# Kaptajnen paa 15 Aar (I Slavelænker)

## Part 6

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/kaptajnen-paa-15-aar-i-slavel-nker-33360/index.md

"Saa la la, det bliver mere og mere besværligt her paa Kysten. Der er Slaver nok i Barakkerne, som vi venter paa at faa udskibet til de spanske Kolonier, men det kniber svært at faa dem sejlet derover. De portugisiske Myndigheder paa den ene Side og de engelske Krydser-Fartøjer paa den anden -- de generer Udførslen og gør det vel snart af med hele Forretningen her. Længere Syd paa, nede ved Mossamedes er snart det eneste Sted, hvor man kan slippe af med de sorte. At føre Karavanerne igennem Benguela eller Loande lader sig heller ikke gøre; hverken Guvernørerne eller Underguvernørerne tør tage imod Bestikkelser mere. Gamle Alvez tænker derfor paa at gaa i den anden Retning, til Nyangve og Tanganyika, hvor han kan faa tiltusket sig Slaver og Elfenben. Og endnu gør han jo gode Forretninger paa Øvre Ægypten og Mozambik, der forsyner hele Madagaskar med sorte. Men, som sagt, det hele er paa Retur," endte Harris sin modbydelige "Handelsberetning" med et Suk.

"Naa, det holder vel i vor Tid," opmuntrede Negoro.

"Kan jo være. Men hvad vil du saa stille op med dine Venner?"

"Dele dem i to, Faarene og Bukkene! Faarene skal sælges, Bukkene -- -- --." Negoro endte ikke Sætningen, men Udtrykket i hans Ansigt lod ingen Tvivl tilbage om hans nedrige Hensigt.

"Det er altsaa de sorte, som skal sælges," bemærkede Harris. "Den gamle Tom er ikke meget værd, men de andre raske arbejdsvante Karle vil nok give os en god Skilling paa Markedet i Kazonnde. Men fandt du forresten ingen Kontanter om Bord paa 'Pilgrim'?"

"Et Par hundrede Dollars var alt hvad jeg fik Fingre i," svarede Negoro skødesløst. "Men hvor kan vi faa afleveret Fangerne?"

"Lige her i Nærheden -- blot en halv Snes Mil borte træffer vi paa en Slavetransport, under Anførsel af Araberen Ibn Hamish. Den skal jeg selv støde til, og hvis vi bare kan faa Dick og hans Trop til at drage afsted i den Retning, saa er der Opsynsmænd nok at sende ud og fange dem. Og jeg antager, at min unge Ven er fornuftig nok til ikke at vilde forsøge at finde samme Vej tilbage til Kysten, som den vi er kommen af; han vilde naturligvis bare fare vild og dø af Sult. Derimod vil han nok se at finde Floden og saa følge dens Løb ud til Havet. Det er hans eneste Udvej, -- men heldigvis fører hans Vej ham da netop lige i Armene paa vor Karavane. Og saa har vi -- -- --."

Amerikaneren blev her pludselig afbrudt af samme Lyd, der allerede en Gang havde opskræmmet dem, en Hvislen i Sivene. Saa lød en dump Gøen. En Hund sprang ud af Sivene.

"Dingo!" udbrød Harris.

"Forbandede Dyr," raabte Negoro. Han greb Kammeratens Bøsse, kastede den til Kinden og gav Ild i det Øjeblik, Dyret var i Spring imod ham. Et Smærtenshyl lød, og Hunden sank om i Sivene.

De to Venner forsvandt ind i Skoven, paa Vej imod Coanza.

XIV.

Afsted igen.

Afrika! Afrika! genlød det atter og atter i Dicks Tanker Natten efter den frygtelige Opdagelse af Harris Forræderi.

Lidt efter lidt fandt han i de søvnløse Timers triste Overvejelser Traaden i det lumske Anslag, som de alle var blevet Ofre for. Han forstod, at Negoro og Harris havde arbejdet sammen, imod et fælles Maal, Negoro for at tage en personlig Hævn over ham, Dick, Harris for at sælge Negrene som Slaver. Men Fru Weldon, Fætter Benedict og lille Jack -- hvad var Uslingernes Plan med dem?

Saa stod de altsaa nu -- istedet for at være nær Hjemmet og dets kære -- midt i Afrikas farligste Egn, omgivet af Rædsler, hundrede Gange værre end alt det, de allerede havde gennemgaaet. Men Dick lod ikke sin Tanke længe dvæle ved de nuværende fortvivlede Forhold; hans ukuelige Ungdomsmod, hans Følelse af Ansvar overfor dem, som havde betroet deres Skæbne i hans Hænder, sejrede snart over den øjeblikkelige Modløshed. De maatte frelses, og det kunde kun ske ved at man uopholdelig brød op fra dette Lejrsted, for at unddrage sig et muligt Angreb af Harris og hans Folk. Man maatte da søge at finde den Flod, som havde sit Udløb der hvor de var strandede, og følge den tilbage i Haab om, at træffe paa en eller anden portugisisk Handelsplads eller Plantage. Om ikke før, saa mente han sikkert at han, naar de var kommet tilbage til Kysten, ved at drage imod Syd vilde kunne naa en lille Udskibningshavn.

Saaledes var Dicks simple og fornuftige Plan, som han tidlig den næste Morgen meddelte Fru Weldon. Han fortav dog for hende, som for alle de andre med Undtagelse af hans Medvider i den foregaaende Aftens Opdagelse, Tom, at man ikke var i Bolivia. Han kunde ikke, turde ikke se sin Velgørerindes Fortvivlelse, naar hun erfarede den hele frygtelige Sandhed. Han fortalte derfor kun ganske kort, at han havde opdaget, at Harris havde været en Forræder, der sandsynligvis i Forbindelse med Negoro havde ført dem ind i den vejløse Skov for der at overlade dem til deres Skæbne -- uhyggelig som den let kunde være blevet, hvis han havde faaet ført dem længere bort fra Kysten.

Ved en Undersøgelse af den nærmeste Del af Skoven fandt Dick en lille Bæk med rødligt, jærnholdigt Vand, som sikkert maatte falde ud i den Flod, de søgte. Han bestemte sig da til at følge dens Løb, og efter nøje at have undersøgt Vaabnene og pakket Resten af Fødevarerne sammen, begav man sig straks afsted.

"Giv mig Jack," sagde den skikkelige Kæmpe, Herkules, "naar jeg ikke har noget at bære paa bliver jeg træt."

Med den endnu sovende Dreng i sine Arme skridtede han afsted i Spidsen for den lille haardt prøvede Trop.

Pludselig standsede Dick med Udbrudet: "Dingo!"

"Ja, hvor er Dingo?" sagde Herkules og opløftede sin vældige Røst: "Dingo, Dingo!"

Man lyttede spændt, men ingen Gøen naaede deres Øren.

"Dingo, Dingo."

Kun Tavshed til Svar.

"Den er maaske paa Spor efter sin Fjende, Negoro," mente Fru Weldon.

"Ja, maaske," svarede Dick, og i Tankerne tilføjede han, "og maaske ligger den død et eller andet Sted med en Kugle i Livet."

"Men det kloge Dyr finder nok vort Spor, og følger det indtil den naar os," bemærkede Herkules.

"I al Fald tør vi ikke vente paa Hunden," sluttede Dick Samtalen, "vi maa afsted."

Vandringen besværliggjordes en Del af den frodige Plantevækst, særlig Lianernes sammenfiltrede Masser, der maatte hugges bort med Øksen, sinkede Marschen meget, og en Art Vinranker, besatte med stive Torne, der kryber langs Jorden, forvoldte de Vandrende meget Besvær. Man naaede derfor ogsaa kun tre Mil frem inden Middag. Harris og Negoro havde man ikke set noget til, og heller ikke Dingo havde vist sig. Man satte sig til Hvile i et Bambuskrat og holdt Maaltid. Fru Weldon sad trist og nedbøjet med sin svage lille Søn paa sit Skød; for første Gang paa hele Rejsen syntes hun at tabe Modet og Troen paa en lykkelig Udgang af alle Trængsler.

"De maa virkelig spise, Fru Weldon," trængte Dick ind paa hende. "Hvordan skal det dog gaa os alle, hvis Kræfterne svigter Dem. Jack bliver nok bedre saa snart vi naar den friske Flod, der skal føre os tilbage til Kysten. De maa ikke fortvivle; alt bliver nok snart godt, og vi naar sikkert i god Behold hjem fra denne eventyrlige Rejse. Men nu maa vi snart bryde op igen."

Man fulgte stadig Bækkens Løb, der ud paa Eftermiddagen førte de udholdende Vandrere ud af Skovens Tykning til en moradsig Slette, bevokset med Bambusrør, saa højt at selv ikke Herkules kunde se over dem, og i Bunden dækket med et blødt Mostæppe. Dick Sand kom med Ængstelse til at tænke paa, at han i Livingstones Bog havde læst, at den uforfærdede Opdagelsesrejsende ofte var blevet siddende i disse forræderiske Sumpe.

"Vær endelig forsigtig, mine Venner," advarede han, "prøv først Bunden inden I træder til."

Tom undrede sig over, at Grunden kunde være saa fugtig, da det dog ikke havde regnet i den sidste Tid. "Men efter Himlens Udseende at dømme, lader den næppe vente længe paa sig, det ser ud til, at vi skal faa et ordentligt Uvejr," sluttede han sine Betragtninger.

"Saa meget mere Grund er der for os til at skynde os at komme over disse Sumpe, før det gaar løs. Herkules tager nok igen Jack paa Skuldrene, Bat og Austin maa holde sig i Nærheden af Fru Weldon for at hjælpe hende, hvis det gøres nødig, og De, Hr. Benedict -- -- De maa minsanten passe paa Dem selv. Hvad er der -- hvad gaar der dog af Dem?"

"Jeg synker i!" hylede den uheldige Insektjæger. Og virkelig forsvandt han langsomt, som opslugtes han af Jorden. Han var spankuleret op paa en Slags Myr, der som en Falddør gav efter og lod ham synke i til midt paa Livet. Ved en kraftig Haandsrækning fik man ham halet op igen, men et bedrøveligt Syn frembød han, bedækket med seigt, stinkende Dynd.

Ved fem-Tiden begyndte endelig Bunden at blive fastere, men endnu kunde man mærke, at Jorden var mættet med Fugtighed, hvad der kunde tyde paa, at Floden ikke var langt borte. Fjærne Lyn begyndte nu at flænge de mørke Stormskyer, og Tordenen hørtes som en dæmpet Brummen. Et af de saa frygtelige afrikanske Uvejr var ifærd med at bryde løs; de Uvejr, som opriver Kæmpetræer, hvis Lyn antænder Pampaerne, og hvis Regn oversvømmer hele Landstrækninger. Paa Sletten turde man derfor ikke blive, men hvor skulde man søge Ly? Imod Nord aftegnede nogle lave Høje sig imod Himlens underste lysere Stribe, dem maatte man søge at naa. Kunde de end ikke give Ly imod Uvejret, saa kunde man dog maaske opnaa at være i Sikkerhed for Oversvømmelsen paa Højdernes Toppe.

"Videre, videre!" opmuntrede Dick, "endnu kun tre Mil, saa er vi ovenpaa -- bogstavelig talt."

Men Uvejret var dog hurtigere end de. Skyerne sank lavere og lavere og dækkede snart hele Himlen med sit sorte Tæppe. Det blev snart bælgmørkt skønt Klokken kun var omtrent seks. Røde og blaa Lyn skar sine Striber paa kryds og tværs igennem Mørket, som et lysende Ildvæv under Himlens mørke Kuppel. De vandrende gik i stadig Fare for at blive ramt af Lynet, da de var det eneste, der paa denne træløse Slette kunde tiltrække de elektriske Udladninger. Man travede af Sted saa hurtigt, det af Hensyn til Fru Weldon blot var muligt. Endnu var Regnen ikke brudt løs i hele sin Vælde, og allerede saa man ved Lynenes hvidlige Glimt de lave Høje, som var det foreløbige Maal.

"Men hvad er dette for nogle Indretninger?" udbrød Dick forbavset, da han stod foran de formodede Jordhøje, "det er jo Huler eller Hytter. Maaske er dette en forladt Lejr."

"Det er Insekter," erklærede pludselig Fætter Benedict kort og fyndigt, efter at han havde snuset en Stund til Hulerne. Denne Bemærkning fremkaldte, trods Situationens Alvor, en hjærtelig Latter hos alle de trætte og halvvaade Vandrere. Men Fætter Benedict vendte sig yderst fortørnet imod dem og snærrede:

"I skulde ikke le af jeres egen Uvidenhed. Dette er Insekters Boliger! Det er Termitter, de store, hvide Myrer, som har opført disse Huse, tolv Fod høje i det mindste, og vidunderligt godt konstruerede. Geniale Arkitekter, disse Termitter, ikke sandt?"

"Jo, det er skam godt gjort af dem. Men nu kommer de gode Termitter dog til at rykke ud af deres Boliger for at give Plads til os," bemærkede Herkules tørt.

"De gør det af med os!" protesterede Benedict.

"Det faar at være," svarede Dick, "vi maa i Ly og det straks."

"Men stop dog lidt," udbrød Insektforskeren eftertænksomt, "hvis jeg ikke husker fejl, saa findes der slet ikke Termitter i Amerika, -- de hører hjemme i Afrika."

"Aah, snik snak, Fætter Benedict," skyndte Dick sig at tysse paa ham, bange for at Fru Weldon skulde lægge Mærke til hans Bemærkning; og højere tilføjede han: "kom nu, kom nu bare; vi maa skynde os, inden vi bliver helt gennemblødte."

Nederst i de kegleformige Huler, der var opførte af en Slags rødligt Ler, var der en lille rund Aabning, som Herkules hurtigt med sin Økse fik udvidet saa meget, at man kunde krybe ind der igennem. Man var beredt paa at faa en varm Modtagelse af Husets retmæssige Beboere, men til almindelig Forbavselse viste ikke en eneste Termit sig.

Man var i Tørrevejr, og alle var henrykte, og velsignede de flinke og flittige Dyr, som havde opført den solide og rummelige Hytte, og da Fætter Benedict, i sin Lovprisning af Termitternes Værk sagde, at Menneskene for at kunne taale Sammenligning med disse smaa Insekter i Dygtighed maatte bygge et nyt Everest Bjerg -- det højeste i Himalayakæden -- saa gav man ham gladelig Ret.

Saa snart Selskabet var kommen indenfor, fik det travlt med at undersøge det velkomne Tilflugtssteds Indre. Lygten blev tændt og ved dens Skin saa de, at den kegleformede Bygning var over tolv Fod høj og omtrent ti Fod i Diameter nede ved Jorden. Murene og de vandrette Skillerum imellem Cellegrupperne -- de forskellige Lejligheder -- var godt en Fod tykke.

Tusinder af Insekter virker rastløst med til en saadan Tues Opførelse, og saa godt og solidt er Arbejdet udført, at end ikke de frygtelige og vedholdende Regnstrømme, som falder i Mellemafrika, formaar at opbløde den røde Lerkonstruktion. Ovenover det nederste Rum, hvor de rejsende nu befandt sig, var der et andet og mindre, ganske som en første Sal i et Hus, og derover igen et tredje, endnu mindre Rum, der gik helt op til Keglens Top. Da nu Jordbunden inde i Hulen begyndte at blive moradsig af den skybrudagtige Regn, der sivede ind under Murene, lod Dick Herkules hugge Loftet ned, saa at dets Ler dannede som en Slags Gulv, hvorpaa man kunde ligge tørt.

Udenfor rasede Uvejret med stadig tiltagende Voldsomhed, og Dick, der havde læst om disse Afrikas Syndfloder, følte sig alt andet end vel tilmode. Han vidste, at ofte hele Landstrækninger oversvømmes, at Bække bliver til Floder og Floder til rivende Strømme, der raserer nærliggende Flækker og bortskyller Træer og Huse. Og saaledes kunde det blive ved at regne endnu i mange Dage. Vilde de i saa Fald være sikre i Termithytten, vilde den blive staaende, og vilde Vandet ikke stige endnu højere end Hytten?

Men hans Kammerater syntes ikke at være besværede af saa alvorlige Ængstelser, de snakkede nok saa fornøjet, og særlig Fætter Benedict var aabenbart i sit Es, lykkelig over at være den første, der konstaterede, at der levede Termitter i Amerika. Han fortalte vidt og bredt om disse interessante Insekters Liv og Levned, om de store Slag imellem de krigeriske Sirafuer, de røde Myrer, og Tschunguerne, de sorte, og om deres Vandringer. En afrikansk Rejsende, fortalte han, havde set en saadan Kolonne af Myrer paa Vandring, og den var saa stor, at det varede tolv Timer inden den var defileret ham forbi. Om Termittens Frugtbarhed kan man danne sig en Ide, naar man erfarer, at én eneste Hun kan lægge indtil 60,000 Æg om Dagen.

Langt om længe blev den begejstrede Mand dog søvnig ved at høre paa sig selv, og han, som alle de andre lagde sig til at sove ovenpaa Dagens Anstrængelser.

Kun Dick laa endnu en Stund vaagen, plaget af Uro for hvad den nærmeste Fremtid vilde bringe, og for at det ikke i Længden skulde kunne lykkes for ham at skjule Sandheden for Fru Weldon. Da følte han pludselig en blød Haands lette Berøring, og en Stemme, mild og bevæget, hviskede i hans Øre:

"Min stakkels Dreng! Jeg ved jo det hele; men vi maa stole paa Gud og ikke tabe Modet."

XV.

I Dykkerklokken.

Ganske tidlig den næste Morgen vækkedes de Rejsende paa en ret ubehagelig Maade ved at de pludselig følte sig drivvaade. Det var Vandet som gennem Aabningen var trængt ind i Termithytten. I en Fart var man paa Benene, og alle med Undtagelse af Dick og Tom klatrede op i første Etage, hvor man havde det tørt -- saa længe det varede. Lygten blev tændt og viste at Vandet inde i Keglen steg og steg, og snart stod over fire Fod højt.

"Det maa være et Vandløb, der ved Regnskyllet er svulmet op, og som nu strømmer over Sletten," sagde Tom.

"Jeg havde snart sagt, Gudskelov," svarede Dick, "det beviser da i al Fald, at der er større Vandløb som kan føre os ud til Havet igen. Og nu stiger Vandet aabenbart ikke mere."

"Ja, men det er dog en gal Historie, at Vandet staar højere end Indgangen, og derved stopper Tilførslen af Luft," spurgte Fru Weldon.

"Saa maa vi vel slaa en ny Aabning højere oppe," foreslog Tom.

"Det kommer vi vel til, Tom," svarede Dick, "men der er den Ting at tage i Betragtning, at Vandet maaske staar højere udenfor end her inde. Ved at trænge ind i den nederste Del af Hulen, har Vandet jo sammentrængt Luften herinde i Keglens øverste Del, og denne Luft forhindrer, at Vandet kan stige højere. Borer vi nu et Hul højere oppe, slipper den sammenpressede Luft ud derigennem, og Vandet stiger lige saa højt herinde, som det staar udenfor -- forstaar De? Vi befinder os altsaa ligesom i en Dykkerklokke."

Denne Sammenligning var ganske træffende, men i en Dykkerklokke fornyes Luften stadig ved Hjælp af en Pumpe, hvorimod Hyttens Beboere snart vilde faa de Ubehageligheder at føle, som følger med et længere Ophold i en komprimeret Luft, hvis Ilt efterhaanden bliver opbrugt. Desuden var Rummet ved Vandets Indtrængen allerede blevet formindsket med en Tredjedel, og det blev derfor paatrængende nødvendigt at faa en Aabning ud til den friske Luft.

"Hvis man blot havde Sikkerhed for, at Vandet udenfor ikke allerede stod højere end hele Termitboligen," sagde Dick, "saa kunde man jo slaa Hul i Hyttens Top."

"Vil De have at jeg skal kravle udenfor og se hvordan det staar til der?" spurgte Bat.

"Ja, det var udmærket, hvis De vilde," svarede Dick. "Hvis Toppen af vort Hus endnu staar over Vandet, saa bank stærkt paa den med Øksen! hvis den er helt oversvømmet, saa maa vi andre se at slippe ud bag efter Dem."

Bat dykkede ned i Retning af den nedre Aabning. Der forløb nogle Sekunder, saa viste han sig igen.

"Hullet er tilstoppet med Grus og Jord," sagde Bat forpustet; "jeg følte mig for med Haanden, men der var intet Hul mere."

De var altsaa hermetisk indelukkede i denne Dykkerklokke.

Dick Sand rystede betænkeligt paa Hovedet.

Vandet begyndte nu atter at stige, og med Undtagelse af Fru Weldon med Jack, Fætter Benedict og Nan, der havde søgt Tilflugt i det lille Rum øverst oppe, stod alle i Vand til midt paa Livet. Der var altsaa ingen Tid at spilde; noget maatte der gøres.

Bore Hul i Toppen turde Dick ikke; hvis Vandet udenfor stod over Keglen, vilde det i et Nu strømme ind, og dette betød den visse Død for dem alle. Men hvis man paa den anden Side ventede ret meget længere, udsatte man sig for at omkomme paa en anden og endnu frygteligere Maade, Døden ved Kvælning.

"Vi maa begynde med at bore et Hul i Muren, et Par Fod højere oppe end Vandet naar herinde. Hvis der kommer frisk Luft ind derigennem, kan vi roligt hugge Hul i Toppen, hvis ikke, maa vi hurtigt tilstoppe Hullet og prøve højere oppe."

Dicks Ordre blev hurtigt udført, Herkules borede en Ladestok med Skruegænger i Spidsen igennem Leret, og snart hørte man en sugende Lyd. Da Herkules trak Stokken ud af Hullet strømmede Luften ud og i det samme steg Vandet i Hytten lige op til Hullet, og dette beviste, at man havde boret for lavt. En Klat Ler blev straks stoppet i Hullet, og Dick kommanderede koldblodigt: "Prøv igen, en Fod højere."

Eksperimentet blev gentaget under angstfuld Spænding, da man midt under den almindelige Tavshed hørte Fætter Benedicts Stemme:

"Nu har jeg det! Det er storartet!"

Herkules standsede sin Boring og Dick vendte Lygten imod Fætter Benedicts Ansigt. "Hvad er det dog?" spurgte han spændt.

"Nu ved jeg hvorfor Termitterne har forladt deres Boliger. De geniale Dyr har forudset -- -- ha ha -- -- de kunde mærke paa sig selv -- at Oversvømmelsen var i Anmarch. Sikken et Instinkt -- -- de Satans Termitter! -- -- de har en fin Næse -- --."

Ærgerlig vendte Dick sig bort fra den stadig lige uanfægtede Insektsamler, og Herkules fuldførte sin Boring.

Den samme hvislende Lyd -- -- Vandet steg endnu en Fod.

Situationen var forfærdelig. Alle var nær ved at kvæles i det snævre Rums fordærvede Luft, og Lyset brændte kun mat og rødligt. Vandet naaede nu næsten helt op til den øverste Etage.

Nu var der intet andet tilbage, man maatte forsøge at bore Hul i Keglens Top. Men det var den visse, øjeblikkelige Død hvis ogsaa dette Forsøg mislykkedes. Vandets Tryk udefra vilde i et Nu fylde hele Hulen.

"Skal jeg forsøge det, Fru Weldon?" spurgte Dick alvorlig.

"Gør det, Dick; der er jo ingen anden Udvej!"

I dette Øjeblik slukkedes Lygten, man befandt sig i fuldstændigt Mørke.

Dick Sand svang sig op paa Skuldrene af Herkules, der nu kun lige havde Hovedet over Vandet. En sælsom Blanding af Haab og Frygt gennemsitrede den modige Dreng, idet han hævede sin Haand for at danne den Aabning, som skulde føre ud til Luften og Livet -- eller til Vandstrømmen og Døden.

Man ventede i aandeløs Spænding. Pludselig lød en skarp, høj Piben. Vandet steg -- -- en Fod -- -- saa standsede det. Den sammenpressede Luft slap ud og en Straale af Dagslys trængte ind igennem Hullet. Vandet udenfor naaede altsaa ikke op til Keglens Top. -- De var frelst.

Der steg som et Befrielsens Suk fra de stakkels, haardt prøvede Menneskers Bryst.

Nu svang Dick Øksen imod Toppen og snart var Hullet saa stort, at han kunde krybe ud igennem det, op paa Keglens øverste Kant for derfra at overskue Landskabet.

Et Rædselsskrig undslap ham.

Den hvislende Lyd af Pileskud naaede hans Øre og en Pil strejfede hans højre Arm.

Ikke hundrede Skridt borte fik han Øje paa en Lejr, og kun tyve Alen fra Termithulen, paa den oversvømmede Slette, saa han flere lange Baade fuldt bemandede med Indfødte. Det var den forreste af disse Baade der havde modtaget Dick med en Regn af Pile, saa saare han viste sig ovenpaa Keglen.

I et Nu var Dick atter nede i Hulen og satte de andre ind i hvad der var hændt. Han greb et Gevær, og fulgt af Herkules, Aktæon og Bat krøb han atter op af Aabningen i Keglens Top, og alle tre gav Ild imod Angriberne i den nærmeste Baad. Tre af de Indfødte faldt, men straks efter blev der fra Baaden affyret Bøsseskud tilbage, og med et Angrebshyl roede den næste Kano frem.

Al Modstand var forgæves, Termitboligen omringedes af op imod et hundrede Indfødte, der i et Øjeblik havde hugget Keglens Sider ind. Der blev ikke levnet de rejsende Tid til at veksle et Ord eller et Haandtryk. Hver af dem slæbtes bort af to Indfødte, og som efter en forud givet Ordre delte man Fangerne i to Partier. I den første Baad anbragtes Fru Weldon, lille Jack og Fætter Benedict, og Dick saa den forsvinde i Retning af Lejren. Han selv, Negrene og gamle Nan blev kastet i den næste Baad, der roedes i en anden Retning. Tyve af Angriberne fulgte med for at passe paa Fangerne, og bagefter fulgte fem andre bemandede Kanoer.

Faa Minutter efter var Lejren naaet. I samme nu som Baaden stødte imod det Plateau, hvorpaa Teltene var rejst, satte Herkules i Land med et vældigt Spring. To Indfødte løb efter ham, men Kæmpen svingede sin Bøsse og knuste med Kolben den enes Hjærneskal. Den anden sendte han med et kraftigt Spark ud i Vandet, og saa satte han afsted, fulgt af en Kugle og Pileregn, og et Hyl af Raseri fra de Indfødte, der saa ham forsvinde i Skoven.

Men de andre sorte og Dick Sand blev kastet til Jorden og lænkede som Slaver.

Det var den af Harris omtalte Karavane som havde slaaet Lejr paa et Plateau, der hævede sig op over den ellers oversvømmede Slette. Den store Transport af afrikanske Negre, som af Slavehandleren Alvez' Agenter var blevet bortslæbt fra deres Landsbyer, befandt sig nu paa Vej til Markedet i Kazonnde. Derfra skulde Slaverne saa senere sendes, alt eftersom Efterspørgslen var, enten til Øvreægypten eller Zanzibar.