Part 9
Det var en Dag i Høsten, efter at han havde fyldt sit fjerde Aar, at Erik sad hos sin Moder med en Billedbog foran sig; Judith læste, men lagde taalmodig Bogen bort for at forklare ham, hvad han ønskede at vide. Under et af disse Ophold greb Drengen hendes Bog, der forekom ham at være langt interessantere end hans egen.
«Giv Moder Bogen, lille Erik.»
«Nej, jeg vil se i den.»
Det var et kostbart Værk, som let kunde ødelægges, og hun rejste sig for at tage den fra ham.
Men Erik holdt fast og strittede imod.
«Vær nu en god Dreng, Erik» -- men han hørte intet.
«Jeg vil ha' den!» hvæsede han.
Hun tog den fra ham. Saa kastede han sig bag over i et komplet Anfald af Raseri: «Giv mig den, jeg vil, jeg vil, jeg vil,» han foer løs paa hende og rev i hende, hun værgede sig, holdt Bogen over Hovedet og sagde venlig: «Lille Erik skal være artig.»
Men Drengen skreg og stampede i Gulvet. Hun var saa vant til hans Opførsel, men bag dem stod Banner i den aabne Dør, maalløs af Forbavselse. Det var første Gang, han saa Drengen saaledes. Han skulde just ud at ride og var kommen gennem Korridoren, da han hørte Drengens arrige Skrigen, og der stod han nu yderst forbavset i Døren. Men i næste Øjeblik var der en anden, som blev forbavset, og det var den hidsige lille Tyran, der blev greben, løftet fra Jorden og for første Gang i sit Liv erfarede, hvorledes en Ridepisk smager. Han skreg, han snoede og vendte sig, han tænkte ikke længer paa, at han befandt sig over for sin Fader, han forsvarede kun sig selv efter bedste Evne. Men forgæves; Ridepisken faldt ubønhørlig ned over ham og trak den ene svidende Streg efter den anden over hans Ryg. Han skreg af Smerte, men blev ikke bønhørt. Judith sad i Sofaen med Bogen, Stridens Æble, i sin Haand. Hendes Følelser var de samme som enhver anden Moders ved en lignende Lejlighed. Hvert Slag ramte hende lige saa haardt som Drengen, og hun oprørtes over den «Mishandling», for hvilken han var Genstand. Vilde dette da ikke tage en Ende; men det var Mændenes sædvanlige Brutalitet, at glæde sig ved at mærke deres Magt over en svagere. Hendes Stolthed forbød hende at lægge sig imellem, og Banner ophørte ikke at slaa, førend det lille Legeme slappedes under hans Haand, før den sidste Gnist af Modstand forsvandt, og han mærkede, at Drengen var bøjet og skælvede. Saa slap han ham og gik uden at sige et Ord. Men i Judiths Sind blandede der sig noget i Medlidenheden med Drengen, en næsten triumferende Forhaabning. Hun kendte Erik, og vidste, at denne Ydmygelse ikke saa let vilde udslettes af hans Erindring; den vilde kølne hans Hengivenhed for Faderen, og saa -- saa kunde hun maaske vinde en lille Part deraf; hun trængte saa usigelig til Kærlighed.
Hun bøjede sig over ham som han laa der paa Gulvet. «Stakkels lille Pip,» hviskede hun blidt. Da brast han i en saa lidenskabelig Graad, at hun blev ganske forfærdet derover. Han græd for øvrigt mest af Medlidenhed med sig selv. Hun tyssede paa ham, tørrede hans Øjne med sit eget Lommetørklæde og strøg det fugtige Haar bort fra hans Pande. «Græd ikke, lille Erik, Moder holder af Dig, Moder skal være god mod Dig;» og han fik endnu mere ondt af sig selv. Efterhaanden sagtnedes dog hans Graad. Hun løftede ham op og bar ham hen paa Sofaen; det voldte ham øjensynlig Smerte, og hans Graad kom igen i smaa hulkende Suk. «Gør det meget ondt, min lille Dreng. Skal Moder bade dig, Moder skal ikke slaa Dig,» hun tog hans Hoved ind til sig, «vil Du altid holde af Moder?»
«Ja,» snøftede han.
«Saa skal Moder nok være god ved Dig.»
Han svarede ikke, han var øjensynlig for udmattet til at nære enten Vrede eller Taknemlighed. Efter en lang Pavse, hvori hun knælede for ham, sagde han pludselig:
«Hvor er Fader?»
«Vær rolig, lille Pip, Fader er borte og kommer ikke saa snart, jeg skal nok passe paa Dig.»
Han laa nogen Tid og ømmede sig. «Kommer Fader snart?» spurgte han derpaa.
«Nej, det varer længe, Du skal ikke være bange.»
Han slog sig til Ro, og hun fortalte ham Historier. En Gang vendte han sig om og sagde: «Du er god,» idet han rakte sin Mund op til Kys. Hvilket lykkeligt Øjeblik for hendes forsmaaede Hjærte.
Men saa mærkede hun, at han atter begyndte at skælve.
«Hvad er det?»
«Nu kommer Fader hjem, jeg kan høre, det er «Emir».»
Hun lyttede anstrængt, men først efter nogle Øjeblikkes Forløb kunde hun skælne Hovslagene af en Hest.
«Vær rolig, Fader vil ikke slaa Dig mere.»
Erik rejste sig over Ende. «Nu kommer de ind i Gaarden, nu springer Fader af Hesten, nu gaar han op ad Trappen, og -- og -- nu kommer han gennem Gangen.»
«Vær ikke bange, Pip!»
Eriks Ansigt var blevet blussende rødt; Døren aabnedes, han snoede sig ud af Moderens Hænder, hun troede, det var for at flygte, og vilde holde ham tilbage, idet hun stræbte at berolige ham; men han sled sig løs, og inden Banner var kommen tre Skridt ind i Stuen, havde Barnet grebet hans Hænder, klyngede sig op til ham og stammede: «Jeg skal aldrig mere være uartig -- aldrig mere.» Og saa begyndte han atter at græde.
En stikkende Smerte greb Judith, hun var lige ved at vaande sig under den.
Banner løftede Drengen op og kyssede ham: «Fader er ikke længer vred, men nu er Du træt og søvnig; kys saa god Nat og gaa i Seng.»
Klokken var kun sex, men Erik gjorde ingen Indvendinger, han gik hen til sin Moder, der sad bleg og tavs i Sofaen.
«God Nat, Moder!» Men hun skød ham fra sig uden at kysse ham. Han betragtede hende forbavset, stod et Øjeblik raadvild og gik saa hen til Faderen, kyssede ham og forføjede sig derpaa lydig bort for at gaa i Seng.
Da han var borte, sagde Judith med haard, næsten ukendelig Stemme: «Jeg tror, at Børn er som Hunde, de slikker den Haand, der mishandler dem.»
«Jeg tror,» svarede hendes Mand tørt, «at Drengen indsaa sin Uret, derfor bøjede han sig villig.»
«Det maa være en mærkelig Natur, som kan bøje sig for Mishandling.»
«Jeg mishandlede ham ikke, men jeg ved, hvad uavet Trods og Stivsind fører til; jeg vil bøje det hos Drengen.»
«Der er Naturer, som er for stolte til nogensinde at bøje sig.»
Han tog en Bog og aabnede den, bag Bogen svarede han: «Der er Mennesker, antager jeg, som aldrig har elsket og aldrig er blevne elskede; derfor har de saa ondt ved at skulle bøje sig.»
Hun tav og forlod Stuen.
* * * * *
Den Aften kunde hun ikke falde i Søvn; hun kastede sig hvileløs frem og tilbage, plaget af sine sørgelige Tanker. Forsmaaet, forraadt af sit eget Barn, ude af Stand til at erobre sig mere end en underordnet Plads i hans Hjærte. Hun mindedes den længe varende Forbitrelse, Barnet havde vist, da hun en Gang straffede det; Drengen brød sig sandsynligvis slet ikke om hende. Banner havde jo sagt det: «Mennesker, der aldrig har elsket og aldrig er blevne elskede». Var hun et saadant Menneske. Ja -- ja, ja -- hun var aldrig, aldrig bleven elsket. Ikke, saaledes som hun behøvede det, fuldt og helt. Og heller ikke hun havde elsket. Nej, heller ikke! Idetmindste ikke, saaledes som hun maatte kunne af hele sit Hjærte, uegennyttig, offerberedvillig, selvforglemmende. Nej, hverken sin Moder, sin Mand -- eller sit lille Barn, nej ikke engang det; thi saa vilde hun have været fornøjet med den mindste Brøkdel af dets Hjærte; saadan Kærlighed stillede jo ikke Fordringer. Dette var altsaa, hvad hun manglede, Tomheden, hun led under; derfor blev hun Dag for Dag slettere, ligegyldigere og haardere. Aa, vilde det da ikke komme? Vilde da ingen elske hende, saaledes at ogsaa hendes Kærlighed blev vakt; skulde hun da aldrig lære denne Følelse at kende med al dens Berusning, dens Lykke og Sødme, saaledes som den jo dog vel fandtes. Thi den fandtes da vel i Virkeligheden og ikke blot i Bøgerne? Skønt -- Gud ved. Hun havde jo dog egentlig aldrig set nogen saadan Kærlighed i Livet. Men Egoisme, den var der nok af; hun var i alt Fald ikke den eneste, som dreves deraf. Saa man nøjere til, var den maaske Drivefjedren i det hele. Egoisme havde bestemt hendes Moders Handlemaade, hendes Stedfaders, hendes egen, ja først og fremmest hendes egen; Kærligheden var maaske kun Ord, Indbildning, den fandtes slet ikke. Men elskede Banner da ikke Drengen? Nej, atter kun Egoisme; han elskede sig selv, sit Kød og Blod, sit eget Liv, sin Fremtid i Drengen, det var alt. Hun fandt en sørgelig Tilfredsstillelse i at optrævle ethvert Forhold, hun kom til at tænke paa, og finde Egoisme som Kærne i dem alle. Under denne Beskæftigelse overvældede Søvnen hende. Men endnu i halvvaagen Tilstand mindedes hun Smaahistorier i de danske Læsebøger fra Skoletiden om «Rørende Venskab», «Bevis paa Broderkærlighed», «Et Negerbarns Kærlighed til sine Forældre» o. s. v., og deri blandede sig uklart og forvirret Skriftsteder og Salmestumper fra samme Tid: «Saa elskede Gud Verden», «Mine Børn, elsker hverandre; jeg er Kærlighed», «Kærlighed er Lovens Fylde», og halv ubevidst sukkede hun: «At jeg virkelig en Gang har troet paa alt dette!» -- Saa faldt hun i Søvn.
* * * * *
Tiden gik ubeskrivelig langsomt for hende, hun mistede lidt efter lidt Lysten og Interessen for alt. Hun havde intet Menneske at knytte sig til, intet Haab at nære, slet intet at arbejde for; hensigtsløst, betydningsløst var jo det hele, hvorfor saa ikke lige saa godt opgive denne Higen efter at fylde sit Liv med en stor, alt opslugende Tanke og lade være at plage sig med Forestillingen om, at hver Dag, der gik, var tabt for hendes Liv? Hendes Karakter var ikke selvstændig nok til at holde hende oppe, hun havde udtømt sig selv; hun havde haabet paa i Moderkærligheden og Forholdet til Erik at finde en Spore til fortsat Liv og Virksomhed, men da hun nu ogsaa maatte opgive dette Haab, sank hun sammen og blev sløv. Hun mærkede det, men hun gjorde ikke Modstand, det gik langsomt ned ad Bakke, og hun var for træt til at stride imod.
Men Banner havde siden hin Efteraarsdag ganske helliget sig sin Søns Opdragelse. Han fik ingen Sinde senere Anledning til at slaa ham, Mindet om denne Afstraffelse havde efterladt dybe Spor i Drengens bløde Gemyt; han viste sig at være af det Slags Børn, der kun behøver Straf en Gang i deres Liv. Han havde efter hin Dag bevaret en svag Angst, en vis ydmyg Ærefrygt for Faderen, som om muligt blot forøgede hans Kærlighed; Banner mærkede, at Eriks Sjæl laa som det blødeste Vox i hans Hænder. Det gjaldt nu for ham om at danne den til et ædelt og skønt Redskab, inden den hærdedes, og først og fremmest om at bevare den for de Vildfarelser, hvorfor hans egen var bleven Offer. Han forbød paa det strængeste Tyendet enhver Slags Forkælelse og Underdanighed; belært af sine egne Erfaringer vilde han opdrage Sønnen først og fremmest til at blive en dygtig Borger. Han skulde, efter hans Planer, besøge en offentlig Skole, studere og arbejde og ikke blot stole paa sin forventede Arv. Da vilde han vel en Gang kunne give Verden sin Søn som en Adelsmand i bedste Forstand, en fri, selvstændig og dygtig Mand, og sige: «Her er oprettet, hvad jeg forspildte i mit eget Liv». Denne Tanke knyttede dem endnu inderligere sammen; der var til sidst næsten ikke en Følelse hos dem, som de ikke delte, ikke en Forestilling, som ikke paa den ene eller anden Maade skyldtes den anden. Det var maaske for Banners Vedkommende en Slags Selvkærlighed, men i saa Fald havde Egoismen og Kærligheden til en anden rakt hinanden Haanden og var inderlig smeltede sammen.
Da de i Foraaret vendte hjem fra en Rejse i Italien, begyndte Eriks Nervøsitet igen. Man tilskrev det Overanstrengelse paa Rejsen, der blev atter brugt baade Kinin og Jern, og hans Irritabilitet tog af, men i Sommerens Løb var det, som om hans Karakter forandredes. En forunderlig Blidhed og Slaphed overfaldt ham, hans Livlighed tog af; hans Hengivenhed for Faderen blev til sygeligt Hængeri; han klagede over bestandig Træthed og tilbragte den største Del af Dagen paa Faderens Sofa i en udmattet Tilstand. Sommeren var meget varm, Lægen mente, at dette og den megen Tordenluft var Skyld i Barnets Slaphed. Da Varmen vedblev, rejste Banner med Drengen til et Badested i Norge, for at han skulde nyde godt af den køligere og friskere Luft. Det hjalp for en kort Tid, men saa vendte Trætheden tilbage, og Erik længtes kun efter at komme hjem igen.
«Hvad er der i Vejen med ham?» spurgte Banner Lægen.
«Det er stadig denne Nervøsitet, som han har lidt af fra sin spæde Barndom, men, naar han voxer til, gaar det nok over.»
Men det gik ikke over. Der kom tvært imod noget foruroligende gennemsigtigt over ham, noget forklaret i hans Udtryk og hele hans Væsen, som Doktoren slet ikke syntes om.
* * * * *
I Efteraaret udbrød der en Diftheritis-Epidemi paa Egnen. Der blev fra Banners Side ofret meget for at skaffe al mulig Hjælp til de syge, men først og fremmest blev der dog anvendt den yderste Forsigtighed for at vogte Erik for Smitten. Det var ikke saa vanskeligt, og Banner var næsten glad over Drengens Stilhed og Ulyst til at forlade Hjemmet. Erik kom nu kun ud, naar han efter Sædvane red en Tur foran paa Sadelen hos sin Fader, og da kunde man endnu en Gang imellem høre hans glade, trillende Barnelatter, men for øvrigt blev han stedse mere stille, han lignede en syg Blomst.
En Aften, da han vendte hjem fra en saadan Ridetur, bad han om at komme i Seng strax, fordi han var træt. Om Natten havde han Feber, og den næste Dag blev der sendt Bud efter Lægen.
«Vi har anvendt al mulig Forsigtighed,» sagde Banner, «og Drengen er dog bleven smittet.»
«Deres Søn har ikke Diftheritis,» svarede den gamle Distriktslæge.
Banner drog et Lettelsens Suk. «Saa er det vel intet af Betydning?»
«Forhaabentlig ikke.» Lægen beordrede Is paa Drengens Hoved og stadig frisk og kold Luft, ellers intet; og saa tog han bort.
Men Feberen blev heftigere, Drengen fantaserede ikke, men laa ganske stille og bevidstløs. Banner vaagede den Nat hos ham, og tidlig om Morgenen blev der atter sendt Bud efter Lægen.
«Ja, Barnet er meget sygt.»
«Og De er vis paa, at det ikke er Halssyge?»
«Ja fuldstændig.»
«De maa blive her,» sagde Banner da.
«Jeg har flere Patienter.»
«De maa blive her,» gentog Banner uforstyrrelig.
«Jeg kan ikke. Der er andre, som jeg bedre vil kunne hjælpe.»
«Jeg vil erstatte et hvilket som helst Tab i Deres Praxis. De _skal_ blive her.»
Doktoren maatte give efter. Han sad resigneret i Sygeværelset, hvor baade Banner og Judith nu opholdt sig; Drengens Tilstand blev stadig betænkeligere. Da Aftenen faldt paa, og Feberen endnu stod paa samme Punkt, rystede Doktoren paa Hovedet. Hverken Isen eller et lunkent Bad bragte Drengens Temperatur ned; Lægen bad om at maatte tale ene med Banner. Judith sad bleg og taareløs med Eriks lille brændende Haand i sin, hun saa efter Mændene, da de gik ud, hun vidste, hvad det gjaldt, og hun ønskede lidenskabsløst og dumpt, at hun maatte dø med sit Barn.
«Er der Fare?» spurgte Banner, da han og Lægen stod i Studereværelset.
«Jeg frygter, at Deres Søn vil dø.»
«Barnet skal reddes, Doktor,» sagde Banner skarpt og bestemt, som om hans Befaling kunde udrette noget. «De har Ansvaret.»
«Jeg troede ikke, De stolede paa min Kunst.»
«Man tror ikke, før man nødes dertil,» svarede Banner, «men nu har jeg jo kun Dem at stole paa. Efter en Pavse tilføjede han: «Jeg har her i mit Skrivebord Penge og Værdipapirer til et Beløb af ti Tusinde Kroner -- de er Deres, hvis De frelser Drengen.»»
«Hvad nytter det, Døden lader sig ikke bestikke.»
Da først syntes Banner at forstaa Farens Omfang; han greb den forbløffede Læges Arm saa haardt, at denne gav sig derved, og raabte i en Tone, saa ulig hans vante rolige Stemme, at den gode Mand blev ganske angst: «Sig, at De ikke mener det. Det er umuligt, Barnet kan ikke dø! Jeg _vil_ ikke miste ham, han er mig selv, min Sjæl, mit hele Liv. Kan det hjælpe, saa tag, hvad jeg ejer og har, alt, mit Liv, om det skal være, kun ikke Drengen.»
Lægen vilde næppe tro sine egne Øjne og Øren; var dette den blaserede, overlegne Mand?
«Hvad nytter det,» sagde han bedrøvet. «Barnet lever ikke derfor. Han har Hjærnebetændelse og ....»
«Det er umuligt. Han er ikke kommet noget til, ikke paa nogen Maade.»
«Det er han ganske sikkert ikke; men denne Sygdom har altid hængt som en Fare over Deres Søns Liv. Det er en Følge af hans nedarvede Nervøsitet; Deres Familie har, saa vidt jeg erindrer, aldrig været meget stærk, og De selv ....»
Banners Ansigt var askegraat, Lægen holdt bestyrtet inde, der blev en Pavse.
Saa sagde Banner atter med fuldstændig rolig Stemme: «De undskylder, at jeg i et saa alvorligt Tilfælde konsulterer en anden Læge. Jeg er bange for, at De tager fejl med Hensyn til Eriks Sygdom. Det maa være Diftheritis, og jeg agter at raadspørge en yngre Læge, De undskylder?»
«Vær saa god!» svarede han, «kun fordrer jeg, at De lader min unge Kollega udtale sig uden at kende min Diagnose.»
Banner ringede paa Tjeneren. «Kør til Byen og hent den anden Læge, han skal staa op og komme strax. Tag de bedste Heste og vær tilbage paa to Timer. Gaa!»
Fem Minutter efter hørte man en Vogn jage ud af Gaarden.
«Nu kører Banners Vogn efter Lægen,» sagde Smedekonen til sin Mand. «Alle vore Børn er syge, og der er ingen, der ser til dem, siden den lille Banner blev daarlig.»
«Og saa kommer de sig maaske alligevel,» bemærkede Smeden rolig, «det staar alt sammen i Vorherres Haand.»
Banner sad atter ved Eriks Seng lige over for sin Kone. Doktoren gik op og ned ad Gulvet og saa hyppig paa sit Uhr. Dette var det Soveværelse, hvor Judith engang havde syntes, at Søvnen maatte flygte og efterlade hvileløse Nætter, fulde af mørke Tanker. Det var nu en saadan Nat. Lampen oplyste kun halvt det store mørke Værelse med de tunge Gardiner og de svære Møbler, som kastede deres lange Slagskygger op over Væggen og Loftet. Ti Skridt herfra havde hun ønsket sig, hvad Fremtiden virkelig ogsaa bragte -- men hvor forfærdelig forskelligt var det ikke blevet? Knap sex Aar laa der mellem hin Dag og nu. Hun syntes, der var gaaet en Menneskealder hen over hendes Hoved. Og her i dette Værelse skulde nu hendes sidste Haab slukkes, hendes sidste Glæde dø! Banner sad stiv og rolig, men den Kval, han udstod i Ventetimerne, oversteg hans Kræfter og tilintetgjorde hans Modstand. Han ønskede hverken at forlænge eller forkorte Tiden. Den anden Læge skulde udtale en Livs- eller Dødsdom over ham, og han sad og ventede derpaa, men han syntes, at hvis Sygdommen blot blev erklæret for Halssyge, saa vilde det dog altid være ham en Trøst.
Endelig rullede en Vogn ind i Gaarden og jog Natten op af sin dødlignende Stilhed. Hundene gøede, Døre blev revne op og smækkede i, og Byens yngre Læge traadte ind. Lige kommen op af Sengen var han og i et forstyrret Toilette. Tjeneren havde kun givet ham Tid til at kaste de nødvendigste Klædningsstykker om sig, saa havde han sat ham op i Vognen, og de var kørte afsted i den fredelige, stjærneklare Høstnat, som om Pesten var i Hælene paa dem.
Erik laa bevidstløs og ubevægelig i en glødende Feber.
«Er det Halssygen?» hviskede Banner.
Lægen skottede hen til sin ældre Kollega, tog saa et Lys og førte det et Par Gange frem og tilbage foran Drengens aabne Øjne. «Nej, det er ikke!»
«Hvad da?»
«Saa vidt jeg kan dømme, Hjærnebetændelse.»
Banner knugede Hænderne sammen, saa Neglene borede sig ind i Haandfladen. «Tager De ikke fejl, jeg kan med Bestemthed sige, at Erik ikke har faaet noget Slag eller havt nogen Sindsbevægelse, som kunde foranledige en Hjærnerystelse.»
Da rettede den unge Læge sig op og med et knusende Blik paa sin Modstander og i en overlegen, docerende Tone sagde han: «Det er jo ikke sagt, at Sygdom altid bliver fremkaldt ved Betingelser eller Begivenheder i Patientens eget Liv. Netop en Sygdom som denne har sandsynligvis sin Rod i tidligere Slægtled, og skønt jeg ikke kender Forholdene, var det vel ikke umuligt, at der netop i dette Tilfælde kunde ligge en nedarvet Disposition til Grund.»
Banner betydede ham med en Haandbevægelse, at han skulde tie. «Jeg beder Dem,» sagde han med klangløs Stemme, «sig mig med faa Ord, om der er noget at gøre for Barnet.»
Distriktslægen rystede paa Hovedet, hans Kollega trak paa Skuldrene og mumlede, at han var hentet for sent.
«De Herrers Nærværelse er da overflødig?» spurgte Banner stadig i samme kolde, brudte Tone.
En ny Skuldertrækning.
«Saa kan der spændes for to Vogne -- eller, det er sandt, de Herrer er jo saa enige, at de maaske kan nøjes med en.» Banner havde en stor Lyst til at lade dem jage ud af Gaarden af sine Hunde.
Erik gjorde en Bevægelse, Banner bøjede sig over Sengen, Lægerne standsede. Drengen aabnede Øjnene og syntes at fæste dem paa Faderen med et bevidst Blik. «De Herrer har dog taget fejl, Drengen er frelst,» udbrød Banner, «Krisen er overstaaet!»
Lægerne stod ved Sengen, Eriks Øjne var atter lukkede. «Ja,» sagde den gamle Distriktslæge stille, «Krisen er overstaaet, Drengen er død.»
Banner lagde Haanden paa Sønnens Bryst, Hjærteslaget var standset. Da vendte han sig rolig bort, forlod Værelset, gik til sin egen Stue og aflaasede Døren efter sig. Men Judith havde skjult Hovedet i Tæpperne paa sin Mands Seng, og der laa hun endnu, da Lægerne, efter endnu en Gang at have forvisset sig om Drengens Død, forlod Værelset.
* * * * *
Banner sad indelukket i sin Stue, Dag og Nat, vilde ikke tale med nogen og overlod til de andre at træffe Forberedelserne til Begravelsen. Hans hele Væsen var revet op, Barnet havde været knyttet til ham som ved hver Nerve i hans Legeme, og var nu pludselig rykket løs; hans Sjæl dirrede af Smerte. Hans Slægt var altsaa dødsdømt, og det forfærdeligste var, at han selv bar en Del af Skylden. Det var ikke blevet udtalt, men han vidste det godt; og derfor ønskede han atter og atter, ikke, at Drengen skulde komme til Live igen, men at han dog i det mindste var død naturlig smittet, og ikke som et Offer for hele Slægtens og i Særdeleshed hans egen Skyld. Naar denne Tanke kom over ham, og den kom tidlig og sent, troede han, at han vilde blive vanvittig, og han ønskede det næsten.
Han sad den meste Tid stiv og stille i en Stol og saa ud for sig, ventende paa, at den ulidelige Smerte paa en eller anden Maade skulde stilnes, af ingen anden Grund end den, at det var ham umuligt at udholde den. Der kom virkelig ogsaa undertiden Lindring, Øjeblikke, hvor han ophørte at tænke, og halvsløv henfaldt i forvirrede, usammenhængende Erindringer. Men saa kom Tanken jagende igen: «Mit Barn er død, og jeg bærer Skylden,» og saa var han atter et hjælpeløst Bytte for Smerten. Undertiden rokkede han ganske svagt frem og tilbage og bankede med Fingrene paa Stolens Arme, tankeløse Bevægelser, ved hvis Regelmæssighed han ubevidst stræbte at dulme Pinen. Overmaalet af hans Smerte havde lammet hans Sjæl og berøvet den Evnen til at virke. Mindre Sorger kan klage, de store er tavse.
Begravelsesdagen kom, og man kaldte paa ham. Han rejste sig da og gik ind i Værelset, hvor Kisten stod, det var den store smukke Riddersal. Han betragtede kun et Øjeblik Barnets Ansigt, saa vendte han sig hurtig og gav ved Tegn til Kende, at man kunde skrue Laaget paa.
I det næste Værelse ventede Folk, som var indtrufne til Begravelsen, Byens og Omegnens Honoratiores. Han gik derind, bukkede for dem paa sin sædvanlige formelle Maade, men sagde intet; en og anden traadte frem og mumlede nogle Ord, han gav dem Haanden, den var stiv og kold og faldt mat tilbage, naar de slap den.
Barnet blev begravet fra hans egen Kirke, der var behængt med sort Klæde og Flor; Kirkegaarden kunde næppe rumme Følget. Godsets, Byens og Omegnens Folk var der, Proprietærer, Gaardmænd, Husmænd og Indsiddere, alt hvad der kunde gaa og staa. Smeden og hans Kone var der, begge med grænseløs Taknemlighed i Hjærtet, fordi Vorherre havde skaanet deres fem Børn.
«Det maatte dog næsten heller have været et af vore,» sagde Smedekonen, «vi har elleve, men de havde kun det ene, og det var endda ham, der skulde have hele Herligheden.»