Part 8

Han skulde altsaa dø. Han betragtede det smukke Vaaben, som han saa sorgløst havde berømt for hende. Den Gang forstod han ikke sine egne Ord, men nu forstod han dem. Han skulde dø i sin fulde Ungdomskraft, i sin bedste Alder. Han fik en underlig Medlidenhed med sig selv, med dette smukke, kraftige Legeme, disse stærke Hænder, som om et Øjeblik skulde hænge slappe, tunge og døde. Og han sad som Barnet, der skal tage Medicin; det ved, det skal, og opsætter det dog fra Sekund til Sekund.

Endelig tog han sig sammen. Han fyldte det store Glas med den mørke, gyldenrøde Rom, uden at agte paa den Karaffel Vand, Tjeneren havde sat frem til at blande den med, han nedsvælgede den glødende Drik i lange, begærlige Drag; da han satte Glasset fra sig, var hans Kinder hede og hans Øjne funklede.

Han greb atter Pistolen, Haanden rystede ikke længer, og Felix Restrup gik ud af Livet i en Rus, fulgt af sine trofaste Venner, sin Hest og sin Hund.

Om Aftenen sprængte man Døren, saa blev der sendt Bud til Doktoren, til Politiet og til Prokuratoren. Doktoren kom strax, saa paa det svære Legeme, rystede paa Hovedet og erklærede ham efter nogen Betænkning for død af et dræbende Skud gennem Hjærnen. Justitsraaden kom den næste Dag i Uniform, holdt Forhør og erklærede, at her forelaa et Selvmord. Derefter forsegledes hans Ting, Boet blev taget under Behandling og erklæret fallit, og saa faldt Kreditorerne og Prokuratoren over det.

Der var mødt mange til Begravelsen, men der mødte flere til Auktionen, som blev holdt efter Hindings Begæring; det blev virkelig ham, som kom til at skumme Fløden af Forretningen. Tjenestefolkene fik deres Løn og deres Afsked. De havde staaet modfaldne om deres Herres Lig. Der var maaske ikke en af dem, der ikke endnu bar Spor af hans Hænder eller hans Ridepisk, men der var heller ingen, der jo ikke havde draget Fordel af hans Ædelmodighed eller hans Ubetænksomhed. Derpaa forlod de sukkende det Sodoma og Gomorrha, hvor de saa længe havde fulgt deres egne Lyster og levet efter deres egne Tilbøjeligheder.

Saa kom da alle de værdifulde eller værdiløse Genstande, Restrup havde samlet om sig, under Hammeren. Gaarden selv med tilliggende blev købt af en rig, bondefødt Ejendomsbesidder, som vilde have den til sin Søn. Godset blev udparcelleret og solgt til de omboende Bønder. Luxushestene, en Del af Sølvtøjet, de bedste Vine og de Kunstgenstande, der havde Værdi, tilsloges Godsejer Banners Kommissionær.

Restrups Død havde ikke gjort synderligt Indtryk paa denne, i alt Fald røbede han det ikke.

Den Dag, han fik Underretning derom, gik han ind til sin Hustru og sagde til hende: «Vor Nabo har skudt sig. Det er den fornuftigste Handling, han har foretaget sig i sit Liv.»

Men paa hende gjorde Nyheden stærkt Indtryk; hun svarede harmfuldt: «Mindre ædle og brave Mænd gaa stolte om, fordi de have havt mere Held med sig end han; Restrup havde fortjent en bedre Skæbne.»

Hendes Mand trak paa Skulderen og gik.

Da han var borte, brast hun i Graad, hun vidste næppe selv hvorfor. Det var de eneste Taarer, som blev fældede ved Felix Restrups Død.

* * * * *

Hun laa paa sin Chaiselongue. Hun erindrede, at da hun som ung Pige gæstede Gaarden, havde hun ønsket sig en saadan Chaiselongue betrukken med Silketøj, stillet paa dette Sted, hvor der var Udsigt ud over Haven, Voldgravene og Markerne bagved, altsammen hendes og hendes Mands. Men hvor mærkede hun nu lidet til den Glæde over Rigdommen og Magten, som hun den Gang havde drømt om!

Hun havde læst. Det var den Bog, som i Fortalen bliver anbefalet til stærke Hoveder og Hjærter -- «Breve fra Helvede». Hun havde taget den i sin Mands Bogsamling og kiget lidt deri, men var snart bleven træt af dens Fantasterier. Hun laa nu og stirrede ligegyldig frem for sig.

«Helvede,» sagde hun en Gang halvhøjt, «hvilken Taabelighed! Behøver vi noget Helvede efter Døden? Helvede er jo allerede her i Livet, og jeg er i det. Rundt om mig isnende Kulde, Tomhed og Ligegyldighed, et Liv uden Indhold, blot Ørkesløshed og Hensigtsløshed, er det ikke Helvede? Og inden i mig en evig Higen efter noget, som jeg ikke selv ved, hvad er, en brændende Anger over at forspilde noget, som jeg heller ikke forstaar, hvad er. «Deres Orm dør ikke, og deres Ild udslukkes ikke!» hedder det -- ja, der er en Orm i mig, der bider og gnaver og aldrig lader mig i Fred. Hvad er det, jeg higer og længes efter? Jeg troede, det var Ro og Uafhængighed, Luxus og Velvære, jeg ofrede mig for at opnaa det og var lige nær. Nej, jeg er ikke lykkeligere nu end før. Jeg jagede efter Skygger, de blev til intet. Jeg har _solgt_ mig, og intet vundet!» En glødende Skamrødme steg op i hendes Kinder, hun vendte Hovedet mod Væggen og knyttede Hænderne i afmægtig Harme. «Solgt mig, ikke alene mit Legeme men min Sjæl! Har jeg ikke modstandsløst tilladt, at han forhærdede den, har han ikke gjort mig ligesaa haard og hjærteløs, som han selv er! Jo og atter jo! Jeg er bleven slettere, og jeg vedbliver dermed. Der var dog en Tid, da jeg saa op til, hvad der var godt og stort, da jeg kunde være kærlig og ofre mig for andre -- nu er det forbi, det er, som om det alt var visnet i mig -- alt, uden denne Higen efter noget, som jeg ikke selv ved, hvad er. Hvor dog Livet er elendigt og Menneskene ulykkelige.»

Hun laa paa en Chaiselongue betrukken med kostbart kinesisk Silketøj; alt rundt om hende tilhørte hende, hvert af hendes Ønsker var en Lov, og hun fortvivlede dog ved Tanken om sin egen og Alverdens Elendighed.

* * * * *

Der forestod en stor Begivenhed. Ahnbjerggaard ventede en Arving. Dette gjorde dog ikke Husets Beboere gladere og haabefuldere, Judith var nedslaaet og bekymret ved Tanken om det forestaaende, og Banner vovede ikke at glæde sig paa Forhaand. Han var saa ofte bleven skuffet i sine Forhaabninger og desuden forekom denne Lykke ham for stor, til at han turde haabe paa den. Jo mere Tiden nærmede sig, jo højere steg hans pinlige Anelser, og saa kom dertil den forfærdeligste Tanke af dem alle: hvorledes havde hans foregaaende Liv været, turde han haabe at faa sunde og kraftige Livsarvinger? Og han forberedte sig paa det værste, for at Skuffelsen ikke skulde blive for grusom.

Den nervøse Omhyggelighed, han viste sin Hustru, tjente kun til at forøge hendes pinlige Stemning. Til sin egen Beroligelse lod han næsten daglig Lægen hente og gjorde ham som oftest de urimeligste Spørgsmaal. En Dag foranledigede han den værdige Æskulap, der vidste, at Banner ved tidligere Lejligheder havde udtalt sig med stor Foragt om hans Videnskab og Stilling, til at erklære, at han ikke var Profet, naar han ej en Gang vidste Besked om det forbigangne, da at kunne udtale sig om det tilkommende; hvorpaa Banner blev vred og som saa ofte førhen kaldte Lægevidenskaben Fuskeri og Humbug.

Endelig oprandt Dagen. De Lidelser, Banner da underkastedes, overgaar enhver Beskrivelse. Ventetimerne, han tilbragte i sit Arbejdsværelse, var en fuldstændig Liggen paa Pinebænken. Hans nervøse og utaalmodige Sind gjorde Oprør mod de sidste Minutters Spænding, uden at forkorte dem et Sekund derved.

Han prøvede paa at tage sig sammen, sagde sig selv, at han naturligvis vilde blive skuffet, men at han vilde bære det som en Mand. Hvad nyttede det at haabe, at bygge Luftkasteller. Det hele var en følgerigtig Række af Konsekvenser, som ikke lod sig forandre, og hvad var Konsekvenserne af hans Liv?

Saa traadte Tjeneren ind, stiv og ærbødig.

«Nu,» stammede Banner, og hans Hjerte bankede, saa han frygtede, Tjeneren kunde høre det.

«Fruen har lykkelig bragt en Søn til Verden, han er sund og rask.»

Banner betydede ved en Haandbevægelse Tjeneren, at han kunde gaa, han vilde ikke have, at nogen, mindst hans Tjener, skulde være Vidne til hans Sindsbevægelse. Men i dette Øjeblik følte han, at der var foregaaet en Omvæltning i ham, som han ikke selv vilde have troet mulig. Han var gennemstrømmet af en Taknemligheds- og Lykkefølelse, om hvis Tilværelse han havde tvivlet. Nu vidste han, at han ikke et Øjeblik havde turdet haabe paa at faa en Søn, og alligevel var det sket, han havde en Dreng, en Livsarving. Livet forekom ham ikke længere hensigtsløst, han havde et Maal, et Hverv, noget at stræbe efter og leve for. Og denne Lykke, som hans skeptiske Sjæl havde vægret sig ved at tro paa, overvældede ham nu med hele sin Styrke. En Søn, hans, Johan Banners Søn, Arving til hans Gods, hans Navn, hans Rigdom, en Søn, der skulde oprette hans forspildte Liv! Hvor fik alt om ham pludselig Værd; han fik Trang til at takke, men man takker ikke «en følgerigtig Række af Konsekvenser». Han ønskede et Øjeblik, at han kunde henvende sig til Gud, men det stod ikke i hans Magt. Da lededes hans Tanker uvilkaarlig hen paa hans Hustru, hende kunde han takke, og han gjorde det inderlig og varmt i sine Tanker; han syntes i dette Øjeblik, at han kunde kysse hendes Hænder. Hun var nu ikke blot hans Hustru, hun var hans Barns Moder, og han ærede hende som saadan, -- det var første Gang i sit Liv, han havde næret nogen virkelig Ærbødighed for en Kvinde.

Da han snart efter fik sin Søn at se, da han betragtede den spæde lille Fyr, der allerede havde Antydninger af mørkt Haar paa det skaldede Hoved, da han saa de store, brune Øjne og de smaa, knyttede, blaarøde Hænder, steg Taarerne ham til Øjnene, og det var første Gang i mer end tyve Aar, at det var hændtes ham.

Han havde hidtil afskyet Børn, men dette lille hjælpeløse Væsen forekom ham at være noget af det mest rørende, han havde set. Det var første Gang i sit Liv, han saa et spædt Barn, og han vilde sikkert have vendt sig bort med Modbydelighed, hvis det havde været enhver andens; men dette var _hans_ Dreng, hans egen lille Søn.

«Kan jeg røre ved ham?» spurgte han Ammen.

Den gode Kone -- han havde holdt strængt paa, at det skulde være en Bondekone fra Godset, og ingen Pige af tvivlsomt Rygte og Fortid -- smilede med al den Overlegenhed, Ammer gærne er i Besiddelse af, og svarede ja.

Han løftede da paa en meget kejtet Maade den lille stive Pakke i Vejret og betragtede den ængstelig.

«Barnet skriger slet ikke,» sagde Ammen, «det var da mærkværdigt.»

Og hans Hjerte kom i stærk Bevægelse ved den taabelige Tanke, at Barnet skulde kunne mærke, at det var dets Fader, som tog det.

Dets Fader! Navnet fyldte ham med en hel ny Følelse af Værdighed. Hans letsindige, egenkærlige Liv laa bag ham som en Drøm, som noget uforstaaeligt og taabeligt. Han var kommen i Havn; Familiefaderværdigheden forekom ham ikke, som den en Gang havde gjort det, spidsborgerlig og ufri.

Barnet rynkede Panden ned i en mærkværdig Spids, dets Næse trak sig sammen, Øjnene lukkedes, og Munden aabnedes. «Min Gud, faar det Krampe?» udbrød Banner.

«Nej, han begynder at vræle,» sagde Ammen og tog Barnet ud af hans ubehjælpsomme Hænder.

* * * * *

Banner havde forskrevet et meget smukt Collier fra Paris for at give det til sin Hustru. Da han efter Barnets Fødsel atter saa hende, vilde han gærne have sagt nogle hjærtelige Ord for at udtrykke sin Taknemlighed og Glæde, men det havde altid været ham vanskeligt at finde Udtryk for den Art Følelser, og den Mur af Spot og Kulde, de havde bygget mellem sig, stod desuden stadig i Vejen; hun gjorde heller ikke det mindste Skridt for at hjælpe ham. Resultatet blev kun en ceremoniel Henvendelse, som aldeles ikke svarede til, hvad han havde ønsket at sige; det ærgrede ham, men han var heller ikke senere i Stand til at bøde derpaa. Da nu Halsbaandet ankom en Morgen med Posten, aabnede han Pakken, lukkede Etuiet op, fandt intet væsentligt at udsætte paa Smykket og overrakte det med et Buk til sin Frue.

Hun saa forbavset fra Gaven til ham og ventede aabenbart paa en Forklaring. Nu var Lejligheden kommen til at sige de venlige Ord, men han mumlede kun nogle utydelige Stavelser og vendte sig bort, yderst forlegen over Situationen. Hun beholdt Etuiet i Haanden, følte baade Taknemlighed over Gaven, som funklede hende i Møde, og Vrede over den kolde Maade, hvorpaa den var bleven skænket, og vidste ikke, hvad hun skulde gøre; hun formaaede ligesaa lidt som han at frigøre sig fra den unaturlige Stivhed, de havde paatvunget hinanden. Efter et Øjebliks Tavshed sagde hun med større Kulde, end hun egentlig havde ønsket: «Det er en meget kostbar Gave -- maa jeg takke Dig.»

Han svarede ikke, hendes Kulde lagde han ikke videre Mærke til, hun havde ophørt at være hans Modstander, hans Tanker havde faaet et nyt Maal, og Interessen for hende som saadan var kølnet. I det højeste ærgrede det ham, at han var kommen saa kejtet fra Forsøget paa at vise hende en Venlighed.

* * * * *

I den første Tid efter Barnets Fødsel var Judith ikke mindre lykkelig over det end Banner, om det end ikke havde bevirket en saa stor Omvæltning i hende som i ham. Ogsaa hende havde det lille Barn givet et Maal for Livet, og hun betragtede det i Begyndelsen som noget, der alene hørte hende til; hun lagde allerede Planer for dets Fremtid og Opdragelse, Planer, hvori ingen tredje Mand var med. Hun var skinsyg paa Ammen og tilbragte hele sin Dag i Barnestuen for ikke at fortrænges fuldstændig af Barnets Sind. Hun udførte selv Af- og Paaklædningen, legede med det og vuggede det. Hvor blev hun ikke forbavset ved paa dette Omraade at finde en Rival i sin Mand. En Dag, da hun kom ned i Barnestuen, sad han ved Vuggen og snakkede for Drengen. Hun blev saa overrasket, at hun ikke formaaede at skjule det, han forekom hende saa usigelig pudsig i denne Situation. Men hendes optrukne Øjenbryn og forbavsede Smil afskrækkede ikke Banner, hun traf ham hyppigere og hyppigere hos Barnet. Han sad der saa rolig, legede med og talte for den lille paa en Maade, der indbød til Spot, men med en Sindsro, som tilintetgjorde enhver Tanke om at prøve derpaa. Saa harmedes hun over hans Anmasselse, og gik sin Vej, naar han kom; hun spurgte sig selv: «Er det hans Hensigt at berøve mig Barnet?»

Hun var for stolt til at sætte sig til Modværge. Men i hendes Fortrydelse over at blive krænket i de Rettigheder, hun udelukkende ansaa for sine, blandede sig en smertelig Frygt for, at hun skulde blive endnu mere forladt end før, thi hun saa godt, at medens de dog førhen havde været lige ulykkelige, lige ensomme, saa at den ene ikke havde noget forud for den anden, saa stræbte han nu at vinde sig en Forbundsfælle i Barnet, og hvis det lykkedes, vilde hun komme til at staa ene og forladt som aldrig før.

Saa var da Barnet blevet dem et nyt Stridsæble. Hun angrede snart, at hun i misforstaaet Stolthed havde ladet sig forjage fra dets Nærhed, og hun blev atter en flittig Gæst i Barnestuen, men nu indsaa hun, hvor meget hun allerede havde tabt. Den lille Drengs Hengivenhed havde delt sig mellem Ammen og Faderen, der var intet tilbage til hende. En væsentlig Grund hertil var rigtignok ogsaa, at Ammen ikke kunde lide hende paa Grund af hendes stolte, ordknappe Væsen; Banner derimod var bleven Genstand for den brave Kones Tilbedelse. Thi rigtignok talte han aldrig til hende, men alene Godsejerens Nærværelse var hende nok, «thi,» ræsonnerede hun, «det er jo intet Under, at han, der er saa fornem, ikke snakker med en, men Fruen er da ikke mer end en almindelig Prokurator-Datter, saa hun behøver saamænd ikke at være saa stor paa det.»

Resultatet blev, at Bondekonen højlig opmuntrede Drengens Kærlighed til Faderen paa Moderens Bekostning. Hun gentog Ordet «Fa'er» saa mange Gange, at Barnet, saa snart det kunde artikulere en Lyd, stammede «Fa'er» efter hende; hun opmuntrede Forsøget, og da Banner en Dag kom ned for at se til sin Dreng, hoppede han paa Ammens Arm, rakte Hænderne ud og raabte sit «Fa'er». Dette var en Genistreg fra Konens Side, som Banner ikke lod ubelønnet.

Snart hilste Raabet ham overalt, Drengen sprællede af Utaalmodighed for at gaa fra Ammens Hænder over i Faderens; thi hvor sad han saa sikkert, som paa denne Arm, hvem formaaede at løfte ham saa højt, holde ham saa fast, tumle ham med en saadan Lethed. Snart gjorde han sine første vaklende Trin fra Ammen over til Faderen, der sad paa Hug over for hende, og i hvis aabne Arme den lille Fyr tumlede ind med stor Stolthed over sin Bedrift.

Men dette, at Judith mærkede, at hun var fremmed for sit Barn, blev hende det stærkeste Stød, den haardeste Prøvelse. «Det er jo Mo'er», sagde Ammen nok, men «Fa'er -- Fa'er,» raabte den lille halsstarrige, knyttede de buttede Hænder og vendte sig vrissende fra sin stakkels Moder. Saa lod Judith Armene synke og gik sin Vej, men naar hun var ene, udbrød hun i Fortvivlelse: «Jeg kan ikke gøre for det, men jeg mærker, jeg bliver ond.»

Da Erik Banner -- saaledes var han i Daaben bleven opkaldt efter sin Bedstefader -- var et Aar gammel, fordrede Judith paa det bestemteste, at Ammen skulde bort. Det skete vel, og det forbedrede ogsaa hendes Forhold til Barnet, men vandt hun et Skridt, saa vandt Banner hundrede, Eriks Hengivenhed for ham voxede Dag for Dag, og Judith vred sig i Smerte over sin Forladthed. Hun saa, hvorledes hendes Mand og Barnet sammenrottede sig og knap syntes at lægge Mærke til hende, og hun indbildte sig, at hun ikke havde Betingelserne for at vinde Drengens Kærlighed. Hun var ogsaa enten for heftig og fordringsfuld i sine Kærtegn, eller hun vendte sig bort med krænket Stolthed for at lade ham gaa til sin Fader, siden det jo dog var ham, han holdt af. Begge Dele skræmmede Drengen -- saa var han meget sikrere overfor Faderen -- men hun kunde vride sine Hænder og spørge, om hun da var bestemt til at gaa til Grunde.

Inde i Banners Værelse sad den lille Fyr paa Tæppet med en Stabel Bøger foran sig, pludrende og leende, medens Banner vel de hundrede Gange vendte sig fra sit Arbejde for at tale eller lege med ham. Den magelige Mand kunde rejse sig fra sin blødeste Lænestol, naar han mærkede smaa trippende Skridt udenfor, hørte Navnet «Fa'er», og saa Dørgrebet blive bøjet ned af en Haand, der var alt for lille, sad paa en alt for kort Arm og en alt for stumpet Krop til at kunne udføre Forsættet, selv naar den strakte sig til det yderste, og maatte slippe Grebet just i det afgørende Øjeblik for at paakalde Hjælp. Saa sprang Banner op og aabnede Døren, i næste Nu laa to smaa Arme om hans Hals, to varme, bløde Læber trykkedes mod hans, og Drengen raabte: «Fa'er sød -- gi' mig Bildebøger.» Hvor kunde da den blaserede Mand trykke det lille bløde Legeme ind til sig og svare: «Ja, min egen velsignede Dreng!» og lade sig ruske i Skægget og kommandere af den lille Purk, der kendte sin Magt.

Der kom vaade, smaa Fingre i de fine Billedbøger, og Erik havde en vis rask Maade at vende Bladet paa, medens den anden Haands Tommelfinger endnu holdt paa det, som jævnlig foranledigede, at Billedet gik midt over, men Banner havde endnu aldrig set nogen have saa stor Fornøjelse af disse Billeder, kunde de da finde bedre Anvendelse?

I Efteraaret fyldte Erik Banner tre Aar. Begivenheden blev fejret paa Godset med Flagning fra alle Bygninger, hvor et Flag fandtes. Om Formiddagen var der formelig Kur; Folk kom, ligesom paa Banners Fødselsdag for at bringe deres Lykønskning. Purken sad paa sin Faders Arm og tog mod Gratulationen saa stolt som en Prins. Hvor han ligner sin Fader, hviskede Gratulanterne, og visselig, Banner tog dem det ikke ilde op. Judith stod ved Siden af, Drengen havde kysset sin søde Mamma, men meget hurtig og forretningsmæssig; han holdt nok af hende, men ved Siden af Kærligheden til Faderen forsvandt enhver anden Følelse.

Om Eftermiddagen blev det straalende Vejr, mildt og varmt, som midt om Sommeren.

Da Gratulanterne var gaaet, havde Judith trukken sig tilbage til sit Værelse, Barnets Ligegyldighed pinte hende i Dag mer end sædvanlig, og som det var blevet hendes Vane, fjærnede hun sig fra andre, skønt hun godt vidste, at denne bestandige Opdæmning af Smerten gjorde hende endnu ulykkeligere og mere bitter.

Hun sad ved Vinduet fordybet i sine Tanker, da hun blev opskræmmet af overgiven Latter og noget, der lød som Hestevrinsken; hun kendte Eriks Stemme, men hvorledes kom der Heste i Haven. Hun stillede sig bag Gardinet og saa ud. Jo -- der galopperede den stive, formelle Johan Banner i den Tro, at han var ubemærket, med sin Dreng paa Ryggen ned ad Havens Gange. Erik holdt ham om Halsen og lo, saa det gav jublende Genlyd, naar Faderen søgte at efterligne sine firbenede Kollegers Vrinsken.

Det saa komisk ud, men Judith var ikke i Stand til at le, der kom tvært imod en sviende Smerte i hendes Øjne. Hun forstod i dette Øjeblik, hvor højt Banner maatte elske Barnet, siden han kunde give sig til at lege med det paa denne Maade. -- Nu var de trætte. Banner kastede sig i Græsset og tørrede sin Pande. Drengen kom med en Tot Græs for at regalere sin udmattede Hest, og Banner tog Totten i Munden og tyggede tankefuld derpaa.

Saa begyndte Drengen at pludre og Banner lo -- ikke med sin sædvanlige korte, spottende Latter, men saa frisk, saa ungdommelig. Da vaagnede alle de bedste Følelser hos hende -- aa, endnu var det Tid, hvis man vilde tage hende med, saa vilde ogsaa hun kunne le med, sidde der i Græsset og være lykkelig sammen med dem. Men de brød sig ikke om hende, hendes Øjne sved heftigere, Haven og de to dernede løb i et for hendes Blik, hun vendte sig bort og hulkede smertelig.

Men nede i Haven laa de to, Fader og Søn, saa lykkelige ved hinanden, som Mennesker kunne være det.

«Hvorfor har Du ingen Haar, Fader?» spurgte Erik.

«Fordi jeg har plukket det af og givet dig det.»

«Giver Du mig da al Ting, Fader?»

«Ja, min Dreng, alt hvad jeg ejer, skal Du faa, naar Du vil være artig og god og holde rigtig meget af mig og blive et bedre Menneske, end Din Fader har været.»

* * * * *

Da Erik Banner voxede til, røbede der sig et Hang til nervøs Overspændthed hos ham. Hans Legeme var sundt om end langt mindre kraftigt end hos hans jævnaldrende blandt Bønderbørnene; men hans Sind var, med al dets Livlighed, tilbøjeligt til nervøs Pirrelighed. Som lille Barn generede stærk Støj ham og kunde endogsaa bringe ham til at græde, og senere klagede han over Hovedpine og Træthed. Hans overgivne Livlighed kunde efterfølges af Slappelse og Mathed, og hvad der maaske vilde være gaaet ubemærket hen hos en Haandværksmands Søn, vakte Banners levende Bekymring. Lægen, der blev raadspurgt, var enig med Banner om at tilskrive dette en Nervøsitet, der allerede kunde vise sig i en ung Alder, og det var jo ret rimeligt, at den var en Arv fra hans Fader. Dog tog Lægen Sagen meget rolig, paabød styrkende Levevis, Motion og Bade, alt sammen noget, som Drengen allerede brugte, og saa lidt Kinadraaber, som han meget nødig tog. Kininen syntes at virke, Symptomerne forsvandt eller blandede sig paa en saadan Maade med Drengens af Naturen heftige Sind, at man ikke mere kunde skelne det ene fra det andet, Nervøsitet fra Uartighed. Erik, der blev meget forkælet, havde et temmelig egenraadigt og opfarende Sind. Ikke at han nogensinde viste dette overfor Faderen, dertil havde han for stor Respekt for ham, men overfor Moderen og Tjenestetyendet udviklede det sig i en foruroligende Grad. Judith havde liden Myndighed over ham, thi efter at hun flere Gange med smaa moderlige Smæk havde straffet hans Uartighed, lærte hun af den Forbitrelse, han i lang Tid efter nærede mod hende, at hun maatte opgive ethvert Forsøg paa at straffe ham, hvis hun vilde beholde lidt af hans Kærlighed. Og da han, med et Barns Skarpsindighed i det Slags Tilfælde, indsaa sin Magt over hende, blev Følgen, at han snart tyranniserede enhver i Huset, undtagen Faderen. Hvis Judith og Banner havde raadet og støttet hinanden ved hans Opdragelse, vilde de let have kunnet holde Drengen i Tømme, men hendes stadig tiltagende Indesluttethed gjorde, at Banner forblev uvidende om hans Tilbøjeligheder, indtil et Tilfælde viste ham, at det var paa Tide, at han tog sig alvorlig af Drengens Opdragelse.