Part 4

"Desuden vil vi være her tilbage senest om to Dage, enten vi saa finder Mennesker, der kan give os Besked, eller ej," sluttede Dick; "og Tom og jeg kan udrette meget paa to Dage."

"Ja, ja da," gav Fru Weldon resigneret sin Tilslutning, "saa gør, som du synes, Dick."

"Hvad siger du til den Ting, Fætter Benedict?" tilføjede hun vendt imod Naturforskeren.

"Jeg?" foer den adspurgte op af sine dybe Tanker, med et noget uforstaaende Udtryk i sit lærde Aasyn. "Aa jo, jeg er ganske af samme Mening, jeg synes det hele er udmærket. Jeg haaber sikkert at finde nogle gode Eksemplarer her. Mon jeg ikke skulde gaa ud og søge efter dem med det samme?"

"Maa jeg anbefale Dem ikke at gaa for langt bort," advarede Dick.

"Det skal jeg nok passe paa, jeg skal nok --." Og med sin Kasse under Armen begav Fætter Benedict sig ud paa Insektjagt.

Næsten samtidig forlod Negoro Hulen. Han gik ikke samme Vej som Fætter Benedict, op ad Klippen, men rettede sine Skridt imod Floden, hvis Løb han fulgte indtil han var ude af Syne.

Fru Weldon lagde den allerede sovende Jack over i Nans Skød, og fulgtes selv sammen med Dick og de andre ned til Stranden.

Revet, paa hvilket Briggen var strandet, stod nu fuldstændig tørt over Vandet, og Skibets Skrog, som nylig havde været aldeles skjult af Havet, laa synligt midt imellem Vragtømret. Denne paafaldende Forskel paa Vandstanden ved Høj og Lavvande forbavsede Dick, der syntes at have lært, at Ebbe og Flod kun er af ringe Betydning ved det stille Havs Kyster. Men han huskede vel fejl, eller ogsaa skyldtes det den forrygende Storm og vældige Brænding.

Alle Mand gik straks om Bord for at bjærge, hvad bjærges kunde af det, der kunde være til Nytte ved den forestaaende Ekspedition. Dick fandt fire udmærkede Remingtonrifler og et hundrede Patroner, og var lykkelig ved saaledes at kunne sætte den lille Trop i en Slags Forsvarstilstand. Dernæst medtog han en Lygte og nogle af de store Knive, som man brugte ved Parteringen af Hvalerne. Andet og mere vilde han ikke slæbe af sted med paa en Rejse, hvor det gjaldt om at have den mindst mulige Bagage.

Efter Fru Weldons Opfordring søgte Dick ogsaa efter en betydelig Pengesum, tilhørende Hr. Weldon, som skulde findes forvaret i Skibets Pengeskrin i Kaptajn Hulls Kahyt. Skrinet var der ikke. Han fandt i Kaptajnens Skibskiste et Beløb af omtrent 500 Dollars, opbevarede i en Læderportefeuille, mærket med den forulykkedes Navn, men Pengekassen, Rhederens Ejendom, var ikke til at finde.

Der var kun én Forklaring paa dette Mysterium. En eller anden var kommen dem i Forkøbet, havde ransaget Skibet og stjaalet Pengene.

Og hvem det maatte være var ikke svært at sige, da ingen andre end Negoro havde forladt Grotten. Dick vægrede sig vel uvilkaarligt ved at mistænke Kokken, men han maatte paa den anden Side indrømme, at denne skumle Fyrs hele Gøren og Laden nok kunde tyde paa, at han ikke vilde vige tilbage for et Tyveri, der med hans Kendskab til Skibets Lokaliteter havde været saa fristende let at udføre. Det blev derfor besluttet at krydsforhøre Negoro naar han kom tilbage, og i Nødsfald lade ham undersøge.

"Den Mand er da vor onde Aand!" udbrød Fru Weldon fortvivlet.

Og havde hun vidst, hvor sand hendes Bemærkning var, havde hun sikkert været end mere ulykkelig.

X.

Et nyt Bekendtskab.

Solen sank imod Horisonten og varslede Nattens Komme. Skumringstiden varede kun kort og afløstes af det dybeste Mørke, saaledes som Tilfældet altid er i Troperne. Man skyndte sig derfor tilbage til Hulen og indrettede sig for Natten. En af Negrene skulde skiftevis holde Vagt sammen med Dingo.

"Men Fætter Benedict!" udbrød pludselig Fru Weldon bestyrtet.

Den langbenede Insektsamler var ikke kommet tilbage endnu og man blev naturligvis højst urolig for, at der skulde være tilstødt dette hjælpeløse, store Barn noget.

Men som man stormede ud for at raabe efter ham, saa man hans lange, ranglede Skikkelse komme ned ad Klipperne i de mest livsfarlige Spring og Sæt.

Fætter Benedict var oprørt. Han vilde have, at man straks paa Stedet skulde bryde op og drage videre. Ikke en Time til vilde han spilde paa dette forbandede Sted, hvor der ikke var et eneste hæderligt Insekt, der var værd at indlemme i en Mønstersamling.

"Og saa har man slæbt mig seks tusind Mil, ladet mig døje Storm og Skibbrud for at kaste mig iland paa en Kyst, hvor man ikke finder andet end Skorpioner, _scolopendra_ og andre _myriapoda_. -- Skandaløst!"

Fru Weldon fik med meget Besvær den rasende Naturforsker beroliget, og Dick spurgte ham, om han ikke havde set noget til Negoro, som endnu ikke var vendt tilbage.

Det havde Benedict ikke, og Fru Weldon og Dick vekslede et meget sigende Blik. Ved sin Udeblivelse bekræftede Kokken deres Mistanke til ham. Han havde maaske set, at Skibet var blevet ransaget og vidste saaledes, at hans Tyveri var blevet opdaget, hvorfor han vel ansaa det for risikabelt at vise sig mere.

Hans Udeblivelse beklagede sikkert ingen, men derimod nok at dermed alt Haab maatte opgives om nogensinde at faa den røvede Pengesum tilbage.

Tidlig den næste Morgen vækkedes man ved Dingos Gøen.

Hurtigt kom Dick og Tom paa Benene og gik ud for at se, hvad der var paa Færde. De saa Hunden i fuldt Firspring løbe hen imod Floden, og snart var alle Mand, fuldt bevæbnede, paa Vej i samme Retning.

Straalerne af den opgaaende Sol forgyldte Bjærgene og kastede sit Guldglimmer ud over Havet, der laa saa blankt og stille, som om det aldrig havde raset i taarnhøje Bølger, der bragte Død og Ødelæggelse.

Dick Sand og hans Kammerater gik langs Kysten til Flodmundingen, hvor Dingo stod som fastnaglet og gav Hals.

"Det kan ikke være Negoro," bemærkede Bat, "ham havde Dyret nok gjort kort Proces med."

"Men et Menneske maa det dog vistnok være," sagde Dick og gik tæt hen til Hunden.

I det samme nærmede en Mand sig. I det han fik Øje paa de tre bevæbnede Fremmede, syntes han at blive højst overrasket, næsten forskrækket, som om han ikke kunde forklare sig deres Nærværelse paa dette Sted. Han traadte uvilkaarligt et Skridt tilbage og greb sit Gevær, men da Dick vinkede ad ham og svingede sin Hue til Hilsen traadte han beroliget nærmere.

Dick Sand erkendte straks, at det ikke var en indfødt Pampas-Beboer han havde for sig, men rimeligvis en af disse fremmede, som oftest noget tvivlsomme Eventyrere, som man kan træffe omstrejfende overalt i Verdens halvciviliserede Egne. Denne Mands Ydre kunne antyde engelsk Herkomst; han var høj og kraftig, med rødligt, noget graanende Haar og Skæg og et rødt, fregnet Ansigt. Han var iført en Jakke af garvet Skind, Knæbukser, lange Støvler med Sporer og bredskygget Hat.

"God Morgen," hilste Dick og rakte Haanden ud imod den Fremmede.

"God Morgen, min unge Ven," kom Svaret nok saa hjærteligt paa godt engelsk, uden Spor af Aksent. Han gav Dick et kraftigt Haandtryk og nikkede kort til de Sorte.

"Englændere?" spurgte han.

"Nej, vi er Amerikanere," svarede Dick.

"Nord eller Syd?" spurgte han videre.

"Nordamerikanere."

Denne Oplysning syntes at begejstre den Fremmede, der atter rystede Dicks Haand med sand Entusiasme over at have fundet en Landsmand.

"Og hvordan Pokker er De kommet hertil?"

Inden Dick imidlertid fik besvaret dette Spørgsmaal, saa han den Fremmede hilse dybt, og i det samme fik han Øje paa Fru Weldon, der ubemærket var kommet til, og nu fortalte, hvorledes de havde været nødt til at lade Briggen gaa paa Grund her.

Manden rystede beklagende paa Hovedet og kastede et spejdende Blik ud over Havet.

"Der er ikke noget at se af vort Skib, det er blevet knust og bortskyllet ved Højvandet i Nat," sagde Dick.

"Men nu maa vi gøre Dem et Spørgsmaal," fortsatte Fru Weldon; "sig os hvor vi er?"

"Hvor De er?" udbrød Manden med alle Tegn paa Forbavselse over dette Spørgsmaal; "naturligvis paa Sydamerikas Kyst. Vidste De ikke det?"

"Ialfald ikke nøjagtigt hvor paa Lag -- saadan aldeles bestemt, mener jeg," stammede Dick i det. "Vi er vel i Peru?"

"Nej, dog ikke ganske, min unge Ven. Vi er længere Syd paa; i Bolivia, tæt ved Grænsen af Chile."

"Og maaske et godt Stykke fra Lima?" spurgte Dick ivrigt.

"Jo, -- ja, ikke saa kort endda. Lima ligger meget nordligere."

"Og hvad er dette for et Forbjærg?" fortsatte Dick sin udspørgen.

"Forbjærget -- naa det der, ja det kan jeg skam ikke sige Dem," svarede den Fremmede; "jeg har ganske vist rejst en Del i det indre af Landet, men her ved Kysten har jeg aldrig været før."

Dick grundede en Stund i Tavshed over de Oplysninger den Fremmede havde givet, og fandt ikke mindste Grund til at betvivle deres Rigtighed. Han havde ganske vist gjort Regning paa at lande imellem den 27. og den 30. Breddegrad, medens man altsaa i Virkeligheden nu befandt sig paa den 25. Afvigelsen var, naar alt kom til alt, ikke større, end at den kunde skyldes Skibets Afdrift under Stormen. Desuden passede Landets øde og ubeboede Udseende bedre med hvad han havde lært om Syd-Bolivia, end hvad han havde ventet at finde i Peru.

Fru Weldon iagttog spændt den fremmede, men fandt intet i dennes Ydre eller Optræden, som kunne ængste hende.

"Undskyld," sagde hun, "De ser ikke ud til at være her fra Syden?"

"Jeg er Amerikaner, ligesom De selv Fru ..."

"Fru Weldon," forestillede hun sig smilende.

"Mit Navn er Harris. Jeg er født i Carolina, men har i de sidste tyve Aar levet her i Bolivias Pampassletter. De kan derfor tænke Dem, hvor glad jeg er ved at træffe Landsmænd," tilføjede han med et belevent Buk.

"Saa bor De altsaa her?"

"Ja, det vil sige længere Syd paa, ved Grænsen af Chile. For Øjeblikket er jeg paa Vejen til Atacama."

"Atacama, er det ikke et øde Territorium?" spurgte Dick. "Er vi da i Nærheden af det?"

"Ja netop, min Ven, vi er lige paa Grænsen af den. Denne Udørken strækker sig langt videre end de Bjærge, som De ser der i Horisonten, og er en af de ejendommeligste og mindst udforskede Egne i Sydamerika."

"Og derigennem vil De rejse ganske alene?" spurgte Fru Weldon forbavset.

"Mutters alene, ja. Forresten er det ikke første Gang, jeg gør den Tur. En af mine Brødre ejer nemlig en stor Gaard, Sanct Felice, omtrent 200 (eng.) Mil herfra, og ham besøger jeg en Gang imellem i Forretningsanliggender."

Efter et Øjebliks Tøven, som om han overvejede en pludselig Indskydelse, tilføjede han:

"Hvis De har Lyst til at slaa Følge alle sammen, saa kan jeg love Dem en hjertelig og gæstfri Modtagelse. Maaske kan han ogsaa skaffe Dem Befordring til nærmeste større By."

Fru Weldon blev ligesaa overrasket som glad over dette Tilbud og vilde netop udtale sin Taknemlighed, da Harris henkastede:

"Er de Negre Deres Slaver?"

"Slaver!" udbrød Fru Weldon krænket og forbavset. "Slaver har vi heldigvis ikke mere i de forenede Stater, saalidt som i Sydstaterne."

"Nej, naturligvis! Undskyld mit dumme Spørgsmaal, Frue, jeg havde rent glemt, at Krigen i 62 gjorde det af med den Historie. Men da jeg saa disse Folk i Følge med Dem, tænkte jeg mig, at de maatte være i Deres Tjeneste."

"Vi er altid gærne parate til at bevise Fru Weldon en Tjeneste," faldt nu gamle Tom ind, hed i Hovedet, "men vi tilhører ingen. Jeg er ganske vist som Barn bleven solgt i Afrika, men jeg har for længe siden faaet min Frihed, og baade min Søn og alle hans Kammerater er fri Mænd, fødte af fri Forældre."

"Naa, saa meget des bedre for Dem," svarede Harris i en Tone, som skurrede slemt i Fru Weldons Øren, men hun afholdt sig dog fra flere Bemærkninger om dette Emne.

I dette Øjeblik kom ogsaa Nan med lille Jack til. Da Drengen fik Øje paa sin Moder, løb han lige hen imod hende med udbredte Arme.

"Sikken en prægtig Gut!" udbrød Harris.

"Det er min lille Søn," sagde Fru Weldon og kyssede Drengens bløde Mund til Godmorgen.

"Det har saa vist været svært for Dem at have den lille Fyr med paa saadan en Rejse. Maa jeg ogsaa faa Lov at kysse den tapre lille rejsende?"

Men der maa have været noget i den fremmedes Ydre, som mishagede Jack, for han veg ængstelig tilbage bag Moderens Kjole.

Fru Weldon smilede forlegent undskyldende. "Han er lidt genert overfor fremmede."

"Naa, det gaar nok over; vi skal blive fine Venner, naar vi først kender hinanden lidt bedre."

Dick Sand spurgte nu den ny Ven og Raadgiver ud om Turen til Sanct Felice; om den ikke var altfor besværlig at foretage tilfods for Damerne, om det ikke var et ret vanskeligt Terræn, o. s. v.

"Det klarer vi nok alt sammen," beroligede Harris. "Nogen Søndagstur er det ganske vist ikke, men jeg har en Hest gaaende her lige ved, og den staar til Fru Weldons Disposition. Desuden tager vi det mageligt; gaar en halv Snes Mil om Dagen og hviler godt ud om Natten. Forresten kommer jeg til at tænke paa, at vi egentlig lige saa godt kan skyde en Genvej igennem Skoven istedet for, som jeg plejer, at følge Floden. Det sparer os dog omtrent 80 Mil."

Fru Weldon rakte ham Haanden til Tak.

"De skal ikke takke mig, Frue. Det vil være mig der kommer til at profitere af deres Følgeskab, Jeg har nu ganske vist ikke før gaaet den Vej gennem Skoven, men jeg kender Landet saa godt, og er saa vant til at orientere mig, at jeg sagtens finder den rette Vej. Det eneste, det kan komme til at knibe med, er Proviant. Jeg har nemlig kun lige hvad jeg selv behøver."

"Vi har heldigvis selv i Overflod, Hr. Harris," svarede Fru Weldon.

"Naa, saa er jo alt i skønneste Orden. Vi kan altsaa godt begive os af sted med det samme."

"Undskyld mig endnu et Spørgsmaal," faldt Dick ind. Han var saa meget af en Sømand, at han ikke holdt af den Tanke, at skulde bort fra Kysten.

"Kunde vi ikke bedre følge Kysten, enten imod Nord eller Syd, indtil vi traf paa en By med Søhavn, fremfor at begynde paa en lang Rejse igennem en ukendt Skov ind i det indre af Landet?"

"Jeg kender meget lidt til Kysten," svarede Harris noget utaalmodigt, "men saa meget ved jeg dog, at der er mindst et hundrede Mil længere til den nærmeste By end til min Broders Ejendom. Desuden vil jeg ikke raade Dem til at færdes langs Kysten her i Bolivia. Og jeg kan i al Fald ikke ledsage Dem."

"Tror De heller ikke, at man fra Kysten kan signalisere til et forbisejlende Fartøj og blive optaget af det?" spurgte Fru Weldon.

"Nej, Skibene gaar meget for langt ude."

"Naa Dick, har du saa mere paa Hjærtet?" spurgte Fruen den stadig lige spørgelystne unge Kaptajn.

"Blot et eneste Spørgsmaal," svarede han undskyldende. "I hvilken Havn tror Hr. Harris at vi kan finde Skibslejlighed til San Francisko?"

"Det ved jeg skam ikke, min Ven; kun saameget kan jeg sige Dem, at vi skal besørge dem alle fra Sanct Felice til Atacama, og der kan De saa faa alle de Oplysninger De ønsker."

Dick havde Følelsen af, at det blot vilde krænke Hr. Harris og maaske saare Fru Weldons Finfølelse, hvis han kom med flere Ophævelser. Han tilbageholdt derfor alle sine Betænkeligheder, og spurgte blot, hvor naar man skulde bryde op.

"I Dag -- med det samme," svarede Harris hurtigt og resolut.

XI.

Igennem Urskoven.

Fru Weldon havde fuld Fortrøstning og Tillid til Harris som Fører. Ellers vilde hun næppe med saa godt Mod have begyndt den anstrængende Tur gennem den tætte og lidet kendte Skov, som laa foran dem.

Den lille Karavane satte sig i Bevægelse i følgende Orden. Først kom Dick og Harris, begge bevæbnede med Rifler, derefter fulgte Bat og Austin, der ligeledes hver bar en Bøsse og en Kniv.

Efter dem kom Fru Weldon med lille Jack foran sig paa Hesten og tilsidst Aktæon og Herkules, der havde en drabelig Økse stukket i Bæltet.

Dingo strejfede om, snart foran snart bag efter den lille Trop. Den var stadig urolig og nervøs og knurrede eller tudede næsten uafbrudt, uden at nogen kunde forklare sig Grunden til dens mærkværdige Opførsel.

Heller ikke Fætter Benedict lod sig anvise en fast Plads i Karavanen. Ligesom Dingo sprang han om snart her snart der i det høje Græs, paa Jagt efter hans elskede og efterstræbte Insekter. I Løbet af den første Times Tid kaldte Fru Weldon i sin Uro vel paa ham de Snese Gange, men straks efter var han igen forsvundet. Saa overdrog hun Herkules den utaknemmelige Opgave at passe paa Insektsamleren, hvilket Hverv han løste paa den eneste mulige Maade, nemlig ved at tage ham i Haanden og saaledes sætte en Stopper for alle hans farlige Udflugter.

Der førte ingen Veje igennem denne vildsomme Skov, men kun Dyrenes Stier, og det blev snart klart for dem, at mere end en fem, seks Mil kunde man ikke tilbagelægge ved en tolv Timers Marsch. Vejret var smukt nok. Solen stod nu omtrent midt paa Himlen, men dens lodrette Straaler, der vilde have gjort Vandringen ad Kystens aabne Slette uudholdelig, var slet ikke generende her under det tætte Løvtag.

De fleste af Skovens Træer var de Rejsende ganske ubekendte, men for en erfaren Botaniker vilde de have været af stor Interesse. Her voksede Side om Side _bauhinia_ eller Bjærgefeuen, _molompi_ eller _pterocarpus_, hvis Stamme udgyder Resinusolie og af hvis stærke, seje Træ de Indfødte laver deres Aarer; _fustics_ og _guaiacums_, hvis Stammer kan blive over 7 Alen i Gennemsnit, og mange flere usædvanlige Træer og Buske.

Dick Sand forhørte sig hos Harris om hvad disse forskellige besynderlige Træer hed.

Men istedet for at besvare dette Spørgsmaal, spurgte Harris: "Har De aldrig været paa Sydamerikas Kyst?"

"Nej," svarede Dick, "aldrig før, og ingen af dem jeg har sejlet med har nogensinde været her og har saaledes heller ikke kunnet fortælle mig noget herfra. Det vil derfor interessere mig meget, hvis De vil give mig lidt Underretning."

"Men Fru Weldon," afbrød Harris den videbegærlige Yndling, og vendte sig imod Fruen, "De har dog sikkert før besøgt det sydlige Fastland, for Eksempel Culumbia, Chili eller Patagonien? Vi Amerikanere er jo et rejselystent Folkefærd."

"Nej, Hr. Harris; jeg har rejst en Gang til Ny-Zeeland med min Mand, men andre Steder har jeg ikke været."

"Saa vil De faa et interessant og forunderligt Land at se," sagde Harris. "Bolivia er i mangt og meget forskelligt fra de tilgrænsende Lande. Dets Dyre- og Planteverden er noget ganske for sig og forbavser alle Naturforskere."

Da det saaledes viste sig at ingen af Selskabet kendte noget til det Land, hvorigennem man mente at rejse, syntes det at være Harris en sand Fornøjelse at udpege for dem alle Skovens Vidundere. Han nævnede ved Navn hver enkelt af de talrige Plante- og Træarter, som man endnu ikke anede eksisterede i den ny Verdens Skove, og han beroligede Fru Weldon med at forsikre, at man ikke her vilde træffe nogen af de vilde Dyr, som hun og Dick havde ventet vilde forstyrre deres Nattesøvn.

Han gjorde dem opmærksom paa særlig smukke Ibenholttræer, større og med sortere og haardere Træ end de almindelige; viste dem Grupper af Mangotræer, bevoksede med hvidt Mos lige til Kronen. Til Trods for, at de Indfødte sætter megen Pris paa dette Træs velsmagende Frugt, vover de dog ikke at dyrke det, thi, som en udbredt Overtro siger: "den der planter en Mango, maa dø!"

Et Træ savnede man dog i denne Skov, Kautschuktræet, som man dog netop skulde antage maatte være almindeligt forekommende i denne Landsdel. Ingen af alle de forskellige Træer der udsveder Gummi, _ficus prinoides_, _castilloa elastica_, _ceropia peltata_ og _collophora utilis_, og som er udbredte over det øvrige Sydamerika, saa man noget til her.

Dick havde netop fortalt lille Jack om disse Træer og lovet at vise ham dem. Den lille Fyr, der vel havde den Opfattelse, at Gummibolte og Dukker voksede paa Træerne, gav derfor højlydt sin Skuffelse Luft, da Dick stadig ikke kunde opfylde sit Løfte.

"Tab bare ikke Humøret, min lille Ven," svarede Harris leende. "Naar vi kommer i Nærheden af Gaarden, skal du nok faa Masser af Kautschuktræer at se, og saa kan du lave dig lige saa mange Bolte, som du har Lyst til."

Men den lille Fyr var ikke saa let at stille tilfreds, "Dick har ogsaa lovet mig nogle Kolibrier, hvorfor faar jeg heller ikke dem?"

"Du skal faa dem, du skal faa dem," svarede Harris lidt utaalmodig. "Men du maa vente lidt --."

Heller ikke dette Jacks andet Ønske var i og for sig urimeligt, for det var en kendt Sag, at der ligefrem vrimlede af disse vidunderlige Lilleputfugle i disse Egne. Sydamerikas Indianere pyntede i sin Tid deres Dragter med disse Fugleverdenens Juveler, som de elskede for de pragtfulde Farvers Skyld, og som de gav de mest poetiske Navne -- et nyt for hver af de halvandethundrede Arter, der findes af disse straalende smaa Skønheder. Man var for nær ved Kysten endnu, mente Harris, Kolibrierne fandtes kun inde i Landet; ved Sanct Felice f. Eks. kunde man høre og se dem sværme om hele Dagen.

"Aah, bare vi dog snart var der!" kom det som et dybt Hjertesuk fra lille Jack, og dette Ønske tiltraadtes enstemmigt af alle de andre, og førte til den Beslutning, at man kun skulde unde sig den haardest nødige Hvile undervejs.

Efterhaanden som man trængte længere ind i Skoven, blev denne mindre tæt og mere vild. Ind imellem Træerne aabnede sig græsbevoksede Sletter, og hist og her skød pludselig en lille Klippe af rød Granit og Syenit, der straalede af lapis lazuli, op af Grunden. Pludselig nødtes man til at gøre en stor Omvej, idet Jordbunden foran dem var dækket af et haabløst tæt og indfiltret, uigennemtrængeligt Næt af Sarsaparilla Plantens kødfulde Rødder.

Ved Solnedgangstid beregnede de rejsende, at de havde tilbagelagt otte Mil i Dagens Løb. Det var jo et ganske pænt Resultat, og hvis hele Rejsen blot vilde forløbe lige saa let, farefrit og fornøjeligt, havde man ikke noget at beklage sig over. Men Anstrængelserne og Trætheden vilde vel nok melde sig de kommende Dage.

Man fandt et udmærket Nattekvarter under et kolossalt Mangotræ, hvis vidtspredende Løvværk dannede et Slags naturligt Lysthus, og om man foretrak det vilde man kunde finde det behageligste Natteleje blandt selve Træets Grene.

Men da de rejsende holdt deres Indtog under Træet modtoges de med en øredøvende Koncert. Det var en hel Koloni graa Papegøjer, de snakkesaligste, arrigste og mest kamplystne Asener man kunde tænke sig, som gav Selskabet denne hjertelige Velkomsthilsen.

"Skyd ikke paa dem," sagde Harris hastigt til Dick, der vilde jage Plageaanderne bort med et Skud. "Det er aldrig værd at give sin Nærværelse tilkende og maaske tilkalde omstrejfende Banditter. Jo mere stilfærdigt vi rejser, des sikrere!"

Da man havde spist til Aften af de medbragte Konserves, med nogle modne Manafrugter til Dessert, begyndte man at træffe Forberedelser for Natten.

"Er det ikke bedst at vi tænder et godt Baal?" spurgte Dick.

"Nej, paa ingen Maade," svarede Harris. "Nætterne er jo ikke kølige, farlige vilde Dyr er her ingen af, og det kan -- som før bemærket -- aldrig være til vor Gavn at vi tiltrækker os Opmærksomhed ved at tænde Ild."

"Ja, men selv om her ikke er Løver og Tigre i Amerika, saa er her dog Jaguarer og Pantere i Guds Velsignelse," faldt pludselig Fætter Benedict ind.

"Ja, og bare de ikke æder mig," sagde Jack, alvorligt bekymret.

"Æde dig!" lo Harris; "nej, din Ven Herkules vil nok tage sig af dem. Han kan saamænd let nok kværke en med hver Haand."

Herkules var forresten i Øjeblikket optaget af en anden besværlig Forretning, den nemlig, at indfange Fætter Benedict, der lige var deserteret for at gaa paa Jagt efter Ildfluer. Disse mærkelige Insekter, der udsender et stærkt, fosforagtig blaat Lys, som gennem to Lanterner paa hver Side af Kroppen, er ellers saare sjældne i Amerika, og det kostede derfor den kæmpemæssige Neger adskilligt Bryderi at faa den begejstrede Insekthelt ført med til Lejren. Men Herkules havde kun liden Respekt for Alverdens Insekter, og derimod en alvorlig Ansvarsfølelse overfor Fætter Benedicts Sikkerhed, og han indlod sig derfor ikke paa nogen Argumentation, men hjemførte den spinkle og rasende Naturforsker omtrent paa samme Maade, som denne vilde have behandlet en af de smukke lysende Fluer.

XII.

En frygtelig Afsløring.