Part 8
Min første Tanke var: hvordan jeg skal forklare mig overfor Bedstemoder? Med Vilje lod jeg, som om jeg først lidt efter lidt fik min Bevidsthed tilbage, for at vinde Tid til at udgrunde noget.
Men Bedstemoder kom mig selv til Hjælp.
»Har Du nydt noget til Morgen?« spurgte hun.
»Nej, Bedstemo'r.«
»Det tænkte jeg. Men det er forkert af Dig, Julie. Unge Piger taaler ikke at være fastende. -- Hent et Glas Vin, Marie.«
Da vi var blevne alene, kaldte Bedstemoder mig hen til sig. Jeg lagde mig paa Knæ foran hende, gemte mit Hoved i hendes Skød og brast i Graad. Jeg græd, saa jeg syntes, mit Hjærte maatte briste. Jeg kunde slet ikke holde op, saamegen Umage jeg end gjorde mig. Marie kom ind med Vinen, jeg hørte hende komme og gaa igen, og jeg hulkede stadigt, mens Bedstemoder blot blødt og langsomt strøg mig over Haaret. Det var alligevel godt at faa Lov at græde ud og saa velsignet dulmende at føle Bedstemoders rolige Haand paa mit Hoved.
»Se saa, Barn! Se saa, Barn!« gentog hun mange Gange, mens Graaden stilnede. Men jeg blev liggende, jeg turde ikke møde hendes Blik. Og dog pinte den Tanke mig nu: »Du maa afsted. Du maa op til ham og have Klarhed.«
Saa sagde Bedstemoder, og aldrig skal jeg glemme den usigelige Mildhed, der klang i hendes Røst: »Du skal ikke være bange for, at jeg skal spørge. Jeg er en gammel En, men jeg husker Ungdommens Tid, og jeg véd, at unge Hjærter har Glæder og Sorger, som gamle klodsede Hænder ikke tør røre ved. Men skulde Livet -- hvad Gud forbyde -- bringe min lille Pige noget, hun ikke selv kan klare, saa kom kun, hvis jeg da lever, trygt til mig. -- Og nu skal Du rejse Dig, Barn, og gaa, for at de ikke skal vente paa Dig til Frokost. Men om det her idag taler vi ikke til Fader og Moder. Og Komediebilletten faar vi vel gemme til en anden Dag, for iaften gør Du vist bedst i at putte Dig tidligt til Køjs.«
* * * * *
-- -- -- Jeg stod udenfor hans Dør. Jeg var styrtet afsted gennem Gaderne. Men nu -- jeg turde ikke ringe paa. Straks jeg kom ind i Huset, syntes jeg at mærke en tung Sygestueluft, og her ved Døren var det, som om Luften, sødlig og kvalm, kvælende trængte sig ind i mig. Naar jeg ringede, vilde Døren blive lukket op, og Pigen vilde staa bleg og grædende foran mig, og jeg vilde ikke behøve at spørge. Nej, nej -- det var umuligt. Saa haard kunde Gud ikke være mod mig. Jeg begyndte at bede: »Fader vor, Du som er i Himlen ...« Nej, ikke nu. Gud vilde kun fortørnes og straffe mig, fordi jeg, som ellers aldrig tænkte paa ham, af Fejghed kom til ham. Saa trak jeg i Klokken, og jeg fo'r sammen ved dens dumpe, klangløse Lyd. Naturligvis -- sagde jeg til mig selv og jeg tror, jeg smilede -- naturligvis er der bundet noget om den, for at den ikke skal forstyrre ham.
Der lød sagte Trin indenfor, og en fremmed Person, en stor, myndigt udseende Dame, aabnede Døren. Hun sagde -- vist uden at jeg havde spurgt, men hun forstod sagtens let mit Ærinde --: »Hr. Mørch har det meget daarligt.« Gud være lovet, han levede altsaa. Det var Difteritis, forklarede Damen videre, og han var bleven syg i Forgaars Aftes -- Dagen før havde jeg været hos ham. Lægen troede dog ikke, der var alvorlig Fare paa Færde.
Damen saá ud, som om hun mente, at jeg nu burde gaa.
Jeg spurgte, skønt jeg indsaa det Haabløse i det: »Kunde jeg ikke komme ind til ham?«
»Nej, Frøken, det er aldeles umuligt. Lægen har forbudt ethvert Besøg. Desuden er det jo smitsomt.«
»Det bryder jeg mig ikke om. Aa, giv mig Lov -- blot lige se ham!«
Damen mønstrede mig med et velvilligt Blik.
»Det lader sig desværre ikke gøre. Frøknen er maaske Hr. Mørchs Forlovede?«
Blodet steg mig til Hovedet: »Nej.«
Hun saá forundret paa mig: »Hvem tør jeg da hilse fra?«
»Fra den unge Dame.«
»En ung Dame?«
»Nej, _den unge Dame_.«
-- Sagtens tror hun nu det værste om mig. Men hvad gør det, blot han faar en Hilsen fra mig!
* * * * *
Hvordan jeg har faaet Ende paa denne Dag, hvordan jeg har kunnet beherske mig, saa at Ingen har mærket noget, forstaar jeg ikke.
Jeg véd, at da Klokken blev 5-6, kunde jeg ikke holde ud at sidde hjemme og ikke vide Besked. Jeg gik ud -- Gud véd under hvilket Paaskud! -- var udenfor Huset, men turde ikke igen gaa op, fik saa fat i et Bybud og sendte ham. Tilstanden uforandret, maaske en Smule bedre.
* * * * *
Den fremmede Dame sagde, at jeg ikke kunde komme ind til ham. Hun, for hvem han er et ligegyldigt Menneske, en Patient som enhver anden Patient, hun faar Lov at gaa om ham; hun hjælper ham og plejer ham; hun véd hvert Minut af Dagen, hvordan han har det, om der er Haab og Fremgang.
Men jeg, som elsker ham; jeg, som ikke vilde betænke mig et Sekund paa at ofre mit Liv for ham -- jeg maa som en Uvedkommende staa ved hans Dør og modtage de Oplysninger, hun, et Menneske, hvis Hjælp han køber, naadigst vil give mig. _Hun_ spærrer Døren for mig, hun giver mig ikke saameget som Lov at tilsende ham, mit Kæreste, mit Eneste, et Blik!
Og saa magtesløs er jeg, at jeg maa lystre denne Person. Jeg maa ovenikøbet gøre mig elskværdig for at faa ordenlig Besked af hende.
Jeg løb jo gærne fra det Altsammen herhjemme, tog Skammen og Forbandelsen for at være hos ham, sidde ved hans Seng og slaas med Døden om ham. Jeg har ransaget mit Hjærte og jeg véd, at jeg gjorde det uden Betænkning.
Men jeg véd ogsaa, at han ikke vilde have det. Thi han elsker mig ikke, som jeg elsker ham. Hans Kærlighed er klog og forsigtig, den tænker paa Følgerne, den véd, hvor langt den tør vove sig, og den kender den Grænse, udover hvilken den ikke vil. Men min Kærlighed, den kender intet andet Maal i Nutid og i Fremtid end ham.
* * * * *
Saa maa jeg da pænt blive her -- her, hvor jeg intet har at gøre, hvor jeg gisper som en Fisk paa Strandbredden, fordi Luften ikke har et Atom af ham. Ikke nævnes hans Navn, og ikke kan jeg nævne det. Ingen har jeg at betro min Angst til, min Angst, der sprænger mig, fordi jeg ikke tør give den Luft.
Blive her -- tale med Fader og Moder om ligegyldige Ting, mens jeg kun har én Tanke i min Sjæl: ham, ét Ord paa mine Læber: ham.
Blive her -- sidde pænt og stille ved Maaltider og Arbejde, mens alle Længsler slider i mig og drager mig til hans Sygeleje.
* * * * *
At tænke sig, at han kunde ligget syg og være død, uden jeg havde anet noget derom før af en Notits i et Blad. Være død, uden at jeg havde faaet sagt ham Farvel, uden at han havde givet mig et sidste Ord og Blik.
Saa fattig, saa retløs er min Kærlighed. Saa usle dens Vilkaar. I Smug og Mørke maa den liste sig frem. Aldrig tør den træde ud i Dagens Lys og gøre sine Krav gældende.
* * * * *
-- -- -- Hvis Du tages fra mig i denne Nat, min Elskede, da saa sandt min fattige Kærlighed er min eneste Rigdom, følger jeg Dig.
Men vaagner Du imorgen til Liv og Sundhed, og jeg atter sidder hos Dig, og Du siger til mig, at Du elsker mig, da vil jeg le ad alle Sorger og jeg vil betro Dig, at jeg er rigere end noget andet Menneske i Verden.
Gud lade mig beholde Dig.
2. Maj.
Christiane bragte mig i Formiddag følgende til hende adresserede Brev:
»Min søde lille Pige! Blev Du saa forskrækket over at læse, at jeg var syg? Men hvad skulde jeg gøre? Jeg kunde jo ikke skrive direkte til Dig, og din Venindes Adresse kendte jeg ikke før nu af dit Brev. Du kære Barn, der blev saa bedrøvet ved Tanken om, at jeg kunde dø bort fra Dig. Du har saamæn slet ingen Grund til at være bange: for det første, fordi Ukrudt ikke saa let forgaar; for det andet, fordi jeg absolut ikke er til Sinds endnu at forlade Livet.
Det er forfærdelig sødt af Dig, at Du -- trods Smitte, Familievrøvl m. m. -- vil komme til mig. Men _saa_ dum har Feberen dog endnu ikke gjort mig, at jeg vil tage imod dit Tilbud. Jeg frembyder nemlig p. t. et alt andet end tækkeligt Skue. Dertil kommer, at jeg er den gnavneste og uelskværdigste Patient, man kan tænke sig. Hvis Du saá mig i disse Dage, vilde jeg ganske forskertse den Smule godt Indtryk, jeg hidtil har gjort paa Dig. Overhovedet har jeg den Mening, at syge Mennesker ikke har Lov at forulæmpe raske. De bør gemme sig bort med deres Grimhed og Uappetitlighed.
Saasnart jeg igen føler mig værdig til at komme i godt Selskab, sender jeg Ilbud efter Dig. Og vi skal da tage Revanche for den lange Adskillelse.
Jeg lover Dig, at Lysten til at gensé Dig hurtig skal gøre mig karsk, og at jeg, selv i de lidt ustyrlige Feberdrømme, der hjemsøger mig, ikke skal være Dig utro. Jeg tvinger alle Feberstygheder bort ved at tænke paa Dig, og jeg føler Dig om Natten staa ved min Seng med din yndige svale Haand paa min brændende Pande. Saadan er Du -- skønt fraværende -- min Sygeplejerske, min Helbrederske.
Tag nu til Takke med disse Linjer. Enhver Smule Anspændelse faar mit sørgeligt svækkede Hoved til at klynke.
Jeg sender Dig ingen Kys; thi min Aande tør ikke, selv ikke i mine Tanker, røre din unge Skønhed og Sundhed. Jeg forstaar den Spedalske, der med Undren saá en dejlig Kvinde skride sig forbi og med ydmyg Tilbedelse kyssede de Spor, hendes Fødder havde sat i Jorden.
Din _A._«
* * * * *
Han elsker Blomster. Desværre tillader min økonomiske Status mig ingen større Ødselhed. Om jeg saa skal grave Pengene op af Stenbroen, skal han dog hver Dag, til vi atter sés, modtage nogle faa udsøgte Blomster fra mig.
* * * * *
Idag en sortrød Rose mellem hvide Krokus. Hvilket er udlagt: Se, alle mine Tanker kredser -- som Brus af hvide Duer -- om Dig, Du min straalende, sortøjede Scheik!
3. Maj.
En Haandfuld Kæmpe-Resedaer og nogle Forglemmigejer.
Jeg kommer til Dig uden Prunk. Men jeg giver Dig som en Resedas Duft, min stærke og hede Elskov; jeg giver Dig, som en Forglemmigejs Barneøje-Blomst, min tillidsfulde Trofasthed.
4. Maj.
Violer og hvide Mosroser.
Min Kærlighed vokser i Løn. Dog er den blaa som Sommerens Himmel, dog er den hvid som Vinterens Sne.
5. Maj.
Orkidé og unge Bøgeblade.
I Hjemmets Skyggeluft, fjærnt fra Virkeligheden og Solen, formede min Sjæl sig til en sært fantastisk, farvebleg Blomst. Da kom Du, og op over alle Skovens andre Urter og Træer steg min frydefulde Sjæl med Vaarens sollysgrønne Forkyndelse.
6. Maj.
En røggul Rose, en Gyldenlak og gule Anemoner.
Bebrejder Du mig, at jeg er skinsyg? Ser Du da ikke, at Skinsygen er den hede Flamme, der kranser min Kærlighed som en straalende Glorie?
7. Maj.
To lyserøde Roser og (paa denne Tid en stor Sjældenhed) to lyserøde Nelliker.
Lige dejlige, jævnbyrdige i Farve og Duft, lignende hinanden og dog saa forskellige, flyder I sammen i et uforligneligt Kærlighedsmøde. Min Elskede! som Rosen og Nelliken her mødes i et berusende Kys -- saadan -- blot Tanken bringer mig til at skælve -- skal jeg imorgen atter hvile i dine Arme.
8. Maj.
Jeg har været ond og styg; jeg fortjener, at han skulde være rasende paa mig. Og gid han havde været det. Hellere maatte han have slaaet mig end set paa mig med sit trætte, overbærende Smil.
Jeg véd ikke -- men Tonen blev straks galt anslaaet, og siden kom vi dybere og dybere ind i det falske Spil. Det var vist, fordi jeg i Forvejen havde glædet mig for meget til Mødet, jeg havde fantaseret det op til at skulle blive noget aldeles vidunderlig dejligt. Og saa straks, da jeg kom op ad Køkkenvejen -- for at Sygeplejersken ikke skulde se mig -- blev lodset ind i hans Soveværelse og saá hans Blik, der var venligt, men mat og slet ikke straalende glad, som jeg havde forberedt mig paa -- ja, saa var det, at jeg blev saa barnagtig skuffet, at jeg ikke kunde sige de Ord, mit Hjærte var fuldt af, men tvang Ord frem, der var saa fremmede og uægte, at de skurrede mig selv i Øret. Det kom ikke til nogen »Scene« mellem os. Han saá blot lidt forundret paa mig, og, mens vi vedblev at konversere og Stemningen flygtede længer og længer bort, fik hans Ansigt et nervøst, forpint og anstrængt Udtryk. Tilsidst laa han med halvlukkede Øjne og førte hvert Øjeblik sit Lommetørklæde hen over Panden.
At jeg ikke da faldt paa Knæ ved hans Seng og bad ham om Tilgivelse.
Istedetfor sagde jeg med krænket Stemme: »Du længes nok efter, at jeg skal gaa. Jeg skal heller ikke trætte Dig længer.«
Han laa lidt uden at svare. Saa sagde han i sin høflige og korrekte Tone, den »fornemme« Tone, der ligesom puffer mig hundrede Mile bort: »Ja, Du undskylder mig nok, at jeg idag ikke er galant; jeg er jo endnu ikke fuldkommen salonfähig. Og jeg trænger virkelig nu til at hvile mig.«
-- For første Gang skiltes vi uden at aftale et nyt Møde. Jeg ligefrem hadede ham i det Øjeblik, han smilende gav mig Haanden til Farvel -- og lod mig gaa uden at sige til mig, at jeg var den dummeste, den uartigste og mest forkælede Pige i hele Verden, og at jeg havde fortjent Smæk som en lille uvorn Unge.
Nu sidder jeg jo alligevel med Smærterne. Ødelagt er denne Dag, jeg havde glædet mig til som til ingen anden. Og hvad maa han dog tro om mig? En utaalelig Pige maa han anse mig for, der bliver krænket og uartig, fordi han ikke er saa rask, som jeg havde ventet.
9. Maj.
Hvor god han er, og hvor klog.
Et Brev fra ham har krydset det Brev, jeg straks sendte ham.
Han skriver: »Jeg havde det ikke saa godt, da Du kom til mig. Derfor, min egen lille Pige, fik Du ikke den Modtagelse, Du burde haft, og derfor var jeg ude af Stand til at sige Dig Tak for din Kærlighed imod mig i denne Tid og altid. Jeg er, som jeg før har sagt Dig, en rigtig ubehagelig Patient. Mon Du alligevel gider se til mig? Kom da, om Du kan, imorgen, og vær overbærende imod mig, selv om jeg endnu til den Tid ikke helt har overvundet min Utaalelighed.«
14. Maj.
Han er nu omtrent ganske rask. Han har været oppe i de sidste Dage, og igaar var han for første Gang i Luften.
Jeg er hos ham hver Dag, enten om Formiddagen eller om Aftenen. For at kunne det har jeg fabrikeret en Historie om en ung Pige, jeg har truffet hos Christiane og som vil lære Porcellænsmaling af mig. Jeg undres hver Dag over, at min Løgn ikke opdages; men jeg nærer ingen Frygt længer. Jeg gaar nu ogsaa uden Betænkning op til ham ved højlys Dag.
Jeg véd blot, at den Dag, det opdages, og man vil forbyde mig at se ham, gaar jeg hjemmefra. Det er en Sag, jeg har afgjort med mig selv og som ikke kan være anderledes. Lad saa komme, hvad der komme vil!
Til ham har jeg intet sagt om dette. Dog er det ham, der har givet mig Mod til at træffe en saadan klar Beslutning. Jeg har nemlig i disse Dage følt, at jeg var mere end en flygtig Adspredelse for ham. Jeg forsøger at være ham til Nytte, og jeg tror, at det er lykkedes mig, saadan at han begynder at savne mig, naar jeg ikke er om ham. Jeg besørger Ærinder for ham, jeg læser op for ham, og efter hans Diktat har jeg skrevet Breve for ham. Han kalder mig sin Privatsekretær, og han taler med mig om alle sine Anliggender.
I Grunden har vi det ganske som Mand og Kone. Jeg gaar ud og ind hos ham, som om det ogsaa var mit Hus; jeg passer hans Blomster; naar jeg ikke læser for ham eller har andet Arbejde, broderer jeg Navn paa hans Dækketøj, og selv hans gamle Pige har vænnet sig til at spørge mig til Raads om, hvad hun skal give Herren til Middag -- for Herren er i den Retning meget vanskelig.
Han er vistnok i det Hele taget det, man kalder en Egoist. Han er som Ungkarl vant til, at alt i Huset skal rette sig efter ham, og han synes, det er den naturligste Ting, at nu ogsaa jeg, ligesom Pigen, kun tænker paa at opvarte ham og gøre ham til Behag. Men det klæder ham at være Tyrk, han er den elskværdigste Tyran. Naar jeg bringer min paa Chaiselonguen velbehageligt dasende Rekonvalescent et og andet, og han i taknemmeligt Velvære nikker til mig og kysser min Haand, kunde han give mig Ordre om, hvad det skulde være, og jeg vilde uden Tøven adlyde.
20. Maj.
Jeg har været ude at rejse med ham til Æventyrets Land, der ligger to Timers Vej fra Hesten paa Kongens Nytorv. Hvad Stedet hedder i daglig Tale, véd jeg ikke, og angaaende dets Beliggenhed kan jeg ikke oplyse mere end dette, at man begynder med at køre ud ad Kongevejen, og at man et Par Timer efter er der. Hvordan der sér ud i Æventyrets Land, véd jeg derimod præcist. Et lille, hvidt Hus med Straatag ligger i Udkanten af en Skov og ved Bredden af en Sø. Indgangen til Huset er fra Skovvejen gennem en med vild Vin bevokset aaben Veranda, og i Gavlen, der vender ud mod Søen, er der et Vindue og en grønmalet Træaltan. Paa Verandaen staar en gammel Bondekone og nejer. Om Dagen straaler Solen fra en skyfri Himmel, og om Natten er det Fuldmaane. Og ude paa Søen glider i Maaneskinnet en hvid Baad, hvorfra der lyder dæmpet Sang af unge Stemmer.
Jeg har været med ham i Æventyrets Land og set Solen gaa ned og Maanen staa op; jeg har været der med ham, fra Solen atter stod op og til den sank ned i Skoven og tændte Ild i det lille Hus' Ruder. Men jeg synes, at de fireogtyve Timer er et helt Liv, jeg har levet med ham i en Verden udstyret for os to alene med alle Naturens yndigste Gaver og en venlig gammel Bondekone-Fe til vor Opvartning.
Jeg kniber mig i Armen for at være sikker paa, at jeg ikke drømmer. Nej, det er ingen Drøm. Foran mig paa Bordet dufter den Buket Skovblomster, den gamle Kone gav mig til Afsked, og ved min Seng staar mine Støvler med Mærker af Land og Skov.
-- -- Det gik saaledes til: Fader og Moder rejste i Forgaars Morges til Sorø for at besøge en gammel Tante, der igaar fyldte 80 Aar, og hendes Søn, der er Adjunkt ved Akademiet. De kommer tilbage imorgen. Da _han_ fik Nys om dette, sagde han: »Saa rejser vi ogsaa.« Og skønt jeg straks syntes, det var umuligt, og desuden troede det kun var hans Spøg, saa blev det til Alvor alligevel. Ud fra den filosofiske Betragtning, at det i værste Tilfælde kun kunde gaa galt, ordnede jeg hastigt Slagplanen. Jeg lod mig af Christiane invitere til Skovtur idag, med foregaaende Nattelogis hos hende, for at vi, som raske Ungmøer, kunde starte med Solen. Til dette Arrangement gav Forældrene villigt deres Tilladelse og rejste til Fødselsdagen i Sorø.
Men igaar Eftermiddags Kl. 6 vandrede to unge Damer ud ad Kongevejen. Ved Lundehuskroen blev de indhentede af en lukket Landauer. Landaueren holdt, Døren aabnedes, og den ene af de unge Damer forsvandt ind i den, hvorpaa den hastigt rullede videre.
Mens Christiane gik hjem for at belave sig paa Stuearrest -- thi jeg forbød hende idag at vise sit smukke Ansigt paa Kjøbenhavns Gader -- kørte han og jeg til Æventyrets Land.
Han havde paa mine Spørgsmaal om, hvordan og hvorhen, svaret: »Bryd Dig om intet, mød kun, som Du staar og gaar, ved Lundehuskroen. Jeg kommer da med Vogn og alt, hvad videre er fornødent, og fører Dig til et afsides beliggende og om Hverdagen aldrig besøgt Traktørsted, hvor en gammel Kone leverer Skovgæster Vand paa Maskine og, om det skal være, for gode Ord og Betaling en landlig Bespisning og et propert Nattelogis.«
Da jeg nu vel var sluppen ind i Vognen og havde sundet mig en Smule, maatte jeg le ved at se den Oppakning, vi drog ud med. Han forklarede: »Der er ikke mere, end vi akkurat behøver. I den ene Haandkuffert er dine Sager, i den anden mine. I Kurven er der Vin, og i Remmen er der, foruden en Hovedpude til Dig, Lagener for det Tilfælde, at de, vi faar serverede, ikke er afdampede. -- Jeg haaber, der i din Kuffert maa være, hvad der skal være.« -- Det var der i Sandhed og mere til.
For en Sikkerheds Skyld trak vi Gardinerne for Vognruderne. Jeg syntes, det var dejligt at sidde saaledes uden at ane, hvorhen vi kørte, drømmende, at nu rejste han og jeg paa Æventyr i den vide Verden.
Og saa var vi i Æventyrlandet.
... Den gamle Kone stod paa Verandaen og bød nejende Velkommen. Hun bar Gyldenstykshue og var iført et struttende grønt Hvergarnsskørt. Hun var en rigtig trivelig og hyggelig Morlille og kaldte mig »Frue«.
Vor Bagage blev baaren ind og Kusken dimitteret med Ordre om at stille næste Aften Kl. 8. Og vi gik ned ved Søen for at vente paa, at Maden blev færdig.
Solen var lige i sin Nedgang. Vi saá dens Ildkugle synke til Jorden mellem Træerne, under bengalsk Belysning af den halve Himmel. Bøgenes Blade skinnede som nyslagne Dukater, og hen over Søen rislede Solnedgangslyset i glinsende Perlemorsfarver. Vi stod og saá afvekslende ind mod den glødende Skov og ud over den blinkende Sø. Fra Søens anden, ligeledes skovkransede, Bred lød, forunderligt nært og dog saa højtideligt fjærnt, afmaalte Kirkeklokkeslag. Fra Underskoven søvnige Fuglepip. Ellers ikke en Lyd. Vi stod, omslyngende hinanden, Kind mod Kind, tavse, betagne, lykkelige.
Solkuglen forsvandt. Himlens Brand døde hen, en bleg Skumring slettede Farverne af Søen.
Da lød en kaldende Stemme fra det lille Hus, og vi gik ind ... gik ind for at fortsætte Æventyret i den gamle Fés Skovhytte.
Jeg mindes kun, at Stuen var betrukken med blaat Tapet og bestrøet med Sand; at der midt i Stuen stod et Bord med en grov, men skinnende hvid Dug, og paa Bordet to trearmede Sølvlysestager, der gav den tarvelige Stue et Præg af hemmelighedsfuld Rigdom og Fornemhed.
Og Maden. Hvor den lugtede godt og smagte lifligt, og hvor vi spiste mægtigt af den! Alt var som lige hentet fra Naturens Køkken, baade den lyserøde Skinke og den petersillestoppede Kylling og den gule Omelet med sukkerpudret brun Skorpe.
Vi var saa glade og ubekymrede som Børn, og den gamle Kone nuslede om os og passiarede med os og sagde, at hun var saa fornøjet over at se saadanne unge, lykkelige Mennesker hos sig.
Da vi skulde have Kaffe, bad Konen, om ikke »Fruen« selv vilde lave den. Jeg gik med hende ud i Køkkenet, men maatte straks kalde ogsaa ham derud, for at han kunde beundre alt det dejlige gamle Kobbertøj. Paa en Hylde stod et helt Regiment glinsende røde Maskiner, nogle tykmavede og smaa, andre slanke og elegante, med en Skorsten som en høj Hat.
-- -- -- Saa var Klokken bleven ti, og det var Landtid at gaa til Ro.
Mens han blev siddende for at ryge sin Cigar ud, førte den Gamle mig ad en knirkende Trappe op til »Gæsteværelset«. Det var lavloftet, men rummeligt, duftende af Renskurethed og Violer. Af Møbler havde det kun en Servante, nogle Stole, et lille Bord og en Seng. Men Sengen var et Pragtstykke. Tykt mørkt Mahogni med Messingkugler og -Sirater -- tung, stor, monumental. En Baldakin med falmede blomstrede Silkegardiner overhvælvede den. Med Stolthed forklarede Konen, at hendes afdøde Mand i sin Tid havde købt den paa Avktionen over en forlængst henfaren Prinsesses Efterladenskaber.
Konen tændte Lysene, ønskede Godnat og gik.
Jeg begyndte at klæde mig af. Jeg sad foran Spejlet i den Peignoir, han havde medført til mig. Da faldt gennem Altandøren en Maanestribe ind i Stuen. Jeg rejste mig, aabnede Døren -- Aftenen var mild som ved Midsommertid -- og jeg traadte ud. Aldrig har jeg set noget saa vidunderdejligt. Som et glitrende Sølvspejl laa Søen i en Ramme af bølgende hvid Taage, der af og til splittedes og, for et Øjeblik, afslørede fantastiske Landskabstegninger med skarptbelyste Træer, ombølgede af løsrevne Taageflager. Saa samledes Taagen atter om Billedet, men snart dukkede et nyt frem et andet Sted.
Jeg hørte, at en Dør blev aabnet, men jeg vendte mig ikke om. Jeg følte, at han var lige bag mig; jeg stod i salig Forventning, indsugende i hastige Drag den balsamiske Luft.
Da laa hans Arm om mit Liv, hans Mund rørte mit Øre og -- saa hviskende som et Pust af Sommernatsluften -- sagde han:
»Min lille Kone!«
I det samme lød en dæmpet Sang ude fra Søen: »Fred hviler over Land og By ...« og fra Taagen gled en Baad frem, dragende en gylden Stribe efter sig.