# Julies Dagbog

## Part 2

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/julies-dagbog-38515/index.md

Mit Toiletspejl er ikke kongeligt. Et Halv-Alen højt Gyngespejl i Nøddetræs Ramme, der staar paa en Kommode. Jeg stillede Spejlet »paa halv«, saa det mest mulige af Personen kunde overskues, tændte de to Lys og anbragte Lampen paa Kommoden. I denne magiske Belysning lod jeg da Frk. Julie præsentere sig i allehaande flatterende Stillinger og foretage mimiske Øvelser. Jeg forsøger at være upartisk, idet jeg optegner Resultatet af mine Granskninger:

Julie er en høj, mager Pige uden nogen Slags Frodighed, men ganske velproportioneret. Hun er smal over Skuldre og Hofter, men til Gengæld ualmindelig tynd om Livet, saa at hun dog ikke mangler »Figur«, naar hun bare vilde holde sig lidt bedre, end hun sædvanligvis gør. Hendes Ansigt er temmelig umuligt, naar det er alvorligt. Det har nemlig en Næse, som ved sin barokke Konstruktion forstyrrer ethvert højtideligt Indtryk. Dertil kommer, at hendes Mund af Naturen er bestemt til at staa en Smule aaben. Naar nu Overlæben i værdig Alvor stræber ned mod Underlæben, antager hele Ansigtet et sørgelig faaret Udtryk. -- Julies Ansigt forbedres derimod i høj Grad ved et Smil. Overlæben kommer da paa sin rette Plads, de pæne store, hvide Tænder viser sig, og selv Næsen virker ikke saa ilde ind i Ensemblet. Men først og fremmest er de brune Øjne skabte til at smile. De kniber sig sammen i en Mængde smilende Rynker og blinker gemytligt, næsten gaminagtigt, inde fra deres Skjul. Naar Julie staar med et saadant smilende Ansigt, det krusede mørke Haar ned over Panden, og kysser paa Fingeren -- hun har nemlig en smuk, smal og hvid Haand --, er hun ikke fri for at være sød og en lille bitte Smule -- koket.

»Enkens Datter« koket, den gnavne Professor Magens' »grimme Unge« sød ... nej, min gode Julie, enten lyver dit Spejl eller ogsaa er Du en bestukken Kritiker.

Alligevel, da Julie gik til Sengs, efter Spejl-Prøven igaar Aftes, var hun endnu i godt Humør, og som Eftervirkning deraf skrev hun idag et langt elskværdigt Brev til Erik.

Andet har hun ikke at optegne om Dagen idag.

9-11. Januar.

...... Sand, Sand, intet uden Sand. -- Føre »Dagbog« om Dagenes altid-et-og-det-samme gider jeg ikke.

12. Januar.

Min Genbo begynder at interessere mig. Alt gaar tilsyneladende saa afmaalt, saa stille og korrekt ovre hos ham, dog fører han, denne næsten maskeagtige Kavallér, sikkert et bevæget, et æventyrligt Liv. Man ser ham saagodtsom ikke gaa ud, men han modtager en Mængde Besøg. Der kommer ogsaa Damer til ham. En kommer om Formiddagen; men hende modtager han ikke altid. Igaar f. Eks. gik hun ud fra Huset to Minutter efter at hun var gaaet ind. Men bag et Gardin stod min Genbo halv skjult og kiggede ned, for at se, hvor hun blev af.

Stakkels lille smukke Du! Tror Du ikke, jeg kunde se, hvor bedrøvet og krænket Du var, skønt Du forsøgte at sætte et uforknyt Ansigt op og med rank værdig Holdning -- uden at vende Dig om -- spadserede ned til Gl. Kongevej. Aa fy, fy! Slemme Mand paa den anden Side Gaden, hvor kan man nænne at tage saa haardt paa saadant et lille blødt og forelsket Barn!

Saa er der den anden -- Favoritinden har jeg døbt hende. Hun besøger ham om Eftermiddagen og paa en meget forborgen Maade. Hun kommer altid kørende i en lille Enspænder-Karet, der ser ud som en Doktorvogn. Hun er tæt tilsløret og i en stor Pelskaabe. Hendes Skikkelse, høj og fornem, tegner sig nydeligt henne ved Porten i det gule Lys fra Lygten bagved.

I hende er min Genbo sikkert meget forelsket. Jeg véd altid, naar han venter hende. Han er da hvert Øjeblik ved Vinduet, aabner det, spejder ned ad Vejen, lukker, gaar tilbage i Stuen og kommer straks efter igen. Naar han endelig har opdaget Vognen, ruller han hurtigt Persiennegardinet ned. En lille Stund flakker hans Skygge ensomt om; saa dukker pludselig en Skygge til frem, en Dame-Skygge. Derpaa glider begge Skyggerne bort, og jeg aner, at min Genbo og hans Dame har taget Plads i Spisestuen ved det beredte Bord, som jeg har set blive dækket af den ældre, bondeklædte Kone, der er min Genbos Husholderske.

En Times Tid senere er der festligt oplyst i Dagligstuen. Jeg kan gennem Persiennetremmerne skimte den funklende Prismekrone med dens Ringe af blege Stearinblus og Omridset af en vældig gyldent-lysende Lampeskærm; et Sted er en Persiennetremme brækket, og gennem dette Kighul ser jeg paa Værelsets Bagvæg et Stykke af et stærkt belyst Maleri: et Kvindehoved og en nøgen Arm. Men min Genbo og hans Gæst ser jeg ikke mere. De har sagtens slaaet sig ned i den høje Vægsofa, der skjules af store Planter, og hvorfra Værelset maa tage sig meget smukt ud -- med Perspektiv ind i de andre Stuer, som ogsaa er oplyste, Soveværelset af en grøn Ampel, der tegner sig som en sløret Maane paa de hvide Puf-Rullegardiner.

Saa sidder jeg, mens vi holder Skumring hos os, og fantaserer i min Karnap-Lænestol. Jeg prøver paa at tænke mig derovre hos Genboen -- tænke mig i hendes, den tilslørede Dames Sted. Hvem kan hun være? Er det tænkeligt, at det er en pæn Dame, en Dame, som jeg kunde have truffet sammen med, en Dame, der hører til det gode Selskab og som maaske, saasnart hun forlader min Genbo, optræder som dydig Datter af agtede Forældre -- ligesom jeg? Men sæt nu, at jeg var hende, var det da muligt, at jeg, efter at have været derovre, vendte hjem, uden at Nogen kunde se eller mærke noget paa mig, uden at jeg vilde synke i Jorden af Skam over mig selv? Nej, nej, umuligt! Det er ingen Dame, der besøger min Genbo. Det er et foragteligt Væsen, et Fruentimmer af den laveste Art. Men hvorfor er hun da saa bange for at blive set? hvorfor kommer hun saa forsigtigt tilsløret? En Demimondedame vilde ikke behøve at skjule sig. Desuden -- jeg véd ikke, men der er noget saa ubestemmelig fint og frygtsomt, saa spejdende og saa sødt-forbryderisk over hende, naar hun, efter først ligesom at have betænkt sig, raskt aabner Porten. Hun _maa_ være en Dame. Maaske ovenikøbet en meget fornem Dame.

Og nu flyver min Fantasi i vild Fart afsted med mig.

Det er en fornem Dame, der besøger sin Elsker. Hvem er han og hvorfor har han skjult sig herude paa den stille Forstadsvej? Det var ved den sidste store Hoffest, da Fyrster fra alle Lande samledes paa Kongeborgen. Da traf de hinanden, han en fremmed Fyrstesøn og hun en dansk Godsbesidders dejlige Datter. Den unge Prins blev saa betagen af den unge Grevinde, at han ikke kunde glemme hende. Og, mens han foregav en Rejse til Orientens fjærne Riger, vendte han Kursen tilbage mod Nord, lejede sig gennem sin gamle tavse og tro Tjener en afsides beliggende Bolig og sendte hemmeligt Bud til sin Elskede: jeg er her og venter Dig.

-- -- De sidder derovre, der er fint og lunt, og der lugter godt. Ilden knitrer i Kaminen, der staar Vin i slebne Karaffer og Frugt i Krystalkummen paa Bordet. De sidder i Sofaen; saa lægger han sin Arm om hendes Liv, de løfter deres Glas op i Skæret fra Lysene; de ser paa den funklende Vin, og de sér smilende og lykkeligt paa hinanden, idet de støder Glassene sammen. Saa siger han: »Min yndige Grevinde, Timerne flygter fra os. Mødets Stund er snart forbi. Siig mig, elsker Du mig som tilforn?« Og hun svarer, mens hun holder Armene om hans Hals og ser ham dybt i Øjnene: »Du, min Prins, Du straalende og mægtige, læg din Haand paa mit Hjærte og føl, hvor det banker. Det banker af en altid stærkere Længsel efter Dig.«

Eller hun ligger knælende, i sin lange hvide Silkekjole foran ham, og hans Haand stryger gennem hendes opløste brungyldne Haar. Og han siger: »Mange Kvinder har jeg elsket, men ingensinde har jeg smagt saa liflig en Vin som den, jeg har drukket af dine Læbers Koralskaal. Mange Kvinder har sagt, at de elskede mig, men aldrig har jeg hørt saa daarende Musik, som naar dine Kys tilhviskede mig: jeg elsker Dig.« .... Men hun ligger ganske stille, sér blot op mod ham, og i hendes lange Øjenhaar hænger to lykkeskælvende Taarer.

Men naar alle Lys i Gadens Huse er slukkede og der kun hos dem brænder en Ampel som en sløret Maane, da fører han sin Elskede hen til Vinduet, slaar Gardinet tilside og, mens de stirrer ud i den stille, hvide Vinternat, peger han paa Vinduet ligeoverfor, og han siger: »Sér Du, dér bor en stakkels lille Pige. Dag efter Dag sidder hun, som en Sisken i Bur, og længes. Længes uden at vide efter hvad. Føler dog, at Livet er ikke at sidde bag en Rude og male Roser og Violer paa Porcellæn. Aner, at Elskov er den Maler, som sætter Roser paa unge Pigers Kinder, Violer i deres Blik. Stakkels blege Pige!« Og hun, den stolte, smukke Kvinde, hun knuger sig frysende ind til sin Elsker, og hun græder af Medynk over den ukendte Piges Savn og af Angst for at miste sin egen Lykke.

-- -- -- Saadan sidder jeg og fantaserer og har selv Taarer i Øjnene, fordi jeg synes, det er saa usselt og armt det Liv, jeg fører -- indtil en Støj ved Døren og et pludseligt Lys river mig ud af mine Fantasier. Det er Fader, der gaar gennem Stuen for at se efter i Entréen, om _Berlingske_ Aftenavis er kommen.

Han gaar tavs gennem Stuen med sit Lys i Haanden; men paa Tilbagevejen siger han: »Var det nu ikke snart paa Tide, at I fik tændt?«

Saa retter Moder sig i Sofaen, hvor hun har ligget og halvslumret -- eller maaske fantaseret ligesom jeg -- og jeg gaar ned fra Vinduesforhøjningen, henter Tændstikker og tænder Hængelampen.

Og i Begyndelsen, uden at være oplagt til at tale, hver i sine Tanker, sætter Moder og jeg os til vort Arbejde ved den store Sykurv, der altid er fuld af Strømper, Linned eller Dækketøj, som skal efterses; thi i vort Hus repareres Tingene ti Gange, før de kasseres.

16. Januar.

Hvor taabeligt jeg bar mig ad i Formiddags. Moder og jeg var paa vor sædvanlige Tur. Udenfor en Boghandlerbutik -- det var i Nygade -- stod en pelsklædt Herre. Idet vi passerede ham, vendte han sig om. Jeg saá kun hans Øjne, de mødte mine med et lynsnart gennemborende Blik, jeg vidste i det samme, at det var ham, Skuespilleren fra forleden, Scheiken fra _Suleima_. Det var, som det svimlede for mig, mit Blod standsede, men straks efter følte jeg, hvordan det foer mig til Hovedet og gjorde mig purpurrød i Ansigtet. Det Hele varede kun et Par Sekunder; han var allerede forsvunden, og Moder havde heldigvis ikke lagt Mærke til min Opførsel. Jeg Fæ. Hvad gik der dog af mig? En fremmed Herre ser tilfældigt paa mig, tankeløst og ligegyldigt, og jeg er daanefærdig.

Jeg er rasende paa mig selv, jeg kunde have Lyst til at banke mig selv. Og jeg er rasende paa ham. Nu tror naturligvis den indbildske Skuespiller, at han har gjort et overvældende Indtryk paa mig. En ny Erobring -- og en latterlig let.

... Der er dog sære Træf i Livet. Nu havde den Skuespiller ikke været i min Tanke siden hin overspændte Suleima-Drøm; jeg havde egenlig glemt ham. Saa møder jeg ham i Formiddag, og i Eftermiddag hører jeg ham omtale.

Jeg var til Fødselsdag hos min Kusine, Emmy Lorenzen. Emmy, der er 37 Aar og Enke efter en Vingrosserer, er Verdens største Pjattegaas. Under en kærligt deltagende Maske og med sukkersøde Ord fortæller hun de skandaløseste Ting om Albyens Mennesker, baade dem, hun kender, og dem, hun ikke kender. Jeg tilstaar forresten, at det morer mig at høre hendes Sladder -- man er ligesom lidt »med«, naar man har faaet en »Time« hos hende. Men bagefter har jeg en modbydelig Kvalmefornemmelse ved at tænke paa hendes Oversnagen; det er, ligesom man var bleven klæbrig baade paa Sjæl og Legeme, og man føler Trang til en grundig Afskylning ind- og udvendig.

Mens jeg nu sad og legede med hendes to søde Smaapiger, hørte jeg Emmy, der var i Lag med et Par ligesindede Veninder, nævne Alfred Mørchs Navn. Jeg nægter ikke, at jeg blev nysgærrig, og at jeg distraheredes i min Leg med Børnene. Med det ene Øre var jeg henne ved det hviskende Snadrekompagni, der stak Hovederne sammen og saá uhyre betaget og indigneret-henrykt ud.

Hvad jeg opsnappede af Samtalen, var følgende: Alfr. M. havde forført en ung Pige. Nu var den unge Pige bleven sindssyg, og hendes Broder havde svoret at ville dræbe M. Historien var saa paalidelig, som den vel kunde være, for min Kusine havde den fra en Dame, hvis Rengøringskone var Tante til selve Tjenestepigen hos den forførte unge Piges Forældre.

Men det var ikke nok hermed. Hr. M. havde en Mængde andre Skændigheder paa sin Samvittighed. »Ingen Dame kan modstaa ham,« sagde Emmy med en lækkersulten Gysen. Paa dette Tidspunkt blandede jeg mig i Samtalen og spurgte: »Hvad vil det sige, at ingen Dame kan modstaa denne Hr. Mørch? Hvilken hemmelighedsfuld Magt besidder han da?«

»Ja, min søde Pige, tag Du Dig bare iagt,« svarede Emmy. »Jeg skal sige Dig, hvad man fortæller om Alfr. Mørch. Han hypnotiserer de Damer, han lægger an paa. Han ser stift paa dem med sine blanke, sorte Øjne, og væk er de. Han skal ogsaa tage En saa underligt i Haanden -- det skal være, ligesom der risler en varm Strøm igennem En, bare han rører En.«

Skønt jeg fandt Emmys Skildring af den slemme Hr. M. usigeligt latterlig, maatte jeg dog med en vis Ængstelse mindes mit Møde med ham om Formiddagen. Jeg lod imidlertid som intet og spurgte i en ligegyldig Tone: »Hvem er han egenlig, denne forfærdelige Don Juan? Hvorfra stammer han? Jeg synes, man hører saa lidt om ham som Skuespiller.«

Og nu fik jeg følgende romanagtige Beskrivelse: Mørch gik for at være Søn af ganske jævne Borgerfolk i en Provinsby. Men i Virkeligheden var hans Fader en meget fin Mand, og Moderen, som vistnok var død, skulde have været Guvernante hos en udenlandsk Diplomat. Saameget var sikkert, at Mørch, lige fra han kom til Kjøbenhavn som ung Student, havde haft mange Penge at raade over og paa en paafaldende Maade var bleven protegeret. Han havde først studeret Jura, men var nu for to Aar siden gaaet til Teatret. Nogle ansaa ham for et stort Talent, men de Fleste syntes ikke om ham som Skuespiller.

»Jeg finder, han er udmærket i _Suleima_,« var jeg saa uforsigtig at bemærke.

»Men Gud, min sødeste Pige,« sagde Emmy, »i _Suleima_ har han jo ikke ti Ord at sige.«

»Nej, men desmere spiller han med Øjnene,« faldt en af de andre Pjattesøstre ind.

Herover lo de Alle meget, og jeg tvang mig til at le med; jeg syntes, der var noget, jeg maatte skjule, og jeg var yderlig misfornøjet med mig selv.

Men Emmy klappede mig paa Kinden med sin fugtige Haand og smiskede: »Ja, søde Barn, de Øjne, de Øjne ... tag Dig vel iagt for dem.«

-- -- Det var i det Hele taget en rigtig modbydelig Dag. Jeg føler mig tilmode, som om jeg har været i daarligt Selskab og er bleven raat behandlet og ikke engang har haft Selvfølelse nok til at værge mig.

Jeg kunde græde af Harme. Nu vil jeg tvætte mig ved at læse, inden jeg falder i Søvn, J. P. Jacobsens Digt om Volmer og Tove:

For alle mine Roser har jeg kysset ihjæl, alt mens jeg tænkte paa Dig.

20. Januar.

Erik kommer hjem om otte Dage. Jeg havde Brev fra ham imorges. Det er sandelig ogsaa paa Tide, han kommer, for jeg gaar her og bliver befængt med alle Slags sygelige Tanker.

Men nu skal det være forbi. Erik bringer Fornuften og Sundheden med sig. Vi vil snakke godt og fortroligt sammen, og jeg vil sige ham rent ud, at vi helst maa gifte os straks. Det duer ikke for mig at gaa længere herhjemme og leve paa Virkeligheds-Smalkost og saa tage en daarlig Revanche i min egen og Moders Drømmeverden.

Ja, det skal blive dejligt at komme ud af alt dette, at blive omplantet i en stærk og kærlig Jord, at føle man har noget at leve for, at have sit eget hyggelige Hjem, hvor man kan trække Vejret frit, hvor Luften ikke er tung af Nag og Græmmelse, brudte Forhaabninger og hver Dags pinefulde Bekymringer.

Selv det, ikke daglig at skulle se Moders sørgmodige Ansigt, vil føles som en Husvalelse. Ja, min egen søde Mo'r, det er stygt af mig at tænke saadan. Men Du vilde tilgive mig, hvis Du rigtig vidste, hvor ilde det staar til med mig -- at min unge Sjæl slider sig tildøde som et Dyr i Bur. Paa en eller anden Maade maa jeg ud. Det ender med, at jeg gør en Dumhed, hvis mit Haab til Erik skuffes. Nej, nej, det _maa_ ikke ske. Erik, dit Navn er den Talisman, jeg bruger mod alle onde Fristelser.

Ogsaa mod de sorte Øjne, der nu er over mig i mine Drømme. De sorte Øjne, som jeg foragter og spotter, men som ikke slipper mig; som pludselig lyser mig imøde, bedst som jeg tror dem fordrevne, -- fra Hjørner og Kroge, fra Gardinernes Folder, fra Mørket i mit Værelse, naar jeg vaagner om Natten. Deres Glans lammer min Vilje, jeg bliver kold om Hænderne og hed i Hovedet. De er der pludseligt og kommer saa nærmere og nærmere. De er alvorlige og bydende, de ser paa mig med en sikker og rolig Vilje. De siger til mig: Følg! De har været mig saa nær, at jeg har følt deres Blik svidende i mine Øjne, og jeg har grebet mig i at rejse mig for at følge dem.

Men det er jo Vanvid. Jeg har sagt det atter og atter til mig selv: Hvad har jeg med de Øjne at gøre? De vil jo heller ikke Dig noget.

Dér møder jeg et Menneske, jeg ikke kender. Han sér paa mig, og jeg bærer mig ad som en tosset lille Skolepige. Jeg hører siden en taabelig Snak af pjattede Fruentimmer ..... naa, hvad saa? Dermed burde den Historie være forbi. Men nej, istedetfor begynder den nu først ret. Skønt det er ikke sandt. Øjnene har forfulgt mig, lige siden den Aften, jeg var til _Suleima_. Nu véd jeg det -- det var Øjnene, der bortførte Suleima. Jeg husker slet ikke, hvordan han ellers saá ud, jeg mindes end ikke Klangen af hans Stemme.

Ja, ganske sikkert, Du er paa Veje til at blive gal, Julie. Og det er paa høje Tid, at Erik kommer. Jeg hilser Dig, min kære Ven, jeg hilser Jer, mine kære, gode, blaa Øjne.

23. Januar.

Jeg var i Formiddags inde i Pulterkamret for at finde noget Lærred i Dragkisten. Mens jeg rodede rundt i den, fik jeg pludselig fat i et stort sort Slør. Jeg har aldrig set saa tæt et Slør, og det var til at tage over Hovedet som en Hætte. Jeg tog det paa og kunde næsten ikke se igennem det. Og da jeg kiggede i det gamle Spejl paa Væggen, lignede jeg en formummet Nonne.

Hvorfra mon Moder har det Slør, og hvad mon hun har brugt det til?

Jeg vilde have spurgt hende iaften, men da det kom til Stykket, lod jeg alligevel være.

26. Januar.

Jeg sad ved Vinduet i Formiddags. Sneen faldt stille og blødt, i store Flager, rigtig det jeg kalder en Julesne -- hvide Vinterfugles sagte dalende, sindigt kresende Myriader.

Der kom henad den mennesketomme Vej en Vogn med hvid Kaleche og hvid Kusk og dragende to sorte Furer i den dunbløde Sne. Vognen holdt udenfor vort Genbohus. Det var »Favoritindens« Karet. Hun hoppede ud, var allerede henne ved Porten, og allerede havde Vognen igen sat sig i Bevægelse. Da vendte hun sig rask om, slog Sløret tilside og kaldte Kusken an for at give ham en Besked.

Det var kun et flygtigt Syn, men jeg glemmer det ikke. Jeg glemmer ikke det Skær af -- ja af Sejr og Lykke, der var over hendes Skikkelse og Ansigt. Den sorte Pels stod aaben, hun bar en Brystbuket af lyserøde Roser, og Ansigtet var selv en lyserød Rose, tittende frem af det sorte Kniplingsslør. Med den ene Haand løftede hun Kjolen graciøst, den anden -- Handsken var straagul -- holdt Sløret tilside. Snefuglene flagrede ned om hende, hun stod dér som Foraar i Sne, saa varm og frisk, saa faur og fin.

Saa var det yndige Syn borte. Porten lukkede sig efter det.

Men pludselig faldt det mig ind, at det var første Gang, jeg havde set hende komme ved højlys Dag, og at jeg i den sidste Uge slet ikke havde set den anden unge Dame, hende, der plejede at besøge min Genbo om Formiddagen.

Var hun syg eller bortrejst -- eller skulde det helt være forbi for hende? Døren ubarmhjærtigt lukket, Rivalinden Eneherskerinde?

Og jeg saá paa de grimme sorte Furer, Vognen havde draget i den hvide Vej, saá paa dem, mens de langsomt fyldtes af den dulmende, dækkende Sne, indtil de kun tegnede sig som mindende Ar.

29. Januar.

Erik er kommen. Han var her et Øjeblik igaar Aftes, og idag har han spist til Middag hos os.

Den gode Dreng, hvor han glædede sig over at se os igen, og hvor uforandret han var. Han er sandelig ikke bleven »Evropæer« af at leve i de store Byer. Ligesaa lystig, næsten »drenget«, som i gamle Dage; ligesaa køn og sund, men ogsaa ligesaa nonchalant med sit ydre Menneske. Den eneste Forandring, jeg kunde opdage, var, at hans rødbrune Skæg var blevet studset spidst og begavet til, at Haaret var klippet paa Maskine, saa det lignede en Stubmark, og at Fippen var vokset og vikset en halv Tomme længere. Men Jakken sad skævt som sædvanlig, med den venstre Lomme, som han altid borer Haanden ned i, udposet og blank, og Slips og Flip var stadig lige konfirmandagtige -- »nedfalden med sort Humbugsløjfe.«

Han trænger absolut til kvindelig Omsorg. Har Forsynet udset mig til denne Gærning, skal han minsandten nok blive vellykket. Han har nemlig gode Betingelser for at kunne stiliseres. Jeg har tænkt mig at udstyre ham som »det moderne Fremskridt« -- djærv og enkel Elegance: altid stram sort Redingote, med ventende Knaphul, dertil mørke fintstribede Benklæder; tillidvækkende Korrekthed: velstrøget Silkehat, rødbrune engelske Hundeskindshandsker, høje, lukkede Officersflipper.

Ja, min Ven, Du kan rigtignok forlade Dig paa, at Du skal blive dejlig. Vent Du bare.

Jeg betænker mig ikke paa at erklære vor Middag idag for belivet. Selv Hs. Majestæt Gnavpapa behagede allernaadigst at være i indladende Humør. Han havde ligefrem et Anfald af Ømhed overfor mig -- hvilket gav sig Udslag i, at han med to lange Fingre prikkede mig paa Kinden og, med et Glimt af Smil gennem Brillerne, hviskede: »Naa, er Du saa i bedre Kulør? Behøver Professorens Datter ikke længer at sidde »alene i Dagligstuen og nynne paa en Vise, hun havde lært udenad«?«

Vi fik fin Mad og drak en Mængde italiensk Rødvin -- et Minde om Faders letsindige romerske Nætter. Erik var beundringsværdig. Han sludrede løs, som om det virkelig var et gemytligt Selskab, han befandt sig i. Fader formelig lo, saa det klukkede i ham -- det lød, som naar Vand løber igennem en tilstoppet Hane, -- da Erik fortalte ham om en »Symbolist-Udstilling« i Wien. Erik er nu lige godt mere durkdreven, end jeg havde troet. Sad han ikke dér og indyndede sig hos min vermehrenske Papa ved at bespotte den unge Kunst, der ellers er ham hellig! I Guds Navn, alle Kneb gælder.

Ved Kaffen drak vi ægte gammel Munke-Likør -- hvilket i vort Hus betyder, at Stemningen var paa Højdepunktet. Naar Fader skænker sig en Benediktiner, kan jeg se, at det indeni ham siger Ernst Meyer.

Lidt senere fandt jeg mig siddende alene i Dagligstue-Sofaen med Erik. Og jeg tænkte: Se saa, nu kommer det. -- Jeg véd ikke, om jeg var glad eller ked af det -- jeg véd blot, jeg fandt det lidt taktløst og latterligt, at de Andre saadan havde arrangeret Situationen for os.

Erik sad nogle Øjeblikke og dampede stærkt paa en Cigar, saa Ilden glødede frem under den hvide Aske. Jeg kunde se, han var nervøs. Endelig sagde han: »Jeg er saa glad ved at se Dig igen, Julie.«

»Jeg er ogsaa glad over, at Du er kommen hjem.«

»Jeg har længtes meget efter Dig mellem alle de fremmede Mennesker.«

»Du skrev dog saa sjældent og saa lidt.«

»Du véd, jeg har saa vanskeligt ved at udtrykke mig brevligt.«

»Var der da slet Ingen dérnede, Du var glad ved at være sammen med?«

»Jo, der var En. En Dansk, jeg traf i Pensionatet, hvor jeg boede. Ham blev jeg Ven med. Og med ham talte jeg ofte -- ogsaa om Dig.«

»Om mig, Erik?«

»Ja, jeg fortalte ham, at jeg havde en lille »Plejesøster«, en Datter af den Mand, hos hvem jeg i mine Studereaar var i Huset, en ung Pige, som altid havde været saa sød og god imod mig ...«

»... For hvem Du havde begaaet tusind gale Streger og som Du ofte reddede fra den mørke Stue eller Faders Spanskrør ved at tage hendes Synder paa dine Skuldre. -- -- Men denne Ven, hvor er han nu? Stadig i Wien?«

»Nej, han rejste derfra længe før jeg. Han skulde være hjemme til Sæsonens Begyndelse.«

»Til Sæsonens Begyndelsen?«

»Ja, han er Skuespiller.«

»Og han hedder?«

»Alfred Mørch. Har Du aldrig set ham?«