Part 5

Det er en sælsom og alt andet end vellydende Morgenkoncert, der fra en af Sydens Urskove stiger op imod den opgaaende Sol. Den er sammensat af Grynten, Hylen, Skrigen, Piben og Gøen, og synes at komme snarere fra Helvede end fra Jorden, saa fantastisk rædselsfuld er den.

Det er Aberne, der er de udførende. Den lille Marikina-Abe med dens forskelligt farvede Ansigt, den graa Mono, Sapajuen med den lange Haardusk ned for Øjnene, Guariba-Aben med det djævelsk nederdrægtige Ansigt og med den lange Hale strittende i Vejret, og mange, mange andre.

Ved den første Solstraale vaagner Familiernes ældste Medlemmer og opløfter et ynkeligt Bas-Hyl over at skulle staa op, senere stemmer de unge i med deres lysere Stemmer i Tenor, Alt og Baryton, og snart er Koret komplet. Men denne Morgen hilste end ikke en eneste Stemme Solens Komme. Aberne maatte have sovet over sig eller have tabt Stemmen, for Skoven var og blev tavs. Hvis Dick Sand og hans Følgesvende havde kendt Abernes Sædvaner, vilde denne Tavshed have forbavset dem ikke lidt, men nu vaagnede de, en efter en, styrkede, friske og ubekymrede.

Men en anden Ting vakte dog Dicks Opmærksomhed, da man, efter et hastigt Morgenmaaltid, atter var paa Marschen. Man befandt sig jo efter Harris Opgivende i Pampaen. Men Pampaen er et Ord af Quichna Sproget og betyder Slette, og han havde lært, at disse Sletter skulde have et ret trøsteløst Udseende; Sandørkner uden Træer eller Vandløb, men i Regntiden bevoksede med Kæmpe-Tidsler og andre tornede Planter, der kunde danne et ret uigennemtrængeligt Vildnis. Dog hvor forskelligt fra dette trøsteløse Billede var Landskabet, som de nu gennemvandrede. Skoven strakte sig i stadig samme rige og frodige Storhed foran dem. Det var dog mærkværdigt, at han aldrig havde hørt dette herlige Atacamas-Plateau omtale.

Det laa ikke for Dick at beholde sine Iagttagelser for sig selv, og han lod dem da ogsaa straks gaa videre til Harris.

"Det er meget naturligt at De bliver forbavset over hvad De ser," svarede Føreren. "Jeg, der dog vidste Besked om denne mærkelige Skovstrækning lige ved Randen af Pampas-Sletten, blev selv overrasket over dens frodige Karakter. Den er komplet forskellig fra hvad De vil finde paa den anden Side af Andesbjærgene."

"De mener da vel ikke, at vi skal over Andesbjærgene," spurgte Dick bestyrtet.

"Nej, nej, vær bare rolig," svarede Harris med et Smil. "Det vilde dog være en lovlig vovelig Sag for os at give os i Lag med. Vort Bestemmelsessted, Sanct Felice, ligger paa denne Side af Bjærgene, og for at naa det, behøver vi ikke at forlade Plateauet, der langsomt hæver sig til omtrent 1500 Fod i det højeste."

"Og De er stadig ikke bange for at fare vild?"

"Nej, min Ven, ikke en Smule. Jeg er saa vant til at rejse, at jeg kan spore den rette Vej ved et tusinde smaa Tegn, Træernes Vækst, Bladenes Stilling, Jordbundens Beskaffenhed og meget andet, som De slet ikke vil lægge Mærke til. Nej, vær De blot rolig, jeg skal nok klare alle Skær."

Harris talte altid, naar Dick kom til ham med sine Ængstelser, saa frejdigt og beroligende, at den unge Mand, selv om han ikke ganske kunde overvinde sine bange Anelser, dog maatte indrømme, at disse syntes at være ret ubegrundede.

Ni Dage forløb uden at noget særligt hændte. Man tilbagelagde kun en otte-ni Mil daglig, sov godt og spiste rigeligt; og om man end begyndte at blive lidt trætte, var der dog ikke noget at udsætte paa Almenbefindendet hos Turens Deltagere. Kun lille Jack, der var kommet saa godt til Kræfter under Sørejsen, begyndte at hænge lidt med Hovedet. Han havde jo ogsaa haft sine Skuffelser undervejs. Først var det Gummitræerne man narrede ham for, senere Kolibrierne og nu -- de dejlige Papegøjer. Hvor blev de nu af, de smaa grønne, Araerne med det nøgne Ansigt, de pragtfulde Farver og lange spidse Haler, og Camindeerne, de rigt farvestraalende, snadrende Fugle, hvis Fødder aldrig berører Jorden, alle de vidunderlige, begavede Dyr, som man havde lovet at vise ham og som hørte hjemme netop i disse Skove. Hvor blev de af?

Han saa kun de evindelige graa Jakoer, hvis irriterende Skrig forfulgte dem overalt.

Man var nu -- den 16. April -- naaet omtrent 100 Mil ind i Landet, og Sanct Felice maatte efter Harris Udsagn altsaa nu være kun tyve Mil borte. Inden endnu to Døgns Forløb vilde det foreløbige Maal være naaet, og man havde atter Tag over Hovedet og kunde unde de trætte Lemmer en højst fornøden Hvile.

Endnu havde man ikke truffet et eneste menneskeligt Væsen, og Dick Sand kunde ikke lade være med i sit stille Sind at forbande det Uheld der havde ladet dem strande netop paa et saa øde Sted af Kysten, at der ikke var en Landsby, en Plantage eller Hytte i saa lang en Afstand.

Traf man end ikke paa Mennesker, saa begyndte til Gengæld Skoven nu mere og mere at befolkes af alle Slags Firfødede. En Dag fik Dick saaledes pludselig Øje paa en lille Flok lette og nydelige, røde Gazeller, der i gratiøse Spring foer forbi, som en Ildsky igennem det høje Græs. Og senere, samme Dag, saa han en tre fire store Dyr, som ikke hundrede Alen borte foer fra en Aabning ind i Skovens Krat.

Dick kastede Geværet til Kinden.

"Skyd ikke, skyd ikke!" raabte Harris og slog i det samme til Riflen saa Skuddet forfejlede sit Maal.

Dick saa Amerikaneren fast og forskende ind i Øjnene og sagde:

"Men det var jo Girafer!"

"Girafer?" udbrød Fru Weldon, "det er umuligt, Dick; der er ingen Girafer i Amerika."

"Nej, naturligvis," svarede Harris; "det var ikke Girafer -- -- det var Strudser, De saa."

"Strudser med fire Ben, det tager De vist fejl i," svarede Dick. Hans Øjne mødte Fru Weldons med Spørgsmaalet, "hvad mener De?"

"Ja, mig forekom det rigtignok ogsaa, at det var store firbenede Dyr," bemærkede Fru Weldon.

Harris lo hjærteligt. "Det er en ganske pudsig Fejltagelse. Firbenede Strudser! Nej, Sagen er, at de to Slags Dyr virkelig har en Del Lighed med hinanden, de lange Halse, den korte puklede Krop; og i en hastig Forbifart kan man saamænd godt tage Fejl. At dette har været Tilfældet her, er jo utvivlsomt, da der, som sagt ikke findes Girafer her i Landet."

Fru Weldon lod sig stille tilfreds med denne Forklaring, men Dick følte sig ikke rigtig overbevist.

Allerede den næste Dag vaktes en Tvivl hos ham, om ogsaa alt virkelig forholdt sig som Harris sagde. Da lille Jack havde haft lidt Feber om Natten, spurgte den omhyggelige unge Leder, Harris, om man ikke netop befandt sig i den Landsdel, hvor Quinquinas Træerne hører hjemme, de Træer, af hvis Bark der fremstilles feberstillende Piller. "Det undrer mig, at vi endnu ikke har set et eneste af dem," sluttede han.

"Aah jo, -- jeg kender dem nok," svarede Harris tøvende. "Men Grunden til, at vi ikke har set disse Træer er den, at de aldrig vokser i Grupper, men spredt og enkeltvis rundt om i Skovene. De Indfødte indsamler kun Barken om Efteraaret, da de saa let kan kende disse Træer fra de andre derved, at de har stedse grønne Blade."

Man maatte nu være kun seks Mil fra Maalet og den lille Trup gjorde Holdt og traf for sidste Gang Forberedelser for Natten. Alle var trætte og sov hurtigt ind, kun Dick holdtes vaagen af en stadig mere knugende Mistanke, som han dog ikke turde betro til nogen.

Pludselig vækkedes de sovende af et Skrig.

"Hvad er der paa Færde?" skreg alle i Munden paa hinanden.

"Jeg er stukket, bidt; det er mig!" svarede Fætter Benedict. "Det er et Insekt!"

"Ikke andet," udbrød Harris, "saa mas det Insekt -- en Moskito vel sagtens -- og lad os have Ro!"

"Mase et Insekt!" svarede Fætter Benedict forarget. "Forresten er det ikke nogen Moskito, -- det er -- det er --."

Dick havde tændt den lille Lygte og lyste for den ivrige Naturforsker.

"Det er -- du gode Gud! Det er en glimrende -- Opdagelse."

Den skikkelige Fyr var vild af Henrykkelse.

"Det er -- en Tetseflue! Det er storartet. Jeg er den første, som har haft den Lykke at finde den her i Amerika. Man har aldrig troet at den fandtes her."

Dick Sand turde ikke spørge Fætter Benedict hvor denne mærkværdige Flue da hørte hjemme.

Men han anede det. Og han lukkede ikke et Øje Resten af Natten.

Saa gryede da Morgenen den 18. April, den Dag paa hvilken Rejsen skulde være tilendebragt.

Og det var ogsaa paa Tiden. De tolv Dages Rejse, og de tolv Nætter under aaben Himmel havde taget stærkt paa Fru Weldons Kræfter, og endnu værre stod det til med lille Jack, der saa syg og afkræftet ud.

De andre havde ikke lidt synderligt ved Turens Strabadser, særlig syntes intet at bide paa Harris, der stadig var lige udholdende og ihærdig.

Dick fandt dog, at Amerikaneren blev mere tankefuld og adspredt i de senere Dage alt som man kom nærmere til hans Broders Ejendom. Og det modsatte havde dog været naturligere. Dicks Mistanke voksede og han holdt et aarvaagent Øje fæstet paa deres Vejviser.

Denne havde vel en Følelse af, at han blev mistænkt, for han blev mere og mere tavs og tilbageholdende overfor sin "unge Ven".

De seks Mil, som man om Morgenen endnu havde at tilbagelægge, syntes aldrig at faa Ende, ialfald sporede man intet som helst, der kunde tyde paa Nærheden af en stor Farm. Men Harris vedblev at gaa fremad, udforskende Skovens Tykning foran sig og til Siderne, bestemt og rolig. Og Dick tumlede med sine fortvivlede Tanker, med en Frygt, der næsten var Vished, og saa frygtelig, at han ikke turde betro den til et Menneske.

Hen paa Eftermiddagen fandt den gamle Tom en Genstand, der blinkede i Græsset, og bragte den til Dick. Det var en Kniv af en særegen Form, bred og krum, med et raat tilskaaret Elfenbenskæfte.

"Der maa være Indfødte i Nærheden," sagde Dick til Harris og viste ham Fundet.

"Det kan se ud til det," svarede Harris, "men alligevel ..."

"Men? -- -- De har da ikke alligevel taget fejl af Vejen?" spurgte Dick med et betydende Blik.

"Nej, det vil jeg ikke sige," svarede Harris undvigende, "men det kunde jo ske at jeg, ved at vælge denne Genvej igennem Skoven, kunde være kommet et Par Mil bort fra den lige Vej. Det var maaske bedst om jeg gik lidt i Forvejen, for mulig at finde -- --."

"Nej, De maa ikke forlade os her," udbrød Dick bestemt, "lad os ikke skilles!"

"Som De vil," svarede Harris med et Skuldertræk. "Men i Mulm og Mørke kan jeg dog ikke føre Dem."

"Lad os saa hellere gøre Holdt," svarede Dick Sand. "Og saa begive os afsted saa snart det bliver lyst igen. Der er jo dog kun et Par Timers Vej tilbage."

Man gav sig altsaa til at søge den sidste Hvileplads, da gamle Tom pludselig standsede som fastnaglet under et mægtigt Træ, og udbrød:

"Se her, Hr. Dick, se her!"

"Hvad er det dog, Tom?"

"Der -- der, se paa Træerne! de er oversprøjtede med Blod -- -- -- -- og der -- der paa Jorden -- afhuggede Hænder -- -- -- og Lænker -- --."

Dick foer hen til ham. Han greb krampagtig den gamle Neger om Armen. "Hys ikke et Ord," hviskede han, "ti for Guds Skyld stille!"

Der laa de paa Jorden; afhuggede Hænder, blodige og endnu forbundne med Lænker, nogle itubrudte Aag -- --.

Fru Weldon havde heldigvis ikke set dette skrækkelige Fund, men Harris havde bemærket den uhyggelige Scene, og hans Ansigt bar tydelige Spor deraf, ligblegt og vildt, som det var.

Dingo, der stadig luskede Dick i Hælene, gøede som rasende, medens den gamle Neger stod som forhekset ved Synet af disse Lænker og Aag. Hans Hænder knyttedes og hans Læber mumlede usammenhængende Ord:

"Lænker! Gafler -- -- husker det endnu -- dengang -- for længe siden -- --." Det var som om gamle mørke Minder steg op i hans Sjæl og trængte sig frem i Ord -- ubevidst, imod hans Vilje.

"Ti stille med dette," bad Dick indtrængende, "for Fru Weldons Skyld!" Og han førte den gamle Negerslave bort.

Man valgte en anden Lejrplads og kastede sig ned for at sove. Mørket faldt hurtigt paa. Himlen dækkedes af sorte, tætte Skyer, der nu og da splittedes af et knitrende Lyn. Hverken Dick eller Tom tænkte paa at sove -- de var jo fælles om en Hemmelighed, der i al sin Frygtelighed nok skulde holde dem vaagen.

Der rasede og stormede i Dicks Indre et ubetvingeligt Raseri imod den Mand, der havde benyttet sig af deres hjælpeløse Stilling og ført dem længere og længere ind i dette forbandede Land.

Ude af Stand til at beherske sig længere greb Dick en Kniv og styrtede hen til Harris Leje.

Manden var forsvundet og hans Hest ogsaa.

Dick sank sammen. Forræderiet stod saa fortvivlende klart for ham. Det var ikke paa Amerikas Kyst, at "Pilgrim" var strandet. Kompasset havde narret ham, og Stormen havde ført Skibet rundt om Kap Horn, og med den dobbelte Hastighed af den han havde regnet med drevet det imod -- Afrika. De var altsaa hverken i Bolivias Pampas eller i Atacamas Plateau. Dette forklarede, at de hverken fandt Kautschuktræer eller Quinquinatræer, det beviste, at det ikke var Strudser, men Girafer, de havde set. Og endelig Fundet af den frygtede Tetseflue og de rædselsfulde Slavehandelens Redskaber, Lænkerne og Aagene, og de ulykkelige Ofres afhuggede Lemmer.

Som et Lyn slog det ned i ham: Harris og Negoro maatte være sammensvorne.

Og de var deres Ofre --.

Hjælpeløse, trætte, vejvilde Mennesker, i Mellemafrika; Menneskehandelens, Slavejagtens Land!

XIII.

I det mørke Fastland.

I Aaret 1820 erklærede de forenede Stater i Amerika -- og fire Aar efter England -- Slavehandel for en Forbrydelse, der dømtes lig med Mord, og dem der gjorde sig skyldig deri blev skarpt forfulgte og idømtes Dødsstraf. Frankrig tiltraadte ogsaa denne Traktat, men Sydstaterne i Amerika og de spanske og portugisiske Kolonier vilde ikke gribe til saa kraftige Forholdsregler for at modvirke Slavehandelen. Der tilførtes derfor stadig disse Provinser ny Ladninger af sorte, der, fordi de bedre kunde taale det tropiske Klima end de hvide Arbejdere, var Kolonisterne til uvurderlig Nytte.

Senere, i Aaret 1838, frigav England ved Lov alle Negerslaver i de brittiske Kolonier -- ialt 670,000 -- og ti Aar efter fulgte Frankrig Englands lysende Eksempel og gjorde 260,000 Slaver i sine Kolonier til fri Mænd. I Nordamerika vandt Humaniteten først Sejr efter Krigen imellem Nord- og Sydstaterne, Aar 1859, og det afskyvækkende Køb og Salg af Mennesker ophørte endelig ogsaa der.

Men paa den Tid da disse Hændelser foregaar, i 1873, drives endnu Karavaner af ulykkelige sorte fra det Indre af Afrika til den portugisiske Koloni Angola, eller imod Øst til Mozambik.

En stor Del af disse Fanger dør undervejs, og dem, der overlever Transporten sendes videre til Cuba, Madagaskar eller til de arabiske og tyrkiske Provinser i Asien, til Mekka og Massata. De engelske og franske Krydsere gør hvad de kan for at standse denne Trafik og jager Transportskibene, men det er saa godt som ugørligt for dem at holde Kontrol med Trafiken paa disse udstrakte Kyster.

Slavehandlere driver endnu deres umenneskelig oprørende Forretning i stor Stil paa vor Fortællings Tid. Man anslaar Antallet af Fanger som, efter de forfærdelige Menneskejagter i det indre, drives ud til Afskibningsstederne, til ikke mindre end 80,000; og mange Gange dette Antal omkommer under Marchen til Kysten, idet de bukker under for Sygdom, slet Næring, Pinsler og Strabadser; falder som Ofre for vilde Dyr, for giftige Insekters Stik eller for Feberen i de usunde Sumpegne.

Man vil nu bedre forstaa med hvilken Rædsel Dick gjorde sig den Tanke klar, at de befandt sig i Afrika, Slavehandlernes, Menneskejagternes Land.

"Pilgrim" var strandet paa Kysten af Angola-Provinsen paa Afrikas Vestkyst; en Landstrækning som dengang kun var lidet kendt undtagen som et af Centrerne for Slavehandelen, som foregik ved store Markeder, der afholdtes ved Bihi, Cassanga og Kazunde. Dette vidste Dick, men heller ikke mere. Han havde læst nogle Beretninger af Missionærer fra dette Rædslernes Land, og han kendte Livingstones Beskrivelse af hans Rejse til den øvre Zambese; hvori han fortæller om det store Slavemarked besøgte og om de Rædselsgerninger, der blev begaaet i dette Land, hvor Slavepisken endnu regerede.

Her, mere end hundrede Mil fra Kysten, var altsaa en femtenaarig Dreng Anfører for en lille Flok, en svag Kvinde med et sygt lille Barn, og fem Negre som vilde blive et sikkert Bytte for den første den bedste Slavehandlers Agent, som de traf paa. Denne haabløse Stilling vilde have bragt en stærkere Natur end hans til Fortvivlelse.

Dagen efter denne for Dick saa frygtelige Nat mødtes to Mænd ved Foden af et kæmpemæssigt Banantræ, der voksede ved en lille, mumlende Bæk, hvis Bredder var dækkede af høje Papyrusplanter. Stedet var næppe en Mil fjernt fra den lille Floks sidste Lejrplads, og de to Mænd var Harris og -- Negoro.

"Kunde du virkelig ikke faa narret den tossede Dreng, Dick Sand, længere ind i dette gemytlige Land?" spurgte Negoro.

"Umuligt, Kammerat," svarede Harris, "og det holdt endda haardt at faa ham ført saa langt bort fra Kysten. I de sidste Dage stod hans Mistanke til mig i lys Lue."

"Satans ogsaa, med den Knægt!" bandede Negoro. "Havde vi blot haft dem endnu et hundrede Mil længere inde i Landet, saa -- --. Men de skal ikke slippe fra os alligevel!"

"Ja, bare og bare! Men den gik nu ikke længer, forstaar du. Jeg kunde jo tydelig mærke paa min unge Ven, at han havde den inderligste Lyst til at sende mig en Kugle i Livet ved første Lejlighed. Og den Slags Konfekt kan min Mave nu engang ikke fordøje. Saa stak jeg hellere af imedens Legen var god."

"Hm, hm," brummede Negoro. "Ja, jeg har ogsaa et lille Mellemværende med Fyren."

"Naa, i Begyndelsen gik alt jo godt nok," fortsatte Amerikaneren. "De gik gladelig ind paa at Landet her var Bolivia, og at de befandt sig i Atacama-Skoven, som du ved jeg engang har berejst. Men saa begyndte jo den lille Skrighals at raabe paa Gummitræer og Kolibrier, og hans Moder vilde endelig have Chinin til at kurere ham med, og Idioten Benedict vaasede om sine Insekter -- -- -- saa kunde jeg ikke hitte paa flere Udflugter. En skønne Dag maatte jeg bande paa, at Giraffer gik paa to Ben og var Strudse -- den Dosis var næsten for stærk for den gode Dick. Og da saa endelig, i Gaar, den gamle Slave var ved at besvime over nogle Lænker og afhuggede Hænder, efterladt af flygtede Fanger, saa var Bægeret fuldt, og jeg fandt det raadeligst at sætte mig paa Hesten og gøre mig usynlig."

"Det kan nok være at det var det sikreste," mente Negoro.

"Det var det! Og det havde været sikrere for dig om du havde holdt dig i lidt længere Afstand fra din Ven, Dingo; den synes ikke at sætte særlig Pris paa dig, den snusede og den gøede og havde aabenbart Færten af, at du var i Farvandet. Hvad har du haft med den Hund at gøre?"

"Den skal snart faa en Kugle igennem Hovedet, skal den," svarede Negoro, irriteret af Amerikanerens Spørgsmaal.

"All right, Kammerat," lo Harris, "dine Rejser har ikke forandret din elskelige Natur, ser jeg. Men fortæl mig nu, hvad du har taget dig til i de to Aar, siden vi skiltes. Det var jo fornøjeligt, pludselig og uventet at træffe dig her med et helt Selskab, som du saa venligt overdrog mig at føre ind i dette saakaldte Bolivia. Siden den Dag da du overtog Kommandoen over en Slavetransport, tilhørende vor fælles Ven og Herre, den gamle Alvez, og drog afsted fra Cassange, har jeg jo ikke hørt Spor til eller om dig. Var der ikke noget med at I blev opsnappet af en engelsk Krydser? Og var du ikke betænkelig nær ved at blive hængt?"

"Jo, jeg var ikke langt fra det."

"Ja, ja, min Ven, du bliver det nok en anden Gang," trøstede Amerikaneren. "Mænd af vor Profession kan ikke vente at faa Lov at dø af Alderdom. Men var det nu en Englænder, der nappede jer?"

"Nej, en Portugiser."

"Før du var blevet af med Ladningen?"

Negoro betænkte sig lidt før han svarede.

"Nej, efter. De pokkers Portugisere har forandret Taktik. Før drev de selv Forretningen og tog Fortjenesten, men nu er de blevet saa nøjeregnende, som bare Pokker. Derfor snuppede de mig og dømte mig til at ende mine Dage i Tugthuset i St. Paul."

"Det var som Fanden!" udbrød Harris. "Saa var det da hundrede Gange bedre at blive hængt."

"Naa, det vil jeg dog ikke paastaa," svarede Negoro, "for da jeg havde været en fjorten Dages Tid i Galleyerne, fik jeg Held til at fordufte og slap over i en engelsk Damper, der gik til Ny-Zeeland. Jeg havde stuvet mig selv ned i Lasten imellem en Vandtønde og en Kasse Konserves, og skønt det var et noget ubekvemt Kvarter, foretrak jeg at blive i mit Skjulested under hele Rejsen, frem for at vise mig for Mandskabet og maaske risikere at blive afleveret til Politiet i den første Havn. Det var jo ingen Lystrejse, forstaar du, men Kosten bjergede jeg dog heldigvis af Lasten, og min Hals frelste jeg ogsaa."

"Men hvordan gik det saa videre?" spurgte Harris.

"Ja, jeg spekulerede naturligvis kun paa at komme her til igen, og optage den gamle Haandtering, men i halvandet Aar -- -- --."

Negoro standsede pludselig sin Beretning og greb Harris i Armen.

"Hys!" hviskede han, "hører du ikke noget -- -- -- der i Sivene?"

Øjeblikkelig var de begge paa Benene, Harris med Bøssen i Haanden, og de saa forskende rundt om sig, spændt lyttende efter enhver Lyd.

"Det var ingen Ting," sagde endelig Harris. "Maaske var det Vandets Rislen, eller et eller andet Dyr -- --. Du er bare afvant med Skovens Lyde. Gaa nu bare videre og lad mig høre Resten af Historien, saa skal vi bagefter snakke om Fremtiden."

"Naa -- ja, -- jeg stod altsaa i Auckland i Ny Zeeland uden en Skilling i Lommen, og i halvandet Aar maatte jeg slide og slæbe som en Sjover og tage fat i alt muligt for at holde Livet," fortsatte Negoro.

"Stakkels Djævel!" indskød Amerikaneren. "Du maatte ligefrem arbejde som en sølle, ærlig Daglejer."

"Det maatte jeg; men endelig fik jeg Kig paa 'Pilgrim' -- det Skib, som jeg kom med, ved du -- og da Kaptajnen netop manglede en Kok, meldte jeg mig og fik Pladsen. Jeg har jo været anden Styrmand om Bord paa et Slaveskib, og klarede mig derfor stolt -- naar jeg selv skal sige det."

"Ja, jeg har jo hørt lidt om den Rejse af min unge Ven, Dick Sand; men jeg forstaar Fanden ikke, hvordan I kom hertil?"

"Nej, det gør Dick nok heller ikke," svarede Negoro med et selvtilfreds Grin. "Men jeg skal klare Begreberne for dig, og saa kan du jo lade din Visdom gaa videre til 'din unge Ven'."

"All right, lad os bare høre."

"Ser du, 'Pilgrim' skulde altsaa til Valparaiso, men jeg vilde ikke have været med længere end til Chile; saa var jeg da altid saa meget som Halvvejen til Angola. Men tre Uger efter, at vi havde forladt Auckland, druknede Kaptajnen og hele hans Mandskab under Jagten paa en Hval, og jeg og Letmatrosen Dick var nu de eneste Søfolk om Bord."

"Saa tog du vel Kommandoen over Skibet?" udbrød Harris.

"Nej, jeg foretrak at arbejde i det skjulte, fremfor maaske at faa fem stærke Negertampe og Dick paa Halsen. De havde ikke rigtig Fidus til mig, nemlig. Saa biksede jeg lidt med Kompasserne, Loggen gik tilbunds og en meget velkommen Storm hjalp til at fremme mine Planer. Drengen begreb ikke et Muk af det hele og styrede gladelig efter det misvisende Kompas, indtil en Orkan drev os imod Nordost lige til det Sted her i Afrika, hvor jeg helst vilde lande. Ser du, i hele den Historie er der ikke Spor af Tilfældighed; men et Tilfælde -- og et meget behageligt ovenikøbet -- var det jo at jeg traf dig her."

"Ja, det var jo rigtig fornøjeligt at jeg kunde hjælpe dig at faa disse brave Folk lidt nærmere til vor Station," svarede Harris. "Det er saamænd gaaet udmærket lige til nu, men nu ved de imidlertid, hvor de er, og hvad skal vi nu gøre med dem?"

"Det skal du nok faa at vide; men fortæl mig først, hvordan det gaar vor gamle Herre og Mester, Alvez?"

"Aah, den gamle Slyngel har det s'gu udmærket," svarede Harris, "og han bliver nok glad over at se dig igen."

"Er han paa Markedet i Bihe?"

"Nej, han har opholdt sig i sin Lejr i Kazonnde i det sidste Aars Tid."

"Og hvordan gaar det med Forretningen?"