Part 9

"Hvad er det da for et Dyr?"

"Dyr, Dyr, -- -- det er en Sjældenhed af Rang. Den kan hverken henregnes til _coleoptera neuroptera_ eller _hymenoptera_; hvis den havde haft otte Ben vilde jeg have klassificeret den i anden Gruppe af _arachnida_, men den har Gudskelov kun seks. Den er en Slags Edderkop med seks Ben; en betydningsfuld og ganske ny Opdagelse; den maa opkaldes efter mig. Dette Insekt vil komme til at hedde _Hexapodes Benedictus_."

Dick og Fru Weldon smilede over det store Barns Lyksalighed og gratulerede ham godmodigt til hans Fund.

Natten faldt nu paa med sin dybe Stilhed og Maanen hævede sig op over Skovens høje Træer, og sendte sit hvide Lys ud over Floden.

Men pludselig afbrødes Stilheden af en fjærn Larm, en sugende Lyd, som af et arbejdende Pumpeværk. Det var en Flok paa hundreder af Elefanter, som skyllede Dagens tørre Kost ned med en forsvarlig Slurk af Strømmens klare Vand.

XXI.

Den sidste Fare.

I fjorten Dage fortsattes Sejladsen ned ad Floden uden at nogen nævneværdig Hændelse indtraf. Hver Aften søgte man mod Land for at Dick, med Bøssen i Haand, kunde sørge for at forsyne Aftensbordet. Ved disse Ekspeditioner maatte man gaa frem med den yderste Forsigtighed, da man aldrig kunde være sikker paa at Stedet ikke var beboet af vilde Indfødte, hvis Opmærksomhed man helst maatte undgaa at vække. Landet, de kom igennem, havde efterhaanden skiftet Udseende, det overdaadige, skønne Skovlandskab var blevet afløst af en ørkenagtig Slette, uden et Træ eller mindste Tegn paa Dyreliv. Dette sidste var en Omstændighed, som let kunde være blevet skæbnesvanger for de uforfærdede Rejsende; thi hvoraf skulde de vel leve, naar Dick ikke kunde skyde noget Vildt. Til alt Held fandt de i dette kritiske Øjeblik, i en Indskæring af Floden, en Græshoppesværm, som i tykke Lag dækkede Jorden og Vandet. De vidste, at de Indfødte betragtede disse ækle Dyr som lidt af en Delikatesse, og da de ikke havde noget Valg bestemte de sig til at gøre ligesaa.

Men Spændingen, Frygten for hvad den næste Dag vel vilde bringe af Savn og Farer, tog paa de stakkels Rejsende, og de længtes inderligt og utaalmodigt efter, at Farten dog skulde faa en Ende.

Da lød pludselig, den 14. Juli, fra Jacks barnlige Læber det forløsende Ord:

"Havet!"

"Hvad siger du, Jack," udbrød Dick aandeløst, "det er umuligt! Det kan ikke være Havet!"

Og Havet var det da heller ikke, men dog i det mindste den store Flod, maaske Kongo, der udmundede i Havet, og som de Rejsende saa længe havde længtes efter at naa. Ved dens Udløb vilde de sikkert finde en portugisisk Handelsplads, hvor de kunde søge Hjælp og Beskyttelse.

Ned ad den brede, klare Flod gik nu Sejladsen uforstyrret og i den forhaabningsfuldeste Stemning; endnu kun nogle Dages Rejse, og Trængslernes Tid vilde være endt.

Da, om Natten den 18. Juli, henimod Klokken 3, opskræmmedes de sovende af et Udraab fra Herkules, der havde Vagt:

"Havet!"

Alle lyttede spændt til den fjærne dumpe Brusen; ingen tænkte paa at sove mere.

Nattens dybe Mørke afløstes pludselig og næsten uden Overgang af Morgen-Lyset. De Rejsende saa nu, at der, omtrent en halv Mil forude, hang som en Taagesky over Floden, dog var det ingen almindelig graa Taage. Nu da Solen sendte sine første rødgyldne Straaler op over Horisonten, gennemstraaledes Skyen og kastede Lyset mangedobbelt tilbage som gennem tusinde, smaa Glasprismer.

"Hurtig! Hurtig! Til Land, Herkules. For Guds Skyld hurtigt!" skreg Dick i vild Rædsel. "Der er et Vandfald lige for os!"

Næppe kunde hans Raab overdøve Larmen af det nedstyrtende Vand, der, sydende og skummende, faldt i mere end hundrede Fods Dybde, og med sin uimodstaaelige Magt om faa Minutter vilde have slynget den spinkle Baad i Afgrunden.

Baaden lystrede villigt Aaren, der ført af Herkules' kraftige Arm bragte den paa tværs af Strømmen ind til den venstre Bred. Men hvad nu. Man maatte opgive den forholdsvis sikre Fart ad Floden, og begive sig igennem Landets tætte og mørke Skove Resten af Vejen. Og disse Skove kunne være beboede af Kongos vilde Kanibaler, man kunne maaske træffe en Slavetransport og alle Rædslerne vilde da begynde forfra. Dingo syntes ligesaa forknyt over det tilstødte Uheld, som dens tobenede Venner. Den hylede ynkeligt, og før Baaden endnu var ved Land sprang den i Vandet, svømmede ind til Bredden og forsvandt i det høje Græs.

Faa Minutter efter laa Baaden fortøjet ved en Trærod, og Dick og de andre gik i Land. Man kunde af det nedtraadte Græs se, at Dyr eller Mennesker nylig havde færdedes her. Dick gik foran med ladt Gevær, og Herkules fulgte efter med Øksen i Haanden, og de havde ikke gaaet ti Skridt før de naaede Dingo, der, med Snuden imod Jorden forfulgte et Spor. Forsigtig spejdende fulgte de Dyret indtil de pludselig stod foran en forfalden Hytte midt i den tætteste Skovtykning. Dingo stod ynkeligt hylende foran Indgangen til Bjælkehuset. Herkules sparkede Døren op og traadte ind, fulgt af sine Ledsagere.

Paa Jordgulvet laa et Menneske-Skelets hvide Knogler.

Dingo kastede sig ned med en hjærteskærende Piben.

"Dyret har kendt det Menneske, der her er omkommet," sagde Fru Weldon. "Maaske var det dens Herre."

"Se der!" udbrød Dick og pegede paa en vældig, afbarket Stamme til hvilken Hytten støttede sig. To store Bogstaver var malede paa Træet med rød Farve, saa de stod skarpt frem imod det hvide Ved.

"S. V.," læste Fru Weldon. "De samme Bogstaver, som Dingo bærer i sit Halsbaand, de samme -- --."

Dick havde kastet sig paa Knæ ved Stammens Fod; han havde faaet Øje paa et lille Kobberskrin, grønt af Ir, som han aabnede. Det indeholdt kun en Lap Papir, hvorpaa der var nedkradset følgende Linier:

"Overfaldet og bestjaalet -- -- af Negoro -- -- Vejviser -- -- 120 Mil fra Kysten -- -- 3. December 71 -- -- døende -- -- Dingo -- -- kan ikke -- --."

Disse Ord løste alle Gaader. Samuel Vernon havde villet udforske Centralafrikas ukendte Egne, men var blevet myrdet af sin Fører -- Negoro -- der havde røvet den Rejsendes Penge. Døende i denne Hytte havde Vernon nedskrevet de faa oplysende Ord og de to Bogstaver paa Træet -- hans Gravmæle. Foran disse Tegn S. V. have Dingo sikkert staaet sørgende i mange Dage, og den havde ikke glemt dem siden. Derfra dens ubændige Had til Negoro, dens Herres Morder, med hvem Skæbnen atter førte den sammen.

Pludselig rejste Dyret sit ludende Hoved og spidsede Øren. I næste Nu var den i lange Spring ude af Hytten.

Der lød et Rædselsskrig, et Menneskes afsindige Forfærdelsesraab der ude fra.

Herkules og Dick styrtede ud. De saa Dingo i Kamp med et Menneske. Dyrets frygtelige Tænder sad dybt i Mandens Strube, og han væltede sig paa Jorden i Raseri og Smerte.

Det var Negoro.

Han havde opsat Rejsen til Amerika for at kunne gøre en Afstikker til dette Sted, hvor han havde opbevaret en Del af den Pengesum, som han havde frarøvet sit Offer, Vernon. Nemesis, den straffende og hævnende Skæbne, havde netop i samme Stund ført hans bitreste Fjende, Dingo, til det samme Sted, Skuepladsen for hans Udaad.

Herkules styrtede i vildt Raseri hen til Skurken. "Elendige Kæltring! Morder! Røver! Endelig har jeg dig!" Og han svang sin Økse.

Men Hævnen var allerede fuldbyrdet af den, som havde det første Krav. Negoro rørte sig ikke mere, Men ogsaa Dingo var saaret, den havde faaet et dybt Knivsaar og udaandede kort efter.

Negoro var altsaa ikke mere, men hans Ledsagere fra Kazonnde kunde ikke være langt borte, og naar han ikke vendte tilbage til dem vilde de naturligvis søge efter ham. Der maatte altsaa handles hurtigt for at undgaa denne truende Fare.

"Er det ikke sikrere for os at ro over til den modsatte Bred. Heller ikke den er farefri, men der risikerer vi da i det mindste ikke at træffe Negoros Venner," bemærkede Dick og hans Forslag blev straks antaget.

"Men først vil jeg alene ro over og udspejde Bredden; hvis vi dog ikke kan gaa i Land der, er der ingen Grund til at vi skal ro der over alle sammen. Jeg er her igen om en Times Tid."

Og med disse Ord sprang Dick i Baaden og styrede tværs over Floden.

Strømmen var ikke stærkere, end at han, med Udnyttelsen af alle sine Kræfter, kunde holde Baaden fri af Sugningen fra Faldet. Snart var han ved den højre Bred og vilde lige til at springe i Land. Da lød der et mangestemmigt, forfærdeligt Triumfskrig, og fra Græsset skød pludselig en Snes vilde Indfødte løs paa den flydende Høstak.

I flere Dage havde disse Kanibaler iagttaget Baaden og set at den gemte Mennesker; de havde fulgt den lige til Faldet, hvor de vidste at den maatte søge til Land paa den ene eller anden Bred, og de hvide vilde da være deres sikre Bytte.

De flaaede Græsset af Baadens Tag, men stor var deres Skuffelse da de saa, at hele Byttet var en sølle Dreng. De hylede af Raseri. Men pludselig fik en af dem Øje paa Herkules. Fætter Benedict og Fru Weldon, der paa den anden Bred af Fortvivlelse over Dicks Fare glemte al Forsigtighed, og kom ned lige til Vandkanten. I et Nu var alle de vilde i Baaden. De vilde ro over Floden. Dick stod koldblodig i Forenden; med sin Bøsse holdt han sig Banditterne lidt fra Livet, det havde al mulig Respekt for "Ildvaabenet". En vældig Karl havde grebet Styreaaren og brugte den behændigt og hurtigt, saa at Baaden snart atter var midt ude paa Floden.

"Flygt dog, -- -- flygt," skreg Dick fortvivlet til Vennerne derovre paa Bredden, men samtidig indsaa han, hvor haabløst det vilde være at flygte for de Indfødte.

Da fik Drengen en Indskydelse; han øjnede en Mulighed for at frelse de andres Liv, ganske vist ved at ofre sit eget. Men der var jo intet at betænke sig paa.

"Gud hjælpe mig og være mig naadig," hviskede han.

Saa rettede han sin Bøsse imod Manden med Styreaaren og gav Ild. Kæmpen faldt om og Roret knustes ved hans Legemes Vægt.

De vilde opløftede et forfærdet Brøl. Baaden, der ikke længer af Roret holdtes paa tværs af Strømmen, svingede og dreves af Strømmen med hurtigt tiltagende Hastighed ned imod Vandfaldet.

Fra Bredden lød et svagt Skrig; det var Fru Weldon, der havde forstaaet Dicks Plan, hvorved han dødsdømte sig selv for at frelse hende.

I dette Øjeblik sprang flere af de vilde i Vandet, i vanvittigt Haab om at kunne svømme til Bredden. Derved kæntrede Baaden. Med den faretruedes mærkværdige, instinktive Forstaaelse og Handlekraft klyngede Dick sig til den omvendte Baads Tofte, og holdt Hovedet op over Vandet, tæt op bag dens Køl. Han mærkede hvorledes han, som inden i en Æske, beskyttet imod Vandets og Luftens Tryk styrtede ud i Svælget. Han sank og sank -- -- og steg saa atter op i Vandets Overflade. Han levede; han var frelst. Med stærke Armes Tag naaede han snart Bredden, paa hvis Græs han fortumlet og afmægtig segnede om.

Her fandt Herkules, Fru Weldon, Fætter Benedict og Jack ham kort Tid efter, sovende de retfærdiges Søvn.

To-tre Dage senere traf de trætte og haardt-prøvede Flygtninge en Karavane. Det var portugisiske Handelsmænd, der optag dem med Hjertelighed og Deltagelse, og førte dem med til Emboma. Herfra tog de efter nogle Dages Hvil med en Damper til Amerika, og den 25. August naaede de St. Francisko -- Hjemmet.

Stor var naturligvis James Weldons Glæde ved atter at favne sin Hustru og Søn, hvis Spor han forgæves havde søgt at efterforske paa alle Pladser, hvor "Pilgrim" muligt kunne være landet. Han erfarede hvad han skyldte sin Letmatros, og han lønnede ham saa godt han formaaede. Dick blev som hans Søn, og den brave Herkules blev hans Ven. Ogsaa de fire, som Slaver solgte Kammerater, blev saa snart som muligt løskøbte og hentede hjem.

Og Benedict! Ja, den forhærdede Insektsamler hastede til sit eget Værelse, til sine Samlinger, sine Skatte. Han greb en Loup og satte den over det eneste Insekt, som hans Afrikarejse havde beriget ham med, den uvurderlige Sjældenhed, _Hexapodes Benedictus_.

"Milde Himmel!" -- -- var det muligt? Fortvivlelsen stivnede Fætter Benedicts Træk. Den ubarmhjærtige Loup reducerede det vidunderlige, seksbenede Fænomen til en almindelig Edderkop, der i Herkules' unænsomme Hænder havde mistet sine to Forben.

Og Dick Sand, den unge Kaptajn, vor Histories Helt; hvorledes gik det ham?

"Havde jeg vidst alt hvad jeg burde have vidst," sagde han til sig selv, "hvormange Ulykker var da ikke blevet undgaaet. Men burde jeg end aldrig have været Kaptajn da jeg var 15 Aar, saa skal jeg vide at lære, hvad jeg mangler, saa at jeg kan blive det naar jeg er atten."

Og han blev det.