# Judith Fürste: En Fortælling ## Part 5 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/judith-furste-en-fort-lling-39510/index.md Nu blev ogsaa han tavs, og da Dansen strax efter var forbi, rejste han sig, hilste ceremonielt, lod sit Blik med et Udtryk af fornem Ligegyldighed glide hen over hende og ud i det tomme Rum, forlod derpaa Salen og tog hjem. Da han gik, veg den ligesom nervøse Stemning, han havde fremkaldt. Studenterne og Kommis'erne besteg atter den røvede Trone, og Fornøjelsen fortsattes med voxende Liv, Hede og Støv til langt ud paa Natten. * * * * * Naar man i Byen omtalte «Godsejeren» og dermed kun mente en bestemt Person, var det egentlig ukorrekt; thi der var paa Egnen flere Jorddrotter og i alle Tilfælde en, der var Byen mere bekendt end Banner, nemlig Felix Restrup. Men Banner var jo nu en Nyhed, hans Ejendom langt større end den andens, og dertil kom, at man for længst havde ophørt at tage Felix Restrup i Betragtning. Der havde rigtignok været en Tid, da den lille By var hans Hovedstad og han dens Matador; men nu var det gaaet tilbage for ham. I de femten Aar, han havde ejet Hovedgaarden, der bar hans Slægts Navn, var det lykkedes denne Adelsmand at sætte saa mange Penge overstyr, som sex andre Mennesker kunde have levet overdaadig for deres hele Liv, uden endda at efterlade sig «trøstesløse» Arvinger. Med andre Ord, den rige, uopdragne Mand, hvis Tilbøjeligheder var af en lidet ophøjet Art, havde, uden at forlade sin Fædrenegaard for mer end to Døgn ad Gangen og tyve Mil i det højeste, anvendt en stolt Kapital paa at skaffe sig et slet Rygte, glubske Hunde, fuldblods Heste, høje Tjenere og smukke Stupiger. Saalænge han havde Penge i Overflødighed, bar man over med ham, han lod sig plukke og bedrage efter en storartet Maalestok, og man nænnede ikke at lade Guldfuglen flyve; men da han begyndte at fordre Kredit, da det rygtede sig, at hans Pengesager stod slet, trak den lille By sig forsigtig tilbage. Han mærkede, at man skyede ham, og han anede Grunden. Da fyldtes denne moderne Timon med retfærdig Harme, han vendte Byen Ryggen, ikke for som hin gavmilde Athenienser at vandre i Skovene og lade sit Skæg voxe, men for at aabne sig Kredit andetsteds, hvor man var mindre forsigtig eller kendte ham mindre. Og derpaa fortsatte han sine Galskaber endnu værre end før. Medens hans noget yngre Nabo begik sine Daarskaber i Udlandet, hvad der altid kaster et vist interessant Skær over dem, thi en spansk Senora er ulige mere romantisk end en dansk Stupige, forvandlede Restrup sit Hjem til et sandt Babylon, hvor Udskejelser i alle Retninger hørte til Dagens Orden. Og nu saa den lille By først rigtig tydelig, hvilken afskyelig Person han var; man trak snerpet Kjolen til sig, hvis han kom den for nær, men man holdt ikke op med at snakke om ham og hans Bedrifter. Han plejede der ude paa Restrupgaard, sagde Rygtet, og det var troligt nok, at prygle sine lange Tjenere om Formiddagen og drikke Forlig med dem om Eftermiddagen, han tabte store Summer i Hasardspil og blev sikkert bedraget for større; det skulde være en mærkelig Aften, hvor han naaede at komme ædru i Seng. I Virkeligheden førte han et fortvivlet Liv. Han var i sin Tale fuld af Foragt for alt, hvad han kaldte «Dannelse, Snerperi og Skabagtighed», hvilke Begreber han slog sammen til et, men i Hjærtet pinte det ham dog usigelig, at selv denne lille Bys «dannede» Folk havde slaaet Haanden af ham. Han blev menneskesky og undertiden meget melankolsk. Men han kunde ikke undvære nyt fra den Verden, han beærede med sin Foragt; hans Tjenestefolk maatte tage til Byen og bringe ham Nyheder derfra; det var næsten utroligt, saa nøjagtig han gennem denne Kilde kendte Byens Forhold. Han havde haft nogle -- temmelig ubehagelige -- Forretninger med Prokurator Hinding. Denne havde, som han plejede overfor sine rige Klienter, budt ham ind i Stuen. Herfra kendte Judith ham. Restrup havde nogle Gange mut og kejtet tilbragt nogle Timer hos Damerne, men i Virkeligheden var den vilde Mands Hjærte blevet bevæget ved den Smule Venlighed, den godmodige Frue og den smukke unge Pige viste ham. Judith havde ogsaa følt sig tiltrukken af ham, hun vidste næppe hvorfor, maaske blot fordi alle andre var uvenlige mod ham. Han var virkelig ikke utilgængelig for blidere Følelser. Saaledes holdt han af Børn. Undertiden lod han Mejeriforpagterens to smaa Piger hente op til sig. Moderen sendte dem ikke bort uden en vis Hjærtebanken og spurgte dem nøje ud, naar de kom tilbage. En Dag medbragte de en stor Guldskilling hver, og deres Beretning lød saaledes: Den store Mand havde spurgt, om de kunde synge, og paa deres bejaende Svar havde han stillet dem op og ladet dem synge den eneste Sang, de kunde: «Nu titte til hinanden» o. s. v. Da havde den store Mand skjult Hovedet i sine Hænder og siddet stille saa længe, at de var blevne bange og havde givet sig til at græde, men saa havde han rejst sig og givet dem en Guldskilling hver. Beretningen lød lidt utrolig, det var næppe religiøse Tanker, der havde grebet den udsvævende, af al Tro forladte Mand, men formodentlig havde de rene Barnestemmer berørt en Stræng i hans let modtagelige Sjæl og fremkaldt en forbigaaende nervøs Rørelse. Ved Siden af hans andre Passioner maa nævnes hans Lidenskab for at samle Konkylier. Hvorledes denne Skoledrengemani opstod hos ham, vides ikke, men vist er det, at han hverken anede Konkyliens Beboers Slægtnavn eller dens Hjemstavn og Levevis, og havde han nogensinde i sin forsømte Barndom vidst, om den hørte til Hvirveldyrene eller Bløddyrene, saa havde han forlængst glemt det, og nu bekymrede han sig aldeles ikke om at faa det at vide. Men han købte alt, hvad der falbødes af denne Artikel, han klassificerede og skattede sine Skaller efter den Pengesum, de havde kostet ham, d. v. s, den Grad, hvori man havde narret ham med dem, han erklærede sin Samling for enestaaende, hvad den jo ogsaa var paa sin Maade, og fremviste den til enhver, som havde Taalmodighed til at gennemse den. Restrup havde ved Banners Hjemkomst gjort denne en Visit, som var bleven gengældt, og de to Junkere tilbragte, til Trods for den store Forskellighed i Karakter og Væsen, undertiden en Aften sammen, snart hos den ene, snart hos den anden. Nogen Tid efter Juleballet sad Banner foran Kaminen i et af Værelserne paa Restrupgaard og talte med Ejermanden. Ilden blussede og oplyste det store, noget lave Værelse med de mange gamle, mørke Familieportræter, Skæret spillede hen over Løbene paa den Række Jagtrifler, der smykkede den ene Væg, og røbede de tusinder dels kostbare, dels værdi- og smagløse Snurrepiberier, hvormed Restrup havde udsmykket dette Værelse, som han behagede at benævne sit «Studereværelse», hvad det forøvrigt ligesaa gerne kunde være, som ethvert andet Værelse i hans Hus. Værten sad eller rettere laa i en Lænestol lige over for Banner, hans Fødder hvilede paa en stor gul Dogge, der havde puttet sig ned i et Bjørneskinds Kamintæppe og stirrede dovent ind i Ilden eller smaasov, medens den af og til i Drømme udstødte et lille Bjæf. Mellem Herrerne stod en Stumtjener med Vinkaraffer, Glas og Sodavandsflasker. Restrup var en Mand af herkulisk Legemsbygning; hans Helbred syntes at have trodset alt, hvad han havde budt det. Paa de brede Skuldre sad et mægtigt Hoved, omgivet af krøllet, rødblond Haar og Skæg. Ved et flygtigt Blik syntes Ansigtets Udtryk at tyde paa plump Godmodighed, Næsen var stor og velformet, Øjnene dybtliggende og tilslørede, men de tykke Læber bag det krusede Skæg røbede Sanselighed, og Furerne i hans brede Pande talte om et heftigt Sind. Hans ualmindelig slette Sprog stod i skrigende Modsætning til hans flotte Ydre. «Det var kedeligt, De ikke kum igor, Banner -- vi murede os brilliant. Men det bedste var med gamle Pastor Blak -- har De hørt'et? Han motte krybe ind gennem Vinduet. Han kum naturligvis for sent, og so lukkede jeg Døren af, og vi gik til Burds. Men so kum Præsten og bad og tiggede um at kumme ind, for han so, vi spiste Østers. Men vi lud som ingen Ting. Tilsidst obnede jeg et Vindue og spurgte, om han vilde krybe ind af det, og so krøb s'gu Præsten gennem Vinduet, og vi lo.» Restrup brast paany i Latter ved Tanken om Sognepræstens ynkelige Situation. «Blev Præsten der hele Aftenen?» «Næ -- det blev ham for muntert tilsidst. Da vi begyndte at spille, gik han.» «Spillede De Hasard?» «En lille Mis, det var det hele. De kunde ikke hulde længe ud, for de kunde ikke skælne Kurtene fra hinanden. Jeg var selv gudt daran, for der blev drukket svært. Klokken fem i Morges motte Jens og Kusken bære mig i Seng.» «Og hvorledes befinder De Dem i Dag?» «Tak -- gudt. Jeg kum først op Klukken fire i Eftermiddags, men De kan bande po, Jensen fra Mariendal, han forvinder det ikke i otte Dage.» Banner lo. «Jeg tror, De er ganske stolt af Deres Meriter?» «Aa nej, men jeg har ellers Ærgrelser nok, skulde jeg tru; so glemmer man dem da so længe.» «De skulde gifte Dem Restrup, og se at komme paa ret Køl igen,» sagde Banner. «Jeg tænkte s'gu po'et nogen Tid, men nu er det for sent. Jeg duer heller ikke længer. Naar jeg ikke er strammet op, falder jeg sammen; jeg er li'sum jaget af et Kobbel Hunde rundt i en Ring og slæbt til Døde. Det er s'gu skidt. De Tjenestepiger er noget Rak, som kun plukker en og alligevel leger Kæreste bode med Karle og Tjenere bag ens Ryg, og man har aldrig Fred. Fulkene er opsætsige, og al Ting gor galt.» «De har nok Proces med en af Deres Karle. Han kom til mig og bad om Arbejde, men jeg tager ikke bortjagne Tjenestefolk op. Nu hører jeg, han har lagt Proces an mod Dem.» «Jeg jug ham væk, fordi han kum hjem en Dag senere, end jeg havde givet ham Lov til. Hinding fører hans Sag; den Dævels Prokurator siger, at min Handlemode ingen Hjemmel har i Tyendeloven.» «Slog De ham?» «Ja gu' gøre jeg so. Og nu laver den Prokurator et helt Nummer ud af det. Hinding er ligefrem en Skurk.» «Saa -- er han det? Han forekommer mig at være en ret behagelig Mand.» «Tru ham ikke, han er en Skurk, siger jeg Dem. Se blot, hvordan han behandler sin Steddatter.» «Saa? Og hvorledes da?» spurgte Banner lidt opmærksommere end førhen. «Han tilbageholder hendes Arv gør han, og efter hendes attende Oer har han Ret til at beholde den som Betaling for Kost og Lugi. Dør hendes Moder, jager han hende vel po Gaden.» «Det er slemt, hvor gammel er Frøken -- hvad er det, hun hedder?» «Fürste, hun er snart tyve Oer.» «Og hvor stor er hendes Arv?» «Totusind tror jeg.» «Ja, saa har hun rigtignok ikke meget tilbage,» sagde Banner koldt. «Ja, er det ikke skammeligt!» og nu paafulgte en Beretning om Judiths Liv, hvis Nøjagtighed i mange Punkter vilde have overrasket hende selv. «Saa er jo hendes Stilling temmelig fortvivlet,» sagde Banner med sit tidligere kolde Smil. «Ja, hvis hun ikke bliver gift. Var jeg ti Oer yngre, so friede jeg. Hun er en nydelig Pige. Hvad behager?» «Aa ja -- ret net, saa vidt jeg erindrer.» Banner kneb Øjnene sammen og syntes optagen af at følge sin Cigars hvirvlende Røgskyer. «Ret net! Aa hun er dejlig ligefrem og so stult som bare Fanden. Ingen skal kumme hende nærmere, end hun selv vil.» «De har maaske prøvet det?» «Nej, hun har altid været venlig og gu'ed mod mig, det skal jeg ikke glemme hende, og kunde jeg, saa giftede jeg mig med hende og hjalp hende ud af hendes Ulykke. Men mine Finanser!» Han strøg sørgmodig det svære, blonde Haar fra Panden. «Hun skulde giftes med en rig Mand, for hun er skabt til at være Drunning.» «Men tror De, at hun, der er saa stolt, vilde ægte hvem som helst, der kunde byde hende en uafhængig Stilling?» «Jeg er bange for, hun blev nødt til det; men jeg huldt nu af hende og vilde bære hende po Hænderne.» «Det vilde dog vist krænke hende at blive gift paa den Maade.» «Aa nej, nor hun bare blev gift.» Banner lo højt og skarpt. «Kender hun sin Stilling?» «Ja, det trur jeg nok. Og hvis jeg var saa velhavende som De, og ikke saa dybt i Gæld --» «Jeg! -- Jeg gifter mig aldrig!» afbrød Banner ham hurtig. «Det var s'gu heller ikke sodan, jeg mente det,» mumlede Restrup. Nu tav de begge. Banner laa tilbagelænet i sin Stol, fordybet i sine Tanker. Restrup havde bøjet sig frem og taget Doggens Hoved mellem sine Hænder. Han strøg dens løse, rynkede Halshud helt ud over dens Øren og Snude og glattede den atter tilbage, idet han nu og da brummede: «Gu'e gammel Hund, gu'e gammel Hund!» Og Flammerne i Kaminen steg og sank. De belyste den enes fine, skarpe Ansigt med det tidlig tyndede Haar, det trætte, ligegyldige Udtryk, og den andens mægtige Hoved med de store, plumpe Træk, den bølgende Løvemanke, det rødgule Skæg og det sløve, sørgmodige Blik. De lynede i Diamanterne, der prydede Restrups Fingre, strejfede hen over Ildbukkene, lyste i Hundens kloge Øjne, legede gennem det støvede, rødbrune Bjørneskindstæppe, sendte et hoppende Skær op ad Væggen op over Billedet af Restrups barske Fader, funklede i Vaabnene og Snurrepiberierne, straalede tilbage fra det høje, sølvindfattede Spejl, glimtede gennem den gyldne Vin i Krystalkanden, krøb ind i Kroge, bag Stole og Borde, gemte sig, viste sig atter, blussede op og forsvandt for et Øjeblik at indhylle alt i Mørke og derpaa begynde Legen forfra. Udenfor piskede Sneen og hylede Vinden om den gamle Bygning, indenfor gled Tiden langsomt hen, afmaalt af Bronceuhrets lydelige Tik Tak, Tik Tak. To inderlig trætte Mænd sad der ligesom fortryllede, bundne af denne Ro, dette Mørke, denne flimrende Ilds Fantasterier, uden Lyst eller Evne til atter at tage fat paa det besværlige Liv, som de mente sig forlængst at være færdige med. Denne Vinter førte Forretninger ofte Godsejeren til Prokuratoren. Hr. Hinding syntes næsten uundværlig for sin fornemme Klient. Men Hr. Banner var halv utilfreds, naar han ikke paa disse Besøg traf Prokuratorens Steddatter. Han brød sig ikke saa meget om at tale med hende, thi hun var som oftest kold og ordknap, men det interesserede ham at se hende, være sammen med hende og iagttage hende. Thi Samtalen med Restrup havde givet ham forøget Interesse for hende, og han undrede sig over, at han ikke strax havde lagt Mærke til hende, saa paafaldende forekom hendes Skønhed og hele Fremtoning ham nu at være. Han havde den Evne at kunne se, uden at hans Opmærksomhed tilsyneladende var fæstet paa Genstanden, og medens han rolig fortsatte sin Samtale med Hinding og syntes at have sine Tanker ethvert andet Sted, undersøgte hans Blik hende Træk for Træk og vendte hver Gang tilbage med voxende Forundring over at træffe noget saa ejendommeligt og skønt i denne Afkrog. Naar Forretningerne vare afgjorte, Vejret og Landmandens Udsigter drøftede, henvendte Banner gærne et Par høflige Ord til Fruen og Frøkenen. Som oftest svarede den første, men naar Judiths fine Sans opfangede det mindste overlegne eller arrogante i hans Maade at være paa, kunde ogsaa hun tage Ordet, og da fløj snart en lille, skarpt tilspidset Tilrettevisning fra hendes let smilende Læber, og hun kunde være sikker paa, at den traf. Han røbede det rigtignok aldrig i Ord eller Miner, men han havde ofte Nød med at betvinge sig, naar hans herskesyge Sind blussede op i ham, og han ønskede da, det koste hvad det vilde, at han kunde faa Overtaget over sin smukke Modstander, bøje hende, ydmyge hende. Og naar han red hjem, efter at være kommen tilkort i et saadant Ordskifte med hende, kunde han harme sig mere og mere over sit Nederlag, og han huggede da Sporerne i sin uskyldige Hests Side, brugte Pisken og rykkede i Tømmen, indtil Dyret stejlede, han vilde dog i det mindste have en, han kunde vise sin Overmagt og tvinge til Lydighed. I sit store, ensomme Hus kunde han gaa omkring, forbitret paa sig selv, fordi han beskæftigede sig saa meget med hende, men hvad nyttede det, hun havde fængslet hans Tanker, og de formaaede ikke at løsrive sig. Han var som Barnet, der efter en Gang at have faaet Lyst til en Ting, kun bliver endnu hæftigere i sine Begæringer, naar det møder Modstand. Han tyede til sine Bøger, men Tankerne listede sig ind mellem Linierne, og han greb sig selv i at have læst mange Sider, uden at have opfattet et Ord. Han lod da Bogen synke og saa ærgerlig mod Døren: Om den nu aabnede sig, og hun stod paa Tærskelen, hvor hurtig skulde da ikke Bøgerne komme bort! Der var Øjeblikke, hvor han kunde række Armene ud mod hendes tænkte Skikkelse. Sæt hun var her, hvilken Udfyldelse af hans Livs Tomhed, hvilken Beskæftigelse for hans Tanker: «Fordømt, gid Fanden havde det hele, jeg er jo som forhexet! Har jeg da ikke forsøgt mig nok? Men hun er noget andet. Hvordan i al Verden har hun baaret sig ad med at magtstjæle mig? Og jeg, som for længe siden troede mig færdig med disse Illusioner?» -- Men hvorfor paa den anden Side gøre saa mange Ophævelser? Han var jo en fri Mand, hvem hindrede ham i at følge sine Lyster? Hans egne Forsætter -- pyh! de var jo hans egne, saa kunde han vel ogsaa bryde dem, naar det skulde være. Medlidenhed? -- med hende, som næppe elskede ham, snarere det modsatte! Og kunde hun saa forlange eller faa det bedre i Verden end som hans Hustru? Men -- binde sig uløselig for hele Livet? -- nej, han vilde ikke tænke mere derpaa. Og Foraaret kom med sin berusende Luft, sine svulmende Knopper, sin Kærlighedslængsel hos alt, hvad som levende er. Johan Banner stod ved Vinduet, han følte ogsaa dens drivende Magt, men han vilde ikke være ved det. Og dog sad den i ham som en prikkende, nagende, nervøs Længsel efter noget, som han ikke vidste eller ikke vilde vide, hvad var. Han gad ikke rejse bort igen, alene Tanken var ham imod. Han gad ikke skrive, Pennen var slængt hen ad Bordet. Han gad ikke læse; halvhundrede Bøger var trukne ud af Reolerne for strax efter at kastes til Side. Spise? -- Han var mæt. Drikke? -- Han var ikke tørstig. Sove? -- Det var det værste! Havde han ikke ligget timevis og kastet sig frem og tilbage uden at kunne finde Hvile. Mishandle et eller andet? -- Han følte et Øjeblik Lyst dertil, men gad saa ikke følge den. Han var i den fortvivlede Kasus, Kierkegaard beskriver, -- han gad slet ikke. Her var ingen at tale med; kun dræbende trist og kedsommeligt. Men han kunde jo tage til Byen. Ja, se der var det, der var det! Det var det, han vilde, men han vilde ikke tilstaa det for sig selv. Blev han da aldrig færdig med disse Ungdommeligheder? Han skulde jo dog nu være kommen i Ro, han havde jo udraset, han vilde jo have tilbragt Resten af sine Dage i lidenskabsløs Fred. Han var rejst fra Ønskerne og Lysterne, men se, de var rejst med ham. Det var jo formelig værre end nogensinde før -- aa, det var latterligt og taabeligt altsammen! Men Livet var kort og bestemt til Nydelse, hvorfor da nægte sig, hvad det bød paa. Det var da endnu taabeligere? Han vidste det godt, han vilde ikke faa Ro, før han havde naaet, hvad han vilde, men var dette sket, vilde han rimeligvis ikke mere bryde sig derom, og -- da var han bunden. Naa, han kunde jo ride ind og prøve paa at faa hende at se. Det var jo alt, hvad hun vilde tilstaa ham, og han havde dog vist hende Imødekommenhed. Hundreder vilde have krøbet paa deres Knæ fra Byen til hans Gaard for at opnaa hans Gunst, men hun viste den tilbage. Han havde kun en Gang før mødt en lignende Modstand; det var hos hans forlovede; men ofte havde han senere sagt sig selv, at hvis han den Gang havde været mere erfaren, vilde hendes Modstand være bleven overvunden. Ellers havde han kunnet vinde, hvem han vilde, kun hun, som dog havde mødt saa liden Venlighed i Livet, viste ham tilbage. Og hans herskesyge Sind oprørtes derover -- maaske hun endogsaa vilde afslaa et Ægteskabstilbud! Det gad han dog se! Hun var under et stærkt Pres, hun vilde blive tvungen til at gribe den Haand, han rakte hende, men var det ridderligt? Pyh! Hun maatte jo være glad til. Kunde der bydes hende noget bedre end at blive hans Hustru? Hun _skulde_ blive hans, ligemeget hvorledes. Hans herskesyge Sind syntes formelig at smægte efter denne tvivlsomme Triumf. Han vilde strax til Byen. Just da han vendte sig fra Vinduet for at iværksætte sit Forsæt, fik han Øje paa en aaben Landauer, som rullede hen ad Hovedlandevejen. Han kendte de blankbrune, halvblods Heste og det straalende Livrée; det var Restrups Vogn. Kom han paa Besøg? Det var i Grunden heldigt, saa blev han hjemme, undgik at gøre en Dumhed maaske og fik Dagen slaaet ihjel. Der undslap ham formelig et Lettelsens Suk: Han fulgte Vognen indtil Nedkørselen til Ahnbjerggaard, nu drejede den af -- hvad? -- nej! den kørte jo forbi, den kørte videre. «Guds Død! den kører til Byen.» Det blev Draaben, som fik Bægeret til at flyde over. Urolig, skinsyg ringede han og befalede Tjeneren strax at lade hans Ridehest sadle. Han gjorde sig selv i Stand hurtigere end nogensinde ellers, sprang ned ad Trappen, snappede Hat og Pisk fra den forbløffede Tjener, svang sig i Sadlen og fløj ud af Porten paa den i sin magelige Tjeneste overmodige Hest. Men da han kom til Enden af Alleen holdt han Hesten an lige saa heftig, som han før havde paaskyndet den. «Gør nu ingen Dumheder, Du! Rid heller ned og se til Dine Rugmarker. Lad hende tage Restrup, om hun vil, saa er den Historie ude.» Han holdt stadig Hesten an ved Hovedlandevejen og vidste ikke, om han skulde ride Nord paa, langs sine Marker, eller Syd paa til Byen -- Herkules paa Skillevejen! Den utaalmodige Hest vilde afgøre Valget for ham; han gav den et eftertrykkeligt Rap med Pisken og den stod, men dens Skraben og Bidslets Klirren, naar den kastede med Hovedet, afbrød bestandig hans Tanker. «Nu kører Restrup til Byen -- han har vel overvundet sine Betænkeligheder og frier til hende. Og hun tager ham naturligvis, hun har jo været saa forekommende imod ham. Saa kan jeg gaa Resten af mit Liv og ærgre mig derover, saa dum er man jo altid, naar man gaar glip af noget, man kunde have haft. Skal jeg tage derind? Restrup er allerede langt i Forvejen -- det er maaske for sent, men jeg vil dog tage derind; det kan da ikke skade.» Han gav atter Hesten Tøjlen, og det bar afsted mod Syd, saa hurtig Dyret kunde, men endda ikke hurtig nok for ham. Vinden peb ham om Ørene, Hovslagenes regelmæssig klaprende Lyd susede om ham, hans Hjærte slog stærkere, hidset af Bevægelse og Forventning, han kom til at tænke paa Kæmpevisen: Der han red over Randbøl Hede, da fulgte ham femten Svende, der han kom til Riber Bro, da red den Herre alene -- og han gentog Verset atter og atter mekanisk, indtil Ordene tabte al Betydning, blot pinte og trættede ham, og han forbavsedes over endnu at maatte sige dem. * * * * * Fru Hinding var gaaet i Kaffeselskab, men Judith havde ikke villet følge med. Der var atter kommet en af de Perioder, hvor hendes forladte Stilling hvilede haardest paa hende. Hun sad i Dagligstuen med Hænderne i Skødet og nedsænket i trøstesløse Grublerier, da hendes Stedfader traadte ind i Stuen, rigtignok kun for at passere den. Hun bad ham sagte om et Par Minuters Samtale. «Jeg har travlt -- hvad vil Du?» «Jeg vil kun endnu en Gang spørge Dem, om det ikke er muligt, at jeg kan faa min Fædrenearv, jeg beder Dem, giv mig den, ikke som Ret, men som Barmhjærtighedsgerning.» «Og naar Du har opbrugt de tretusind Kroner, hvad da?» «Da maa jeg vel have lært nok til at kunne sørge for mig selv.» «Det er yderst tvivlsomt, men lad mig nu sige Dig, hvad det dog ikke nytter at skjule; det lyder saa smukt, naar Du siger, at Du ikke fordrer dem som Din Ret, men Du tror da vel heller ikke, at Du har nogen Ret til dem?» «Har jeg ingen Ret til dem?» spurgte hun aldeles overvældet af Forbavselse, «hvis Moder døde, og jeg da fordrede dem i Stedet for at bede om dem, kunde de saa nægtes mig?» «Ved Du, at der er noget, som hedder Kontrakrav?» Hun vidste det ikke, men fik en Anelse om, hvad det havde at betyde.