Part 7

* * * * *

Saa stod Brylluppet.

De unge Piger havde om Formiddagen pyntet Kirken, saa godt Majmaaneds sparsomme Vegetation tillod det. De havde sukket ved Tanken om, naar vel deres Bryllup skulde staa; de havde drillet hverandre og følt megen hemmelig Glæde ved Drillerierne.

Og Vielsen gik for sig.

Præsten talte om Ægteskabets hellige Pagt, om Sjæleharmoni og himmelsk og jordisk Kæ--ær--lig--hed, gjorde Brudefolkene de reglementerede Spørgsmaal og fik de lovbefalede «ja». Byens Sangforening sang oppe ved Orgelet firstemmig:

«Det er saa yndigt at følges ad For to, som gærne vil sammen være.»

De gamle Jomfruer græd, de unge beundrede og misundte. Bruden var meget bleg, alt for bleg efter de unge Pigers Mening.

Man havde spist til Middag hos Prokuratoren, og da man endelig lod Vognen køre frem, overraskedes Brudeparret ved Indstigningen endnu engang af Byens Sangforening med et møjsommelig indstuderet Bryllupskor af «Figaro». Den højeste, om just ikke glædeligste Forbavselse malede sig paa Banners Ansigt; han holdt dog Pinen ud, hilste paa Foreningen, og saa snart Høfligheden tillod det, befalede han Kusken at køre.

Saaledes endte Dagen.

* * * * *

Banner indsaa, at hans Ægteskab ikke havde ført ham et Skridt nærmere til hans Ønskers Maal, han følte det med en Blanding af Fortrydelse og hemmelig Glæde. Thi havde hun bøjet sig, havde han jo naaet, hvad han vilde, og saa havde maaske det hele været forbi, og hans trætte Sjæl havde været nødsaget til at søge et nyt Incitament. Men nu var Kampen der, som hans Natur fordrede for ikke at trættes og slappes. Hendes Modstand syntes uovervindelig, dette holdt ham i Aande.

Han tænkte tilsidst kun paa hende. Hun blev hans Tidsfordriv, hans Arbejde, hans Livs Indhold, om just ikke i højeste Forstand. Han gik og kom kun med Hensyn paa hende, var elskværdig, umedgørlig, forekommende, gnaven eller munter, ene med Tanken paa den Virkning, disse hans Sindsstemninger vilde have paa hende. Han lod hende nyde en hvilkensomhelst Fornøjelse, hun ønskede, paa deres korte Bryllupsrejse førte han hende til flere af de Steder, som en Gang havde gjort stærkest Indtryk paa ham selv, han forsøgte Virkningen af Paris's Kunst og Forlystelser, Schweiz's Skønhed, men hun syntes over alt lige kold og ubevæget. Hun forstod ikke ret selv hvorfor, men i hans Nærhed var det hende umuligt at give sine Følelser Luft, at vise sig begejstret eller rørt. Og skønt alt dette just var, hvad hun havde drømt om at nyde og leve i, følte hun sig dog skuffet. Thi det, hun egenlig længtes efter, dette, der kunde fylde hele hendes Sind, tage alle hendes Tanker og give hendes Liv Værd og Indhold, det fandt hun intetsteds. -- Det æggede Banner at finde en Blaserthed, som kunde maale sig med hans egen, den irriterede ham, han vilde af med den, vække nyt Liv og Varme hos hende, ja og Kærlighed. Men han havde ikke Held med sig, og selv blev han med hver Dag fastere indviklet i det Net af utilfredsstillede Ønsker, hvori hendes Kulde havde fanget ham. Hun havde, som han selv en Gang sagde, fundet den eneste Vej, ad hvilken hans Interesse endnu stod at vække, og hun fulgte den længe uden at ane, hvilken Magt det gav hende.

Deres Bryllupsrejse havde kun varet en Maaned, saa de gjorde endnu samme Aar et Par andre Udflugter. De rejste ud og kom hjem, men stadig med samme Resultat. Deres Forhold udviklede sig efterhaanden til en stille Krig, som aldrig syntes at skulle faa Ende, og som maaske aldrig var kommen til aabenlyst Udbrud, hvis ikke et Tilfælde havde fremkaldt en Krigserklæring.

Det var et halvt Aars Tid efter deres Giftermaal.

Judith var efter Frokosten kommen i Tanker om en Ordre, hun skulde give Husjomfruen. Da hun gik ned gennem Korridoren til Køkkenet, kom hun forbi Anretningsværelset, hvis Dør stod halv aaben, og hvor Stuepigen vaskede nogle Glas af, medens Tjeneren, der i gamle Dage havde fulgt Banner i Udlandet, underholdt Pigen med en Beretning om et eller andet af sin Herres galante Æventyr.

Hun vendte tilbage til Dagligstuen, lod Tjeneren kalde og gav ham uden nogen som helst Forklaring hans Afsked.

Endnu samme Formiddag klagede den forbløffede Mand sig for sin Herre og bad ham om Retfærdighed. Banner vilde nødig blande sig heri, men det interesserede ham dog at erfare Grunden til hans Hustrus egenmægtige Handling.

Da han rejste sig fra Middagsbordet, sagde han derfor let henkastet: «Apropos -- Du har givet Jensen hans Afsked, hvad er Grunden?»

«Grunden er den, at jeg i Dag hørte ham underholde Stuepigen med saadanne Træk fra Dit Liv i Udlandet, som det maa være forbeholdt Dig selv at fortælle her i Huset, hvis de skal fortælles.»

Blodet steg Banner til Hovedet, han følte Snærten i hendes Ord, og vidste ikke strax, hvad han skulde svare; men næste Øjeblik forandredes hans Ansigts Udtryk, en Ide syntes at have grebet ham, og han spurgte i en usædvanlig oprømt Tone:

«Du er da vel aldrig skinsyg paa min Fortid?»

«Jeg? Nej, jeg forsikrer Dig, jeg kender ikke til Skinsyge.»

«Det gør alle Kvinder, enten de vil tilstaa det eller ej.»

«Kun de taabelige Kvinder, der ingen Selvfølelse har. En Kvinde burde være for stolt til at sørge derover, naar hun bliver forsmaaet.»

«Saa gives der mange taabelige Kvinder.»

«Maaske, men saa elsker de da i det mindste den Mand, de ofrer deres Jalousi.»

Han vidste, at hun ikke elskede ham, hun havde aldrig vakt nogen Illusion i saa Henseende hos ham, og dog harmede disse hensynsløse Ord ham ubeskrivelig. Han stod ved Vinduet, halv vendt mod hende; han begyndte at tromme sagte med Fingerspidserne paa Karmen, og denne Lyd dannede Akkompagnement til deres paafølgende Samtale, hvor Ordene faldt dæmpet, næsten sagtmodig, skønt de begge dirrede af Sindsbevægelse.

«Skal det sige, at der er Kvinder, som gifter sig uden Spor af Tilbøjelighed for den Mand, de ægter?»

«Aa, ja! Det sker hyppigere, end man aner.»

«Den Slags Kvinder er da ikke megen Agtelse værd!»

«Det glæder mig at høre, at der overhovedet findes Kvinder, som Du har Agtelse for.»

«Aa jo, enkelte! Men den Kvinde synes mig unægtelig langt mere strafværdig, der for verdslig Fordels Skyld forbinder sig med en Mand, hun ikke elsker, om saa Kirken og Verden ti Gange erklærer Forbindelsen legitim, end den Kvinde, der uden Bagtanker og uden «Kirkens Velsignelse» giver sig hen af Kærlighed.»

«Deri kan Du have Ret. Men der er desværre noget, der hedder: «Man maa leve». Alle raabe derpaa, skønt det maaske var bedre, om de lod være. Kvinderne maa ogsaa leve; og fra deres Barndom opdrages de jo til at betragte Giftermaal som deres Kald; kan de gøre derfor?»

«De kan ægte en, som de elsker.»

«Og hvis en Kvinde ikke elsker, men er ude af Stand til at ernære sig selv, og hvis saa en Mand tilbyder at forsørge hende, naar hun vil ægte ham, hvad da? Skulde hun alligevel vælge den bitre Nød, den haardeste Ydmygelse? Hun kan se sig om blandt de Ægteskaber, hun kender, og ikke finde noget, der bærer Spor af at være knyttet i Himlen, og er det da saa forkasteligt, om hun siger til sig selv: «Kirken fordømmer det ikke, Verden ikke heller, hvorfor skulde jeg da gøre det?» Og naar hun bukker under for Fristelsen, hvem er saa mest at dadle, Manden, som benytter sig af hendes hjælpeløse Stilling, eller hun?»

Judith havde talt rolig og langsomt, han følte, at hvert Ord var overlagt og møntet paa ham og deres Forhold.

Han forlod Stuen med et Skuldertræk, men han glædede sig næsten over, at det var kommet til Brud mellem dem, at den sløvende Stilstand var forbi og Krigen erklæret; thi han indsaa, at hans Modstander var ham jævnbyrdig, og den blaserede Mand lovede sig noget af denne Kamp, der vilde blive ført ubarmhjærtig og ikke ende, før en af Parterne bukkede under.

Idet han valgte sit Vaaben, tvang han hende til at benytte det samme; thi hans Vaaben var Spot. Et tveægget Vaaben, der lige saa ofte saarer den, der bruger det, som Modstanderen, et trættende pinligt Vaaben at føre, fordi den, der bruger det, aldrig tør hvile, altid maa gøre Udfald for at hindre Modparten i at gøre det, et Vaaben, der udtørrer ens gode Følelser og dræber ens milde Tanker, for at de ikke skulle være en velkommen Skive for Modstanderen, et Vaaben, der gør nervøs, aandeløs, anspændt og dog længselsfuld efter den Smule Ro, man aldrig tør unde sig. Saaledes var det Vaaben, Banner paatvang sin Hustru, og det gjorde hende endnu mere haard og kold, end hun var. Hun vænnede sig til Spotten og fandt en vis Fornøjelse deri. De lærte snart hinandens Svagheder at kende og forfulgte dem ubarmhjærtig. Den ene drev den anden fremad; deres Spot gik ogsaa ud over andre, de gik formelig paa Jagt efter deres Medmenneskers svage Sider og latterliggjorde dem, ofte kun med et Blik, et Forstaaelsens Smil til hinanden. Men midt i alt det følte de sig dog ofte som paa Pinebænken, smægtende efter lidt Ro, lidt Overbærenhed at brede som en Kærlighedens Kaabe over Syndernes Mangfoldighed.

* * * * *

Et Aars Tid efter Brylluppet tog Restrup sig sammen og gjorde det unge Ægtepar sin første Visit. Med sin uøvede Haand og med en Del orthografiske Bommerter underrettede han Banner om, at han havde nogle Forretninger at afgøre med ham, hvorfor han vilde gribe Lejligheden til at gøre den unge Frue sin Opvartning. Han skrev ikke, at han hver Dag i de sidste otte Maaneder havde taget samme prisværdige Beslutning, men stadig opgivet den, fordi han ikke havde Mod til at møde hende.

Banner spurgte Judith, om hun ønskede at modtage deres Nabo.

«Og hvorfor ikke?»

«Hans Rygte er meget slet, og hans Liv er ikke meget bedre.»

«Jeg vidste ikke, at Du var saa streng en Dommer.»

«Talen er ikke om mig,» svarede han med sammenknebne Øjne, «men om Dig. Vil Du modtage ham?»

«Man lærer at være liberal her i Verden,» svarede hun koldt.

Resultatet blev altsaa, at Restrup, efter at have afgjort Forretningerne med Banner, blev ført over til Fruen, som sad i Havestuen foran de aabne Døre. Der var en Friskhed og Duft udbredt over dette Værelse, som paa samme Tid glædede og foruroligede den raa Mand med de stærke Nerver, der var mest vant til Tobaksduft, Staldlugt og Vindunst.

Han tog sig imidlertid sammen, og idet han langsomt nærmede sig Husets Frue, gjorde han sin ærbødigste Kompliment. Da han sidst saa hende, var hun en beskeden, tarvelig klædt Pige, her stod hun omgiven af Luxus i en kostbar Dragt som en Dronning. En sørgmodig Følelse gennembævede ham ved Tanken om, at en saadan Lykke, som den, han her troede at se, kunde ogsaa være falden i hans Lod. Blomsterduften, den milde Varme, Biernes Summen, det lyse, rolige Værelse mindede ham paa en uklar Maade om hans Barndom, om hans kærlige og svage Moder, om en lykkeligere og bedre Tid.

Han stod et Øjeblik og saa paa Judith, hans Ansigt havde et mildt sørgmodigt Udtryk, derpaa gik han tilbage og satte sig ned. Hvad han her saa, forekom ham saa harmonisk og fuldendt, at han syntes, han ligesom ikke havde Ret til at være her, at han besmittede Luften i dette Hjem, der var hendes. Han var heller ikke rigtig sikker i Banners Selskab; der var en Tid, syntes han, da de var ligestillede, saa at sige medskyldige; men nu, da Banner havde giftet sig, stod han højt over ham og saa ned paa ham med Medlidenhed og Foragt.

«De vil vel nok blive og spise til Middag med os?» spurgte Judith.

«Tak, tusind Tak,» svarede Restrup rørt og taknemlig, som om en ufortjent Naade var bleven ham til Del.

«Jeg gad vide,» tænkte Banner, «hvorfor Judith viser denne Karl Venlighed; mig keder han ubeskrivelig.»

Der forløb en Times Tid, i hvilken Samtalen slæbte sig tungt afsted; saa brast Banners Taalmodighed.

«Vil Du vise Hr. Restrup Haven, jeg maa tale med min Forvalter. Jeg er her, naar vi skal spise. De undskylder?» Og han trak sig tilbage, maaske for at tale med sin Forvalter, maaske for at læse de Aviser, som Restrups Komme havde tvunget ham til at lægge bort.

Judith rejste sig og gik ud paa Altanen, Restrup fulgte efter; der var i hans Ansigt et Udtryk af Taknemlighed, som hos en Newfoundlænder, der faar Lov til at ledsage sin Herre.

Da de stod sammen i Haven, sagde han i en blød og ydmyg Tone:

«De skal ha' Tak, fordi De vilde mudtage mig. Jeg truede, at jeg ogsaa skulde udelukkes heruvre, da Banner giftede sig. Det er undertiden lidt ensumt for mig.»

«Og har jeg da nogensinde vist Dem Uvenlighed?» spurgte hun smilende.

«Nej De har ikke, det er vist, De var altid bedre end alle de snerpede Fulk derinde i Byen, men ser De, den Gang var De ikke andet end --» den uheldige Adelsmand standsede forlegen.

«End en fattig, borgerlig Pige, medens jeg nu er den rige Godsejerfrue. Tror De, at jeg derfor vilde svigte et Menneske, jeg syntes om?»

«Det skal De ha' Tak for, de Urd, dem skal jeg huske.»

Han strakte Haanden ud, en stor, hvid, velplejet Haand med smukke Ringe, og hun gav ham sin, som han rystede dygtig, medens han mumlede: «Det skal De aldrig kumme til at fortryde.»

De gik nogen Tid i Tavshed sammen; Judith spurgte sig selv, hvad der stemte hende saa mildt overfor denne Mand, der ikke var bedre, langt snarere værre end de fleste andre, men hun fandt ingen anden Grund end den, at alle andre behandlede ham uvenlig. Da de havde gaaet Græsplænen rundt, fortsatte Restrup:

«Ja se, al den Lykke og Rigdum har nu Banner fo'et, furdi han bremsede i Tide, derfor er han nu anset og agtet, har et rigt Hjem og en dejlig Kone; havde jeg været klugere, saa --»

«Hvad saa?»

«So havde jeg huldt op i Tide, inden min Gjæld tog Magten fra mig. Havde jeg den Gang giftet mig --»

«Og hvorfor gjorde De det ikke?»

«Fordi jeg ikke kunde finde en Kune. De adelige Frøkner vilde jeg nu ikke ha', for de har so fordømt fine Fornemmelser, men jeg ku' heller ikke finde no'en anden; og da jeg so endelig so en, sum jeg vilde ha', var det for sent.»

«Det gør mig ondt.»

«Ja, det gør ogsaa mig selv undt. Naar jeg sodan sad hos Prukuraturen og so paa Dem, so sagde jeg tidt til mig selv, at De var en Kune for mig; De var bode fornuftig og streng og kunde ha' holdt mig i Ørene, og so var De alligevel mild og uverbærende. Men so sagde jeg til mig selv, at ingen ordentlig Pige længer vilde ha' mig, desuden -- so vilde det hele jo snart være forbi.» Han holdt lidt inde og fortsatte saa langsomt, næsten som til sig selv: «for nu lakker det ad Enden, ja det gør.»

Han stak Hænderne i Lommen og saa tankefuldt frem for sig.

Hun blev hverken vred eller forlegen ved hans ligefremme Tilstaaelse, hun tænkte et Øjeblik, at Fattigdom, delt med en saadan godhjærtet Mand, var at foretrække for en Rigdom som hendes.

Hun vendte sig og betragtede ham alvorlig.

«Er Deres Sager da i en saa slet Forfatning, som man siger?»

Han standsede ogsaa og gengældte hendes Blik. Men han saa ikke paa hende, som han ellers plejede at se paa Kvinder. Den næsten ærbødige Tilbøjelighed, han nærede for hende, gjorde, at hun stod for ham som Repræsentant for den Slags Kvinder, hvortil ogsaa hans Moder forekom ham at have hørt, til hvem han kun turde nærme sig med en vis brødefuld Skyhed. Hun hørte efter hans Mening til en Verden, hvor han ikke havde hjemme, men ind i hvilken han undertiden vovede at kaste et vemodigt Blik.

«Ja, mine Sager staar slet. Jeg har en dødelig Sygdum, skal De vide, sum hedder Krediturer. Den er lige so sikker sum galluperende Svindsot. Det kummer kun an po at hulde Livet so længe sum muligt, at lade det go po Pumperne. Men det hænger over mig sum et -- et Damaskus Sværd -- eller hvad det nu hedder, og nor mine Krediturer før eller senere falder uver mig, er jeg en død Mand.»

«Død?» spurgte hun; hun troede, han talte i Lignelser.

«Ja -- for so har jeg i Sinde at skyde mig. Jeg har en ladt Revulver liggende hjemme; den skal ikke bruges til andet; den ligger og venter po mig, og jeg venter po mine Krediturer. Det er underligt, at go sodan stærk og rask umkring, og so ikke vide, um man lever den næste Dag. Det er ellers en nydelig Revulver! Den har kustet mig tre Hundrede Kruner, den er helt med Sølvbeslag.»

Hun var nær ved at smile; under de sørgelige og alvorlige Tanker, hans Tale vakte, kom denne Berømmelse af Mordvaabnet saa pudsig.

«Ja -- so dør jeg fra mine Heste og Hunde og Kunkyljer og det altsammen.»

«Og hvilket sørgeligt, ilde anvendt Liv har det da ikke været,» sagde hun alvorlig.

«Aa ja somænd,» svarede han, «nor jeg rigtig tænker efter, har jeg heller ikke haft et glad Minut al den Tid, jeg kan mindes.»

Han sagde det meget rolig og ligefremt, men det greb hende dybt. Syvogtredive Aar gammel, maaske sin Død nær og ikke været glad et Minut i hele sit Liv!

«Hvorledes kom De da ind paa alt dette, hvorfor søgte De aldrig at tage Dem sammen?»

«Nej, for ser De, jeg tænkte i Begyndelsen, at det skulde være mursumt og alt sodan no'et, men da jeg so alligevel aldrig var rigtig fornøjet ved al den Rigdum og Lystighed, so blev jeg melankulsk, og so begyndte jeg at drikke. Jeg syntes, at de allesammen kun brød sig um mig for Pengenes Skyld, og at jeg ikke havde en eneste Ven. So blev jeg led ved de Penge og smed dem ud. Naar jeg var fuld, so blev jeg ustyrlig og gjorde mange gale Ting, og nor jeg var ædru, so angrede jeg det, og so drak jeg igen. Sodan gik det rundt og rundt, det ene tug det andet med sig, og jeg kunde ikke kumme ud af det igen. Jeg bliver trukket afsted, enten jeg vil eller ej, og det bliver vel ikke forbi, før jeg dør; og det er somænd heller ikke nogen pæn Mode at ende Livet po, den, sum jeg har bestemt; men --» og her slog hans letbevægelige Sind atter over, «Pistulen er nydelig, og jeg har i mit Testamente bestemt, at den skal ødelægges efter min Død, for den ska' kun bruges til det samme. Og so meget har jeg vel at raade uver, no'er jeg er død. Det bliver vel ogsaa det hele. Jeg vilde for Resten gerne gi' Dem no'et, for de Timer, jeg har set Dem, har dog været no'en af de bedste i mit Liv, men selv um jeg testamenterede Dem no'et, er det ikke sagt, at mine Krediturer gav Dem det.»

Hun maatte smile, skønt hun følte sig nedtrykt ved Synet af denne Mand, som her gik ved hendes Side, med det stærke Legeme og den svage Sjæl, med sit trods Raaheden bestikkende Væsen, med de mange Chancer for et lykkeligt Liv og saa den ynkelig forspildte Tilværelse og Selvmord som sidste Ressource.

De havde nu gennemvandret hele Haven og gik tavse op ad mod Huset. Da sagde han med en pludselig Indskydelse: «Vil De ha' no'et til Minde um mig? men det bryder De Dem vel ikke um? for jeg ved ju ikke, hvur længe jeg foer Lov til at leve, og um jeg ser Dem igen.»

Der var noget barnligt i denne Mands Væsen, noget ydmygt over for hende, som rørte hende.

«Vil De give mig noget til Tegn paa Deres Venskab, saa tager jeg det gerne, men De maa ikke opgive Haabet endnu.»

«Aa nej, skønt hvurfor skulde man ønske at leve? Det er der da ingen videre Fornøjelse ved?»

Han trak en Ring af sin Lillefinger: «Vil De ha' den, det er en køn Sten, den er fra Paris.»

«Ja, vil De saa love mig at tage bedre fat paa Livet?»

«Nej!» sagde han med Eftertryk, «det kan og vil jeg ikke, for jeg hulder det ikke. Jeg er for dybt i det nu, ikke en Stump af, hvad jeg har, er mit eget, jeg er tutalt ruineret. De har snydt mig allesammen, jeg kan ikke mere klare mig; om et Oer eller en Moned eller en Uge er det forbi. Nu mo jeg løbe Linen ud og blive i den gamle Skure! Men,» fortsatte han med et nyt Omslag i sin Stemning, «jeg ved ikke, hvurfor jeg fortæller Dem alt det; det er moske, fordi det i mine rulige Timer stor so levende for mig; men jeg kan ju aldrig sige det til no'en, for de gør Nar ad mig og griner ad mig allesammen.» Pludselig skiftede hans Ansigt Udtryk. «Gør De moske ogsaa Nar ad mig?»

Hans sløve Blik var pludselig blevet funklende og hvilede paa hende saa forskende og mistroisk, som om han vilde læse hendes inderste Tanker. Men hun mødte hans Blik rolig og aabent, og han blev atter sig selv.

De stod nu igen i Havestuen. Næste Øjeblik meldte Tjeneren, at der var anrettet. Banner kom til i fuldstændig «dress», gnidende sine hvide, soignerede Hænder i hinanden.

«Restrup, vil De tage min Hustru til Bords?»

Han gik selv i Forvejen, og de to fulgte efter, tavse og sørgmodige.

* * * * *

En Maanedstid senere kørte Prokurator Hinding ind paa Restrupgaard. Han havde en halv Times Samtale med dens Ejer, hvorpaa denne fulgte ham ud til Vognen, som havde holdt forspændt saa længe. Prokuratoren smilte og talte i en godlidende Tone, Restrup var noget bleg, men for Resten ganske sig selv.

«Som sagt, han maatte have Pengene, jeg kørte selv ud for lovformelig at opsige dem, men hvad, en Mand som De vil sagtens kunne rejse dem et andet Sted.»

«Lad us ikke spille Kumedie, Prukuratur; De har havt mig i Løkken hele Tiden, nu synes De, at Tiden er passende, saa trækker De til; det var ogsaa klugt nok, for der bliver ju mindre at plukke for hver Dag. Det bliver en fed Forretning, hvis Krediturerne giver Dem Buet under Behandling, og det er De vel sikker po?»

«Pyh! De klarer Dem magelig, det skulde være mærkværdigt andet. De naar nok at dø som den rige Godsejer Restrup.» Prokuratoren lo forbindtlig.

«Ja, De har moske Ret,» svarede Restrup med en saa ejendommelig Betoning, at Prokuratoren et Øjeblik blev bange for, han skulde have nogle ham ubekendte Ressourcer.

«Naa, far vel! Saa tales vi ved til den fastsatte Tid.»

«Ja, i Helvede,» mumlede Restrup, da Vognen rullede ud af Porten.

Da gik han op paa sit Værelse, tog den smukke sølvbeslagne Revolver, betragtede den et Øjeblik tankefuldt, og gik derpaa med den i Haanden over Gaarden ned til Stalden. Den var tom, Folkene var i Marken og de fleste af Hestene ogsaa. Kun hans egne Køreheste og hans smukke Ridehest stod der. Han gik ind i Baasene til Kørehestene, klappede deres fine Hoveder og mumlede nogle Ord til dem. De drejede sig og saa efter ham, men stak saa atter Hovederne ned i Krybben; han hørte dem knuse og gumle Foderet og pruste ned i Hakkelsen og Havren.

Derpaa gik han ind til sin Ridehest. Han lod sin Haand glide kærtegnende ned over dens blanke, sorte Hals. Dyret strøg kælent Hovedet op ad ham, han tog Pistolen frem, satte den til Hestens Øre, og i næste Nu foer Kørehestene sammen ved Skuddet og Skriget. Restrup vendte sig hastig og forlod Stalden. I Gaarden havde Skuddet intet Røre vakt, ikke engang Pigerne var komne til Vinduerne, det var saa almindeligt, at Restrup gik og plaffede paa Kattene, der til deres Ulykke forvildede sig indenfor hans Skudvidde.

Han gik op paa sit Studereværelse, satte sig i den magelige Stol foran Kaminen, hvor han ofte om Sommeren lod nogle Brændeknuder blusse, og ringede paa sin Tjener: «Bring mig en Flaske af den gamle Jamaica Rum,» befalede han.

Da Tjeneren bragte den sammen med et uhyre Glas, bemærkede han, at det var den sidste Flaske.

«Det er gudt, saa slug den s'gu akkurat til.»

Da Tjeneren var gaaet, lukkede han Døren i Laas efter ham og satte sig atter i Lænestolen, han kaldte paa sin Dogge, der laa og smaasov under hans Skrivebord. Hunden kom hen og lagde sit Hoved paa hans Knæ, medens den forventningsfuld saa ham op i Øjnene.

Han strøg da atter dens løse Hovedhud fremover, idet han mumlede sit: «Gu'e gammel Hund». Det bidske Dyr skælvede af Glæde under hans Kærtegn. Saa lød der et kort Hyl eller Bjæf, den dumpe Lyd af et Skud, og det svære Dyr laa stift, med Benene strakte fra sig, for sin Herres Fødder.

«Saa,» sagde Restrup, «nu vilde jeg ønske, jeg var lige saa vidt.»

En kold Sved brast frem paa hans Pande. Var det nu virkelig forestaaende, skulde han nu dø. Dette Legeme var dog kraftigt og sundt, hans Aandedræt gik saa dybt og rolig, hans Sanser var skarpe, hans Blod varmt, og dog vilde han om faa Minutter have ophørt at leve. Han mærkede en kvælende Fornemmelse i sin Strube, hans Hænder blev kolde og skælvede. Han lukkede Øjnene. Var det ikke en Drøm, var Timen virkelig slaaet, vilde der ikke komme Hjælp -- ja blot -- vilde hans Tjener ikke komme, hidkaldt af Skuddet. Men Tjeneren kom ikke.