin store Næve. Hun kastede sig til Side, og der kom et Brøl fra hende, fra Struben, dybt og raat som fra et ukendt Dyr, det gjaldede under Porthvælvingen og hørtes over hele Slottet.

Herre Jesus! Soldaten sank i Knæ og veg baglængs tilbage ind i Porten. Der blev aabnet Lemme og Ruder overalt oppe og nede i det store Slot, og forfærdede Stemmer spurgte søvndrukkent ud, om hvad der var sket. Uroen lagde sig først længe efter, at Jakob og Ide var i Behold i deres Kamre.

Ogsaa Kongen hørte Brølet, han stod ved Vinduet og saa efter Vejret, og han _sprang_ dybt ind i Taarnværelset, Haarene rejste sig paa hans Hoved. Han sneg sig til Døren og strakte en Haand ud og prøvede, om den var lukket, jo den var jo forsvarligt laaset og riglet til. Aa, han trak Vejret dybt, gik skælvende til en Stol og sank om dødelig mat. Saa slog han Bibelen op og satte sig til at læse med Lysene tæt foran sig. En Gang imellem rejste han lydløst Hovedet fra Bogen og stirrede forbi de sydende Lysflammer med stive skræmte Øjne.

Lidt efter lidt blev han rolig, han vovede sig ud fra Bordet, tændte flere Lys og hengav sig taknemlig til Læsningen af Ruths Bog, sad nidkær med sit store hvide Hoved mellem Lysene og læste den ud. Og da han var færdig, meldte den Tanke sig, der altid anfægtede ham, naar han havde været fordybet i Skriften og atter mindedes det timelige: at hans Venner var døde og borte, at de var faldne ham fra allesammen, og at det var længe siden.

Han sad lidt og gravede sig med Haanden i Haaret. Saa slukkede han alle Lysene paa nær tre. Han lagde sig omstændeligt paa Knæ midt i Taarnstuen og bad sit Fadervor, hviskede halvhøjt og længe, til Regnskabet var gjort op. Han gik derpaa i sin Seng, lod Lysene brænde og laa med Hænderne foldet foran sig paa Felden og med rolige, vaagne Øjne.

I denne Stue havde han nu boet i elleve Aar. Her var det, han gik som et Rovdyr fra Mur til Mur de første Maaneder, da Indespærringen slog ham med Feber. Her svedte han, her spiste og drak han som en rasende og faldt fuld og gal i Søvn om Aftenen for at vaagne under hvislende Eder om Morgenen. Her gik han sparkende op og ned mellem de dinglende Stole, her sendte han Tinkrusene fra sig, saa de faldt flade ned fra Væggen. Her havde han gaaet og hørt Aandepustet fra sine egne haarede Næsebor.

Kongens Ansigt skiftede Udtryk hele Tiden, mens han laa der i Alkoven og saa frem mod Lysene uden at kunne blive søvnig. Der for Skygger over hans Bryn. Saa laa han igen sagtmodig.

Pludselig lo han, og det var den dybe naadige Latter fra gamle Dage, han var kommen til at tænke paa den unge Kvinde, som Ditlev Brokdorp listede ind til ham her for elleve Aar siden, da han havde lagt sig til Sengs og ikke vilde staa op. Han havde unægtelig været lykkelig ved Pigen, som ogsaa var virkelig køn. Men det var syndigt, det var en grov Overtrædelse. Gud beskytte hende, hvor hun saa var!

Kongen sukkede dybt og saa med et fugtigt Blik ind i Lysene. Om lidt haabede han at falde i Søvn, takket være Vorherre, der frier os lempeligt af Vaade og vender vor Utaalmodighed til Visnen.

Carolus

Mikkel Thøgersen red over Vindebroen. Men da han kom ud i den frie Luft, svimlede han og var nær dinglet af Hesten; Udsigten til alle Sider fortumlede ham, det var som skulde han skilles ad. Han red det korte Stykke Vej ned til Færgestedet, prajede Baaden og blev sat over. Men saa kom han heller ikke længere den Dag, han maatte syg og halvt forstyrret tage ind paa Færgekroen, hvor han straks gik i Seng. Næste Morgen var han ved godt Mod igen, han slog nogle af sine Penge i Stykker paa Kroen og begyndte at se lysere paa hele denne Rejse, som han havde været bange for, lige fra den blev bestemt. Han og Værten pæglede lidt sammen paa Formiddagen. Men saa fik Mikkel pludselig travlt og beordrede Hesten frem.

Jeg skal til Lybæk, erklærede han betydningsfuldt. Jeg har langt at ride. Det er i Kongens Ærinde.

Mere vilde han ikke sige, han omgav sig med en Statsmands skæbnesvangre Hemmelighedsfuldhed:

Lad min Ganger føre frem!

Værten fik ikke mere at vide, og han var vist ogsaa saa temmelig ligeglad. Mikkel var en Smule kæfret, han besteg Hesten med rullende Øjne og svang en stor Mønt i Støvet til Staldkarlen. Saa red han, og Skam slaa, den gamle Negl viste sig til sin Fordel i en Galop, han red som Edder og Forgift ud ad Landevejen.

Mikkel rejste for Alvor, han var inde i hver eneste Kro paa Vejen. Hvert Sted lod han sig forlyde med det vigtige og paatrængende Ærinde, han var i for Kongen. Folk undrede sig over den affældige gamle Mand og spekulerede paa, om det mon var en forrykt, bansat Kardinal eller en hjempermitteret Oberst eller en alderdomssvag Markedsgøgler. Han saa ud som en højbaaren Mand med sin side Skaldepande, men han tog sin Snaps som en Geworben. Der stod Respekt af ham, og dog gik man bag om ham og lo. Hvad mon det var for et Ærinde, han talte om? Det maatte haste svært og kræve stor Erfaring, siden de sendte en Mand ud at ride i Galop, der knap kunde hænge sammen. Man maatte dog lade ham, at han kunde tie med det, der var ingen der fik ringeste Besked.

Da Mikkel havde rejst et Par Dage, slog det ind med Regn og Storm, Bladene suste i de gule Skove, han kunde ikke taale Vejret og lagde sig syg ind paa en Kro. Her troede de, han skulde være himlet, men nej, han var paa Benene allerede næste Morgen og vaklede i Saddelen, han ilede gennem Sønderjylland, som skrevet staar, og ankom endelig mere død end levende til Lybæk.

Mikkel tog ind paa »den gyldne Støvle«. Dagen ud hvilede han og gjorde sig tilgode, og han sov til næste Dags Middag, hvorpaa han vandrede i Raadhuskælderen. Men saa skulde han ogsaa være færdig med sin private Fornøjelse af Rejsen, nu gjaldt det at faa Ærindet udrettet. Han spurgte sin Vært efter Veilchenstrasse.

Veilchenstrasse! Værten saa paa ham med rundbuede Øjenbryn. Hm! Naa ja, den kunde han jo godt vise ham. Den laa der og der. Og Mikkel begav sig afsted. Da var det langt hen paa Eftermiddagen. Han havde nær aldrig fundet den, det viste sig at være en snæver Gyde, som allerede laa næsten i Mørke. Oppe i Vinduerne sad velnærede unge Kvinder, og mere end en af dem kaldte henrykt paa Mikkel, som gensaa hun en længe savnet, kær Ven. Mikkel tog dog ingen af dem alvorlig. Omsider fandt han det Hus, han søgte. Det var kun et Fag bredt, og der var ingen Vinduer i det, kun et Par Lemme højt oppe. Over Dørkarmen hang et irret Messingbækken. Døren var laaset, Mikkel tog Hammeren og lod den falde.

Der gik flere Minutter. Men Mikkel var taalmodig. Endelig hørte han Skridt udenfor, og en Nøgle blev stukken i Døren. I det samme mindedes Mikkel sært nok en Gang for mange mange Aar siden, da han havde hvisket ind ad Nøglehullet i St. Nicolaj Kirke i København. Døren gik op paa Klem, og Mikkel saa et Ansigt med store sorte Briller.

Er det Mester Zacharias? spurgte Mikkel.

Ja, min Herre, hviskede det blødt.

De tav begge lidt. Saa begyndte Mikkel med svag Stemme at klare for sig. Men Zacharias havde næppe hørt Kongen nævne, før han med solemne Fagter aabnede Døren helt.

Kom ind, kom ind, raabte han kvækkende. Ah saa! Min kære Ven!

Mikkel traadte over Tærskelen, og Zacharias laasede Døren igen. De stod i Mørke. Zacharias slog Ild og tændte en Spaan og førte an hen til Stigen.

Følg efter mig. Der er lysere ovenpaa.

De kom op i en stor Stue, som fik Lys fra et Vindue ud til Gaarden. Men der var meget skummelt derinde. Mikkel saa et Krokodilskelet og nogle Fuglehamme hænge under Loftet, paa Gulvet flød Bøger og gamle Klæder. Der stod en Globus paa Bordet mellem en Mængde støvede Papirer. Rundt paa Væghylderne skimtedes Flasker i alle Størrelser. Der var en grim doven Medicinlugt i Stuen, som af Rust eller af Svamp.

Nej se! raabte Zacharias fremdeles overrasket og hjærtelig. Kom dog til Sæde! Naa saa Kong Christiern sender Bud til mig ringe Lærde! -- Dog det er ikke min kirurgiske Kunst, Kongen har Brug for!

Nej, bekræftede Mikkel slaaet.

Zacharias satte sit gule Kranium i en vuggende Bevægelse fremefter og tilbage. Og han begyndte at knurre.

Vi bliver gamle, _Mikkel Thøgersen_, sagde han saa overrumplende, han sad med fremstrakt Hals og et fast Blik.

Mikkel for sammen og saa op. Han maabede:

Hvorledes, kender . . .?

Zacharias satte igen sit Hoved i en vuggende Bevægelse og nød Triumfen. Joh! sagde han. Joh! Men dermed skulde Spøgen være forbi, han gjorde sig alvorlig. Naa!

De tav i nogle Minutter. Mikkel saa med virrende Hoved ned i Gulvet. Denne Mand maatte man holde sig gode Venner med. Han lagde Hovedet lidt skævt og saa trohjærtig paa Zacharias.

Gammel -- Aa! De ser endda ikke ud til at være saa gammel. Jeg er over de halvfjers. Saa gammel er De ikke.

Da for Zacharias ud paa Gulvet og opslog en voldsom, kaglende Latter, gik rundt med lange Skridt. Pludselig lo han endnu skrækkeligere og slog Knips foran Mikkels Ansigt:

Jeg er vel endogsaa ung!

Og idet han tog endda længere Skridt, citerede han for Mikkel, hylende af Lystighed:

Mugit et in teneris . . .

Han hujede af Grin:

Formosus . . .

Han storkede skogrende rundt:

Obambulat herbis.

Det varede længe inden Zacharias blev færdig med at more sig over denne blodige Strime af Ovid.

Mikkel sad forlegen og vaskede sine gamle Hænder i Uskyldighed. Han tænkte paa sit Ærinde, skottede til Globen paa Bordet.

Zacharias opfangede gridsk hans Blik og indstillede sit Spektakel.

Kongen ønsker Besked om himmelske Konstellationer? sagde han hurtigt.

Ja, Mikkel indrømmede det med en Oldings Ydmyghed og Fatning. Denne Mand der vidste altsaa al Ting.

Fortæl! raabte Zacharias.

Og Mikkel gjorde saa i al Korthed Rede for sit Ærinde. Kongen og han var kommen paa Kant med hinanden om et astronomisk Spørgsmaal for et halvt Aars Tid siden. I Jerusalem havde Mikkel truffet en tysk Munk, der fortalte ham som sin Overbevisning, at Solen ikke gik rundt om Jorden, men at det var omvendt. Siden havde han ogsaa hørt det i Italien. Og en Dag, da han fortalte Kongen om sine Rejser, var han kommen til at nævne det. Kongen var straks bleven forfærdelig ophidset. Siden havde de næsten daglig været oppe at trættes om det. Mikkel havde nu en Gang indset Rimeligheden i det, Munken fortalte; han havde maattet give ham Ret, da de red paa Kameler gennem Lilleasien og fulgte Stjærnernes Baner om Natten. Desuden var det en personlig Erfaring, han selv ad anden Vej havde gjort. Hans Liv havde virkelig lært ham det samme; han var begyndt med at tro, at hele Tilværelsen drejede sig om ham alene, og havde lidt efter lidt gjort den Iagttagelse, at det kun var tilsyneladende. Men Kongen vilde ikke taale, at han troede det, han var rasende.

Mikkel tav og pustede lidt angrebet ved Tanken om Uretten, han i den Anledning havde lidt. Det var hændt mere end en Gang, at Kongen havde listet sig op om Natten og gennempryglet ham i Sengen i Mørket, naar han ikke havde kunnet klare sig i Disputationen om Dagen.

Saa var de endelig bleven enige om at anke Sagen ind for Zacharias, om hvis store Lærdom der gik Ry.

Zacharias kneb Øjnene sammen. Mikkels løjerligt udslukte Fortællemaade imponerede ham næsten. Et saa grufuldt Kætteri som at endevende Firmamentet vilde han selv have nydt anderledes. Han rejste sig og vimsede omkring i Stuen, satte Brillerne paa og bladede længe i forskellige Papirer. Saa kom han endelig hen til Mikkel igen, han havde anlagt en koldblodig og resolut Mine og udbrød paa Latin:

Godt, saa sætter vi en Undersøgelse i Gang. Kom igen imorgen.

Mikkel rejste sig med Besvær og takkede. Saa skulde han gaa. Men han blev staaende og lod et langt, søgende Blik glide rundt i Stuen paa alle de sære Flasker.

Jeg skal følge Dem ud.

Mikkel saa paa Flaskerne og rørte Munden. Det lod ikke til, at Zacharias kunde læse hans Tanker mere nu. Han sukkede og smaalo:

Jeg er saa tørstig, Mester, det skulde ikke være muligt . . .?

Zacharias beklagede meget, han havde ikke andet end Medikamenter i Huset. Han var saaret over Mikkels læge Smag og begyndte med klangløs Stemme at underholde ham om lærde Folks Nøjsomhed og Tarvelighed. Imidlertid fandt han alligevel en Stob og et Tinbæger frem og skænkede det halvfuldt. Mikkel smagte, det var en stærk spansk Vin, han drak med Begærlighed og var saa heldig at huske et Vers af Horats bagefter. Zacharias nikkede oprømt og tog sig en Slurk selv. Men da han havde faaet den i sig, slog han de smalle Gummer sammen:

Gigigi!

De tømte Kanden. Mikkel genfandt sin Ungdoms Latin og lod staa til uden om Konjunktiverne. Men Citaterne strømmede fra Zacharias. Han fortalte svinske Historier fra sine Studenterdage i Leipzig, han trængte ind paa Mikkel med smaa hundske Anekdoter, han skreg af Latter og blev snart fuldstændig vild. En Gang imellem pokulerede de med største klassiske Gravitet. Mikkel søgte at følge Zacharias og afgav Billedet paa en svirende Alumnus saa godt han kunde. Men han havde glemt meget og var bleven stiv i Ledemodene, Mikkel. Han sad der som et gammelt slidt Orgel med hullet Bælg, og naar Zacharias traadte ham, gav han maaske Lyd paa rette Sted, men han gav ligesaa ofte Vind. Mørket faldt paa. Fuglehammene begyndte at gro og vifte under Loftet.

Zacharias blev fuld og desperat. Han stod op paa Stolen og udsang hele den skønne Metamorfose om Europe og Jupiter. Men pludselig saa Mikkel rystet op paa ham, med en gammel Mands hellige Enfoldighed, og han blev næsten ædru. Kunde han ogsaa følge ham her? Hvad var det nu, han slog Skidt paa?

Ved du, hvem jeg er? hujede Zacharias.

Nej, det vidste Mikkel ikke.

Det var mig, der kørte Solen for nær. Jeg har været paa et varmt Sted. Kan du ikke se, jeg er afbrændt?

Mikkel maatte sande det. Der var ikke et Haar paa Zacharias' rødgule Hoved eller paa hans Hænder, ikke en Gang paa Øjenlaagene var der Haar. Huden var skrumpen og poleret som lutter Ar.

Det var i Magdeburg for tolv Aar siden, lo Zacharias pludselig dæmpet og med skurrende Røst, der kom jeg Ilden for nær. Men vi fik Befordringen vendt.

Han lo som en Pisk. Tog sig saa sammen og tav alvorlig med brændende onde Øjne. Mikkel sad og var helt forvirret.

Skal vi gaa op og se mit Orakel? spurgte Zacharias. Hvad? Du holder jo Tand for Tunge, min fine Mikkel. Kom!

De ravede op ad Stigen og kom ind i et lille Kammer i øverste Stokværk. Der var mørkt, og Mikkel fik næsten ondt af Lugten derinde, det var en tung, sørgelig Lugt som af smaa Børn eller af syrnet Kød.

Ja jeg ved selv ingen Besked om Stjærner og om Filosofi, raabte Zacharias støjende, jeg har al min Tid været Kirurg og har ikke beskæftiget mig med Forholdet mellem Organerne eller Sjælen. Men da jeg praktiserer som almindelig Vismand, har jeg sørget for et _alter ego_. Og der er ikke det metafysiske Spørgsmaal, som man ikke kan faa besvaret hos mig. Jeg skal præsentere to ærede Kolleger for hinanden.

Dermed slog Zacharias Lemmen op. Dagslyset faldt ind, og Mikkel saa, at de var tre i Kamret. Henne ved Væggen paa en lav Bænk laa et Væsen og stirrede paa dem med syge, dybe Øjne. Men Hovedet var af en unaturlig Størrelse og Form, det syntes at være sunken fladt sammen paa Bænken. Det var hvidt som Talg og laa i store Valker.

Ja se paa ham! raabte Zacharias. Han er tam. Det er min alvidende Makker. Han hedder Carolus. Men i Øjeblikket kan han ikke sige meget. Det tager sine to Timer at faa ham gjort varm, og der skal en Kradser af et Problem til. Rejs dig, Carolus, og hils paa os!

Carolus hentede to spøgelsetynde Arme ud fra Felden, som han laa under, stemmede dem mod Bænken og rejste sig møjsommeligt op i siddende Stilling. Det var først som om det store, bløde Hoved ikke vilde følge med, men han fik det samlet fra Bænken. Og da han sad op, hang Hovedet ham som en Dejg ned over Øjnene og naaede Skuldrene.

Han er meget slap i Dag, oplyste Zacharias, men han grublede ogsaa betydeligt igaar. Derfor er det, han skal ligge i Mørke. Læg dig kun ned igen, Carolus, og lad Hvile falde paa dig!

Carolus lod sig langsomt synke bagover og ordnede sig med Hovedet paa Bænken, saa at han havde Øjnene fri. Det lille usigeligt gammelagtige Ansigt antog et forstenet Udtryk. Kun Munden, der sad opadvendt som paa en Flynder, gik i sære lidende Trækninger.

Naar han ligger som nu, kan han bruges til lettere Ting, Regning, Hukommelsesarbejde -- giv ham et Tal at hæve i anden Grad.

3719, sagde Mikkel.

Carolus lukkede Øjnene og aabnede dem næsten straks igen.

13830961, svarede han med en svag, belagt Stemme, der lød som Kvækket af en Padde.

Det er godt. -- Ja vi kommer med en Opgave til dig, Carolus, du kan godt begynde paa den med det samme. Kongen af Danmark vil vide for bestemt, om Solen gaar rundt om Jorden, eller om det er Jorden, der o. s. v. Værsgod.

Zacharias vendte sig stadig højrøstet konverserende mod Mikkel og henledte hans Opmærksomhed paa en meget stor Klokke af græsgrønt Glar, der stod inde i Kamrets Hjørne.