Part 1

Produced by The Online Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned images of public domain material from the Google Print project.)

Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret. _Understreg_ er brugt til at gengive kursiveret tekst.

PETER NANSEN

JULIES DAGBOG

Andet Oplag

KJØBENHAVN

P. G. PHILIPSENS FORLAG

Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover)

1894

JULIES DAGBOG

Denne Bog har jeg faaet til Jul af Moder. Jeg vil her nedskrive oprigtigt og sandfærdigt alle mine Oplevelser og Tanker. Jeg vil ikke smigre for mig selv, men tage med baade det gode og det onde. Paa den Maade vil min Dagbog kunne blive mig som et lærerigt Spejl. Men naar Bogen er sluttet -- vil den da berette om et lykkeligt eller sørgeligt Liv, vil den være en Roman med spændende Hændelser eller vil den være -- ak! -- slet ingenting? Herom spørger jeg med nysgærrig Uro mig selv, idet jeg skrider til mit Værk.

Saa anbefaler jeg da mig og min Bog til en naadig Skæbne og alle gode Magter.

Kjøbenhavn, Forhaabningsholms Allé, den 27de December 1891.

_Julie Mathilde Magens_, født d. 23. April 1872, Datter af Blomstermaler, Professor _Holger Magens_.

Nytaarsnat, Kl. 12½.

Hvor højtidelig en Tanke, at det gamle Aar nu er endt og et nyt rinder frem i Vinternattens Mulm og Mørke. Et Aar er atter svundet -- hvad har det bragt mig? Et nyt begynder -- hvad vil det bringe? Det første kan jeg besvare. Det gamle Aar har intet bragt. Naar jeg tænker tilbage paa det, ligger det for mig som en lang lige Landevej, uden Farver, uden Brydninger, uden Afveksling. En Række af stille Dagsmarcher, altid lige lange, altid i samme Retning og i samme tungsindige Omgivelser. Om Formiddagen følgende Billede: min søde lille Mo'r og jeg spadserer ned ad Gl. Kongevej, ind til Byen for at besørge Ærinder. Vi gaar hurtigt og glider gennem de mange Mennesker, ligesom vi ikke hørte til iblandt dem. Vi kender kun faa, og færre kender os. Alligevel kender vist alle os. Vi hører til Rutens faste Figurer. »Enken med sin Datter« kaldte engang en Herre os, idet vi gik forbi. Baade Moder og jeg kom til at smile ad Bemærkningen; den var virkelig rammende. Moder lille og spinkel, altid sortklædt; jeg høj og tynd -- vistnok lidt ranglet, -- desværre ikke særlig velklædt, dog, med faa Midler, net. Vi standser ikke paa vor Vej, vi gaar ufortrødent, som om det var en Forretning for os at gaa, og vi ser hverken til Højre eller til Venstre. Det sidste er forresten ikke fuldkommen sandfærdigt. D. v. s. Mo'r ser ret frem, men jeg kigger med Øjenkrogene til begge Sider.

... Vi kommer hjem, og Middagen oprinder. Familien samles. Hvor der er koldt i vor Spisestue -- til Trods for de Rosenguirlander og Sydfrugter, hvormed Fader har dekoreret Væggene. Først sætter Moder, Frantz (en lang opløben 16 Aars Dreng) og jeg os tilbords. Saa træder Fader ind fra sit Atelier. Han er meget høj og mager, er altid i graat Tøj med langskødet Frakke, han fryser altid og fejler altid et eller andet. Jeg tror, det er ham, der bringer Kulde med sig ind i Stuen. Fader ser skarpt paa os gennem sine Guldbriller, nikker og sætter sig uden at sige et Ord. Og vi spiser vor Mad, som om det var en tung Pligt, vi opfyldte. Vi spiser det mindst mulige for at blive færdige i en Fart. Derfor er vi alle saa tynde ligesom Planter, der vokser i Skygge. Det Billede faldt mig ind en Dag, vi rejste os fra Bordet. Som vi stod dér, tre lange og en lille, kom jeg pludselig til at huske paa en Kala, vi en Gang havde. Vi troede, den var gaaet ud, og havde stillet den til Side i et mørkt Gaardværelse. Saa en Formiddag kom jeg derind og saá, at den var skudt op igen med fire spinkle hvidlig-grønne Stilke, der paa Toppen bar smaabitte gennemsigtige Blade. -- -- Konversationen ved Middagsbordet kan just ikke kaldes animeret. Den indledes med, at Moder spørger Fader: »Hvordan har Du det idag, Holger? Har det været slemt med Hovedet?« Herpaa er Svaret: »Om det ikke var andet end Hovedet. Men de forbandede Rygsmerter piner Livet af mig.« Næste Dag begynder Moder med Ryggen, og det slaar da ikke Fejl, at nu er det Hovedet, som er det mest pinagtige.

Resten af Middags-Underholdningen adresseres til den arme Mosjø Frantz, som har et righoldigt Synderegister. Frantz, der er i næstøverste Latinklasse, mistænkes stadig for Dovenskab og letsindigt Levned, saasom overdreven Nydelse af Tobak, Smug-Toddyer osv. Ogsaa vækker han min æstetiske Papas Ærgrelse ved et leddeløst labansagtigt Væsen, en smagløs Behandling af Kniv og Gaffel, Rokken paa Stolen, usoignerede Negle m. m. Saaledes krydres vor Mad paa den lifligste Maade.

Aftenen er Døgnets Oase -- naar Frantz er gaaet til sine Lektier eller sin Smugtoddy og Fader Kl. 10 har sagt Godnat. Da sidder Mo'r og jeg og taler fortroligt sammen. Vi aabner for Kakkelovnen, saa Ilden lyser ud gennem Risten, sætter rød Skærm over Lampen og gør os det mageligt i Sofaen. Hvad vi taler om? Om Alt og Intet, det højeste og det laveste; om hvad der har staaet i Bladene, om Bøger, vi har læst, om Livets store Problemer, om Familiebegivenheder baade nu og i gamle Dage, men mest taler vi om Kærlighed. At høre Mo'r tale om Kærlighed er saa smukt og rørende, at jeg altid ender med at græde. Stakkels lille Mo'r, som har et saa stort og varmt Hjærte og som er skabt til nænsom Behandling af Livet. Sikkert maa hun en Gang i sine unge Dage have oplevet en Roman. Det kan ikke være Minder fra hendes Ægteskab, der fylder hendes Sind med saamegen Poesi. Thi Fader tog hun først, da hun var 27 Aar og hendes Forældre var døde -- uden at efterlade sig noget. Allerdejligst er det dog, naar Moder fortæller om sit Hjem, hvor det gik saa fornemt og lystigt til, med musikalske Soiréer, Baller og Kanefarter. Ak! Bedstefa'r, Bedstefa'r, hvor kunde Du ogsaa sætte alle dine Penge overstyr, saa der slet ingen Fornøjelser blev tilovers til din arme Datterdatter! Og Du skønne, Du vidunderlig dejlige Bedstemo'r, Du, om hvem Sagnet beretter saare smukke, men ikke ganske artige Æventyr -- hvorfor har jeg dog ikke kendt Dig, Du brillante Kvindemenneske, der paa din Bryllupsdag lod Bedstefader bortføre Dig midt under Middagen og kørte med ham i Firspands Kane ud paa Landet til den festligt beredte Kro, hvor I to saa fortsatte Gildet, I to alene.

Om I fra Eders sikkert straalende og glade Himmel følger Eders Slægts jordiske Færd, vil I have følt Sorg og Medynk over den Nytaarsaften, Moder og jeg har fejret. Nej, i vort Hus er ikke, som Skik var i Eders, det gamle Aar blevet hædret med rungende Skaaler om et bugnende Festbord, og ikke er det nye Aar hilst velkommen med Champagneproppers Salut.

Ganske alene har vi siddet, Moder og jeg, og ventet paa det nye Aar. Hver i sin Krog af Sofaen sad vi og krøb sammen, sad i to lange Timer, uden at have Humør til at begynde vor sædvanlige Passiar. Men da Taffelurets gamle slidte Klokkeværk med spinkle besværlige Toner begyndte sin Midnatskimen, rettede vi os op og lyttede, og en Angst paakom mig. Dumt var det, men jeg syntes, at nu slog Afgørelsens Stund for mig. Hvert af Urets Klokkeslag klang i mine Øren som et »Nu din Tid! Nu din Tid!« -- indtil Værket endte med en klirrende Raslen, der lød som Kanebjælder.

Saa tog Mo'r mig i sine Arme, bøjede mit Hoved ned til sit og sagde, mens hun kyssede mig: »Du, min lange, kære, grimme Unge, Vorherre gøre det nye Aar lyst og lykkeligt for Dig.« Og da jeg svarede: »Tak for det gamle, lille Mo'r!« -- klappede hun mig paa Kinden og sagde: »Du har desværre saa lidt at takke for.« Og lidt efter, med Taarer i Øjnene: »Min egen Unge, Du har det ikke godt herhjemme, jeg véd det. En anden Sag er det, naar man som jeg er færdig med Livet; men ungt Blod trænger til Sol og Lykke.« »Jeg har jo Dig, lille Mo'r,« hviskede jeg. Hun rejste sig, smilede og sagde saa pudsigt skælmsk, som hun undertiden kan være: »Er de unge Piger nuomstunder saa nøjsomme?« Saa sagde vi Godnat og gik hver til Sit.

Hvad hun mente, véd jeg. Hun mente Erik. Ja, Du kære Ven i det Fjærne, hvis faa og korte Breve har været de flygtige Stjærneskud i Aarets Mørke, Du skulde bare ane, hvilke farlige Planer der her lægges mod din Frihed. Monstro Du da nogensinde vendte hjem? Aa jo, det gjorde Du dog vist. Men om Du anede, hvor stygt, hvor ufint jeg egenlig spekulerer i Dig, da vilde Du med Rette foragte mig. Spørger jeg nemlig mig selv, om jeg elsker Dig, bliver Svaret: Nej. -- Og alligevel, hvis Du i dette Øjeblik traadte ind ad Døren og spurgte, om jeg vilde gifte mig med Dig, svarede jeg uden Tøven: Ja. -- Thi Du er den eneste Redningsplanke, jeg øjner -- den eneste, der kan føre mig bort fra det triste Vrag, som Hjemmet her er. Og jeg skriger det ud i denne Nytaarsnat: Hjælp, Hjælp! ... Om Du hørte mit Nødraab og om Du kom til mig, jeg lover Dig, at jeg skulde blive Dig en god og trofast Hustru, altid holde af Dig og aldrig glemme, hvad jeg skyldte Dig. Jeg har lært at slaa af paa mine Fordringer til Livet. Nu er alt det, jeg beder om: Frihed. Ja, Moder, Du havde Ret, jeg har ikke haft det godt ... Jeg tørster efter at drikke Sol og Varme, jeg er en stakkels bleg Kalastilk i et koldt Gaardværelse.

-- -- -- Jeg har nu læst igennem det, jeg har skrevet, og jeg skammer mig over mig selv. Her har jeg, Julie Magens, i Skolen Uglspil kaldet, siddet og ladet Blækket flyde som Taarer fra min Pen. Skam Dig, min gode Pige, tør dine Øjne og sæt et venligt Ansigt op til det nye Aar. Naturligvis har det noget godt med til dig -- naar bare Du selv rækker Haanden frem. Maaske allerede nu til Morgen det bringer mig en Hilsen fra Erik. Men faar jeg imorgen -- eller rettere idag -- en Nytaarshilsen fra Erik ...

... da let paa Taa I Piger smaa, for da skal Dansen gaa og Julies Bryllup staa.

Det Vers er af mig selv.

1ste Januar.

Altsaa har jeg Grund til at være i Perlehumør: der var Brev til mig fra Erik. Ovenikøbet et langt Brev med forelsket Længsel efter »Plejesøster« Julie. Erik har omtrent brugt de Penge, hans Fader gav ham til at studere for i Wien; han har tillige smigrende Tilbud om et Slags Kompagniskab med en af de mest ansete yngre Arkitekter her. Hvis nu bare hans Fader vilde forstrække ham med den fornødne Kapital, vender han hjem allerede om faa Uger, og »jeg har da« -- skriver han -- »noget meget vigtigt at tale med Dig om.«

Med andre Ord: om en Maaned er jeg forlovet med Arkitekt Erik Glerup, og til April holder vi Bryllup. Vi flytter ind i en 5 Værelsers Lejlighed, vi faar Møbler efter de Tegninger, Erik lavede sidste Jul, da vi for Spøg talte om, hvordan vi helst vilde have en Lejlighed udstyret; vi faar det i alle Retninger smukt og behageligt; vi fører et maadeholdent selskabeligt Liv, vi gaar en Gang imellem i Teatret paa gode Pladser, vi bliver agtede og ansete, vi skylder ikke Nogen noget, vi lægger tværtimod lidt op hvert Aar, og for hvert ti Tusind, vi lægger op, tillader vi os en ny Komfort. Vi ender som Velhavere og Etatsraad, R. af D., p. p.

Og naar saa Etatsraadinde Julie Glerup, Formand i Foreningen »Pattebørns Ernæring«, mæt af Dage og Menneskenes Agtelse indgaar til en salig Død, da vil hun med sit sidste Blik skue tilbage over et Liv, som er graat-graat, prosaisk-hæderligt, hæderligt-kedsommeligt, som er netop det, hun altid har hadet og afskyet mest.

Men skønt hun i dette Øjeblik, endnu hverken prosaisk eller hæderlig eller Etatsraadinde, véd paa en Prik, hvordan Fremtiden vil blive, naar hun gifter sig med den gode, den hæderlige og den dygtige Erik, saa gør hun det alligevel, gør det, fordi hun er en fejg Person, der, trods al sin kætterske Menen og Villen kryber i et Musehul for Folks Fordømmelse og kun i sine Tanker og Drømme vover sig væk fra den Muldklump, hvor hun finder en sikker Føde. Bevistes hendes Fejghed ikke tydeligt nok for 3 Aar siden, da hun forlod sine Forældres Hus med en heroisk Erklæring om, at nu holdt hun det ikke ud længer, og saa fem Timer efter vendte hjem som en uartig lille Pige til Faders Tugt og Moders Klage?

Naar jeg betænker, at denne latterlige Flugt er mit Livs »Stordaad«, da erkender jeg rødmende, at jeg ikke er skabt til noget mere epokegørende end Etatsraadinde; at jeg tværtimod paa mine bare Knæ bør takke Himlen, om jeg naaer saa vidt.

Altsaa: Hurra for Eriks Brev! Det er mit Jule-Evangelium. Det lover mig, at jeg inden Sankte Hans skal blive Frue og Genstand for Kusinernes Misundelse. Hurra! Det er altid noget.

-- -- I Nytaarsdags højtidelige Anledning har vi været til Gala-Familie-Middag hos Bedstemoder. Af Faders Moder at være er Bedstemoder en mærkeligt elskelig Kone. I Grunden tror jeg, hun ærgrer sig lumsk over Fader, forsaavidt man tør bruge et saa stærkt Ord om Bedstemoders Følelsesliv. Hun sidder ubevægelig, plantet mellem Puder, i sin stive Mahognitræs Sofa, hvorover salig Farfaders Billede i Oliemaleri -- Faders Debutarbejde -- hænger, en stram, mager, asketisk Prælatskikkelse i biskoppeligt Silkeornat og med Ordensbaand om Halsen. Bedstemoder ligner en Voksfigur, ikke en Fiber sitrer i hendes store regelmæssige, af en pibet Kappestrimmel indrammede, hvide Ansigt, og i de sidste Par Aar har hun end ikke haft et Strikketøj mellem sine Hænder. Hun sidder som et Sindbilled paa den for al jordisk Bekymring og Uro lutrede Alderdom, og hun taler med en Stemme, der har akkurat samme højtideligt dybe Klang, enten den udtrykker Glæde eller Sorg, og saa langsomt, som om hun for hvert Ord maatte huske sig om for at finde det. Men i det udslukte Ansigt lyser to store, rare, mørke Øjne med en underlig stærk Glød. De kan se saa fast og kærligt paa En, saa ransagende og mildt forstaaende, at man kunde faa Lyst til at kaste sig om Halsen paa hende og græde alle sine dumme Sorger ud ved hendes gamle rolige Hjærte.

Spisesedlen ved Bedstemoders Nytaarsmiddag er lige saa uforanderlig som hun selv: en rigtig Familie-Suppe, stærk, krydret og duftende, med mange Urter og Kødboller, kogt Rødspætte, en vældig saftig og rød Oksesteg samt hjemmebagt Æblekage. Dertil en Rødvin, som der ikke ødsles med, men som det ogsaa næsten er Synd at drikke, saa berusende dejligt lugter den -- en Efterladenskab fra min for femten Aar siden afdøde højærværdige Bedstefader -- og ved Desserten et Glas Madeira.

Egenlig morsomme er Bedstemoders Middage ikke. Og dog, hvor lunt, hvor hyggeligt er der ikke hos hende! Al Mislyd maa forstumme i hendes stille Gammelkone-Stuer, selv Fader gør sig Umage for at være i behageligt Humør. Og hvilken velsignet Appetit giver det ikke at se Bedstemoder med sine milde Øjne vaage over, at vi alle faar noget, der er rigtig godt og lækkert, og høre hendes gæstfri Opfordringer til at forsyne os. Jeg maa smile ved Tanken om, hvordan jeg propper mig ved disse Middage, hvor vi giver os god Tid, og hvor Retterne frembæres med festlig Værdighed af en gammel Pige med sirligt hvidt Smækkeforklæde. Jeg vil nu slet ikke tale om Frantz, for han hugger i sig med en ligefrem upassende Forslugenhed.

Ved Desserten løfter Bedstemoder sit Glas og siger -- hvert Aar de samme Ord: »Saa drikker vi paa et glædeligt Nytaar for os Alle, men mest for de Unge.« Da jeg idag klinkede med hende -- jeg sad ved Siden af hende -- saá hun længe paa mig med sine store Øjne og sagde saa: »Din Skaal!« »Tak, Bedstemo'r.« Hun saá længe paa mig og sagde omsider: »Har jeg maaske ikke Ret?« »I hvad, Bedstemo'r?« Hun rystede paa Hovedet: »Jeg siger ikke mere. Jeg spørger kun.« Jeg blev rød, men de Andre lo.

Mon Nogen har talt til hende om Erik? Eller hvad mente hun?

Bedstemoder er ikke rig; hun har akkurat saa meget, at hun kan leve nogenlunde sorgfrit med sine smaa Fornødenheder, men ved at spare til daglig faar hun Raad til at stikke snart et, snart et andet til os, et Par Kroner til Teaterbilletter eller et Guldstykke til at købe noget nyttigt for. Hendes Gaver overrækkes os altid paa en fordulgt, hemmelighedsfuld Maade, og hun kan ikke lide, at vi taler om, hvad vi har faaet af hende. Da jeg f. Eks. idag efter Middagen sad i Sofaen hos hende, mærkede jeg, at hun trak sagte i min Kjole. Jeg kiggede ned og saá, at hun havde puffet noget hvidt over til mig. Det var 2 Tokronestykker, omhyggelig indsvøbte i Papir, og paa Papiret stod der: »Til Dig og Frantz, at se det nye Teaterstykke for.«

Paa Onsdag -- hvis vi kan faa Billetter -- skal vi til _Suleima_. Jeg glæder mig forfærdeligt, Du kære, gode Bedstemoder.

2. Januar.

Stod tidligt op, var flittig indtil Frokost. »Flittig« vil sige, at jeg malede. Jeg maler nemlig ogsaa -- paa Porcellæn; for Tiden arbejder jeg, under Faders Tilsyn, paa et Flora Danica-Stel til den unge Grevinde Bjørneklo. Efter Frokost øvede jeg mig en Times Tid, gik saa med Moder til Byen, saá ikke en eneste nævneværdig Person. Hjalp efter Middag Moder med at efterse Linned. Spillede om Aftenen lidt for Moder. Tidligt i Seng.

3. Januar (Søndag).

I Mathæus-Kirken med Moder. Frokost. Spadserede. Middag. Syede. Ikke et Besøg hele Dagen. Ikke et Brev. Ret en hyggelig Søndag.

4. og 5. Januar.

Jeg slaar de to Dage sammen. De har samme Tekst og Melodi. Tidligt op, flittig indtil Frokost. Øvede mig efter Frokost en Time osv. (se forøvrigt Teksten til 2den Jan.) ... Jeg noterer, for Afvekslings Skyld, at vi har faaet en ny Genbo: en ung, tilsyneladende velhavende Herre. Han bebor hele Fjerdesalen overfor os. Naar jeg om Formiddagen sidder i vort Karnapvindue og arbejder, har jeg den Oplivelse at se den unge Kavallér fuldende sit Toilette. Med en imponerende Ugenerthed udfører han sine Forskønnelses-Arbejder, saasom Barbering og Frisering, henne ved sit Sovekammervindue. Karmen er fyldt med Krukker, Flasker, Børster og Kamme, og i dette Laboratorium arbejder min Genbo mindst en Time -- i en stilfuld Natskjorte og med et Ansigt, der er præget af den andægtigste Alvor. Jeg har prøvet paa at gøre ham skamfuld ved demonstrativt at rulle Gardinet ned for mit Vindue. Men det anfægtede ham ikke det bitterste. Da jeg langsomt lod Gardinet dale, kiggede han forundret op mod Himlen, som for at se, om Solen kunde genere mig; derpaa arbejdede han uforstyrret videre paa sin Skilning. Egenlig kan jeg ganske godt lide ham. Der er en medfødt Storsnudethed over ham, som tiltaler mig, en Selvbevidsthed, som jeg misunder ham. Han er vist, hvad jeg vilde kalde en vindende Flab. Jeg skal dog se at faa at vide, hvad og hvem han er.

Imorgen Aften _Suleima_. Hvor dejligt at lægge sig til Sengs med den Tanke, at man har noget godt i Vente til næste Dag. Suleima! Hvem der hed Suleima og var en smuk Araberhøvdings Brud! Laa med sin Elskede ved den rislende Kilde under slanke Palmetræer eller jog med ham over de høje Sletter, under en straalende Himmel, paa hans fyrige Hest. Godnat, Suleima! Jeg vil drømme mig i dit Sted.

6. Januar.

_Suleima_ blev en Skuffelse. Dog Musiken var dejlig -- døsigt vuggende, vildt jublende, saa velsignet fri for moralske Skrupler.

Egenlig var der kun én Scene, som gjorde Indtryk paa mig. Suleima har lagt sig til Hvile i sin Faders Telt. Da bryder en fjendlig Araberstamme ind i Lejren, og dens Høvding river Suleima op fra hendes Leje og bortfører hende. Suleima har ligget og drømt; Bortførelsen maa tænkes som en Fortsættelse af Drømmen. Hun sér den prægtigt hvidklædte Scheik bøje sig ned over hende, hun møder hans beundrende Blik, og endnu næppe vaagen lader hun sig modstandløs tage af ham, halvt lammet af Rædsel, halvt magtstjaalen af den Tilbedelse, hun læser i sin Bortførers Blik, og af Situationens æventyrlige Voldsomhed. Navnlig den unge Scheik virkede betagende. Maaske var det slet ikke Meningen, at der skulde lægges denne Erotik eller Poesi over Pigerovet; Scheiken havde kun en lille Rolle i Stykket og forsvandt i de senere Akter, men ialfald for mig var hans Optræden Aftenens Glanspunkt.

Jeg har aldrig før set denne unge Skuespiller. Han har sikkert et stort Talent. Hans Navn har jeg en enkelt Gang læst i Bladene; jeg mindes dog ikke, at han blev fremhævet i Anmeldelserne af _Suleima_. Han hedder Alfred Mørch.

7. Januar, Formiddag.

Jeg havde i Nat en underlig Drøm. Jeg var ude i en Ørken. Hvordan jeg var kommen dér, véd jeg ikke. Drømmen begynder med, at jeg stod midt paa den store Sandslette. Jeg maa have gaaet længe, for jeg var saa træt, at jeg næsten ikke kunde flytte Fødderne; de hang fast i Sandet, som om der var bundet tunge Blylodder ved dem. Ejheller kunde jeg drage Vejret. En kvælende Varme fyldte min Mund, min Næse og mine Øren. Og dog brændte Solen ikke min Ørken. Der hvilede over den en ulden graa Himmel, og Himlen sænkede sig mer og mer ned mod mig. Det var som et Filttæppe, der skulde kvæle mig. Og Sandet var ikke hvidt, men gulligbrunt, og der steg op fra det en Dunst som af Svovl. Jeg følte med mig selv, at jeg om faa Øjeblikke vilde være død. Jeg klagede ikke. Jeg prøvede end ikke paa at raabe om Hjælp, men jeg græd stille. Saa gled min Bevidsthed bort, jeg drømte, at jeg faldt i Søvn. I min Drøms Drøm hørte jeg en sagte vuggende Musik -- jeg husker, jeg tænkte: nu spiller de til min Begravelse --, men Musiken steg og steg, Trommer og Pauker faldt ind, jublende Fløjtetoner, jeg laa som i en Luft af brusende Musik, der vældede ind over mig, og jeg sagde til mig selv: Du maa skynde Dig at vaagne, ellers kommer Du ikke med til Festen. Og jeg vaagnede -- i min Drøm -- og stod atter i Ørkenen, men Musiken spillede stadig, og jeg hørte en Stemme kalde: Suleima! -- Jeg saá mig om og se: ude i Horisonten skimtedes noget hvidt, en Prik kun, men nærmere og nærmere kom det med flyvende Hast. Da svarede jeg: »Min hvide Scheik, min Brudgom og Frelser!« Rundt om mig lysnede det, Himlen hævede sig og hvælvede sig klar og ren, jeg fornam den kølige Luft fra et nært Kildespring, og dér fløj han mig imøde, med flagrende hvid Burnus og ombrust af Musik, min hvide Scheik paa sin sorte Hingst.

... Saa vaagnede jeg. Ved min Seng stod Moder smilende og sagde: »Du dovne Pige, som sover til langt op paa Dagen. Forresten saá Du saa sød ud, mens Du sov, at jeg ikke nænnede at vække Dig. Jeg har staaet og sét paa Dig i vist over ti Minutter.«

8. Januar.

Hele Dagen igaar var jeg i straalende Humør. Hvorfor egenlig? Der skete dog intet oplivende, Timerne gik efter den vante Recept, og Fader var ikke mindre Bedemand end sædvanlig. Alligevel dansede og sang det hele Dagen inde i mig, Alt syntes mig let og lyst. Jeg forbavsede dem Alle med min Lystighed. Paa vor Spadseretur maatte Moder hvert Øjeblik minde mig om, at det ikke var passende at le højt paa Gaden, og Frantz aflagde jeg om Eftermiddagen et Besøg i hans Værelse, trakterede ham og mig selv med Cigaretter og lod ham traktere mig med et Glas Kognak. Drengen blev helt rørt over min Elskværdighed, det var morsomt at se, hvor han ligefrem var galant imod mig. Men da jeg gik, sagde han: »Hils _ham_ fra mig.«

Han troede, det var Erik, der var Skyld i mit gode Humør. Nej, Grunden til min Glæde var saamæn langt fjærnere fra Virkeligheden. Det var Suleima-Drømmen, der endnu levede i mig. Hvor barnagtigt og taabeligt!

Endnu taabeligere var det dog, at ogsaa Moders Ord, da jeg vaagnede, havde Part i min glade Stemning. »Hvor Du saá sød ud, da Du sov!« -- de Ord lød hele Dagen i mine Øren og fyldte mig med kildrende Velbehag. Altsaa kan Du se sød ud! sagde jeg til mig selv. Altsaa er Du ikke altid den grimme Unge. Skade blot, hvis det alene er, naar jeg sover, at jeg har mine nette Øjeblikke. »Frk. Julie Magens havde igaar en _belle nuit_!« Det lyder ikke ilde, men desværre faar jo hverken jeg eller Andre Lejlighed til at beundre denne Viol, der kun udfolder sig om Natten.

Imidlertid, saa latterligt forfængelig havde den moderlige Hyldest gjort mig, at jeg igaar Aftes, istedetfor at skrive Dagbog, holdt Revue over mig selv foran Spejlet.