# Julies Dagbog

## Part 7

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/julies-dagbog-38515/index.md

Saa var Tæppet oppe. Jeg saá Ansigter bevæge sig deroppe bag Lysrækken, jeg hørte dem tale, og jeg hørte, at der af og til blev lét og klappet rundt om mig -- jeg lo selv med, tror jeg, men jeg opfattede ikke et Ord af det, der blev sagt. Jeg sad som i lam Vildelse.

Saa med ét var det, som om der blev kaldt paa mig. Der gled Slør fra mit Blik, en varm Strøm rislede gennem mig: han stod deroppe, og han talte.

Var det en Hallucination? Sad jeg i hans Stue, og var det mig, han talte med?

Jeg maatte knibe mig i Armen for at blive rigtig vaagen og forstaa, at jeg var paa Komedie. Var paa Komedie og saá min egen Kærlighedslykke blive spillet. Hørte alle de Melodier, som var nynnede for mig, lyde i fuldtonende Skønhed oppe fra Scenen.

En uvilkaarlig Angst og Undseelse greb mig. Blodet skød mig op i Kinderne, og jeg saá paa Emmy, saá paa de andre Tilskuere, om de skulde have opdaget noget.

Saa kom jeg til at smile af min taabelige Angst og sank hen i en lykkelig Nyden, var saa lykkelig og stolt og betagen, at Taarerne løb mig ned ad Kinderne, glemte Alt og Alle om mig, indtil Tæppet faldt under stærk Applavs, og der blev lyst i Salen og Emmy leende sagde: »Men Du gode Gud, hvad tuder Du dog for? Der var jo ikke noget sørgeligt i det.« Men da hun føjede til: »Han spillede forresten dejligt!« -- steg hun betydeligt i min Agtelse.

I Mellemakten var mit Blik paa Vagt i Fru Paulas Loge. Hun sad nu og spejdede nysgærrigt rundt i Salen, som om der var noget bestemt, hun søgte efter. Pludselig mødtes vore Blikke, og jeg syntes, jeg saá et mørkt Glimt i hendes Øjne. Jeg opdagede ogsaa, at hun siden i Løbet af Aftenen oftere rettede sin Kikkert paa mig. Skulde hun vide, hvem jeg er, og skulde hun ane noget? Skulde han --? Nej, det er umuligt. Alligevel foruroliger det Blik mig, og jeg havde Resten af Forestillingen en ubehagelig Fornemmelse af at blive bevogtet.

-- -- Saa var Stykket forbi, og vi stod ude ved Garderoben for at faa vort Tøj. Jeg bad Emmy ikke trænge for ivrigt paa; jeg vilde helst vente saa længe som muligt for at opsnappe de rosende Ord, der faldt om ham. Alle var forbavsede over, saa godt han havde spillet. Jeg hørte En sige: »Nu er hans Lykke gjort. Nu har han da endelig vist, at han er et stort Talent.«

Nu endelig! Men hvorfor _nu_? Det vidste kun jeg. Om Du, min egen Ven, havde set, hvor højt jeg i det Øjeblik satte Næsen til Vejrs, vilde Du have haft Anledning til at knibe mig i Øret og sige: Vigtigpraas!

-- Ved Udgangen af Teatret løb vi lige paa Erik. Han var straalende over Vennens Succes og sagde: »Nu vil Du vel indrømme, at der er noget ved ham!« Forøvrig fortalte han, at han snart igen rejste til Udlandet. Han havde foreløbig opgivet at begynde en Forretning herhjemme. Stakkels Erik!

Emmy vilde have mig med hen i et Konditori og drikke Te. Men jeg gøs for at skulle døje hendes udførlige Kritik over Stykket og Spillet, og jeg slap fra hende ved en Sporvogn. Da jeg havde kørt et lille Stykke, steg jeg imidlertid ud. Jeg havde pludselig faaet en uimodstaaelig Lyst til at se ham endnu i Aften, blot lige se ham og sige ham, at jeg elskede ham højere end nogensinde.

Naturligvis var det dumt af mig at tro, jeg kunde træffe ham. Jeg var ved hans Dør. Den var lukket. Og der var mørkt i hans Lejlighed. En halv Time flakkede jeg om udenfor Huset, saa maatte jeg hjem.

Men paa Hjemvejen var al min Vigtighed borte. Jeg sad i Sporvognen og havde megen Møje med ikke at græde, mens jeg tænkte paa, at han nu maaske var sammen med _hende_, og at denne Aften dog burde have været _min_ -- min helt og holdent.

Mon _han_ iaften har tænkt paa mig? Var det mon en af mine Blomster, han bar i sit Knaphul? Som et Vink og en Hilsen.

Jeg _vil_ tro det. Og jeg _vil_ ikke tænke paa alt det, Emmy fortalte mig.

Han kan ikke iaften have været sammen med _hende_. Selv om det ikke er saadan som Emmy siger, synes jeg, han maatte forstaa, at det vilde være Synd imod mig.

13. April.

I Formiddags købte jeg alle Bladene. De roser ham. Et af dem taler om »ligefrem forbavsende Fremskridt«. Kun ét af dem allesammen er ubehageligt. Det siger, at han var »kedelig og fræk som sædvanlig«, men »tillige denne Gang fuldkommen forskruet«. Gud véd, hvad det er for en Idiot, der skriver i det Blad. Det vilde fornøje mig at se ham hakket til Hachis og serveret som Ulykkestilfælde i sin egen Avis.

Forresten er det lige meget, hvad den Fyr skriver. Alle Mennesker er begejstrede. Stykket gik igen iaften, desværre kunde jeg ikke være i Teatret, men jeg var _udenfor_ Teatret, baade den Gang Billetsalget begyndte -- der var en vældig Opstilling -- og den Gang, Forestillingen var forbi. Jeg stod midt i Forhallen -- tilsløret naturligvis -- og lod Folk mase løs paa mig. Og jeg hørte hans Navn blive nævnet hundrede Gange, og jeg gik hjem og nævnede det tusinde Gange, inden jeg faldt i Søvn.

* * * * *

Hvad har _alle de andre_ været for ham? Hvorfor har ingen af dem kunnet inspirere ham? Hvis han havde holdt ligesaa meget af dem som af mig, hvordan kunde jeg da være den, som tændte Gnisten i ham?

Jeg gør mig selv disse Spørgsmaal, og jeg vover ikke at udtale højt det Svar, der bruser i min Sjæl som en Sejrshymne.

Jeg vover det ikke, for sæt, at jeg bedrog mig! Og dog -- hvor er det muligt? Kan der være andet Svar end dette, der jubler i mig: Jeg, jeg er den, han elsker, den eneste, han har elsket! Den _eneste_!

* * * * *

Thi jeg tænker mig, at Mænd har det med Kærlighed paa en anden Maade end vi Kvinder. De kan have Snese af Kærlighedsæventyr, men de betyder allesammen intet, de er som en flygtig Vind, der kun for et Øjeblik kruser Sjælens Overflade. Men saa pludselig en Gang rejser den sande, den eneste Kærlighed sit store Vejr i dem, og da er det, ligesom der skete en Omvæltning; alt det dybeste og bedste i dem kommer frem, og de faar Kraft og Begejstring til at udrette deres Livs største Bedrifter.

Langfredag.

Endelig iaften var jeg atter hos ham.

Jeg vilde have sagt noget rigtig smukt til ham, noget varmt og inderligt, hvoraf han kunde have forstaaet min Glæde over ham. Men det blev ikke til andet end et tørt: »Jeg gratulerer. Du gjorde jo stor Lykke.«

Han svarede: »Ja, jeg gjorde vist Lykke. Men lad mig nu faa den eneste Kritik, jeg bryder mig om at høre, den eneste værdifulde Kritik. Hvad syntes _Du_? Var det godt, var det rigtigt? Vakte det Minder hos Dig? Blev Du en Smule greben af det?«

Jeg lagde mine Arme om hans Hals, saá ham al min Lykke ind i Øjnene og hviskede ham et »Tak«. -- Men siden sagde jeg ham det samme med mange flere Ord.

* * * * *

Der stod paa hans Skrivebord en Buket gule Roser. Straks jeg saá den, tænkte jeg: den er fra _hende_.

Jeg blev forstemt, og han mærkede det. »Hvad er der i Vejen?« spurgte han.

»Ingenting.«

Men lidt efter _maatte_ det ud.

»Du har faaet Blomster,« sagde jeg. »Det er vel fra ...«

Han afbrød mig:

»Fy Julie!« Og han saá alvorligt, næsten bedrøvet paa mig.

»Jo, jeg har Grund til at være skinsyg. Og jeg _vil_ vide, fra hvem de Blomster er.«

Jeg kunde mærke, at jeg skulde til at græde, og jeg vendte Hovedet bort. Han greb min Haand, og i samme Nu brast jeg i Hulken. Jeg vilde tage min Haand til mig, men han holdt den fast, blev ved at holde den -- uden at sige noget -- til jeg havde grædt ud. Saa sagde han:

»Hør nu, Julie. Jeg har før forsikret Dig, at Du ingen Grund havde til at være skinsyg, og Du svarede mig, at Du var det ikke. Det viser sig nu, at Du alligevel er det, og jeg vil derfor fortælle Dig følgende, for at Du skal forstaa, hvor urimelig din Skinsyge er, og fordi jeg véd, Du er en brav og fintfølende Pige, der vil tro, hvad jeg fortæller, uden at forlange nærmere Forklaring med Navne og den Slags. Altsaa: før jeg lærte Dig at kende, havde jeg en Veninde, der kom til mig, som Du nu kommer. Hun og jeg holdt meget af hinanden, og jeg holder meget af hende endnu. Du kan høre det uden Nag og Vrede, thi alt mellem hende og mig er forbi: hun var et af de sødeste og bedste Mennesker, jeg har kendt. Aldrig har hun gjort mig andet end godt, aldrig har der i den lange Tid, hun kom her som min Veninde, været ét ondt Ord imellem os. Det var et Forhold saa lyst, saa muntert, saa fint og saa let, at det altid vil staa for mig som en varm, skyfri Sommerdag i mit Liv. Da var det, at Du kom. Du kom, og Du tog mig hurtigt ganske. Du var den berusende Ungdom, det stærke Foraar. Det var saa meget for Dig at blive min, at jeg syntes, det at elske blev noget nyt og stort og forunderligt for mig. Du fyldte mig helt. Jeg kunde ikke dele mig mellem hende og Dig. Der var ikke gaaet mange Dage efter mit første Møde med Dig, før hun med sikkert Instinkt følte, at der var Fare paafærde. Hun spurgte mig, jeg svarede undvigende; for første Gang lagde Mistilliden sin Skygge over vort Forhold. Jeg var endnu saa lidt klar over mig selv, og jeg holdt saa meget af hende, at jeg ikke vilde tage noget Opgør med hende, et Opgør, som jeg vidste vilde ende med Farvel. Saa var det en Aften, Du var hos mig -- Du husker det vist -- det var for en tre Ugers Tid siden. Jeg havde i fjorten Dage ikke sét hende. Jeg fandt stadig Paaskud til at undgaa et Møde. Da, mens vi to sad her i Sofaen, som vi nu sidder, ringede det. Jeg vilde ikke lukke op, men det blev ved at ringe, og omsider gik jeg ud. Da jeg lidt efter kom ind igen, fortalte jeg, at det var et Bud fra Teatret, og da Du lagde Mærke til, at jeg var saa alvorlig, sagde jeg, at jeg var ked over den Meddelelse, jeg havde faaet. Det var om at spille en Rolle, jeg nødigt vilde have, sagde jeg. Det var intet Bud fra Teatret. Det var -- hende. Hun kom, dreven af Længsel og Mistænksomhed, og jeg maatte faa hende bort med en Løgn, som jeg fremførte altfor daarligt til, at hun ikke skulde mærke Uraad. Hun gik dog uden at sige noget, hun lod, som hun troede mig, men heller ikke den følgende Tid bad jeg hende komme til mig, og saa var det, samme Dag som jeg skulde spille min nye Rolle, at jeg om Formiddagen fik et Brev fra hende -- et Brev til Farvel, et Brev, der i al dets bitre Skuffelse var præget af hendes Mildhed og Finhed. Hun havde den foregaaende Aften -- Du husker, Du var et lille Besøg hos mig den Aften -- været her udenfor paa Gaden, og hun havde sét Dig baade gaa herop og gaa herfra. -- -- Ja, dette var det, jeg vilde fortælle Dig, og døm nu selv, om _Du_ har Grund til at være skinsyg. Selv om Blomsterne dér er en Hilsen fra hende -- jeg véd det forresten ikke, for de blev sendt mig anonymt --, synes Du saa, at de kan volde Dig Fortrydelse?«

Saadan lød hans Fortælling; men længe inden den var endt, laa jeg i hans Arme og havde i mit Hjærte bedt ham om Forladelse mange Gange.

Dog slemt var det, at jeg netop den Aften, hun saá mig, var gaaet ud uden mit Slør.

Paaskedag (17. April).

Jeg begriber aldeles ikke min Hr. Papa. Hvis det ikke lød altfor komisk, kunde jeg fristes til at tro, at den gnavne Professor Tørfisk var bleven en Smule forelsket i sin egen Datter.

Vist er det, at han er ganske opblødt overfor mig. Hver Gang han i den sidste Tid har sét mig, har han -- med en virkelig paaskønnelsesværdig Anstrængelse -- fortrukket sit Aasyn til et Smil og haft travlt med at knibe mig i Kinderne eller drive anden Spøg med mig.

Men det ligefrem Vidunderlige skete igaar. Ved Frokosten sagde Moder, at hun paa Grund af Forkølelse ikke kunde gaa Tur med mig.

»Ja, ja,« sagde Fader, »saa vil jeg invitere Julie til at gaa med mig paa Udstillingen.«

Det blev en hel Fest, min galante Fader arrangerede for mig. Det var det yndigste milde Vejr, og Fader foreslog, at vi skulde køre til Byen i aaben Droske. Paa Udstillingen var vi kun en Times Tid, og Fader var mest optagen af at faa mig præsenteret for alle de Malere, vi traf derinde. Bagefter var vi hos à Porta -- som Fader af gammel Vane kalder Mini -- og drak Portvin. Mens vi nu sad her og pokulerede, sagde Fader pludselig: »Véd Du hvad, Julie, jeg synes skam, din Garderobe kunde trænge til en Forbedring. Jeg er ved Muffen i denne Tid, og derfor skal vi nu i Butiker og gøre min pæne lille Pige fin til Sommeren.«

Vi var baade hos Modehandlerinde og hos Kræmmer, hos Handskemager og hos Skomager. Og Fader gjorde allevegne et utroligt Vrøvl, inden vi fandt noget, han rigtig syntes klædte mig. Tilsidst vilde han absolut forære mig to Par Silkestrømper, men da jeg indvendte, at det vilde Moder ikke kunne lide -- jeg véd en anden, der ikke vilde have noget imod det -- opgav han dog den Ekstravagance.

I virkelig lystig Stemning kørte vi hjem. I Entréen sagde jeg: »Tak for idag, Fader! Jeg har moret mig dejligt!« »Faar jeg saa et Kys til Tak?«

Det fik han. Men inde i Dagligstuen var Luften trykket og trist som sædvanlig, og paa Sofaen laa Moder, syg og tungsindig.

23. April. (Min Fødselsdag).

Første Hjørne passeret. Derom burde jeg vist, ifølge god Frøken-Skik, filosofere et Par Dagbogsblade fulde. Jeg er imidlertid aldeles ikke oplagt til Filosofi. Det eneste, jeg er oplagt til, er at danse og le, le og danse, danse gennem hele den sovende By og vække den med Forkyndelsen om, at der dog findes ét lykkeligt Menneske i Verden. Nemlig Undertegnede, nemlig Julie, der idag, trods sin værdige Alder, har holdt Fødselsdag som et lille forkælet Barn.

Jeg tænker paa, hvordan Fødselsdagene ellers i de senere Aar er gaaet for mig, og jeg synes, Dagen idag ikke kan være virkelig. Her er den sædvanlige Fødselsdagsrecept: Hyldingens Genstand vækkes af Mama, der, for straks at anslaa den rette Stemning, har Taarer i Øjnene. »Godmorgen, mit søde Barn, og til Lykke. Fader og jeg forærer Dig Tøj til den Sommerkjole, Du trænger saa haardt til, og Bedstemoder forærer Dig Sylønnen.« Ved Frokosten en anstrængt Festglæde. I Løbet af Formiddagen Visitter af Christiane, Emmy og et Par Tanter, hver medbringende en yndefuld Husflidsgave og en Bunke ligegyldig Passiar, til Vederlag modtagende en Kop søvndyssende Chokolade. Hvorpaa de egenlige Festligheder indstilles og Dagen afsluttes med en ekstra-taarevædet Aftenduet mellem Fødselsdagsbarnet og hendes Moder, der beder om Tilgivelse, fordi hun har sat hende ind i denne jammerfulde Verden.

Idag har det været en anden Musik. Herfor takkes til en Begyndelse min forvandlede Fader, der ved Frokosten udfoldede en saadan Livsglæde og Vinflothed, at ikke blot Frantz blev helt tummelumsk af Kæphøjhed, men at endogsaa Moder lod sig henrive til en Livlighed, der klædte hende forfærdelig morsomt og aldeles nydeligt -- det var, ligesom hun næsten generede sig over sin egen Munterhed.

Ganske i Modstrid med sine Sædvaner og til Forskrækkelse for Tanterne bivaanede Fader ogsaa Chokoladefesten og krydrede den med en ligefrem ugudelig Driven-Spas med sine gamle Slægtninge.

Hvorpaa jeg iførte mig mit fineste Skrud for -- officielt -- at begive mig til ung Middag hos den forlystelsessyge Christiane. Med andre Ord for at fejre min Fødselsdag sammen med _ham_.

Han modtog mig højtideligt i Kjole og hvidt Slips, bød mig Armen og førte mig ind i Dagligstuen. Midt i Stuen stod et hviddækket Fødselsdagsbord, bugnende -- et udmærket Festreferat-Ord -- af Gaver: fine og nydelige Toiletsager, Slikkerier og Blomster.

Han havde -- paa Æresord -- lovet ikke at forære mig noget. Nu stod han og lo af sin tabte Ære og min mislykkede Vrede.

Fødselsdagsbarnet havde selv faaet Lov at bestemme, hvad hun vilde have til Middag. Han havde tvunget mig til at vælge mange fine Retter ved at true mig med, at jeg ellers fik Sødsuppe og Pandekager. Overhovedet gør han mig til en væmmelig Gourmand. Han har f. Eks. lært mig, at der er Forskel paa Champagne. Før troede jeg, at Champagne var Champagne og dermed basta. Nu véd jeg, at der baade er sød og _tør_ og _ekstra tør_ Champagne, og at Champagne snart hedder Mumm og snart Heidsick og snart noget helt andet igen. Jeg véd ovenikøbet, hvilken af Slagsene jeg bedst kan lide -- hvilket han siger er et stort Fremskridt i min Opdragelse.

Sikkert er det, at man skal ikke kimse ad god Mad og Vin. Der kan være Poesi ogsaa over det at spise og drikke udsøgte Ting. Og selv om jeg vilde være tilfreds med Grønlangkaal, blot jeg var sammen med ham, saa nægter jeg ikke, at jeg følte Velbehag og Fornøjelse ved hans lækre Mad, det fint dækkede Bord og vor festlige Dragt.

Ved Isen spurgte jeg, om han ikke agtede at holde en Tale for mig. Han svarede: »Min Tale ligger i din Buket.« »Skal jeg nøjes med en Tale paa Blomstersprog?« »Led, saa vil Du finde.« Jeg tog Buketten op af Glasset, og et sammenrullet Stykke Papir faldt ud. Han saá næsten flov ud, da han sagde: »Du har endogsaa faaet mig til at forsøge mig som Poet. Som en formildende Omstændighed fremfører jeg, at det dog ikke er Vers, jeg har begaaet.«

Jeg vilde aabne Papiret, men han bad mig vente. Først da vi sad ved Kaffen inde i Sofaen, fik jeg Lov til at læse Talen. Han spurgte, hvad jeg syntes om den. Jeg svarede ham, som jeg mente, at han var den dejligste Digter i Verden.

Det _er_ han ogsaa. For han er _min_ Digter.

Og saa vil jeg da ende mit Festreferat med at vedlægge i Dagbogen hans Tale.

TALEN FOR JULIE.

Ikke behøver jeg at fortælle Dig, at jeg elsker Dig. Du ser det af mit Blik, naar det favner Dig; Du hører det af min Stemme, naar den kysser dine Øren.

Jeg skal derimod fortælle Dig, hvorfor jeg er saa ganske forelsket i Dig.

Det er, fordi Du er kommen til mig, som din Stammemoder, Fru Eva, kom til den gamle Adam: som det Nyfødte, den skælvende Forventning og Forjættelse, det Forbavsende og det Forbavsede.

Jeg ser Dig ved disse Ord kigge spørgende og lidt forvirret paa mig. Just saadan saá Eva paa Adam, da de mødtes og han lod Himmel og Jord for første Gang høre de siden altid lige nye og forvirrende Ord: »Jeg elsker Dig.«

Saadan som Du nu lyttende bøjer Hovedet en Smule med et Blik, der er baade undseligt og straalende, saadan var Eva som forelsket ung Pige, før hun omgjordede sig med den erfarne Dames ukyske Figenblade.

-- -- Se, Jorden er hyllet i graa Regntaage, og Adam er træt af Livet, der skænkedes ham.

Da blinker en Solstraale gennem Taagen, og Taagen splittes, og _hun_ staar der, med Sol og med Varme: Menneskets unge Brud, Kvinden, der rødmer, ikke fordi hun blues ved sin Nøgenhed, men fordi hun undres og glædes over sin egen Ynde og Magt, som hun læser i Adams tilbedende Blikke.

Omsværmet af Amoriner skrider hun frem. De leger Tittit i hendes Haar, der kruser sig om Panden, og de hvisker alskens Narrestreger i hendes nysgærrige Øren. De spænder Læben til en Amorsbue, de prøver den spæde Barms Gynge. En skjuler sig i Kindens Smilehul og En i Hagens Kløft. Men to og to sidder de som forelskede kyssende Par i dine søde Øjne, Du min Eva, der kaldte paa mig som en ny Dag; der, hver Gang Du træder ind ad min Dør, er Solstraalen, der bryder Taagen og alle graa Tanker.

24. April.

Jeg er glad over, at jeg er bleven tyve Aar. For saa har jeg kendt ham i 2 Aar, baade den Gang jeg var nitten Aar og nu, da jeg er tyve. Men saadant noget fortæller jeg ikke ham, for han vilde blot le og sige, at jeg er et Pattebarn. Hvilket er upassende for en Dame paa tyve Aar.

25. April.

Jeg sad alene hjemme i Eftermiddag. Pludselig blev jeg reven ud af mine Tanker ved en hastig, voldsom Kimen paa Entréklokken. Jeg kom ligefrem til at ryste af Skræk.

Det var ikke andet end Postbudet, der havde kastet et Brev ind i Postkassen.

Brevet var til Moder, jeg lagde det paa Bordet og satte mig igen hen ved Vinduet. Men jeg kunde ikke genvinde min Ro. Den voldsomme Kimen -- ligesom der var Fare paa Færde -- lød stadig i mine Øren. Jeg gjorde Nar ad mig selv. Nervøst Skabehovede! titulerede jeg mig. Herregud, Postbudet har haft travlt og i Farten rykket lidt stærkt til. Fra hvem mon forresten Brevet var, jeg kendte ikke Skriften. Jeg rejste mig og tog det. Det var en gammeldags, lang og smal Konvolut, og Skriften vaklede ubehjælpsomt frem og tilbage med store klodsede Bogstaver. Der var ogsaa Fejl i Bogstaveringen. Hvem kunde det dog være fra? Jeg kendte ellers altid Skriften paa de faa Breve, Moder fik.

Skulde det være fra Bedstemoders gamle Pige med Meddelelse om, at Bedstemoder var bleven farlig syg? Nej, det var ikke rimeligt. Vi havde faaet Bud og ikke Brev.

Men fra hvem da? Pludselig gav det et Angstskrig inde i mig. »Brevet angaar Dig! Det er et anonymt Brev om Dig!« Jeg kom igen til at ryste, saa jeg næppe kunde holde Brevet i mine iskolde Hænder. Ja, naturligvis var det saadan. Skriften var fordrejet, det var tydeligt, og Afsenderen havde med Flid gjort Stavefejl. Skulde det være fra _hende_? Hun havde jo sét mig gaa op til ham. Nej, nej, hun var god og fin, havde han sagt. Men alligevel, naar Folk er skinsyge, begaar de Handlinger, de ellers vilde foragte. Forresten, det kunde være mange Andre. Hvad vidste jeg, om jeg ikke var bleven set og genkendt utallige Gange, naar jeg besøgte ham.

Saa var jeg fortabt. Om lidt kom Moder hjem, hun vilde finde Brevet og bryde det ... jeg saá hendes fortvivlede Blik, saá hende vakle og falde.

Nej, jeg _maatte_ vide, hvad det Brev indeholdt. Op for Lyset med det. Der var intet at se. Med en Naal prøvede jeg at faa det listet op. Det var altfor fast lukket. Jeg havde ikke længer Sans og Samling. Med rystende Hænder rev jeg Konvolutten itu -- og med et Befrielsens Suk, udmattet af Spændingen, lykkelig, men flov sank jeg ned i en Stol med det frygtelige Brev i Haanden. Det var -- en Anbefaling fra et nyt Vaskeri paa Gl. Kongevej.

Ja, nu bagefter smiler jeg ad det. Men alligevel. -- _Han_ skulde blot ane, med hvilke Rædsler jeg maa betale min Lykke.

1. Maj. (Søndag).

Den forfærdeligste Dag i mit Liv.

Skulde have været i Kirke med Moder, fik det ordnet saadan, at jeg gik til Bedstemoder istedetfor. Paa Vejen kiggede jeg op til hans Vinduer. Han var nok ikke staaet op endnu. Der var ikke aabnet Vinduer i Soveværelset, og kun for det ene Vindue var Gardinet trukket fra. Hvor jeg havde Lyst til at smutte et Øjeblik op til ham, ruske ham og drille ham, saa han blev lysvaagen.

Det var det hæsligste kolde Foraarsvejr med Taage og Tjatregn. Folk skyndte sig med gnavne Ansigter og grimme Regnslag til Kirke. Sandelig, de trængte til at opbygges. I mit Hjærte var der uden Kirkegang Helligdag.

Bedstemoder sad allerede stiv og strunk mellem sine Puder med Søndagskappe paa. Paa Vinduesforhøjningen sad gamle Marie med sit Strikketøj og læste Avisen. Hvor der var fredeligt her! En stille lun Klosterkirke med Potpourriduft som Røgelse.

Bedstemoder klappede min Haand med sine tørre, rynkede Gammelkone-Hænder. Jeg kunde se paa hendes Øjne, at der laa en Gave i dem. Men Bedstemoder hører ikke til dem, der buser lige paa.

Hun begyndte: »Vejret er nok ikke det bedste idag.« Saa lidt efter: »Der er vist ikke mange, der vil i Skoven idag.« Omsider: »Monstro Julie skulde have Lyst til at komme paa Komedie iaften?« Det havde Julie i høj Grad. Hun vidste ogsaa, i hvilket Teater hun vilde. For _mit_ Stykke skulde gaa.

»Jeg synes forresten, Du har set det Stykke én Gang før?« spurgte Bedstemoder.

»Jamen jeg vil saa gruelig gærne se det om igen.«

»Der er nok ogsaa en anden En, der spiller i det iaften,« sagde pludselig Marie oppe fra Forhøjningen. »Der staar i Avisen, at han, Mørch, er bleven saa syg.«

Jeg tror ikke, jeg skreg. Jeg husker kun, at jeg stod med Bladet henne ved Vinduet; at Marie rejste sig med Udbruddet: »Men Gud dog, Frøken!«; at Stuen løb rundt for mig; at jeg ligesom langt borte hørte Bedstemoder sige: »Barn, Barn!« og at jeg, da jeg slog Øjnene op, fandt mig liggende i en Lænestol, mens Marie holdt noget stærkt lugtende op for mig og der paa Bordet stod et Vandfad. Jeg stirrede med forundrede Blikke fra Marie til Bedstemoder: »Hvad er der dog hændet?« Men i det samme var hele Erindringen og Forfærdelsen i min Sjæl, og hvis Marie ikke havde grebet stærkt fat i min Arm, saa det gjorde ondt, var jeg igen falden hen.