Part 5

Jeg har været i en lys, straalende Verden, hvor Alt var festligt og festligt for min Skyld; hvor Alt var ordnet for at glæde mig, og hvor mine Ønsker var gættede og opfyldte, inden de var fuldbaarne i mit Hjærte; hvor der kun taltes behagelige og utvungent udvalgte Ord; hvor Alt syntes indrettet kun paa at nyde ... og nyde fint og uden Voldsomhed, netop tilpas til at føle et usigeligt Velvære; hvor der var Fred og Tryghed og slet ikke noget for en bange lille Pige at skræmmes af.

-- -- --

Jeg husker det Hele kun som en Drøm, en Drøm i lyseblaa Soltaage.

-- -- --

Op ad knirkende Trapper en listende Vandring, med frygtsomme Blik til alle Dørplader. Saa pludselig en kvælende Hjærteangst ved at se _hans_ Navn. Men i det samme er Døren aabnet, og en ledende Haand drager mig varsomt ind.

Inde fra en Stue falder et dæmpet Lys; længere inde, mellem Portièrer, er der en stærk, festlig Belysning. Saa staar jeg midt i den og ser mig om i et stort Værelse med mange Møbler. Og en Stemme siger Velkommen til mig, et Ansigt smiler mig imøde, og Stemmen fortsætter: »Tak, fordi De kom. Jeg har længtes efter Dem. Vær nu sød og læg alt det Overtøj, saa skal vi have en _rigtig_ hyggelig Aften.« Min Angst er med ét borte, jeg er helt sikker og tryg, jeg rækker ham Haanden, og vi lér til hinanden som gode gamle Venner, der er glade over at gensés.

Saa er jeg med det samme inde i Fortryllelsen. Føler mig saa ganske hjemme i disse Stuer, som vistnok har dyre og sjældne Møbler, men som er uden noget Slags Praleri, bydende kun Hvile og Behag for Legeme og Sind. Føler mig og behandles som Herskerinde her, som Husets Frue; synes, jeg hører til her og intet andet Sted.

Jeg føres til Bords. En stilfærdig ældre Pige bringer Maden ind og ud, skifter Tallerkener, sætter Vin frem, alt uden at der gives nogen Ordre. Hun synes at betragte det som en selvfølgelig Sag, at jeg præsiderer ved hendes Herres Bord; hun sér venligt paa mig, og jeg nikker til hende.

Vi spiser, drikker og passiarer; hans Ansigt straaler af Elskværdighed og Glæde -- som jeg aldrig havde troet, at det Ansigt kunde straale --; vi ler og klinker, og da vi er færdige med at spise, kysser han min Haand, byder mig Armen og fører mig ind i Dagligstuen, hvor der er tændt en Mængde Lys og Lamper og dog intet skarpt Lys er; hvor der er varmt og en sød Duft af Hyacinther, og hvor jeg finder saa bedaarende en Hvile i en mægtig Lænestol, som han skyder en Skammel hen for og udpolstrer med Puder og Nakkepøller. Saa gaar han stille omkring mig, giver mig Cigaret, skænker gul Likør for mig og sætter sig først efter at have spurgt mig, om jeg har det rigtig godt og ikke trænger til nogetsomhelst.

Og nu er det, jeg helst blev siddende saadan til evig Tid ... her i hans smukke lyse Stue, mens han taler til mig saa muntert og dæmpet, saa klogt og ligesom finere end andre Mennesker, og ser saa glad smilende paa mig med Øjne, der slet ikke er sorte og farlige, men barnlige og gode. Jeg synes, ja jeg maa give mig selv Lov til at være saa taabelig, jeg synes, jeg bliver som et lille Barn i hans Stue, og at han er om mig som de allerbedste Forældre i Verden.

Og hvad nytter det saa, jeg siger til mig selv, at jeg er dum, og at han maaske i sit stille Sind lér af mig og har mig til Bedste? Saadan som han har været imod mig iaften, er der Ingen, der nogensinde har været, saa storartet, saa fuldendt. Har han nogen ond eller listig Tanke bagved, jeg spørger ikke derom; jeg vil ikke vide det. Jeg véd kun, at nu slipper jeg ham ikke; jeg véd, at han havde ikke behøvet at bede mig komme igen, for jeg var alligevel kommen ...

... Jeg véd, at jeg elsker ham, og at jeg er usigelig lykkelig, og at jeg vil tilbringe Natten med at græde.

4. Marts.

Jeg har gaaet i Søvne hele Dagen. Véd næppe, hvad jeg har sagt og gjort. Mindes blot, at jeg har været saa sært og sødt vemodig, har fundet Alt smukt og alle Mennesker gode. Synes, jeg selv har været saa mild og god, og at jeg maatte vise dem Alle herhjemme, at jeg holdt af dem.

Gik en dejlig Tur med Moder i det milde Foraarsvejr, den første Foraarsdag igaar. Er saa yndig træt i hele Legemet, længes efter at sove godt, sove og drømme.

10. Marts.

En evig Uro er over mig. Hver Dag jager afsted med mig i et Virvar af Angst og Dødsforagt, himmelblaa Jubel og sort Fortvivlelse. Hvor bærer det hen? Hvad vil jeg, og hvad vil han med mig?

Men gennem det Altsammen skriger evigt tilbagevendende det angstfulde Raab: Elsker han Dig? Er han blot forelsket i Dig en Smule mere end i hvilkensomhelst anden ung Dame, han møder paa sin Vej?

Jeg var hos ham igen igaar. Jeg havde haabet, at han vilde sige noget, som kunde give mig Klarhed. Men han var stadig den samme: god, kær, bedaarende sød, men saa uendelig passiv, saa vigende og tilbageholdende.

Jeg prøvede mig dog frem. Jeg spurgte: »Hvad troede De egenlig, da De i sin Tid fik det Brev fra mig?« »Jeg troede, det var en Dame, der var forelsket i mig!« svarede han roligt. »Men da De saa fik at vide, at det kun var et Væddemaal, hvad saa?« Han kiggede smilende paa mig, inden han svarede: »Naar jeg skal være ærlig, troede jeg ikke et Øjeblik paa det Væddemaal.« »De troede altsaa alligevel, at jeg var forelsket i Dem?« -- »Nej, men da jeg havde set Dem, ønskede jeg, at De maatte blive det.«

Jeg tav lidt. Saa vovede jeg mig frem med følgende Spørgsmaal: »Og hvis jeg nu virkelig blev forelsket i Dem ... (løgnagtigt) jeg _er_ det ikke, det beder jeg Dem tro ... men _hvis_ --« »Saa vilde jeg være forfærdelig glad.« »Men det vilde være Synd for mig, for De ... De ...« Nu var det, han skulde have sagt det Ord, jeg haaber og venter paa; men istedetfor svarede han kun, ligesom afsluttende den Diskussion: »Kære De, Spørgsmaalet foreligger jo desværre ikke. Men jeg indskærper Dem atter, hvad jeg fra første Færd har sagt Dem: De risikerer intet af mig. Jeg vil aldrig bede Dem om mere, end De selv frivilligt vil give mig. Jeg overlader Dem fuldkomment at dirigere vort Forhold. Jeg er glad og taknemlig over, at De kommer og besøger mig som Veninde; det er mig en Nydelse blot at se Dem her i mine Stuer. Men (smilende) skulde De en Dag byde mig noget mere, vilde jeg være _meget_ lykkelig.«

Paa en vis Maade er det naturligvis pænt og korrekt af ham, at han intet _forlanger_ af mig. Alligevel, hvis han for Alvor var forelsket i mig, vilde han saa være saa »hensynsfuld«? Og er Hensynsfuldheden andet end Forsigtighed, Angst for Ansvar og Ubehageligheder?

Undertiden, naar jeg tænker paa ham, føler jeg en rasende Lyst til at gøre ham noget ondt, sætte Neglene i hans Ansigt og flaa Masken af ham ... rive, slide ham i Stykker for at se, om der ingen Lidenskab er bagved. Mon han kan le rigtig højt, mon han kan græde, mon han overhovedet kan føle stærkt som andre Mennesker? Jeg kan i mine Tanker hade ham -- hans evindelig smilende Elskværdighed, hans uforstyrrelige Overlegenhed, hans uantastelige Korrekthed. Han er en Mekanik, intet Menneske med Blod, Hjærte og Nerver.

Men jeg véd det: naar jeg ser ham, naar jeg sidder hos ham, saa synker alt mit Oprør viljeløst ned for ham, han stirrer mig al Modstandskraft ud af Sjælen med sit sikre, smilende Blik, og hans milde, faste Ro behersker mig, saa jeg ikke har anden Tanke end at gøre ham til Behag, ikke anden Lyst end at bøje mig under ham og lyde ham.

Han siger, at jeg skal dirigere vort Forhold. Véd han da ikke, at han har mig i sin Haand og kan gøre ved mig, hvad han vil?

12. Marts.

Jeg er forfærdet over mig selv. Jeg, som før intetsomhelst har foretaget mig uden at betro mig til og raadspørge Moder, jeg lyver nu for hende værre end en Kineser. Hvor det er lavt, modbydeligt og ydmygende at skulle lyve saadan. I Grunden skammer jeg mig jo slet ikke over, at jeg elsker ham og at jeg besøger ham. Det er det eneste i mit Liv, som har noget Værd. Jeg føler, at jeg vokser ved min Kærlighed. Det er, som om jeg før vantrivedes i Skygge og nu først folder mig ud, faar Fylde og Farve i Solen. Hvorfor skal jeg da saa lumpent behøve at besudle, forsimple min Lykke ved Fornægtelser og Løgne?

Men hvis jeg var ærlig, hvis jeg sagde Sandheden, et af to skete da: Enten maatte jeg i samme Nu give Afkald paa ham, eller jeg maatte forlade mit Hjem og flygte -- hvorhen? Det første _kan_ jeg ikke, og det andet vover jeg ikke. Ja, om _han_ sagde: »Kom til mig!« Men nej, nej, det gør han ikke, og jeg vil end ikke forlange det Offer af ham. Saa er der altsaa ingen anden Redning: Jeg _maa_ lyve, lyve atter og atter, snige mig til min Lykke, luske mig hjem fra den med Dødsens Angst i mit Hjærte, altid forberedt paa at blive modtaget med den dræbende Dom: Du er opdaget.

Jeg lyver, saa Blodet er færdigt at springe mig ud af Neglene af Skam. Jeg lyver sindssvagt, for jeg kan ikke finde fornuftige og rimelige Paaskud til, at jeg nu stadigt er ude. Jeg fatter blot ikke, at Moder endnu intet har mærket.

Det mest oprørende er at skulle skjule min Kærlighed til ham under Venskab til Christiane. At skulle fornægte ham, som er min Stolthed, og sværge til hende! At være nødt til at gøre mig behagelig for Christiane for at sikre mig hendes Hjælp. Allerede nu har hun, i Følelsen af sin Uundværlighed, antaget en næsten fræk Tone og et paatrængende intimt Væsen overfor mig. Hun kommer med Spørgsmaal, der fornærmer mig som en Profanation af det Helligste, og med raa Plebejer-Graadighed overgramser hun min Sjæls fineste Hemmeligheder, som jeg end ikke vover at røbe for mig selv.

Jeg kan se mig saa desperat paa hende, at jeg kunde slaa hende i det runde Ansigt. Min alt andet end elskelige Papa, jeg kunde have kysset Dig, da Du igaar ved Middagsbordet sagde til mig: »Hvad Fanden er det for en sygelig Passion, Du har faaet for Christiane? Hun ligner jo, Herren hjælpe mig, ikke andet end en Klump Hyldemarv med Arme og Ben af Tændstikker.«

16. Marts.

Han spurgte mig iaften, om jeg skulde giftes med Erik. Jeg svarede, med Vilje, undvigende og ubestemt. Jeg vilde se, hvad Indtryk det gjorde paa ham.

Han sagde da: »Ja, Erik vil blive en god Ægtemand. Det er mere, end jeg kan sige om mig selv. Jeg hører til de Mennesker, som det kan være behageligt at træffe en Gang imellem, men som det er utaaleligt at omgaas til daglig. Jeg er baade sær og gnaven, og naar jeg har en Rolle i Hovedet, er jeg ikke til at komme nær. De tror det maaske ikke, men der er Dage, hvor det er mig en ren Lidelse at tale med noget Menneske. Min Kone vilde ikke faa det muntert.«

Hertil bemærkede jeg: »Tak for Advarslen. De skal dog ikke være bange. Jeg nærer intet Ønske om at blive gift med Dem. Jeg har aldrig opfattet Dem som Ægteskabskandidat.«

Siden vendte han tilbage til Æmnet.

»Erik altsaa,« sagde han, »kunde De tænke Dem at gifte Dem med?«

Han sad ved Siden af mig i Sofaen; min højre Haand hvilede paa Bordet foran. Da jeg ikke straks svarede, tog han min Haand og gentog sit Spørgsmaal, næsten hviskende. Saa sagde jeg, eller tror jeg sagde, at der var vist en Tid, hvor jeg mente, at jeg burde gifte mig med Erik, men at nu ... »Hvad nu?« hørte jeg ham hviske. »Nu véd jeg, at det er umuligt.« »Og hvorfor?« Hans Ansigt var helt henne ved mit, hans Øjne saá saa bedende, saa varmt ind i mine, jeg følte Blodet stige i mig, det flimrede og susede om mig, jeg blev saa svimmel ... og saa ... Ja, saa var det, at han havde kysset mig eller jeg ham, og at jeg hørte ham kalde mig Du, og fandt, det var den naturligste Ting, at jeg ogsaa sagde Du til ham. Og saa husker jeg forresten ikke andet, end at han holdt mig i sine Arme og blev ved at sige med en Stemme, der endnu skælver i mine Øren og faar mit Hjærte til at banke højt af Lykke: »Min egen søde, lille Pige, min yndige lille Pige.«

Jo, ét husker jeg endnu. At jeg sagde: »Men jeg er jo slet ikke yndig!« og at han svarede: »Du er yndigere end nogen Anden. Du er det skæreste og blødeste og fineste i Verden. Du er netop det, de gamle Digtere kaldte en yndig Jomfrugestalt.«

Jeg maatte se mig i Spejlet, da jeg kom hjem. Og, min Tro, om jeg ikke fandt, jeg var ligefrem pæn. Det er vist det, man kalder Suggestion. _Han_ digter mig smuk, og saa bliver jeg smuk.

20. Marts.

Jeg er bange for min Dagbog. Flere Gange har jeg haft den fremme, men lagt den fra mig igen uden at skrive i den. For overfor den maa jeg jo se Sandheden i Øjnene, gøre Rede for mig og gøre mig klart, hvad det er, der sker med mig. Og jeg tør ikke se hverken i Nutiden eller i Fremtiden.

Jeg véd, at jeg er paa en Skrænt, og at min Vej uhjælpeligt gaar nedefter. Jeg aner alle Rædsler, alle Ulykker dernede i Dybet, og dog drager det mig uimodstaaeligt til sig. For hvert Skridt, jeg tvinger mig tilbage, glider jeg to frem. Jeg hører allerede Bruset dernede fra, jeg mærker Bølgernes kolde Skumstænk ... Gud i Himlen, Du kan jo ikke hjælpe mig, for jeg _vil_ jo, jeg _maa_ jo derned.

Jeg tør ikke tænke, tør ikke sanse. Kun naar jeg er hos ham, har jeg Fred. Naar han taler til mig, forstummer Hjemmets manende Klokker i mine Øren. Naar han ser paa mig, forsvinder alle skræmmende Billeder for mit Syn, og jeg ser kun Blomster og Sol og alt, hvad skønnest er i Verden. Naar han holder mig i Haanden, véd jeg, at hvor Vejen saa gaar, fører den til Lykken. I hans Arme er alt, som ikke er ham, borte og dødt og glemt for mig. Han stopper mine Øren, han stopper min Mund, og han, min Havmand, bærer mig til Havsens Bund.

22. Marts.

Der er kommet Uro i Lejren ovre hos min Genbo. Igaar blev hans Flygel transporteret bort, og idag har Haandværkere taget Tæpperne af Gulvene i hans Lejlighed.

Mon han er ifærd med at bryde op? Jeg vil dog savne ham lidt. Det var, ligesom jeg kendte ham saa godt, og naar vi saá over paa hinanden, var det, som om vi havde Hemmeligheder indbyrdes.

Underligt nok, at jeg aldrig har skaffet mig at vide, hvem han er og hvad han hedder. Jeg véd ikke ... jeg har aldrig villet spørge hverken vor Pige eller Postbudet, som dog sikkert begge kunde give Besked. Jeg har kunnet lide at bevare ham i et vist mystisk Skær. Jeg har ligefrem været bange for en Dag at faa at vide, at han f. Eks. hed Petersen og var Grosserer, eller noget andet ganske dagligdags.

Jeg maa smile, naar jeg tænker paa, at jeg endogsaa har gjort ham til Prins. Jeg var et Barn den Gang, kendte intet til Livet, forstod kun at drømme. Smukt og dejligt var det at drømme, men tusindfold dejligere og smukkere er Livet.

Naar man elsker, vel at mærke. Og naar den, man elsker, er finere og smukkere end selv en Prins af Ilyrien.

Imorgen skal jeg til min Prins ... skal til ham i min pæneste Kjole, skal være saa pæn jeg kan gøre mig, for det hedder sig, at jeg skal til ungt Selskab med Dans hos Christiane.

Ikke havde jeg mere Feber, da jeg skulde til mit første Bal i lang Kjole. Mit Sind er som en Foraarshimmel: snart jublende, dansende Solskin, snart skytungt, knugende sig sammen i mørk, kold Angst.

23-24. Marts, Kl. 1½ Nat.

Det gik. Hvordan, maa Guderne vide. Havde slet intet parat at sige, men fortalte i en lynende Fart løst og fast, om Maden, hvem der havde været o. s. v. Sagde forresten, at jeg havde Hovedpine og slap hurtig fra det moderlige Krydsforhør.

Og nu paa Hovedet i Seng, ned under Tæpperne, gæmme mig bort og ikke tænke. Sove fra alle Tanker. Skønt forresten, hvorfor ikke tænke? Hvorfor ikke tænke den eneste Tanke, som fylder mig: Jeg er din, din! _Din_ er jeg, af fri Vilje, fordi Du er mig mere end Fader og Moder og alt andet i Verden. Fordi alt er mig ligegyldigt, blot jeg maa være med i dit Liv, blot jeg maa faa Lov at elske Dig og Du vil være god imod mig.

Du mit eneste Ene, Godnat. Mine Tanker gaar til Dig med tusinde Kys. Ak, maatte de møde dine!

24. Marts.

Da jeg vaagnede sent imorges -- for jeg faldt først i Søvn hen mod Morgenstunden -- sagde jeg til mig selv, inden jeg endnu havde aabnet Øjnene: »Dette vil blive Dig en Sorgens Dag.« Men i samme Nu, mine Øjne havde skimtet Dagens lyse Solskær, i samme Nu steg der som en Lærketrille indeni mig: »Godmorgen, Skønjomfru, Godmorgen til Livets Dejlighed!«

Og ud sprang jeg af Sengen, og jeg saá mig selv i Spejlet med lysklare Øjne, med friske rødmende Kinder og med et Smilehul som et Kys.

Saadan har hele Dagen været mig én stor Forbavselse. En Forbavselse over, at jeg ikke er ulykkelig, men mest dog en Forbavselse over, at Ingen synes at have opdaget nogen Forandring hos mig.

Altsaa er jeg tilsyneladende den samme som før. Intet rødt Kors i Panden, ingen sort Streg paa Næsen. For alle Andre den samme, kun ikke for mig selv. Thi for mig selv er det, som om jeg fra et trangt Puppedække, der skjulte Livets vidunderlige Mening for mig, er fløjet ud i al Aabenbaringens Herlighed som en lykkefortumlet Sommerfugl. Tung var min Gang før. Nu er det, som svævede jeg let hen over Livets Bekymringer, som om jeg havde Vinger, der bar mig over alle Vanskeligheder. Jeg staar paa en Jord, der hæver sig under mig, og jeg favner en Himmel, der sænker sig ned over mig. Der er jublende Musik rundt om mig, og jeg selv er som en Sang, der stiger og stiger ...

Hvad vil det sige at lyve? At have en Hemmelighed saa bedaarende og sød, at man ikke vil dele den med Nogen! Det er let at lyve ... Lyve er et grimt Ord, men Meningen er smuk. Hvad andet er det Solen gør, naar den, gemt bag en Sky, lister en enlig Straale ned til Violen ved Markvejen? Hvad andet er det, naar to Fugle leger Skjul bag Træernes Blade?

Jeg spadserede gennem Byen i Formiddag. Tusinder af Mennesker mødte jeg. Hvad saá de i mig? En ung Pige som Tusinder andre unge Piger, en ung Pige, der gik sig en Tur, beskyttet, bevogtet af sin Moder. Men hvad de ikke saá, og hvad de ikke maatte se, fordi det var hendes livsalige Hemmelighed, det var det Blik, den unge Pige vekslede med en ung Mand paa den anden Side Gaden ... det var, at hun hos Blomsterpigen paa Hjørnet tog to Violbundter, førte dem begge til sin Mund, og at hun saa købte det ene, mens han straks efter købte det andet og kyssede det.

Hvor dejligt det er at leve, hvor dejligt at være ung. Lad nu komme, hvad der komme vil; lad Fremtiden blive end aldrig saa sort. Den Lykke, der nu rejser sit Guldtempel i mit Hjærte, vil kaste Genskin gennem alle Tiders Nat.

Og saa, min Elskede, bøj dit Hoved ned til mig og lad mig fylde dit Øre, saa det aldrig glemmer det, med min frydefulde Bekendelse: »Jeg er lykkelig, lykkeligere end Sproget, som er skabt for Handel og Vandel og ikke for Elskende, kan udtrykke det -- lykkelig ved at være Din, lykkelig ved, at Du vil eje mig ... Godnat.«

25. Marts.

Da jeg i Formiddag sad ved det aabne Vindue for at nyde den solvarme Foraarsluft, saá jeg min Genbo i travl Beskæftigelse. I en stor Kasse pakkede han Bøger og Skilderier. Mens han var saaledes beskæftiget, kom »Favoritindens« Vogn kørende. Han hørte Vognen komme, han kastede et hastigt Blik ned paa Vejen, skyndte sig saa at trække Gardinerne for Vinduet. Damen steg ud, og Vognen kørte bort, som sædvanlig. Jeg tænkte ikke mere over den Ting, havde allerede glemt min Genbo og hans Veninde. Jeg sad og stirrede ud i den muntre Foraarsdag, og mine Tanker vandrede til ganske andre og mig mere magtpaaliggende Sager. Da -- der kunde vel højst være gaaet fem Minutter -- ser jeg »Favoritinden« træde ud af Porten. Hun var stadig tilsløret, hun holdt Haanden presset mod Brystet, og hun ligesom havde Vanskelighed ved at gaa. Hun stod et Øjeblik lænet op mod Porten, saa rettede hun sig rankt op, slog hæftigt Sløret tilside fra det uhyggeligt hvide Ansigt, gik tværs over Vejen -- jeg maatte nu rejse mig for at se hende -- og saá op mod min Genbos Vinduer.

Var det virkeligt eller en Indbildning? Jeg syntes at høre en haansk, truende Latter. Saa forsvandt Skikkelsen ned ad Vejen.

Men mit lyse Foraarshumør var spoleret. Jeg kunde ikke faa ud af min Erindring det forvredne, blege Ansigt med den afmægtige, næsten latterlige Trods, og i mine Øren har hele Dagen skurret den Ydmygelsens bitre Latter, som jeg hørte ... for jeg _maa_ jo have hørt den.

Han maa være en raa, en brutal Person, min Genbo. Men alligevel, nej ... _saa_ uværdigt havde jeg i hendes Sted ikke kunnet bære mig ad. Hvis hans Forelskelse er forbi, saa maatte hun dog have mærket det. Har han ikke villet sige hende det, saa kunde hun have tvunget ham til det.

_Det_ véd jeg, at den Dag, _han_ ikke bryder sig længer om mig, den Dag, jeg blot mærker Træthed hos ham, i samme Øjeblik gaar jeg fra ham. Han skal ingensinde faa den Fornemmelse, at vort Forhold er ham til Byrde. Jeg vil være for stolt til at leve paa Naade og Medlidenhed hos ham. Han skal end ikke høre nogen Klage fra mig .... Jeg skal forsvinde fra hans Vej, og Intet skal nogensinde senere minde ham om mig.

... Godt, at det ikke var iaften, jeg skulde til ham. Jeg har været saa forpint hele Dagen, og jeg véd, at jeg vilde have lavet en Grædescene, hvis jeg havde været sammen med ham.

Og jeg, som netop skulde overraske ham med at være en flink og lykkelig Pige! Maa se at sove mig væk fra alle de grimme Tanker.

26. Marts.

To Flyttelæs og en Droske førte idag min Genbo bort. Lige inden han skulde køre, kom han hen til Vinduet og saá over til mig. Han søgte aabenbart at fange mit Blik for at sende mig et stumt Farvel. Men jeg lod, som om jeg ikke saá ham.

Nu er han borte og Lejligheden foreløbig tom. Jeg er glad over det. Det er, som en Mare er væltet mig fra Brystet. Jeg aander atter frit.

Og iaften genvinder jeg ganske Lykken i _hans_ Arme.

1. April.

Min elskede Ven! Dette Brev, som Du aldrig skal læse, skal sige Dig alle de Ord, der dør paa mine Læber, naar jeg er sammen med Dig, fordi de er for barnagtige og dumme til Dig, Du kloge og forsigtige Mand.

Her, hvor jeg har Dig nærværende kun i min Sjæl, her kan jeg tale frit og dristigt til Dig uden Frygt for at møde det ironiske Smil i din Mundkrog, som Du sagtens er stolt af og som hæver Dig saa højt over en lille uvidende, forelsket Pige.

Jeg vil først fortælle Dig, hvordan og hvorfor jeg blev Din.

Du kender mig jo egenlig slet ikke. Du havde Grund til at tro slemt om mig, for saadan som jeg kom til Dig, kom jeg som En, der sagde: »Her er jeg. Tag mig.«

Jeg blev Din, fordi Du instinktmæssigt forstod mig. Du forstod i alt Fald saameget, at Du her havde mødt et lille Væsen, som det gjaldt om ikke at skræmme; som Du maatte behandle som skøre Sager. Naar jeg sad hos Dig de første Gange, sad jeg altid paa Springet til at løbe min Vej. Et forhastet Ord, et overilet Kærtegn, og jeg var flygtet. De Ord, Du _ikke_ sagde, det var dem, der erobrede mig.

Du kender mig vist slet ikke. Nu er jeg Din, og jeg vil vedblive at være det, saalænge Du vil have mig. Men hvis Du tror, at det er dine Kys, dine Kærtegn, dine Favntag, som gør mig til Din, da tager Du Fejl. Jeg er ingen Snærpedorthe, jeg er ingen serafisk Jomfru Spidsnæse. Jeg er lykkelig hver Gang Du tager mig i dine Arme. Jeg drikker dine Kys saa gærne, som Blomsten aabner sig for Sommerens Dugg. Jeg er jo Din, af Lyst, med Glæde. Jeg er Din for at _være_ Din. Du skal ikke have mig som et Kviksølv, der løber bort mellem dine Hænder. Min Herre og Mester -- se, alt hvad mit er, det giver jeg Dig uden Spidsfindighed og Forbehold.

Men hvad jeg saa gærne vilde, at Du skulde forstaa, det er dette: Jeg kan saa godt undvære Kyssene og Kærtegnene, jeg vil elske Dig lige højt uden dem. -- Det vilde gøre mig saa ondt, om Du, naar jeg er gaaet fra Dig, tænkte: Hun er en Frøken Let-paa-Traad, en Frøken Kys-i-Kroge, der kommer til mig med sit hidsige Blod og sine letsindige Lyster.