# Kaptajnen paa 15 Aar (I Slavelænker)

## Part 7

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/kaptajnen-paa-15-aar-i-slavel-nker-33360/index.md

Dicks Kammerater blev behandlet ganske som de andre Fanger. To og to blev de lænkede sammen, den ene bag den anden, til en seks Fod lang Stang, spaltet i hver Ende og fastgjort om Halsen paa dem med en Jærnbøjle. Armene havde de fri for at de kunde bære Byrder, men om Livet fik de en tung Jærnlænke. Saaledes, ude af Stand til at bevæge sig til højre eller venstre, belæsset, og pint af Bøjler og Lænker skulde de nu gaa hundreder af trælsomme Mile, drevet frem af Opsynsmændenes Piskeslag. Hvor misundelsesværdig var ikke Herkules -- selv om han havde Sult, vilde Dyr og alle det mørke Fastlands andre Rædsler at kæmpe imod --, hans Lod var dog tifold bedre end hans Kammeraters.

Dick Sand blev ikke lænket sammen med nogen af de sorte Slaver, saa megen Respekt for "den hvide Mand" havde Bandens Anførere, at de ligefrem ikke kunde behandle ham paa samme Vis som "de kulørte". Han blev afvæbnet og en Slavedriver holdt særlig Øje med ham. Forgæves spejdede han efter sine Fjender, Harris og Negoro, hvert Øjeblik ventede han, at de skulde vise sig for at nyde deres Hævn -- men nej, de kom ikke tilsyne. Maaske var de i den anden Del af Lejren og holdt Øje med Fru Weldon, lille Jack og Fætter Benedict. Hvad vilde de mon gøre ved disse deres andre Ofre?

Lejrene talte ikke færre end otte hundrede Mennesker, fem hundrede Slaver af begge Køn, to hundrede indfødte Soldater, og Resten var Slavefogeder og disses Overordnede, Agenter og Anførere.

Disse Slavedrivere og Agenter er som oftest af arabisk og portugisisk Oprindelse, Udskudet af disse Nationers laveste Lag. Det er næppe til at beskrive, hvor umenneskeligt de behandler deres Fanger. De pisker dem uophørligt, og naar de elendige Stakler synker sammen af Sygdom og Træthed eller paa anden Maade bliver til Besvær for Karavanen og usælgelige paa Markedet, bliver de ubarmhjærtigt hugget ned eller skudt. Ved denne Dyriskhed søger de at indjage Fangerne en saadan Frygt, at disse ikke skal vove at gøre Oprør; men Følgen af denne Fremgangsmaade er tillige at ofte Halvdelen af Transportens Slaver omkommer undervejs, og deres Skeletter betegner den uhyggelige Karavanes Vej fra det indre til Kysten.

Dick var som lammet af den rædselsfulde Ulykke der var hændet hans Venner og ham. Kun en eneste Tanke gentog sig med idiotiserende Uafvendelighed i hans Hjærne: Hvorfor har jeg dog ikke skudt begge de to Uslinger? -- -- jeg har dog kunnet gøre det -- men gjorde det ikke. Hvorfor har jeg dog ikke skudt dem?

XVI.

Under Aaget.

Den samme Morgen Klokken 9 lød der Trommehvirvler og de gennemtrængende Toner af Covdov Hornene, Signalet til Opbrud. I en Fart kom alle Mand paa Benene. Fangerne blev atter belæssede med deres Byrder, hovedsageligt Elefanttænder, og delt i forskellige Kolonner under Anførsel af en Opsynsmand og et Par Soldater. Saa satte Toget sig i Bevægelse.

Dicks Kammerater var blevet anbragt forrest i Toget, medens han selv blev holdt tilbage til sidst. Bat var blevet sat i Gaffel sammen med sin gamle Fader, og Actæon og Austin var lænkede sammen, men da de ikke kunde dreje Hovedet og ikke veksle et Ord havde de ikke meget Glæde af at være hinanden saa nær. Opsynsmandens Pisk naaede dem lige saa godt som alle de andre Slaver, og særlig gik hans Brutalitet ud over gamle Tom, der tynget af Aaget og Lænkerne vanskeligt kunde holde Skridt med de andre. Nan havde sammen med en Del andre Kvinder faaet Plads midt i Toget, lænket til en ung Moder med to Børn, hvoraf det ene var ganske spædt og det andet tre Aar gammelt. Nan forbarmede sig over denne stakkels, lille Praas, der daarligt kunde humpe med, og tog Drengen paa Armen.

Karavanen drog lige imod Øst. Marchen begyndte hver Morgen ved Solopgang, og blev kun afbrudt af en Times Middagshvil. Føden bestod af Maniok i sparsomme Rationer, Kartofler og -- naar der var Lejlighed til at plyndre en Landsby ved Vejen -- lidt Faarekød.

De 250 Mil fra Coanza Floden til Kazonnde blev tilbagelagt i, hvad Førerne kaldte femogtyve "Marscher"; hver Marsch var en Dags Vandring, ti Mil.

Den triste Tur kan ikke beskrives bedre eller mere anskueligt end ved de Notitser, som Dick kradsede op undervejs.

25. April. Saa en Landsby, hegnet med Palisader af Bambusrør, otte-ni Fod høje. Marker beplantede med Majs og Bønner. To Indfødte blev fangede, femten dræbt, Resten flygtede.

26. Passeret en strid Strøm, 150 Alen bred; en Flydebro lavet af Træstammer forbundne med Lianernes Ranker. En Stamme gled løs og to Kvinder, lænkede i samme Gaffel, faldt i Vandet. Der viste sig Krokodiller som snappede efter Slaverne i Udkanten af Færgen.

28. Stærk Regn, opblødt Jord. Besværlig Marsch. Fik Øje paa stakkels Nan. Hun haltede og saa frygtelig medtaget ud. Natteleje under et stort Baobabtræ med hvide Blomster og fint lysegrønt Løv. Løver og Leoparder brøler hele Natten. En af Soldaterne skød en Panter. Hvordan mon det gaar Herkules? ...

30. April. Ende paa Regntiden. Østenvind. Fem Fanger styrtede af Sumpfeber. De vilde Dyr, der følger os i Hælene, gør en rig Høst hver Aften i denne Tid. De stakkels Ofre der segner, og kender den Skæbne der venter dem!

2. Maj. Stadig intet erfaret om Fru Weldon. Mon hun er med en anden Transport foran eller bag efter os? Vi vadede i Dag i Vand til midt paa Livet og Tusinder af Igler suger sig fast til den nøgne Hud. Intet Sted kan man slaa Lejr paa denne oversvømmede Slette. Maa marschere i Mørke hele Natten. Hvilken rædselsfuld Nat. Man hører forfærdelige Skrig, og Soldaterne hugger Grene af harpiksholdige Træer og tænder dem som Fakler. Det er Krokodiller, som i Mørket har sneget sig ind til Karavanen og revet flere Kvinder og Børn til sig. En Slave ved Siden af mig blev grebet af et af disse modbydelige Dyr. Hvor fortvivlet han skreg! Hvilken satanisk Nat.

10. Maj. Passeret to brændende Landsbyer. Nogle Fanger forsøgte at flygte, men blev atter indfangede og straffede paa den mest barbariske Maade.

Trods min Træthed og Udmattelse kunde jeg ikke sove. Det forekom mig at noget bevægede sig i det høje Græs ikke langt fra hvor jeg laa.

Jeg lyttede spændt. Skulde det være et vildt Dyr, som vovede sig lige ind til Lejren. I saa Fald er jeg fortabt, ubevæbnet og hjælpeløs, som jeg er. Natten var bælgmørk. Græsset skiltes ad; lige foran mig saa jeg to blanke Øjne rettet imod mig. Jeg vilde raabe om Hjælp. Dyret springer imod mig -- --.

Skrækken lammer mig -- --.

Dingo! Er det muligt?

Ja, det er virkelig Dingo, som slikker min Haand, logrer og viser alle Tegn paa Glæde ved Gensynet. Hvorledes har dog det kloge, kære Dyr kunnet finde mig? Min eneste, trofaste Ven! Negoro har altsaa dog ikke faaet taget Livet af ham. Jeg klapper og kærtegner den -- -- og ved Berøringen finder min Haand et Stump tyndt Rør, som er bundet til Hundens Halsbaand. Kan det være et Bud til mig? -- -- Jeg ryster paa Haanden medens jeg knækker Røret. Der ligger en Stump Papir inden i.

Men i det haabløse Mørke kan jeg ikke se at læse, hvad der muligvis staar paa Sedlen. Jeg maa vente paa Morgenen. Dingo synes nu, da den har udført sit Ærinde, at blive utaalmodig efter at komme afsted igen.

Den slikker min Haand og forsvinder i lange Spring ind i det høje Græs.

Ved Dagens første Skær læste jeg Brevet:

Fru W. og Jack er ført bort i en Kitanda, fulgt af Harris og Negoro. B. er ogsaa med. Jeg kan ikke sætte mig i Forbindelse med dem. Dingo fandt mig i Skoven; den var saaret af en Kugle, men kom sig hurtigt. Kære Hr. Dick, tab ikke Modet. Maaske kan jeg hjælpe.

Herkules.

11. Maj. Gudskelov at Fru Weldon og Jack er i Live, og at de bliver baaret i Hængekøje, det er dog en nogenlunde bekvem Maade at komme frem paa. Men hvad kan dog de to Slyngler, Harris og Negoro, have i Sinde med dem og mig?

24. Maj. Der mangler Levnedsmidler og Slavernes Ration mindskes yderligere. Dette til alt det andet! Idag blev tyve Fanger, som ikke kunde slæbe sig afsted længer, huggede ned af Opsynsmændene. Stakkels gamle Nan var imellem dem, der dræbtes i dette forfærdelige Slagteri. Det var den første af "Pilgrims" Rejsende, der gik til den evige Hvile -- --. Hvordan mon det gaar med de andre?

Den 26. Maj naaede Karavanen Kazonnde.

Halvdelen af de Fanger, som var blevet afsendt fra det indre, laa døde paa Vejen og Resten var i en elendig Forfatning. Men dette Forhold var ingenlunde usædvanligt, og da Efterspørgslen efter Slaver var livlig og Priserne stigende, gjorde Slavehandleren sikkert alligevel glimrende Forretninger.

Kazonnde ligger tre hundrede Mil fra Coanzaflodens Munding, og er den vigtigste Markedsplads i den Provins. Paa en stor aaben Plads "Tchitokaen" bliver Slaverne udstillede og solgte. Som alle større Byer i Central-Afrika er ogsaa denne delt i to skarpt adskildte Dele; den ene beboes af Araberne, Portugiserne og de indfødte Købmænd, i den anden Del har Neger-Kongen opslaaet sin Residens. Denne sorte Potentat er en vild og fordrukken Kavaler, der lever af hvad han kan presse ud af de Indfødte, og af Bestikkelser fra Slavehandlerne. "Residensen" bestod af en Samling smudsige Hytter, spredt over et Areal af en Kvartmil og omgivet af et Hegn af buskadsagtige Figentræer. Kongen var en fed, afskyelig Neger ved Navn Moini. Hans Magt og Anseelse var ikke just overvældende, hans hele Militærstyrke var knap firetusinde Soldater, og han var ganske og aldeles i Lommen paa Slavehandlerne, og særligt da den gamle, hovedrige Alvez.

Det var ved Middagstid, at Karavanen holdt sit Indtog i Byen. Under Trommehvirvler og skrattende Hornsignaler blev Slave-Driften ført til Barakkerne i Alvez' Kvarter. Karavanens Soldater affyrede deres Geværer i Luften, og deres Kammerater i Slavehandlerens Residens besvarede deres Hilsen. Alle disse Banditter var glade ved at genses efter fire Maaneders Fraværelse; nu kunde de hvile ud og solde sammen, og tage Revanche for Turens Strabadser.

I Barakkerne var der i Forvejen en tolv-fjorten hundrede Slaver, som om kort Tid skulde sælges paa Markedet; saa der var jo ikke megen Plads i disse svinske Stalde til de nyankomne. Disse blev nu befriet for Gaflerne, men Lænkerne maatte de beholde.

Hvilken Befrielse var det ikke for gamle Tom, hans Søn og dennes Venner, Actæon og Austin, at faa de tunge Halsbøjler fjærnet og efter fem Ugers Adskillelse atter at kunne trykke hinandens Hænder og tale sammen. Kraftige og arbejdsvante som de var, havde de unge Negre bedre end de fleste af deres Lidelsesfæller kunnet udholde Rejsens Strabadser, men gamle Tom var saa medtaget, at han næppe vilde have lang Tid tilbage at leve. De var alle fire blevet indelukket i en snæver Baas, hvor der blev udleveret dem en sparsom Ration Fødevarer. Dick Sand derimod blev holdt tilbage paa Torvet under en Slavefogeds Opsyn. Han længtes inderligt efter at kunne undersøge alle Hytterne, for at søge efter Fru Weldon, lille Jack og Fætter Benedict, der efter hvad Herkules havde meddelt ham, skulde være ført hertil.

Og hvor var Harris og Negoro? Hvorfor viste de sig fremdeles ikke? Længtes den falske Kok da ikke efter at haane og triumfere over sin forhenværende Kaptajn? Han kom pludselig til at tænke paa, hvor dumt det havde været af ham, at han ikke dengang, da Dingo bragte ham Bud fra Herkules, sendte den tro Neger et Brev tilbage med Hunden. Nu vidste Herkules jo ikke engang, om Brevet var naaet i de rette Hænder, og om han var ilive endnu. Det var naturligvis Grunden til, at Dingo ikke senere var blevet sendt til ham.

Dick var fortvivlet, alt Haab syntes slukt for ham. I dette Øjeblik rev en frygtelig Hylen og Raaben ham ud af hans triste Betragtninger. Trompetfanfarer og Trommehvirvler bebudede den store Slavehandler, "Slavekongens" Ankomst.

"Alvez! -- Alvez!" lød det fra alle Kanter af Pladsen.

En _Kitanda_ -- en tohjulet Vogn omgivet af en Kaleche af falmede, kulørte Gardiner -- nærmede sig Pladsen. En fed, gammel, rødøjet Neger steg ud af den, hilst med støjende Hyldest af Følget. Det var den store "Handelsmand", José Antonio Alvez.

Ved Siden af ham saa man en snavset, halvgammel Fyr, med et gult Ansigt, mærket af alle mulige Laster og Udsvævelser, og iklædt en laset Bomuldsskjorte og en forreven Straahat. Det var Alvez' Fortrolige og onde Aand, Counbra.

Til stor Skuffelse for Dick saa han hverken Harris eller Negoro i Alvez' Følge.

Føreren for den lige ankomne Karavane, Araberen Ibu Hamis hilste nu paa sin høje Chef og aflagde Beretning om Transporten. Samtalen førtes imidlertid i et forfærdeligt Blandingssprog, som Dick ikke forstod et Ord af. Imidlertid hørte han, at Harris Navn blev nævnet, og derefter blev en Slavefoged sendt hen til den Barak, hvor Tom og hans Fæller var blevet indelukket.

De fire sorte Amerikanere blev ført frem for Alvez. Den gamle Kæltring lod sit Blik takserende hvile paa de tre unges kraftige Legemer.

Nu traadte Tom frem og sagde med høj Stemme:

"Vi er fri Mænd, fri Borgere fra de forenede Stater."

"Ja vel, ja vel," fnisede den gamle Slavehandler, "fri Mænd i Lænker; velkommen -- --!"

"Velkommen," grinede Counbra, som et Ekko af den gamle, og traadte nærmere. Han befølte Austins Bryst og Arme, og vilde ogsaa til at kigge ham paa Tænderne, som man gør ved en Hest. Men et velrettet Næveslag lige i Ansigtet sendte i det samme den ivrige Menneskepranger baglænds ti Skridt tilbage.

Nogle Soldater styrtede hen imod Austin, men Alvez kaldte dem tilbage. Han var endogsaa ondskabsfuld nok til at le himmelhøjt over sin Ven Counbras' lille Uheld. Han vinkede nu ad Dick Sand, som han betragtede med et bredt Smil. Han vidste aabenbart Besked angaaende den unge Kaptajn.

"Naa, lille Yankee, ær di dær!" sagde han paa daarligt Engelsk.

"Ja, jeg mærker at De ved hvem jeg er. Hvad vil De gøre med mine Kammerater og mig?" spurgte Dick.

"Yankee, lille Yankee!" drævede Alvez, som enten ikke forstod, eller ikke vilde forstaa Dicks Spørgsmaal. Derpaa vendte han sig til Ibn Hamis og talte ivrigt med ham om et eller andet, der aabenbart angik Dick og hans Ledsagere.

Dick benyttede Øjeblikket til, uden at se henimod de sorte, at mumle til dem: "Venner! Jeg har hørt fra Herkules. Han har fulgt efter Karavanen. Harris og Negoro har ført Fru Weldon med sig, blot ved jeg ikke hvorhen. Tab ikke Modet, maaske -- -- --."

En Haand lagdes tungt paa hans Skulder og en velkendt ironisk-venlig Stemme lød i hans Øre:

"Naa, min unge Ven! Hvordan har De det? Det glæder mig at se Dem igen."

Dick foer sammen. Det var Harris.

"Hvor er Fru Weldon?" raabte han og traadte tæt hen til den falske Vejviser.

"Herregud, ja; stakkels Kone," svarede Harris med kunstlet Medfølelse.

"Hvad siger De! Er hun død?" stønnede Dick forfærdet. "Og hendes Barn, lille Jack?"

"Ok ja, den sølle Unge, som holdt saa meget af mig -- -- --," svarede Harris med et ondskabsfuldt Smil.

Døde, pint til døde af denne Bøddel. Dick grebes af en uimodstaaelig Harme, et opblussende Raseri, en Trang til Hævn, som han ikke kunde beherske.

Han sprang ind paa Harris, rev Dolken op af hans Bælte og stødte den dybt i hans Bryst.

-- En Ed, en Forbandelse -- -- og Amerikaneren vaklede og faldt død til Jorden.

XVII.

En Markedsdag.

Saa hurtig og uventet havde Dicks Stød været, at Ofret ikke havde kunnet afparere det, saalidt som nogen af de omstaaende havde kunnet lægge sig imellem. Nu kastede nogle Indfødte sig over ham og vilde utvivlsomt have hugget ham ned paa Stedet, dersom ikke en myndig Stemme havde kaldt dem tilbage.

Det var Negoro.

Paa et Tegn af Portugiseren bar Soldaterne Harris' Lig bort. Alvez og Coimbra forlangte højrøstet og bestemt, at Negoro straks skulde lade Dick blive klynget op, men Portugiseren havde aabenbart andre Planer desangaaende, og efter megen Diskuteren med sine Foresatte fik han dem til at gaa ind paa hans Forslag.

Alt imens stod Dick roligt og saa uanfægtet, som om hans egen Skæbne var ham komplet ligegyldig, og betragtede Negoro, Kokken fra "Pilgrim", det Umenneske, som var Ophavsmanden til alle de Ulykker, der var tilstødt Skibet og dets Besætning. Men det var, som om Drabet af Harris havde kølnet hans Vrede, eller maaske var det Visheden om Fru Weldons, hans anden Moders Død, og hans egen nær forestaaende Ofring, der berøvede ham Evnen til at føle noget som helst.

Som i Drømme lod han sig belægge med Lænker og føre ned i en underjordisk, mørk Hule, de dødsdømte Slavers sidste Opholdssted. Han tænkte end ikke paa, at naar Negoro havde udvirket, at han ikke blev hængt, saa var det sikkert for at kunne berede ham en Død, der var hundrede Gange værre.

Næste Dag fandt Markedet Sted. Tusinder af Indfødte indfandt sig, pyntet paa det fineste; malet og indsmurt i Fedt og udstyret med en Strimmel broget Bomuldstøj og Masser af kulørte Glasperler. Paa Torvet, hvor alle Landets Herligheder var udstillet til Købs, og desuden indført Bomuldstøj, Smykker, -- og Spiritus, herskede en frygtelig Trængsel og et øresønderrivende Spektakel.

"Slavekongen" og hans Adjudant Coimbra ledede selv Opstillingen af de Slaver, som han vilde skille sig af med. Da Efterspørgslen var saa stor, besluttede han i sidste Øjeblik at lade de mindst medtagne af de sidst ankomne Fanger gaa med, for at spare Kosten til dem i den Maaned det varede, før der atter var Marked. Imellem disse sidste, som Opsynsmanden drev ind paa Markedspladsen, var ogsaa Tom og hans tre Kammerater, alle fire nedtrykte og ulykkelige over den Skændsel, der skulde overgaa dem.

"Jeg ser ikke Dick Sand," sagde Bat efter at have set sig godt om.

"Den unge, kære Herre bliver vel slaaet ihjel," sagde den gamle Tom trist, "maaske har han udstridt allerede. Jeg havde nær sagt, bare det var mig. Men vi maa vel kun haabe og ønske, at vi alle fire bliver købt af den samme Agent, saa at vi i al Fald kan blive sammen."

"Naar bare Herkules var her!" sagde Austin.

Menneskehandelen begyndte. Coimbra gik, sammen med arabiske Købmænd, Mestitzer og Slaveopkøbere, rundt imellem Fangerne. Han udraabte Prisen og fremviste "Varerne". Han var allerede halvfuld, og skældte, slog, kommanderede og rasede. Han lod de ulykkelige sorte løbe og vise Tænder, ganske som Heste, og lod dem løfte tunge Sten for at vise, hvor kraftige de var. Tom og hans Venner delte Skæbne med de andre. Paa Grund af deres kraftige Bygning og udviklede Muskulatur blev de ligefrem et Stridens Æble imellem flere Opkøbere fra Madagaskar. Alvez var henrykt. Buddene faldt livligt og Priserne steg.

Til alt Held blev de da ikke adskilte; en stor Slavehandler fra Zanzibar købte dem alle fire og lod dem straks bringe hen i en Barak, han lejede i samme Anledning.

Hen paa Eftermiddagen hørte man en sig nærmende Lyd af Trommer, Cymbaler, Gammelanger og andre af de primitive Negerinstrumenter. Markedstumlen, der nu var paa sit højeste, da det gjaldt om at blive af med de endnu uafsatte Varer i en Fart, forstummede pludselig, som ved et Trylleslag. Al Handel blev afbrudt, hver Udraabers Stemme tav.

Thi Kongen af Kazonnde var paa Vejen fra sin Residens for at beære Markedet med sit Besøg. Han holdt sit Indtog baaret i en gammel Palankin og omgivet af sine højere "Embedsmænd" og Soldater. En fire fem Stykker af disse maatte hjælpe ham ud af Befordringen, da denne var naaet midt ud paa Torvet. Her modtog han naadigst Alvez og de andre større Slave-Grossister, der viste ham den mest overdrevne Ærbødighed, en Følelse, som de var saare langt fra at nære. Majestæten var en Mand paa halvtreds, men saa ud som han var firs. Hans kongelige Højtidsdragt bestod af et Læderskørt, pyntet med paasyede Glasperler, en Slags Krone smykket med rødmalede Leopardkløer og hvide Haarduske, samt Masser af Kobberringe om Ankler og Haandled. I den ene Haand havde han en Fjervifte og i den anden en rødknappet Stok, og paa hans kongelige Næse sad -- Fætter Benedicts Briller. Den ulykkelige Naturforskers Loup hang i en Snor ved Kongens Bælte, nærmest til Pynt, da den ophøjede Idiot ikke havde Idé skabt om dens rette Anvendelse. Saaledes saa altsaa denne Hersker ud, der efter sin egen -- og sine fleste Undersaatters Mening, var af guddommelig Oprindelse. Det var en alkoholiseret, legemligt som aandeligt ødelagt, gammel Neger, der mere lignede en ældet Urangutang end et Menneske.

Kongen ledsagedes af en Mængde let, men broget paaklædte Negerinder i alle Aldre -- den gamles Harem -- samt af sine Embedsmænd, Troldmænd, Generaler o. s. v. Man maatte straks lægge Mærke til den Ejendommelighed, at næsten alle disse høje Herrer var mer eller mindre defekte. Den ene manglede sit ene Øre, den anden et Øje, en tredie Næsen eller en Haand; og disse Tab skyldtes ikke Ulykkestilfælde, men kongelig Unaade. Denne milde Hersker kendte nemlig kun to Straffe, Død eller Lemlæstelse, som bragtes til Anvendelse saasnart de Vedkommende forsyndede sig eller vakte Kongens Mishag. Troldmændene, der særligt fungerede som Læger, som Besværgere og Aandemanere, maatte ofre deres kære Lemmer naar en Kur mislykkedes.

Dybt bukkende nærmede Alvez sig og overrakte Kongen en Kardus Tobak, og efter ham traadte de andre Slavehandlere frem og bragte deres Gaver under mange Ceremonier og Talemaader. De Indfødte kastede sig paa Jorden og smurte sig til med Snavs, og viste saaledes deres uhyre Ydmyghed. Men Kongen saa ikke paa nogen, han tog Gaverne og lod dem gaa videre og stavrede afsted, skrævende, rullende, vaklende i sin Drukkenskab.

Alvez holdt sig stadig i Majestætens Nærhed, eskorteret af Negoro.

"Skaf mig Drikke," savlede Kongen.

"Vil det behage Deres Majestæt at se lidt paa Markedet?" spurgte Alvez.

"Noget at drikke," stønnede Kongen arrigt.

"Hvad ønsker Majestæten?"

"Brændevin! Ildvand!" hylede Kongen rasende. "For hver Draabe skal du faa -- -- --."

"En Draabe af en hvid Mands Blod!" indskød Negoro, med et betydende Blik til Alvez.

"Der er en hvid Mand her," sagde Alvez, "som har dræbt en af mine Agenter. Han maa straffes!"

"Kom med ham, jeg skal -- hvid Mand --," grinede Kongen, "men først Ildvand, kom med det!"

"Det skal komme, brændende Ildvand; en hel Bolle!"

Dette var noget splinter nyt for den gamle Drukkenbolt; Brændevin havde han drukket i Strømme, men brændende Brændevin, Ildvand i Flammer -- den Tanke gjorde ham vild af Henrykkelse. Og hans Glæde forplantede sig til Følget, Mandfolk og Fruentimmer var lige lyksalige ved Tanken om det forestaaende Drikkegilde.

Saa snart Mørket faldt paa, blev Forberedelserne til Aftenens Fest paabegyndte. En uhyre Kobberkedel blev opstillet midt paa Torvet, og deri lod Alvez hælde en Tønde Fusel-Brændevin, tilsat Kanel og spansk Peber og hvad der ellers kunde forhøje denne Punsch's Velsmag for de Vilde.

Hele Hofstaten smed sig ned i en Kreds omkring Bollen. Som draget af Stanken fra dette Brændevins-Kar ravede Kongen hen og bøjede sig over Kanten af Bollen. Det saa næsten ud som han vilde gaa paa Hovedet ned i sin Yndlings-Drik. Alvez slog en Klo i ham og trak ham tilbage.

Han stak ham nu en Tændstik i Haanden og sagde med et lumsk Smil:

"Sæt Ild paa!"

Kongen lod den brændende Tændstik falde ned i Spritten. Virkningen var storslaaet. Højt over Karrets Rand steg de dansende og slikkende Flammer, blaa, røde og gule kastede de et spøgelseagtigt Skær over den hele sælsomme Scene. De Vilde sprang op i stor Eksaltation, de hoppede, de dansede, de hylede og sang -- som sorte Djævle om et Heksebaal. Kongen var som hypnotiseret af den brændende Drik, hans Øjne veg ikke fra Ilden.

Nu fyldte Alvez med en stor Jærnske den flammende Spiritus i en Skaal og rakte denne til Neger-Kongen. Den gamle Dranker greb den ivrigt og førte den til Munden, for at tømme den i et Drag.

Straks efter lød et forfærdet mangestemmigt Skrig. Kongen brændte.

Den forhærdede Fyldebøtte, der i sin hele Levetid havde drukket ihærdigt og uopholdeligt, var blevet saa gennemsivet af Spiritus, at Ilden øjeblikkelig havde antændt ham, som en Fakkel. Det var ikke de Indfødte rigtig klart, om det var et Ulykkestilfælde, der skete for deres Øjne, eller om det var noget overjordisk. Om for Eksempel Majestæten blev hentet af Himlens Ild hjem til sine guddommelige Forfædre.