Part 1

Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net

Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet, men den oprindelige stavning er i øvrigt bevaret. Symbolet _ er brugt til at vise kursiv tekst.

JULES VERNE

KAPTAJNEN PAA 15 AAR

(I SLAVELÆNKER)

2. OPLAG

4.-7. TUSINDE

E. JESPERSENS FORLAG'S TRYKKERI

JULES VERNES ROMANER · VII BIND

KAPTAJNEN PAA 15 AAR

(I SLAVELÆNKER)

NY ILLUSTRERET UDGAVE

E. JESPERSENS FORLAG

KØBENHAVN · KRISTIANIA

FORTEGNELSE OVER ILLUSTRATIONERNE

Side

DE FRELSTE NEGERSLAVER PLEJES 23

HAN RETTEDE REVOLVEREN IMOD HAM 45

NATTELEJR I URSKOVEN 77

-- FLERE LANGE BAADE BEMANDEDE MED INDFØDTE 109

I KROKODILLERNES GAB 115

DER LAA DICK, PINT AF SULT OG TØRST 131

I.

"Pilgrim".

Det havde været en usædvanlig uheldig Sæson for "Pilgrim", en lille, solid Hvalfanger-Skonnert-Brig, der tilhørte en rig kalifornisk Skibsejer, James W. Weldon.

Hvalfangsten havde givet et saa daarligt Resultat, at Kaptajn Hull havde været nødt til at forlade sit sædvanlige Territorium i Sydhavet allerede i Begyndelsen af Januar, længe før Hvalfangerne plejer at vende hjem. Skibets Besætning var mer end utilfreds, de var rasende. Aldrig før havde de bragt saa mager en Høst med hjem. De burde have haft mindst tohundrede Barrels Tran mere end de havde, og da en Del af deres Løn bestod i Procenter af Udbyttet, forstaar man Folkenes ophidsede Sindstemning. De faste Folk forholdt sig dog rolig, medens de for denne Rejse forhyrede Søfolk, Mænd af en mer end tvivlsom Karakter, viste saa tydelige Tegn til aabenbar Opsætsighed, at Kaptajnen maatte frygte et ligefrem Mytteri. Følgelig var der intet andet at gøre end at vende om og sætte Kursen imod Ny Zeeland, som kom i Sigte den 15. Januar. Da Skibet havde kastet Anker i Waitemata, Aucklands Havn, blev Mandskabet afmønstret.

Kaptajn Hull gjorde nu alt, hvad der stod i hans Magt for at forhyre nyt Mandskab, men det var for sent; alle ledige Søfolk var paa denne Tid af Aaret beskæftiget ved Fiskeriet. Han havde da ikke andet at gøre end at sejle Skuden hjem alene med Hjælp af de faste Folk, da han fik en Opfordring, som han følte sig forpligtet til at efterkomme.

Paa en af de Rejser, som James Weldon nu og da maatte foretage i sin Forretnings Interesse, havde han taget sin Hustru, sin lille Søn Jack, et Barn paa fem Aar, og en Slægtning, som almindeligvis gik under Navnet Fætter Benedict, med sig. Det havde naturligvis været Weldons Mening, at hans Familie skulde følge med ham hjem til San Francisco; men lille Jack var bleven saa alvorlig syg, at hans Fader -- hvis Forretning nu krævede hans hurtige Tilbagerejse -- blev nødt til at lade ham tilbage i Auckland sammen med Moderen og Fætter Benedict.

Der var nu forløbet tre Maaneder siden Hr. Weldons Afrejse, Jack var Rekonvalescent, og Fru Weldon, der var ked af sin lange Adskillelse fra Manden, længtes efter at komme hjem saa snart som muligt. Hun tænkte netop paa at tiltræde den lange Tilbagerejse, med dens mange Ophold og Omskiftninger i Tog og Dampskibe, da hun hørte, at hendes Mands Fartøj, "Pilgrim", var gaaet for Anker i Havnen. Hun skyndte sig til Kaptajn Hull og bad ham om at tage hende, hendes Søn, Fætter Benedict og Nan, en gammel Negerpige, som havde været hendes egen Barnepige, med ombord og sejle dem hjem til San Francisco.

"Vil det ikke være for voveligt for Fruen," spurgte Kaptajnen, "at foretage den 5-6000 Mil lange Rejse ombord i saa lille et Sejlskib?"

Men Fru Weldon gentog sin Opfordring, og Kaptajn Hull, der havde berettiget Tillid til sit Fartøjs gode Egenskaber, og som desuden gjorde Regning paa at beholde denne Aarstids almindeligvis gode Vejr paa begge Sider af Ækvator, gav da efter for hendes Ønske.

Fru Weldon var en velbegavet, dygtig og uforfærdet Dame paa tredive Aar, hun havde et udmærket Helbred og kendte ikke til Søsyge. Hun vidste, at Kaptajn Hull var en erfaren Sømand, til hvem hendes Mand havde grundfæstet Tillid, og hun vidste ogsaa, at "Pilgrim" var en af de bedste amerikanske Hvalfangerbaade; hun var derfor kun glad ved, at den forestaaende lange Rejse kunde blive foretaget søværts alene, og uden andre Afbrydelser, end et kort Ophold i Valparaiso, hvor Skibet skulde losse sin Ladning.

Fætter Benedict maatte naturligvis følge med hende. Han var ganske vist henimod halvtreds, men det maatte alligevel betragtes som Toppunktet af Uforsigtighed, at lade ham foretage nogen som helst Rejse alene. Lang, usandsynlig mager og ranglet, med et enormt stort Hoved og vildt strittende Haar, saaledes var hans ydre Menneske. Han var et af disse skikkelige, harmløse Videnskabs-Børn, som, naar de først har faaet Guldbrillerne paa, synes at have naaet en adstadig, men iøvrigt ubestemmelig Alder, og som -- hvorlænge de saa end lever -- aldrig synes at blive ældre end de altid har været. Han var fuldstændig blottet for Forstaaelse af Livets dagligdags Ting og praktiske Krav. Han skænkede aldrig Mad og Drikke en Tanke, før det blev sat frem for ham, han var altid ens klædt, og saa upraktisk, som vel muligt, og gjorde Indtryk af at være aldeles ufølsom for Varme eller Kulde. Hans lange Arme og Ben kom altid i Vejen for ham selv og alle andre, saa at det saa ud, som om han endnu ikke havde gjort sig fortrolig med disse Redskaber og deres naturlige Anvendelse. Hjælpeløshed var hans mest iøjnefaldende Karaktertræk; men selve denne barnlige Hjælpeløshed forskaffede ham alle Menneskers venlige Overbærenhed og Hjælp, og Fru Weldon betragtede ham nærmest som en ældre Broder til hendes lille Jack.

Fætter Benedicts hele Liv var helliget en alt opslugende Interesse for Insekter. Han havde ingen Ærgerrighed i Retning af en Professortitel, eller noget praktisk Formaal med sine Studier; han var kun Amatør, men det var han ogsaa med Liv og Sjæl. Evig og altid var han optaget af at forfølge Insekter, væbnet med et Næt, en Botaniserkasse, en Spiritusflaske og et Utal af Insektnaale.

Da Hr. og Fru Weldon rejste til Ny-Zeeland, blev Fætter Benedict henrykt over at skulle med, da han ventede sig rig Fangst der, og nu var han lige saa ivrig efter at bringe sine erhvervede Skatte hjem til San Francisco, og faa dem indordnede i Samlingen.

Alle Forberedelserne til Hjemrejsen blev nu trufne med saa stor Hast, at "Pilgrim" tre Dage senere kunde staa ud af Havnen med Kurs efter Amerika. Efter et Par Dages Sejlads blæste det op, og den stærke østlige Brise tvang Skonnerten saa meget ud af dens Kurs, at den den 2. Februar snarere havde Retning imod Kap Horn end imod Fastlandets Vestkyst.

"Pilgrim" havde ingen Dækskahytter, saa Fru Weldon blev nødt til at modtage Kaptajnens Tilbud om at benytte hans Kahyt, som blev indrettet saa hyggeligt, som det lod sig gøre, til hende, Jack og gamle Nan, og her indtog hun alle sine Maaltider sammen med Kaptajnen og Fætter Benedict.

Hele Besætningen var høflig og opmærksom imod deres Rheders Hustru. De var alle Indfødte fra Californien, modige og erfarne Søfolk, der allerede havde gjort tre Rejser sammen, og som holdt sammen, forenede i fælles Interesser og Sædvaner. Den eneste af Folkene, som ikke var Amerikaner, var Negoro, en Portugiser af Fødsel, som dog talte flydende Engelsk. Da den tidligere Kok var deserteret, medens Skibet laa ved Auckland, var han bleven engageret i dennes Sted, uden at Kaptajn Hull havde faaet indhentet nærmere Oplysninger om ham. Der var ikke noget at udsætte paa den Maade, hvorpaa han udførte sin Pligt, men der var noget i hans Væsen, eller maaske snarere i hans Ydre, der gjorde Kaptajnen mistænksom og næsten lod ham fortryde, at han ikke havde været mere omhyggelig med at efterforske den ny Koks Fortid, før han tog ham i sin Tjeneste.

Negoro saa ud til at være omkring de fyrre. Han var middelhøj og kraftig bygget, havde mørkt Haar og Fuldskæg og gjorde Indtryk af at være af en usædvanlig kraftig Konstitution, han talte kun sjældent og aldrig om sig selv, sin Fortid eller Oprindelse, men en og anden af hans Bemærkninger lod ane, at han havde faaet en ret god Opdragelse. Sømand syntes han i al Fald ikke at være, for alle Sømandsudtryk var ham ganske ukendte. Ved Forhyringen havde han betinget sig, at han vilde gaa i Land i Valparaiso.

"Pilgrim"s faste Mandskab bestod af fem Matroser og en Letmatros -- Dick Sand. Dick var kun 15 Aar gammel og af fuldstændig ukendt Oprindelse. Han var et Hittebarn fra New York, og sit Navn havde han faaet efter det Sted -- Sandy-Hook ved Indløbet til New Yorks Havn -- hvor han blev funden.

Hans Ydre forraadte tydeligt, at han maatte være af angelsaksisk Stamme. Han var snarest under Middelhøjde, men kraftig og dog elegant bygget, han havde et opvakt, kønt Ansigt og straalende, blaa Øjne, der røbede baade Livslyst og Energi. Skønt endnu kun Dreng havde han allerede Planen for sin Fremtid klar for sig, og han var dristig og selvtillidsfuld nok til at føle sig sikker paa at kunne naa sit Maal ad den Vej, han var slaaet ind paa.

Otte Aar gammel fik han Lov at forlade det Hittebørnsasyl, hvor han var bleven optaget, for som Skibsdreng at gaa med en Skonnert, der sejlede paa Syden, op paa hvilken Kaptajn Hull dengang var Styrmand. Denne brave Sømand fattede hurtigt Interesse for den opvakte og lærvillige Dreng og bibragte ham lidt efter lidt de første teoretiske og praktiske Grundsætninger for Sømandskundskab. Senere anbefalede Kaptajn Hull Drengen til sin Rheder, Hr. Weldon, der tog sig af ham og lovede at sørge for hans videre Uddannelse.

Fru Weldon behandlede den flinke og beskedne forældreløse med den største Venlighed, og Dick Sand omfattede til Gengæld hende og hendes Mand med den mest rørende Taknemmelighed og Hengivenhed, og stor var hans Glæde over at hans Velgørers Hustru og lille Søn skulde gøre Rejsen med ombord paa "Pilgrim".

Dick passede paa Jack som en ældre Broder, legede med ham og lod ham klatre i Vanterne, uden et Øjeblik at tabe ham af Syne.

Overfarten gik i alle Maader heldig, med rolig Sø; og havde Vinden blot ikke stadig været omtrent stik imod, vilde alt være gaaet upaaklageligt. Men den evindelige Vestenvind forhindrede Kaptajnen i at holde den rette og direkte Kurs, og det ærgrede ham, at Fru Weldons Rejse derved blev forsinket en Del. Han tænkte da ogsaa paa, dersom de skulde passere en Amerikadamper, da at formaa hende til at fortsætte Hjemturen med denne; men paa den sydlige Bredegrad, hvor de nu befandt sig, var der desværre ikke megen Sandsynlighed for at de skulde træffe nogen Panama-Baad.

Der hændte da intet, der kunde afbryde Rejsens Ensformighed, før den 2. Februar, da Jack pludselig tilkaldte sin Ven, Dick, med Udbrudet:

"Hvad er det der, ude i Vandet?"

Dick Sand saa en Stund opmærksomt i den angivne Retning og meldte saa med høj Stemme:

"Se ud, forud til Styrbord! Der flyder noget i Vindsiden!"

II.

Frelsen.

Hidkaldt af Dicks Raab kom hele Besætningen løbende til Rælingen for at se, hvad det kunde være. Selv Kaptajnen, Fru Weldon, hendes Tjenestepige, Nan, og den ellers saa uinteresserede Fætter Benedict viste sig og stirrede ud over Havet, ivrigt diskuterende, hvad det vel kunde være, man saa drive i omtrent tre Sømiles Afstand fra Skibet. Kun Negoro forholdt sig rolig i sit Køkken.

"Det ser ud til at være en Tømmerflaade," mente en af Matroserne.

"Eller Resterne af et forlist Skib," svarede Kaptajn Hull; "i al Fald er det bedst vi kommer paa Siden af det. Det kunde jo dog tænkes at der var levende Væsener ombord."

"Pilgrim" ændrede Kurs og nærmede sig snart det mystiske noget, der, som Kaptajnen havde formodet, viste sig at være Vraget af et Skib, uden Master og med et gabende Hul i Styrbordssiden.

"Det Skib er blevet paasejlet," udbrød Kaptajnen, "men hvad der forbavser mig er, at det ikke forlængst er gaaet til Bunds."

"Pilgrim" befandt sig nu kun tre Kabellængder fra Vraget, da Dick Sand pludselig vinkede ad de andre, at de skulde være stille.

"Hør en Gang! Er det ikke en Hunds Gøen?" sagde han.

Alle lyttede spændt, og man opfangede virkelig fra Skibsskroget en svag Lyd, som kunde være en Hunds Gøen.

"Selv om der kun er et stakkels Dyr ombord, maa vi dog søge at frelse den," bad Fru Weldon Kaptajnen, og den lille Jack stemmede ivrigt i, glad ved Tanken om at faa sig endnu en Legekammerat.

Kaptajnen lod nu sætte en Baad ud, og i det samme viste der sig en stor, sort Hund ved Vragets Skanseklædning; den gøede og hylede fortvivlet over imod Skibet, Sprang et Øjeblik omkring, som vilde den springe i Vandet, men stod saa atter stille og udstødte igen de mest rasende Hyl, som man næsten kunde tro fremkaldtes af et eller andet ombord paa "Pilgrim". Mærkeligt nok stod netop samtidigt Negoro ene ved Agterstavnen, der var nærmest Vraget, og stirrede ivrigt over paa det rasende Dyr. Kunde det tænkes, at de to kendte hinanden? Der forløb en halv Time inden Baaden vendte tilbage. Den havde Hunden og fem Skibbrudne ombord, der mere døde end levende blev halet op og lagt paa Dækket.

"De Stakler!" udbrød Fru Weldon fortvivlet ved Synet af de tilsyneladende livløse Legemer.

"De er ikke døde," beroligede Kaptajnen hende, "de maa kunde bringes til Live igen, lad os blot faa nogle Draaber Rom i dem og faa bakset lidt med dem, saa skal De se, de kommer sig nok."

"Negoro," kaldte Kaptajnen.

Ved Lyden af dette Navn begyndte Hunden, som hidtil havde ligget ganske stille, pludselig at knurre og vise Tænder.

"Negoro," kaldte Kaptajnen igen, og atter foer Dyret op med alle Tegn paa ustyrligt Raseri.

Negoro kom nu langsomt og modvilligt ud af Køkkenet; men næppe fik Hunden Øje paa ham før den foer lige løs paa ham og sprang til for at sætte Tænderne i hans Strube. Men med et Slag af en Haandspade holdt Kokken sig den fra Livet, indtil et Par Matroser havde faaet et sikkert Tag i den.

"Kende De den Hund?" spurgte Kaptajnen ham.

"Den Hund! Nej, hvor skulde jeg kende den fra."

"Det var mærkeligt," mumlede Dick, og han tilføjede, "her maa stikke et eller andet under."

De fem skibbrudne var Negre. Efter to Dages omhyggelig Pleje var de kommet saa vidt til Kræfter, at de kunde besvare Kaptajnens Spørgsmaal paa deres gebrokne engelsk.

Den ældste af de sorte var over 60 Aar gammel og hed Tom, de andre var unge Mænd paa 25-30 Aar og hed Bat (den gamle Toms Søn), Austin, Aktæon og Herkules. De var alle høje og kraftige, men ingen af dem kunde dog maale sig med Herkules, der bar sit Navn med Ære, som den tre Alens Kæmpekarl, han var. De hørte hjemme i Pensylvanien. Den gamle Tom var i en Alder af 6 Aar bleven solgt som Slave i Afrika og derfra bragt til de forenede Stater i Amerika, hvor han allerede for mange Aar siden havde faaet sin Frihed ved Loven om Slaveriets Ophør. Hans Kammerater var alle Sønner af forhenværende Slaver, der dog var frigivne før Børnenes Fødsel. Disse Sorte havde altsaa forladt Amerika som fri Mænd for at gaa i Tjeneste hos en Englænder, der ejede store Landstrækninger i Australien, og nu vilde de, efter at have arbejdet hos ham i fem Aar og for en meget god Løn, have rejst hjem til de forenede Stater.

Men det Skib, "Waldeck", hvormed de foretog Rejsen som betalende Passagerer, var en mørk Nat sidst i December blevet paasejlet af en stor Damper. Negrene havde sovet, da Sammenstødet fandt Sted, og da de kom op paa Dækket, var hele Besætningen forsvunden, de var ene ombord paa et Vrag, og tolvhundrede Sømil fra det nærmeste Land.

I det Tidsrum af 10 Dage, der var forløbet imellem Skibets Paasejling og deres Frelse, havde de sorte ikke haft andet at leve af end den sparsomme Proviant, de havde fundet i Skibets Køkken. Ind i Kahytten eller Proviantrummet havde de ikke kunnet trænge, da begge stod fulde af Vand, og de havde intet drikkeligt haft til at slukke deres brændende Tørst med, da Vandtønderne var gaaet overbord ved Sammenstødet.

Den sidste Dag havde de været ganske uden Bevidsthed, og var "Pilgrim" blot kommen en Dag senere, havde de sikkert ikke længer været i live.

Saaledes berettede den gamle Neger, og der var ingen Anledning til at betvivle Rigtigheden af hans Fortælling.

Om Hunden, der viste en saa uforklarlig Uvilje overfor Negoro -- Dingo hed den -- vidste gamle Tom ogsaa Besked. Det forliste Skibs Kaptajn havde for to Aar siden fundet den i en elendig, forsulten og forsømt Tilstand, et Steds paa Afrikas Vestkyst ved Kongoflodens Udløb. Han havde taget det smukke Dyr ombord, men Dingo havde været yderst uselskabelig, melankolsk og stilfærdig, som om den sørgede over Tabet af en tidligere Herre. S. V. stod der i dens Halsbaand, og det var alt, hvad man havde til Hjælp, hvis man vilde søge at efterforske dens rette Ejermand. Smuk var Dingo, høj og kraftig bygget, og saa stærk og smidig, at den uden Frygt for at blive den lille kunde angribe baade Pantere og Jaguarer. Det var derfor naturligt nok, at Negoro ikke var særlig glad ved den uvenlige Modtagelse Dingo gav ham.

Overfor alle andre var Hunden dog fredsommelig nok. Den syntes ikke at holde af Negrene, den undgik dem, men den gjorde dem ikke noget. Maaske var den bleven daarligt behandlet af de sorte Indfødte i Afrika, for skønt Tom og hans Kammerater kun viste den Venlighed, sluttede den sig dog ikke til nogen af dem.

Kaptajn Hull lovede de stakkels skibbrudne, der havde mistet alt, hvad de ved fem Aars haardt Slid havde sammensparet, ved "Waldeck"s Forlis, at føre dem med til Kalifornien, hvorfra sikkert Hr. Weldon vilde besørge dem hjemsendte til Pensylvanien.

III.

Dingos Historie. En Hval i Sigte.

En Dag, som Fru Weldon stod og passiarede med Kaptajnen, medens lille Jack sad paa Dækket og legede med et stort Alfabet klistret paa Træklodser, kom pludselig Dingo til og snappede efter nogen Søgen og til den lille Fyrs usigelige Forbavselse, en af Klodserne og bar den i Gabet et Stykke hen paa Dækket. Endnu en Bogstavklods hentede den, lod den falde ved Siden af den anden og stod saa roligt logrende og betragtede sit Værk.

"Dingo æder mine Klodser," raabte Jack bestyrtet, og løb efter den for at se, hvad Ulykke Hunden havde gjort. Ogsaa Fru Weldon og Kaptajnen kom til for at frelse Bogstaverne og give dem tilbage til Drengen. Men dette syntes Dingo at tage dem temmelig ilde op. Den brummede misbilligende, da de tog Klodserne fra den, og næppe havde Jack stillet dem op foran sig, før Hunden atter hentede dem tilbage -- og pudsigt nok netop de samme to Bogstaver, som den første Gang havde udsøgt sig.

"Hvad gaar der dog af Dyret?" sagde Fru Weldon.

"Den staver aabenbart," spøgte Kaptajnen, "lad os se, hvad det er den vil skrive. S. V. staar der; S. V. er det ikke de samme Bogstaver, som er graveret i dens Halsbaand," føjede han studsende til, "det er dog Pokker til Hund."

Den gamle Tom var nu ogsaa kommet til, og Kaptajnen vendte sig til ham med Spørgsmaalet:

"Kan De ikke fortælle os lidt mer om det mærkværdige Dyr, De sagde jo, at Kaptajnen paa 'Waldeck' havde fundet det for et Par Aar siden ved Kongoflodens Munding."

"Jo, saavidt jeg ved, havde Kaptajnen kun haft Hunden i to Aar," svarede Negeren, "og han har selv fortalt mig, hvorledes han fandt den, og at han ingen Anelse havde om, hvor Dyret kom fra eller hvem den tidligere havde tilhørt. Med en herreløs Hund er man værre faren end med et Hittebarn, sagde Kaptajnen altid, for den kan ikke gøre sig forstaaelig."

"De ser ud, som om De havde faaet en Idé, Kaptajn," sagde Fru Weldon, da Hull en Stund havde staaet hensunken i Tanker.

"Ja, Fru Weldon, det er egentlig kun en Slags tilfældig Tankeforbindelse, fremkaldt ved Synet af de to Bogstaver S. V."

"Hvad tænker De da paa?"

"Paa en uforfærdet Opdagelsesrejsende, en Franskmand, der med Understøttelse af det geografiske Selskab i Paris søgte at gennemtrænge Afrikas mørke Fastland fra Øst til Vest. Han valgte netop Kongoflodens Munding til Udgangspunkt, idet han vilde følge Flodens Løb indtil Kap Beldogs. Og denne Franskmand hed Samuel Vernon."

"Samuel Vernon?" gentog Fru Weldon -- "S -- V!"

"Ja," fortsatte Kaptajnen, "de samme Begyndelsesbogstaver, som er indgraverede i Dingos Halsbaand, og som den begavede Hund udsøgte af Alfabetet. Denne Rejsende begav sig altsaa paa den farefulde Ekspedition, men man hørte aldrig noget til ham senere. Sandsynligvis er han aldrig naaet igennem det ukendte Indre, men er enten bleven dræbt eller taget til Fange af de vilde Indfødte. Hvis denne Formodning er rigtig, og hvis denne Hund virkelig har tilhørt ham, kan man jo antage, at Dyret har søgt tilbage til Kysten, hvor saa 'Waldeck's Kaptajn fandt den."

"Det er ogsaa kedsommeligt," sagde Dick Sand, som havde hørt paa Kaptajnens Bemærkninger, "at Dingo ikke selv kan fortælle os, hvorledes den har lært disse to Bogstaver at kende, og hvorfor den altid knurrer ad Kokken."

Den stadige Modvind begyndte endelig den 10. Februar at stille noget af, saa at Kaptajn Hull kunde haabe paa en Forandring til det bedre i Vindretningen, og en deraf følgende hurtigere Hjemrejse.

Paa denne Dag hændte det at Fru Weldon, der spadserede frem og tilbage paa Agterdækket, lagde Mærke til, at Vandet efterhaanden antog en ejendommelig rød Farve, som om det farvedes af Blod.

"Dick og Jack," kaldte hun, "kom skal I se et morsomt Syn. Vandet bliver helt rødt, hvad kan det mon komme af?"

"Aah, det ved jeg, Frue," svarede Dick. "Den røde Farve skriver sig fra uhyre Masser af Smaadyr, som tjener Hvalerne til Føde."

"Hvor det er underligt," bemærkede den højst interesserede Jack, "at de store Hvalfisk kan blive mætte af at spise saadan nogle smaa bitte Dyr. Det maa da være noget for Fætter Benedict. Kom skal du se, Fætter Benedict," raabte han af sine Lungers fulde Kraft.

Amatør-Naturforskeren nærmede sig sammen med Kaptajnen.

"Ja, ja -- det er rigtig noget for Dem, Hr. Benedict," sagde Kaptajnen. "Det er da en udmærket Lejlighed, som De ikke maa lade gaa fra Dem, til at studere de interessante crustacea."

"Crustacea," vrissede Fætter Benedict arrigt og overlegent. "De ved maaske ikke, at jeg som Entomologist kun og udelukkende interesserer mig for Hexapodaen."

Kaptajn Hull kunde kun med Møje betvinge et Smil og svarede blot godmodigt:

"Saa har De altsaa ikke samme Smag som Hvalerne."

Og vendt imod Fru Weldon tilføjede han: "For os Hvalfangere er dette et Syn, som taler for sig selv, og siger os, at vi ikke maa spilde noget Øjeblik, men se at faa gjort vore Liner og Harpuner klar."

Ordene var næppe udtalte, før der lød et Raab fra Matroserne:

"En Hval til Bagbord!"

"Der har vi den!" udbrød Kaptajnen ivrig. Alle hans professionelle Instinkter var øjeblikkelig vakte, og han skyndte sig forud, fulgt af alle Søfolkene.

"Den sprøjter baade Vand og Damp op," sagde Dick, der havde taget Dyret kritisk i Kikkerten. "Mon det ikke skulde være en Finhval? Men en gevaldig Kammerat maa det da være."

"Halvfjersinstyve Fod i det mindste!" bejaede Kaptajnen fornøjet.

"Folkens!" raabte han vendt imod Matroserne, "hvad synes I? Skal vi vove Forsøget? Husk paa, at vi kun er os selv, vi har ingen Hvalfangere til at hjælpe os. Jeg selv har før slynget en Harpun og kan vel gøre det igen. -- Naa, hvad mener I saa?"

"All right, Kaptajn," svarede Mandskabet begejstret.

"Saa i Guds Navn da, lad os forsøge!"

De større, moderne Hvalfangerskibe anvender som oftest til denne Jagt en Slags lille Kanon, der enten er anbragt paa selve Skibet eller i den største Baads Forstavn, og hvormed der udskydes enten en Harpun eller eksploderende Kugler. Men "Pilgrim" var ikke forsynet med disse dyre Apparater, som dets gamle Mandskab ikke kendte og ikke havde megen Fidus til. Det foretrak at benytte de gamle, mere primitive Vaaben, Harpunen og Landsen.

Baaden blev altsaa skyndsomst sat i Vandet og bemandet, og Kaptajnen lod Redskaberne bringe om Bord. Disse bestod, foruden to Lanser, af flere Harpuner, befæstede til seks hundrede Fod lange Liner paa Træruller, fastgjorte i Baadens Forstavn.