# Julies Dagbog

## Part 6

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/julies-dagbog-38515/index.md

Kan Du mon forstaa dette, vil Du mon tro det? Jeg forlanger intet andet end at være hos Dig, se Dig, høre Dig tale. Ja, jeg vilde endda være lykkelig ved mindre. Du siger, at Du ofte er uoplagt til at tale: at Du trænger til at være i Ro med dine Tanker. Véd Du, hvad der er mit højeste Ønske? At jeg en saadan Dag, hvor Du lukker Dig inde med din Kunst, maatte faa Lov at sidde i en Krog af din Stue. Jeg skulde være saa musestille, Du skulde ikke føle Dig forpligtet til at tage nogetsomhelst Hensyn til mig, Du skulde blot lade mig nyde den Lykke, at jeg, _jeg_ var den eneste, som Du taalte om Dig i dine ensomme Øjeblikke.

En saadan Time nyder jeg ofte i min Fantasi. Jeg prøver da paa at gætte, hvad der bevæger sig inde i Dig. Jeg ser Dig sidde med halvt lukkede Øjne, med nervøst dirrende Øjenlaag og Haanden støttet mod Panden. Men naar jeg saa sér, at Du pludselig hæver Hovedet og stirrer frem med et stort skinnende Blik, da véd jeg, at Du har faaet den klare, lykkelige Tanke, Du ledte efter, og mit Hjærte frydes i Takt med dit. Og saa sér jeg Dig omsider med en triumferende Mine strække Armen i Vejret; der er Sejrssmil over dit Ansigt; Du tænder glad og tilfreds din Cigaret, der er gaaet ud, mens Du tænkte, og idet Du mindes, at din Veninde sidder i din Stue, gaar Du hen til hende, tager hendes Haand og siger, at Du er glad over, at hun er hos Dig, og at hun har været forfærdelig artig og sød og slet ikke har forstyrret Dig.

Falder det Dig aldrig ind, at det er saadan, jeg elsker Dig? Eller vil Du ikke vide det? Er Du bange for, at jeg skal holde _for_ meget af Dig?

Aner Du heller ikke, hvor drøjt det er for mig at skilles fra Dig de Aftener, jeg har været hos Dig? Du _maa_ ikke tænke om mig: Hun er et drevent lille Pigebarn, vant til at spille sine Forældre paa deres agtværdige Næser. Nu har hun hemmeligt været ude at more sig, og nu er det en ny Fornøjelse for hende at opspinde en Fabel for at narre sin Moder.

Nej, Du, saadan _maa_ Du ikke tænke. Vel véd jeg ikke det i Verden, som jeg ikke vilde gøre for at kunne komme til Dig. Jeg beklager mig ikke, jeg vil paa ingen Maade, at Du skulde mene, jeg fandt min Lykke _for_ dyrt købt. Men jeg vilde saa nødig, at Du skulde tro, det altsammen var mig saa let som Ingenting.

Og saa de Dage, der gaar imellem vore Møder? Du kan naturligvis slet ikke fatte, at tre eller fire Dage kan være en Evighed. Du har altid nye Ting, der optager Dig. Du arbejder, Du morer Dig, Du lever i en Verden, som hver Time paa Dagen bringer Dig ny Næring, nyt Stof. Men naar jeg ikke er hos Dig, saa lukker Tilværelsen sig om mig som fire kolde Fængselsvægge, der kun varmes af min Længsel efter Dig, kun farves af Erindringerne fra din Rigdom.

Hvor skulde Du ogsaa kunne vide noget om alt dette? Du sér et glad Ansigt komme og gaa, men Du kender intet til det Liv, det glade Ansigt fører fra det Øjeblik, det sender Dig sit smilende Afskedsnik, og til det Øjeblik, det næste Gang lér Goddag til Dig.

Men hvis dine Tanker nogensinde, naar jeg er borte fra Dig, falder paa at opsøge mig, og hvis de havde Ævne til at se gennem Dør og Væg, da vilde de, om de en Eftermiddag gik ud til Huset i Forhaabningsholms Allé, risikere at se det glade Ansigt forvandlet til et afskrækkende Jammersminde. Jeg véd ikke, hvordan det kan være; det er stygt, urimeligt og utaknemmeligt af mig; men de første Dages straalende Jubel, der bar mig oppe over alle Bekymringer og som kastede gyldent Skær over alt omkring mig -- den er forsvunden og er bleven afløst af en knugende Tungsindighed, en pinefuld Angst, der kun en Gang imellem viger for en kaad Lystighed, en overstadig Trang til at le højt og høre Støj om mig. Aldrig har mit Hjem forekommet mig saa fattigt og graat, saa koldt og uhyggeligt, som efter at jeg har leget Frue i dine Stuer.

Sidder vi ved Middagsbordet og spiser vor Mad i vore Ansigters Begrædelighed, stiger undertiden pludselig Længslen op i mig som en Følelse af Forladthed, og jeg maa bide Læberne sammen for ikke at briste i Graad.

Men i Skumringen plejer det at være værst -- naar jeg sidder og kryber sammen i min Vindueskrog. Saa kommer Spørgsmaalene mylrende og stikker deres klamme Rottesnuder op i mit Sind: Hvor er nu _han_? Hvem er han sammen med? Er han i Selskab med smukke elegante Damer? Hvordan er han overfor dem, hvad siger han til dem? Ser hans Blik ligesaa varmt paa dem, som naar han bøjer sig over mig? Er hans Stemme ligesaa blidt kærtegnende, som naar han hvisker til mig? Og hvad er jeg nu for ham? Har han blot en Tanke tilovers for mig, eller glemmer han i andre Arme, at der er et Navn, som hedder Julie?

Jeg véd, min egen Ven, at jeg har ingen Ret til at kræve Dig til Regnskab. Du har aldrig lovet mig Troskab, og jeg elsker Dig for højt til at fordre Dig helt. Der var ingen Kontrakt, ingen Betingelser den Gang, jeg gav mig til Dig, og naturligvis burde jeg have været paa det Rene med, at jeg ikke var den eneste.

Jeg forlanger jo heller intet nu. Kun vilde jeg, Du skulde forstaa, at jeg trænger til, at Du er meget god imod mig. Jeg lever jo Dage igennem af de faa Timers Lykke hos Dig. Og hænder det, som sidst, at Du siger et eller andet, der lyder koldt eller blot drillende, saa fryser de Ord sig fast i mig, og der er intet Haab i mit Hjærte, før jeg atter er hos Dig.

Hvis jeg sendte Dig dette Brev, vilde Du ikke kunne skjule dit ironiske Smil. Du vilde sige, at jeg var en Nar, og i Øjeblikket -- fordi jeg altid i Øjeblikket mener som Du -- vilde jeg selv føle, at mit Brev kun var til at smile ad. Men bagefter vilde dit Smil gøre mig fortvivlet til Døden.

Thi Du vil kun have mig som et glad Ansigt, en Adspredelse i Ny og Næ. Men jeg er saa ganske uden Hensigt med Dig. For jeg kan intet, véd intet, er intet uden Dig.

Og derfor bliver dette Brev i min Dagbog.

_Julie._

3. April.

Saa er det da kommet, som det maatte komme. Erik og jeg har sagt hinanden Farvel.

Jeg er glad over, at det er overstaaet, og at det gik saa stille og pænt. Jeg føler det som en velsignet Lettelse, at jeg ikke længere skal møde Eriks forundret spørgende, tungt bebrejdende Blik.

Han havde godt mærket, at der var foregaaet en Forandring med mig. Han mærkede, at jeg gled længer og længer bort fra ham -- uden dog at ane hvorhen.

Jeg er glad over, at det er forbi. Det var saa stygt, og det gjorde mig ond. Det hidsede mig til uretfærdigt Had og det tvang mig til at handle lavt og uværdigt.

Jeg havde som halvvoksen Pige en Hund. Jeg var lunefuld og ikke altid god imod den; dog elskede den mig over al Maade. Det hændte, at jeg, naar den ifølge gammel Vane plantede sig op ad mig, jagede den bort med ublide Ord. Den luskede da hen i Kakkelovnskrogen og lagde sig med Hovedet mellem Forpoterne. Men hvert Øjeblik kiggede den hen til mig, og pludselig stod den igen foran mig, stirrende paa mig med Øjne, der spurgte: »Hvorfor er Du ond imod mig?« Jeg husker, at der var Dage, hvor disse stumt anklagende Øjne vakte et instinktmæssigt Raseri i mig. Jeg kunde have slaaet Dyret ihjæl.

Den samme Følelse har jeg i den sidste Tid haft overfor Erik. Med hvad Ret krævede hans Øjne mig til Regnskab? Hvad Ret havde de til at stille sig i Vejen for mit Liv som en anklagende Samvittighed?

Men det værste, det pinagtigste var, at jeg og Erik, naar vi i den sidste Tid saas, ligesom af en magnetisk Magt førtes til at tale om »ham«. Ligemeget hvad vi begyndte med, altid endte vi med ham. Hver Gang Erik traadte ind i Stuen, foresatte jeg mig: »Idag skal _hans_ Navn ikke nævnes«. Saa begyndte vi at tale, tungt og trevent eller forceret livligt; vi talte om Vejr og Vind, om Venner og Bekendte ... _Hans_ Navn summede i mit Øre, _hans_ Navn stod i Eriks Øjne, laa paa hans Læber ... det var haabløst at svirre længer rundt: pludselig var det nævnt, vi var i Flammen. -- Og saa stadig den samme foragtelige Komedie om igen, at Erik, som intet forstod, men handlede som i Blinde, forsvarede sin _Ven_, mens jeg angreb ham.

Nej, det var ikke til at holde ud. Godt, at det er forbi.

Det var i Formiddags. Erik vidste, at Moder idag skulde i Kirke alene. Saa ringede det. Det var ham.

Han var bleg, men alligevel meget varm. Han sad og tørrede Sveddraaber af sin Pande. Vi havde vekslet nogle almindelige Ord om ligegyldige Æmner, saa sagde han -- jeg sad ved Vinduet, han ved det runde Bord midt i Stuen --: »Gør mig den Tjeneste, Julie, at flytte Dig herhen. Jeg har noget at tale med Dig om.«

»Og det kan ikke besørges paa Afstand?«

»Nej. Vær nu god og gør, som jeg beder Dig om.«

Jeg satte mig ligeoverfor ham, og der blev en Pavse. Vi var vist begge lige forlegne og lige ilde til Mode.

Han tog min Haand. Den var iskold, hans varm og fugtig og skælvende. Han saá alvorligt og kærligt paa mig og sagde roligt:

»Jeg kommer, Julie, for at spørge Dig, om Du vil blive min Kone?«

Spørgsmaalet kom saa pludseligt og saa bestemt formet, at jeg ikke straks kunde finde Svar.

Han vedblev da:

»Ser Du, jeg kan ikke længer holde dette ud. Jeg har ventet og ventet, fordi jeg ikke turde spørge. Jeg syntes, der var dog Haab, saalænge der intet Svar var. Nu maa jeg have Vished. Hvad Svaret saa bliver, vil det være bedre for mig end de sidste Tiders Angst og Uro. Du skal svare mig helt ærligt, Julie -- det er det eneste, jeg forlanger af Dig. Vil Du blive min Kone?«

Jeg havde genvundet min Fatning og jeg svarede, svarede saa venligt jeg kunde, men sikkert og fast:

»Havde Du behøvet at spørge Erik? Jeg synes det ikke. Nej, Erik, jeg _kan_ ikke blive din Kone!«

Han slap min Haand og sad nogle Øjeblikke som i Overvejelse, inden han spurgte:

»Men i Vinter, Julie, da jeg skrev, at jeg kom hjem?«

»Ja, Erik. Den Gang var det anderledes end nu!«

Han havde rejst sig:

»Saa er det, som jeg tænkte. Jeg skal ikke spørge. Du skylder mig intet Regnskab. Jeg vil ovenikøbet foreløbig helst intet vide. Og nu levvel, min lille Plejesøster, og gid Du maa blive lykkelig.«

Han bøjede sig ned over mig, jeg følte hans Læber paa min Pande, og mens jeg endnu sad i min Stol, hørte jeg Entrédøren slaa i efter ham.

Siden har jeg naturligvis grædt mine modige Taarer, men siden igen har jeg følt mig saa let og befriet. Som om en sort Sky var forsvunden fra min Himmel, som om en Tynge var væltet fra mit Sind.

Erik er borte. Jeg skal ikke længer møde hans sørgmodige Øjne som en ond Samvittighed.

Og jeg kan igen tænke med Godhed og Kærlighed paa ham. Aldrig har jeg set ham saa smuk og mandig, som da han rejste sig for at gaa efter at have faaet mit Svar. Ingen Taarer, ingen Bebrejdelse eller Vrede i hans Øjne; kun et mildt og bedrøvet og forstaaende Smil.

Hvor Mænd dog er langt stoltere og bedre end vi Kvindemennesker.

4. April.

Der staar et Billede -- mellem mange andre -- paa hans Skrivebord. Det Billede hader jeg. Det forestiller en ung Dame med store mørke Øjne, der ser ud, som om de afspejlede en Drøm om Elskov og Kys. De er sikkert meget smukke, men paa mig gør de et ligefrem ækelt Indtryk.

Hver Gang jeg har været hos ham, har jeg haft paa Læben at spørge om, hvem hun er. Men det blev stadig ikke til noget.

Saa iaften fik jeg det alligevel at vide. Han var gaaet ud af Dagligstuen, og jeg stod foran Skrivebordet og saá paa Damen. Jeg vidste ikke, at han var kommen tilbage, før jeg pludselig hørte hans Stemme lige bagved mig:

»Ja, hun er smuk, synes Du ikke?«

»Det er hun vist.«

»Kender Du hende ikke? Det er den bekendte Fru Paula Hansen.«

Og saa fik jeg en lang Lektie om Fru Paula. Det syntes ham næsten en Trang at fortælle mig om hende. Han var en intim Ven af hende og hendes Mand; navnlig før var han kommen overordenlig meget i deres Hus. Hun var saa sød og nydelig, saa begavet og morsom ... Jeg har aldrig hørt ham være saa begejstret for Nogen. Og hvert Øjeblik forsikrede han: »Jeg holder forfærdelig meget af hende.«

Pludselig midt i sin Veltalenhed spurgte han smilende:

»Du bliver da ikke jaloux paa Fru Hansen?«

»Hvor falder Du paa det?«

»Aa, jeg syntes, Du blev saa tavs.«

... Jaloux, nej, jeg er ikke jaloux, og jeg vil ikke være det. Men hvis han tror, det morer mig at høre ham en hel Aften fortælle om Fru Paula Hansen, tager han unægtelig fejl.

Efter min Mening ser hun ikke fin ud. Og det Udtryk i Øjnene giver hende noget vist ... ja, noget vist demimondeagtigt.

7. April.

Idag kom jeg i en slem Forlegenhed. Det store Slør, som jeg ellers forsigtigt gemmer inde i mit Værelse, havde jeg igaar Aftes glemt i min Kaabe ude i Entréen.

Da jeg kom ind i Spisestuen imorges, saá jeg det ligge paa en Stol. Moder pegede paa det og spurgte: »Hvad har Du brugt det til? Og hvor har Du fundet det?«

Jeg blev blussende rød i Ansigtet, mærkede jeg, men svarede i en ligegyldig Tone: »Aa Du, jeg havde en Dag sét det ude i Pulterkamret, og da det saa regnede saa stærkt iaftes ...« »Men« -- fortsatte jeg med en pludselig Indskydelse, inden Moder havde faaet Tid at svare -- »hvis det er en Helligdom, der ikke maatte røres, beder jeg mange Gange om Forladelse.«

Moder saá hastigt hen paa mig, rejste sig saa og svarede, mens hun gik ud af Stuen: »Nej, værsgod, Du maa saamæn gærne bruge det.«

Men jeg synes, hun har været saa forstemt siden.

8. April.

Enten er det Foraaret, der gør Herrerne dumme, eller ogsaa er det Lykken, der gør mig til en anden, end jeg før har været.

Idag var der ikke mindre end elleve -- 11 -- Herrer, der sendte mig Blikke. Igaar var der fem, hvilket jeg anser for et hæderligt Resultat i Betragtning af, at det var Regnvejr.

Aldrig i mit Liv har jeg før faaet Blik, det, man kalder at »faa Blik«. Det er noget, der er kommet sammen med alt det andet mærkværdige.

Jeg tilstaar ærligt, at det fryder mig. Hver Herre, der ser en Smule forlibt paa mig, er mig et Vidnesbyrd om, at _han_ (Han den eneste, den store) dog muligvis ikke lyver, naar han siger, at han finder mig smuk.

Det morer ham aabenbart ogsaa at høre om de smaa Sukces'er, jeg har haft. Dog, da jeg sidst fortalte ham om »saadan en yndig Herre«, der fire Dage i Træk havde smægtet til mig paa Gl. Kongevej, sagde han i en misfornøjet Tone: »Det kan jeg ikke lide. Du skal love mig, at Du aldrig mere ser til den Herres Side.«

Jeg gad vide, om det virkelig var alvorligt ment. Skulde _han_ kunne falde paa at blive jaloux? Hvor ganske sindssvagt urimeligt, men hvor dejligt!

9. April.

Ja, jeg er lykkelig, saa lykkelig, at jeg bliver unøjsom. Siden endogsaa Solen maa finde sig i at have Pletter, er der jo egenlig ingen Grund for mig til at græde, fordi der drager en og anden Sky over min Lykke.

Saa fornuftigt taler jeg til mig selv, naar det vel er forbi og Solen igen skinner. Men saalænge det staar paa, er jeg mindre heltemodig.

Det, som volder mig de fleste bedrøvede Øjeblikke, er hans snegleagtige Forsvindingsvæsen. Det er, som om han altid var bange for at strække sig for langt frem, at komme mig for nær paa Livet -- aandelig talt. Pludselig, allerbedst og allerhyggeligst som vi sidder, er han borte. Og tilbage bliver kun en forsigtigt tilknappet Sneglehus-Herre. I samme Nu er det, som om Hundreder af Mile lægger sig imellem os. Vore Hænder, der har hvilet fast og varmt i hinanden, glider slapt ned, og jeg kender hverken hans Stemme eller Ansigt længer. Jeg har drømt at jeg var sammen med _ham_, min Elskede, jeg vaagner og finder mig sammen med en fremmed Herre, der konverserer mig med anstrængt Høflighed.

Om jeg blot turde spørge ham, hvorfor han er saadan. Frygter han, at jeg har Planer med ham? Hvis det ikke var, fordi jeg overhovedet ikke vil lade ham vide, at den Tanke beskæftiger mig, saa sagde jeg en Dag til ham: »Du skal ikke være bange. Jeg aspirerer ikke til at blive gift med Dig.«

Nej, han kan forsaavidt være tryg. Jeg har tænkt meget over det, og jeg er paa det Rene med, at jeg, selv om han foreslog det, ikke vilde gifte mig med ham. Det vilde være Synd for os begge. For ham er det en Livsbetingelse at være fri og ubunden, og jeg vilde lide altfor meget ved at føle mig som den Klods, han havde om Benet. Jeg taaler ikke at tænke paa den Tid, dette er forbi. Naar jeg tænker paa, at hver lykkelig Dag, der forundes mig, er et Skridt henimod det store, mørke Intet, synker min Sjæl sammen i fortvivlet Rædsel. Og dog har han Ret. Vor Kærlighed er ingen Køkkenurt, der kan gemmes hen til en Husholdnings Behov. Den er en Blomst, som dufter sødt og straaler skønt og dør hurtigt, fordi dens Liv har været saa stærkt.

Vor _Kærlighed_. Har han nogensinde brugt det Ord? Nej, saa lidt som han nogensinde har sagt: »Jeg elsker Dig.«

Nu véd jeg godt, at Ord gør det ikke. Han kan elske mig usigelig højt, fordi han ikke _siger_ det, og hvis jeg ikke af andre Grunde kunde vide, at han elskede mig, var det intet Bevis, om han saa hundrede Gange i Træk forsikrede mig: Jeg elsker Dig.

Han kalder mig _Barn_. Men naar han tager mig om Hovedet, ser mig ind i Øjnene og siger: »Du søde Barn!« -- kan han da ikke se, at Barnet brænder af Længsel efter at høre de forjættede Ord, de Ord, der er lovede -- i Digt og i Drøm -- ethvert forelsket Barn?

Og er det af Forsigtighed, at Du, min kloge Ven, ikke vil udtale de Ord, som jeg i frydefuld Lykke giver Dig, saa ofte Du vil høre dem, da spørger jeg: Kan saa megen Forsigtighed forliges med, hvad Du iaften fortalte mig? ... Jeg stod foran Toiletspejlet. Da saá jeg Dig bagved mig. Dit Blik hvilede paa mig med en ganske uforsigtig Ømhed, og, idet Du lagde din Arm om mig, sagde Du de straks lidt dunkle Ord: »Og der var Brus af hvide Duer om hende!« Jeg kiggede spørgende paa Dig, og Du fortsatte:

»Det er et Digt, som har vibreret i mig, fra jeg var Barn, og som er Tekst -- der er ikke flere Ord -- til et Billede, jeg den Gang saá. Det var en Sommermorgen paa Landet ude i en solfyldt Gaard. En ung Dame -- jeg havde aldrig set et Væsen saa fint og yndigt -- traadte ud i blaa Kjole og med en lille Spaankurv i Haanden. Hun tog af Kurven en Haandfuld Ærter, og i samme Nu var Luften om hende ét hvidt Brus. Fra alle Gaardens Længer susede Duer ned over hende. De satte sig paa hendes Hoved, Skuldre, Arme, Bryst og Hofter, saa hun var som klædt i dem. For min barnlige Sans var det et Æventyrbillede, det var selve den dejlige Snehvide. Men siden har Billedet formet sig til en Aabenbaring af den kysk og frimodigt elskende Jomfruelighed, og den Aabenbaring holder jeg nu i mine Arme.«

-- -- -- Mon Du, efter at have fortalt mig dette, havde begaaet nogen letsindig Uforsigtighed ved at tilføje: »Jeg elsker Dig« --? Men frygter Du at fordærve Barnet og gøre hende altfor indbildsk, mon Du da burde have ladet dine hvide Duer bruse ned over hende?

11. April.

Jeg er glad over, at jeg fik Lov til at være lidt sammen med ham iaften. Imorgen skal han spille en stor ny Rolle, som han har sat saameget ind paa. Jeg blev kun en Times Tid hos ham for ikke at forstyrre ham. Han kom lige fra Generalprøven og var i udmærket Humør. Den eneste af Kollegaerne, som han har Tillid til og paa hvis Dom han sætter Pris, havde sagt, at han spillede godt.

Det er sjældent, at han taler om sig selv som Skuespiller. Men iaften trængte han, kunde jeg mærke, til at aabne sit Hjærte, og jeg tror nok, han kunde lide, at jeg var hos ham.

Jeg sad stille og nød ham, nød det at se dette ellers saa beherskede Menneske i Stormflod over alle Sluser. Pludselig saá han hen paa mig og stoppede op midt i et lidenskabeligt Punktum, lo og sagde: »Du ser helt forskrækket ud. Du tror vel, at jeg er bleven tosset?« Lidt efter fortsatte han: »Jeg skal tilstaa Dig, hvad jeg forresten haaber, Du allerede længe har haft en Anelse om --: jeg er ikke slet saa koldsindig, som jeg lader. Det er (han smilede) Skaberi det Hele. Egenlig er jeg det mest fanatiske Menneske i Verden; men jeg har regnet ud, at man i enhver Henseende opnaar større Effekt ved kun at lade Vulkanen virke som en sydende Understrøm, der heder Jorden og en sjælden Gang overrasker med en lille Eksplosion.« Han blev igen alvorlig: »Jeg er maaske alligevel ikke saa udspekuleret. Men ligemeget forresten. Det er paa Understrømmen i mig, jeg er Kunstner. Det er den, der burde kunne og ogsaa skal gøre mig til en bedre Skuespiller end de fleste andre, som enten rasler afsted for fuldt Bjældespil eller lunter af i hæderlig Hverdagsagtighed -- begge Dele lige uinteressante, fordi de fattes det kun anede, det hemmelighedsfuldt truende eller dragende, som er Poesi.«

»Du er vist slet ikke vigtig?« sagde jeg -- ikke mere ondskabsfuldt, end at han uden Vanskelighed kunde forstaa, at han ialfald i mig havde en beundrende Tilskuer.

»Jo« -- svarede han og knælede ned for mig -- »jeg er vigtig, meget vigtig endogsaa. Men véd Du hvorfor? Fordi jeg har Dig. Thi af Dig har jeg lært at spille min Rolle godt.«

»Saa var det egenlig mig, der burde være vigtig?«

»Jeg vil ogsaa haabe, at Du maa være det imorgen Aften. I det mindste en lille Smule glad.«

-- -- -- Naturligvis skal jeg i Teatret imorgen. Desværre sammen med Emmy, hvis Pjat jo nok skal gøre sit til at ødelægge Nydelsen for mig. Men jeg havde ingen anden Udvej. Jeg turde ikke tage imod Billet af ham. Saa fik jeg Emmy til at invitere mig -- som Forskud paa min Fødselsdag.

12. April.

Saamange forskelligartede Indtryk er iaften strømmede ind over mig, at jeg ikke kan klare mig dem.

Jeg begynder med Begyndelsen.

Paa Vejen til Teatret underholdt Emmy mig med at fortælle om ham og Fru Paula Hansen. Om jeg ikke havde hørt, at de to nu var Kærester? _Hele Byen_ (Emmy er altid Ordfører for hele Byen) talte ikke om andet.

Jeg havde foresat mig ikke at lade mig anfægte af Emmys Sladder. Ligesom Katoliker, for at værge sig mod syndige Tanker, uafladeligt beder deres Rosenkrans, saaledes vedblev jeg at fremmane mig hans Ansigt, saadant som det kærligt ser paa mig, og gentage forelskede Ord, han har sagt mig. Dog Fristeren slap mig ikke. Mens Emmys giftige Ord ustandseligt dryppede i mine Øren, rejste Tvivlens og Fortvivlelsens Spørgsmaal sig triumferende i min Sjæl: »Hvad véd Du egenlig om ham? Du Daare, der vil fæste Lid til En, Du ikke kender?« Hans Ansigt forvandledes for mig: det blev stift og koldt. Og hans Ord lød spottende, og jeg hørte ham sige med en ond Latter: »Ikke sandt, hun er smuk?«

Da vi stod udenfor Teatret, havde jeg mest Lyst til at løbe min Vej. Løbe bort fra det altsammen, fra Livet, der er saa umuligt at faa Rede paa; fra Menneskene, der mest pønser paa at gøre Livet ondt for hinanden.

Saa fandt jeg mig siddende i Salen mellem den summende Sværm. Jeg hørte Latter og ligegyldig Pjat af Folk, der var komne i Teatret for at slaa nogle Timer ihjæl, og jeg syntes, det var oprørende, at _han_ skulde give sin Kunst til denne uforstaaende, hjærteløse Hob.

Da pludselig hørte jeg Emmy hviske: »Der er hun!« Jeg fulgte Retningen af Emmys Blik, og jeg saá oppe i Balkonen paa første Række en Dame, jeg straks genkendte fra Portrættet som Fru Paula Hansen.

Ja, hun er smuk. Ikke med regelmæssige Træk, men med en blød Ynde over hele den fine og elegante Person, og først og fremmest med vidunderlige Øjne.

Jeg véd ikke hvorfor. Jeg følte straks kun Sympati for hende. Der var, som hun sad der tilbagelænet i Sædet, uden Opmærksomhed for Publikum omkring hende, et Præg af tankefuld Sørgmodighed over hende, som rørte mig.

Jeg kunde ikke faa Blikket fra hende. En underlig Trang kom op i mig -- en Trang til at lære hende at kende, at kysse hende og sige til hende: »Lad os to være Venner.«

Saa blev jeg reven ud af min Stemning ved, at Emmy hviskede: »Gud véd, hvor mange _Veninder_ han iaften har siddende her i Teatret.«

... Musiken begyndte, og der blev stille i Salen. Altsaa nu om et Øjeblik kom det. Og næppe var den Tanke opstaaet i mig, før jeg følte Angsten klemme mig om Hjærtet, saa jeg troede, jeg skulde besvime. Med fugtige Hænder krammede jeg mit Lommetørklæde, sanseløs svarede jeg Emmy paa nogle Spørgsmaal, jeg aner ikke om hvad.