# Julies Dagbog ## Part 9 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/julies-dagbog-38515/index.md -- -- -- Jeg vaagnede med en Følelse af at have noget glædeligt i Vente og fik Øjnene fulde af Sollys. »Hvad er dette? hvor er Du?« spurgte jeg mig selv og glippede med Øjnene for at blive rigtig vaagen. Saa saá jeg ham sidde i Skjorteærmer ved det lille Bord foran Altandøren, dybt og alvorligt optagen af at barbere sig. Jeg laa lidt og nød det kostelige Skue. Han skar de ynkeligste Ansigter og haandterede Kniven paa den livsfarligste Maade. Jeg tænkte: »Han skulde bare vide, at jeg ligger her og belurer ham. Nu har det arme Menneske af lutter Forfængelighed pint sig med at vaagne tidligt, for at jeg ikke skulde se ham ubarberet, og saa overrasker jeg ham midt under de mindre flatterende Forberedelser.« Av! dér skar han sig. Jeg lo, saa jeg hoppede i Sengen. Han vendte sig, rakte som en Gadedreng Tunge ad mig og sagde: »Ja vent Du bare, til jeg er færdig, saa skal Du faa noget at le af, Du uartige Pige!« Lidt efter var han henne ved Sengen, trak mig i Næsen, truede mig med en vaad Svamp og var fuldkommen kaad, men forfærdelig sød og tillige glat om Kinderne, skønt ikke uden Blessurer. Vor Rejses anden Dag var begyndt. Ak! og altfor hurtigt endt. Hvordan vi tilbragte den? Som det Æventyr-Prinsepar vi var: med at lege sammen som Kongebørn i et Rige, der var vort og smukkere end alle andre Riger; med at spise Mad og drikke Vin, der var finere og mere kvægende end almindelig jordisk Mad og Drikke; med at være saa forelskede i hinanden, at vi syntes, vor Kærlighed før var for intet at regne. Det er passeret idag, og dog har det allerede gamle Minders vage Glans over sig. Jeg husker os siddende ved Søen og spisende Frokost: nylagte Æg, frisk, syrlig Bondeost og Mælk med tykt Flødelaag. Jeg husker os staaende med den gamle Kone i hendes lille Gaard, fodrende de graadigt pludrende Høns og den galante og selvbevidst beskedne Hane. Jeg husker os flakkende om i Skovens Tykning og mig forskrækket klyngende mig ind til ham ved at se oppe i et Træ en Ugle, der lignede en gammel Heks og stirrede paa os med sine dagblinde Øjne. Jeg husker endelig vor Afsked med Æventyrlandet -- da Vognen holdt for Verandaen, og den gamle Kone rakte mig sin smukke Buket og sagde: »Guds Fred og Farvel, lille Frue, og se snart herud igen.« -- -- Saa kørte vi da tilbage til Virkeligheden og den store By, hvor der er Forældre og Synd og Sorg og ond Samvittighed. Da de første høje Huse dukkede frem, lagde en knugende Angst sig over mit Hjærte. Og da vi mødte den første Flytteomnibus, huskede jeg, at nu kom snart den Tid, hvor Sommerferien vilde skille ham fra mig. Men da han saá, at jeg var bedrøvet, og han spurgte mig: »Er der noget, Du er ked over?« -- da smilede jeg, tog ham med begge mine Arme om Halsen og saá ham ind i Øjnene, sigende: »Lad mig fortælle Dig det idag, hvor det er tungere for mig end nogensinde før at skilles fra Dig -- lad mig fortælle Dig det idag, at mangt og meget i mit Liv vil jeg maaske komme til at angre, men aldrig -- hører Du: _aldrig_ -- at jeg har været Din.« 21. Maj. Jeg vaagnede i Morges med Ørene fulde af Bjældeklirren, forgæves ledende efter den Drøm, hvor Bjælderne hørte til. Drømmen var ganske forsvunden af min Erindring og havde kun efterladt denne lystige Klingren, der vedblev at forfølge mig hele Dagen og paa en æggende, tilsidst irriterende Maade som en drilsk Nisseleg blandede sig ind i alle mine Tanker. Saa i Eftermiddag, som jeg sad og fantaserede om min Rejse til Æventyrlandet -- sad og drømte mig paany sammen med ham kørende ud til den gamle Bondekones Skovhytte, begyndte Bjælderne igen lystigt at kime, de klingrede i Takt med Hestenes Hovslag, og se! Billedet i min Fantasi skiftede, det blev hvidt og vinterligt, Landaueren forvandledes til en Kane, og i Kanen sad han og jeg, med Pelsværk over vor Bryllupspynt, flygtende bort fra det store Gæstebud til den afsides landlige Kro for at fejre vor Fest, vi to alene. Men fra den høje Vinterhimmel blinkede Mormoders dejlige Øjne mildt og muntert ned til mig, mens Bjælderne sang: »Nu din Tid! Nu din Tid!« 22. Maj. Idag fjorten Dage rejser han paa Landet. Han skal bo i Vedbæk sammen med en Ven. Jeg finder det saa rimeligt, at han trænger til landlig Ro. Det kunde ikke et Øjeblik falde mig ind at forlange, at han for min Skyld skulde blive i Byen. Det véd han naturligvis: han véd, han ikke har behøvet at give mig nogen Forklaring. Alligevel vilde jeg været glad, om han havde talt med mig om Sagen, saa jeg havde faaet Anledning til at sige ham, at jeg netop _vil_, han skal tage ud paa Landet og blive rigtig rask og stærk. 26. Maj. For første Gang har vi spadseret sammen paa Gaden. Jeg havde sagt til ham, at jeg iaften vilde se Feststadsen i Følge med ham. Han rynkede Brynene og spurgte, om det var fornuftigt. Jeg svarede, at det var mig saa fuldkommen ligegyldigt. Jeg _vilde_ nu være sammen med ham, om vi saa skulde i Avisen for det bagefter. Forresten tror jeg saamæn ikke et Menneske tog Notits af os. I Trængslen og den loyale Feststemning smeltede Folk saa yndigt sammen, at de glemte det dagligdags Stivstikkeri. Det nyttede jo dog ikke at forlange Præsentation og Visitkort af alle de Arme og Ben, man kom i selskabelig Forbindelse med den Aften. I Begyndelsen var han ikke rigtig i Humør og vilde absolut forsvinde med mig ind i u-illuminerede Smøger, hver Gang han saá et bekendt Ansigt. Men efterhaanden betoges ogsaa han af den familiære Noæh Ark-Stemning, og vi endte ganske dumdristigt, Arm i Arm, ved Fyrværkeriet i Tivoli. 30. Maj. Der har været Dage, hvor jeg syntes, han var ligesom lidt træt og uoplagt. Jeg har da sagt til ham, at han vist var ked af, at jeg kom saa meget til ham. Han svarede altid, at det var en taabelig Indbildning; at han sikkert havde Dage, hvor han var modløs, trist og nervøs, og at det var »ugalant« (et Ord jeg hader!) af ham at lade mig mærke det, men at det kun var ham en Opmuntring og Behagelighed, naar jeg kom. Jeg maatte ikke være vred over, at han ikke altid kunde beherske sit daarlige Lune, der dels skyldtes hans »uelskværdige Karaktér« (Koketteri!), dels Fortrædeligheder, hvori jeg ingen Part havde. Jeg har da bedt ham om at give mig sin Fortrolighed. Jeg vilde kun være glad, om jeg maatte faa Lov at dele hans Sorger, og han maatte jo vide, at der ikke var det i Verden, jeg ikke vilde gøre, hvis jeg paa nogen Maade kunde være ham til Hjælp. Men naar jeg sagde noget saadant, tog han mig paa Skødet, kælede for mig og svarede, at jeg ikke skulde tage mig hans Gnavenhed nær. Det betød altsammen ikke noget, jeg skulde bare lade som ingenting. Nu véd jeg, hvad der er i Vejen. Det er Pengesorger. Baade igaar og idag kunde jeg mærke, at han var meget trykket og urolig. Da jeg kom igaar, sagde han: »Bliv ikke vred over, at jeg beder Dig om at gaa snart. Men her kommer om lidt en Herre, som jeg nødvendigvis maa tale med.« Jeg vidste jo ikke den Gang, hvad det var, saa jeg opførte mig vist meget urimeligt. Det var aldrig passeret mig før, at han havde bedt mig om at gaa. Jeg syntes, det var ondt af ham at jage mig bort, og jeg anede alt muligt slemt. Jeg var endnu ikke videre sød, da jeg kom igen idag, og surere blev jeg, da jeg fandt ham i det samme daarlige Humør. Vi havde en rigtig hyggelig halv Time, hvor det trak op til Uvejr hos os begge, saadan at han blev strammere og strammere i Ansigtet og jeg mere og mere grædefærdig. Omsider kom Udbruddet, da han efter en lang Pavse, i sin køligste Tone, sagde: »Det tegner jo til at blive forfærdelig gemytligt.« I det samme, han havde sagt dette, tudskraalede jeg, og i det samme var han henne hos mig og bad mig i de ømmeste Ord om Tilgivelse. »Jamen, hvorfor er Du saa ond imod mig? Hvad har jeg gjort? Er Du ked af mig?« »Nej, Julie, jeg er ikke ked af Dig. Men jeg er saa forpint.« »Og Du vil ikke sige mig Grunden? Hvorfor maa jeg ikke vide, hvad der piner Dig, naar det ikke er mig?« Saa fortalte han mig det Hele. Han skulde, inden han rejste paa Landet, skaffe en Mængde Penge, som han skyldte til Terminen, og han vidste endnu ikke, hvorfra han skulde faa dem. Og da jeg forundret sagde, at jeg troede, han var rig, svarede han, at det troede alle, men det var en Fejltagelse. Han ejede nok en lille Kapital, men den stod foreløbig fast, saa han kun kunde hæve Renterne, og han havde i de sidste Aar levet i høj Grad letsindigt. »Men naar Du nu ikke _kan_ skaffe de Penge, Du skal have --?« »Ja, Du, saa er det meget slemt. Dog, Du skal ikke være bange. Pengene faar jeg nok tilsidst. Det er kun kedeligt, mens det staar paa.« Vi sad nu i Sofaen og snakkede fornuftigt sammen, og jeg var helt glad igen. Jeg syntes, jeg havde ham mere end nogensinde før, nu, da han ogsaa indviede mig i sine dagligdags Bekymringer. Men da jeg sagde til ham: »Vil Du gøre mig en Tjeneste? Vil Du for Fremtiden lade være at bruge saamange Penge for min Skyld? Jeg bryder mig hverken om Gaver eller fine Middage!« -- saa smilede han, kyssede mig og svarede: »Det er meget sødt af Dig, hvad Du dér siger. Men tro ikke, at det er Dig, som ruinerer mig. Nej, min egen lille Pige, den Smule, vi har depenseret sammen, gør desværre hverken fra eller til.« Og lidt efter, da han bød mig et Glas Vin, sagde han: »Hvis Du mener, jeg tør tillade mig en saa vanvittig Ødselhed?« Han kunde nu alligevel gærne have ladet være at drille mig. 4. Juni. Jeg har kun set ham lidt i disse Dage. Han har haft saa travlt med sine Forretninger, og desuden har han været nødt til at gøre en Del Visitter. Jeg har været meget fornuftig og fundet mig artigt i min Skæbne. Selv da jeg igaar gik forgæves og istedetfor ham fandt et Par undskyldende Linjer, holdt jeg mig bravt. Men naar jeg tænker paa, at nu kommer den lange Tid, hvor jeg kun en ganske sjælden Gang kan mødes med ham -- nej, da tør jeg slet ikke tænke videre, da dukker jeg blot mit Hoved og lukker mine Øjne og véd, at der ingen Redning er. Om sine Pengesager har han siden ikke talt. Jeg spurgte ham forleden, hvordan det gik; men han slog det hen og sagde, at det klarede sig nok. 5. Juni. Han er rejst. Jeg var hos ham de sidste Par Timer. Jeg spiste Frokost sammen med ham, og jeg hjalp ham med at pakke ind. Inden jeg gik op til ham, holdt jeg en lille Formaningstale til mig selv: Vær nu en klog Pige. Vis ham et muntert og behageligt Ansigt, saa han kan medtage en smuk Erindring om Dig. Lad ham fremfor alt ikke faa det Indtryk, at Du havde ventet, han for din Skyld skulde være bleven i Byen. Jeg traf ham i travl Aktivitet, livlig og oprømt. Han snakkede ustandseligt løs, alt imens han skrev Breve og fo'r frem og tilbage i Stuerne for at samle Ting sammen, han pludselig kom i Tanker om, at han maatte have med. Han var saa helt anderledes end ellers. Der var en febrilsk Uro over ham; hvert Øjeblik saá han paa Uret, som om han var bange for at komme for sent. Frokosten blev jaget af. Jeg havde ingen Appetit; han slugte nogle Mundfulde, drak i ét Træk tre, fire Glas Madeira og sagde: »Skal vi saa pakke?« Inde i Soveværelset laa alt hulter til bulter. Paa Sengen og Stole: Klæder, Fodtøj, Cigarkasser, Bøger, Slips og Skjorter; paa Gulvet: Kufferter; Skufferne i Toiletmøblet var trukne ud og Klædeskabsdøren stod aaben. Jeg begyndte at pakke. Saa kom han i Tanker om, at han havde glemt at købe Skrivepapir, bad mig undskylde et Øjeblik og løb ud. Jeg stod i det af Rejseforberedelser opfyldte Værelse, og en knugende Forknythed greb mig. Mekanisk tog jeg Tøjet, Stykke for Stykke, lagde det sammen og anbragte det i den store Kuffert; jeg bøjede mig og rejste mig, ned og op, op og ned, Stykke for Stykke, nu det, nu det, og om lidt er det altsammen borte, og jeg alene ... Alene! Jeg rejste mig forskrækket. Nej, nej, jeg vil ikke, jeg tør ikke være alene. Han maa ikke rejse fra mig, jeg vil tigge og trygle ham om at blive hos mig, og han vil gøre, som jeg beder ham om, han kan ikke nænne at forlade mig. Det vilde være ondt af ham, og han har ikke Lov at handle saa ondt imod mig! Da hørte jeg Entrédøren blive smækket i. Han kom nynnende gennem Dagligstuen, og da han traadte ind til mig, var jeg atter travlt beskæftiget med at pakke. »Hvor flink Du er!« sagde han og strøg mig henover Haaret. »Saa fin en Kuffert har jeg aldrig før haft.« Han stod ved Siden af mig, rakte mig Tingene og nikkede og smilede til mig. Pludselig sagde jeg: »Hvis jeg bad Dig om det, vilde Du saa lade være at rejse?« Han saá forundret paa mig, betænkte sig og sagde: »Er det Alvor?« »Hvis det nu _var_ Alvor?« Et nyt prøvende Blik og en ny Betænkningspavse. Derpaa: »Saa blev jeg, _naturligvis_.« Jeg havde faaet det Svar, jeg ønskede. Alligevel gjorde det mig ikke glad. Vi stod og saá lidt paa hinanden, saa gik han hen til mig, tog mig om Livet og sagde, ømt og inderligt, at han gærne blev hos mig, og at det slet ikke vilde være ham noget Offer at opgive sit Landliggeri. Hvorpaa jeg -- naturligvis -- erklærede, at det kun havde været Narrestreger af mig at spørge. -- -- Indpakningen blev færdig i sidste Øjeblik. Drosken havde allerede ventet nogle Minutter. Han var nervøs for at komme for sént, og vi tog i Hast Afsked. Jeg stod gemt bag et Gardin og kiggede ned paa Gaden. Han fik Øje paa mig, vinkede med Haanden og svingede med Hatten. Hvor han saá smuk og straalende ud! Som om han drog ud til Sejr og Lykke. Nu drejede Drosken om Hjørnet, og jeg lod Gardinet falde for. Jeg gik gennem Stuerne, kunde ikke løsrive mig fra dem. Jeg satte mig i Sofaen, hvor jeg plejede at sidde med ham. Paa Bordet foran laa hans Album. Jeg slog det op og fandt frem et Billede af ham som seks Aars Dreng. Det sad jeg og legede med som en lille Pige med sin Dukke. Jeg lagde det op til mit Bryst og vuggede det; jeg gav det tusinde Kys og Kæleord og sagde det, mens Taarerne løb mig ud af mine dumme Øjne og plettede Billedet, at nu maatte vi To holde sammen, nu, da han var rejst fra os. ... Indtil Pigen kom ind og med et forskrækket Udbrud sagde: »Men Gud, Frøken, sidder De her endnu!« Ogsaa jeg var bleven forskrækket over hendes pludselige Indtræden. Jeg rejste mig hastigt og gik, men Billedet havde jeg puttet i Lommen. 7. Juni. Jeg var i Formiddags paa Posthuset og hentede følgende _poste restante_-Brev: Vedbæk, 6. Juni, Aften. Du kære Barn! Véd Du, at Du forkæler mig, og at jeg slet ikke fortjener det? Da jeg ved min Ankomst blev modtagen af dit meget søde, altfor søde Brev, følte jeg mig baade glad og skamfuld. Jeg er -- det er ingen Frase -- ude af Stand til at gøre Gengæld, som Du fortjener det. Særlig er jeg en saare klejn Brevskriver, medens Du, som saa mange Damer, er en Mester i at forsende Dig selv i en Konvolut. Jeg forsikrer Dig, at da jeg aabnede dit Brev, var det, som om Julie lyslevende hoppede ud i Stuen og med begge Armene om min Hals fortalte mig en Mængde allerkæreste Ting. Jeg skal nok skrive ofte til Dig, men Du maa nøjes med korte Hilsener. Land-Dovenskaben har allerede grebet min Hjærne, saa jeg ligefrem med Skældsord maa drive mig til at lave en grammatikalsk og ortografisk rigtig Sætning. Det eneste, min Hjærne i en Fart kan udtrykke, er, at jeg er meget forelsket i Dig og at jeg længes efter den 15de, naar jeg som Terminsherre gæster Hovedstaden. Vi bor i et Hus, der er knapt saa højt som vi selv, men som ligger fuldkommen dejligt lige ved Begyndelsen af Skoven og ejer en Billedsamling -- Fremstillinger af himmelske og jordiske Berømtheder --, der i Forening med Sødmælk, Svinesti- og Tang-Duft samt Sengegang Kl. 10 lutrer min Sjæl til en maabende Barnlighed. Uden at blues ender jeg da med alle Kærlighedsepistlers yndefulde Slutningsformular: »1000 Kys og Hilsener sendes Dig, min elskede Pige, fra din Dig oprigtigt elskende _A._« 9. Juni. Det er dog hændet før, at jeg i en Uge ikke har sét ham. Hvorfor er da denne Uges Adskillelse saa langt tungere? Paa halvanden Time kan jeg naa ud til ham. Hvis jeg skriver til ham idag, at jeg kan ikke vente længere paa ham, véd jeg, at han kommer imorgen. Alligevel. Det er ikke det samme. Naar jeg gik paa Gaden før, vidste jeg, at jeg, hvad Øjeblik det skulde være, kunde møde ham; jeg læste hans Navn paa Teatrets Plakater; jeg gik forbi hans Vinduer og kunde tænke mig ham siddende indenfor. For hvert Skridt, jeg tog, følte jeg ham i min Nærhed; selv om jeg ikke mødte ham, var han i den Luft, jeg indaandede. Nu vandrer jeg som en Vildfarende i den fremmede By. Jeg gaar paa Lykke og Fromme, og jeg véd, at jeg ikke vil finde det, jeg søger. Jeg griber mig i at staa udenfor Teatret og studere de gamle, flængede Plakater, og jeg kan styre i hvilkensomhelst Retning -- jeg ender med at finde mig udenfor hans Hus, hvor der er rullet ned for Vinduerne i hans Lejlighed, der staar tom som efter et Dødsfald. Min Dag har kun to Lyspunkter. Naar jeg henter hans Brev, og naar jeg skriver mit. Bedst har jeg det, naar jeg skriver til ham, for hans Breve er ikke ham: de er kun Overfladen af ham, de er prægede af hans Ulyst til at give sig hen, hans Angst for Følsomhed, sagtens ogsaa, som han selv siger, af hans Landdovenskab. Men naar jeg, efter at de Andre er gaaet til Ro, sidder i mit lille Værelse og fylder Ark paa Ark til ham, da kan jeg føle mig ham saa nær, at det er, som om jeg laa i hans Arme og talte med ham. Luften om mig bliver hed af hans Aande, jeg mærker, medens jeg sidder med bøjet Hoved, hans Kys paa min Nakke, og min Pen danser hen over Papiret i Takt med mit Hjærtes hastige Slag. 14. Juni. Jeg gik forleden derop, jeg har siden været der hver Dag. Jeg har lét og grædt over mig selv, men jeg maatte derop. Jeg sidder i hans Stue og fantaserer, at han lige har været hos mig, at han kun er gaaet ud for at besørge et og andet, og at han straks igen vil være hos mig. Jeg sidder deroppe en Times Tid hver Dag, fortsættende mit Arbejde med at sy Navn paa hans Dækketøj og passiarende med hans Pige. Idag har vi haft travlt med at berede ham en festlig Modtagelse. Vi har støvet af og poleret, saa alt straaler i fuld Pragt. Vi har stillet Bøgegrene og Blomster i Vaserne, og jeg har bestemt, hvad han skal have til Frokost. Det sidste, jeg gjorde, inden jeg gik, var at skrive et Goddag-Brev til ham, som skal modtage ham paa hans Skrivebord. Saa kom da, min Elskede: se Brudehuset er smykket, og Bruden venter Dig. Din Brud, som ikke har anden Begæring i sit Hjærte end at være Din og til dit Behag. 15. Juni. Han var vist glad over at gense mig, han var meget sød imod mig. Der er kun ét, jeg ikke forstaar: han blev et Øjeblik en Smule forstemt, da jeg viste ham, hvor flittig jeg havde været med hans Dækketøj. Jeg spurgte ham, om han ikke kunde lide, at jeg sad i hans Lejlighed, naar han ikke var hjemme. Han svarede: »Det er ikke det. Men -- Du er altfor god imod mig, jeg fortjener det ikke.« Det, finder jeg, er meningsløst. Han maa jo vide, at jeg ingen større Glæde kender end at arbejde for ham. Det er jo saa ganske selvfølgeligt. Hvordan kunde han da sige: »Du er altfor god imod mig« --? Som om her var Tale om »Godhed«! Da jeg havde forklaret ham dette, drog han mig hen til sig og sagde halvt smilende, halvt alvorligt: »Kunde Du ikke holde en lille Smule mindre af mig?« »En underlig Bøn fra en Elsker,« sagde jeg. »Det er Beskedenhed,« fortsatte han. »Jeg synes, Du giver mig saameget og jeg Dig saa lidt.« Jeg tog ham i Frakkekraven, ruskede ham frem og tilbage og sagde: »Du er (Kys) et Vrøvl. Du er (Kys) sær og forkælet, undertiden drilagtig og ubehagelig. Du er alligevel (Kys) Verdens dejligste Mandfolk og (Kys, Kys, Kys) jeg elsker Dig.« Hvorefter han glemte sine Betænkeligheder ved min altfor store Kærlighed. 7. Juli. Jeg forsømmer min Dagbog for min Korrespondance. Til ham har jeg tusinde Ting at skrive. For min Dagbog hænder der intet nævneværdigt. Dagene glider ensformigt forbi mig som Mærkestenene paa en Landevej. Kun Lørdagene rager op i Ensformigheden. Lørdagene er min lange Sommervejs Milepæle; thi om Lørdagen kommer han til Byen for at mødes med mig. Saa ruller jeg da Uge efter Uge evigt den samme Vej. Søndagen har endnu Lys af Lørdagens Sol; men Mandag og Tirsdag er Haabløshedens mørke Tegn. Ved Onsdagsstenen dæmrer Forventningens Skær; i stigende Længsel og Haab passeres Torsdag og Fredag -- indtil Lørdagslykken anes i Nattens urolige Drømme, og jeg vaagner med Jubel i mit Hjærte. * * * * * Men naar jeg er paa hans Trapper, lægger der sig en Angst over mig. Hvordan vil han tage imod mig? Vil hans Ansigt lyse af den Gensyns-Glæde, som jeg har drømt om, eller vil det møde mig med det Præg af Anstrængthed og Træthed, som jeg en og anden Gang synes at have iagttaget; som maaske er en taabelig Indbildning, men som undertiden, naar jeg sidder alene, stiger frem for min Erindring og fylder min Sjæl med tunge, blaasorte, rædselindgydende Skyer. * * * * * Og Angsten lammer min Glæde, saa jeg ikke straks kan være sød og elskværdig imod ham, som jeg gærne vilde. Og han misforstaar mig; jeg ser de nervøse Blink i hans Øjne, og jeg er vis paa, at han finder mig lunefuld og utaalelig. Men han siger intet; drikker kun hastigt en Mængde Vin og tvinger ogsaa mig til at drikke. Javist hjælper det at drikke. Et lunt blødt Velbehag risler dulmende gennem Sind og Legeme. Alle mørke, tunge Tanker bortdunster som Taage for Sol; den dumme Angst forsvinder, man faar Munden paa Gled, man rykker hinanden nærmere, og, naar man sidder Haand i Haand og Øje i Øje, da er der ingen nervøse Blink længer, ingen Misforstaaelse og Lunefuldhed, da glemmer man Ugens seks andre Dage for denne den syvendes ene saliggørende Time. * * * * * Bagefter tager jeg ham i Forhør. Han maa aflægge nøjagtig Beretning om Alt og Alle i de forløbne Dage. I Begyndelsen forsikrede han, at der ingenting var at berette. Dagene gik med Badning, Driveri, Rygen, Spisen og Soven. Efterhaanden har jeg dog faaet ud af ham, at han fører et ret bevæget Landliggerliv. Han har paa Hotellet, hvor han spiser til Middag, gjort adskillige Bekendtskaber; han spiller Croquet og Lawn-Tennis med unge Damer og han har været inviteret baade til Middagsselskaber og Skovture. Navnlig er der nok en Enkefrue med to Døtre, som han med Iver dyrker. Først, da han omtalte disse unge Damer, var det med meget Forbehold; han søgte nærmest at give det Udseende af, at han med sin bedste Vilje ikke kunde undgaa dem. De plagede ham med Invitationer og med Opfordringer til Deltagelse i alskens landlige Adspredelser. Jeg begik da den Fejl at lade, som om jeg var jaloux. Dette morede ham aabenbart, og nu stikker han mig evig og altid disse Frøkner med alle deres fortryllende Egenskaber i Næsen. Jeg véd jo nok, at det skal være Spøg; men det piner mig alligevel, hvad jeg dog ikke synes, jeg kan være bekendt at tilstaa. Tværtimod spørger jeg ham stadig om hans to smaa »Veninder«. Han hævnede sig da sidst paa en Maade, jeg ikke kunde lide. Han begyndte at tale om Erik, som han paastod, han hele Tiden havde været jaloux paa. Stakkels Erik! Hver Gang, jeg tænker paa ham, bliver jeg trist. Han holdt sikkert forfærdelig meget af mig, ellers kunde han ikke have taget det saa fint og smukt, da han fik Vished om, at jeg ikke kunde blive hans. Nu sidder han i Berlin, og jeg hører aldrig direkte fra ham. Men til Moder har han en Gang imellem skrevet, og hun har vistnok ogsaa svaret ham. Da _han_ nu forleden kom med sin Hentydning til Erik, fortalte jeg ham -- for jeg vilde ikke oftere have den Sag bragt paa Bane, -- hvordan det i sin Tid var endt mellem Erik og mig. Jeg fortalte ham, at Erik havde spurgt mig, om jeg vilde blive hans Kone, og at jeg havde maattet svare Nej. »Hvorfor, behøver jeg vel ikke at sige Dig,« tilføjede jeg. Han saá, ligesom skamfuld, paa mig og sagde kun: »Jeg beder Dig om Tilgivelse.« Men længe efter var vi begge alvorlige. 13. Juli. Ja, det var et vanvittigt Indfald af mig, men jeg blev ogsaa haardt straffet for det.