# Julies Dagbog

## Part 3

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/julies-dagbog-38515/index.md

-- Jeg tror nok, at det gav et Skrig indeni mig, men jeg bekæmpede mig. Og jeg sagde i en ligegyldig, næsten foragtelig Tone:

»Alfred Mørch? Aa jo, jeg har en enkelt Gang sét ham. Han spiller forresten kun Smaaroller og er vist uden Talent. Berømt er han ikke. Til Gengæld er han i høj Grad berygtet.«

Erik lo lidt irriteret. »Herregud -- sagde han -- vil Du virkelig bryde dig om Sladder? Jeg troede, Du var for honnet dertil?«

Eriks Reprimande gjorde mig vred, ligefrem løgnagtig. Jeg svarede: »Jeg bryder mig ikke om Sladder. Jeg holder mig kun til, hvad jeg véd.«

»Og hvad véd Du da?«

»At din brave Ven paa en skændig Maade har forført en ung Pige og bagefter sveget hende.«

Erik sad et Øjeblik tavs. Saa sagde han: »Jeg kan ikke tro det. Det ligner saa lidt Mørch, han er det fineste Menneske, jeg kender. Han lover sikkert ikke mere, end han holder. Noget andet er, at han har haft adskillige Kærlighedshistorier. Han gør -- og med Rette -- stor Lykke hos Damer, og jeg véd, at han ofte faar Breve med Anmodning om Stævnemøder.«

»Det er han vel forfærdelig stolt af, siden han har fortalt Dig det?«

»Aa nej, men det morer ham, og det finder jeg kun naturligt. Han reflekterer ikke paa de smigrende Tilbud.«

»Men viser som ægte Gentleman Brevene til sine Venner?«

»Du kan berolige Dig, de er anonyme.«

Jeg var saa ophidset, at jeg gærne kunde have givet mig til at græde. Af hvilken Grund, det vidste jeg ikke. Jeg syntes, tror jeg, det var oprørende -- oprørende dumt ogsaa --, at Erik vilde sidde og forsvare denne Skuespiller overfor mig. Han burde jo tværtimod have hjulpet mig at trænge ham ud af min Tanke. Nu troede jeg, at jeg havde vundet Fred for ham, og saa kom Erik og ligefrem væltede ham ind paa mig. Naturligvis, Erik kunde jo ikke vide .... alligevel, jeg fandt ham næsten ynkelig, som han sad dér og forsvarede sin Ven med de sorte Øjne.

Og I, mine omhyggelige Forældre, som blev narrede. Alt havde I ordnet saa godt for Jeres Datter, god Middag, Vin, gamle Minder og Skumring, og da saa Mama kom ind med Lampen, fulgt af den nysgærrigt kiggende Papa, fandt de Parret siddende forstemt, hver i sit Sofahjørne.

Det var baade til at le og græde over.

5. Februar.

Hver Dag brænder Frieriet Erik paa Tungen, men saa snart jeg mærker, at nu bryder det ud, straks er jeg der med Sprøjten og slukker Ilden.

Hvor skikkelig, hvor godmodig egenlig saadan et Mandfolk er. At Erik ikke pludselig slaar i Bordet for mig og siger: »Nu kan det være nok, min gode Pige. Ingen Abekattestreger længer. Vil Du eller vil Du ikke?« --

Jeg tror, det var klogt af ham, om han engang tog mig saadan i Kardusen og fik mig til at makke ret. Jeg kunde lide at høre ham blive rigtig vred; jeg tror, jeg vilde elske ham, hvis jeg en Gang havde følt mig lille og bange under hans stærke Haand. Men nu sidder han og glipper af Befippelse for, at jeg skal sætte det trætte og ligegyldige Ansigt op, som jeg bruger til at slukke ham med.

Hvorfor jeg er saadan? Er det alene Fruentimmer-Djævelskab, Vigtighed og Plagelyst?

Nej, nej. Det er det ikke. Men jeg kan ikke hitte ud af det. Jeg véd ikke, om det ikke er Synd baade for ham og mig, at vi gifter os. Du gode Gud, naar jeg allerede nu er saadan imod ham, hvor ligefrem infam vil jeg da ikke blive, naar vi først er gifte og jeg har ham fra Morgen til Aften, og -- fra Aften til Morgen!

Egenlig har jeg altid haft den samme Følelse overfor Erik -- lige fra jeg var en ti Aars Tøs og han en 17-18 Aars Student. Jeg kunde forfærdelig godt lide ham, jeg hang evig og altid over ham. Men saa lille jeg var, tyranniserede jeg ham. Jeg forstod straks, at jeg var den stærke, og jeg nød min Magt med en Blanding af Velbehag og ubevidst Foragt. Jeg husker en Dag, jeg havde plaget ham ganske særligt. Han havde travlt og havde bedt mig om at lade ham i Fred. Men næppe var jeg ude af hans Stue, før jeg var der igen. Jeg kilrede ham paa Næsen med et Straa, jeg rev hans Blyant fra ham, jeg trak i Papiret, saa han tegnede forkert -- jeg var rigtig saa utaalelig, som et forkælet, uvornt Barn kan være. Tilsidst blev Erik ogsaa for Alvor vred. Han greb mig i Armen, løftede sin Haand ... Da saá jeg op paa ham, lo trodsigt og sagde: »Slaa, om Du tør!«

Han lod Haanden falde, fik Taarer i Øjnene og klappede mig paa Haaret: »Lille Julie maa ikke være vred paa mig. Det var stygt af mig!«

Aa, Erik, Du oprørende dumme Menneske, hvorfor gav Du mig ikke den Lussing, jeg saa ærligt havde fortjent! Meget havde da maaske nu været anderledes.

For hvad nytter det, at Moder med Strænghed taler din Sag. Hun, min blide Moder, kalder sin højtelskede Datter intet mindre end »hjærteløs Kokette« og indprænter mig med de kraftigste Ord, at jeg maa prise mig lykkelig ved at have vundet din Fortræffeligheds Hjærte.

Ja, men vind _Du_ mit Hjærte, det er Sagen. Tag det med myndig Erobrerhaand, gør mig en eneste Gang blot en lille Smule bange. Lig mig ikke altid for Fode, saa skikkelig, saa bedende, saa irriterende »ganske som Du vil, min Engel«.

10. Febr.

Der var Bal igaar hos Eriks Onkel, Fabrikant Glerup. Jeg havde glædet mig aldeles barnagtigt til det Bal -- mit første og formodenlig eneste i Vinter.

Og saa blev det den bare Kedsommelighed og Fortrædelighed.

Hvor jeg er forbitret paa Erik. At han kunde opføre sig saa ufint, saa taktløst!

Nu bagefter forstaar jeg godt det Hele. Ballet var beregnet paa at være en Festligholdelse af min og Eriks Forlovelse. For de Andre har det været en Skuffelse, at de ikke kunde faa den Knallert til Kransekagen; men for Erik har det været en flov Historie. Og saa har han troet at kunne redde Situationen ved at trænge sig ind paa mig med et Væsen og en Opførsel, saa alle maatte tænke: Vist er de forlovede, de vil bare ikke endnu have det offenligt.

Jeg har aldrig set Erik saadan. Han opførte sig som den værste Kræmmersvend. Han vimsede om mig med flove Galanterier, ved Gud om han ikke ogsaa, under Kotillonen, kyssede mig paa Haanden. Han kan takke min Velopdragenhed for, at jeg ikke gav ham et forsvarligt Munddask. Men da han tilsidst ude i Entréen vilde hjælpe mig mine Galochestøvler paa, og, i Overværelse af nogle andre Herrer og Damer, sagde mig en Kompliment om min yndige lille Fod, gav Foden ham, meget yndefuldt, men ganske eftertrykkeligt, et Puf, saa han dejsede bagover og siden entholdt sig fra graciøse Bemærkninger.

Og de Andre -- baade Eriks Familie og de Fremmede! De kom med skælmske Hentydninger og elskværdige Næsvisheder. Naar en Herre inklinerede for mig, skéte det med følgende Fiksfakserier: »Hvis Frøkenen kan _afse_ mig blot et flygtigt Øjeblik!« eller: »_Hvis_ det er _tilladt_!« Og Erik, der hele Aftenen var klinet op ad mig, bukkede med et affabelt Smil, som om det var ham, der gav Tilladelsen.

Da Ballet var forbi, vilde Erik partout følge med i min Droske. Jeg hviskede til ham: »Du gør det ikke!« -- og han forstod, at det var Alvor. Men hele Vejen græd jeg, som jeg var pisket, og da jeg kom ind i mit Værelse, rev jeg mine gode Klæder af mig, saa det formelig var syndigt.

Saa pæn som jeg virkelig var og saa glad, da jeg tog afsted og Moder puttede mig ind i Drosken. I lyseblaa Tylls-Nederdel og langt spidst Silkeliv med Tyllspuffer paa Skuldrene. Jeg kan godt lide at se mig selv, naar jeg er nedringet -- med en lille fin Strimmel hvidt Broderi kiggende frem mellem den blanke bløde Hud og det kulørte Silketøj. Selv Fader -- kunde jeg mærke -- var tilfreds med mig, da jeg var inde at sige Farvel til ham. Han nikkede anerkendende og sagde: Blaa Krokus.

-- -- Idag har jeg været saa nervøs og pirrelig, at man ikke har kunnet komme mig nær. Jeg har nægtet at gaa Spadseretur med Moder; istedetfor har jeg siddet og mulet inde i min Karnap. Det var Ruskregn og Sølevejr, graat, tungt, knugende Sindet til Fortvivlelse. Saa koldt og grimt der var i Stuen. Saa slidt og falmet, saa fattigt og glædeløst det altsammen saá ud, de sorte Damaskes Stole, det gamle røde Bordtæppe og den afskyelige Bronce-Hængelampe i tynde Messingkæder. Og jeg selv: forvaaget og forgrædt, stram i Ansigtet og valen om Hænderne, saa ufrisk, saa usoigneret. Blaa Krokus, aa ja. En uappetitlig vissen Blomst til at smide bort.

Jeg saá op, mit Blik faldt paa min Genbo's Vinduer. Dér stod han, selskabspyntet, i sort Kjole med hvid Blomst i Knaphullet, stod og saá over paa mig, med et svagt Smil paa Læberne.

Jeg véd ikke, hvad der gik af mig. Jeg rejste mig pludselig, gik ind i mit Værelse, tog Papir og Pen frem og skrev med fordrejet Skrift: »Hr. Skuespiller Alfr. Mørch! En ung Dame har noget at spørge Dem om. Hun venter Dem Lørdag den 13de Kl. 7 Aften udenfor Nordbanestationen.« Lagde saa Brevet i Konvolut, adresserede det til Teatret, tog Overtøj paa og bragte Brevet til en Postkasse.

Forklare, hvorfor jeg gjorde dette, kan jeg ikke. Egenlig ræsonnerede jeg ikke, før det Hele var besørget og jeg atter stod i mit Værelse. Saa kom jeg til at le himmelhøjt. Du gode Gud, det var virkelig ingen Drøm. _Jeg_ havde begaaet en Letsindighed, skrevet til en fremmed Herre, ovenikøbet en Skuespiller og renommeret Don Juan, og sat ham Stævne! Irbe, mirbe, dirbe -- kort sagt, Vanvid over hele Linjen. Lige til at putte i Daarekisten. Ja, og Du kom der saamæn ogsaa, min rare Pige, hvis dine kære Forældre anede, hvad Du har bedrevet.

Naa, ligemeget, det er forresten ganske morsomt at have gjort noget splittergalt. Navnlig naar det, som i dette Tilfælde, er uden Følger.

12. Februar.

Imorgen var det, jeg skulde møde Hr. M. udenfor Nordbanestationen. Jeg maa dog til Ære for mig selv bemærke, at det ikke et eneste Øjeblik er faldet mig ind at gaa til Stævnemødet.

Han kommer naturligvis heller ikke. Erik sagde jo, at han aldrig reflekterede paa de anonyme Breve, han fik.

Sæt nu alligevel han kom. Det vilde være forfærdelig morsomt bare at se ham spankulere om paa Mødestedet. Den Vigtigpraas med sine indbildske sorte Øjne. Jeg ser ham i Tankerne, med Pelskraven op om Ørene og Stokken under Armen.

Ak, gid han kom, og jeg, selv usét, kunde se ham.

Jeg tror, jeg lokker Erik til at spadsere en Tur med mig imorgen Eftermiddag. Hvis M. saa er der, dyer jeg mig ikke for at fortælle Erik, at det er mig, som han venter paa.

13. Februar.

Alle I smaa Billeder, vend Jer omkring! Og Du, min kyske Pen, sæt en vældig Klat over det Hele!

Jeg har gjort noget forfærdeligt. Jeg er sunken saa dybt omtrent, som en ærbar Pige kan synke. Og det allersørgeligste er, at jeg er i straalende Humør.

Jeg skrider til Aflæggelse af min syndige Rapport.

Altsaa, imorges, da jeg vaagnede, skinnede Solen ind i mit Værelse. Jeg sprang rask ud af Sengen og tog mig en iskold Douche. Jeg var saa glad i mit Hjærte, saa let i mit Sind, som om det var en Festdag, jeg beredte mig til.

Jeg husker den Tale, jeg holdt til mig selv, mens jeg gjorde mig fin i Klæder. Jeg sagde: Iaften Kl. 7 foregaar udenfor Nordbanestationen et Æventyr, hvis Prinsesse hedder Julie. Julie har i sin fjærne Bolig -- ude i en stor Vidunderskov -- hørt Tale om en fælt indbildsk Mandsperson, der praler af hver Dag at erobre et uskyldigt lille Pigehjærte. Da Julie hører dette, bliver hun paa sit Køns Vegne dybt oprørt, og hun sværger en dyr Ed paa, at hun skal tugte den lede Forfører og gøre ham myg. Hvorpaa Julie gennem sin snu Terne sender sin Fjende Bud, at en dydig og dejlig Jomfru, ganske betagen af hans skønne sorte Øjne, venter ham Lørdag Aften udenfor Nordbanestationen. Den indbildske Nar møder til den opgivne Tid, sikker paa et let Bytte. Da ser han en tæt tilsløret Prinsesse -- i sin Moders Dragkiste har Julie fundet et af gode Feer vævet uigennemsigtigt Slør -- og da han nærmer sig hende, opslaar Prinsessen en spodsk, men sølverne Latter og forsvinder. Derefter ... ja derefter var der ikke mere af det Æventyr. Hvad der videre skete, kunde jeg ikke faa fat paa.

Men jeg var paa det Rene med, at til Stævnemøde vilde jeg. Ukendt, ukendelig vilde jeg komme, more mig over Hr. Mørchs Nysgærrighed, lytte til hans besnærende Flovser og forsvinde med en spodsk Prinsesselatter.

Efter Middag sagde jeg til Moder, at jeg havde Lyst at besøge Emmy. Hun undredes over, men bifaldt denne Trang, og jeg begav mig straks afsted. Klokken var da 5½. I Forvejen havde jeg i Pulterkamret hentet Æventyr-Sløret, som jeg nu medførte i min Kaabelomme. Jeg kørte med Omnibussen til Tivoli, gik derfra til Nørrevold, hvor Emmy bor, aflagde hende en kort Visit -- saa _havde_ jeg været der -- indhyllede mig paa Trappen i Sløret og skyndte mig -- med bankende Hjærte -- til Stævnemødet.

I Afstand saá jeg, at Uret var fem Minutter over Syv. Det glædede mig, at jeg ikke kom for tidligt. Jeg spejdede til alle Sider -- han var der ikke. Paa den tomme hvide Plads udenfor den ligesom uddøde Station holdt en enlig Droske. Ikke et Menneske -- uden Droskekusken -- var at se. Det var, som om der blev hældt en Spand koldt Vand over mit Æventyr. Her stod den stolte Prinsesse til Spot og Spe; hun havde rent glemt at beregne, at Æventyret sandsynligvis ikke kom istand formedelst Modpartens Udeblivelse.

Allerede var jeg paa Veje til at vende om. Da -- mit Hjærtes Slag standsede -- gled en Skikkelse frem bag Drosken, en høj pelsklædt Skikkelse. Det var ham. I næste Nu var han henne ved mig. Jeg saá ikke paa ham, jeg følte hans Skygge foran mig, og jeg hørte hans Stemme: »Frøken, Vognen venter.« Denne rutineret fremsagte Uforskammethed gav mig min Selvbeherskelse tilbage. Jeg løftede Hovedet og svarede: »De tager Fejl. De kan godt lade Vognen køre.« -- Gud velsigne Dig, søde Mo'r, for dit Slør. Jeg kunde iagttage ham, han saá intet uden en sort Hjælm. Med nogen Usikkerhed i Blikket søgte han forgæves at gennemskue min Maske. Saa sagde han prøvende: »Er det værd at sende Vognen bort straks? ... Jeg mener, man er dog altid mere ugenért ...« Jeg befalede: »Send den bort!« -- og jeg glædede mig over min Koldblodighed. Han bukkede let, gik hen til Drosken, betalte og gav en Besked, hvorpaa Vognen hastigt rullede ind mod Vesterbro.

Vi stod alene. Jeg sagde: »Lad os gaa!« Og jeg gik hen mod Klampenborgstationen, han ved Siden af mig. Efter en lille Pavse sagde han:

»Og saa?«

»Og saa?« Jeg gentog hans Ord.

»Ja, Frøken, hvad var det saa, De vilde spørge mig om?«

Oprigtig talt, jeg havde rent glemt at have et Spørgsmaal parat. For at vinde Tid svarede jeg:

»Det er et Væddemaal. Mellem en Herre og mig. Det drejer sig om seks Flasker fransk Parfume.«

»Og det er mig, der skal afgøre Væddemaalet?«

»Ja -- hvis De vilde være saa elskværdig. Det er mig meget om at gøre.«

»Seks Flasker fransk Parfume! Lad mig da høre.«

»Jeg vilde gærne vide ... siig mig: er Mørch Deres rigtige Navn eller blot et Teaternavn?«

Han svarede ikke straks. Vi passerede en Lygte, og jeg kunde mærke, at han i Lysskæret søgte at faa mit Ansigt at se gennem Sløret. Endelig sagde han, og hans Stemme lød koldt og spydigt:

»Det er altsaa for at spørge mig, om jeg hedder Mørch, at De har sat mig Stævne?«

Han var aabenbart godt gal i Hovedet. Det morede mig. Latteren kriblede i mig, men ganske alvorligt fik jeg dog sagt:

»Ja, Hr. Mørch. Hvis De vilde gøre mig den store Tjeneste. Jeg skal da ikke opholde Dem længer. Der er maaske Nogen, som venter Dem.«

Jeg kiggede hen paa ham. Han saá nogenlunde behersket ud. Men Stemmen dirrede, da han svarede:

»Enten, Frøken, er De meget spøgefuld eller, undskyld, dum.«

Jeg, engleblidt:

»Hvor uvenligt De taler til mig. Har jeg fornærmet Dem?«

Han, med værdig Kulde:

»Fornærmet mig? Nej. Men jeg finder det, ærlig talt, en Smule overflødigt at stævne mig en kold Vinteraften til et fjærnt Sted for at spørge mig om, hvad jeg hedder.«

Jeg, stille og beskedent:

»Jeg troede saamæn heller ikke, De var kommen. De faar, fortæller man, saamange anonyme Breve.«

Han, lidt mildere:

»Jeg kom ogsaa kun, fordi Deres Haandskrift interesserede mig. Den var -- skønt fordrejet -- saa dameagtig, saa fin og ejendommelig.«

»Nu smigrer De mig, Hr. Mørch. Der er virkelig intet interessant ved mig ... end ikke det, at jeg er forelsket i Dem. Det havde De maaske troet?« Han saá ud, som om han havde Lyst til at æde mig, men svarede ikke. Vi var naaet hen til Ørstedsparken. Ved Hjørnet af Nørrevold standsede jeg.

»Jeg maa hjem nu, Hr. Mørch. Vilde De saa besvare mit Spørgsmaal?«

»Kun paa én Betingelse.«

»Og det er?«

»At jeg faar Deres Ansigt at se, og at De siger mig Deres Navn.«

»Men hvorfor dog? Hvad Fornøjelse kan De have af det?«

»Synes De egenlig, at mit Forlangende er saa urimeligt? -- Maa jeg saa, Frøken ...?« Han rakte Haanden frem efter mit Slør.

»Nej, nej, ikke nærgaaende.« Og jeg benede af langs Ørstedsparken. Han efter mig. Ingen af os talte længe. Endelig sagde jeg (vi gik nu igen pænt ved Siden af hinanden): »Se, hvor dejligt Parken tager sig ud med alle de rimdækkede Træer. Det er som en hel Æventyrhave.«

»Aa ja.«

Rimfrost, Æventyrhave og alle andre poetiske Ting var ham aabenbart revnende ligegyldige, og jeg tænkte: Situationen bliver umulig. Han er ligesaa dum og utaalelig som Erik.

Da pludselig standsede han og sagde:

»Nu skal De have Tak for iaften, Frøken. Farvel.«

»De vil altsaa ikke opfylde mit Ønske?«

Han stillede sig foran mig og saá paa mig, uendelig længe syntes jeg, saá paa mig med et underlig koldt bedrøvet Blik, der baade gjorde mig bange og drog mig. Saa sagde han, stille og høfligt, men med en dejligt isnende Fornemhed:

»Jeg hedder det, jeg kaldes for. Jeg haaber, at De har holdt paa det og at De altsaa har haft det ønskede Udbytte af vor Samtale.«

Han tog Hatten af og var allerede paa Vej bort. Da -- jeg véd ikke hvorfor; men jeg vilde ikke, jeg kunde ikke slippe ham paa den Maade ... jeg rev Sløret til Side, kaldte »Hr. Mørch!« -- og da han vendte sig om, stod jeg smilende foran ham med fremstrakt Haand og sagde: »Vær ikke vred, lad os skilles som gode Venner.«

Jeg har aldrig set et Menneske undergaa en saadan Forvandling. Der gik som en Sol op over hans Ansigt; hans Øjne straalede mildt og muntert, og hans Stemme klang blødt og indsmigrende.

Vi talte som to Kammerater, der længe havde kendt hinanden. Han sagde ogsaa, at han godt kendte mig -- han vidste ikke hvorfra, men han huskede, han havde sét mit Ansigt.

Han bad mig igen fortælle, hvad jeg hed. »Nej« -- svarede jeg -- »det kan De ikke faa at vide idag.«

»En anden Dag altsaa? De vil altsaa møde mig en anden Dag?«

Jeg vidste hverken, hvad jeg vilde eller ikke vilde. Men jeg sagde: »Maaske.« Og jeg spurgte straks efter: »Fortæl mig nu, hvor De egenlig havde tænkt at føre mig hen i den Droske?«

»Til en Restauration eller hjem til mig, ligesom De selv havde villet. Et Sted, hvor vi kunde have siddet hyggeligt og drukket et Glas Champagne sammen.«

»De havde altsaa troet, at jeg var en Dame af den Slags?«

»Hvilken Slags? Jeg forsikrer Dem for, at alle Slags Damer kan drikke et Glas Champagne.«

»Jamen ikke sammen med Dem.«

»Er det for Alvor Deres Mening? Synes De virkelig, at der vilde være noget ondt i, at vi to f. Eks. tilbragte en morsom Aften sammen?«

»Nej, maaske ikke, hvis De opførte Dem ligesaa pænt som nu, mens vi spadserer her.«

»Jeg opfører mig ganske, som De selv vil have. Det kan De stole paa. Skal vi saa spise til Aften sammen paa Torsdag? Saa er jeg fri.«

-- -- -- Kort sagt, det endte med, at jeg _næsten_ lovede at møde ham Torsdag Kl. 7 paa Kongens Nytorv. Han talte mig saa tryg, at jeg syntes, det Hele var den naturligste Sag. Men hvordan jeg, naar jeg først faar sovet paa det, klarer det med min Samvittighed og med at slippe hjemmefra, aner jeg ikke.

Dog, den Tid den Sorg. I værste -- eller lad os sige: i bedste -- Tilfælde bliver jeg borte.

Saa kan Hr. Mørch Torsdag Aften staa paa Kongens Nytorv og kigge Stjærner. Hvad Glæde kan han vel ogsaa have af at møde mig?

Han sagde, at jeg var smuk. Den Lyveprins.

14. Februar.

Gaarsdagens Hændelser staar for mig som en Drøm. Men min Dagbog afslører mig Drømmen som Virkelighed. Jeg synes, det er saa rent fantastisk meningsløst, hvad jeg har gjort. Alligevel synes jeg, det er det hidtil eneste i mit Liv, som er værd at optegne. Men atter siger jeg til mig selv: Du sølle Person, Du latterlige Heltinde, der har udført akkurat det, som Tusinder af tarvelige Smaapiger ganske uden Heltemæssighed gør hver Dag.

Ja, om Du elskede ham, og han elskede Dig. Men hvad er det nu? Fra min Side kun et Indfald, en Grille; fra hans Side vel højst et Øjebliks Pirring, et pikant Tilfælde, der dumper ned til ham, og som han ofrer et Par allernaadigste Timer.

* * * * *

Paa Forhaand hadede jeg ham. Han var kommen til at spille en Rolle i mit Liv; han -- et fremmed Menneske, et Menneske, for hvem jeg intet var -- havde gjort sig til Herre over mine Tanker, mine Drømme. Hans Øjne befalede over mig, jeg vilde gøre mig fri for dem, for ham.

Ja, saadan var det. Jeg _maatte_ en Gang møde det Menneske for at faa Hold i ham, for at kunne tage Kampen op med ham som med et rigtigt Menneske, ikke et Drømmebillede. Jeg _maatte_ have Scheiken fra _Suleima_ omsat til Skuespilleren Mørch.

Dette er Forklaringen af, Undskyldningen for, at jeg satte ham Stævne.

Jeg vilde være fri for ham. Og jeg endte med at love ham nyt Møde.

* * * * *

Jeg vilde føle mig som den stærke overfor ham. Og jeg var det straks. Jeg nød hans Usikkerhed, hans flove Fornærmethed og hans Nysgærrighed. Jeg legede med ham, jeg pinte ham, jeg drillede ham.

Men just som jeg troede mig sikker paa Sejren, smed han mig overende. Jeg sér ham endnu staa foran mig og med høfligt spodske Ord byde mig Farvel. Jeg følte hans Blik slaa mig i Ansigtet -- og da han vendte sig om og gik, blev jeg angst for at miste ham. Jeg kaldte ham tilbage. Jeg følte mig saa svag, og jeg følte mig lykkelig ved det.

* * * * *

Det fremmede Menneske. Ja, vist er han mig fremmed. Dog véd jeg aldrig, at jeg har følt mig saa gode Venner med Nogen som med ham. Der kunde slet ikke være Tale om at være _fornem_ og _Dame_ overfor ham. Hans Ord, hans Stemme ligesom tog mig ind til sig, saa selvfølgeligt og dog saa ærbødigt. Der var noget vidunderlig musikalsk i den Maade, hvorpaa han afstemte sit Væsen efter mit. Jeg har kun haft en lignende Fornemmelse, naar jeg dansede med en Herre, der fast og sikkert bar mig ind i Musikens Rytme. Naar jeg lukker Øjnene, kan jeg endnu høre hans Stemme. Ja, der er Rytme i den, og jeg er tilmode, som jeg danser -- en blød, langsomt vuggende Dans.

Jeg hører hans Afskedsord, mens han tog begge mine Hænder og saá mig smilende, saa mildt, og slet ikke paatrængende, ind i Øjnene: »Farvel, De meget søde, ubekendte Pige, som jeg er forfærdelig glad over at have truffet.«

Underligt, at Øjne kan være saa forskellige. For Fremtiden vil hans Øjne ikke gøre mig bange.

* * * * *

Jeg vilde heller ikke være bange for at møde ham igen. Jeg vilde ovenikøbet være glad ved det, det vilde more mig. Naar blot det ikke var saa ganske uden al fornuftig Mening. Naar blot det ikke var saa grænseløst letsindigt.

Forresten, er det saa ufornuftigt at være letsindig? Hvem takker En for, at man aldrig gør andet, end hvad der er dydigt og kedeligt? Hvorfor skal man være saa ængstelig for at stjæle en og anden smuk Blomst fra en Have ved den støvede Landevej, hvor man vandrer? Jeg sprang gærne gennem Gærdet, tror jeg, selv om Kjolen fik en Rift, hvis ikke min bekymrede Moders Blik skræmmede mig. Dine bedrøvede Øjne er det, som jeg frygter, Moder. Hvis Du opdagede noget, Du vilde jo slet ikke kunne forstaa mig, Du vilde anse mig for et fortabt Menneske. Og dog -- Sløret! Hvordan er det kommet i dit Eje? Naar i dit Liv har Du haft Brug for det?

Dette Slør, der fortæller om hemmelighedsfulde Vandringer og endnu gemmer en Duft som af forbudte Blomster.

15. Februar.

Erik var her i Eftermiddag. Vi talte ikke om andet end Mørch. Erik spurgte, om jeg ikke havde Lyst til en Gang at træffe sammen med ham. Jeg svarede Nej. Og jeg fingerede en Historie om en Dame, der kendte ham og som havde fortalt mig, at han var en kedelig Praas.