Part 8

Alvez og Negoro vidste ikke hvad de skulde stille op med den brændende Monark, og følgelig lod de ganske være at stille noget op, og saa roligt paa dette forfærdelige Skuespil.

Og sandt at sige var der heller ikke noget at gøre. Selv om den synlige, ydre Flamme kunde være slukket, vilde den indre Forbrænding dog ikke være til at standse.

Efter en Stunds Forløb var der af hele den alkoholiserede Majestæt ikke andet tilbage, end en graalig hvid, stinkende, fedtet Askehob.

XVIII.

En kongelig Begravelse.

Den følgende Dag var den ganske By nedsunket i Ruelse og Sorg over Kongens Død.

Den ældste af hans Hustruer overtog øjeblikkelig "Regeringens Ledelse", og hendes første Anordninger angik den Afdødes højtidelige Ligbegængelse.

Man begyndte straks paa Forberedelserne. For Enden af Byens Hovedgade løb en dyb og strid Bæk, i hvis Bund den kongelige Grav skulde graves. En Styrke af Indfødte blev straks sat i Gang med at aflede Bækkens Vand, for at tørlægge det Stykke af Flodlejet, hvor Kisten skulde nedsænkes. Efter Ceremonien skulde den kunstige Dæmning atter gennembrydes, saa at Vandet igen strømmede tilbage i sit gamle Leje.

Negoro havde faaet den djævelske Indskydelse, at Dick Sand skulde dele Skæbne med de mange andre -- Kongens yngre Hustruer f. Eks. -- der maatte ofres ved Begravelsen. Men forinden vilde den fejge Slyngel nyde den Tilfredsstillelse at se sit Offer lide, se hans Rædsel og Fortvivlelse, naar han forkyndte ham hvilken Skæbne, der ventede ham.

Portugiseren begav sig derfor hen til det Fængsel, hvor Dick, forsvarligt bundet paa Hænder og Fødder havde tilbragt det sidste Døgn. Der laa Dick, pint af Sult og Tørst, med smertende Saar fremkaldt af de snærende Lænker, og længtes kun efter, at man snart vilde gøre Ende paa hans Lidelser. Men ved Synet af Negoro blussede hans Energi og Harme op paa ny. Han sprang op; med en rasende Bevægelse søgte han at sprænge sine Baand for at kunne kaste sig over sin Fjende. Negoro gjorde uvilkaarlig et Skridt tilbage. Men Lænkerne holdt, og Drengen sank atter tilbage i sin apatiske Tilstand.

"Jeg syntes dog jeg burde se indenfor og gøre min unge Kaptajn min Opvartning," begyndte Negoro grinende. "Jeg beklager uendeligt, at han ikke her har slet saa meget at skulle have sagt, som om Bord paa 'Pilgrim.'"

Dick saa end ikke paa sin Plageaand.

"Naa, saa De kan ikke huske Deres gamle Kok, Kaptajn? Jeg venter blot paa Deres Ordre om hvad De vil have til Frokost!" Og for at tiltvinge sig Opmærksomheden, sparkede han til Fangen.

At Dick slet ikke svarede, eller tog mindste Notits af hans infame Drillerier, bragte efterhaanden Kokken i et sandt Raseri.

"Men nu er det min Tur!" foer han op. "Nu er det mig, der er Kaptajn! Forstaar du, Dreng? Dit Liv er i min Haand."

"Saa tag det," svarede Dick endelig, fuldkommen roligt.

"Det vil jeg ogsaa; men først skal du pines, martres -- -- --. Du skal faa en Død, værre end alle de andres!" hvæssede den afsindig rasende Portugiser.

"Men ikke værre end din egen," svarede Dick med profetisk Alvor.

I samme Øjeblik kastede Negoro sig over ham, ude af sig selv. Han greb den ulykkelige om Halsen, som vilde han kvæle ham med sine egne Hænder. Men i det yderste Øjeblik kom han til sig selv igen. Det vilde jo være en Befrielse, en alt for let Død for hans Fjende. Nej, nej -- i Aften, først i Aften.

Og med et uhyggeligt Grin forlod han Hytten.

Hele den næste Dag gik med til det store Udgravnings- og Opdæmningsarbejde. I Bækkens Leje skulde der uddybes en Grav, ti Fod dyb, halvtreds Fod lang og ti Fod bred. Henimod Aften opstilledes de ulykkelige Kvinder, af den afdøde Konges Harem, hvem den Ære tilfaldt, at blive levende begravede sammen med deres Herskers Lig. De skulde finde deres Død i de fremstormende Bølger.

Det er almindelig Skik og Brug ved afrikanske Kongebegravelser, at Herskerens Lig bliver iført sin fineste Stads og baaret i Procession før Begravelsen. Men da der ikke var andet tilbage af Hs. Majestæt end nogle forkullede Ben, maatte man finde paa en Udvej, for ikke helt at afvige fra den hævdvundne Tradition. Der blev i al Hast lavet en stor Dukke, raat udskaaret i Rosentræ, der skulde forestille Kong Moini, og i et Hul i Dukkens Mave gemte man de veritable Rester af den himmelfarne Potentat. Dukken blev iklædt de fineste kongelige Klæder, og de nyerhvervede, og ubeskadigede Benedictske Briller blev anbragt paa dens Næse. Den frembød et baade komisk og rædsomt Skue, men de Indfødte var begejstrede.

Det lange Optog bugtede sig som en Slange igennem Byens Hovedvej under fuld Musik af de infernalske, skingrende Instrumenter, under Affyring af Geværskud, under Sang og Hylen, Sørgedanse og Troldmændenes højlydte Besværgelser. Spredt i Toget gik Fakkelbærere og svingede deres brændende Harpikspinde, der kastede sit flakkende Lys over den fantastiske Procession.

Først kom Konge-Dukken, baaret paa en Palankin og omringet af den afdødes Hustruer af lavere Rang, der skulde gøre ham Selskab over i Evigheden. Derefter fulgte Hofmænd og Embedsmænd, Slavehandlerne og endelig hele den indfødte Befolkning i Kazonnde. Da Optoget var naaet den tømte Flodseng, hørte man klagende Sang, og Suk og Stønnen fra Graven, afbrudt at Lænkers Klirren. Det var halvtresindstyve af Kongens Slavinder, der i Rædsel ventede paa at Bækkens Vande skulde lukke sig over dem. To af den afdødes Hustruer steg nu ned i Dybet og lagde sig paa Knæ og Hænder, for at danne et levende Leje for den Trædukke, for hvem al denne vanvittige og barbariske Staahej blev sat i Scene. Foran Dukken, ved den yderste Ende af Graven, stod der -- lænket til en rødmalet Pæl -- en hvid, der skulde bringes som et særligt Offer til Guderne ved denne rædselsfulde Ligbegængelse.

Det var Dick Sand.

Endnu en Fanfare, flere Besværgelser, mere Sang og Dans.

Saa gav Dronningen et Tegn, og gennem et Hul i Dæmningen begyndte Vandet langsomt at sive ind i Graven. De første Bølger skyllede hen over de lænkede Slavinder. De sled fortvivlet i deres Lænker i afmægtig Kamp imod Døden. Nu naaede Vandet op til den kongelige Dukke, og til Livet af den bundne Dick Sand.

Og Vandet steg. Den ulykkelige Dreng gjorde en sidste rasende Anstrængelse for at bryde de Baand, der holdt ham til Pælen; forgæves. De sidste Hoveder forsvandt under Vandet, der atter flød roligt og glitrende i Fakkelskæret. Intet Tegn efterlod det paa den Rædselsgerning, det var blevet benyttet til. Men under dets Overflade laa Ligene af de hundrede Ofre, der var omkommet til Kongen af Kazonndes Ære.

XIX.

De døde lever.

I en Barak, ikke langt fra den, hvori Dick havde været indespærret, sad i en melankolsk Gruppe de tre ulykkelige, som efter Harris falske Forklaring for Dick, skulde være bukket under for deres Lidelser og Sorger -- Fru Weldon, lille Jack og Fætter Benedict.

De var allerede kommet til Kazonnde otte Dage før Slavetransporten indtraf, og de var paa Rejsen blevet behandlet med en vis Omhu og saavidt muligt skaanet for Strabadser og Anstrængelser. Ogsaa efter Ankomsten til Slavehandlerens Hovedsæde fik de en bedre Forplejning end de andre Fanger og Frihed til at bevæge sig i den til Barakken hørende Indhegning.

Foran Fru Weldon stod Negoro, brutal og fejgt nydende sin Magt over den værgeløse Kvinde.

"Min gode Kone," begyndte han i en tilstræbt ironisk Tone, "lad mig bringe Dem den triste Nyhed, at Deres sorte Venner, Tom og hans Kammerater, er blevet solgt paa Markedet forleden."

"Gud være med dem!" hviskede Fru Weldon.

"Nan, det gamle Liv, er død undervejs hertil og Dick Sand er dræbt."

Et Rædselsskrig undslap Fru Weldon.

"Ja, ærede Frue, han fik, hvad han fortjente; han skød Harris, og det maatte han bøde for. Og her er nu De tilbage, ene, og ganske i min Vold. Læg Mærke til det, ganske i min Vold."

Fru Weldon gyste ved at høre denne frygtelige Sandhed, men bevarede, ved en uhyre Anspændelse af sin Selvbeherskelse, sin ydre Ro.

"De ved hvilket naadigt Tilbud jeg gjorde Dem for otte Dage siden, at jeg vilde renoncere paa al Hævn over Dem og kun tænke paa Forretning. Jeg vil sælge Dem til Deres Mand for en Bagatel af 100,000 Dollars, og endda give ham Drengen og det Fjols af en Insektfanger med i Købet. De skulde medgive mig et Brev til Deres Mand og deri forklare, hvorledes jeg, Deres tro Tjener, ilede til ham for at føre ham med hertil, og sammen med ham, og ved Hjælp af hans Løsepenge -- befri Dem af de nedrige Indfødtes Vold. Ikke sandt, alt det husker De, og De har indset, at De ikke har andet at gøre, end at takke mig for mit ædelmodige Forslag og give mig det Brev, som jeg behøver?"

"Det Brev, De forlanger, skriver jeg ikke!" svarede Fru Weldon med Fasthed. "Den Sum De fordrer for vor Udlevering vil min Mand betale Dem, men jeg vil ikke søge at formaa ham til at gaa i Land her i denne forfærdelige Del af Afrika for at hente mig."

Efter nogen Modstand indvilligede Negoro -- der var blevet bange for maaske ellers helt at gaa glip af den uhyre Løsesum -- i at han skulde bringe Hr. Weldon et Brev fra hans Hustru, hvori hun opfordrede ham til at sejle til Mossamedes, en lille Havn paa Angolas Sydspids, som Negoro ofte havde besøgt med Slavetransporter. Dertil skulde saa en af Negoros Kammerater føre Fru Weldon, Jack og Benedict, og ved Skibets Ankomst sejle dette imøde, hvorpaa Udleveringen skulde finde Sted og Negoro forsvinde.

Ved denne Ordning forebyggede den betænksomme Fru Weldon, at hendes Mand kunde blive holdt tilbage, efter at han havde betalt Løsepengene, at hans Skib kunde blive erobret og hans Folk solgte som Slaver.

For Rejsen til Mossamedes frygtede hun ikke; det laa jo i Negoros egen Interesse at hun naaede dertil i god Behold. Negoro fik altsaa Brevet, hvori han fremstilledes om den Ven, der havde trodset alle Farer for at bringe sin Frue Hjælp og Befrielse. Næste Morgen drog han afsted i nordlig Retning, ledsaget af en halv Snes sorte, for at gaa om Bord i et af de Fartøjer, der fra Byerne ved Kongoflodens Munding gaar til Amerika.

Fætter Benedict havde, som det var at vente, med stoisk Ro taget Tingene som de var, og han trøstede sig med at udnytte den usædvanlige Lejlighed han saa uformodet fik, til at sikre sig Eksemplarer af de specifik afrikanske Insekter.

Nogle Dage efter at Negoro var draget afsted hørte han, just som hans Øjne var ved at lukke sig til en lille Eftermiddagslur, en lydelig Summen; den ham saa dyrebare Musik. Uvilkaarlig foer han op. Hvad var det for en mærkelig skarp og gennemtrængende Summen? Den maatte komme fra et Kæmpeinsekt. Han stirrede hjælpeløst omkring sig med sine nærsynede, brilleløse Øjne; han lyttede med tilbageholdt Aandedræt, angst og bange for at Dyret skulde tage Flugten.

Da skete det vidunderlige, at det ubetænksomme Insekt, der ikke anede, hvor farlig en Person Fætter Benedict var for det, slog sig til Ro paa selve sin Dødsfjendes Pande. Den lærde Mand blev som til Sten, ikke en Nerve turde han bevæge for ikke at skræmme sit Bytte. "Vilde det nu bare spadsere lidt længere ned, helst lidt ud paa min Næse, saa kunde jeg se det og bestemme dets Slægt, Orden, Art og Klasse," tænkte han, betaget af Øjeblikkets Alvor. Og se, hans Ønske syntes at være en Befaling for Insektet. Snart sad det paa hans spidse Næsetip, og Benedict skelede krampagtig hen imod denne fremspringende Pynt.

"Store Gud! -- Den sjældne _Manticora_!" brast det ud af ham. Og i det samme maatte han nyse, kildret af det sjældne Dyrs Kravlen paa hans følsomme Næsetip. Han eksploderede og greb i det samme til Næsen for at sikre sig det skræmte Insekt, men ak -- han fik kun sit eget spidse Lugteorgan fat; _Manticora'en_ tog Flugten ud i det fri.

Fætter Benedict bandede.

Med en for ham usædvanlig Adræthed var han paa Benene og i fuld Firspring paa Jagt efter Skatten. Han saa næppe hvor han gik eller hvorhen han kom, han hørte kun den drillende Summen foran sig, og over Indhegning, Stok og Sten gik det til han kom ud i den store Skov, der stødte op til Slavehandlerens Baraklejr. _Manticora'en_ hvilede sig et Øjeblik paa Jorden, og som en Indianer paa Krigsstien sneg Jægeren sig ind paa den, da vips -- et Spring, og den var væk igen. Fætter Benedict sprang efter, forpustet, forreven, svedende og utrættelig.

"Nu har jeg den -- nej -- Pokkers ogsaa -- nu maaske -- bare forsigtig -- -- den skal ikke slippe fra mig, jeg maa have -- --."

Vildere og vildere greb den anstrængende Jagts Spænding ham, længere og længere drev den ham ind i Skoven. Han løb med udbredte Arme, og slog med begge de aabne Hænder efter Insektet, saa at han paa en uindviet Iagttager maatte have gjort et komplet sindsforvirret Indtryk.

Da pludselig, som han i fuld Fart stormede forbi et højt Buskads, følte han et jærnfast Tag i sin Nakke og et andet tilsvarende i sin slunkne Bagdel. En kæmpemæssig Medskabning havde fanget ham omtrent paa samme Vis, som han vilde have grebet Insektet, og uden videre Vrøvl blev han ført bort igennem Skovtykningen. Og saaledes gik det til, at Fætter Benedict gik glip af den værdifulde Forøgelse af sin Insektsamling, den sjældne _Manticora_.

XX.

En Troldmand.

Fru Weldon blev ulykkelig, og Alvez blev rasende da Fætter Benedict ikke viste sig mere, hverken den Dag eller de følgende. Det syntes for begge saare usandsynligt, at det skikkelige Tossehoved skulde være flygtet ud i den ukendte Skov, hvor Livsfaren -- i Form af vilde Indfødte eller vilde Dyr -- lurede ved hvert Skridt; men alligevel maatte de lade sig nøje med denne Antagelse, da ingen anden frembød sig.

Uagtet Regntiden allerede var udløbet i Slutningen af April, begyndte det pludselig, den 19. Juni, at regne voldsomt og vedholdende. Dette var intet mindre end en Ulykke for Landets Beboere. Markerne, der allerede bar modent Korn, oversvømmedes og Høsten vilde blive totalt mislykket, hvis Regnen vedvarede blot i endnu nogle Dage.

Dronningen holdt lange Raadslagninger med sine Ministre, og Hoffets højst anskrevne "Overtroldmænd" blev beordrede til at afværge den truende Ulykke. Men alt hvad de sang, og svang deres Bjælder og besvor, og bad og tudede, lige meget hjalp det; Skyernes Aander tog ikke mindste Notits deraf. Saa blev der endelig anbefalet den sorte, kvindelige Majestæt en berømt Troldmand, der boede i Angolas nordligste Del. Hans Ry var stort, maaske kun fordi hans Evner endnu aldrig var blevet prøvet i Kazonnde. Der gik Ekspresbud efter ham, og den 25. om Morgenen anmeldtes hans Ankomst ved det højtideligste og rædselsfuldeste Musik-Spektakel.

Den berømte Mand saa prægtig ud; en ren Kraftkarl af en Neger, overmalet med allehaande sælsomme Figurer, pyntet med Halsbaand, Armbaand, Bælter, Ringe og Fjer i Overflod. Det saa næsten ud som om det klarede op bare ved at han viste sig, Himlen var ialfald mindre mørk, og Vinden var ved at vende sig til det Hjørne, hvor den skulde og burde befinde sig.

Hele hans Trylle-Maskineri bestod af en Kurv, med et Aflukke i, og han aabnede, i Modsætning til alle sine Kolleger, slet ikke Munden. En stum Troldmand var en saadan Sjældenhed i Kazonnde, at han i de Indfødtes Øjne alene af den Grund maatte blive ufejlbarlig.

Han spankulerede først hele Torvet rundt i højtidelig Etmarsch og med mange sælsomme Bevægelser, og den halve By travede i Hælene paa ham og gjorde alle hans Trin og Gestus efter. Det hele Optog saa ud som en Procession af Aber med en Kæmpeabe i Spidsen. Lige imod den kongelige Residens styrede den store Mand sine Fjed, og Dronningen gik ham selv imøde. Han slog ud med Haanden imod Skyerne og truede ad dem, men pegede derpaa med et selvtillidsfuldt Smil paa sig selv og greb -- o Frækhed -- Dronningen ved Haanden og førte hende, under Mængdens maabende Forbavselse, med sig henimod Slavehandlerens Lejr. Uden at afvente nogen Indbydelse til at træde nærmere skubbede han Porten op, ved at sætte sine vældige Skuldre imod, og traadte ind. Alvez og hans Soldater stormede til for at straffe den frække Indbryder, men ved Synet af Dronningen veg de forfærdet og ærbødigt tilside.

Troldmanden, Mganga'en, som Folket kaldte ham, optog her atter sine tavse Bevægelser. Han pegede imod Himlen og fulgte med de oprakte Hænder Skyernes Flugt, han sprang og han vred sig med saa megen Energi, at de Indfødte blev grebet af Begejstring. Da det imidlertid ikke laa for disse at være tavst begejstrede, brød de snart ud i deres sædvanlige Syngen, Skrigen og Skraalen, samtidig med at de gjorde alle Mganga'ens forrykte Bevægelser efter.

Men Himlen syntes ikke at tage mindste Notits af alt dette Spektakel. Tværtimod saa den tristere og tristere ud, og midt under hele Forestillingen faldt de første tunge, store Regndraaber med protesterende Smæld til Jorden.

Dette fremkaldte øjensynlig et stærkt Omslag i de Indfødtes Stemning overfor Troldmanden. De trængte sig sammen om ham og indtog en ligefrem truende Holdning. Men Kæmpekarlen viste sig selv da som Situationens Herre. Han pegede udover Mængdens Hoveder henimod en hvid Kvinde med et Barn paa Armen, der var traadt ud af en af Barakkerne for at se, hvad der var paa Færde.

Alle vendte sig i den antydede Retning. Det var altsaa den forbandede hvide Slavinde med det blege Barn, der havde nedkaldt Regnstrømmenes Forbandelse over Landet; fra hende kom al Fortræd og Ulykke. Med sataniske Hyl styrtede den opbragte Mængde løs paa den ulykkelige Fru Weldon og lille Jack. Men Mganga'en kom dem i Forkøbet; med et Par vældige Armbevægelser fejede han de ivrigste tilside, og resolut og uden Nølen greb han den segnefærdige Kvinde og hendes Barn og løftede dem op paa sine stærke Skuldre. Den forbavsede Hob veg uvilkaarlig tilside for denne store Magiker, der havde fundet Ophavet til Landets Ulykke, og som aabenbart nu ogsaa vilde forstaa at fjerne og tilintetgøre det paa rette Maade. Nysgerrig fulgte man efter ham, men han skridtede vældigt ud, igennem den lukkede Gaard og henimod Skoven, hvorfra han med en bydende Gestus forbød de faa udholdende at følge ham længer.

Ind i den tætte Skov gik Rejsen, uden Standsning og uden mindste Tøven, indtil Troldmanden naaede en Aa, der, klar og med stærk Strøm, gemte sig bag høje Siv og Slyngplanter. Der, under et Kæmpetræs lavt nedhængende Grene laa en Slags Kano med et Sejl over, og i den lagde Mganga'en forsigtig sin dobbelte Byrde.

"Se her, Kaptajn," sagde han paa engelsk, "her er jeg med Fru Weldon og lille Jack. Lad os saa komme afsted inden alle Kazonndes Fæhoveder kommer paa Benene for at søge efter deres Troldmand."

Med disse Ord greb Herkules -- endnu iklædt sin fantastiske Forklædning -- Aaren og stødte Baaden ud i Strømmen.

Det varede noget før Fru Weldon var kommet saa meget til sig selv, at hun rigtig begreb hvorledes det hele hængte sammen; at hun virkelig var frelst, at det var Dick, lys levende om end svag og kraftløs, der laa foran hende, lænet imod Fætter Benedict og med Dingo for sine Fødder.

"Dick, min kære Dreng, Dick er det virkelig dig?"

"Min Ven Dick!" jublede Jack og slog henrykt Armene om den unge Kaptajns Hals.

"Og Herkules!" udbrød Fru Weldon, "tænk at jeg ikke anede at det var Dem, som bar os afsted; jeg var rædselsfuld angst."

"Ja, køn var jeg jo ikke," svarede Herkules godmodigt smilende, "men jeg passede ellers godt til Rollen."

"De har befriet os, og det med Fare for Deres eget Liv," udbrød Fruen rørt og rakte Kæmpen begge sine Hænder.

"Ogsaa mit!" sagde Dick.

"Og mig fangede han ogsaa," sukkede Fluesnapperen, endnu ikke forsonet ved Tanken paa den undslupne Sjældenhed.

Medens Baaden af Strømmen hurtigt førtes ned ad Aaen fortalte Herkules, i de færrest mulige Ord, hvorledes han uset havde fulgt Karavanen, som førte Fru Weldon og Jack til Kazonnde, og hvorledes han flere Gange forgæves havde forsøgt at befri dem fra Fangenskabet, indtil endelig en usædvanlig Lejlighed frembød sig. Den berømte Troldmand, som blev ventet med saa megen Længsel i Kazonnde, kom netop igennem Skoven paa det Sted, hvor Herkules havde sit Tilhold. At fange Fyren, berøve ham hans professionelle Udstyr og binde ham til et Træ, var en smal Sag for en Herkules, og de Indfødtes fabelagtige Lettroenhed og Overtroiskhed lod Komediens anden Del lykkes for ham over al Forventning.

Men Dick; Dick som blev druknet ved Kongens Ligfærd?

"Ja," sagde den genopstandne med et Smil, "jeg var virkelig mere død end levende, bundet til en Pæl og med Vandet strømmende mig over Hovedet. Men Livet vendte tilbage, og jeg laa her i Baaden, og Herkules stod bøjet over mig -- -- men hvordan det Mirakel er sket, det maa Gud og Herkules vide."

"Aah -- det var ikke saa farligt," sagde Negeren, forlegen over den megen Hyldest, der blev ham til Del. "Det var saamænd ingen Hekseri at liste sig ned imellem Ofrene i Flodsengen og, skjult af det indstrømmende Vand, at rykke Pælen op. Med en Smule Kræfter kunde enhver have gjort det samme. Saa var det bare at bære baade Pælen og Kaptajnen her ud -- -- det var det hele. Men nu maa vi vel tænke lidt paa, hvorhen Rejsen gælder," afledte Herkules beskedent.

Fru Weldon fortalte nu om sin Aftale med Negoro, og Dick bemærkede, at det gjaldt om at naa Kysten før Portugiseren kom til Mossamedes. Der kunde man finde Beskyttelse og Hjælp hos de portugisiske Autoriteter.

"Og naar den Slyngel af en Kok kommer for at hæve sine 100,000 Dollars, saa skal jeg nok betale ham med en anden Mønt," føjede Herkules til.

Den Baad, i hvilken de af Skæbnens Modgang saa haardt prøvede Rejsende lod sig føre ned ad Strømmen, var en af de Indfødtes sædvanlige lange, smalle Kanoer, som Herkules havde set sit Snit til at sætte sig i Besiddelse af. For at undgaa, at den skulde tiltrække sig Opmærksomhed, havde den opfindsomme Neger dækket Baaden med et Tag af langt Græs, baaret oppe af en Pagaj, der hvilede i to Gafler fra Kanoens Spids til dens Agterende. Dette Dække bragte Baaden til at se ud som en af de smaa flydende Øer, og afgav desuden et skærmende Ly imod Solens brændende Straaler. Proviant for Rejsen maatte de Rejsende selv hente sig op af Aaens Vand, eller ned fra Træernes Grene ved Hjælp af den Bøsse, som Herkules havde bjærget ved sin Flugt.

Selv om Strømmen vedblivende vilde føre det lette Fartøj afsted med den samme Hastighed, som ved Rejsens Begyndelse, omtrent to Mil i Timen eller ca. halvtreds Mil i Døgnet, var Dick dog klar over, at det blev en langvarig Tur før de naaede Kysten, og rig paa Farer vilde den sikkert ogsaa blive. Efter to Dages Sejlads udvidede Floden sig til en Bredde af omtrent 150 Fod, og man traf nu paa flere smaa, grønne Øer, der drev afsted med samme Fart som Kanoen. Intetsteds saa man Spor af Mennesker paa eller ved Flodens Bredder. Plantevæksten var af en overvældende tropisk Rigdom og Skønhed; Sværdlilier, Alver, Balsamier, Clematis, Gladiolus, Kæmpebregner og tusinde andre Vækster dannede, med deres stærkt farvede Blomsters yppige Vælde, en vidunderlig skøn Indfatning om Flodens dybtblaa Vand.

Hist og her rykkede selve Skovens Kæmper helt ned til Bredden og strakte deres tørstige Rødder ud i Strømmens friskende Vand; Figentræer, Acasier, Mangotræer, Copal og Dadelpalmer sendte fra deres tætte, vidtspredende Kroner, Skygge og Kølighed ud over det glitrende Spejl. I over hundrede Fods Højde slyngede Lianer og Clematis deres graciøse Ranker fra Trætop til Trætop, og ad disse naturlige, blomstersmykkede Broer saa man Aberne svinge sig i behændig Tagfat.

Den eneste af Selskabet, der ikke nød hverken den genvundne Frihed eller Naturens Skønhed, var Fætter Benedict. Han havde mistet sin Insektsamling i Kazonnde, sine Briller og sin Loupe -- for ham ejede Verden ikke flere Glæder. I det mindste ikke før en Dag, da Herkules, der respekterede Særlingens Samlermani og afleverede alle de Smaadyr han fik Fingre i, præsenterede ham et lille sort, uappetitligt udseende Insekt. Efter en hastig Undersøgelse af Fænomenet lige foran sine nærsynede Øjne udbrød Fætter Benedict i vild Henrykkelse.

"Bravo, Herkules! Jeg tilgiver dig, at du berøvede mig min Manticora, denne her er endnu bedre. Dick, Kusine, kom her skal I se -- det er glimrende, storartet!"