# Kaptajnen paa 15 Aar (I Slavelænker)

## Part 2

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/kaptajnen-paa-15-aar-i-slavel-nker-33360/index.md

"Dick," sagde Kaptajnen til den unge Letmatros, "nu maa du tage Kommandoen og passe paa Skibet, imens jeg er borte. Længe bliver det vel næppe, at du faar Lov at være Kaptajn; om en Times Tid er vi forhaabentlig tilbage igen. Farvel saa længe."

"Farvel, Kaptajn! God Lykke!"

Det var dog aabenbart, at Kaptajn Hull kun ugærne forlod sit Skib, selv om det kun drejede sig om nogle Timer. Men Hensynet til den store Gevinst Fangsten af en saa uhyre Hval vilde bringe hans Rheder, og hans let forklarlige Ulyst til at komme hjem med halvtom Last besejrede dog hans Skrupler. Han kastede endnu et sidste Blik ud over Skibet, som for at se om alt var i Orden, og om Sejlene var saadan stillede, at der ikke behøvedes at forandre paa dem imens han var borte. Saa gik han i Baaden og lod kaste los.

"Hold godt Udkig, Dick," lød Kaptajnens Stemme endnu en Gang, "et Øje paa Skibet, et andet paa Baaden. Glem det ikke, min Dreng."

"Stol paa mig, Kaptajn!"

Baaden fjærnede sig hurtigt, drevet frem af fire Par stærke Arme, og om Bord paa Pilgrim samledes de tiloversblevne forude, ivrige for ikke at gaa Glip af nogen Enkelthed ved den interessante Jagt. Selv Dingo stod med Forpoterne paa Rælingen og fulgte Baaden med Øjnene. Pludselig brød den ud i en ynkelig Hylen.

"Dingo, Dingo dog!" udbrød Fru Weldon, ubehageligt berørt, "er det din Maade at opmuntre dine Venner paa. Værs'god at opføre dig ordentligt."

Men Hunden vilde ikke lade sig berolige, den vendte sig blot om, arrigt knurrende.

Negoro var slentret ud af sit Køkken, vel sagtens for ogsaa at iagttage Hvalfangsten; men saa saare Dingo fik Øje paa Kokken, styrtede den med et rasende Spring løs paa ham. Negoro greb en Baadshage for at forsvare sig, og Dick og Fru Weldon raabte forskrækket:

"Dingo, Dingo, kom her! Læg sig!"

Hunden adlød, men knurrende og modvilligt, og Negoro vendte sig, ligbleg, om, slængte Baadshagen fra sig og gik bandende tilbage til Køkkenet.

"Herkules," sagde Dick sagte og alvorligt til den uhyre Neger, "De maa love mig at holde godt Øje med den Mand."

"Det skal jeg," svarede han beroligende.

Saa gik Dick op paa Skandsen, hvorfra han holdt Udkig med Baaden, der snart kun var et Punkt paa det store Hav.

IV.

Et Katastrofe.

"Pas paa ikke at gøre Støj, Folk," formanede Kaptajn Hull, "og hold Baaden i Kanten af det røde Vand; vi maa nærme os Hvalen saa forsigtigt, at den ikke aner vor Nærhed, ellers er Spillet tabt."

Hurtigt og tyst gled Baaden ind til den røde Flade, i hvis Midte Hvalens uhyre Ryg kom tilsyne, omtrent en Kabellængde borte. Baadsmanden stod oprejst i Agterenden og manøvrerede for at bringe Baaden saa nær som muligt til Dyrets venstre Side uden at komme i en for farlig Nærhed af dets vældige Hale, vel vidende, at et eneste Slag af denne vilde være nok til at gøre det af med baade Baad og Besætning. Forude, solidt plantet, med skrævende Ben, stod Kaptajnen. Harpunen holdt han hævet over Hovedet, parat til at slynge det dødbringende Vaaben dybt ned i den sorte Masse, som hævede sig op over Vandskorpen.

"Er I klar, Folk?" sagde han dæmpet.

"All right, Kaptajn," hviskede Matroserne tilbage.

"Saa ind paa den," lød Kaptajnens Ordre, og Baaden nærmede sig til ti Fods Afstand fra Hvalen. Dyret rørte sig ikke. Sov det? I saa Fald turde de haabe at allerede den første Harpun vilde afgøre dens Skæbne. Men det var ikke sandsynligt; Kaptajn Hull følte kun altfor sikkert, at der var en anden Grund til at den forholdt sig saa stille, og et hurtigt Blik fra Baadsmanden fortalte ham, at denne havde den samme Mistanke. Men der var ikke Tid til Overvejelser, nu var Øjeblikket kommet, hvor der maatte handles.

Kaptajnen svang sit Vaaben nogle Gange frem og tilbage for at beregne sit Kast, saa samlede han al sin Styrke og slyngede det imod Finhvalens Side.

"Bak, bak," raabte han.

Matroserne drev Baaden tilbage af alle Kræfter, og et Øjeblik efter var den uden for Rækkevidden af Hvalens Hale.

I det samme afsløredes Grunden til at Hvalen havde forholdt sig saa ubevægelig.

"Ser De, en Unge!" udbrød Baadsmanden.

Ramt af Harpunen havde det vældige Dyr kastet sig om paa Siden, og derved kom en Unge tilsyne, som Moderen havde været ved at give Die. Dette var en meget ubehagelig Opdagelse, thi, som Kaptajnen vel vidste, vilde Hvalen nu forsvare sig med dobbelt Raseri, ikke alene for sin egen Skyld, men ogsaa for at beskærme sin "Lille" -- om man ellers kan bruge det Udtryk om en Kammerat paa i det mindste ti Alens Længde.

Moderen var et usædvanlig stort Eksemplar af en Finhval, og maalte mindst fyrretyve Alen fra Hoved til Hale. Dens Skind var guldbrunt med mørkere Pletter. Den dukkede øjeblikkelig under, fulgt af sin Unge og skød i rasende Fart ned imod Havbunden. Det gjaldt nu først og fremmest om at følge Dyret, og Matroserne drev med hastige Tag Baaden afsted som en Pil over Havfladen. Men hurtigt som Baaden skød afsted kunde den dog ikke følge med Hvalen, der syntes ikke at ville standse eller sagtne sin Fart. Den ene Line, der var befæstet til Harpunen i Dyrets Side, var hurtigt opbrugt, og en ny maatte knyttes til den og forsvandt med samme Hastighed i Dybet, saa at endnu en tredie maatte føjes til.

"Pokker staa i det!" raabte Kaptajnen, "det Dyr løber med alle vore Liner."

"Ja, og se hvor langt det Asen fører os bort fra Skibet," tilføjede Baadsmanden.

"Den maa dog vel en Gang komme op for at trække Vejret; det er jo ingen Fisk, og den maa have Luft ligesom alle vi andre," ræsonnerede Kaptajnen.

Den fjerde Line maatte sættes til, og endelig ogsaa den femte og sidste; og den var allerede halvt rullet op, da det saa ud til at den slappedes.

"Naa Gudskelov," udbrød Kaptajnen lettet, "nu er Bæstet dog endelig blevet træt."

Snart efter bebudede en uhyre Vandstraale, at Hvalen atter var i Overfladen af Vandet, og da Baaden kom nærmere, saa man den atter ligge ubevægelig stille, som om den roligt afventede et nyt Angreb. Harpunen sad endnu fast i dens venstre Side.

To Aarer blev taget ind, og de to Matroser bevæbnedes med Lanser. Men i det samme gav Hvalen et Slag med sin Halefinne og forsvandt i Dybet. Folkene var alle stærkt ophidsede. Skulde Dyret nu atter slippe levende af sted? Skulde de have den trættende og angstfulde Forfølgelse om igen? Og vilde det indbringende Bytte saa maaske tilsidst alligevel undslippe dem?

Men nej, Hvalen havde ikke isinde at flygte mere, den havde denne Gang tværtimod vendt sig til Angreb, og piskende Vandet med sin vældige Hale foer den lige løs paa Baaden.

"Pas paa, Baadsmand! Tilbage for Guds Skyld!" raabte Kaptajnen.

Baaden svingedes rundt, næsten paa Stedet, ved Baadsmandens hurtige og dygtige Manøvre, og idet Hvalen skød forbi, huggede Kaptajnen og de to Matroser deres Lanser dybt i dens højre Side.

Hvalen standsede, som bedøvet af Smerte; saa udsendte den to vældige Straaler af Vand og Blod, slog Halen imod Vandfladen og foer som i Spring atter ind paa Baaden.

I et saadant Øjeblik vilde mangen en koldblodig og erfaren Sømand have tabt Hovedet, men, som ved en instinktiv Indskydelse fik Baadsmanden atter drejet Baaden tilside og undgik derved paa ny Hvalens Angreb. Og atter ramtes Dyret sikkert og dybt af de tre Lanser. Men idet den gled forbi Baaden, sendte dens voldsomme Halebevægelser en mægtig Bølge ind over Rælingen, saa at Baaden næsten fyldtes.

"Brug Øsekarrene, hurtig!" kommanderede Kaptajnen.

Men Faren var overhængende. Dyret havde allerede vendt sig til et nyt Angreb, og rasende af Smerte skød den i frygtelig Fart imod Baaden.

"Pas paa!" raabte Kaptajnen for sidste Gang.

Men Baadsmanden var hjælpeløs, den tunge Baad, fyldt med Vand, vilde ikke lystre hans Styreaare. Han forstod selv, som Kaptajnen og Matroserne forstod det, at det var ude med dem. Alle sprang op med et Skrig, som langt og fortvivlet lød ud over Havet, og maaske ogsaa naaede den lille Klynge om Bord paa "Pilgrim".

I næste Øjeblik ramtes Baaden nedefra af et frygteligt Slag af Hvalens Hale.

Fartøjet slyngedes med uimodstaaelig Kraft højt op i Luften og faldt, splintret og knust, atter ned i de ved Hvalens rasende Bevægelser oprørte Bølger.

Endnu piskede det dødeligt saarede Dyr Havet, saa at det stod som i en Skumhvirvel.

Saa dukkede den under for at dø i Dybet.

Da Dick med to af Negrene i en Baad et Kvarter senere naaede Stedet, hvor Katastrofen havde fundet Sted, fandt han intet levende Væsen. Der flød kun nogle Vragstumper paa det blodfarvede Vand.

En ubeskrivelig Følelse af lammende Sorg og Rædsel greb de tiloversblevne om Bord paa "Pilgrim" ved Synet af den frygtelige Katastrofe, som fuldbyrdedes lige for deres Øjne, uden at de var istand til at røre en Finger for at forebygge den. Skibet naaede, paa Grund af Vindstille, først Ulykkesstedet, da det var forsent.

Situationen var saa alvorlig, som vel muligt, for disse Mennesker om Bord paa et Skib, der ikke længer havde nogen Kaptajn og intet Mandskab, og som, hundreder af Mile fra det nærmeste Land, var prisgivet Vind og Strøm og Forsynets Naade. Hvilket ulykkeligt Tilfælde, at denne Hval skulde krydse Skibets Vej, og hvilken endnu ulykkeligere Indskydelse havde ladet den ellers saa fornuftige Kaptajn vove sit og sit Mandskabs Liv for at kunne bringe en god Ladning med hjem.

Af alle de, der nu var tilbage paa Briggen, havde kun én den fjærneste Idé om et Skibs Manøvrering, og denne ene var en Dreng paa femten Aar -- Dick Sand.

V.

Kaptajn Dick Sand.

Alvorlig, med Armene over Kors, stod han og stirrede ud over det Hav, som havde berøvet ham hans faderlige Ven og Velgører. Han spejdede vidt omkring i det forfængelige Haab, at der skulde vise sig et forbipasserende Skib, der kunde og vilde tage Fru Weldon, Jack og Fætter Benedict ombord, og derved befri ham for en Del af det tunge Ansvar, han følte sig betynget af. Selv vilde han, trods de fortvivlede Udsigter, ikke forlade "Pilgrim", men gøre sit yderste, for at føre Skibet sikkert til den nærmeste Havn.

Men intet Sejl viste sig i Horisonten, og trods sin Ungdom og ringe Erfaring forstod Dick, ved nærmere Eftertanke, at der kun var saare ringe Sandsynlighed for at de her, langt udenfor den almindelige Søvej for Hvalfangere og Koffardiskibe, skulde møde noget Fartøj, der kunde yde dem Hjælp. Han maatte bandlyse alle falske Forhaabninger og se den alvorlige Situation roligt i Øjnene.

Optaget af disse Tanker lagde Dick ikke Mærke til, at Negoro kom hen imod ham. Først da Kokken en Stund havde staaet lige foran ham og betragtet ham med et ondskabsfuldt Smil, fik Dick Øje paa ham og foer sammen.

"Vil De tale med mig?"

"Jeg maa tale enten med Kaptajnen eller med Baadsmanden," svarede Negoro studst.

"De ved jo godt, Negoro, at de begge er omkomne," svarede Letmatrosen alvorligt.

"Maa jeg spørge, hvem der skal føre Kommandoen her om Bord?" spurgte Kokken udfordrende.

"Det skal jeg," kom det kort og afgørende.

"De? En Dreng paa femten Aar!"

"Ja, jeg," gentog Dick med fast Stemme, "jeg og ingen anden."

"Jeg ønsker, at enhver her om Bord skal vide," forkyndte Fru Weldon, der havde nærmet sig og overhørt Samtalen, "at Dick Sand fra nu af er Kaptajn. Af ham vil De modtage Deres Ordrer, og disse Ordrer maa adlydes."

Negoro rynkede Panden, snerrede nogle uforstaaelige Ord, og slentrede tilbage til sit Lukaf, medens Dick greb Fru Weldons Haand og forsikrede hende, at han vilde gøre alt, hvad der stod i hans Magt for at fortjene hendes Tillid og føre Skib og Passagerer lykkeligt i Havn.

Havde jeg dog blot haft endnu et Par Aars Uddannelse, tænkte Dick, nu da han var blevet proklameret til "Kaptajn". Selv om han nu, med Bistand af Negrene, vilde kunne passe Sejlene, følte han dog kun alt for godt, at han lidet eller intet kendte til Skibsføringens videnskabelige Side. Han vilde ikke være istand til nøjagtigt at bestemme Skibets Kurs ved Hjælp af Sextanten og Kronometret, han kunde ikke, som han havde set Kaptajn Hull gøre, beregne Stjernernes Højde, aflæse Meredianen og lære Skibets sande øjeblikkelige Stilling at kende ved at iagttage Sol, Planeter og Stjerner. Men han gav ikke efter for sin Modløshed, det skulde jo gaa, altsaa til Arbejdet.

Den unge Kaptajn gik derpaa, sammen med Fru Weldon, ned i Kahytten og de gav sig sammen til at studere Søkortet, hvorpaa Skibets Fart Dag for Dag fandtes angivet. Det viste sig, at Briggen befandt sig paa 43° 35' Bredde og 164° 13' Længde, idet den i det sidste Døgns stille Vejr næsten ikke havde forandret Stilling.

Paa Kortet viste Afrikas Fastland sig som en mørk Vold, opkastet imellem de to Oceaner, der strakte sig fra Kap Horn til Kolumbia. Fru Weldon fik -- uvant som hun var til at regne med et Korts formindskede Maalestok -- den falske Forestilling, at det dog næppe vilde være saa svært eller langvarigt for dem at føre Skibet med dets Passagerer til dets Hjemsted.

Men Dick forstod bedre, hvilken uhyre Afstand der i Virkeligheden skildte dem fra Hjemmet. Han vidste, at Skibet kun vilde have været som en mikroskopisk Prik paa Havets uendelige Flade, dersom det var blevet angivet i Kortets Maalestok.

Der var altsaa ingen Tid at spilde; man maatte benytte sig af den gunstige nordvestlige Vind, der var blæst op, og Dick kaldte derfor Negrene sammen, forklarede dem Situationens Alvor og de Vanskeligheder og det store Arbejde, der laa foran dem. Han bad dem om alle at gøre deres bedste, og lagde dem i jævne Ord paa Hjærtet, at alles Frelse afhang af, at der herskede Ro og Orden om Bord.

Den gamle Tom svarede paa Kammeraternes Vegne:

"Kaptajn Sand; stol paa, at vi, der skylder dette Skibs Ejer Takken for vor egen Frelse, ogsaa skal gøre vort bedste for til Gengæld at bjærge 'Pilgrim' velbeholdent hjem. Vi har stærke og arbejdsvante Arme, og dem maa De befale over."

"Er der ikke ogsaa noget, som jeg skal gøre, Dick?" spurgte den lille Jack, smittet af den almindelige Arbejdslyst.

"Jo, min kære Dreng," svarede Fru Weldon, vemodigt smilende, "du skal holde Vinden i Orden, saa at den blæser den rigtige Vej."

"Ja, Mor, det vil jeg," svarede den lille Fyr henrykt.

"Og nu skal vi have braset Ræerne," sagde Dick; "kom Tom og I andre, saa skal jeg vise jer, hvordan det gaar for sig."

"All right, Kaptajn, vi skal nok brase, kan De tro."

Til alt Held forstod den ungdommelige Kaptajn sig paa at benytte Loggemaskinen, og ved dens og Kompassets Hjælp kunde han beregne Skibets Retning og anføre den tilbagelagte Vej paa Kortet. At passe Loggen maatte han dog overlade til en af de sorte for selv stadig at kunne staa ved Roret.

I den stadig tiltagende, men dog kun jævne Brise, ansaa Dick det for fornuftigt at sætte alle Sejl til, og, fraregnet nogle betydningsløse Uheld, fik Negrene snart Masterne dækkede med Lærred. Særlig Herkules sled vældigt i det og tog nogle Tag saa det saa ud som om han vilde hejse Sejlene til Himmels. Baade Mesan- og Stormastens Sejl blev sat uden at Dick behøvede at gaa fra Roret, kun Topsejlene kunde de flinke Sorte ikke klare. Man maa nemlig for at stille disse entre op ad Vanterne, og fra Pertlinerne arbejde med den ene Haand og holde sig fast med den anden. Det er, naar Skibet ruller lidt og Sejlene slaar, et langt fra ufarligt Foretagende, som kræver baade Smidighed og Erfaring. Og de nybagte Matroser havde ikke meget af nogen af Delene.

Dick maatte derfor lade Tom tage Roret medens han selv gik tilvejrs, og for hans øvede Haand stod Arbejdet da heller ikke længe paa. Snart stod Dick selv atter ved Roret, og "Pilgrim" skar for fulde Sejl rask gennem Bølgerne.

Under alt dette sad Fætter Benedict ubekymret i sin Kahyt, fordybet i Studiet af et Insekt, som han havde frelst, lige i det Øjeblik, da Negoro var ved at mase det. Det viste sig at være et amerikansk Møl af en Slags, som ikke før var repræsenteret i hans Samling, og han overøste Kokken med Bebrejdelser, fordi han havde villet ødelægge en saadan Skat. Triumferende anbragte han sin Nyerhvervelse under Loupen, og hans Begejstring steg end yderligere, da han opdagede, at han havde haft Ret i sin Formodning om, at det amerikanske Møl i mangt og meget afveg fra de almindelig kendte Arter af Blattæ. Og over dette Insekt glemte den lykkelige Naturforsker lige paa Stedet, at Skibets Kaptajn og hele hans Mandskab for kun faa Timer siden var druknede lige for hans Øjne.

Uagtet de andre tiloversblevne ikke saa let var i Stand til at afryste den knugende Følelse, som den pludselige Ulykke havde fremkaldt, gik Livet dog, i det udvortes, snart i sin rolige og vanemæssige Gænge. Dick Sand syntes at vokse med sin store Opgave og dens Ansvar; han var saa at sige allesteds nærværende, og hans beskedne og dog bestemte Optræden gjorde ham snart saa afholdt af hans Amatør-Søfolk, at disse villigt og flinkt efterkom hans Ønsker og arbejdede med Liv og Lyst.

Negoro vovede ikke mere aabenlyst at drage den unge Kaptajns Myndighed i Tvivl, men opholdt sig næsten til Stadighed i sit Køkken uden nogensinde at tilbyde en Haandsrækning, hvor godt han end maatte vide, at man ofte kunde have den haardt nødig. Det var som om han anede, at Dick havde besluttet, ved det mindste Tegn paa Opsætsighed, at lade ham fængsle. Kæmpen Herkules havde faaet sine Ordrer i saa Henseende, og den gamle Barnepige, Nan, var parat til naar som helst at indtræde i Negoros Stilling og ofre sig for Kogekunsten.

For fuldt ud at udnytte den gunstige Vind besluttede Dick -- i Modsætning til hvad der ellers er Skik og Brug -- ikke at mindske Sejl for Natten. Han vilde saa selv blive oppe for straks at kunne tage de fornødne Forholdsregler, saafremt Vinden skulde tage stærkere til. Han lod logge hver halve Time og optegnede hver Gang Instrumentets Angivelse; han stod selv ved Roret og havde ikke Øjnene fra Kompasset. Der var endnu et Kompas om Bord, ophængt i Kaptajnens Kahyt for at denne stadigt derpaa kunde kontrollere, om Rorgængeren passede sine Sager og holdt den rigtige Kurs, ligesom man ved Hjælp af dette Reservekompas altid var i Stand til at opdage, om det andet var i Orden og fungerede rigtigt.

Stor var derfor Dicks Bestyrtelse, da han en Morgen kom ned i Kaptajnens Kahyt og der fandt Kompasset liggende knust paa Gulvet. Om den Metalring, hvormed det var befæstet, var bleven slidt over ved den stadige Gnidning mod Krogen hvorpaa den hang, eller om den var blevet slynget ud over Krogen ved en særlig stærk Svingning af Skibet i Nattens Løb, var ikke til at afgøre. Men Uheldet var sket, og Dick maatte for Fremtiden nøjes med det store, faste Kompas, der stod foran Rorgængeren, det vil sige ham selv. Thi han maatte være baade Kaptajn og Styrmand i en Person, kun i de fem, seks Timer om Dagen, hvor han tog sig sin højst fornødne Søvn, maatte han lade gamle Tom og Bat afløse sig ved Roret.

Fru Weldon fik mangen en fortrolig Passiar med den unge Kaptajn.

Hver Dag viste Dick hende paa Kortet, hvor langt Skibet efter hans Beregning var kommet. "Hvor længe det kan vare inden vi naar Amerikas Sydkyst, er det jo ikke let at beregne, naar man er afhængig af Strøm og Vind," bemærkede han, "men vi gaar i alt Fald i den rigtige Retning, og naar vi engang faar Land i Sigte, tror jeg sikkert at det vil være Kysten i Nærheden af Valparaiso."

"Ja, lad os haabe det," svarede Fru Weldon, "men foreløbig er der jo langt igen inden vi naar saa langt, og Gud ved hvormange Farer der kan møde os forinden."

VI.

En Mørkets Gerning.

Træt og overanstrængt, søvnig efter mange Nætters Vaagen ved Roret stod Dick Natten imellem den 13. og 14. Februar paa sin vante Plads.

Natten var usædvanlig mørk. Himlen var dækket af tunge Skyer, der hang saa lavt, at man næppe kunde skeldne Topsejlene. De to smaa Lygter paa hver Side af Kompasset kastede kun et blegt Skær over den hvide Skive og formaaede ikke at sprede Mørket selv i den umiddelbare Nærhed af Rorgængerens Plads.

Dicks Øjne, som saa længe havde været fæstede paa Kompassets lysende Flade, havde næsten mistet deres Synsevne. Han var som hypnotiseret af denne Stirren, og sank efterhaanden over i en Ubevidsthedstilstand, i hvilken alt nærværende svandt bort for ham.

I dette Øjeblik løste en Skikkelse sig ud af Dækkets Mørke og nærmede sig tøvende Kompashuset. I Skjul for Lygternes Skær lod den noget tungt glide ind under Instrumentet, kastede et hurtigt, forskende Blik paa Skivens Naal, og fjærnede sig atter, lydløst og ubemærket, som den var kommen.

Da Dick vaagnede af sin Døs, blev han forfærdet ved at se, at han havde holdt forkert Kurs, og han drejede skyndsomst Rorets Hjul. Han anede jo ikke, at en fjendtlig Haand havde stukket et Stykke Jærn ind under Kompasset og at dette var Grunden til, at Naalen havde flyttet sig. Istedet for at vise mod den magnetiske Pol, det vil sige stik Nord, pegede Naalen, formedelst Jærnets Indvirkning paa Magneten, nu imod Nordost. Det betød en Afvigelse af fire Streger.

Istedet for at styre imod Øst kom han saaledes til at vende Skibet imod Sydøst; og for fulde Sejl førte den unge Kaptajn sit Fartøj længere og længere bort fra det længselsfuldt imødesete Hjem.

I den paafølgende Uge hændte der intet særligt om Bord. Den friske, stadige Nordvestbrise holdt sig fremdeles, og "Pilgrim" gjorde en god Fart af omkring 160 Mil i Døgnet. Dick blev mere og mere sangvinsk i sine Forventninger, og han blev højst forbavset over, at "Pilgrim" saa nær Amerikas Kyst, som den nu maatte være, ikke mødte et eneste Fartøj paa Rejsen fra Kap Horn til Ækvator.

Dette var ham en slem Streg i Regningen, da han havde haabet at kunne faa Passagererne optagne af en af de hurtig sejlende Dampere, eller, hvad der maaske var endnu bedre, at kunne laane nogle Matroser og helst ogsaa en Styrmand til at føre "Pilgrim" hjem.

Knøsen svævede jo i total Uvidenhed med Hensyn til de faktiske Forhold. For det første havde han ikke taget den ved Strømforholdene foraarsagede Afdrift med i Beregning, og for det andet kunde han jo ikke vide, at han, efter at Negoro havde forfalsket Kompasset, styrede 45° for meget i sydlig Retning.

Var Dick imidlertid end ikke naaet langt i den hydrografiske Videnskab, saa havde han dog, hvad der ogsaa er meget værd, et ægte "Sømandsøje", der kunde aflure Himlen dens Hemmeligheder hvad Vind og Vejrudsigterne angaar. Og Kaptajn Hull havde ikke forgæves undervist ham i at aflæse Barometret, og drage Slutninger efter Instrumentets Angivelser, efter de bekendte Vorepierreske 7 Regler.

Det undgik heller ikke hans Opmærksomhed, at Barometret den 20. Februar viste Tegn til at falde, og han var forberedt paa baade Regn og Storm. Han lod derfor forud rebe Klyver og Fog og besluttede at gøre det samme med Stor og Merssejlet saasnart Stormen begyndte. I de tre følgende Dage forandrede Vindens Retning og Styrke sig dog ikke synderligt, men Barometrets Viser sank stadig indtil den stod paa 28 Grader. Himlen blev mørk og overtrukken, og Skyerne hang saa lavt, at de næsten gik i et med den Taage, der steg op fra Havet. Solen formaaede ikke at gennemtrænge Mørket, og det var saaledes umuligt at bestemme Stedet, hvor den stod op, og hvor den gik ned.

Dick gjorde sit bedste for ikke at tabe Modet, men urolig var han. Han veg ikke fra Dækket, og den Smule Søvn, han undte sig, tog han der.

Men Uvejret lod ikke vente paa sig. Stormen holdt sig og Søen gik højt. Af og til brød et Tordenvejr løs og Lynene slog ned rundt om Skibet, hvorefter der fulgte hele Skybrud af Regnbyger, saa at det saa ud som om Skibet var omgivet af Vandsøjler. Men trods alt dette havde Fartøjet dog, med sin ringe Sejlføring ikke taget Magten fra dets unge Fører, endnu lystrede det Roret og skød en saa vældig Fart, at Dick nærede bestemt Haab om inden længe at faa Land i Sigte.

Dette meddelte han ogsaa Fru Weldon, der naturligvis var yderst ængstelig ved det uhyggelige Vejr, der gjorde den iforvejen saa risikable Rejse endnu mere farefuld.

"Saa du mener virkelig, Dick, at Amerikas Kyst ikke kan være langt borte?" spurgte hun opmuntret.