Part 12

Kongen vilde noget efter have Besked om en af Hestene, som var gaaet halt den Dag, Mikkel Thøgersen svarede saa vidtløftigt han kunde. Og de tav igen. Søen bugnede om Færgen, i Stavnen stod en Mand med en Fakkel, det var som om Bølgerne søgte Lyset. Af og til vendte alle Øjne sig mod Faklen for at se, om den holdt ved at brænde godt; de sad rundt om Rælingen med Ryggen ud mod Vandet. Tavsheden plagede dem, red dem alle.

Vi vil ikke have, at I holder Mund, sagde Kongen pludselig lavt og med noget af sit Væsens Farlighed i Røsten. Det er opsætsigt, tilføjede han saaret og vred.

Da rømmede de fleste af Mændene sig, samlede Tankerne og gav sig til at spørge hinanden ud om Prisen paa Harnisk, om hvor tit de havde været i Hamborg, og hvad de nu kunde sige. Men de talte som de syge, der snakker om Trækken fra Vinduet og mener Døden. Dog da de var kommen paa Gled, faldt Kongen i Ro. Stemmerne holdt hans Sind oppe som hos en ung Pige, der er kommen til at gaa alene i Skoven med en ukendt Mand; hun taler, taler, hun hører sin egen fattige Stemme i Skoven.

Færgekarlene roede sindigt, de sad i deres klamme Faareskindspelse og duvede over Aarerne; Kabudserne skyggede dem over Øjnene, de var saa forsete paa Kongen, deres Hundeøjne veg ikke fra ham. Hestene i Midten af Færgen holdt sig saa roligt som de kunde, men de snorkede jo noget betænkeligt ved Vandets Nærhed og skelede det hvide ud af Øjnene. Faklen lyste ujævnt ind i den grove, tjærede Baad; nu var Snakken almindelig ombord.

Og Kongen fik Ro til at gaa i sig selv. Saalænge Jyllands Kyst var at se, følte han sig nogenlunde rolig, derfra drog han! Han havde opgivet sin Sag. Alle de tusinde Enkeltheder og Forviklinger i hans knuste Regeringsplan gik endnu en Gang gennem hans Hoved. Han overskuede sin hele Stilling, drog Tiden sammen i et og beregnede Afstande, han vejede Muligheder og Genmuligheder, og idet han med en smærtende Anstrængelse _saa_ Summen deraf, maatte han bøje sit Hoved og lade Sagen ligge.

Men da Faklerne inde paa Land var flammet hen og sunken af Syne, da Færgen laa paa det aabne Bælt, hvor Farten ikke sporedes, blev Kongen uvis. Og da han øjnede Lysene i Middelfart, kom han til at tænke paa det Land, han havde forladt. Det var dog hans Rige, han saa som i et Syn Danmark, der er en Virkelighed i Havet, en Sum af Strækninger i alle Farver, _et Land_.

Det er i al Evighed sandt, at Danmark ligger mellem de to blaa Have, grønt om Sommeren, rustent om Høsten og hvidt under Vinterhimlen. De danske Strande viser sig vidunderligt vinkende, Agrene derinde runder sig fortroligt, de klædes med Korn og fælder Kornet igen. Solen staar i Vifter over Bakkerne ved Limfjorden, hvor Vestenvinden blæser hjemligt; Dagenes Veksel i Danmark er altid forskellig og altid den samme. De smaa Fjorde og Bifjorde gentager Danmark hundrede Gange, Øresund er som en Port ind til det endelige Land. Her rinder Aaerne ud mod Havet, Skovene gror i Havets Nærhed, du ser en Maage, du øjner en sættende Hare i Heden, Sol og Sorgfrihed, det er Danmark.

Og da nu Kongen _havde_ forladt sit Land, forsaavidt han havde været helt henne i Visheden om, at han forlod det, saa blev Tanken paa Danmark saa stærk i hans Hjærte, at han ikke kunde forlade det.

Vend om! befalede Kongen pludselig og rejste sig op i Færgen. Alle de, der var med ham, tav som med een Mund, Færgekarlene blev liggende stille paa Aarerne og stirrede. Kong Christiern gav dem Ordren igen i en utaalmodig og dog fredelig Tone. De lystrede og fik den tunge Færge vendt i Søen. Saa gik det snart ensformigt tilbage ud i Bæltet, Lysene i Middelfart svandt. Ingen dristede sig til at spørge Kongen om hans Mening, men de blev allesammen saa lettede, at de af den Grund tav. Indtil de huskede Kongens Befaling fra før og sørgede for at holde Snakken vedlige.

Kongens Mod tog hurtigt til, da han først var vendt om. Thi han vendte jo om til sine Kongeformaal, sit Livs Planer, og idet de steg op for ham, styrkedes han. I selve den Afgørelse, at han nu sejlede mod Jylland igen, var der jo en Fortrøstning om, at Vanskelighederne lod sig overvinde, han tænkte nu kun paa sine Planer. Han saa frem paa det enige Norden, forestillede sig Roligheden og den fuldstændige Anerkendelse, han skulde nyde i Rigernes Midte. Han bekræftede for sig selv de Foranstaltninger, han vilde træffe; han saa Lovene og Forbedringerne, han havde skabt, og erkendte dem gode. Han mindedes sin Plan om at stemme Handelens Næring fra Lybæk og lede den ind over sine Lande; endnu en Gang gennemskuede han det urimelige og skadelige i Adelens Privilegier, han blev lys tilmode ved Tanken om Købstæderne, der skulde dyrkes i Vejret, og Bondestanden, som skulde have Frihed til at pløje Rigdom ud af Jorden. For sin indre Tanke saa han Stænderne i sit Rige som uhyre, milevide Planer eller Gulve, og han saa, hvorledes det ene uhyre Gulv skulde hæve sig, medens det andet sank, indtil de stod lige, ved et stadigt Tryk paa Vægtstangen i hans regerende Haand. Og saa . . .

Saa sad Kong Henrik paa Englands Trone. Med hvad Ret? England havde hørt til Danmark før. Der var gaaet danske Flaader den Vej i tidligere Tid, et enigt Norden kunde vel endnu en Gang vende Kløerne vesterpaa. Saa og saa mange Penge -- naar Lov og Enighed og Handel og Jordbrug lokkede Guld sammen i Norden -- saa og saa mange Skibe og Knægte . . . og hvad Storm og Vejr saa sagde, skulde danske Kanonkugler rende Panden i Dover Klint.

Kejser Carl i Tyskland var Kongens Svoger, ham kendte han, og han beundrede ham ikke. Kong Frants i Frankrig var ingen mærkeligt overlegen Mand heller. Nuvel, blev de end siddende, hvor de sad, saa vilde Kongen dog nappes med dem om Rigerne i den ny Verden, som Columbus havde udstrakt under Evropa: Skibe, Skibe! Norden havde sin Part tilgode og skulde faa sin Part. Deraf flød Penge og ny Magt og nye Skibe, Skibe. Nordboen skulde komme langt, saa længe der var Verdener at erobre.

Ja. Men Kongens Tro svandt, da han fik Jylland at se igen. Der var ingen Lys paa Stranden, og Færgen gik tæt ind under Land, saa at Kysten og Høneborg Slot pludselig dukkede frem af den graa Nat. Landet derinde laa med spredte Rester af Tøsne, Krager og Alliker fløj skrigende op fra de nøgne Træer. Paa Slottet var alt slukt, Natten laa tung og klam overalt.

Synet af den faste Kyst ramte Kongen som et Slag. Han følte, hvor sandt det var, at Landet stod i Oprør. Det var ramme Alvor. Og da Stillingens Haabløshed allerede en Gang havde været ham indlysende nok, var Vejen kort til samme bitre Bekendelse igen. Der var Forestillinger, Erindringer nok, der kunde hjælpe til at nedslaa Kongen, Erfaringer fra alle de Aar, han havde staaet for Styret. Uendelig Møje, Skuffelser, daglig Udregning og Anspændelse ti Aar igennem. Sverig havde han erobret to Gange med Sværdet, det havde kostet ham dyrt og uopretteligt i mange Henseender, og nu var han lige nær. Danmark havde han ofret sine Evner til det yderste. Nætter og Dage, de takkede ham for det ved at afsætte ham som en utro Forvalter. Var der da noget at stille op med disse Folk, som ikke vilde? Paa hver Gaard i hans udstrakte Rige sad en Stædighed, i hver Mand havde han en Kortsynethed, som han skulde slaas med eller overliste. Alt for et Formaals Skyld, som ingen kunde se. Det var en ulige Kamp. De var mange om Forstokkethed, og han var ene om den kongelige Tanke. Det var en Kamp mod Skildpadder. Og nu de lavtboende og fortrykte, dem han vilde løfte, de saa ikke længere end til Øjeblikkets Nødtørft, de var nu gaaet ud af Hytterne fra Skagen til Vejle Fjord med deres Økser og Plejle, fordi han vilde lægge en Skat paa dem til Rigets Redning. Nej, der var ikke noget at stille op. Smaa Hoveder og haarde Halse overalt i Danmark, lukkede Hjærter og Lommer, Stivhed, Ildesindethed, Dumhed.

De havde fortøjet Færgen og skulde til at lægge Landgangen ud, da Kongen bød dem at kaste los og sejle til Fyn igen. Hans Stemme var modløs, men da de ikke skyndte sig, for han op i rasende Vrede. Der blev dødsstille i Kongens Følge. Og medens de for anden Gang sejlede over til Fyn, faldt der ikke et Ord.

Da Kongen kom til Middelfart, forlod han øjeblikkelig Færgen og gik op i det nærmeste Hus. Det var ud paa Natten, Folkene blev banket op, deres Forvirring var stor. Kongen forlangte Natteleje, og mens der blev gjort i Stand til ham, fik han Lys bragt ind og satte sig til at skrive. Han vilde nu gøre et sidste Forsøg og skrive til forskellige af Oprørsmændene. Thi den Lede ved Danmark og ved hele Stillingen, der havde grebet ham, da han saa Jyllands Kyst igen, den var han bleven lettet for i samme Stund, han besluttede og vendte om derfra. Da han nu havde skrevet disse Breve i Middelfart, blev han beroliget og i al Hemmelighed forhaabningsfuld.

Kongen spiste en Smule til Aften sammen med Ambrosius Bogbinder, der var med ham den Nat. De talte saa sammen i en Time, hidsigt, Kongen blev heftig, og Ambrosius glemte ogsaa sig selv. Han var mod al Underhandling og vilde bevæge Kongen til at samle Hæren paa Øerne og gaa i Gang med at udrydde de jammerlige Hundesjæle i Landet. Ambrosius dirrede ved Tanken om det danske Pak.

Ja, ja, ja, sagde Kongen og gav ham Ret. Men han var adspredt i Blikket, hørte ikke efter. Lyset osede paa Bordet i den smalle Smaaborgerstue. Det var over Midnat. Kongen gik til Vinduet og slog det op for at se efter Vejret; Natten var uforandret fugtig og skyet. Ja, sagde Kongen og vendte sig fra Vinduet, han gik flere Gange rundt om sig selv. Saa stansede han og saa op, nikkede, det var afgjort. Ambrosius Bogbinder blev som forstenet.

Vi tager derover, det er vor Bestemmelse, sagde Kongen med dybt Mæle. En halv Time efter sejlede de.

Og Kongens Forsæt var uafvendeligt. Han tænkte sig langt frem i Jylland, _var_ i Tanken til Hest ad Viborg til. For han havde nu besluttet sig til det tungeste, det vanskeligste af alt, til at slaa af! Ja, han vilde slaa af paa sin Ret for Endemaalets Skyld. Om han saa skulde vente, naar han blot foreløbigt fik Tag igen . . . han vilde samle Stænderne paa Viborg Ting og love dem den Eftergivenhed, de forlangte.

Medens Færgen sled sig over, fyldtes Kongen mere og mere af denne Tanke. Og _nu_ forstod han, hvor galt han havde gjort den Gang i Stokholm, da han slog til. Ikke nogen Synd, ingen Urigtighed, det maatte til . . . men det _var_ dog urigtigt, forsaavidt som Følgerne blev saa store og fordærvelige. Han havde jo glemt at regne med sine Undersaatters Mening, der er en Virkelighed, selv om den er taabelig. Herefter skulde han visselig ogsaa regne med Smaafolks Hævngerrighed, Dumhed og Uvidenhed, ligesom man sigter over Maalet af Hensyn til Pilens Neddrift. Han vilde slaa af, gøre Indrømmelser! Kom han saa først igen til Magten, var der Lejlighed til at forkorte de gode Mænd, der vilde tage til af hans Indrømmelser; han oversaa saa løseligt et hundrede danske Hoveder, valgte dem ud, han vilde bøje sig for.

Men Kongen naaede ikke over Bæltet. Midtvejs ude blev han svag. Han følte sig ilde ved Hjærtet, angrebet af Træthed og Sindsbevægelser. Da de næsten havde naaet Jyllandskysten, gav han Ordre til at vende om, han vilde til Middelfart og sove i Ro Natten over idetmindste.

Saa sejlede han da mod Fyn. Ja det var ham, der sejlede fra det hele igen. Og da han nu var saa sønderknust, at han dirrede, saa nedtrykt og tillige rystet, blev han slaaet med Skræk over selve sin dødelige Raadvildhed. Han saa, hvorledes han der sejlede frem og tilbage, han saa, hvor umuligt det var for ham at træffe en Afgørelse til en af Siderne. Det var Tvivlen, der slog ind i ham selv, han opdagede den, og den forværredes. Det var nu ikke selve Sagen længere, hans Tvivl gjaldt, nej det var ham selv. Rigernes Skæbne, Hærenes Bevægelser, Krig og Modkrig, alt skrænkede sig ind til at blive Processer i Kongens Tanke, og han var sig det bevidst. Saaledes drog Tvivlen hans Kongelighed ned og levnede ikke andet af ham end et febersygt, raadvildt Menneske.

Og dog vendte Kong Christiern om, da han saa Lysene i Middelfart. For da han havde opdaget, at han tvivlede, blev han saa afblanket og slagen, saa bundløs udtømt for Haab, at han kom til en Slags Rolighed, en _Fortvivlelse_. Han blev sikker paa sin Tvivl, og det saa afgjort, at han paa en mærkelig omvendt Vis fattede Haab igen.

Imidlertid svandt hans Kræfter. Og da han nærmede sig Jylland, kom han til at indse, at han nu dog aldrig vilde blive Mand i Danmark mere, siden Danmark havde gjort ham til en Tvivler. Han maatte forlade Landet, som man forlader en Kvinde, der har set ens Nederlag. Og han sejlede tilbage til Fyn, syg af Sorg og Smærte.

Men Færgen var ikke kommen over Midten af Bæltet, før Kongen droges mod Jylland, Danmark, som man drages mod en Kvinde, der har set ens Afmagt. For der hvor man havde sit Nederlag, maa man hente sin Oprejsning. Man kan sejre over al Jorden, men før man har sejret igen paa det Sted, hvor ens Nederlag er fra, før har man ikke faaet Oprejsning. Kongen lod vende og sejle ad Jylland til. Men han var træt og angst, han var saa elendig som et Menneske kan blive.

Det var Kong Christierns Fortvivlelses Nat.

Den brød ham ned. Han sejlede frem og tilbage, indtil Dagen gryede. Da Solen kom, var han paa Fynssiden, og der blev han, fordi han tilfældigvis var der.

Nej men det var ikke tilfældigt. Og det var ikke Solens Opgang, der gjorde en Ende paa Kongens kvalfulde Tvivlraadighed. Nej der staar skrevet, at den, der tvivler, altid, altid skal ende med at undlade, han skal ende med at lade den Sag _falde_, der er Genstand for hans Tvivl.

Skatten

I Aaret 1523 kom der fire tyske Landsknægte ind til en jødisk Købmand i Amsterdam og præsenterede ham et Dokument, der var affattet paa hebraisk, en Fordring paa tredive tusinde Gylden. Fordringen var ægte nok, og Købmanden havde Pengene i Forvaring, men han gjorde gældende, at Pengene i Følge Papiret tilkom en vis Axel eller Absalon, Dattersøn af Mendel Speyer, der havde sat Pengene hos ham.

Knægtene forklarede imidlertid, at de havde Dokumentet fra en Pige ved Navn Lucie, og hun havde faaet det af Ejermanden; de havde nu ladet det tyde og paastod, at Pengene tilfaldt Ihændehaveren af Dokumentet.

Da Købmanden ikke vilde udlevere Pengene, bragte de fire Knægte Sagen for Domstolene, som gav dem Ret, og de fik den store Sum udbetalt i de samme tredive tusind prægede Guldstykker, Mendel Speyer i sin Tid havde deponeret hos Købmanden.

Knægtene delte Pengene og rejste som rige Mænd mod hver sit Verdenshjørne.

Den ene købte sig, straks da han havde faaet sin Del af Skatten, et Studekøretøj for at fragte den, han kørte i Mag og blev slaaet ihjel samme Nat i en Landsby to Mil fra Amsterdam.

Den anden for til sit Hjemland ved Rinen og gravede alle Pengene ned der et Sted, han døde ensom og i største Usselhed uden at have brugt en Hvid.

Den tredie spillede sig til Bettelstaven i Turin otte Aar efter.

Den fjerde gik det ogsaa galt, han døde fra Rigdom, Fester og Fraadseri i sit syv og helvfemsindstyvende Aar.

Axel laa lykkelig død paa Graabølle Kirkegaard.

Inger

Men Inger hun var saa sorgfuld. Hun vred Hænderne og græd for sin Fæstemand Dag og Nat. Inger saa over Fjorden mod Himmerland hver Nat fra Vinduet i sit Kammer, naar hun græd. Det var de lyse Nætter, Himlen stod aaben Dag og Nat.

Inger, hun var saa sorgfuld. Det hørte Axel i sin Grav paa Graabølle Kirkegaard, da rejste han sit mødige Hoved i den vaade Jord og stod op. Der var saa blæsende aabent paa Kirkegaarden; inde mellem Gravene tuntede Helhesten, den rimmede langmodigt hen efter ham, men Axel vandrede gennem Laagen med Kisten paa sin Nakke.

Han gik ud over Heden ad Fjorden til, møjsommelig, møjsommelig, gennem den lyse Nat i Danmark. Himlen var hvid og gul, og Jorden laa i Skumring. Fjorden lyste, Brinkerne ovre i Salling strakte sig trygt.

Ude paa Heden gik en død Mand i Ring, han stod stille og saa forgræmmet efter Axel, til han var af Syne med sin Kiste i Hulvejen, saa begyndte han igen at gaa rundt i sin Ensomhed.

Solen dukkede sig under Landet i Nord, hvor Himlen var gul. Blæsten gik med Dug og tung Blomstersved, alle Vækster sov og drømte svangert.

Axel kom til Hvalpsund og saa, hvor Bølgerne fulgte hverandre troligt derude, han gik uopholdeligt over og kom til Kvorne.

Han stod i sine Ligklæder for Ingers Kammerdør og bankede paa, han var saa forkommen.

Staa op Inger, luk mig ind.

Inger hun hørte det, men hun blev liggende noget og lyttede efter. Blæsten peb ganske sagte i Nøglehullet. Var det maaske kun den husvilde Vind, der bad derude? Da flyttede nogen sin Fod paa Dørstenen udenfor, da bankede det saa naadeligt.

Staa op Inger, luk mig ind.

Hun rejste sig under hede Taarer, hun kom ubændigt til at græde. Men da blev hun bange og maatte tøve. Hun tænkte paa, om det nu mon ogsaa var Axel.

Kan du nævne Jesu Navn? spurgte hun grædende derindefra, saa lukker jeg op.

Ja jeg kan, svarede Axels Røst, han var hæs, ja jeg kan nævne Jesu Navn lige saa vel nu som før. I Jesu Navn, Inger, luk mig ind.

Hun aabnede rystende Døren og saa ham staa udenfor bøjet under den sorte Kiste i lange muldede Klæder, hun saa, at det godt nok var Axel.

Men da de var kommen til Sæde hos hinanden, havde Axel ingenting at sige, hvormed han kunde trøste og dæmpe. Inger græd af al sin Magt, hendes Mund stod aaben. Bevægelsen rystede hendes Hjærte. Inger græd længe og blindt, den uimodstaaelige Fryd i Sorgen vakte hendes Kraft, saa at hun næsten knustes.

* * *

Natten var stille, kun den blæsende Vind. Inger havde grædt, grædt, hun var saa lyksalig, og nu redte hun Axels Haar. Hun blev ved at græde, men hun græd gennem Latter. Axels Haar var koldt, hans Hoved var koldt som en Graasten paa Marken.

Du har Jord og Grus i Haaret, snakkede Inger lykkelig og forgrædt. Der sidder Smaasten paa Bagen af dine Hænder.

Axel vendte sine livløse Hænder og tænkte efter. Ja han havde ogsaa Jord i Munden.

Du er saa kold! udbrød Inger, og hendes Stemme blev raa af den Frysning, der rystede hende fra Hoved til Fod. Hun stillede sig tilfreds, græd og lo, hun hikkede. Hun redte saa saare, og Axel bøjede Panden imod sin Elskede.

Natten var stille, det gule Skær fra Nord stod paa Ruderne. Vinden lullede udenfor.

* * *

Sig mig, hvordan der er under den sorte Jord i Graven hos dig? spurgte Inger kærligt, fuld af Frygt og Omsorg. De sad saa godt sammen i den venlige Nat, i det hvide Kammer. Og hvorfor har du din Kiste med?

Min Kiste har jeg med, fordi jeg ellers kunde blive hjemløs, den er mit Hus, svarede Axel tro. I min Grav har jeg det godt. Jeg har det godt, naar du trøster dig, Inger. Naar du synger og er glad, da glemmer jeg. Jo min Kiste er fuld af Roser, jeg sover paa Roser i Himmerigs Mørke. Det er vidunderligt at hvile i Jorden. Naar du traller i din Stue og er glad.

Da lad mig komme med dig! bad Inger under en Storm af Graad, da tag mig med ned i Jorden.

Naar du sørger og klager for mig, Inger, naar du græder, da løber min Kiste fuld af levret Blod! Der er forfærdeligt i Graven. Kære Inger, hvorfor længes du efter mig? De døde skal blive nede, hvorfor begræder du mig, jeg er død, hvorfor elsker du mig?

Det sagde Axel taalmodigt og med Styrke som et Sigende, han kunde. Han var bleven over al Forstand klog, Axel, han var rusten i Mælet af en uigenkaldelig Erfaring.

* * *

Skal du saa ikke kysse mig? hviskede hun knap hørligt, hun nærmede sig i Skælven. Han rørte sig ikke. Da vilde hun varme ham, hun lagde sit Hjærte til hans for at varme ham, hun prøvede at vise ham Ømhed. Men han var ikke levende. Hun kaldte ham forknyt ved Navn, i den Tro at han var faldet hen. Men han laa vaagen. Ja han laa vaagen.

Og Natten gik.

Nu galer Hanen ad Dag, sagde Axel. Inger vilde ikke slippe ham.

Nu bliver Himlen hvid, alle Lig søger Jorden, sagde Axel og fik Uro paa sig. Men Inger lagde sit Hoved ved hans døde Hjærte.

Nu bliver Ruderne røde, Solen kommer snart, stammede Axel klangløst, nu maa jeg tilbage til Jorden.

Men da Axel var gaaet, blev Inger saa fortvivlet, at hun glemte hans Bud, hun gik hændervridende efter ham og indhentede ham nede i den mørke Skov. Hun fulgte ham og græd for hvert Skridt, til de kom ud af Skoven ved den aabne Strand. Da saa hun, at Axel falmede. Der drev Blod og Vand af hans Mund.

Tag mig med, bad hun vild af Sorg og Gru, og han tog hende med over Sundet, hvis Bølger lysnede. Det tændte i Østen, mens de gik over Heden.

Og da de stod paa Kirkegaarden, da randt Solen. Inger saa i den skærende Dagning, at Axels Øjne opløstes, hans Kinder svandt fra Benet. Hans blottede Fødder, som han stod paa, havde lidt gyseligt af Jorden.

Nu græder du saa aldrig mere for mig! sagde Axel til sin Allerkæreste, forvaaget og med Kulde i sin Røst.

Græd ikke tiere for mig! bad og befalede han. Men hun kunde ikke slippe ham.

Axel lo saa stille.

Han stod lidt der i sin Sønderknuselse, i sin Myndighed.

Se op til Himlen, sagde han og lo uendelig mildt, ja og længselsfuldt, han var udtømt af Træthed og Længsel efter Jorden. Ser du, hvor gladeligt Natten den gaar!

Inger saa i Vejret efter de blege Stjærner. Og den døde Mand slap i Jorden. Hun saa ham ikke mere.

Atter Hjemkomst

En gammel Mand med Pilgrimenes Hætte over Hovedet og en Muslingskal hængende i en Snor om Halsen naaede op paa Bakkerne søndenfor Graabølle; han foldede Armene om sin Stav og blev staaende lidt, saa ud over Dalen, Fjordarmen og de lave Høje. Det var Mikkel Thøgersen.

Han kom igen hjem. Egnen var uforandret, men lavere, syntes han. Det var i September, Solen skinnede køligt. Spurve og Stære fløj i Flokke om Kornstakkene i Byen ovre paa den anden Side Dalen. Nede ved Aaens Udløb laa Mikkels Fødested. Han saa, at der var bygget et stort nyt Hus dernede foruden de gamle. Og der laa Agre, som ikke havde været opdyrket før, helt op mod Brinkerne. Mon Niels er levende? tænkte Mikkel.

Jo Niels levede endnu, men han var en aldrende Mand. Det traf sig, at Niels var alene i Stuen, da Mikkel kom, han sad for Bordenden, søvnig og med Halm og Avner i det graa Haar, han var lige staaet op af sin Middagssøvn. Fluerne mylrede paa Kanten af Ølstoben og fløj surrende i Vejret ved Mikkels Komme.

Da Niels saa sin Broder i hellige Klæder, korsede han sig i Stilhed. Han blev langsomt overrasket og lidt efter lidt glad. Mikkel satte sig stille, de talte smaat af Hensyn til Roen i Huset.

Drengene er henne og sove, sagde Niels. Velkommen, Broder! Er du træt, ja det maa du være -- er du ikke tørstig? De skammelige Fluer! Bi lidt.

Niels tappede friskt Øl og satte sig igen til at snakke. Han blev saa inderlig glad. Spørgsmaal og Udbrud vekslede i hans Mund paa den sære stive Maade, der altid havde været ham egen. Han var forresten livligere i Blikket og meget friere end den Niels, Mikkel huskede fra Fortiden; men han havde jo ogsaa været selvstændig Mand paa Stedet nu i mange Aar.

Ja den gamle er jo henne, din og min Fader, udbrød Niels med lav Stemme, da han kom i Tanker om det. Ikke mange Uger efter at du havde været hjemme og set ham, saa kunde vi bære ham ud. Det er vel tolv Aar siden nu. Ja han var gammel.

Mikkel tav. Fluerne summede og løb paa det skurede Bord.

Jeg havde knap tænkt, du skulde komme indom vor Dør mere, lo Niels og undgik Mikkels Blik. Men pludselig saa han grebet paa Broderen: Vi to bliver ogsaa gamle.

Mikkel vendte i Tanker Ansigtet opad og nikkede.

Niels snakkede om andre Ting, han var efterhaanden bleven oplivet. Han rejste sig.

Jamen du er kommen Mikkel! sagde han. Det skal være en Mindedag. Jeg faar kalde paa de andre.