Part 13

Niels stod udenfor Døren paa Stenbroen og raabte med lystig Stemme paa sine Sønner, tre Navne: Anders, Thøger og Jens. Mikkel sad inde i Stuen og saa sig om og flyttede paa sine mødige Ben. Ja, jo, sang det ude i Laden fra Niels' Sønner, der blev vækket saa brat. Den ene af dem hujede længe i Halvsøvne, som blev han grueligt forskrækket, og Mikkel hørte Niels smaale ude paa Stenbroen. I det samme gik Døren til Frammerset op, og Niels' Kone kom ind. Sønnerne viste sig en efter en, hver med et stort Blik til Pilgrimen paa Bænken. Det var voksne Karle alle tre.

Se jeres Farbror! sagde Niels fornøjet. Mikkel forskede i de unge Ansigter og genfandt Slægtens Træk i dem alle.

Der kom Mad paa Bordet, og medens Mikkel spiste, sad hele Familjen rundt om ham. Niels saa med Iver paa den hjemkomne og glædede sig ved hans Appetit, Konen og Sønnerne holdt sig sømmeligt tilbage og tav, men de betragtede Mikkel uafbrudt med mægtig og velment Nysgerrighed. Mikkel spiste og svarede paa alt, hvad Niels spurgte om.

Og den store Musling, hvad betyder den?

Den er fra Jerusalem, sagde Mikkel. Vi spiste af den, hvad Folk vilde give os paa Vejen.

Naa se saadan. Niels tav og tænkte sig om. Han saa med ét sky og hjærteligt til Broderen, vilde spørge om en Ting men opgav det, idet han bøjede sig for noget, han ikke forstod. Han sad lidt i Tanker.

Naa ja. Ja du bliver vel ved os nu en bitte Tid. Du skal fortælle os mange Ting, som har set noget.

Niels saa stift frem for sig. Pludselig satte han sig haardt med Ryggen imod Væggen:

Her er ellers noget paa Færde, her paa Egnen, sagde han med sænket Røst, mon du ikke skulde have spurgt noget?

Mikkel saa op fra Maden og rystede paa Hovedet. Men Niels lod ham ved sin Mine forstaa, at det skulde de siden snakke om. De andre vidste, hvad Niels rørte ved, hans Kone saa hurtigt ned med et Udtryk af Frygt, Thøger, den ældste Søn blev tæt og vaagen i Trækkene som en Mand paa Spring.

Om Eftermiddagen var Mikkel og Niels ude omkring og se paa Gaarden. Niels smeddede nu ikke meget længere, han havde købt Jord og dyrket op og sad i en stor Landbedrift, Elkærgaarden, som den blev kaldt, var en af de største Ejendomme ved Aaen. En Gang, da de stod stille oppe i Marken, blev Niels pludselig sært urolig men fattede sig samtidigt. Han tog et Straa op mellem Stubbene og talte med en Stilfærdighed, der opskræmmede Mikkel:

Vi er ved og skal have Krig, sagde han. Han holdt inde og stødte Luften et Par Gange ud af Næsen. Saa fortsatte han ganske jævnt:

Ja du kender vel ikke meget til Stillingen, siden du har været saa længe udenlands. Jo, vi skal have Krig, vi andre her paa Egnen, og nu skal du høre . . .

Hermed gjorde Niels Rede for, hvordan det stod. Ufreden i Landet havde varet for længe. Herremændene holdt Kongen indespærret paa Sønderborg, Kong Christiern, men nu vilde Bønderne i hele Landet have ham ud igen. De vilde tage sig selv til Rette, Vendelboerne havde længe været bestemt paa det, og i Salling var Bønderne ogsaa begyndt at samle sig.

Men vi andre Himmerlændere vil ikke klatte ebag, erklærede Niels, idet han beherskede sig næsten over Evne. Vi har begyndt at skærpe Økserne.

Niels for sig med Haanden over Øjnene, der var bleven hede, og rømmede sig med Voldsomhed.

Kom her, følg med mig, skal du se!

Niels gik i Forvejen hjemad og førte Mikkel ind i den lille Smedje, hvor alt var uforandret som i Thøgers Dage.

Vi har haft meget at bestille i det sidste, hviskede Niels. Men baade Anders og Thøger er dygtige til Hammeren. Vi har skæftet mange Høleer for Folk. Vi har ogsaa faaet Stunder til at sørge for os selv, her skal du se!

Niels hentede en stor nysmeddet Økse frem fra Hjørnet. Bladet spillede endnu i Regnbuens Farver efter Glødningen.

Vi har gjort mange af det Slav, sagde Niels dæmpet. Han rakte ind efter en anden.

Se den her er min egen, kan du kende den? Ja jeg har lagt nyt Staal i den.

Mikkel kendte Øksen, det havde været hans Faders, saa længe han huskede.

Den vilde den gamle ikke skille sig ved, sagde Niels. For den blev taget af Haanden paa vor Bedstefader, da han laa død paa Aagaard Mark i Han Herred. Det er tre og halvfemsindstyve Aar siden. Da var det, Bønderfolk krigede og blev slaaet fordærvet. Det skal vi ikke glemme nu.

Anders, Thøger, Jens! kaldte Niels med usædvanlig Myndighed. Og de tre lange Karle stillede næsten i samme Øjeblik. Da rejste Niels sit uanseelige Hoved og lagde Haanden paa den fædrene Økse. Sønnerne stod rundt om ham og saa ham spændt ind i Ansigtet. Han sagde ingenting, men de forstod ham.

Mikkel slog Øjnene ned. Han vilde ikke se paa Broderen med Krigerhjærtet. Det klædte ham ikke. Og dog følte Mikkel sig bitterligt beskæmmet. Men han mindedes Faderen, der havde været en fornemmere Mand.

I de følgende Dage kom der mange Folk til Niels Elkær med et eller andet Værktøj, der skulde gøres om til et Vaaben. Der blev talt meget, undertiden hidsigt, men i Reglen stille og indeklemt om de forestaaende Ting; Mikkel fik Indtryk af, at Niels havde en hel Del at sige mellem Egnens Folk. Dog var det en anden Mand oppe i Graabølle ved Navn Søren Brok, der var den vedtagne Fører. Gamle Thøger kunde ikke bleven andet end første Mand, havde det været i hans Dage.

Tiderne blev hurtigt urolige. Snart hver Dag saa man en eller anden Rytter flyve paa Landevejen, og man mødte ofte Bønderfolk, som slet ikke var kendt. Saaledes trak Tiden hen, til September Maaned var gaaet.

Vi kunde jo let skaffe dig nogle andre Klæder, sagde Niels en Dag til Mikkel, idet han busede ud med, hvad han længe havde gaaet med. Mikkel smilede.

Hvis du vilde gaa fælles med os. Niels stod og holdt et helt færdigt Sæt Tøj frem imod ham.

Men Mikkel rystede paa Hovedet. Og da han i samme Anledning tænkte sig om, følte han, at han var bleven gammel.

Nej Niels, sagde han alvorlig. Nej, jeg har været i Slag nok i mine Dage, selv om det var paa Steder, hvor jeg ikke havde noget at gøre. Men nu er jeg træt. Der er voksne Folk nu, som var spæde Børn, da jeg begyndte at tjene som Soldat. Nej, skal jeg gøre Kongen nogen Gavn, da bliver det paa en anden Led. Men du kan lade mig blive her og se, hvordan det gaar.

Niels nikkede skuffet men overbevist.

Nu fulgte et Par meget stille Dage. Alt var rede, og man ventede kun. Det var for alle, som maatte Krigen begynde udenfra. Ingen var rigtig klar over, hvordan det vilde komme. Niels vandkæmmede sit tynde, jærngraa Haar hver Dag som til Højtid. Der blev ikke bestilt mere paa Gaarden end nødvendigt. Sønnerne var fra By det meste af Tiden, de holdt til oppe i Graabølle ved de andre unge Karle. Niels' Kone bandt Hoser, hun sad Dagen lang som et Menneske, der knap aander, ret op og ned paa Bænken.

I disse Par Dage talte Niels og Mikkel meget sammen om Faderen. Niels gik fra og til og puslede paa Gaarden og fordybede sig i Erindringer om den gamle. Mikkel fulgte ved Siden af i sin hvide Pilgrimskittel og hørte alle Smaatrækkene fra den fremfarne Tid. Niels fortalte levende, naar han kom i Aande, med et eget sagte Lune, og hvert nok saa lille Frasagn nærede Mikkels Fantasi. Selv talte han næsten aldrig.

Saa den sidste Dag berettede Niels noget, han aabenbart havde opsat saa længe som muligt, fordi det angik Mikkel personligt. For godt to Aar siden var der kommen et sært Par ovre fra Salling, og de havde spurgt efter Mikkel. Den ene var en halvgammel, noget Korn forfalden Spillemand, der hed Jakob, den anden var en døvstum Pige, som han havde med sig. Hun var en sær sygelig bitte en. Jakob fortalte, at han havde taget hende til sig, for det ingen anden vilde have hende. Hun var Datter af en Pige, der hed Inger, og saa af en vistnok fornem Mand. Han havde hedt Axel og var bleven slaaet ihjel, han skulde nok ligge paa Graabølle Kirkegaard. Nu vilde Jakob hjælpe den lille Pige til at finde sin Slægt, for at de kunde tage sig af hende. Men hvorfor de nu spurgte efter Mikkel, det var fordi . . .

Her afbrød Niels Fortællingen og saa paa Broderen som for at forberede ham.

Ja Ane Mette er jo død, sagde han varligt.

Mikkel rørte sig ikke. Det var et Slag for ham. Men det var som havde han ventet det i hundrede Aar, det gjorde ikke ondt. Han havde _vidst_ det, eller hans Sind var selv dødt paa det Sted.

Jo, fortsatte Niels omsider, og det er længe siden. Hun har været død nu i flere Aar. Men nu synes jeg, jeg vil sige dig, hvad den Spillemand kom efter. Han forklarede, at Pigen, der hed Inger, nok var dit Barn med Ane Mette. Saa du er Bedstefader til den bitte Pige, Jakob havde med. Han kaldte hende Ide. De var her nogle Dage, saa rejste de, og jeg ved ikke hvorhen.

Niels tav og lod Mikkel summe sig. Og da Mikkel ikke ytrede noget, fortalte han videre:

Se Sagen var vist den, at Steffen i Kvorne aldrig kunde lide Inger, Steddatteren, skønt han jo ellers udstyrede hende redelig, som en Fader vilde have gjort. Det gik hende meget elendig; Manden hun fik -- som Folk knap vidste hvem var -- kom af Dage, ja han gjorde nok saa . . .

Niels tav og snusede flere Gange, inden han kunde fortsætte:

Næsten inden de havde faaet hinanden, og selv døde hun i Barselseng. Da var det Ide blev født. Men da Ane Mette nu ogsaa døde, vilde Steffen ikke længere sørge for hendes Familje ved Siden af. Saa var det, Jakob Spillemand tog sig af Ide.

Niels tav.

Vi kan ellers vente at se Steffen med alle sine Sønner, naar det nu begynder, oplyste Niels lidt efter i en anden Tankegang. Han fik seks Drenge med Ane Mette, foruden nogle Tøser, store Pløger allesammen og jævngamle med mine.

Det var ude paa Agrene, Niels fortalte dette. Mørket faldt paa. Nu tav de meget længe begge to. Mikkel gik med Hovedet skjult i Hætten. Niels var inde paa Marken og flytte et Par Faar. Da han kom tilbage igen, stod han stille ved Siden af Mikkel og vilde sige noget men kunde ikke.

Hvad vil du sige, Niels? spurgte Mikkel syngende.

Jeg har hørt en Ting fortælle, stammede Niels med stort Besvær. Hvis det er sandt -- ja eller det kan være mig ligemeget. Men jeg vil snakke om det, da det maaske kan hænde, vi bliver skilt. Folk i Graabølle har fortalt, at det var dig, der slog ham den Axel ihjel -- din egen Svigersøn paa den Maade -- for at tage hans Penge. Du var i alt Fald paa Egnen i de Dage, men jeg saa dig ikke, du kom ikke ind til vort. Er det sandt, Mikkel?

Ja, svarede Mikkel med den Ro og Trods, som Niels kendte fra gammel Tid, og som han nu ogsaa straks bøjede sig for.

Saa har du haft din Aarsag, sagde han dæmpet og lettet. Det vil jeg ikke forske i. Men du skulde ikke gaaet min Dør forbi. Der er meget, som mig og mine Lige ikke kan sætte sig ind i. Lad os gaa hjem og se til Konens Nadver.

Da de stod udenfor det mørke Hus, hviskede Niels hastigt:

Skulde du leve efter mig, Mikkel, saa kunde du jo holde et Øje med hvad _her_ er.

Ja, svarede Mikkel med en forkommen Røst. De gik ind.

Den røde Hane

Samme Nat saa Folkene i Graabølle Herregaardene brænde ovre i Salling.

Men endnu vidste de ikke, hvordan de for deres eget Vedkommende skulde gribe Tingen an. Ved Midnatstid saa de Fakler bevæge sig paa Fjorden, og en Time efter landede tre store Pramme med bevæbnede Sallingboere ved Hvalpsund. De sprang fra Borde med høje Hvæl, de lo og sang, mange af dem var ikke fri for at være beskænkede. Men da Himmerlandsbønderne hørte jævne Folk af deres eget Slags vrinske og bøle som løse Dyr, begyndte Blodet ogsaa at suse i deres Hoved.

Der blev en Stimen og et Spektakel i Mørket paa Strandbredden. Steffen i Kvorne, der førte Sallingboerne, raadførte sig med Søren Brok, og da først ingen rigtig vidste, hvordan det gik til, bevægede hele Massen sig. Begge de forenede Flokke rykkede ind i Landet.

Mikkel blev hjemme ved Gaarden. Foruden ham var der kun Niels' Kone, men hun gik grædende i sin Seng. Mikkel tog Stade oppe paa Højen. De fire Ildebrande ovre i Salling steg og sank. Men et af Stederne var Baalet paa sit højeste. Brandskæret slog undertiden helt over Fjorden, Mikkel saa de hvide Gavle, der vendte mod Vest oppe i Graabølle, lysne og glane mod Branden. Ellers var Natten stille. Men der var opstaaet en Grumhed i Naturen, det røde Skær paa Vandet og i Skyen var saa foruroligende. I denne Nat vilde mangen blodig Vrangside blive vendt udad.

Al Lyd fra Flokken var forstummet. Men Mikkel havde stadig paa Følelsen, hvor langt de var kommen. Og da der var gaaet henved en Time, vidste han, de nærmede sig Moholm. Han lyttede skarpt i Retning mod Gaarden men sporede ikke en Lyd. Ti Minutter efter skelnede han en blodrød Funke paa det Sted i Mørket, hvor Gaarden laa. Det tændte hurtigt, en høj bugtet Flamme slog i Vejret. Snart saa han den skære Ild springe ud af Vinduerne. Gaarden blev synlig i Blusset fra sig selv. Røgen væltede tyk og gulgrøn op i Natten. Men stadig hørtes ikke en Lyd.

Da satte Mikkel sig ned. Og Tiden blev ham lang. Noget efter følte han sig søvnig, han gik ned i Stuen og lagde sig paa Bænken. Det var Daggry, da han vaagnede. Niels' Kone laa endnu og græd inde under Dynen. Mikkel gik op paa Højen og saa, at Moholm var saa omtrentlig brændt ned. Det røgte stærkt fra Grunden, og der stod ligesom en kobberrød Glorie om hele Ruinen, sorte og sprængte Murrester dukkede nu og da frem af Dampen. Det var i de stille Minutter før Solopgang. Røgen laa over hele Aalejet og Dalen, den drev langsomt vesterpaa. Da Mikkel sporede Brandlugten, fik han Følelsen af den svidende Hede, der havde været, hans Hjærte begyndte at banke.

Men idet han nu vendte sig, saa han en ny vild Brand lidt længere nord paa. Det maatte være Herregaarden Stenerslev. Luerne slog hvide og næsten usynlige op i Morgengryet -- splitternøgen Ild -- og Røgen pulsede som et drejende Hjul højt op i Luften over Stedet.

Nu stod Solen op. Mikkel hørte Fiskene snappe efter Fluer nede i Aaen.

En halv Time efter kom Jens, Niels' yngste Søn, hjem. Mikkel saa ham komme rendende langt borte paa Agrene og blive ved at rende uafbrudt. Hans Læber var saa tørre, at han ikke kunde samle dem om Tænderne, og hans Bryst gik som en Bælg, da han naaede Gaarden, han styrtede hen til Kelden og drak af selve Truget. Da han saa op, bemærkede Mikkel i hans Øjne, at han havde set Blod og var bleven ustyrlig.

Hvor er din Fader? spurgte Mikkel barsk.

Han er reddet, svarede Jens. Det skulde jeg sige til min Moder.

Knøsen var forstyrret. Mikkel kunde ingen fornuftig Besked faa af ham. Jens begravede Ansigtet i Keldtruget igen.

Nu kan du passe paa din Moder, sagde Mikkel skændende, og dermed begav han sig hurtigt langs Aaen ad Moholm til.

Bønderne havde forladt Gaarden, da han kom dertil. Kun en halv Snes Stykker gik temmelig roligt og syslede med Løsøret, der var bleven bjærget ud af de brændende Bygninger. Mikkel kendte en af dem, der var fra Egnen, og spurgte ham om Besked. Og Manden svarede ham med stor Sorgløshed. Jo de havde brændt Gaarden, som han kunde se, det havde ikke været nogen lang Forestilling. Nu var alle de andre henne og gøre Ild op paa Stenerslev. Naar de kom igen, skulde der Spise og Drikke til'en. Manden pegede paa en Dynge Kødvarer og Tønder, der var bleven slæbt ud. Varmen var utaalelig i Nærheden af den gloende Tomt.

Var der ingen, der forsvarede sig? spurgte Mikkel.

Jo, rigtignok. Herremanden havde længe hørt Nys om Stillingen og holdt mange Folk paa Gaarden. Men Kampen stod ikke længe paa, Bønderne var meget de fleste, og de kunde jo gaa lige ind i Gaarden, da den ikke var befæstet. Otte Iversen og en af hans Sønner blev straks slaaet ihjel tilligemed en Hoben af Karlene. Herremandens øvrige Familje havde faaet Held til at rømme. Bønderne mistede en halv Snes Mand, og mange blev skamferet. Steffen i Kvorne blev skudt, straks da de rendte paa Gaarden.

Mikkel saa sig om. En af Mændene gik og samlede Bly op, der var smeltet ned fra Taget og størknet i Græsset; det var hedt endnu, og han bandte og blæste paa Fingrene. De andre havde ogsaa travlt med at samle og værne om Stumperne af Gaarden, de lige havde brændt.

Hvor har I gjort af Ligene? spurgte Mikkel.

De ligger inde i Kaalgaarden, oplyste en af Mændene let. Vi skal vel have dem kastet hen, naar Søren Brok kommer tilbage.

Mikkel gik ind i Haven langs den rygende hede Mur og saa en Snes menneskelige Legemer ligge udstrakt paa Rad i Græsset under Abildtræerne. De var lagt til Rette med Omtanke, Bønderne for sig og Herremanden og hans Folk for sig. Mikkel kendte ingen af Bønderne uden Steffen i Kvorne. Det var en meget før Mand, han havde Sølvknapper i Vesten, han laa yderst i Rækken. Faa Skridt fra ham laa Otte Iversen med sin unge Søn lagt tæt op til sig, Hovedet var sønderslaaet paa dem begge to. Da Mikkel saa sin Uven fra gamle Dage, krympede Hjærtet sig i hans Bryst. Han følte, hvor alt var svundet tilligemed Tiderne, der var nu ingenting igen. Han satte sig ned i Græsset mellem Steffen og Otte Iversen. Ja de var døde, de laa med blussende Saar. Den svære Bondemand laa med Hagen presset ned i sin Hals, Maven var falden sammen til den ene Side; der var en, der havde lukket hans Øjne. Men Otte Iversen laa med vidt opspilede Øjenlaag og med visne Øjenstene. Otte Iversen var skaldet, og hans Skæg var hvidt. Trækkene, som Livet havde furet, udtrykte bitter Misnøje i Døden. Ved Siden af ham og ind under hans døde Arm laa en Søn af ham, hvis Pande og Haar var en knust Masse; han havde et lille Overskæg, ligesom Otte Iversen havde haft i sine unge Dage.

Her er vi nu alle tre, Ane Mette, tænkte Mikkel. Hans Mund aabnede sig, uden at der kom nogen Lyd, som paa en Fisk, der kvæles i Græsset. Nu er vi samlet -- den du holdt af, og den der holdt af dig, og den du blev gift med. Ane Mette, her er dine Mænd!

Nederlaget

Sent om Aftenen kom Niels hjem tilligemed Thøger og Anders. De var i et Støv og Skidt over det hele, og Niels, som jo ikke var ung mere, kunde næppe slæbe sig frem. Foruden Moholm og Stenerslev havde de været med til at brænde endnu en Herregaard længere østerpaa. Men Niels var uglad over det altsammen. Han smed sig paa Bænken og gav Mikkel Beretning.

Jeg lider det ikke, sagde han nedslaaet. Vi kunde have sparet Moholm, havde det ikke været for Sallingboernes Skyld. De siger, det var Folk fra Himmerland, der var de første til at begynde ovre i Salling. Naa, vor Herremand var endelig ikke bedre værd, men jeg syntes alligevel, han var sagesløs Mand, da de slog ham. Der fik Steffen Ende! Aa vi for grusselig frem, og jeg ved knap, hvem jeg har lagt til med Øksen og hvem ikke. Herremanden paa Stenerslev skraalede som en Gris, da de tog Livet af ham. Men nu har vi begyndt, det kan ikke modbevises, og nu faar vi blive ved. Imorgen gaar vi nord paa og samles med Vendelboerne. Ja. Men jeg troede Krig var noget andet, tilvisse jeg gjorde.

Næste Dag rejste de, og Mikkel tog med. Jens blev hjemme ved Moderen og Gaarden. De vilde vist faa det fredeligt nok, mente Niels, da Herremændene rundt omkring var slaaet ihjel -- saa det var maaske godt nok, de havde gjort det.

Saaledes lettede nu Bønderne over hele Jylland. Tiden var af Lave. Der gik fjorten Dage, og Flokkene rejste hertil og dertil, brændte og svirede og vidste snart hverken ud eller ind. Det er saa sin Sag, naar Bønderfolk bliver rykket væk fra deres Sted og slynget ud paa det vilde. Saalænge de kender hverandre, er der en Slags Sammenhold, men Folk fra to forskellige Herreder er allerede halve Fjender. Saa forenes to Flokke under en Fører, og ham har i alt Fald den ene Flok ingen Tillid til, saa bliver de mange Førere selv uenige. Det var en Fører fra først af de manglede. Da Flokkene fra hele Nordjylland havde samlet sig, tog Skipper Klement Kommandoen over dem. Der var seks tusind Mand med næsten lige saa mange Slags Vaaben, da de stod samlet ved Svenstrup By. Her mødtes de med Adelsmændene. De talte kun seks hundrede, men saa var de til Hest og i Harnisk. Bønderne fik Sejr.

Mikkel Thøgersen stod paa en Bakke den Oktobermorgen og saa, hvor galt Herremændene kom afsted. De to Hære nærmede sig hinanden ved Solopgang. De fyldte ellers ikke meget i Omgivelserne. Det var kun som to ulige store, mørke Pletter, der skred mod hinanden i det milevide Land og under den store Himmel. Naturen selv var udeltagende, det var en graa Morgen, Jorden var kold efter Regn. Mikkel saa ud over de lavt svungne Bakker og tænkte paa, at Landet alene varer, medens Slægterne skrider hen over det som Skygger af Skyer.

Saa begyndte de at tørne sammen. Men Adelsmændene var for faa. Mikkel kunde paa lang Afstand se, hvor Bønderne i Flokkevis samlede sig om hver enkelt Rytter og bogstavelig talt plejlede ham af Sadlen. Det var sigtbart Vejr, Mikkel saa, hvor Støvet røg af Herremændenes Tøj under Harnisket, naar Bønderne bankede løs paa dem. Engang imellem bar Vinden Gnyet op paa Bakken, hvor Mikkel stod, han hørte det skratte, naar Økserne traf Rytternes Skinner og Skæl. Men Herremændene slagtede ogsaa svært ind paa Bønderne, inden de gav sig fortabt. Fægtningen spredte sig mere og mere, den sparsomme Bøsseskydning var helt hørt op. Naar en Herremand blev overvældet og tærsket i Bunde, var der ligesaa tykt med Bønder omkring ham og ovenpaa ham som Fluer paa et Stykke Sukker. Mange begyndte at vende Hestene og tænke paa at komme i Ly.

Neden for Bakken, hvor Mikkel stod, gik en Karl og pløjede. Han ikke saa meget som standsede Øgene, mens Slaget stod paa. Han kunde mageligt passe Ploven og se til paa en Gang.

Omsider opgav Herremændene Striden, som man kunde vente, de maatte, og flygtede i Trav og Galop sønderpaa ned i Landet. De havde stolet for meget paa deres Værdighed denne Gang og havde ikke husket paa, at alle er lige for Øksen. Der kom mange Herremænd af med Livet i den Træfning.

Men det var sidste Gang de danske Bønder leverede et Slag med Ret til at slaas. For det blev sidste Gang de sejrede. To Maaneder efter satte de deres Ret overstyr og blev dømt Oprørere, fordi de tabte. Og ved den Lejlighed hørte Danskerne op at være et nordisk Folk.

Det var en sørgelig Dag, Mikkel saa, da Bønderne forsvarede Aalborg og led Nederlag. Vinteren var inde, og det var hundsk Vejr. Johan Ranzau førte Herremændene, som nu var mere mandstærke, men desuden havde han sine tyske Landsknægte og Bøsseskytter med.

Og de tog haardhændet fat. Bønderne glippede med Øjnene for hele det moderne Bøsseapparat, Johan Ranzau anvendte imod dem. Hver Kugle, der kom straalende, var en Fjende, som de ikke kunde se eller møde. Det tog Pippet fra dem, de kendte ikke nogen anden Krig end den, hvor Mand staar mod Mand. Strategiske Regnestykker havde deres Fædre heller ikke overleveret dem noget om. Da de endelig kom i Nærkamp, som de saa inderligt vilde, og fik fat med Næverne, da var det jo for sent, da havde Slaget allerede længe været tabt.

Stillingen var haabløs, men Bønderne for ud som Grævlingen mellem Hundene, da de opdagede det, de sloges desperat, de udviklede tre Mands Styrke hver for sig, de klippede næsten Herremændene i Stykker med deres Leer og Hakkelseknive, naar de kunde faa dem indenfor Hænders Rækkevidde. Men de blev snart splittet. Man havde omringet dem, der hang en Koldblodighed over dem, de var solgt.

Der var til sidst to tusinde Vendelboer, som ikke kunde komme over Limfjorden og hjem, de blev slagtet ned. De øvede Landsknægte spændte dem ind, Herremændene traadte i dem. Dér stod de pakket sammen. De slog og stak om sig, mens Sejrherrerne dræbte paa dem, de græd i det bidende Vintervejr, de faldt hulkende om i Sneen med kløvede Hoveder.

Den allersidste lille Flok værgede for sig i Vanvid, med rasende Skrig, de græd tænderskærende, men Sværdet var over dem, Jærn og Bly slog gennem deres Lammeskindstrøjer og ind i de rystende Kroppe, Pigkolber knuste deres Hænder, drev gennem Kabudserne og sprængte Hovedet paa dem, der var ingen Pardon, de blev lagt øde til sidste Mand.