Part 6

«Det er ingen Faders, følgelig heller ingen Stedfaders Pligt, at forsørge sit Barn længere end til dets attende Aar. Efter den Tid kan han, om han vil, tage Betaling for dets Kost, Logi og Klæder. Du har allerede i to Aar levet paa min Bekostning. Tag det ikke saa hæftig, jeg vil jo ikke beholde Dine Penge og jage Dig paa Porten. Du skal naturligvis ogsaa for Fremtiden have Dit Ophold her i Din Moders Hus, men Dine «Fordringer», dem maa Du slaa en Streg over.»

«Hvorfor sagde De mig ikke det for to Aar siden, da De med min Formynders Minde fik mine Penge?» stammede hun grædefærdig.

«Den Gang trængte jeg til de Penge, og hvad Forpligtelse havde jeg desuden dertil. Tag bare ikke Sagen saa tragisk. Du har Dit Hjem her og skal intet mangle, men naar Du nu ved, at Du lever her paa min Bekostning, vil Dit Sind dog maaske blidgøres over for mig.» Hun sad aldeles stiv og stille. Han saa paa sit Uhr: «Naa, jeg maa afsted, vi kan senere drøfte Sagen nærmere, hvis Du vil.» Med disse Ord forlod Prokuratoren Værelset.

Hun forblev nogen Tid ganske ubevægelig. Hun havde anet noget saadant, og nu var det Virkelighed, den rene, nøgne Sandhed. Det sidste Haab var berøvet hende. Hendes Stedfader havde Ret til at vise hende bort i samme Øjeblik, hendes Moder lukkede Øjnene, og hvorfor skulde han ikke gøre det endogsaa før. Hans Beregninger gik langsomt op for hende. Naar hun engang fik Arv at kræve efter sin Moder, vilde formodenlig ogsaa den gaa op mod «Kontrakrav». Hun var hjælpeløs prisgiven en samvittighedsløs Mands Forgodtbefindende. Da overvældede Fortvivlelsen hende uden nogen Modstand fra hendes Side. Med et Skrig kastede hun sig ned foran Stolen, hvori hun havde siddet. Hun tænkte ikke, hun følte kun, at hun var fortvivlet, saa grænseløs fortvivlet, og hun græd stødvis, snart højt og heftig, snart kun med en indvendig Hulken, som smertede hende ubeskrivelig. Og i sin Sorg paakaldte hun et Navn: «Aa, Fader, Fader!» Men det Øre var døvt og den Arm magtesløs, som altid havde været til Rede, naar en lidende bad om Hjælp. Da jog pludselig den Tanke igennem hende, om hun skulde berøve sig Livet; de talløse Ydmygelser, hun havde i Vente, maatte jo blive uudholdelige. Men hun vidste med sig selv, at hun ikke turde. Hun kunde kun græde, og det gjorde hun, indtil Træthed og Afmagt ogsaa bragte Graaden til at høre op for kun med Mellemrum at vende tilbage i lange, krampagtige Suk. Endelig rejste hun sig fra sin ubekvemme Stilling og satte sig atter i Lænestolen med Hovedet bøjet tilbage, hun var saa udmattet efter det heftige Smertensudbrud, at hendes Hænder rystede. Saa gav hun sig til at overveje sin Stilling. Hun kunde gaa til Frøken Stenberg og bede hende lære sig Skræddersyning, hun kunde bo hos hende, hjælpe hende og tjene sit Brød ved sine Hænders Gerning, sine Hænder, disse fine, hvide Hænder, der aldrig havde kunnet bekvemme sig til noget grovt Arbejde. Men Tusinder var jo henviste dertil, og de var baade glade og tilfredse. Saa blev hun træt af at tænke fast og sluttet -- viljeløst lod hun Fantasien raade, og Billeder drog uhindret forbi hendes indre Blik, som de kom af sig selv:

Sidde Sommer og Vinter, Dag ud, Dag ind som en fattig, venneløs gammel Jomfru! Hun vidste, hvilken Medlidenhed hun havde næret for den gamle Frøken Stenberg, hvilken Beklemthed hun havde følt ved Tanken om hendes triste, glædeløse Liv, hvor den mindste Begivenhed blev af Vigtighed, den ubetydeligste Forandring epokegørende. Og Frøken Stenberg var dog trods alt dette tilfreds, thi hun havde næppe ventet sig mere, medens hun selv! -- Sidde saaledes om Søndagen, naar den, der er ene, altid føler sig mest forladt, og se ud i den tomme Gade med de toppede Brosten, hvorimellem Græsset skød op. Se Folk gaa til Kirke i deres pæne Tøj, glade over Fridagen i et Liv fuldt af Slid og Arbejde fra Mandag til Lørdag; se Mødrene sende deres Børn ud paa Gaden, det ene efter det andet, sæbevaskede, med rene Forklæder og stive, nystrøgne Kjoler for at nyde Søndagen, som de bedst kunde. Og det var det, man kaldte en Idyl.

En stærkere og stærkere Træthed overfaldt hende, Reaktionen efter Ophidselsen. Hun kunde jo lade staa til, lade hver Dag sørge for sig selv, lade alt gaa, som det bedst kunde, slet ikke bekymre sig for Fremtiden -- i Øjeblikket havde hun jo Klæder og Husly, oven i Købet Udsigt til Aftensmad. Ja, det kunde hun jo -- opgive Modstanden, resignere -- det sværeste af alt at lære -- resignere!

Gadedøren var bleven aabnet, uden at hun hørte det, der bankedes paa Dagligstuedøren. Hendes Tanker vendte forvirrede tilbage til Virkeligheden, hun tøvede med at svare; saa erindrede hun, at hun var forgrædt og vilde gaa sin Vej, men det var for sent, thi Johan Banner stod allerede derinde. Hun bøjede Hovedet og vendte det bort fra Lyset, han bukkede og spurgte, om hendes Hr. Fader var hjemme.

«Han er ikke hjemme,» svarede hun stadig med bortvendt Ansigt.

«Han kommer maaske snart?»

«Det ved jeg ikke.»

«Jeg vil tage mig den Frihed at afvente hans Tilbagekomst.»

Hun syntes ikke om det, men hvad var der at gøre; hun satte sig ned, og han gjorde det samme; der blev en temmelig lang Pavse. Hun haabede, at han ikke skulde lægge Mærke til hendes forgrædte Øjne, men han saa strax, at hun havde grædt, og han sluttede sig hurtig til Grunden. Han brød endelig Tavsheden og begyndte at tale om almindelige Ting; han vilde gærne aflægge lidt af sit formelle Væsen og tale mildt og venlig til hende, men hendes korte, afmaalte Svar viste ham ligesom tilbage, og han blev derved endnu mere stiv end sædvanlig. En tilsyneladende let henkastet Bemærkning af ham om menneskelig Uegennytte og Hensynsfuldhed jog hende pludselig op som af en Døs; hun formaaede ikke at beherske den Bitterhed, som den sidste Times Hændelser saa levende havde vakt. Hun udtalte sig heftig om alt, hvad man kaldte Retfærdighed, Uegennytte og Ærlighed. Og han opdagede hos hende en Mistro, en Menneskeforagt, en Pessimisme, som næsten kunde maale sig med hans egen. Hvilken mærkelig Pige var hun dog ikke, hvilken Blanding af Smerte og Trods, Sorg og Stolthed? Men smuk, hvor smuk selv midt i dette Heftighedsudbrud. Ja, hun var virkelig værd at eje, saa at man kunde se hende bestandig, studere hende, søge at vinde hende, og -- en mild Medfølelse paatrængte sig ham -- gøre hende lykkelig, lære hende at elske og faa hende til at glemme hendes bitre, triste Ungdom. Og i en mindre tilbageholden Tone sagde han: «Er De ikke for ung til at bedømme Menneskene og Livet saa haardt?» Han havde saa lidet tilsigtet at krænke hende, tvært imod havde han jo vist en Imødekommenhed, som han selv forbavsedes over; men hun misforstod ham. Hun troede i hans Ord at genfinde den samme ironiske Overlegenhed, som saa ofte havde saaret hende. Og Forbitrelsen skød atter op i hende, Uviljen mod ham og mod hele Verden, Fortvivlelsen over hendes egen ulykkelige Skæbne, der føltes dobbelt pinlig lige over for ham, der var saa fri, saa uafhængig og viste sig saa overlegen, og haanlig svarede hun:

«Jeg har set nok af Livet og Menneskene til at nære Mistro mod dem, men jeg foragter kun den, der er sat i en lykkelig, uafhængig Stilling, men ikke benytter den paa en værdig Maade, der kun følger sine egne egoistiske Krav, og med utaaleligt Hovmod ser ned paa alle andre, der tager en stor Plads op i Livet, men ikke opfylder en eneste af de Pligter, den paalægger ham, der burde sprede Lykke om sig, men kun har et overlegent blaseret Smil for alt og alle.»

Han havde rejst sig. Hans Selvfølelse og Stolthed blussede op i ham ved Fornærmelsen, hun saa hensynsløst havde slængt ham i Ansigtet. Han stod foran hendes Stol, hvor Stedfaderen nylig havde staaet, han var bleven bleg, og hans Ansigts Udtryk sagde hende, at hun var gaaet for vidt. Hun blev bange, men hun vilde ikke røbe det; hun rejste sig for at gaa, hun saa fast og uforfærdet paa ham, idet hun med en Haandbevægelse betegnede ham, at hun ønskede at komme forbi. Men han rørte sig ikke. Og der stod de seende hinanden fast i Øjnene, som to jævnbyrdige Fjender, parate til at værge sig eller gøre et Udfald, hvis Modstanderen skulde blotte sig. Hun saa, at han vilde sige noget, og midt i hendes Angst følte hun ligesom Nysgerrighed efter at erfare, hvad det var.

Han spurgte da langsomt:

«Vil De være min Hustru?»

Hun blev saa overvældet, at hendes Knæ svigtede hende, og hendes Legeme næppe var i Stand til at holde sig opret. Denne Lykke, som hun engang knapt havde vovet at drømme om, blev nu slynget hende i Ansigtet som en Fornærmelse. Det var jo et Svar paa hendes Udfald. Han sagde: «Du foragter mig, siger Du, og dog behøver jeg kun at række Haanden ud, saa giver Du Dig hen til mig.» Men han skulde ikke triumfere; hun vilde skyde ham bort og gaa forbi ham saa stolt som en Dronning, hun vilde ydmyge ham og vise, at hun ikke lod sig bestikke selv for saadan en Pris. Saa heller --

Heller ydmyges daglig af en Mand som Hinding? Heller slæbe sit Liv hen i denne Afkrog af Verden?

Aa, hvilken forfærdelig Fristelse! Hun saa sin Stolthed indfangen og tvungen til at overgive sig -- enten til Prokurator Hinding, til Armod, Fornedrelse, eller til denne Mand, til Luxus, Magt og forholdsvis Uafhængighed.

Det svimlede for hende. Hun var ude af Stand til at tænke frit. Han havde overrumplet hende i et aandelig og legemlig svagt Øjeblik, og hendes Modstandsevne glippede.

Han gentog i samme Tone lavt og rolig:

«Vil De være min Hustru?»

Og hun lukkede Øjnene, som den, der vil styrte sig i Afgrunden, hendes klangløse Stemme rystede, den Gang hun svarede ja.

Der kom et underligt Skær i hans Øjne, et Udtryk af Triumf og Lidenskab. Han trak hende ind til sig, idet han for første Gang i sit Liv berørte hende, han omfavnede hende heftig, han kyssede hendes Mund, hendes Pande, hendes Kinder; det utøjlede, lidenskabelige Menneske brød igennem hans sædvanlige slebne Ydre. Han havde ventet Modstand, men han fandt den ikke; det var ham egentlig en Skuffelse, han vilde have foretrukket den for hendes kolde, viljeløse Eftergivenhed.

Hun var fuldstændig passiv, hun havde overgivet sig, gjort Valget og tog nu Følgerne, men da han troede sig hende nærmest, sluttede hun sig fuldstændig inde i sig selv, som sit sidste Forsvar. Han følte det, hendes virkelige Jeg var i samme uopnaaelige Afstand som førhen. Han havde som Ixion omfavnet Skyen, han holdt hendes Legeme i sine Arme, men hendes Sjæl trodsede ham stadig. Da dreves hans Vilje yderligere fremad ved Skuffelsen. Nu var hun hans, og hun skulde bøjes -- før eller senere, det var ligegyldigt -- han skulde nok faa Magt over hende.

Hun drog sig ud af hans Arme og gik henimod Døren, han tænkte ikke paa at holde hende tilbage; men da han var ene, fortrød han, at han havde ladet hende gaa, og hans Længsel efter hende vaagnede i samme Nu, hun var borte. Han kastede sig i den Stol, hvor hun havde siddet, og der sad han endnu optagen af, hvad der var sket og hvad der vilde ske, da Hinding en Times Tid efter kom hjem. Alskens Tanker og Fantasier havde fyldt ham, men intet Øjeblik fortrød han, hvad han havde gjort.

* * * * *

Hr. og Fru Hinding havde truffet hinanden paa deres Udflugt og vendte hjem sammen som kærlige Ægtefolk Arm i Arm. De blev højst forundrede, da Banner ved deres Indtrædelse rejste sig og hilste paa dem.

«Har Hr. Godsejeren ventet længe? Har De siddet her alene? De bliver maaske til Aften? Aa, Helene, se efter Aftensmaden.»

«Nej, gør Dem ingen Ulejlighed,» sagde Banner kort, «jeg rider hjem, naar jeg har talt et Par Ord med Dem, Hr. Prokurator.»

Fru Hinding forstod Vinket og forlod Stuen, rigtignok meget nysgerrig, thi hun interesserede sig levende for Hr. Banners Affærer. Men udenfor Døren kom hun til at tænke paa Judith. Hinding havde ladet hende ane, at der havde været en ny Scene mellem dem. Hvor var Judith? Hendes let ængstede Sind fyldtes med Bekymring. Hun gik op til Judiths Værelse, og da ingen besvarede hendes Banken, lukkede hun Døren op, bange for, at det skulde være tomt, men Judith sad der, ligbleg og med mørke Ringe under Øjnene. Hun havde ikke hørt Moderen komme.

«Mit elskede Barn,» raabte Fru Hinding, «for Guds Skyld, hvad er der hændet Judith, sig mig det -- aa, mit Barn, mit stakkels Barn!»

Fru Hinding trak hendes Hoved ind til sit Bryst og udgød rigelige Taarer derover.

«Vær ikke bange Moder, det er intet slemt, jeg er» -- hendes Stemme sank -- «jeg er bleven forlovet med Godsejer Banner.»

Fru Hinding udstødte et Skrig, et virkeligt Jubelens Skrig:

«Mit søde Barn -- er det muligt? Min lykkelige lille Pige!» Fru Hinding græd atter, denne Gang af Glæde. «Aa, hvor jeg er glad; det har gjort mig saa ondt at se Dig saa forknyt, og Din Fremtid har ligget mig saa tungt paa Sinde; jeg havde af mine Husholdningspenge begyndt at spare lidt sammen til Dig, men» -- hun græd og lo paa en Gang -- «nu er nok mine Par Skillinger overflødige,» og hun knugede hende atter til sig. Da nænnede Judith ikke at berøve sin stakkels Moder hendes store Glæde, og hun gemte sin Smerte hos sig selv.

Da de havde siddet lidt sammen, begge tavse, hviskede Fru Hinding bedende: «Nu, da Du er lykkelig, Judith, sig da, at Du tilgiver Din Moder al den Uret, hun har gjort dig.» Judith drog sin Moder ind til sig og kærtegnede hende, som man kærtegner et Barn.

Nede i Stuen talte Johan Banner med den ligesaa forbavsede Prokurator.

«En overordentlig Ære! Min Steddatter er ganske vist fattig, hendes Fædrenearv har jeg maattet tage som Vederlag for Kost og Klæder, jeg er en fattig Mand; efter min Hustru vil der heller ikke blive noget, men for en Rigmand som Dem» --

«Jeg beder Dem,» sagde Banner koldt afvisende, «forskaan mig for Deres Redegørelser, saa skænker jeg Dem med Glæde Pengene.»

«Det vil sige,» spurgte Hinding skyndsomt, «at De giver lovformeligt Afkald paa Arv i Deres eventuelle Hustrus Navn?»

«Nej,» sagde Banner skarpt, «det vil sige, at jeg for Fremtiden personlig ønsker at have saa lidt med Dem at gøre som mulig. Jeg gifter mig med Frøken Fürste; hverken hun eller jeg er eller ønsker at staa i Familieforhold til Dem. De kan foreløbig vedblive at være min Sagfører, men intet videre.»

«Vel,» sagde Hinding bukkende, «det finder jeg baade korrekt og fornuftigt.»

«Det glæder mig,» sagde den anden med en Mine, som tydelig sagde: «Hvad i al Verden tror De, jeg bryder mig om, hvad en Karl som De finder korrekt eller ej.»

«Og Hr. Godsejeren drikker ikke Te med os i al Tarvelighed?»

«Nej Tak. Jeg skal senere tale med Dem om Brylluppet. Det kan ligesaa gærne finde Sted her som andetsteds. Vil De bringe Frøken Fürste min Hilsen; jeg overlader til hende at bestemme Dagen, hvilken hun selv vil i næste Maaned, helst inden Midten af Maaneden. Jeg skal lade anvise en Sum Penge til hendes personlige Udstyr. Andet er der vist ikke.»

«De ønsker ikke at indbyde nogen af Deres høje Familie. Det vilde være mit Hus en Ære.»

«Jeg har ingen Slægtninge, som jeg behøver eller ønsker at gøre Regnskab for mine Handlinger. Men det er sandt, Frøken Fürste har jo en Kurator. Er De saa god at underrette ham om hendes Giftermaal -- og en anden Ting, De vil maaske ogsaa paatage Dem Ulejligheden med at løse Kongebrev.»

«Med Glæde, De ønsker maaske Forlovelsen hemmeligholdt.»

«Nej, det vil sige, det er mig fuldstændig ligegyldigt, naar kun jeg bliver fri for Gratulationer. Tør jeg anbefale mig.»

Hr. Hinding fulgte ham bukkende til Døren, men da den havde lukket sig, mumlede han: «Den uforskammede Karl! Pokker skulde lade sig hundse saaledes. De Fyre tror, at enhver, der modtager deres Penge, er deres Tyende. Men vel var det, vi fik «Frøkenen» forsørget. For den Sags Skyld kunde man da gærne lade sig sparke ned af Trapperne i sit eget Hus.»

Og ved Aftensbordet viste han sin Steddatter det største Hensyn og behandlede hende med en Ærbødighed, som morede hende, trods hendes Nedslaaethed. Han bød hende det bedste Stykke af Stegen og undlod den Aften baade at fløjte og at ryge paa sin lange Pibe inde i Dagligstuen.

* * * * *

Da Banner naaede Gæstgivergaarden, hvor han havde sat sin Hest ind, saa han, at Restrups Landauer, som han paa Udvejen var redet forbi, holdt forspændt i Gaarden. Kusken stod ved Vognen, røg sin Cigar og underholdt sig paa en nedladende Maade med Gaardskarlen. I Køkkendøren saas et Par fnisende Ansigter, der tilhørte Gæstgivergaardens beundrende Tjenestepiger.

«De har et godt Kryds,» sagde Gaardskarlen og kigede med Kendermine paa Hestene, «det er smukke Dyr.»

«Aa ja -- ret nette -- havde for Resten for et halvt Aar siden et Par Guldfuxer, de var nok saa kønne; vi solgte dem med noget Tab. Vi bærer os ikke altid klogt ad -- især naar vi har drukket.»

«Min Hest!» raabte Banner.

Gaardskarlen lettede paa Huen, og med et «Javel» klaprede han over Gaarden til Stalddøren.

I det samme traadte Restrup ud fra Skænkestuen.

«Hvad Fanden -- er det Dem, Banner? So var det vel osse Dem, der red um os før, som Fa'en selv var i Hælene po Dem. Nu har jeg s'gu tabt tu Kruner til min Kusk, for jeg postud, det var Juhansen fra Grinstedbru.»

«Hvem har De besøgt i Byen?» spurgte Banner adspredt.

«Ingen. Jeg har siddet po denne velsignede Kru og trakteret hver Sjæl, der er kummen ind i den sidste Time. Jeg har selv drukket syv Kaffepunser og elleve Sudavander med Kunjak.»

«Vel bekomme,» lød Svaret.

«Og hvor har De været?»

«Hos Prokurator Hinding.»

«Vel bekumme selv! Hvad for Streger har De so aftalt med den Hallunk af en Luvtrækker? Hvad vil De hos den Karl. De er for gu'e til at røre ved ham med en Ildtang.»

«Jeg har ikke havt Forretninger med Hinding.»

«Hvad har De da været der for?» udbrød Restrup forbavset.

«De kan lykønske mig, jeg er i Dag bleven forlovet med hans Steddatter.»

Der gik en smertelig Trækning over den stærke Mands Ansigt. Banner saa det og spurgte, om han fejlede noget.

Restrup blev atter rolig: «Aa nej, det er vist nu'et Pudagra, eller hvad det Stads nu hedder. Men er De bleven forlovet, Banner, so kum med ind og lad as fo en Brusvand po, at det mo blive til Held for Dem.»

Men Banner afslog Restrups ædelmodige Tilbud om Champagne: «Jeg maa skynde mig hjem,» sagde han kort.

«Det har De Ret i, det sku' jeg ha' gjort for en halv Time siden, Hestene har været forspændt so længe.» Banner betragtede ham med slet dulgt Foragt, thi han var ikke fri for at være vaklende i sine Bevægelser dog var denne Gang næppe de elleve «Kunjaker» og syv Kaffepunser ene om at faa hans Ben til at vakle.

«So farvel da,» raabte han, da Banners Hest blev ført frem, og dens Rytter hurtig og behændig svang sig i Sadlen. Hesten dansede under sin dygtige Rytter ud af Hotellets Port, men Restrup puffede sin Kusk i Siden og sagde: «So er det vel bedst, at vi ogsaa ser til at kumme hjem, Anders.»

«Det havde været bedre baade for Godsejeren og Hestene, om det var sket for en halv Time siden,» sagde Kusken mut.

«Det har Du Ret i, Anders; lad as so se, um vi ka ta Banner po Hjemturen; det var ham, der red um as før.» Efter en lille Pavse tilføjede han: «Nu ka Du ellers tru, at Hr. Juhan har foet Kam til den Smule Ho'er, han har tilbage.»

Men hans Lystighed var forceret. Da han smed sig i Vognen, saa Fjedrene i Ryggen knagede under ham, tabte hans Ansigt sit fjollet gemytlige Udtryk. Medens Anders lod Hestene strække ud, alt hvad de kunde, mumlede deres Ejermand hen for sig selv: «Det fordømte Hoved, og de Kunjaker og den Pudagra og alt det Tøjeri; det havde været bedre, um vi var kørt hjem for en halv Time siden -- og endnu bedre, om vi aldrig havde kørt, og aldrig havde drukket, og aldrig havde spillet, og aldrig havde været saadan en Pjalt af en udsvævende Karl. -- Aa, mit Huved! -- Men Kunjaken var ogsaa fordømt daarlig.»

Lige udenfor Byen kom de forbi Banner. Han red hjem i Skridtgang, Tøjlerne hang slappe over Hestens Hals, og der var i det hele taget noget slapt over Skikkelsen.

* * * * *

Fra det Øjeblik Forlovelsen blev bekendt, var Judith Fürste en Person af Vigtighed i den lille Stad. Der strømmede Lykønskninger ind fra alle Sider, og hvor var Fru Hinding ikke i sit Element ved alt dette Røre, disse Visitter, denne Sladder og Misundelse? Begivenheden havde formelig gjort hende ti Aar yngre; og midt i al sin Travlhed fik hun dog Tid til at kæle for og beundre sin kære Datter. Hun mente hende lykkelig, og denne Tanke gjorde Nutiden, trods alle Fortids og Fremtids Savn og Ubehageligheder, til en smilende Oase i hendes Tilværelses Ørk; hvor kunde da Judith nænne at berøve hende Illusionen.

Byens Fruer begyndte at finde Judith elskværdig. Doktoren, Købmændene, kort alle de, som haabede at nyde godt af Banners Penge eller Gæstfrihed, nærmede sig den tilkommende Frue med venlig Ærbødighed, ja, den gamle Byfoged kyssede hende med faderlig Godhed paa Panden. Manufakturhandlerne fik travlt, naar hun viste sig, bukkede og skrabede, slæbte deres Varer frem og udtalte deres Beundring for hendes gode Smag: alt, hvad de ejede, passede just til hendes Figur, især det kostbareste og eleganteste. De tilbød at skrive, at telegrafere for at skaffe hende, hvad hun ønskede; de haabede paa hendes fremtidige Bevaagenhed. «Disse Kræmmere skal ogsaa kaldes Mænd,» tænkte Judith, «hvor kan dog et Menneske nedværdige sig saaledes for nogle Kroners Fortjeneste?»

Og de unge Piger tog hende om Livet og sagde, at de altid havde holdt saa meget af hende og altid taget hende i Forsvar mod de andre. De bad hende bevare dem i kærlig Erindring. Hun maatte endelig besøge dem efter sit Giftermaal. «Du ved ikke, hvor vi alle hjemme holder af Dig!»

Hun forstod altfor godt, hvor lidet dette Venskab gjaldt hendes Person, og dette blev den første bitre Smag, Rigdommen gav hende. «Var det for at æres af saadanne Mennesker, at man brød sig om at være rig?» Men oftest var hun tavs, fordi hun grublede over den Ydmygelse, hun havde underkastet sig.

Banner besøgte jævnlig Prokuratorens Hus inden Brylluppet, og hvor var ikke Fru Hinding i sit Hjertes Enfoldighed stolt af disse Besøg; men ingen anede, hvad Judith led, naar han ligesom tog hende i Besiddelse som sin Ejendom, naar han lod hende mærke sine Rettigheder som forlovet. Hun ønskede at hun kunde vaske hans Kys af sine Læber og befri sig for den Skam, hun syntes, der tilføjedes hende, og naar han var borte, betoges hun af Angst for den Forpligtelse, hun havde indgaaet, og ønskede sig Kraft til at hæve Forbindelsen; men hun vidste godt, at hun aldrig vilde faa det.

Hun sad hos Frøken Stenberg; hun fandt ikke længer hendes Liv saa ensomt og trist. Hun ønskede, at hun kunde bytte med denne gamle Pige, sidde rolig og resigneret og sige: «Jeg er ren, jeg har ikke ladet mig friste, jeg har ernæret mig selv og ikke solgt mig, -- ja _solgt mig_, thi det er det, jeg vil gøre.»

Naar hun var sammen med andre, blev hun bange for, at de skulde ane hendes Tanker, og hun trak sig endnu mere tilbage i sig selv. Og hvad havde de saa at bebrejde hende? Misundte de hende ikke alle og vilde gærne være i hendes Sted, skønt de ikke behøvede det? Var man blot en af dem og kunde faa Lov til at leve i Ro i et kærligt Hjem, selv om man saa ogsaa skulde forblive gammel Jomfru hele sit Liv. Eller havde man blot en saa elastisk Samvittighed, at man kunde tage sig Tingene mindre alvorlig, kunde bøje sig og føje sig i Stedet for at faa sin Stolthed og Selvfølelse knækket og traadt under Fødder.

Naar Byen krøb for Judiths Aasyn, tog den Revanche bag hendes Ryg: «Der er nok ordentlig lagt an fra en vis Kant! Nu maa hun vel være glad, at det er lykkedes hende at fange Guldfuglen!» Og Mødrene sagde til deres Døtre: «Ja, vi er nu ikke saa kloge som visse Folk, saa I man nok nøjes med mindre.»

Fru Hinding straalede af Henrykkelse. Hun ilede rundt i Butikker, forskrev Varer og tog til den nærmeste Stiftsby for at købe ind. Hendes Omkvæd lød: «Ja, Du er lykkelig, min Pige, saadant et Udstyr fik jeg rigtignok ikke ved mit Bryllup. Silkestrømper og Natkjoler med Kniplingsbesætning! Aa, Judith, nu er Du da ogsaa rigtig glad?»