Part 11

Da skreg jeg til Himlen i Fortvivlelse og Angst. Jeg tryglede og bad om, at det ikke maatte være sandt: »Jeg forstaar, at det er en Straf, Gud, men har Du nu ikke pint mig tilstrækkeligt? Nu lukker jeg Øjnene, og naar jeg om lidt slaar dem op igen, lad det da være en Drøm, jeg er vaagnet af.«

... Og jeg stod igen nede ved Søen, og jeg syntes, der ikke var anden Redning for mig end at kaste mig ud i den. Jeg rasede ikke længer, jeg var kun bedrøvet til Døden. Jeg græd stille og mildt, jeg saá det dejlige Sommerlandskab ligge udbredt for mig, og jeg, der endnu var saa ung, havde intet længer at haabe af Livet.

Da sagde Stemmen inde i mig: »Der er Haab endnu. Maaske ligger der allerede Telegram til Dig, eller der er nyt Brev undervejs.«

Ja, ja, fortsatte jeg, saadan er det, saadan maa det være. Og mens jeg hastede hjem, byggede Haabet de skønneste Slotte for mig.

Der var intet Telegram, og der var intet Brev imorges.

* * * * *

Men jeg vil ikke opgive Haabet, før jeg har talt med ham.

Han maa allerede være i Kjøbenhavn, og imorgen rejser vi. Jeg har nu skrevet til ham. Han vil undre sig over mit Brev, og jeg tror, han vil synes godt om det. Det er ganske frit for det, han kalder »hysterisk«. Det er roligt og fornuftigt. Jeg skriver, at han maaske nok har Ret i, at der var kommet noget ufriskt i vort Forhold. Muligt -- skriver jeg -- er der ingen anden Udvej end den, Du opgiver, at vi, ialfald en Tid, ikke sés. Men det var jo dog ogsaa muligt, at vi ved fælles Bestræbelser kunde ordne Sagen paa en Maade, der ikke vilde gøre slet saa ondt. Lad mig derfor vide en Tid en af de første Dage, hvor jeg kan komme til Dig. Frygt ikke, at jeg skal møde med et Jeremiade-Ansigt. Du skal tværtimod se, at jeg er en meget flink Pige, som ikke er saa helt uforstaaende overfor dine Trætheds-Stemninger, og som er parat til at være akkurat saadan, som Du vil have mig.

9. August.

Jeg sad sent i Nat foran Toiletspejlet og gjorde mit Haar istand. Jeg var dødtræt og dog slet ikke søvnig, sad og faldt i Staver foran mit eget Spejlbillede, blev pludselig bange for dets blege Ansigt med opspilede, spøgelseagtigt blanke Øjne, kom til at ryste og vendte nervøst Hovedet bort for ikke at se.

Mit Blik faldt derved paa Væggen bag Kommoden. Væggen var betrukken med stribet gult Tapet, der var skjoldet af Fugtighed og hist og her laset. Paa dette gamle mugne Tapet kravlede et Dyr, et langt, smalt og fladt, gulligbrunt Insekt med mangfoldige vimse Ben. Det kom sikkert fra Flængen dér i Hjørnet til Højre. Med Væmmelse fulgte jeg dets Manøvreren hen ad Væggen; det søgte hen mod Lyset og Varmen paa Kommoden. Allerede havde jeg rejst mig for at dræbe det med min Klædebørste. Da saá jeg et andet Insekt stikke Hovedet frem under Tapetflængen og glide ud paa Væggen. Jeg blev staaende, lammet af en Uhyggens Rædsel, stirrende med store, stive Øjne paa de modbydelige Dyr. Og se -- det var, som om hele Væggen begyndte at mylre: et efter et listede Dyrene sig frem fra Hjørnet, de gik i en lang Karavane hen mod Kommoden. Og nu opdagede jeg det: de kom ikke blot fra Flængen til Højre; overalt, hvor der var en Rift i Tapetet, kravlede de frem, og flokkevis kom de dragende nede fra en Sprække mellem Væggen og Gulvet.

Jeg turde ikke røre mig, turde ikke begynde at dræbe dem; for hvert, jeg dræbte, vilde der mylre ti frem. Jeg vovede ikke at dræbe disse Dyr, der ligesom væltede frem fra en Grav med Lig og Forraadnelse.

Jeg stod kun og ventede paa det forfærdelige Øjeblik, da de vilde naa over paa Kommoden, over til mig. Allerede strakte de deres fimrende Ben ud for at faa fat i Toiletspejlets Gardin. Med alle Nerver spændte iagttog jeg deres Forsøg. Da fo'r jeg sammen ved en kold Kildren paa min Haand, der hvilede paa Kommoden. Med et Skrig strøg jeg Krybet bort og saá i det samme, at Dyrene allerede nede fra Gulvet havde entret Kommoden.

Jeg var i dette Øjeblik vanvittig. Jeg tænkte: »Nu kommer Ligdyrene for at tage Dig som Bytte!« -- og jeg styrtede ud af Værelset, ned ad Korridoren og ind til Moder, der forfærdet vaagnede, og hvem jeg kun kunde forklare: Jeg er saa bange, jeg er saa bange!

Moder tog mig op til sig, kælede for mig som for et lille Barn, og da jeg var bleven lidt roligere og laa og græd stille, sagde hun: »Fortæl mig saa alt, hvad der er i Vejen med Dig. Fortæl mig, hvorfor Du i sin Tid lod Erik rejse, og hvorfor Du nu er saa bedrøvet.«

Men jeg bad hende ikke forlange nogen Forklaring nu. Hun skulde nok siden faa alt at vide.

Da tog Moder mig med begge Hænder om Hovedet, drejede mit Ansigt om mod sig og saá mig fast i Øjnene, idet hun sagde: »Der er kun én Ting, Du _skal_ og _maa_ sige mig, Julie. Du er vel ikke --?« Jeg standsede hende ved at lægge min Haand paa hendes Mund. »Nej, Moder« -- jeg smilede bedrøvet --, »det, Du tænker paa, skal Du ikke være bange for.«

»Saa Gudskelov da. For Du véd ikke, hvor jeg har været bange i de sidste Dage. Og at der var noget, Du holdt hemmeligt for os, har jeg jo længe mærket. Men jeg tænkte, der var En, Du traf hos Christiane, og at Du nok en Dag kom og fortalte os om Forlovelsen.«

»Nej, Moder, ogsaa dér har Du gættet fejl. Jeg har ingen Forlovelse at mælde Jer.«

9. August, Aften, Kjøbenhavn.

Atter er jeg i min gamle Rede. Her er grimt og mørkt. Men hvad gør det? Jeg er jo dog i den samme Luft, som han aander. Jeg kan møde ham paa Gaden, og naar jeg imorgen har hentet hans Brev, kan jeg paa ti Minutter naa op til ham.

Jeg er glad over, at Moder og jeg foreløbig er ene, saa jeg ikke behøver evigt at lægge Baand paa mig. Først om en halv Snes Dage kommer Fader og Frantz hjem fra Jylland.

11. August.

Han vil ikke, at jeg maa komme til ham, ialfald ikke foreløbig. Han tør ikke se mig endnu, skriver han; han trænger til at være lidt i Ro. Men han lover snart at sende Bud efter mig.

20. August.

Hver Morgen, naar jeg vaagner, tænker jeg: Idag maa Brevet komme. Men Dagene rinder, tunge og lange og graa, og de bringer intet fra ham: ej Hilsen, ej Bud, ej et eneste fattigt Ord.

At han kan nænne at være saa grusom. Han er ondere imod mig, end han kan forsvare.

22. August.

Er han forsvunden fra Jordens Overflade? Hvor gemmer han sig, hvad tager han sig for?

Jeg søger ham forgæves paa Gaden de Tider og de Steder, han plejer at færdes. Jeg har Timer i Træk været udenfor hans Hus, og jeg har ikke sét et Glimt af ham.

25. August.

Nu véd jeg det: han vil aldrig se mig mere.

Gang efter Gang har jeg været paa hans Trapper, og jeg vovede ikke at ringe paa. Endelig idag gjorde jeg det, og hans Pige kom ud og sagde, at han ikke var hjemme. Det var ikke sandt. Jeg kunde se paa hende, at hun havde Ordre til at afvise mig. Hun var forlegen, og hun saá medlidende paa mig.

At han vil byde mig en saadan Ydmygelse.

* * * * *

Men jeg _vil_ se ham. Jeg _vil_ tale med ham. Han har ikke Lov at handle med mig, som han gør.

Skønt, det er jo netop Sagen: han maa handle med mig akkurat, som han vil. Han maa ydmyge mig og mishandle mig, -- jeg vil føle det som en Fryd at blive pint af ham. Som en Hund vil jeg krybe for ham, lad ham blot sparke mig bort -- jeg vender tilbage til ham og jeg giver ham ikke Fred, før jeg faar Lov at blive hos ham.

* * * * *

Jeg har tænkt, at der maaske var en Anden, han holdt af og som kom hos ham, og at det maaske var derfor, han ikke vilde se mig mere.

Jeg vil skrive til ham:

Tag hvem andre, Du vil. Hvis jeg ikke er Dig nok, hvis Du trænger til Forandring -- saa i Guds Navn. Jeg forstaar det. Du er Kunstner. Du behøver nye Indtryk, nye Paavirkninger. Jeg er en dum og ubetydelig lille Pige, jeg er intet udover det, at jeg elsker Dig. Men Du skal altsaa vide, at jeg uden Vrede sér Dig tage en Medhustru.

Det eneste, jeg forlanger, er, at Du ikke derfor slipper mig. Jeg vil -- trods alt og alle -- blive ved ogsaa at have Dig. Og jeg vil være den, der er hos Dig, naar alle Andre har forladt Dig.

1. September.

Han svarer mig:

»Nej, Julie. Du maa ikke sende mig saadanne Breve. Som jeg lærte Dig at kende, som jeg mindes Dig og tænker paa Dig, staar Du for mig i et Skær af ubevidst Sjælsadel: en fin og udsøgt Natur, der ikke spurgte om Borgerskabets Vedtægter og Fordomme; et fint lille Menneske, der ikke blev simpel ved at handle paa Trods af det pæne Selskab, men tværtimod derved udvikledes til en ejendommelig Overlegenhed.

Nej, Julie, det kan ikke være Dig, som har sendt mig det Sypige-Brev, der tog dit Navn forfængeligt. Hvor skulde Du stolte, rene, søde Pige have lært de hektisk forhippede Ord?

Jeg har -- jeg véd det -- handlet blodig ondt imod Dig. Men det, Du nu gør mod Dig selv, er tusind Fold ondere.

Min egen Ven, min Sjæls yndigste Minde og Veninde, jeg sørger over dit Brev som over en Vandalisme, som over et af unænsomme Hænder skændet Kunstværk. Mere end det: Jeg føler Skam paa dine Vegne. Og jeg synes, at _det_ er det sørgeligste, jeg har oplevet.«

* * * * *

Jeg har skrevet for sidste Gang til ham.

»Tak for dit Brev. Det gjorde ondt, saa jeg segnede under det; men jeg fortjente Slaget, og det har gjort sin Nytte. Tro ikke, at jeg føler det som en Nedværdigelse, at jeg har lagt mig i Støvet for Dig. Men det var tarveligt af mig at ville paatrænge mig Dig, da jeg dog burde have forstaaet, at Du ikke for nogen Pris vilde have mig længer.

Jeg beder Dig af mit ganske Hjærte om Tilgivelse. Jeg har jo vidst det hele Tiden: jeg havde intet at fordre af Dig. Selv kom jeg til Dig, selv gav jeg mig til Dig; Du bandt Dig ikke ved Forpligtelser og Løfter. Men Du var usigelig god imod mig. Du var altfor god og kær. Dette er min eneste Undskyldning for, at jeg ikke nu kunde slippe Dig.

Men inden vi skilles, skal Du vide helt ud, hvor taabelig og hvor ufin jeg har været i mit Forhold til Dig. Lige fra den første Dag har jeg ment, at det skulde ende med Giftermaal. Naar jeg sagde til Dig, at jeg intet Ønske havde om, at vi skulde gifte os; naar jeg ovenikøbet forsikrede, at jeg vilde ansé det for Galskab -- da løj jeg. Al min Higen og Tragten var kun rettet mod dette ene: at binde mig saa inderligt til Dig, at Du en skønne Dag bad mig om at blive din Kone.

Jeg er ikke den fornemme, overlegne Pige, Du har digtet mig til. Bag al min dristige Handlen har først ubevidst, siden ganske bevidst, ligget den fejge borgerlige Hensigt at opnaa legitim og præstelig Velsignelse af vor Forbindelse.

Min Beregning mislykkedes ynkeligt. Jeg har i disse Dage spurgt mig selv, om jeg ikke netop valgte den forkerteste Vej, om jeg ikke ved en mere tilbageholdende Kærlighed kunde naaet mit Maal.

Men jeg tror, at jeg valgte den eneste Vej, jeg kunde vælge, fordi jeg alligevel elskede Dig saa højt, at jeg ikke kunde have sjakret mig bort til Dig i smaa Stykker paa det dyreste Bud.

Mit Spil er tabt, men jeg angrer det ikke. Hvor fattigt end mit Liv i Fremtiden vil rinde, den Indsats, jeg har givet Dig, er ikke mistet. Fattig vil jeg sidde i rigere Minder, end nogen Anden i Verden ejer, og altid, hvordan det saa gaar, vil jeg velsigne den Dag, jeg blev Din.

I Letsind kom jeg til Dig. Tungsindig er jeg nu, Du lader mig tilbage. Meget tog Du, men meget gav Du, Du min mægtige og elskede Herre, Du min hvide Scheik, min Ungdoms Drøm og dens smærtefyldte Lykke.

For Alt takker jeg Dig, for din rige Naade og din strænge Straf.

Højt stræber Du og dristigt rider Du. Ej ænser Du, om Du paa din Vej træder Sand eller Blomster. Gud gøre din Sejrsgang let og lys.

_Julie.«_

12. September.

Jeg fryser. Dagene bliver korte, og Aftenen sænker sig tung og mørk over mig. Jeg sidder ved Vinduet, mens Lyset svinder, og stirrer tomt hen for mig, stirrer over paa Huset, hvor fordum mine Tanker gik paa Æventyr. Og Huset er nu trist og hverdagsligt som vort eget, og dér, hvor før han, min Æventyrprins, færdedes, dér sidder nu en fed og dvask Matrone og fylder, i søvnige Sting, et Stykke Kanevas med Livets brogede Farver.

* * * * *

Det hedder sig, at Erik er kommen til Byen. Emmy fortalte forleden, at hun havde sét ham.

Jeg er glad over, at han ikke har været herude. Jeg vil ikke, han skal mærke, hvor ilde det er gaaet mig.

* * * * *

Jeg fryser, og det er, som om hele Huset frøs. Aldrig har her været saa koldt og øde og tungt og trist. Vi lister om hinanden som Skygger. Ingen taler højt, og vi mødes som til en Begravelse.

Og naar Moder og jeg sidder alene om Aftenen, taler vi ikke. Vi sidder hver i sine Tanker, men jeg véd, at hendes Tanker kredser om mig.

Slutningen af September.

Bedst har jeg det hos Bedstemoder. Saa ofte jeg kan, gaar jeg derop om Formiddagen.

Gennem de larmende Gader, hvor Mennesker trænges og brydes og løber om Kap for at naa først til Maalet -- gennem dette febrilske Liv, der synes mig raat og hæsligt, og hvis Summen i min Sjæl lyder som en øredøvende Kamp med hadefulde Skrig og fortvivlet Stønnen, flygter jeg hen til den lille Sidegade, hvor Bedstemoder bor. Allerede hører jeg Larmen som et dæmpet Virvar; men naar jeg sidder i Bedstemoders Dagligstue, føler jeg mig til Mode, som om jeg var undsluppen en stor Fare, der nu kun fornemmes som en fjærn Brusen.

Her er Lunhed og Stilhed, Fred for al Smærte, Lise for al Kval. Her falder hver oprørsk Tanke til Føje, her svales og dulmes alt hidsigt Begær og alle syge Længsler.

Her sidder Bedstemoder, gammel og mæt af Dage, som den store Livsvisdom, der ikke spørger og ikke dadler, men forstaar alt, tilgiver alt og véd Trøst for alt.

Og jeg bliver som Barn igen i Bedstemoders Stue. Sidder, som da jeg var lille Pige, paa en Skammel ved hendes Fødder og blader i de gamle Mapper med falmede Kobbere: Struense og hans smukke kongelige Synderinde, Frederik d. 6te som en stakkels tyndbenet Dreng i martialsk Generalsuniform, inspicerende Tropperne; Kristiansborg Slots Brand 1794; »Robbes Pierre«, der paa samme Billede fremstilles styrtende ud af Raadhusets Vinduer og baaren til Guillotinen »med sønderbrukne Arme og Ben«; Fru Heiberg først som en koket, ubevidst Ungmø og siden som en sværmerisk Berømthed i Langsjal og med ætheriske Blikke.

Eller jeg faar et Haandarbejde og gør mig nyttig for Huset, eller jeg læser op af Avisen for Bedstemoder, der med Interesse følger de udenlandske Begivenheder og nikker højtideligt, hver Gang der mældes om nye Arbejderuroligheder.

Ja, hos Bedstemoder har jeg det godt. Og hun og gamle Marie kappes om at forkæle mig. Saasnart jeg blødt og godt er bragt til Sæde, siger Bedstemoder med en lille fiffig Hovedrysten hen til sin gamle Pige: »Naa Marie, idag har vi vel ikke noget at byde Frøknen?« -- hvorpaa Marie, ligesaa underfundigt, svarer: »Jeg véd det sandelig ikke, Frue, men jeg kan jo se ad.« Til almindelig Overraskelse indbringer hun saa lidt efter enten en Appelsin eller hjemmebagte Kager eller et Stykke Budding eller en Assiet med Syltetøj. Altid er der et lille Traktement, og altid smager det barnlig godt, fordi de to gamle Mennesker er saa glade ved at byde mig det og forstaar, at jeg trænger til at behandles som et bedrøvet Barn.

Oktober.

Hvem der kunde rejse. Langt bort fra det altsammen. Jeg gyser for den lange Vinter, jeg gaar i Møde i Omgivelser, som hvert Minut paa Dagen minder mig om alt det, der er dødt og burde være begravet og glemt, men endnu svider i mig som levende Saar.

Men hvorhen og hvordan?

Det, jeg trængte til, var at komme ud paa egen Haand, arbejde haardt, selv tjene mit Ophold, bryde mig en Vej. Men jeg kan jo intet uden den Smule Porcellænsmaling, der hverken er til at leve eller dø af.

Jeg har sagt til mig selv: Den eneste Udvej er, at Du rejser til Amerika og tager Plads som Bonne, Butiksjomfru, ligegyldigt hvad.

Men dertil er jeg for fejg. Jeg har ikke det hensynsløse Mod, der fordres til at tage ethvert Vilkaar. Min Krop er forkælet og tør ikke binde an med grovt Arbejde; og jeg véd, at jeg vilde lide ved at behandles som et Tyende.

Jeg vilde end ikke have den Energi, der behøvedes for at tiltvinge mig Rejsetilladelse. Jeg følte det forleden, da jeg prøvende sagde til Moder, at jeg tænkte paa at rejse. Hun blot saá forfærdet paa mig og sagde: »Og det kunde Du nænne mod mig!« I det samme var al min Vilje smæltet, og jeg sank sammen i Erkendelse af min Afmagt.

Nej, jeg har ikke Kraft og ikke Mod til at bryde ud. Men bliver jeg herhjemme, gaar jeg til Grunde. Jeg synes, at saadan som jeg har det, maa en Fugl føle det, der har siddet fangen i Bur, har været fri et Par dejlige Sommerdage og atter er bleven sat i Buret.

Der er noget i mig, der er knækket. Jeg har Trangen til at flyve bort, men alt det jeg basker med Vingerne, kan jeg ikke hæve mig til en ny Flugt.

13. Oktober.

Endelig er _det_ sket, som jeg har haabet og frygtet og skælvet for som for noget skæbnesvangert. Jeg har mødt _ham_.

Jeg gik ind til Byen for at besøge Bedstemoder. Han kom, sammen med en anden Herre, imod mig. Paa lang Afstand saá vi hinanden. Af og til var der Folk imellem os, saa vi skjultes for hinanden; saa mødtes vore Blikke igen. Min første Tilskyndelse var at vende om. Men jeg tvang mig frem. Jeg følte, at der var noget, som nu maatte afgøres. Og fast og roligt -- med en yderste Viljeanspændelse -- holdt jeg mit Blik rettet mod hans. Vi var nu hinanden paa faa Skridt nær. Jeg saá en nervøs Flakken i hans Øjne -- jeg vendte ikke mine bort -- og idet vi passerede hinanden, greb han hastigt til Hatten og hilste.

Det var første Gang, han havde hilst mig paa offenligt Sted.

Jeg følte, at jeg i det Øjeblik havde været den Stærke. Men i samme Nu, han var gledet forbi mig, var min Kraft brudt. Mine Ben rystede under mig, og jeg maatte ty ind i en Port og støtte mig.

Hvis han havde vendt om og var fulgt efter mig -- det svimler for mig ved Tanken.

Men han kom ikke. Og mens jeg gik videre og jeg lidt efter lidt blev sikker paa, at han ikke kom, syntes jeg, at det baade var en ny bitter Skuffelse, og at der dog endnu var Haab for mig om Befrielse.

De sidste Dage i Oktober.

Jeg har i den senere Tid ofte været i Frederiksberg Have. Der er saa smukt i disse Dage, mens Bladene dør i de skønneste Farver og gyldne bæres til Jorden af syngende Solstraaler.

Jeg forstaar, at denne Have søges af gamle Mennesker og ensomme Sjæle. Foran dens Gitter standser Byens Larm: den aabner sig som et Asyl for stille Tanker og stille Sorg. Den er som en Kirkegaard for forborgne Minder og bristede Forhaabninger.

Hver Dag møder jeg de samme Mennesker; jeg synes, jeg kender dem alle, og jeg tror at kende den Livshistorie, der fører hver af dem hid. Der er den gamle, sirligt klædte Herre, hvis Mund altid mimrer i det vrede, hvide Ansigt og som ustandseligt slaar om sig med sin Stok. Hvad kan han vel være andet end en fordums Embedsmand, der stadig harmes over sin formentlig uretfærdige Afskedigelse? Og behøver man at spørge om, hvad hun tænker paa, den høje, slanke, sortklædte Dame, der kommer dér med sin halvvoksne, ligeledes sørgeklædte Datter, og som smiler mat og aandsfraværende, naar det muntre Pigebarn taler til hende? Eller hun da, den unge Krøbling, der rulles gennem Havens Gange af en træt og udslidt Morlille?

Eller jeg selv? Mon ikke alle de Andre aner den Skæbne, der har gjort mig til Medlem af deres lille Menighed?

* * * * *

Erik var for nogle Dage siden paa Besøg hos os. Men jeg saá ham ikke. Da jeg hørte hans Stemme i Entréen, skyndte jeg mig ind i mit Værelse, og da Moder lidt efter kom ind til mig og spurgte, om jeg ikke vilde hilse paa ham, bad jeg hende sige, at jeg ikke var rask.

1. November.

Var det en Indbildning eller Virkelighed? Da jeg idag gik ud af Frederiksberg Have, syntes jeg henne mellem Vognene at se en Skikkelse forsvinde, som lignede Erik.

Skulde han have fulgt efter mig? Men hvis det var ham, hvorfor kom han da ikke hen til mig? _Han_ har jo ingen Grund til at ville undgaa et Møde.

+ + + + +

30. December.

To Maaneder er gaaet, siden jeg skrev i min Dagbog. Jeg syntes, jeg intet oplevede, der var værd at optegne. Jeg syntes, mit Liv var til Ende, og at det, der herefter kom, vilde kun være vissent Løv over det svundne og døde.

Men idet jeg syntes og mente saa, løj jeg for mig selv. Medens de sorgfulde og bitre Dage dryssede ned over mig, spirede i Stilhed, og uden at jeg turde vide af det, en ny spæd Vækst under det visne Løv.

Jeg mærkede -- og jeg skammede mig derved --, at jeg var for ung til at være færdig med Livet. Jeg greb mig i at fantasere om en Fremtid, der ikke blot var Minder. Jeg søgte at trænge disse Anfægtelser tilbage -- de var jo Helligbrøde mod min Sorg. Jeg klamrede mig til Sorgen, jeg søgte Ly og Beskyttelse under dens store, tunge Vinger som en Nonne i sin Klostercelle; men just som jeg troede mig allersikrest, følte jeg en Dag min Sjæl springe ud i tusinde nye Anelser, Haab og Løfter, og jeg forstod, at jeg var overvunden.

Men jeg er intet fordringsfuldt Barn længer. Jeg venter ingen Æventyrprins, jeg tror ikke, Livet byder mig til et evigt Festbord. Jeg véd, at jeg vil faa baade godt og ondt, flest Hverdage og kun en Gang imellem Fest; jeg véd, at det, der kommer, bliver hverken stort eller mærkeligt, men jeg véd ogsaa, at jeg maa være glad endda, og at det ialfald bliver Liv. Og leve maa jeg, ud i Lys og Luft, siden jeg ikke kan dø med det Døde, og siden jeg er for ung til at finde Fred i Sorgens Kloster.

Og siden Erik, min trofaste Ven, vil tage mig som den, jeg er -- uden Forargelse og uden Bebrejdelser, fin og mandig uden at forlange nogen Ydmygelse af mig.

Det _var_ ham, jeg saá hin Dag udenfor Frederiksberg Have. Faa Dage efter mødte jeg ham i Haven, og da vi siden fulgtes ad, fortalte han, at han mange Gange havde sét mig derude, men havde holdt sig skjult, fordi han troede, jeg helst vilde være alene. Jeg svarede, at jeg ingen Grund havde til at søge Ensomhed, og han tav, uden at tro mig. I den følgende Tid mødte jeg ham af og til, og undertiden talte vi lidt sammen. Saa begyndte han igen at komme herhjemme, men naar han havde været her, greb Anfægtelserne min Sjæl.

Endelig en Aften, for en Uges Tid siden, traf han mig alene hjemme, og da var det, han lod mig forstaa, at han vidste det altsammen. Han sagde mig det ikke ligefrem. Han fortalte en Historie. Den lød:

En Ven af ham nede i Tyskland elskede en ung Dame. Han var en dygtig Købmand, brav og god, men hverken meget vittig eller interessant, -- et jævnt Hverdagsmenneske af samme Kaliber som jeg selv omtrent, sagde han med et Smil. _Hun_ var -- nu kom en Mængde blomstrende Betegnelser. Foruden alt dette yndige var hun et lille romantisk Menneske med højtflyvende Fordringer til Livet. Intet Under derfor, at hun lod sin Fætter Købmanden forstaa, at hans Kærlighed var haabløs. Hun fløj bort fra ham, og hun fløj højt. Men en skønne Dag traf han hende vingeskudt og bedrøvet. Hendes høje Flugt havde kun skaffet hende en stakket Lykke. Hendes Smærte gjorde ham mere ondt, end om det havde været hans egen, for han elskede hende stadig og havde aldrig elsket nogen anden. Han bad hende ikke om at blive hans; han nænnede ikke at røre ved det syge Hjærte; men han forsøgte at vise hende, at hun ikke havde bedre Ven i Verden end ham, og at han ingen større Lykke vidste end at være god imod hende. Hun forstod ham ogsaa, og da nogen Tid var gaaet, kom hun en Dag til ham og sagde, at hun holdt af ham. Og nu er de lykkelige Ægtefolk og Købmandsfolk i en lille tysk By.

-- -- Da Erik havde fortalt denne Historie, var vi begge lige forlegne, og ingen af os sagde længe noget. Vi sad og saá paa hinanden, og jeg tænkte, at han alligevel ikke vidste Alt. Derfor spurgte jeg omsider: »Den unge tyske Dame havde altsaa været forlovet med en anden?« »Nej« -- svarede Erik og saá paa mig med et fast Blik: »Hun havde været en Andens Elskerinde.«

»Og alligevel ...«