Part 3

"Nej, det kan den umuligt, Fru Weldon," svarede han, "det undrer mig blot, at jeg ikke allerede har faaet Kig paa den. Vi har dog skudt en god Fart lige siden den 10. Februar -- Ulykkesdagen."

"Og i Dag har vi den 9. Marts," bemærkede Fru Weldon; "der er altsaa gaaet 27 Dage. Hvor langt var vi omtrent den Gang fra Land?"

"Vel en 4500 Mil. Og Skibet har gjort gennemsnitlig 180 Mil i Døgnet siden da, det udgør 4860 Mil. Saa vi skulde endogsaa, hvis min Beregning er rigtig -- og det tror jeg sikkert at den er -- allerede have været der nu. Jeg forstaar heller ikke, at vi ikke møder et eneste Skib."

"Og du er sikker paa, at du har beregnet Skibets Fart rigtigt?"

"Ja, Fru Weldon, det er jeg sikker paa. Jeg har passet saa nøje paa. Hver halve Time har vi kastet Loggen og jeg har for hver Gang skrevet Resultatet op. Nu skal jeg prøve igen, og saa skal De se, at vi i dette Øjeblik gør ti Mil i Timen, hvilket jo bliver 240 i Døgnet, og adskilligt mer end vi har regnet med."

Dick kaldte paa Tom og bad ham kaste Loggen. Den gamle Neger havde saa ofte besørget dette, at han var ganske fortrolig med denne Forretning.

Loggen blev befæstet til Linen og kastet ud. Linen gled langsomt gennem Toms Haand, indtil omtrent fem og tyve Favn var forsvundet -- saa slap pludselig Snoren op.

Den gamle gav et forskrækket Udraab fra sig: "Den gik itu."

"Hvad gik itu?" foer Dick forfærdet til.

"Snoren, Kaptajn! Snoren brast."

"Snoren -- -- -- og Loggen tabt! Du gode Gud -- -- --"

Ja, saaledes forholdt det sig virkelig; gamle Tom viste ham den Ende, han havde beholdt i Haanden.

Det foer igennem Dick -- dette kan ikke være gaaet naturligt til, der maa stikke noget under! Han vidste, at Snoren havde været af udmærket Kvalitet og ikke for gammel, og nu viste den sig at være ganske tyndslidt paa et bestemt Sted -- der hvor den var bristet. Hvorledes kunde det være gaaet til?

Den stakkels Fyr grundede længe over dette Spørgsmaal uden at finde noget Svar; han var dybt mismodig over at have mistet det værdifulde Instrument, det eneste, hvormed han kunde maale Skibets Fart.

Tidlig om Morgenen den 12. Marts saa Dick til sin Rædsel, at Barometret var faldet yderligere, og nu stod paa kun 27° 9'. Stormen voksede hastigt til en Orkan, der gjorde det nødvendigt at tage alle Sejl ned. Ved de flinke Negres Hjælp lykkedes det ham at faa bjærget alle de lavere Sejl. Dernæst lod Dick Tom tage Roret, medens han selv, Austin, Aktæon og Bat gik tilvejrs, og Herkules løsnede Tresserne paa Dækket.

Det kostede megen Møje i det forrygende Vejr at faa Spir og Bramstænger taget ind, og et Vindstød havde nær slynget Austin i Havet. Stormastens Sejl var alt bjærgede, og Dick skyndte sig op for at frelse Merssejlet -- men forsent. Med et rasende Hyl rev Stormen det til sig og bortførte sit Bytte.

Dick var fortvivlet, ude af sig selv af Rædsel, plaget af Frygt for at Skibet, jaget af Orkanen og de taarnhøje Bølger, skulde blive splintret imod de Kystens Skær, som umulig kunde være langt borte. Han stirrede og stirrede igennem Uvejret, men saa intet, gik frem og tilbage, raadløs i sin Fortvivlelse, indtil han atter greb Roret.

Samtidig kom Negoro ud paa Dækket. Ogsaa han stirrede ud over Havet, og halvt ubevidst pegede han imod et Punkt i Horisonten, som saa han Land der, hvor den unge Kaptajn intet havde fundet.

Saa skottede han rundt, angst for at han var blevet iagttaget, smilede beroliget og forsvandt igen i sit Lukaf.

VII.

I Stormen. -- En Skuffelse.

"Pilgrim" havde nu ikke en Trevl Sejl oppe mere, men Orkanen havde nok at tumle med i Skrog, Master og Tovværk, og den drev Skibet afsted i næsten usvækket Fart.

Bølgerne, lig uhyre Vandbjærge, rullede dog endnu hurtigere end Fartøjet og truede med at oversvømme Agterstævnen, naar denne ikke hurtigt nok hævede sig af en Bølgedal. Og meget var der ikke at gøre for at undgaa denne Mulighed, da Skibet ikke kunde bringes i hurtigere Fart ved at sætte et Sejl op. Man kunde kun afstive det ved Rorets Bevægelser, og Dick passede paa som en Smed. Han havde bundet sig fast for at en Styrtesø ikke skulde rive ham med sig. Herkules og Aktæon holdt, klyngende sig til Rælingen, Udkig efter Land forude.

Fru Weldon og lille Jack, Fætter Benedict og Nan maatte holde sig i Kahytten. Alle Luger holdtes forsvarligt lukkede for at ikke en af de Bølger, der ofte slog ind over Dækket, skulde fylde Skibet og trække det ned. Ballasten viste sig, til alt Held at være saa omhyggeligt anbragt, at den, trods Briggens voldsomme Rullen, ikke forskød sig.

Dick vilde ikke have forladt sin Plads ved Roret den Nat. Men Fru Weldon forestillede ham alvorligt og indtrængende, hvor nødvendigt for dem alle det var, at han ikke overanstrængte sig og blev syg, at han gav efter for hendes Ønsker og søgte nogen Hvile.

Tom og Bat var saaledes alene agter ude ved Roret, da de til deres Forbavselse saa, at Negoro kom hen imod dem og forsøgte at indlede en Samtale. Han fandt dog ikke megen Opmuntring, da hverken Tom eller Bat havde noget tilovers for den skumle Fyr.

Pludselig, ved en særlig stærk Slingren af Skibet, vaklede Negoro, styrtede om imod Kompashuset og gled ned paa Dækket.

Gamle Tom udstødte et Brøl af Rædsel i den Tro, at Kompasset maaske var blevet knust ved Stødet.

Dick foer op af sin Blund ved dette Raab og løb til for at se, hvad der var paa Færde.

Men Negoro var allerede kommet paa Benene igen, og hvad mere var, han havde faaet fat i det Stykke Jærn, som han i sin Tid anbragte under Instrumentet, og ubemærket ladet det glide ud i Vandet. Kompasset var helt og tilsyneladende uskadt, blot var dets Misvisning nu ophørt og Magnetnaalen atter i den rette Stilling. Og dette var netop hvad Negoro havde villet.

"Hvad er her paa Færde? hvad skal det Spektakel betyde?" spurgte Dick.

Tom forklarede ham, at det var Kokken, der var falden over imod Kompasset, og at han, Tom, derved var kommet til at skraale op af Frygt for, at det uundværlige Instrument skulde gaa itu. Men det havde da holdt og fejlede ingenting.

Dick vendte sig rasende imod Kokken. "Hvad har De her at gøre paa denne Tid af Døgnet?"

"Det bliver vel min Sag," svarede Negoro kort og mut.

"Hvad siger De, ... Maa jeg faa et ordentligt Svar og det straks."

"Jeg ved ikke af, at der er nogen Bestemmelse om, at man ikke maa gaa, hvor og naar man vil," snærrede Kokken.

"Naa, det er der ikke," svarede Dick Sand, "saa skal den komme nu. Jeg forbyder Dem nogensinde at vise Dem her. Forstaar De!"

Det var som om Negoro vaagnede af sin sædvanlige Sløvhed, han foer op og knyttede uvilkaarlig Haanden imod Drengen.

Men i samme Nu rev Dick en Revolver op af Bæltet og rettede den imod Kokken.

"Tag Dem i Agt, Negoro, -- ét Skridt til, ét eneste Ord, og jeg skyder Dem en Kugle gennem Hovedet."

Negoro fik ingen Tid til at svare; før han kunde aabne Munden blev han tvunget i Dækket med uimodstaaelig Kraft. Det var Herkules, der lagde sin Haand tungt paa hans Skulder.

"Skal jeg kaste ham over Bord, Kaptajn? Fiskene tager nok til takke med ham, de er jo ikke saa kræsne."

"Endnu ikke," svarede Dick roligt.

Kæmpen slap sit Tag og Negoro rejste sig med et Sæt, og snærrede imod Herkules, idet han skyndte sig til sit Lukaf:

"Det skal du faa betalt, fordømte Neger."

Dick var naturligvis kommet i det største Oprør ved denne uhyggelige Scene, og hans Frygt for, at Kompasset skulde have lidt Overlast, vilde heller ikke fortage sig. Efter dette at dømme skulde Vinden pludselig have slaaet om, hele 45 Grader, men der var intet i Havets Udseende der tydede paa, at en saadan Forandring havde fundet Sted. Istedet for at Strøm og Bølger skulde træffe Skibet lige agter, slog de nu imod Bagbordssiden, og da dette yderligere øgede Faren blev han nødt til at afvige nogle Streger fra Kompassets Kurs for at kunde holde sig lige for Stormen. Hos den unge Kaptajn vaagnede en svag Mistanke om, at Negoro havde haft en Finger med i Spillet ved det første Kompas' Ødelæggelse, og at han maaske ogsaa havde villet gøre det andet ubrugeligt. Men hvorfor? Maatte han dog ikke, lige som alle de andre, kun ønske jo før jo hellere at naa Amerika?

Dick betroede Fru Weldon sin Mistro og hvad der havde fremkaldt den, men hun kunde lige saa lidt som han selv finde nogen rimelig Grund for Kokken til at forsøge at iværksætte et saadant Forræderi.

Uvejret holdt sig hele Ugen og "Pilgrim" strøg afsted gennem det oprørte Hav med en Hastighed, der ikke kunde være mindre end 200 Mil i Døgnet -- men stadig saa man intet Land.

Dick Sand vidste hverken ud eller ind; var Amerika da forsvundet, stod Solen da ikke op og gik den ikke ned i Øst og Vest som før? Eller var det Kompasset, det var galt med?

Da endelig, den 26. Marts, tidligt om Morgenen lød pludselig Raabet:

"Land, Land!"

Kaptajnen styrtede forud. Der stod Herkules og pegede ivrigt imod et Punkt i Horisonten.

Stormens Brølen umuliggjorde al Samtale.

Fru Weldon kom til, hun greb uvilkaarlig sin unge Vens Haand, imens hun stirrede ud over Havet; hele hendes Liv lyste i det Blik hun sendte imod det første Punkt af hendes Hjemland.

"Endelig! Endelig!" lød det som et Befrielsens Suk fra dem begge.

Fru Weldon var ved at besvime, hun klyngede sig i feberagtig Spænding til Rælingen, og brast i Graad.

Dick tog ikke Øjnene fra denne Kyst, som han saa længe forgæves havde spejdet efter. Den viste sig tydeligere og tydeligere efterhaanden som Skyerne spredte sig og Taagen lettede. Det var et Forbjærg, der traadte frem, selve Kysten kunde ikke skimtes.

Saaledes forløb to Timer. Dick bevægede Kikkerten nervøst frem og tilbage over Horisonten imod Øst, saa faldt pludselig hans Arm ned.

"En Ø, -- det var kun en Ø!"

"En Ø? Hvad mener De, er det ikke Amerika?" spurgte Fru Weldon bestyrtet.

"Nej, Fru Weldon, det er kun en Ø; hvilken Ø det er, maa Kortet kunne sige os. Det maa være Paaskeøen! Der er ikke andre Smaaøer i dette Farvand."

"Men hvorlangt ligger den da fra Amerika, -- hvorlangt har vi endnu tilbage?"

"Fem og tredive Grader," svarede Dick med modløs Stemme; "saadan noget som 2500 Mil!"

"Men Gud! Det er da umuligt," udbrød Fru Weldon fortvivlet, "saa har 'Pilgrim' jo slet ikke bevæget sig, -- eller den har sejlet frem og tilbage til samme Sted -- eller -- --. Nej, det er umuligt!"

"Ja, Fru Weldon," svarede Dick, og greb uvilkaarligt til Panden, som for at samle sine Tanker, -- "jeg selv begriber heller ikke, hvad der er sket -- -- hvorledes det er gaaet til. Det maa vel være Kompasset, der har vist forkert, eller mig, der har læst galt -- nej, det er dog ikke muligt!"

"Men, Gud være lovet," tilføjede han medens et Smil pludselig opklarede hans alvorlige unge Ansigt, "nu ved vi da i al Fald en Gang sikkert, hvor vi er, og hvad Kurs vi skal holde, for at naa hjem. Naar denne Orkan blot vil stille af, saa skal vi nok, trods al Modgang, naa i Havn. Vi maa blot holde ud lidt endnu."

VIII.

Land! -- Land!

Lidt efter lidt lagde Stormen sig noget, og den 29. var Vejret saa meget roligere, at Dick vovede at hejse Top- og Mesansejlet for derved at forøge Skibets Fart og støtte dets Bevægelser. Det var ham en uhyre Lettelse, at "Pilgrim" ikke længer var et hjælpeløst Legetøj for Vind og Vove, men atter lod sig styre og beherske.

"Med den Fart vi nu skyder, og dersom Vinden holder sig i det rette Hjørne, tænker jeg næsten vi naar Land om en halv Snes Dage," sagde Dick med noget af sin vante Fortrøstning til Fru Weldon.

"Gudskelov for det, Dick! Saa er vel det værste ovre for denne Gang. De har vist Dem som en Mand, min kære Ven, og selv om De ikke er en fuldt færdig Kaptajn endnu, saa vil min Mand nok sørge for at De faar lært, hvad De mangler og snart faar et Fartøj at føre."

Dick trykkede rørt Fru Weldons Haand og takkede hende -- mere hjærteligt end veltalende -- for hendes Elskværdighed og Omhu for hans Fremtid.

"Men hvor tror De vi kommer til at lande?" spurgte Fru Weldon for at afværge yderligere Taksigelser.

"Det skal jeg vise Dem her paa Kortet," svarede Dick og pegede paa Kysten af Sydamerika fra Peru til Chile. "Her har vi den Ø, som vi lige passerede, vest for os, og da Vinden stadig holder samme Retning, maa man antage, at vi vil faa Landet i Sigte imod Øst. Hvis Vejret og Vinden blot vil være naadig, naar vi er kommet saa langt, kan vi følge Kysten til vi træffer paa en Havn; men -- --"

"Men hvad, Dick?"

"Ja, hvis det atter bliver Storm, saa ser det jo værre ud for 'Pilgrim'."

"Hvad vil De da saa gøre?"

"Sætte Skibet paa Grund," kom det kort og resolut.

"Men," tilføjede Dick fortrøstningsfuldt, "der er jo ingen Grund til at frygte, at det skal blive nødvendigt. Det er dog langt sandsynligere, at vi, saa nær Land, vil møde et Fartøj eller maaske en Lodsbaad, og saa er vi jo ovenpaa."

Sejladsen fortsattes nu i vekslende Vejr, men uden nævneværdige Begivenheder, indtil den 5. April, lige to Maaneder efter, at "Pilgrim" forlod Ny Zeeland.

Mer end en Gang troede en eller anden af Mandskabet at se Land, men det viste sig stadig, at det kun var et optisk Bedrag, og at det formentlige Land opløste sig i Taage og forsvandt.

Da endelig, den 6. April om Morgenen, efter at Taagen var lettet, viste Landet sig tydeligt i den klare Horisont og det frydefulde Raab lød ud over Skibet:

"Land! Land!"

Og denne Gang var der ingen Fejltagelse mulig. Alle stimlede sammen forude og stirrede ud imod en tilsyneladende flad Kyst, der strakte sig imod Øst saa langt Øjet kunde naa.

Saa var de da endelig, efter alle deres Anstrængelser, Savn og Modløshed, naaet til det længselsfuldt imødesete Hjemland. Bag denne lave Kyst maatte Andesbjærgenes mægtige Kæde hæve sig.

"Pilgrim" skød en Fart som om ogsaa den længtes hjem, og efter et Par Timers Forløb var man Landet saa nær, at man kunde skælne en Række Høje, bevoksede med Træer, og i Nordøst et temmelig højt Forbjærg. Men der viste sig ingen Havn, ikke en Flodmunding eller en Bugt, der kunde afgive et beskyttet Indsejlingssted.

Skibet bares nu af Brændingen lige imod Landet. I nogen Afstand fra Kysten kom et Rev tilsyne, over hvilket Bølgerne sydede og larmede; det kunde næppe være mere end en lille Mil borte.

Dick indsaa straks med frygtelig Tydelighed, at det var haabløst at søge at forandre Skibets Kurs. Strøm og Brænding havde en saa uimodstaaelig Magt, at de, og de alene maatte afgøre Fartøjets Skæbne.

Dingo var ogsaa kommet paa Dækket og gav sin Deltagelse i den almindelige Ophidselse tilkende ved en højlydt Gøen. Saa optaget syntes den at være af det usædvanlige Syn af Land, at den ganske ignorerede sin svorne Fjende, Negoro, der med Haanden skyggende for Øjnene saa imod den nære Kyst. Den rasende Brænding og den Fare, der truede Skibet, syntes han dog ikke at ændse. Fru Weldon, der iagttog ham, syntes at se ham smile som i Genkendelse af det Land, der bredte sig foran ham.

I dette Øjeblik traadte Dick hen til Fru Weldon og sagde alvorlig:

"Fru Weldon, der er intet Haab, ingen anden Udvej. Om en halv Time vil Skibet staa paa Revet her foran os. 'Pilgrim' vil blive knust, men De og vi andre vil i det mindste blive frelste."

"Det er umuligt at undgaa det?" spurgte Fru Weldon.

"Umuligt!"

"Saa maa det da ske."

I største Hast traf nu den unge Kaptajn de nødvendige Forberedelser til den uundgaaelige Stranding. Alle fik Svømmebælter paa. Herkules fik Ordre til at tage sig af Fru Weldon; Dick vilde selv vaage over lille Jack, og Bat og Austin skulde tage Fætter Benedict, med samt hans Insektsamling, paa deres Samvittighed. Og Negoro -- ja, hans urokkelige Ro viste tydeligt, at al særlig Omsorg for ham vilde være overflødig.

Dick fik nu den heldige Indskydelse at lade et Dusin Tønder af Lastens Hvaltran bringe op, for at hælde Olien ud i det Øjeblik, Skibet nærmede sig Revet. Dette vilde for nogle Minutter dæmpe Brændingens Syden og gøre Havfladen rolig, hvorved Skibet maaske lettere vilde kunne komme ind over Revet og nærmere Land.

"Pilgrim" var nu næppe to Kabellængder fra Kysten; om dens Styrbordsside ophvirvledes allerede Brændingens hvide Skum. Hvert Øjeblik kunde man vente, at Kølen vilde skrabe imod Klippegrunden.

"Kast Trannen ud!"

Som ved Trolddom lagde Havets Brusen sig og Briggen gled hurtigt frem over de jævne, lange Søer.

Men pludselig gav det et Stød i Skibet. Det var blevet løftet af en uhyre Bølge, og baaret lige imod en fremspringende Klippe. I det samme faldt Masterne. Med forfærdelig Hast strømmede Vandet ind igennem et Hul i Forstavnen og Skibet fyldtes.

Men "Pilgrim"s Besætning var allerede frelst. Ad Kystens udløbende mørke Klipperække naaede den snart Land.

Saaledes var da "Pilgrim", efter en Sejlads paa 74 Dage, strandet og uhjælpelig fortabt -- et værdiløst Vrag. Men hvor nær det end gik Dick til Hjærtet, at han havde maattet ofre sin Velgørers Skib og Ladning, traadte dette dog i Baggrunden for den Lykke, han følte ved at intet af de Liv, der var betroet til hans Omsorg, var gaaet tabt. Fra den Del af Perus Kyst hvor han sikkert antog, at man nu befandt sig, vilde man hurtigt kunne naa en Havn og der finde Skibslejlighed hjem.

IX.

Landet.

Det Sted, hvor de var blevet kastet iland, havde et ganske øde og ubeboet Udseende. Det var en Klippeslugt, der førte til et uregelmæssigt Højdedrag. Mod Nord, omtrent en Fjerdingvej borte, viste sig en lille Flods Munding; dens Bredder var bevoksede med en Art Mangrover, og paa Højdedraget strakte sig, saa langt man kunde se, en tæt Skov. Havde Fætter Benedict været Botaniker, vilde han være blevet henrykt over den Rigdom af forskellige Træ-Arter, som denne Skov rummede.

Der var høje Baobabtræer, hvis Bark er som ægyptisk Syenit, hvide Pinjer, Tamarinttræer, Pebertræer af en egen Art, og mangfoldige andre Vækster, som en Amerikaner fra Nordstaterne ikke er vant til at se. Men mærkværdig nok fandt man ikke en eneste af de talrige Palme-Arter, som dog ellers findes udbredt næsten overalt paa Jorden.

Henover Stranden fløj store Flokke af skrigende Fugle, en Slags store, blaasorte Svaler med lystfarvede Hoveder, og nu og da rejste sig enkelte Hønsefugle, graa og med nøgen Hals. Den uforstyrrede og frygtløse Maade paa hvilken disse Fugle kom de skibbrudne ganske nær, forundrede baade Dick og Fru Weldon. Det kunde næsten se ud til at Dyrene her aldrig havde lært at frygte Menneskers Nærhed, aldrig var blevet skræmmet af en Bøsses Knald.

Paa de udløbende Revler spankulerede nogle Pelikaner, travlt beskæftigede med at stoppe Smaafisk i deres Halsposer, og en Flok Havmaager kredsede skrigende om "Pilgrim"s Vrag, men ellers viste intet levende Væsen sig.

Dick Sand var højligen forbavset. Hverken i mod Nord eller Syd fandt man noget Tegn paa Menneskers Nærhed; ikke et Hus eller en Hytte, ikke et Fodspor i Sandet, ikke Røgen fra en Skorsten eller et Baal.

-- Hvor er vi dog, tænkte han. Havde der været nogen Moders Sjæl vilde Dingo nok have sporet det, og meddelt sin Opdagelse med en lydelig Gøen.

Men i det Sted snusede den frem og tilbage langs Kysten med sænket Hale, uroligt søgende, men tavs.

"Læg Mærke til Dingo!" sagde Fru Weldon, "hvor underligt han støver om."

"Ja, det har jeg ogsaa tænkt over," svarede Dick. "Og se saa Negoro; det ser næsten ud som han var optaget af den samme Søgen, som Hunden. De bærer sig begge to lige mærkeligt ad. Men nu har vi heldigvis ikke mere med ham at gøre. Hans Tjeneste ophørte naturligvis med Skibets Forlis."

Vant som man var til Kokkens Indesluttethed, var der ingen, som tog Notits af ham eller spurgte ham ud. Han klatrede op ad Klipperne og saa sig om, kom ned igen og besteg en anden Højde, spejdede ud over Stranden og op ad Floden for endelig at forsvinde bag de fremspringende Højder. Ingen tænkte paa at følge efter ham, selv Dingo syntes at have glemt sin Fjende.

Man havde da ogsaa andet at tage vare. Først maatte man se at finde et midlertidigt Tilflugtssted og saa sørge for at finde et højst fornødent Maaltid.

Fødemidler var der heldigvis ingen Mangel paa. Brændingen havde skyllet en hel Del af Skibets Forraad op paa Forstranden, hvorfra Negrene, nu da Ebben var indtraadt, var ifærd med at bringe Kiks-Kasser, Daaser med Konserves, tørret Kød og lignende i Sikkerhed. Fersk Vand i Overflod leverede den lille Flod i Nærheden.

Ved til Baal savnede man heller ikke, og gamle Tom, der var en passioneret Ryger, havde Voks-Svovlstikker i Massevis.

Men et Tilflugtssted, beskyttet for Vind og Vejr, havde man stadig ikke, og uden en Nats Hvile efter alle de gennemgaaede Strabadser kunde man umuligt begive sig ud paa en, maaske lang og anstrengende Rekognosering.

Stor var derfor den almindelige Glæde, da ogsaa denne Sorg blev slukket. Det var saamænd ingen anden end lille Jack, der her kom sine Venner til Hjælp. Ved at tumle om imellem de smaa Klitter ved Stranden, fandt han en rummelig Hule, som Bølgerne i deres evige Rullen imod Kysten havde dannet.

"Her, kom her!" raabte Drengen henrykt, "her er en dejlig Hule."

"Det var rigtignok stolt klaret, min Dreng," sagde Fru Weldon, og kyssede sin Øjesten. "Du er jo en hel Robinson, Jack! Her kan vi faa det rigtig udmærket."

Det kunde de i Virkeligheden ogsaa. Hulen var en tolv-fjorten Fod bred og lige saa dyb, og altsaa stor nok til at rumme den lille Flok. Medens man var ved at tilberede Maaltidet vendte Negoro tilbage, og stillede for at faa sin Portion med. Han spiste og drak tappert, men sad ellers tavs og hørte tilsyneladende uinteresseret efter de andres Samtale om, hvad der nu var at gøre.

Fru Weldon begyndte med, i sit eget og de andres Navn, at takke den trofaste Dick for hans ihærdige og anstrængende Arbejde under den lange og farefulde Sejlads. "Men," tilføjede hun, "din Opgave er ikke endt endnu. Du maa være vor Leder i Land som du var vor Kaptajn om Bord. Vi har alle Tillid til dig, og hvad du anser for at være det fornuftigste og rigtigste, det vil vi gøre."

Alles Øjne hvilede paa Knøsen. Selv Negoro syntes vakt af sin Ligegladhed og iagttog Dicks Ansigt, ivrig efter at erfare hans Mening.

Det varede en Stund før Dick svarede: "Som De ved, Fru Weldon, er jeg af den Mening, at vi er blevet kastet i Land et eller andet Sted paa Perus Kyst, sandsynligvis i den sydlige Del. Og i saa Fald er vi nær ved Pampassletten og i en temmelig sparsomt beboet Egn, langt fra nogen Landsby. Men alligevel skulde jeg dog tro, at hvis et Par af os i Morgen begav sig en halv Snes Mil længere imod Nord, maatte vi træffe paa nogle Indfødte, der kunde give os Besked."

Fru Weldon var tilsyneladende ikke begejstret for Dicks Forslag, om at skille to ud fra de andre.

"Hvem skulde saa gaa paa den Opdagelses-Ekspedition," spurgte hun tøvende.

"Tom og jeg, for Eksempel."

"Og vi andre, skal vi blive tilbage her?"

"Ja, Fru Weldon; Bat, Herkules, Aktæon og Austin bliver jo hos Dem. Negoro foretrækker maaske ogsaa at blive her?" tilføjede Dick, vendt imod Kokken.

"Rimeligvis," svarede denne ordknappe Fyr.

"Det er vel bedst vi tager Dingo med os paa vor Rekognosering," bemærkede Tom, "den kan blive os til god Nytte."

Fru Weldon tav en Stund. Hun blev forstenet og urolig ved Tanken om, at den lille Flok, som saa længe havde delt ondt og godt sammen, nu skulde skilles, om end kun for kort Tid. Nølende gav hun sin Ængstelse Luft og spurgte Dick, om de ikke kunde risikere, at indfødte Banditter, der maaske havde iagttaget Forliset, vilde overfalde dem i Haab om at kunne gøre et rigt Bytte.

Dick søgte efter bedste Evne at forjage Fru Weldons Frygt. De Indfødte her var et fredsommeligt Folkefærd, der ikke kunde sammenlignes med Afrikas og Australiens vilde Stammer, saa noget Overfald behøvede man sikkert ikke at frygte. Den korte Adskillelse kunde være ubehagelig nok; men dette var dog for intet at regne sammenlignet med de Strabadser og Farer, man vilde udsætte sig for ved at begive sig samlet afsted uden først at vide Besked om, hvor man egentlig befandt sig og i hvad Retning man skulde søge en Havneby.