# Kongens Fald ## Part 10 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/kongens-fald-36942/index.md Aa jo! bad Axel forfærdet ved Afslaget. Hans Munds veltalende Bevægelighed satte sig, han tav og trængte paa med sit lange, bejlende Blik. Og han sukkede sindsbevæget. Da nikkede Sigrid men saa ikke paa ham. Han fik et nedslaaet Udtryk, tav. I det samme lo Sigrid, og hans Ansigt vekslede. Han bøjede sig henrevet og begyndte at fortælle saa inderlig om sine Skatte. Hun skulde have alle de lødige Halsringe, alle Ædelstenene, funklende fra Jordens Skød, friske som de kom fra deres Hvile i den sorte Muld. Hun skulde faa tunge Armbaand, Kæder saa ædle og ægte som der ikke var Mage, hvis hun blot vilde. Skal vi danse? mente Sigrid og lo. Hun rejste sig og pustede ud, som havde hun kedet sig ærligt ved hans Snak. Axel dansede krænket. Men han var fuldt lykkelig, og i denne Stemning reves Sigrid med, saa at hun smilede forelsket til ham, med en Jomfrus sære Varme. Hun dansede ung og skrøbelig, nær og dog fjærn. Men saaledes gik Natten. Hver Gang Sigrid gav ham Haab, blev Axel besynderlig modfalden; naar hun paa Pigevis vejrede al hans Tro bort, led han, men lykkeligt. Og da forbarmede hun sig, droges mod ham og kom ud af sin Fjærnhed. Naar han da følte ligesom Anger over Sejren, lo hun, til han blev usalig og henrykt. Saaledes gik Natten. Klokken tre kom Sigrids Broder og en ældre Kvinde, hun skulde hjem. Axel fik Lov at følge med. Det var hørt op at sne, Natten laa ren og kold. Sneen lyste. Nu fik Axel da at vide, hvor Sigrid boede. Han gik hjem i sit Kammer, løftet, fast bestemt paa at vinde Sigrid. Der gik nogle Dage. Axel blev trolovet med Sigrid. Hendes Slægt var ikke udelt derfor, Axels Skat troede de ikke rigtigt paa i Førstningen. Men han slog sig for Brystet, han viste dem Kapslen. Skulde Mendel Speyer, hvem han nu ellers var, fare med Løgn? Hvorfor kunde der ikke netop være en stor Arv til et Menneske uden Efternavn? Hvilede der et Mørke over hans Byrd, saa meget des bedre; naar han hævede Arven, men dermed hastede det ikke, vilde man nok ogsaa faa at vide, hvem han egentlig var. Derved blev det; hvem kunde staa for et Menneske, som ikke kendte til Tvivl. Fæsteøllet blev fejret med megen Herlighed. . . . Stokholm By laa under den kyske Sne, der blev ved at falde og udslette alle Spor. Hver Dag blev der festet saa smaat; snart hver Aften stod der en Dans i et eller andet formaaende Borgerhus. Axel satte en Stige til Sigrids Kammervindue en Nat men blev halet ned igen af hendes Brødre under megen Munterhed, hvorpaa han maatte give Vin paa Raadhuset, Bryllupet blev bestemt til kort før Jul. Ja, Stokholm festede under den skjulende Sne. Altid Gildefolk paa Gaderne! En sen Aften, da Axel kom gaaende hjemad, saa han en Kvindeskikkelse foran sig, hun gik langsomt tæt ind til Husene med Hætten ned over Hovedet, hun var alene, og hun græd. Axel saa ikke andet, end at hun var ung, hvorfor gik hun alene paa Gaden og græd? Da han talte til hende, svarede hun ikke, men da han tog hende ved Haanden, fulgte hun ham. Hun var hos ham uden at sige et eneste Ord. Snart græd hun, snart sukkede hun utrøstelig, hele Natten. Hver Gang Axel vaagnede, hørte han hendes stumme Sorg, han fik ikke at vide, hvorfor hun var saa fortvivlet. Om Morgenen tog hun sine sorte Klæder paa og gik igen, grædende som hun var kommen. Samme Dag Axel havde fæstet Sigrid, var han henne og se til Mikkel Thøgersen, som ikke kunde komme sig. Mikkel led ikke længere, men han var falden i en dyb Afkræftelse, og det gik hurtigt nedad. Axel saa, hvor Mikkel var bleven dødelig bleg, han lod til selv at være klar over, at han laa paa sit yderste. Da Axel havde siddet en Time hos den døende i raadvild Bedrøvelse, vilde han gaa. Mikkel slog Øjnene op og hviskede Farvel, men da Axel vendte sig bort, kaldte han ad ham. Mikkel vilde sige noget, og Axel bøjede sig varsomt ned til ham. Skatten . . . skal jeg nu læse Seddelen for dig? sagde den døende næsten ikke hørligt. Axel rettede sig og fik vaade Øjne. Men da saa han pludselig paa Mikkel, meget vist. Nej, svarede han kort og godt. Han drejede sin Hue forlegent. Nu tror jeg alligevel . . . du skal se, du kommer dig, Mikkel! Mikkel Thøgersen laa maalløs. Men Synet af Axels Ryg i Døren slog ham med Harme, han tilsvor ham Hævn. Han hadede igen. Næste Morgen var Mikkel Thøgersen i Bedring. Og han kom sig. I Urskoven I to Aar saas Mikkel Thøgersen og Axel ikke. Da Mikkel var bleven rask, fulgte han Kongen ned til Danmark. Men forinden var Axel forsvundet fra Stokholm. Det gik der megen Snak om, han forsvandt lige før Jul, Andendagen efter sit Bryllup, og lod sig ikke siden se. Det var en forstyrret Historie, der gik Ord af Besvimelserne i Familjen; Sigrid kom til at sidde for tidlig Enke. Den der tog sig Sagen mindst nær, og tillige mest, var Axel, den angerløse. Det hang saa enkelt sammen for hans vedkommende, og dog var det ham en vidtløftig Historie. To Dage efter at han var bleven gift, red han sig en Morgentur ud i Landet sønden for Byen. Og da han nu var saa ubeskrivelig glad ved Tanken om Sigrid, saa stærk og vaagen, kom han til at tænke paa Kirsten i Danmark. Det var hans eget Hjærte, der raabte, men han hørte Raabet som kom det langt borte fra; hans Hjærte raabte af sin Rigdom ved Sigrid, og han hørte det som om Kirsten kaldte. Han blev saa stormende varm af Elskov, at han red til i Firspring. Mindet om Kirsten rykkede ham nær, han maatte se hende. Axel glemte, at der var gaaet næsten et Aar siden sidst, at der laa hundrede Mile imellem, han red i strakt Galop vesterpaa ad Kongevejen. Da Hesten efter en Times uafbrudt Galop slog over i Trav, huskede Axel naturligvis paa, at der var langvejs til Danmark. Han kunde ikke være der lige med det samme. Men nu var hans gale Tilskyndelse allerede bleven til sund Beslutning, han red jævnt til og saa Tingen an. Vel, han agtede sig paa en Rejse til Danmark for at besøge Kirsten, hans Kæreste fra i Fjor. Om Aftenen var Axel tyve Mil borte fra Stokholm. Han tog ind i en Kro og satte sig for sig selv i Stuen. Der var mange Bønder tilstede. Talen var om Gustav Eriksen Vasa, men Axel hørte ikke efter. Man henvendte sig høfligt til ham og vilde spørge nyt fra Stokholm, men Axel fortalte dem ikke mange Tidender. For Resten tog de Afstand fra ham, da de hørte, han var dansk. Axel vilde ikke tale, han tænkte paa Sigrid. Selvsamme Dags Morgen -- der laa nu tyve Vejmil, flere Herreder imellem, Skove og Byer i Sne; og der laa en Sindsforandring imellem, Tingenes Ansigt var kommen til at vende Proflien til -- samme Dags Morgen havde Axel kysset Sigrid. Han var staaet først op og vilde ud, men hun syntes, det var saa koldt. Da han kyssede hende, havde hun vovet de hvide Arme ud af Dynerne for at tage ham om Halsen. Hun var forunderlig klejn og hvid. Og da Axel kom ud i Luften, havde han maattet kaste sig paa sin Hest og ride, saa det peb, for at bedøve sin Lykke. Saaledes var det gaaet til. Om saa og saa mange Dage, naar han havde redet Vejen, der skilte imellem, skulde han se Kirsten! Han glædede sig, han vred sine Fingre knagende i hinanden ved Tanken. Kirsten. O du Kirsten! Det var som _saa_ han Gaarden deroppe paa Brinken med den skæve Abild hældende over Taget. De bitre Søer gik vel endnu ind paa Sandet nedenfor som den Martsdag, han sidst vendte sig og saa det fra Hesteryggen. Axel sov godt den Nat i Kroen. Men en Gang vaagnede han pludselig, Kirstens Ansigt havde været lige over hans, hendes Læber ikke en Tomme fra hans Mund. Sigrid! hviskede han og sov. Han red næste Dag i klingrende Frostvejr. Vejen gik i ujævne Bølger, stenet og vanskelig, men Hesten vedligeholdt et stift Galop. Den stærke Luft susede Axel om Ørene, han sad i en klippende Larm af Hestens Hovslag og Luftens Bulder. Og han sang. Hans Stemme gik som en skærende Strime mere i Ridtets Støj. Han red og sang som i et piskende Stormsus, Sne og Sten strømmede under ham. De sneede Agre vekslede i Solskinnet, en sjælden Gang saas en rød Bjælkebytte; store rimede Klipper ragede op af Jorden som Pandeskaller af begravne Riser. Han susede gennem Granskov, han straalede ind i enge Pas og ud igen. Og han sang. Det var som ludede han sig ud over en ædende Kværn og lod sin Sang forsvinde som en tynd Kornstraale ned i Larmens Tykning. Om otte, om ti Dage . . . pludselig holdt Axel ikke længere ud at ride mod Vest, naar han _skulde_ sønderpaa. Hvorfor følge Vejen, det maatte være nærmere at rejse tværspaa, og han kastede Hesten fra Vejen og red ud i det vejløse Skovland. Han red hele Dagen. Men mod Aften begyndte Landet at stige og blive stenet. Gamle vildtudseende Fyrretræer ludede fra Klippeblokkene, Smaakrat fyldte op derimellem, overalt laa Sne; Axel maatte staa af og lede Hesten. Det var ikke opmuntrende, han kom kun meget smaat frem. Da Mørket næsten var falden paa, naaede han ind i en smal og øde Kløft, der dog var saa jævn, at han kunde ride langs Bunden, han fulgte den til langt ud paa Natten. Saa slap Kløften op, og Axel maatte trække sin Hest videre ind i den tykke Skov, Skridt for Skridt. Det gik stadig opad. Træerne stod tættere og tættere. Natten var fuldstændig stille. Træerne sov i Frosten, ikke en Lyd hørtes. Axel tænkte ikke over Stillingens Mislighed just. To Døgn var gaaet over ham, og det var bleven hans Skæbne at trække sin Hest efter sig i en haabløs Skov om Natten og i bidende Kulde; hans Liv var nu saadan. Ved Midnatstid fandt Axel et Hus i Skoven, hvor han fik Nattely. Men i dette Hus blev Axel; thi Brændehuggerens Datter var dejlig. Kese hed Manden, og hans unge Datter hed Magdalene. Da Axel kom ned fra Loftet Morgenen efter at han havde fundet Huset, var Kese gaaet til Skovs, og Magdalene stod og kogte ved Gruen. Axel saa hende, og de gik hinanden hastigt imøde, snusede en Gang til hinanden og var øjeblikkeligt fortrolige, han slog ud efter hende og lo, styrket af Søvnen, og hun lo kampberedt med løftet Slev. Derpaa tog Axel hende alvorligt om Livet og undersøgte hende ind i det dybe af Øjnene. Magdalene veg under hans Blik, men han kyssede hende med Bestemhed. Og de klamrede sig i et Nu om hinandens Hals. Da Kese kom hjem, gik han længe tiende rundt i den lille Stue, hvorpaa han nikkede adskillige Gange hen i Vejret; de unge tog sig hans Nik til Indtægt. Saaledes gik det til, at Axel blev Svigersøn i Hytten. Du skal have hende, sagde Kese flere Dage efter, idet han pludselig sænkede Øksen; de stod og fældede Træer. Han saa op paa Axel, som havde han endelig faaet Sagen tænkt igennem i de Dage, der var gaaet. Du skal have hende. Kese lænede sig til Øksen og tænkte efter. Det var ikke andet end ved et Træf at han selv havde faaet hende, erklærede han videre. Det var gaaet til uden al Ordentlighed, ved at han havde haft et Kvindfolk i Huset. Hun var siden løbet væk og havde ladet ham sidde med Barnet, de var slumpet til at faa. Magdalene kaldte han hende, fordi det var et Navn, men hun hed det nu ellers ikke, hun kunde for den Sags Skyld . . . kort sagt, hun var i alt Fald til, siden hun gik der lige saa stærk og køn som et andet Menneske. Tag hende du da, sagde Kese. Hun er let kommen, let skal hun gaa! Kese spyttede i Hænderne og svang Øksen mod Træet. Han holdt ikke flere Taler siden. * * * Og Vinteren strængedes, det blev saa knagende koldt. Alle Vinde lagde sig, Luften døde ud. Solen stod tindrende hvid og kold ved Middagstid som en sleben Isklump langt borte, om Aftenen tidlig sank den i en dunkel Blodsø bag Skovene. De lange Nætters Stilhed brødes kun, naar en mat Fugl fløj nær nok til at støve Sne fra Træerne, eller naar vilde Dyr lod deres Sorg og Sult høre i det fjærne. I Keses Hytte holdt de Kulden ude. Den var polstret med Mos baade oppe og nede, der var Faareskind at lægge sig i, og Ilden gik aldrig ud, Ilden brændte bestandig. I Hjørnet ved Arnen laa Træstubbene friske og vaade fra Skoven, Mosset paa Barken blev levende i Varmen, det skære Ved udsondrede Harpiks, naar Frossenheden var tøet ud. Træet længtes efter Ilden, og det strakte sig, saasnart Flammerne havde fat. Røgen søgte rundt i Stuen og satte sig i Ansigtet, saa man smagte af Skov paa Læberne. Træet svedte lifligt i Ilden, Kraften i det dunstede ud og krydrede i Stuen. Men de havde ingen rigtig god Jul, der var kun Brød og gammelt, garvet Spegekød i Huset. Snart var der heller ikke mere at føde Axels Hest med. Og hvorfor holde Hesten, mente Kese. Han fik et vist Liv i sit laadne Ansigt den Dag, der blev Tale om det, han blev saa virksom og tankefuld. De enedes da om at slaa Hesten ned, og Kese paatog sig at gøre det. Han opsatte det imidlertid til næste Dag og havde mange Hemmeligheder for. Tidlig om Morgenen vækkede Kese de to unge og førte dem højtideligt ud. Hesten laa død udenfor Døren, varm endnu. Og nu begyndte Kese at slagte den, først lidt tøvende, men efterhaanden med Liv og Lyst. Da det gik op for Axel, at Kese var en Hedning, blev han noget ilde tilmode; men idet han uden Betænkning gjorde Springet og fik Blod paa Tand, grebes han af Vellysten ved det forbudne og blev dobbelt begærlig. Magdalene hjalp ogsaa til, de sled flittigt alle tre. Kese slog i al Stilhed flere Boller Blod ud mod Østen og Syden. Han viste en næsten kejtet Glæde ved sin Kyndighed i at sønderdele, Kese, han pegede med Knivsspidsen paa de ædle Livsdele, eftersom de kom til dem, nikkede, jo jo. Den var otte Aar, hviskede han og plirrede fortroligt til Axel. Og da Axel maatte bekende det, aabnede Kese sin Haand og fremviste det lille blodige Ben, hvoraf han havde bedømt Alderen. Kese laa med sin Næse til Spalten i Bugen, uhyre travl, han havde begge sine Arme derinde lige til Albuen. Tilfreds var han. Slagtningen kunde ikke være skønnere; det havde været en frisk og fyrig Hest. Det var svært, den Livsvarme den havde haft og som var i den endnu, man kunde næsten skolde Armene i dens Indre. Op paa Formiddagen kaldte Magdalene ind til det første Maaltid, de fineste Stykker af Dyret, kogt og rygende; Kese skar Tænder, da han saa det hede Kød, han kunde faa Fingrene frem! Men Magdalene saa med et kysk Blik til Axel og satte Hestens Hjærte frem for ham, det havde hun stegt over levende Ild, Dampen stod ud af Venerne. Axel spiste først idet han lod som ingenting, men da han havde smagt nogle Bidder, gav han sig hen. Det var klart og stille Frostvejr hele Dagen, de gik fra og til, slagtede og spiste det meste af Dagen. Lugten af den kogte og stegte Mad, der var liflig, indeholdt ligesom en Mindelse om den nys aabnede, dunstende Krop og om Tarmene mens de endnu gik. Hele Huset røg af Slagtning, Osen volmede ud af den lave Dør og rullede op ad Taget. Sneen smeltede i Tagskægget over Døren og frøs igen til blodbrune Istappe. Henad Aften vendte Magdalene tilbage til Begyndelsen og bagte Blodpandekager. De to unge var bleven aldeles stille; men Kese kunde ikke længere styre sig, han begyndte at snurre og svælge over Maden, han sang og gjorde henrykt Fagter til Sol og Maane. Han havde spist næsten siden imorges og var i et Sovs og Fedt lige til Øjnene, den gamle Mand laa med Armene i Skindtrøjen langt ind over Bordet og favnede om den Overflod, der var, han tyggede, stoppede Talg ind ved Mundvigen, snurrede og sang. Magdalene gik fra og til, hun puttede ogsaa imellem en skær Bid ind til sine smaa Tænder. . . . Hele den lange stille Nat drømte Kese oppe i Moslejet paa Loftet, lo og snakkede sort med sig selv i Søvne. De unge vaagnede og hørte ham. Og en Gang i den sorte, stillestaaende Nat hørte de en Bæven ude fra Skoven; der var gaaet et Pust over Træerne, og ved at Rimen og den hærdede Sne faldt fra Kvistene, klingede det fint, græd det afmægtigt i Skoven. Axel kiggede ud af Ruden, som var grøn, og saa Hesten ligge ude i Sneen med alle Ribben i Vejret som et Vrag. De stivfrosne Skanker kastede Skygger paa Sneen i det grønne Maaneskin. Næste Dag spiste de igen, saalænge de kunde, Kese indtil hans Øjne faldt i. Men forinden havde han gjort Axel og Magdalene halvt bange ved rene Udbrud af Galskab, han stirrede paa dem i den højeste Madrus, det rablede for ham, han sang et Vers om de døde Heste, der vrinsker i Helvede, hans Haar og Skæg stod ud fra Hovedet aldeles stindt af Fedt. Han udstødte overgivent de farligste Trusler mod Axel og Magdalene, i samme Aandedræt tog han dem til Naade igen, gispende af Rørelse; han fordybede sig hovedrystende i sig selv og løb over af Minder. Axel hørte ham nævne flere gammeldags Kvindenavne for sig selv, og Axel kunde ikke andet end forestille sig Keses længstforsvundne Veninder, alt efter som Kese var bevæget til, den ene blond og buttet, den anden slank og sorthaaret, en med glade Øjne, en anden galsindet og fin som en Ræveunge . . . Kese viftede med sine blodsmurte Laller og vendte det hvide ud af Øjnene, sang og gramsede i Maden. Da han var faldet hen, bar de ham i Seng. Ogsaa Trediedagen festede de, saa blev Kese ædru og satte Hverdag ind igen. * * * Men det svenske Foraar kom. Det varede usigelig længe. En Dag skinnede Solen højt og ilddryppende fra Himlens bløde Blaa; skønt der ikke var en Sky paa Himlen, laa Jorden i smeltende Væde, Sneen styrtede vaskende ind i sig selv, Lyset brødes i Vand, i Draaber overalt. Da den første kølige, snefri Dag indfandt sig med løbende Skygger og kruset Vand, gik Axel ud i Skovene. En eneste Fugl kvidrede i en Trætop, hvor de hvide Skyer drev, de luftige Foraarsdampe. Foraaret var brudt ud. Der lugtede som af en glemt Sommer i Skoven, det visne Græs og Træernes vaade Bark duftede gribende. Hvor var nu hans Hest, hvor var nu hans Hest? Der var saa trangt i Keses Hus nu, det lignede en Skibskahyt efter Maaneders Rejse, Stuen laa med en Indespærringens og Vanens Smuds. Magdalene sad derinde. Magdalene var bleven saa moden; skøn var hun, der fløj en Blussen over hendes Ansigt og Hals, bedst som hun sad. Solen fik mere og mere Varme. En Dag da Axel saa i Vejret og fik et varmt Vift i Ansigtet og et blændende Stik ind under Øjenlaagene, foregreb han Tidens Gang og lovede sig Sommer straks. Han blev urolig, det slog ham, at Sommeren hang over Danmark nu. Axel havde før redet over Hederne i det milde Danmark og mødt en Pige, der vogtede Faar, missende mod Solen, og kom gaaende med Græstoppe og Blomsterhoveder mellem Tæerne. Medens der var milevidt mellem Højene. Samme Dag gik Axel fra Keses Hus. Kapslen Nu bliver at berette om Axel, Bastarden, at han under uafbrudte Omskiftelser naaede viden om. Bestemmelsen at rejse til Danmark til Kirsten og bagefter naturligvis tilbage til Sigrid, blev ikke ved at være Stammen i hans Skæbne, den var kun en vissen Stump deraf mellem andre kraftige Grene, som havde bemægtiget sig Grøden. Axel førtes omkring af en vekslende Beundring for de unge Kvinder i Verden. Det maa bemærkes, at han gennem smukke Erfaringer lidt efter lidt fik Afsmag for de dejligste Piger. Ikke saaledes, at han skyede dem, slet ikke, men han var lige saa unøjsom som han var taknemlig, han vilde have den halve og kvarte Lykke ogsaa, naar den var at faa, foruden den hele. Axel, den harmløse, han kom godt ud af det med alle Mennesker. Der var det ved ham nemlig, at han ifølge sin Natur regnede alt for lige godt; naar det gik ham pinegalt, trivedes han mægtigt endda, netop, han kunde kun _faa_, miste blev der ikke Tid til. Han kendte kun til Indtægt, der gik aldrig noget fra ham. Han flyttede sit Hjærte med sig. Men til Danmark kom Axel omsider, for der ventede ham den store Sommer. Vel et Aar eller mere efter at han havde taget sig den lille Ridetur efter sit Bryllup i Stokholm, kom han gennem mange Tilfældigheder, ad lunefulde Omveje til Danmark igen. Imidlertid var der sket meget. Sverig _var_ faldet fra Danmark, det trak op til Krig og Rebellion paa alle Kanter, fra alle fire Verdenshjørner. Christiern, den store Konge, var ved at sætte sine Riger overstyr. Hør nu her, hvordan det traf. Mikkel Thøgersen var paa Rejse i Jylland for Kongen. Han kom fra Thy og havde sidst været paa Spøttrup i Salling, da han fik i Sinde at gøre en Afstikker til sin Hjemegn, nu var han den saa nær. Det var ikke vist, han kom paa den Kant igen for det første, maaske aldrig, Mikkel havde faaet Løfte paa Orlov af Kongen, han agtede sig ad Aare som Pilgrim til det hellige Land. I en Kro i Salling ikke langt fra Hvalpsund spurgte Mikkel underligt nyt. Værten berettede hist op og her ned om et mageløst Gilde, der stod en Fjerdingvej oppe ad Kysten i Byen Kvorne. Det var begyndt Dagen før, og det kom vist til at vare baade en og to Dage til, endda det kun var et Fæsteøl. En sære Historie, for Fæstemanden skulde nok have Penge som Skidt, han hed Axel og lod til at være af fornem Stand. Iøvrigt var han Officer, men hvor han egentlig kom fra, vidste ingen. Man fortalte om samme Axel, at han ejede en uhyre Skat, ialtfald var han mødt op som en Hertug i Klæderne. Men Bruden var heller ikke nøgen, det var Inger, Datter til den rige Steffen i Kvorne. Ja nu var de trolovede. De holdt Gilde paa Gaarden, saa man kunde høre det halve Mile hen. Saaledes fortalte Værten, og Mikkel Thøgersen hørte efter, han var en taknemlig Tilhører. Han spurgte selv ud og fik at vide, at Steffens Kone hed Ane Mette. Ane Mette . . . om hende gik der nok en Historie. Inger var ikke Steffens Datter. Men Ane Mette havde været Steffen en Hustru nu i over tyve Aar og havde ægte Børn med ham, saa det var næsten glemt. Der var forresten ingen, der vidste klar Besked; nogle sagde, at Ane Mette var bleven bortført og krænket af en Student i sin Ungdom. Studenten var Mikkel Thøgersen. Ingen skulde se det paa ham nu. Han var ogsaa overflødig. En fremmed, der stod og sludrede for sin Kronærings Skyld, oplyste ham, sig selv uafvidende, om, at han i tyve Aar havde haft en Datter uden at ane det. Da Værten havde leveret passende Snak til Øllet, lod han Gæsten sidde ene ved Bordet. Jo Mikkel sad for sig selv, _alienus_, det var hans Omkvæd. _Alienus_. Det forholdt sig rigtigt nok med Axel, han skulde have Inger, Steffens Datter i Kvorne. Efter at have set sig meget om i Verden var Axel kommen ridende til dette ringe Sted, det var nogle Maaneder siden. Han havde hørt Ingers Ry allerede langt nede i Landet, han fik hende at se, og nu stod deres Forlovelsesgilde med en Storhed uden Lige! Steffen i Kvorne var Herredets rigeste Bonde; foruden sin Part af Landsbymarken ejede han en Egeskov, og desuden drev han Fiskeri og Saltsyderi i det store. Mikkel Thøgersen lod sin Hest staa i Kroen og gik op langs Stranden. Det var mod Aften. Han kom til Kvorne meget før end han ønskede. Da han hørte Violinen fra Gildegaarden, stod han stille, lænede sig op ad et Havedige og kom ikke længere. Aftenen var saa sval, der var god Tid i den, de lyse Nætter var jo inde. Frøerne sang frodigt i Kæret, ude fra Stranden hørtes nu og da et Pip af en fredløs Terne. Der var en Hyld i den Kaalgaard, som Mikkel var stanset ved, han kendte Duften af dens Løv, og det gjorde ham saa sorgfuld i et gammelt Minde, at han blev bange for sig selv. Han vendte om og gik hjem til Kroen gennem Aftenens milde Luft. Næste Formiddag stod Mikkel paa samme Sted og gik igen. Han kom tilbage over Middag, men denne Gang nærmede han sig Gaarden mere. Tilsidst stod han paa Vejen ligefor Porten uden at kunne gaa ind. Gaarden holdt fuld af Stadsvogne, fra Indhuset lød Fest og Halløj. Et Barn kom ud i Porten, løb ind igen og fortalte, at der stod en stor Krigsmand udenfor. Da der kom flere for at se, trak Mikkel sig tilbage. Men han var ikke gaaet langt, før nogen kom løbende efter ham og raabte ham ved Navn. Det var Axel selv. Han blev uendelig glad ved Gensynet, kunde ikke komme sig af sin Forundring. Men det nedslog ham straks, at Mikkel ikke vilde lade sig bevæge til at gaa med ind, skønt han var kommen. Axel kunde ikke forstaa det. De stod og talte forlegent midt paa Vejen, Axel i Festklæder og barhovedet, han vidste ikke, hvad venligt han vilde sige. Mikkel ludede, han gned sig vedholdende paa Hagens graanede Skægstubbe, sagde ikke meget.