# Julies Dagbog ## Part 4 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/julies-dagbog-38515/index.md Erik maatte nu i Marken med en ny Lovtale over sin Ven. Han var fuld af Haan over den Dame, der havde givet mig Oplysninger om Mørch. Han levnede hende ikke Forstand for to Skilling. Hun var naturligvis en Gaas, som Mørch ikke havde gidet spilde sit Vid paa. Jeg førte dog min Klientindes Sag med Dygtighed. Jeg opfandt utrætteligt nye Anklager og Anker, som jeg saa havde den Fornøjelse at høre Erik gendrive. Sandelig, Hr. Mørch, det maa iaften have ringet Landestorm for Deres Øren. Men arme Erik! Han skulde bare vide. Ved Godnat-Passiaren stor Grædescene mellem Moder og mig. Først græd jeg, fordi hun igen plagede mig med Erik. Saa græd hun, fordi jeg sagde, at hun kun tænkte paa at faa mig ud af Huset og var ligeglad, enten jeg blev lykkelig eller ulykkelig. Tilsidst græd vi begge i fælles Erkendelse af, at Livet ikke er andet end den bare Travrighed, og i gensidig Anger over de onde Ting, vi havde sagt hinanden. Dette Hus udmærker sig absolut ved sin Regnmængde. Jeg skulde næsten tro, at det endogsaa overgaar Bergen. 16. Februar. For det Tilfældes Skyld, at jeg gaar til Stævnemødet iovermorgen, maa jeg i Tide forsyne mig med et Skærmbrædt. Jeg har i saa Henseende tænkt paa Christiane, det eneste mig fuldtro Menneske i Verden. Veninder har jeg aldrig haft. Christiane kaldes min Veninde, men hun er nærmest min Slavinde. Hun er Datter af en tarvelig, men velhavende Mand; hun blev sat i samme Skole som jeg, men hun følte sig som et Væsen af lavere Race. I et Anfald af Ædelhed tog jeg mig af hende, og da jeg nød Ry for min rappe Tunge, vovede Ingen at fornærme min Protegée. Christiane har siden dyrket mig med en urokkelig Hengivenhed. Det er dog Synd at sige, at jeg har forkælet hende. Der er intet Menneske, som jeg kan være saa utaalelig imod; hun oprører mig ved sit ydmyge Væsen og sit forskræmte Udseende; hendes Blods hundske Respekt for mig fattige Professordatter vækker min Foragt. Men paa den anden Side kan jeg vanskeligt undvære hende. Jeg kan lide at herske saa uindskrænket over en Menneskesjæl. Uden at knurre lader hun mig udøse alt mit gnavne Humør over hende. Fuldkommen lykkelig indsuger hun min Naades Solstraaler. Min tro Christiane ligner en blond Æbleskive. Hun har et kuglerundt Hoved, tyndt hvidgult, glansløst Haar, ingen Øjenbryn, en fregneomkranset Stumpnæse og Knaphul-Øjne. Af Figur er hun en Prop. Egenlig det man kalder styg, er hun dog ikke. Hun er bare slet ingenting. Der mangler hende alt det, som gør et Egenvæsen ud af det Fællesmenneskelige. Men som hun er, er hun lykkelig. Hun kender ikke til Ærgærrighed eller blot Ønsker paa egne Vegne; hun ønsker og haaber kun for og sammen med mig. Nu har hun det sidste Aar været fuldstændig optaget af Erik. Hver Dag sidder hun og venter paa, at han skal fri, og er ligefrem benauet ved Tanken om, at nu kommer det. Alligevel, naar jeg i Morgen gaar ud til hende og siger: »Christiane, jeg skal til Stævnemøde med en Herre, og Du maa hjælpe mig« -- saa vil hun ganske vist lige i Øjeblikket se en Smule forvirret ud, men hun vil ikke prøve paa at ræsonnere eller gøre Indvendinger. Hun vil simpelthen tage til Efterretning, at nu er det ikke Erik og Forlovelse, der staar paa Dagsordenen, men Letsindighed og Stævnemøde, og hun vil, naar Stævnemødets Time oprinder, sidde hjemme og have Hjærtebanken, ligesom jeg, og hun vil, det syndefulde Asen, i sine Tanker svælge i min gode Mad og min Champagne. 17. Februar. Jeg gaar formodenlig til Stævnemødet imorgen. Naar jeg saa har oplevet det, vil jeg slaa mig til Ro. Jeg vil atter blive en dydig Pige, og jeg vil, inden jeg forlover mig med Erik, ligesom Dronning Dagmar paa Dødslejet bekende min svare Brøde. Jeg var hos Christiane i Formiddag. Hun blev helt oplivet ved Tanken om, at vi skulde til Stævnemøde. Jeg instruerede hende i hendes Rolle. Hun kommer imorgen ud til os og beder mig til Middag. Hun lover tillige Moder, at jeg nok skal blive fulgt hjem om Aftenen. Da mine og Christianes Forældre ikke omgaas -- næppe nok kender hinanden -- er der ingen Mulighed for Opdagelse. Christiane fandt det Hele umaadelig spændende og æventyrligt. Tilsidst maatte jeg ligefrem minde hende om, at det klæder en ung Pige ilde at være saa forhippet. 18. Februar. Da Klokken iaften slog syv fra Sankt Nikolaj, gled en høj tilsløret Dameskikkelse fra Lille Kongensgade ud paa Kongens Nytorv. En høj Herreskikkelse, med Pelskraven op om Ørene, styrede i samme Nu imod hende. En Vogn var lige efter Herren. Kusken smækkede Døren op. Det formummede Par forsvandt ind i Vognen, der derefter ilsomt bortførte det. Faa Minutter efter holder en Vogn inde i en mørk Port. Kusken er sprungen ned og trykker paa en Klokkeknap ved en Dør. En Slaa skydes fra indvendig. Døren aabnes, og i hvidt elektrisk Lys viser en kjoleklædt Kavallér sig, bukkende. Han lukker Vogndøren op, en pelsklædt Herre hjælper en tilsløret Dame ud. Den kjoleklædte iler i Forvejen op ad nogle Trapper: »Denne Vej, om Herskabet behager. Jeg har reserveret det røde Kabinet.« -- -- -- Saadan var den lovende, nogenlunde romantiske Begyndelse paa en Aften, der væsenligst blev en Skuffelse. Jeg undser mig næsten ved at bekende det: jeg var ikke langt fra at kede mig. I tre lange Timer varede Festen. Vi spiste -- en Mængde gode Sager, men jeg havde ingen Appetit. Vi drak -- naturligvis Champagne, men jeg maatte være svært forsigtig for at kunne komme »pæn« hjem. Saa sad vi forresten og konverserede saa dannet og saa artigt, som om vi var til Konfirmations-Familiemiddag hos Professor Magens. Men det, der ærgrede mig allermest, var, at min Don Juan tilsyneladende fandt Aftenen særdeles vellykket. Han satte sig, efter at vi havde spist, mageligt tilrette i en Lænestol, nippede velbehageligt til sin Likør og nød sin Cigar i dovne, soignerede Drag, betragtende mig velvilligt og talende til mig i en godmodig onkelagtig Tone, som om jeg var et Pattebarn. Midt under det Hele spurgte han: »Naa, er det saa saa farligt at drikke Champagne sammen med mig?« Nej, det ved Gud, _farligt_ var det saamæn ikke. Men hellerikke morsomt, min Herre. Jeg spekulerer paa, om det var en Komedie, han spillede med mig, eller om han af Naturen er saa henkogt. Der var et Øjeblik, straks vi kom ind i Restaurationskabinettet og Opvarteren havde trukket sig tilbage, hvor jeg syntes, han var en helt anden. Jeg stod foran et Spejl og tog Overtøjet af. Han stod bagved mig og hjalp mig galant. Da jeg tilsidst med min Lommekam havde givet Pandefrisuren en lille Overhaling og vendte mig om, greb han min Haand og sagde: »Maa jeg saa se rigtigt paa Dem!« Jeg sagde: »Naa, er det en Skuffelse? Fortryder De, at De skal ofre en Aften paa mig grimme Pige?« »Grim!« -- svarede han. »Nej tværtimod.« Han stod lidt og betænkte sig. Saa sagde han: »Jeg haaber ikke, De forlanger Komplimenter. _Smuk_ er De ikke. Men De er aldeles nydelig. De er saa fin og ung som et Majløv. De har en Teint som Frugtblomster, og jeg har aldrig set en Mund, der ligner et Kirsebær til den Grad som Deres.« Han sagde disse Ord ganske jævnt, ligesom om han med Vilje vilde afdæmpe dem. Men Klangen var saa blød og sandfærdig; hans Blik straalede saa varmt og saa lykkeligt. Det var en vidunderlig Følelse, der i det Øjeblik gennemstrømmede mig, en Følelse af svimmel Salighed, af Triumf og Svaghed. Jeg kom til Besindelse ved, at han med dagligdags Stemme fortsatte: »Jeg vilde gærne have Lov at kysse Dem.« Hvor grimt, hvor dumt. Akkurat som da han forleden begyndte med at meddele mig, at Drosken ventede. Jeg svarede ham strængt og alvorligt: »Nu skal jeg sige Dem noget, Hr. Mørch, og Forord bryder ingen Trætte. Jeg vil gærne være sammen med Dem iaften, den Letsindighed har jeg nu engang besluttet mig til. Men De skal værs'god opføre Dem saadan, at jeg ikke altfor meget skal angre denne Aften. Husk, hvad De har lovet mig.« »Ja,« sagde han, »netop derfor var det, jeg spurgte, om jeg maatte kysse Dem. Havde vi ikke haft den Aftale fra forleden, havde jeg kysset Dem uden Forlov. Men jeg staar ved mit Ord: jeg er overfor Dem ganske, som De selv vil have mig. Og saa taler vi ikke mere om det.« Han sagde det høfligt og smilende, uden synligt Spor af Skuffelse eller Fornærmethed. Og Resten af Aftenen var han stadig lige høflig, veltilfreds og smilende. Dog, hvor forandret! At den uforstyrrelige Bonvivant, der ved Souper'en og bagefter med overbærende Velvilje underholdt sig med en naturligvis altfor dum og ubetydelig lille Pige, var den Romeo, der lige i Forvejen havde gjort samme lille Julie hed i Kinderne -- nej, det var endnu mere ufatteligt end den pludselige Forvandling, der forleden skete med ham. Hvordan mon han _egenlig_ er? Han gør i Grunden slet ikke Indtryk af at være Skuespiller; tværtimod, der er saa lidt Positur ved ham. Alligevel har jeg en Fornemmelse af, at han hele Tiden spiller Komedie, og at det morer ham at forvirre mig ved at give nu en, nu en anden Rolle. -- -- Han fik da at vide, hvem jeg var. Jeg maatte jo holde mit Løfte. Jeg tror nok, han blev _i høj Grad_ overrasket, skønt han ikke vilde lade sig mærke med det. Han sagde blot: »Ja, saa!« og kiggede saa underligt hen paa mig. Han havde vist alligevel ikke troet, at jeg var af _saa_ pæn Familie. Men i det Hele taget gav min Demaskering ham vist meget at tænke paa. Lidt efter sagde han: »Saa kender De Arkitekt Glerup?« »Jo Tak, rigtig godt. Det gør De nok ogsaa?« »Det véd De?« »Ja, Erik Glerup har saamæn ofte talt om Dem. De har en god Ven i ham -- og en Beundrer.« »Ja, Glerup er en Entusiast.« Her kom jeg til at le. Han: »Hvad ler De af? Af Glerups Entusiasme for mig?« Jeg: »Ærlig talt, ja. Jeg vil tilstaa Dem, at jeg er lidt skuffet.« Man maa dog ikke tro, at denne Ondskabsfuldhed i mindste Maade anfægtede Hr. Mørch. Han smilede tværtimod ekstra velfornøjet, løftede sit Glas, blinkede til mig og sagde: »Glerups Velgaaende, Frøken! _Jeg_ er ikke bleven skuffet ved at møde Genstanden for hans Lovprisninger overfor mig.« Hvor denne Sindsro irriterede mig. Alt -- alt er ham sikkert saa fuldkommen ligegyldigt. Som han sad dér i Lænestolen, saá han ud, som om intet i Verden skulde kunne flytte ham ud af hans dovne Velvære. Jeg tror, at, om Himlen var revnet og et Par Engle var plumpede ned i Skødet paa ham, vilde han, uden at fortrække en Mine, have sagt »Velgaaende« til dem. Og hvorvidt jeg synes om ham eller ikke, skænker han sikkerligt ikke saameget som en Antydning af en Tanke. Jeg fik et udmærket Bevis derpaa, da vi tog bort fra Restaurationen. Ved min Kuvert havde der ligget en smuk Buket. Jeg havde egenlig haft Lyst til at tage den med som en »Souvenir« om mit eneste Æventyr, men først sagde jeg prøvende: »Det er Synd for de dejlige Blomster; men jeg tør vist ikke komme hjem med dem.« Herpaa svarede han ganske tørt: »De er s'gu hellerikke værd at gemme. De er allerede halvvisne.« I Sandhed, en fyrig og poetisk Kavallér! Han fulgte mig i Droske til Hjørnet af Forhaabningsholms Allé. Da vi nærmede os vort Maal, spurgte han, naar og hvor vi saas igen. Jeg svarede, at vi saas ikke mere. »Herregud,« sagde han, »nu maa De ikke være saa stræng. Jeg havde glædet mig saa meget til, at De en Gang vilde besøge mig i mit Hjem. Dér vilde vi ogsaa have det langt hyggeligere end paa en Restauration.« »Nej, det gaar ikke an. Og jeg vil heller ikke.« »Ja, ja.« Og han faldt hen i Tanker. Men da Vognen holdt, sagde han, og hans Stemme havde igen den dæmpede, smukke Klang: »Nu kan De tro mig eller lade være at tro mig. Men jeg har aldrig set en ung Pige saa yndig som De. Og jeg er _meget_ bedrøvet over, at De ikke oftere vil se mig. Farvel og Tak for iaften.« Han aabnede Drosken, og, idet jeg gav ham Haanden til Farvel, bøjede han sit Hoved ned og kyssede den. »Nu kan De tro mig eller lade være at tro mig ...« Ja, om jeg vidste, hvad jeg kunde. Om jeg vidste, naar han er ærlig og naar han spiller Komedie. Men forresten, nu er det jo forbi, og det er godt det samme. Uigenkaldeligt forbi. For han foreslog jo ikke en Gang en ny Mødetid. Tyder det egenlig paa, at han er saa ivrig efter at se mig igen? Forbi er Æventyret. Og godt, at det ikke gik mere æventyrligt. Uden at rødme altfor meget -- i Bevidstheden om, at forbi var det, -- fortalte jeg Moder, der ventede paa mig, en lang Historie om Middagen og Aftenen hos Christiane. Men sæt, at han ikke havde _bedt_ mig om det Kys ... sæt, at han havde fortsat den besnærende Melodi ... sæt, at han havde benyttet sig af min Svaghed! Skulde De være en honnet Mandsperson, Hr. Mørch, eller blot en lille Smule -- dum? 19. Februar. Christiane stillede i Eftermiddag for at høre, hvordan det var gaaet med Stævnemødet. For ikke at bedrøve hende -- og for ikke at gøre mig selv latterlig -- gav jeg hende en blændende Fremstilling af Aftenens letsindige Glæder. Og da Christiane er et romantisk Gemyt, i Lejebibliotek-Udgave, fortalte jeg hende, at min Kavallér havde medbragt en rosenrød Silkemaske, som jeg tog paa, hver Gang Opvarteren efter 3 diskrete Slag paa Døren traadte ind. Christiane blev varmere og varmere i sit runde Hoved for hver Flaske Vin, jeg trak op, og tilsidst spurgte hun ganske ør og forvildet: »Men saa, Julie ... naar kyssede han Dig saa?« Jeg kunde have lidt at se mig selv, da jeg med krænket Grevinde-Mine svarede: »Maa jeg bede mig fritagen for dine Simpelheder, Jane. Tror Du, det er _bon ton_ at kysse ved Stævnemøder?« Skamfuld indvendte Christiane: »Jeg troede dog, at saadan noget ogsaa hørte med.« »Ja,« -- oplyste jeg med min overlegne Erfaring -- »men ved fine Stævnemøder kommer Kysset paa et meget sent Stadium. Først skal Kavalleren længe have gjort en ærbødig Kur, saa en Dag falder han paa Knæ for sin Dame, og hvis hun da ansér ham for værdig til Belønningen, rækker hun ham først sin Haand og derpaa sin Kind til en sirlig Berøring af hans Læber.« Christiane saá, overvældet af Beundring, paa mig og sukkede: »Jamen, for at blive gjort Kur til paa den Maade, maa man være meget fin og meget begavet.« Tilsidst holdt jeg et lille Foredrag om, at naar alt kommer til alt, er den eneste paalidelige Lykke dog den at overvinde Fristelser. Skønt altsaa mit Stævnemøde havde været umaadelig vellykket og min Kavallér fuld af Galanteri og Forelskelse, havde jeg besluttet mig til aldrig at se ham mere. Christiane bifaldt min heroiske Beslutning, men græd af Medlidenhed med min forgæves smægtende Hyrde. Hun skulde bare vide, at Hyrden hedder Alfred Mørch, der beder sin Hyrdinde om et Kys i samme Tone, som om han bad hende om et Stykke Rejemad. 21. Februar. Imorges -- Gudskelov tog jeg selv mod Posten -- Rykkerbrev fra min Skomager. Seksten Kr. skylder jeg ham for de Laksko, jeg købte til Ballet hos Eriks Onkel og som Moder troede jeg betalte med de Penge, jeg den første Februar fik af Grevinde Bjørneklo. Desværre nej. Thi jeg er i Pengesager Verdens letsindigste Menneske. Pengene fra Grevinden skyldte jeg min Syjomfru, og det Skrog erklærede, at hun ikke kunde vente længer. Nu sidder jeg net i det. Jeg har opgjort min Status, og den udviser følgende Passiver: 16 Kr. til Skomageren (_maa_ betales meget snart), 5 Kr. til Handskemageren (taaler ejheller lang Henstand) og 5 Kr. til Christiane -- ialt 26 Kr. Af Aktiver har jeg i kontant Beholdning 1 Kr. 50 Øre, og forresten intet. Med Grevinden er jeg færdig, og foreløbig har jeg ingen ny Bestilling. De ti Kroner, jeg hver Maaned faar af Forældrene, forsvinder som Dugg for Solen. Hvad skal jeg dog gøre? Moder _kan_ ikke hjælpe mig, og desuden tør jeg ikke tilstaa, at jeg har ført hende bag Lyset. Skulde jeg forsøge Bedstemoder? Men det er saa vanskeligt at forklare sig overfor hende; jeg er bange for, at jeg vilde blive stikkende i det. Jeg véd jo nok, hvor jeg kunde faa Pengene. Erik vilde saamæn ligefrem blive glad, hvis jeg bad ham hjælpe mig. Men jeg skammer mig ved at komme til ham. Og vilde han ikke misforstaa det? Ja, _hvis_ jeg var forlovet med ham. Men nu! Nej, nej, for min egen Skyld gaar det ikke an. Det er ogsaa utaaleligt at være ung Pige. Til alle Sider og paa alle Maader er man afhængig -- socialt, moralsk og økonomisk. Havde man bare Penge nok, saa forresten pyt med det andet. Saa kunde man gøre, hvad man vilde. Tænk, hvor dejligt at være fri for Gæld og ikke behøve at nægte sig noget! Ikke behøve, hver Gang man trænger til et nyt Stykke, at skulle gaa til Moder, som saa atter maa gaa til Fader, som brummer og giver Ondt af sig og siger Nej ti Gange, inden han rykker ud med Pengene. Hvor ækle saadanne Penge er, som man bogstavelig maa tigge sig til, og som kastes til En med vripne Miner. Naturligvis, jeg kunde gifte mig med Erik. Saa var jeg ude over alle Vanskeligheder. Erik vilde ikke nægte mig noget. Han vilde med Glæde opfylde mine smaa Ønsker; han vilde gærne se mig saa fin og smuk som muligt. For to Maaneder siden var jeg ikke i Tvivl om, at jeg vilde gifte mig med Erik. Jeg synes, det var ligesom en forudbestemt Ting, der ikke kunde ændres. Men da han saa kom, tøvede jeg. Og nu synes jeg, det er saa rent umuligt. Ligesom at smide mig hen, ligesom at give Afkald paa al større Lykke -- blot for at redde mig ud af Hverdagslivets smaa Ubehageligheder. Sagtens er det kun taabeligt Fantasteri. For hvad venter der mig af anden, større Lykke? Men dog, jeg _kan_ ikke. Saa faar det gaa, som det vil. 22. Februar. Livet er alligevel ikke saa rent trist. Og der er et venligt Forsyn, som vaager over Smaapiger i Vaande. Mit Forsyn sidder som en kappeklædt gammel Kone i en Sofa og hedder Bedstemoder. Med bævende Hjærte ringede jeg i Formiddags paa hos hende. Gamle Marie lukkede op og sagde: »Nej, at Frk. Julie virkelig kommer idag. Fruen har saamæn længtes saameget efter Frøkenen.« Jeg sad inde hos Bedstemoder -- paa den sædvanlige Visitplads, i Lænestolen lige foran Sofaen. Paa Bordet var, som sædvanlig, anbragt et lille Traktement: et Glas Jordbærlikør og en Assiet med Biskuits. Bedstemoder sad og saá paa mig med sine store rolige Øjne. Jeg fortalte -- lidt nervøst -- om mine Oplevelser, siden jeg sidst besøgte hende. »Spis, Barn,« sagde hun. »Og drik Dig et Glas, det gi'er Kulør i Kinderne.« Jeg tømte Glasset i ét Drag, for at faa Mod, og jeg begyndte at tygge paa en Biskuit, men den blev mig siddende i Halsen. Imens snakkede jeg løs, men jeg vidste knapt, hvad jeg sagde. Bedstemoders Blik veg ikke fra mig, og hun nikkede af og til betænksomt. Pludselig sagde hun: »Naa, Barn, hvad er der saa med Dig?« »Der er saamæn ikke noget, Bedstemo'r ...« Men i det samme havde jeg Øjnene fulde af Taarer. Bedstemoder nikkede igen, og i en næsten underfundig Tone sagde hun: »Rejs Dig, Barn, og gaa hen til Kommoden.« »Ja, Bedstemo'r.« »Aabn saa den øverste Skuffe og tag den graa Bog med Tal udenpaa.« »Ja, Bedstemo'r, jeg har fundet den.« »Inde i den Bog ligger nogle blaa Stykker Papir. To af dem er til Dig ...« »Du søde, velsignede Bedstemoder, Du klogeste og bedste af alle Mennesker ...« -- -- Nu er jeg ovenpaa. Skomageren har faaet sine Penge og Handskemageren kan vente til den 1ste. Han skulde egenlig haft 3 Kr., men da jeg kom hjem, slog Frantz mig for dem. Den arme Fyr, han er ogsaa altid i Bekneb, og idag kunde jeg ikke nænne at se ham bedrøvet. Det har været en god Dag for mig. Erik kom iaften. Han var ogsaa i udmærket Humør. Vi havde følgende Samtale: »Véd Du, Julie, at Du begynder at gøre Lykke. Man lægger Mærke til Dig og finder Dig smuk.« »Saa? Gør »man« det? Hvem er man?« »Alfred Mørch.« Jeg, indvendig rædselslagen, tilsyneladende ligegyldig: »Han kender mig jo aldeles ikke.« »Han har set Dig paa Gaden. Han gik med en Ven, der vidste, hvem Du var. Og jeg vil sige Dig, at han var formelig begejstret over Dig. Jeg har aldrig hørt ham bruge saa stærke Ord om nogen Dame.« »Jeg burde naturligvis føle mig smigret. Men undskyld: Jeg er det ikke. Jeg sætter ikke Pris paa Hr. Mørchs Dom.« -- -- -- Jo, minsandten sætter jeg Pris paa hans Dom. D. v. s. det morer mig, at jeg dog altsaa har gjort et Slags Indtryk paa den Træfigur. Og han har altsaa ikke ganske glemt mig. Ej, ej, min Herre, jeg finder derudi et sært Behag. Nu gad jeg blot vide, om han med Flid har fyldt Eriks Øren med min Ros, for at den skulde gaa videre til mig. Skulde Erik, uden at vide det, gøre Tjeneste som Postillon d'amour? Ideen er ikke ilde, men heller ikke ganske fin. Naa, har Hr. M. nogen saadan Beregning, glæder det mig ialfald, at det Svar, jeg har givet ham gennem hans Postillon, ikke er absolut opmuntrende. 25. Februar. I Eftermiddag kom Erik. Da vi blev ene, trak han halvt flov et Brev frem og gav mig det. Jeg kendte ikke Haandskriften og spurgte: »Fra hvem?« »Se selv,« sagde han. »Det er forresten kun en Spøg.« Det var et Brev fra Alfr. Mørch med Indbydelse til sammen med Erik at spise til Aften hos ham. Min første Følelse var Fornærmelse. Jeg fandt Spøgen lige smagløs af Erik og Mørch. Da, ligesom jeg, med Brevet opslaaet foran mig, er ifærd med at bebrejde Erik hans Opførsel, falder mit Blik paa Begyndelsesbogstaverne af de første Linjer og jeg læser et Ord -- jeg standser i min Tale, rødmer, bliver forvirret, rejser mig og gaar ind i mit Værelse. Her lægger jeg Brevet foran mig: »Kald det frækt, Frøken, af en Herre, om hvis Tilværelse De intet véd. Men, støttende mig til en fælles Vens Alliance, vover jeg at spørge Dem: Lod det sig ikke gøre, at De og Erik og jeg spiste til Aften sammen næste Torsdag Aften Kl. 7½ i min Eremitbolig, Halmtorvet Nr. 38? Tilgiv mig, Frøken, min Dristighed. Idel Beundring for Dem har for- ledet mig til at forsøge mig med denne vistnok løjerlige Invitation. Erik forsikrer desuden, at hans nydelige Veninde besidder et fint og muntert Snille, der vil tyde min E- pistel i den rette Aand og Mening. Gud give, at han har talt sandt! I lige Maade, at mit Brev traf Dem ved saa godt Lune, at De mildt og naadigt sagde Ja. Erik har lovet at bringe mig Svaret. Tro mig, jeg venter med Længsel og i bange Uro. Deres ærbødige Beundrer paa Afstand _Alfr. Mørch._« Tilsyneladende er der intet mystisk eller aparte ved dette Brev. Men læser man, ledet af et hjælpsomt Instinkt, Linjernes Begyndelsesbogstaver ovenfra nedefter, fremkommer et Brev i Brevet, en geheime lille Billet, saalydende: »Kom alene til den opgivne Tid.« Nej, det kunde ingen Tilfældighed være. Det maatte være et snildt beregnet Spil, hvorom min dristige Kurmager ovenikøbet i det rigtige Brev gav mig et Vink i Ordene: »Erik forsikrer desuden, at hans nydelige Veninde har et fint og muntert Snille, der vil tyde min Epistel i den rette Aand og Mening.« Hvorfor nægte det? Jeg syntes, Spasen var kostelig. Jeg syntes, det var helt romanagtigt, ja æventyrlig forvovent, saadan at føre en dobbelbundet Korrespondance, ligegyldig og uskyldig for Uindviede, bringende hemmeligt Bud for de Indviede. I en Fart nedskrev jeg et Svar og bragte det til Erik. Med stræng Værdighed bad jeg ham læse det, idet jeg udtalte Haabet om, at jeg for Fremtiden maatte blive forskaanet for hans og hans Vens Narrestreger. Mit Svar lød: »Min Herre! Alene mit Humør kan De takke for, at jeg ikke vredes paa Dem. Snarest er det vel ogsaa Deres Kammerat, den letsindige Spøgefugl Erik, jeg bør være vred paa. _J. M._« Erik var aabenbart ikke fornøjet med dette Svar. Lad os haabe, at Hr. M. vil skønne mere paa det, han, der deri vil finde det »maaske«, som paa sine to Vægtskaale afvejer i farlig Styrkeprøve Julies Dyd og Letsindighed. 3. Marts. En vidunderlig, en uforglemmelig Aften. Aldrig har jeg haft det saa godt. Nu véd jeg, hvad det vil sige at være lykkelig. Det er saa smukt som en Drøm, og det staar for mig i Drømmes vage Omrids.